Viser indlæg med etiketten nye tider. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nye tider. Vis alle indlæg

tirsdag den 24. maj 2016

Noget om søvn

Den dedikerede læser vil vide, at det ikke altid har været lige nemt med søvnen herhjemme. Varanen sov mildest talt dårligt det første år, og jeg husker stadig, hvordan min læge lo, da jeg til en af de mange børneundersøgelser træt konstaterede, at Varanen ikke var "sådan en, der syntes, det der søvn var fedt". (Needless to say, men ikke desto mindre; Jeg lo ikke).

Nå. Men det er heldigvis længe siden. Og vi har sovet fortrinligt i fler år efterhånden. (Må man godt skrive det? Eller kommer karma og/eller småbørnsforældre, der sover ad r*ven til så og slår en hårdt i hovedet?) Men jeg skal da være den første til at indrømme, at der har været plads til forbedring. Som måske (måske ikke. Jinx!) er ved at ske nu.

Varanen fik tremmerne af sin seng, da han var to år og en sjat. Fordi han lavede en Houdini på den, hver eneste gang, han lå i den, og det dels blev ret trættende, dels temmelig farligt. Så af kom tremmerne, og ind i dobbeltsengen kom Varanen. Søvndrukken. Hver eneste nat. Vi prøvede naturligvis at følge ham tilbage de første mange nætter, men det afstedkom altid en ked af det Varan og/eller en virkelig radbrækket forælder efter en halv nat tilbragt delvist i juniorseng, delvist på gulvet. Og eftersom Varanen sov sødeligt, hvis vi bare lod ham blive i dobbeltsengen, så var det ikke voldsomt svært bare at blive liggende, når han kom tøffende. Og faktisk var det også lidt hyggeligt.

Når man sover ordentligt om natten, bliver det pludselig overskueligt at løbe en tur, før resten af familien står op

Nu varer det ikke sådan helt vildt lang tid, før Varanen fylder fem (hvilket moderen ikke helt forstår. Han er jo bare stadig en lille fis), og han kommer stadig tøffende ind i dobbeltsengen hver nat. Faktisk tror jeg ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at han fra dengang tremmerne kom af og til nu - altså en periode på omkring 2,5 år - kun har sovet hele natten i sin egen seng maks. 10 gange. Det er ligesom bare blevet en vane. Nogle gange opdager vi slet ikke, at han kommer snigende. Andre gange er det væsentligt mere tydeligt. Fx når han roterer mere end det vildeste centrifugeringsprogram på vaskemaskinen. Eller stjæler hele dynen. Noget, han er begyndt med i stadigt stigende grad, hvilket naturligvis ikke kan undgå at påvirke nattesøvnen - både hans og vores.

Men! Så var det, at vi indførte et perlebelønningssystem for et par måneder siden. Det går i al sin enkelthed ud på, at når ungerne er særligt søde/hjælpsomme, så får de en perle. Og når de har sparet 85 perler sammen, kan de veksle dem til en lille ting i Fætter BR. Det er incitament, reptilerne kan forstå, så jagten på perler er i dén grad gået ind. Vi besluttede os for at ride på succesbølgen, så vi tilbød fem perler til dem begge to, hvis Varanen sover i sin seng hele natten. (Og selv om han kommer ind en halv time, før vækkeuret ringer, tæller det stadig som hele natten).

Til at begynde med virkede det overhovedet ikke. Vi havde et par gange, hvor han blev virkelig sur over, at han ikke fik fem perler alligevel, men vi holdt fast, og pludselig - i sidste uge - var det som om, det begyndte at virke. Således har Varanen nu på ni-ti dage sovet i sin egen seng fire hele nætter. (Og jo altså scoret både ham og storesøster 20 perler hver). Natten til i dag var en af dem. Jeg vågnede klokken 05 og kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så udhvilet. Før jeg kom til at se, at Varanen ikke var i sengen; Han lå og sov sødeligt i sin egen seng. (At han så var ked af, at jeg ikke havde vækket ham og båret ham ind i vores seng i nat, er en anden sag). Han havde sovet dejligt, og selv om jeg elsker at vågne op med hans små, buttede arme om halsen (eller i øjnene), elsker jeg endnu mere at mærke på ham, at han er udhvilet.

Jeg ved ikke, om det er perlerne, der virker. Eller det bare er alderen, der arbejder med os (vi må gå ud fra, at han ikke fortsat kommer tøffende midt om natten, når han bliver 16. Perler eller ej). Men uanset, så er det ret fantastisk. Og gør det på en eller anden måde endnu mere hyggeligt at vågne op ved siden af ham de dage, hvor han så rent faktisk er kommet tøffende.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...