Snapshot af et andet liv (paradoksalt nok et indlæg helt uden billeder ...)

Jeg havde udgangstilladelse i går. Igen, må jeg vist hellere skynde mig at tilføje, for vi skal ikke længere tilbage end til i lørdags, da jeg var ude sidst. Dengang med min søde, gamle mødregruppe på lækker øko-italiensk bistro. I går stod den i gamle veninders tegn. Ældgamle veninder, faktisk - to af dem går hhv. 19 og 20 år tilbage i tiden, mens jeg 'kun' har kendt den tredje i 16 år. Vi har dog haft indlagt et par pauser, så vi blev enige om, at det nok var mest korrekt at sige 10-12 år, og således kunne vi føle os en smule mindre gamle. (#asif)

Jeg tillod mig at stikke af fra Den Nordlige Provinsby tidligere end strengt nødvendigt, så HDD og ungerne kunne få lidt kvali-hygge uden muttis indblanden. HDD havde lovet pandekager, når jeg var ude af vagten, så der var ingen af smållingerne, der syntes, jeg behøvede at hænge ud. Fint med mig, så jeg smøg mig i en sort kjole (man skulle vel ud?!) og sprang på cyklen, der fragtede mig ned til S-bussen - livsnerven, der forbinder DNP med civilisationen.

Da jeg ankom til Kbh - alt for tidligt - var mørket faldet på, og jeg blev helt eksalteret over dels at være ude efter mørkets frembrud, dels at det var u-mørkt, som det kun kan være i byen - med neonlys, billygter i lange slager og butikker, der aldrig sover. (Eller ... Stryg sidstnævnte. Den Joe & the Juice jeg havde udset mig som hæng ud-sted var ved at lukke. SÅ urban er Vesterbro tilsyneladende heller ikke). Noget ganske ganske, GANSKE andet end villakvarterets tyste, bløde mørke, hvor det nok er muligt at se stjernerne glimte, men hvor man til gengæld heller ikke har noget som helst andet at bevæge sig ud for, når det er mørkt. (Med mindre IS-bilen altså lige kommer forbi).

Nu Joe & the Juice ikke gad være kulisse til min eftertænksomhed og frihedsfølelse, brugte jeg i stedet mit stjålne frikvarter til at slentre ned til Søerne og skue ud over dem og byens lys. Og direkte ned på den særdeles oplyste Søpavillon, men lad nu det ligge og lad os i stedet bevare stemningsbilledet. Dér sad jeg så med min latte to go på en bænk og skrev - på god, gammeldags manér med pen og papir. Og blev stirret på af de (virkelig mange!) forbipasserende med blikke, der signalerede, at de tydeligvis troede, jeg var helt gak.

Og mens jeg sad dér og skrev, blev jeg helt melankolsk. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor det var, at det var så god en idé at flytte fra Kbh i sin tid. Misforstå mig ikke - jeg elsker DNP og alt det, den giver og kan give mine børn. Jeg elsker roen, haven og vores lillebitte hus. Men mit selvbillede er ikke helt fulgt med flytningen. Det har jeg vidst længe, men det blev for alvor slået fast på en bænk i den næsten forårsagtige københavnske aftensluft.

Jeg føler mig ikke som en DNP'er. Byen fejler ingenting, men den er ikke min by. Min by er Kbh. Hvor mine fødder kender alle smutveje, og hvor der altid er noget at se på og tage sig til. Hvor en gåtur altid er en oplevelse, og hvor det kan føles som en sand lise at opholde sig - fordi der er så mange, der ligner mig. Bilder jeg mig ind. Og ikke er så voksne, som jeg synes, alle de andre forældre i DNP er virker. I Kbh er det ikke underligt ikke at have to biler, men til gengæld have en kassecykel. I Kbh er der ikke noget odiøst i kun at kunne se DR's kanaler - eller i det mindste er det et øko-hipster-agtigt fravalg, som man helt hundrede ikke er de eneste, der har truffet. I DNP spørger naboer bekymret til, hvad der er galt med ens tv, siden man ikke har den store pakke, og det der med kassecyklen vs. den ikke-eksisterende bil nr. to - well ... det er bare lavindkomst. Og virkelig sært.

I mine sorte stunder kan jeg blive bekymret for, hvordan vores beslutning om at sætte reptilerne på græs i en ressourcestærk nordsjællandsk kommune kommer til at påvirke selvsamme reptiler, når de bliver opmærksomme på de (temmelig store) indtægtsmæssige (for ikke at nævne boligmæssige) forskelle, der er mellem "os og dem". I Kbh er det jo fx ikke sært at bo småt - det gør de fleste - men det kunne godt gå hen og blive mobbe-materiale i DNP. Bilder jeg mig i hvert fald ind. Men den tankespiral nytter jo ikke noget og i stedet må jeg tro på, at det ikke kommer til at betyde noget, og at vi giver vores børn nogle værdier, der gør, at de vælger venner, som ikke dømmer på det materielle. Eller mangel på samme. (Og når det er sagt, så ER det jo ikke alle, der har en udskåret diamant som skoletaske og/eller bliver hentet af privatfly i børnehaven. Trods alt).

Aftenen med de skønne damer forløb helt perfekt. Lækre drinks og ditto mad på LêLê og efterfølgende drinks på (for mig) ukendte Lidkøeb. Fantastisk sted med en stemning, der emmede af ferie og ubekymrethed - og uforskammet stærke drinks. Jeg kommer jo ikke så meget ud, så der skal ikke så meget sprut til at sparke mig omkuld. Jeg ville derfor lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg kunne mærke alkoholen, men det bidrog egentlig bare til morskaben. En af damernes nye flirt var modig og dukkede op til drinks med os, så han fik set råt for usødet, hvor 'sjove' en temmelig indspist flok kan være, når de samtidig er småstive. Men kan han holde til det, er han klart en keeper.

Fordi man er nogen, der ikke bor på S-togslinjen, må man jo også busse den hjem. Og her kunne det have været meget fedt, hvis jeg lige havde gidet at tjekke, hvornår den sidste bus egentlig gik. Jeg fik nemlig en kende sved på panden, da jeg kl. 23.33 ved Rantzausgade fandt ud af, at den absolut sidste bus til DNP gik kl. 23.41 - fra Blegdamsvej. Heldigvis kom der en 3A'er, der spyttede mig ud ved Rigshospitalet på præcis samme tidspunkt som 'min' bus kørte ind til stoppestedet. På den anden side af krydset. Så det var med flagrende hænder og klaprende hæle, jeg drønede over vejen og kastede mig ned i sædet. Hvor jeg så kunne sidde og pleje mit summende hoved og tankerne, der flagrede rundt. For en gangs skyld handlede de så bare overhovedet ikke om reptilerne. De handlede om mig. Og HDD. Og alt det, jeg pludselig synes, vi giver afkald på ved at være flyttet væk. Jeg ved godt, at vi ikke brugte byen og formentlig ikke ville komme til at gøre det sådan rigtigt før om nogle år. Jeg ved også godt, at vi ikke trivedes med at bo i lejlighed, og at vores andelsforening i øvrigt var c r a z y. Og det er jo ikke som om, roen og den friske luft kun er sund for børnene - den er også god for os. Eget hus og have er fedt, og det vi gerne ville have at bo i i Kbh, da vi solgte lejligheden, havde vi alligevel ikke råd til. Og det har vi stadig ikke. Desuden skal vi ikke flytte nogen steder. Måske kommer vi tilbage til byen engang. Hvem ved?

I morgenens ubarmhjertige klare lys er det også lidt lettere at se, at det, jeg savner, ikke er så meget Kbh, som det, at der sker noget. At jeg går ud, får nogle andre input og kommer træt, men glad hjem. Det er også lidt lettere at se over havregrynene end over en virkelig stærk dark 'n stormy-drink, at forstadslivet er det rigtige for os lige nu. Desuden, som HDD så kærligt påpegede, da jeg havde krise over det hele, så var min aften i går jo ikke repræsentativ for det, jeg ville få, hvis vi rykkede teltpælene op og skred tilbage til byen. Det, jeg fik i går, var en serie snapshots af et andet liv. Ikke nødvendigvis et bedre et af slagsen, men et andet. Fra før der gik små børn og de deraf følgende konstante krav i den. Og den tid kommer igen.

Indtil den gør det har jeg besluttet mig for, at det er på tide, at der sker noget andet i mit arbejdsliv. Så nu kigger jeg efter kontorfællesskaber. I - ganske rigtigt - København. Jeg trænger til at komme ud og væk fra villavejen. Så hvis nogen hører om noget; gerne på indre Østerbro eller omkring Nørreport Station, så sig endelig til. Jo før, jo bedre :-)

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...