Viser indlæg med etiketten onde mor. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten onde mor. Vis alle indlæg

mandag den 24. marts 2014

Avavavav

Planlægning er en god ting. Den har gjort, at jeg i de sidste mange dage har vidst, at jeg i dag skulle til København på kontoret, revidere et opgaveudkast til ny (og, I might add, temmelig videnstung) kunde, holde møde med ny samarbejdspartner om en potentielt rigtig stor opgave, løse et par hængepartier ift. nogle mindre opgaver, skrive tilbud til gammel kunde og, som kronen på værket, holde et kaffemøde (må man ikke godt kalde det dét, C?) med kær veninde. HDD skulle hente børnene, hvilket ellers er min tjans, og jeg skulle bare komme hjem, når jeg var færdig med dagens dont.

Så da jeg vågnede i morges, tog jeg en dyb indånding og rustede mig til en travl dag. Hvilket var ok nemt, for jeg vågnede først 06.45 ved, at Øglen kom ind og spurgte, om vi ikke snart skulle op. Og fandt Varanen snorksovende ved siden af mig. Jeg nåede i bad, før han rørte på sig, og vi havde en hyggelig morgen, hvor vi læste "Peter Haleløs" (iflg. Varanen. Øglen kalder ham stadig for "Kalle Haleløs") som morgenmadsbog, hoppede i Øglens seng og legede lidt med Lego.

Men. Så var det, at Varanen blev gal over, at han ikke måtte få en is med i cykeltraileren. Hvilket kulminerede i, at han ikke ville have sko på. Overhovedet. Før han fik øje på Øglens gummistøvler, som han rask væk hoppede i. Bortset fra, at det ville Øglen ikke have. Og der blev grædt og råbt (børnene) og trukket vejret tungt ind gennem næsen (mig). Jeg forholdt mig faktisk forbavsende rolig gennem hele menageriet, if I do say so myself, og blev kun let irriteret over, hvor gal Varanen blev, da jeg af vanvare kom til at strejfe ham med den gigapose termotøj/regntøj/skiftesko/huer/vanter, der skulle med over i de respektive institutioner efter weekenden. Han skældte ud, for "Du. Må. Ikke. Skubbe. MIG. Mor!", og så stod han og trippede på den lille underlige 'platform', vi har uden for vores bryggers. Råbte noget om, at HAN ville gå først ned ad trappen. Og begyndte så at gå. Hvorefter jeg lukkede bryggersdøren. Og svagt registrerede, at det da var sjovt, som den lukkede trægt - en brøkdel af et sekund før både Varanen og jeg registrerede, at fire fingre på højre Varan-hånd var i klemme.

Det kan NOK være, at jeg fik åbnet døren i en fart, smidt alt, hvad jeg havde i hænderne og scoopet Varanen op. Nøjjj, hvor han græd, altså. Øglen kom drønende og var helt forskrækket (forståeligt), og alle planer om at tage af sted til institutionen blev udsat på ubestemt tid. Varanen var fuldstændig utrøstelig, og et nærmere kig på hans små fingre gjorde det temmelig klart hvorfor. De havde en dyb rille tværs over, hævede op, og han kunne (ville?) ikke bøje dem. Varanen græd. Øglemor græd. Og Øglen hentede plaster og bedyrede, at Varanen godt måtte låne hendes gummistøvler alligevel #nåååårh.

Efter en halv times gråd tyede jeg til det ultimative det-skal-nok-gå-våben: Slik! Som ikke hjalp. Is på hånden (og i maven) hjalp heller ikke, og til sidst måtte jeg i desperation ringe til lægen. Hvis telefon ikke virkede. Så jeg stoppede begge reptiler i cykeltraileren, puttede en ispakke om Varanens hånd og skyndte mig ned mod lægen, mens jeg krydsede fingre for, at det er ok bare at troppe op her i DNP. I mellemtiden havde de dog fået styr på telefonen, og jeg fik at vide, at jeg endelig bare måtte komme. Så Varanen (der var faldet til ro i mellemtiden) kom til med det samme, og lægen kunne konstatere, at der heldigvis ikke var brækket noget. Men at hånden godt nok var noget hævet, og at jeg lige skulle holde øje med den.

Reptiler på legepladsen. I højt humør.

Da vi kom ud fra lægehuset, ordinerede jeg en fridag til begge unger, og fra legepladsen (som Varanens humør heldigvis var blevet godt nok til), måtte jeg lige stjæle mig til lidt telefontid og aflyse og omrokere aftaler efter bedste evne.

Så det kan godt være, at planlægning er meget fint. Men ingen planlægning i verden kan indkalkulere maste fingre, akuttider hos lægen og forskrækkede reptiler (og mor).

Efterskrift: Patienten er heldigvis i bedring. "Det går MAJET. Bedre. Fint", siger han, når man spørger. Og heldigvis kunne HDD komme tidligt hjem fra arbejde og tage sig af reptilerne, så jeg har kunnet løse nogle af alle dagens opgaver på trods af hjemmegående reptiler.

mandag den 23. januar 2012

Lidt mere om virus

Den der virus, iggå... Det var så galopperede mellemørebetændelse. Som galopperer videre, og som der nu er ordineret penicillin til. Kunne da godt nok heller ikke forstå, at Øglen blev ved med at have feber, og selv om HD sagde, at det er normalt for næsten 3-årige at sige "hva'?!" hele tiden, så syntes jeg jo nok, at hun har sagt det mistænkelig meget på det seneste. Men hun sover glimrende og har ikke brokket sig synderligt over ondt i ørerne - kun én dag, hvor hun havde ondt i hhv. ører, fødder, hals, mave og hovedet på skift, alt efter hvornår vi spurgte.

Men i dag har så budt på en tur til "læne", der udskrev en recept til nogle drugs, og som foreslog mig at købe en masse engangssprøjter til at sprøjte stadset ind i Øglens mund, "hvis nu det skulle komme til vold". Øhm...

Endte med ikke at købe engangssprøjter, da en af de (ret pæne, faktisk - skal man mon se godt ud for at arbejde på et apotek?) farmaceuter på apoteket sagde til mig, at penicillinen ikke var sådan en, der smager helt forfærdeligt. Men nu er jeg jo sådan en livrem- og seler-type, så jeg skulle da lige høre, om der ville være noget forgjort i at give Øglen børnepanodil (som hun elsker og kalder "jordbær"...) og penicillinen samtidig, hvis nu Øglen ikke kunne lide det, så det hele kunne komme til at smage lidt af syntetisk frugt. Det skulle jeg nok have nøjedes med at tænke, for farmaceuten så ud som om, hun stod og overvejede at tilkalde de sociale myndigheder. Det endte dog med, at hun 'bare' fortalte temmelig meget om, hvorfor det ikke er en god idé at blande medicin, og jeg forsøgte at forklare, at det bestemt heller ikke var noget, jeg plejer at gøre, men eftersom lægen havde sagt, at jeg skulle give både panodil penicillin og i samme åndedrag havde nævnt det med engangssprøjter og vold, så kunne man måske slå de to ting sammen, eller... *stopper op og trækker vejret* Neeeeevermind. Og undskyld jeg overhovedet spurgte. Det kan jeg godt se ikke var helt gennemtænkt.

Nu sover Øglen sødt efter at have fået sine respektive flydende substanser (på hver sin ske og ikke i umiddelbar forlængelse af hinanden, og hun kan godt lide penicillinen. Faktisk sagde hun "jeg elsker 'dicin!" Ahem), og jeg spiller en kavalkade af små flashbacks på nethinden af mig, der i løbet af den sidste uge hhv. vrænger af eller artikulerer overdrevet (på den let spydige måde) til Øglen i forskellige situationer, fordi hun igen-igen har sagt "hvadddd!?" Virkelig flot, når det så viser sig, at der overhovedet ikke er hul igennem, og at hendes ører er rødere end postkasser. Vinder vist ingen moderskabsmedaljer for dén - det skulle da lige være for "Tarveligste Mor".

Men for at tænke på noget andet, får I lige, som lovet, af dåbs-Varanen. Som jeg skal prøve at huske at behandle pænt, når han engang bliver syg... (Og ellers har jeg et par dage til at gøre det godt igen over for Øglen, for der er ingen børnehave til hende de næste par dage. Så har hun jo også kun været hjemme i små to uger...)

Varanen med strithår (det var endda før vandet kom i håret) i arvekjole und alles. Og med undertegnede med lettere uhyggeligt 'ansigt'...

tirsdag den 20. december 2011

Stik, sagde det

Så blev Varanen næsten 3 måneder. Og det blev fejret med en aftale hos lægen (som jeg næsten glemte, så gæt, hvem der kom hurtigt ud af døren). Han skulle stikkes i de marcipanbløde lårbasser, og fordi jeg havde glemt, at vi skulle af sted, nåede jeg slet ikke at blive ked af det på hans vegne.

Da Øglen skulle have sin 3 mdrs vaccine i sin tid, var jeg jo så pylret på hendes vegne, at jeg nægtede at gå med ind til sygeplejersken, så dén tjans måtte HDD tage. Men denne gang var der ingen HDD med, og desuden havde jeg det slet ikke lige så svært med det som sidst. Måske man bliver lidt mere hård i filten, når man har prøvet det før?

Nu ved jeg jo lizzom, at babyen ikke undergår dramatisk forvandling til det værre af at blive stukket et par gange, og derfor fik jeg heller ikke ondt i hjertet denne gang. Kun en lille smule, da han ved andet stik begyndte at græde helt vildt på sådan en betuttet "hvorfor er damen ond ved mig, mor?"-måde. Han var ikke specielt nem at trøste, og selv lokkemidlet over dem alle - mad! - var svær at få ham til at synes om. Men efter en sand hylekoncert i venteværelset og en del indkasserede bebrejdede blikke fra de øvrige patienter, lykkedes det at få lidt mad i ham. Og efter en sidste gråd-krampetrækning, da han skulle have overtøj på, faldt han i søvn. Lige indtil jeg havde købt en kop kaffe på Ricco's og sat mig med en avis. Så vågnede han. Med et humør, der på ingen måde signalerede "næh, hvor kunne det være hyggeligt lige at tage ham med ind på Ricco's, mens jeg drikker min kaffe færdig", men snarere skreg til himlen, at jeg nok gjorde klogest i at tylle min kaffe (Av. Varm.) og komme ud og trille videre i en allerh**v***s fart. Det gjorde jeg så. Trillede. Rundt og rundt og rundt.

Var ude på de vilde vover i Aldi, hvor jeg konfererede lidt med mig selv om, hvorvidt garn til filtning duer til et halstørklæde, hvis nu man ikke gider at have det filtede look? Og endte med at lægge garnet tilbage og købe en pakke bleer og to poser slik i stedet. Så kom ikke og sige at det ikke er spændende at være på barsel.

Vel hjemme igen vågnede Varanen - stadig i et temmelig dystert humør, der indebar noget med noget skrig og skrål, så jeg pakkede alle mine leg-med-din-baby-intentioner væk og lagde mig i stedet med ham og forsøgte at få ham til at slappe nok af til, at han kunne spise. (I må forstå, at hvis Varanen er så ophidset, at han ikke kan spise, så er den gal. Den baby lever for at spise. Han har ikke lag-delte lår for ingenting, jo...) Det lykkedes efter megen skrig og skrål. Efter en snack faldt han i søvn, og da han vågnede op, var humøret næsten normalt. Nu sover han. Og jeg Wordfeuder og blogger og overvejer at rejse mig op og hente de poser slik, jeg købte i Aldi. Og krydser fingre for, at pylreriet umiddelbart efter lægebesøget var den eneste bivirkning ved vaccinen. Orker nemlig ikke rigtigt en nat med mindre nattesøvn, end jeg plejer at få (hvilket VIRkelig ikke er meget lige for tiden...)

mandag den 7. november 2011

Mega tarveligt

... men også ret sjovt! Det skal jeg helt klart prøve med Øglen på et eller andet tidspunkt, hvor jeg synes, at hun har været glad lige lovlig længe... (ironi kan være anvendt)


torsdag den 3. november 2011

Sov nu for s****

Øglen er stadig ked. Og i dén grad på tværs. Mere på tværs end ked, så'n lige umiddelbart, men det kan selvfølgelig dække over ked af det-hed. Det ændrer dog ikke på, at 95% af det, vi siger til hende, ignorerer hun. Eller gør nøjagtigt det modsatte af, hvad der blev sagt.

Jeg kan fx nævne situationen, hvor Øglen stiller sig hen til fryseren, lægger hovedet på skrå, ser sød ud og siger med sin lille, søde stemme "Lille  is, mor? Lillebittelille is til Øglen. Må godt?!" Hvortil Onde Mor siger blankt nej. Vilde hyl og ballade et øjeblik - til Øglen selv åbner fryseren og bare tager en is. For &"/#O"@*&#" da også! Det får hun selvfølgelig ikke lov til, og isen bliver vristet fra Øglen og lagt tilbage i fryseren. Med ekstrem surhed til følge.

Jeg kan også fortælle om hendes smiden med mad. Eller insisteren på at drikke mælk med ske (hvem kan stave til umanerlig meget rengøring efter sådan et "måltid"?!) Eller om vores morgener, hvor hun på ingen måde gider stå op. Eller alt muligt andet. Men det gider jeg ikke, for det er i virkeligheden småting i forhold til det, der fylder allermest i vores nye tilværelse som mor, far, Varan og Rasmus Modsat - nemlig søvnen!

Det er én ting, at jeg ikke får sovet specielt meget om natten. Eller om dagen, for den sags skyld. Sådan er det jo, når der er en baby in da house. Hvis det skal være, kan jeg også godt se igennem fingre med, at Øglen kommer trissende ind i vores seng hver nat (efter hun selvfølgelig lige HAR vækket mig med et jorden-går-under-om-lidt-vræl, fordi hendes sut er blevet væk i hendes virvar af bamser, bøger og andre underligheder i hendes seng). Men jeg har denondelyneme svært ved at acceptere, at hun er blevet umulig - U.M.U.L.I.G., I tell you - at putte om aftenen.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi (og med "vi" mener jeg HDD, for jeg fungerer jo som omvandrende foderbræt for Varanen, og han er glad for sin mad om aftenen - også om aftenen) bruger ca. 2 timer på at putte hende hver aften. To timer! Seriøst! Det er mindst 1 time og 3 kvarter for meget!

Lige da Varanen var kommet, blev Øglen ret putte-agtig og ville gerne have masser af nærhed. HDD lod derfor sit gode hjerte løbe af med ham og lagde sig ind til Øglen for at holde hende i hånden, til hun sov. Det kunne tage alt fra en halv time til halvanden. Og det var efter sigende ikke specielt rart at ligge på et gulv, der er strøet til med LEGO, legemad, rester fra riskiks og andre, ikke så let identificérbare, genstande. Derfor blev holde i hånden-seancen lavet om til en 'jeg sidder lige uden for din (åbne) dør i gyngestolen, så du kan se mig'-seance. (For oh ve oh rædsel, hvis HDD skulle forsvinde uden for synsvidde). Det virkede rigtig fint et par dage. Men nu. Åhr, MAND! Hun nægter jo at sove - hun ligger bare og fifler med sine bøger, sit våge-spøgelse, sine bamser, you name it. Bare ET eller andet, der gør, at hun ikke sover. Hun har 1000 undskyldninger for ikke lige at sove nu, og hendes mest brugte sætning i øjeblikket er vist "VIL ikke sove mere! ("mere"?! Du har ikke sovet en sk*d, dit lille krapyl!) Vil gerne med ud i k-hø-høkkenet". Det er til at blive en lille smule idiot af at høre på, og det er heller ikke specielt fedt for HDD at skulle sidde ude i gangen hele aftenen, selv om han har en iPad, efter at have været mange timer på arbejde. (Og hvis man må være lidt ego, så er det heller ikke specielt fedt for mig, for det er lige al den tid, vi kan holde i hånd (det kan man godt, selv om man ammer) og sludre og være kærester, der ryger).

Forleden besluttede jeg mig så for at sætte hårdt mod hårdt. Varanen var fodret af, og jeg afløste HDD, der på det tidspunkt havde siddet i gyngestolen i gangen omkring 100 år. Jeg kyssede Øglen godnat, lagde hende ned, sang en godnatsang, og så gik jeg ud i køkkenet. Og så SKAL jeg da ellers love for, at sirenen gik i gang. Hun flippede skråt, og sprang som en fjeder ud af sin seng og løb med tårer og snot i kaskader ned ad ansigtet ud i køkkenet til mig. Og jeg fulgte hende tilbage i seng. Og gik ud i køkkenet igen. Og hun løb efter mig. Og jeg gik ud i køkkenet igen *Indsæt selv uendelighedstegn* Alt imens hun skreg som om, der var en hær af gale øksemordere efter hende. Jeg skulderklapper stadig mig selv over, at jeg ikke kylede hende ud af vinduet til sidst, men nøjedes med at kapitulere og sætte mig i gyngestolen med min computer. Og en storsnakkende Øgle (der tilsyneladende havde glemt alt om gale øksemordere og nu var i højt humør) i sengen. Grrrrr, altså!

Men hvad f**** gør man!? Vi kan jo ikke rigtigt sætte tremmerne PÅ hendes seng igen - eller måske et elektrisk hegn - selv om jeg har enormt meget lyst til det. Og det der med en kold gyngestols-tyrker virker jo heller ikke, for hun kommer bare drønende - uanset, om hun så bliver fulgt eller slæbt tilbage i seng de første 10.000 gange. Er det endnu en af de famøse faser?! Og hvornår går den i givet fald over? Kan det mon være en reaktion på hele storesøster-tingen, eller er hun bare irriterende, fordi hun kan? Alle råd modtages med kyshånd! Og hvis I ingen råd har, kan et tilbud om at overtage puttetjansen også gøre det? Jeg har nemlig hørt noget om, at jeg skal være alene hjemme med begge reptiler i morgen aften, så det bliver ret interessant at se, hvem der bliver den store taber i den magtkamp, der med garanti kommer til at udspille sig omkring puttetid. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver mig. Noget siger mig, at de 38 afsnit af Mickey's Klubhus, som vi har på harddiskoptageren bliver meget nyttige i morgen aften...

lørdag den 20. august 2011

... og øndig ser hun ud

Inspireret af gårsdagens indlæg hos Camp Chaos, kom jeg til at tænke på dengang, jeg var gravid med Øglen, og HDD og jeg ikke anede, hvad vi gik ind til mht. børn. Ligesom Rikke skriver, så var vi også ude i alt sådan noget med, at "så meget behøver vi jo heller ikke ændre vores vaner", "vores barn skal være sådan et, der kan sove hvorsomhelst", "man behøver jo heller ikke overholde spise- og sovetider hver dag - det er, hvad man gør det til", osv.
Hihi. Fnis. Sådan gik det så ikke. Men det er en anden historie.

Ud over ovennævnte utopiske forestillinger om Livet Med Børn, talte vi (selvfølgelig) også om, hvordan mon det lille kræ ville se ud. Og jeg kan huske, at jeg tænkte en del over, om vi ikke selv ville kunne se det, hvis nu vi fik et barn, der ikke var så kønt. Og i stedet insistere på, at vi havde produceret en Miss Universe-kandidat. Til trods for snot-ellevetaller, grød i hele hovedet og ubestemmelige røde knopper. For det syndrom er jo set hos forældre, hvis afkom måske ikke ligefrem er klassiske skønheder. Jeg aftalte endda med en af mine veninder (omend hun vist aldrig samtykkede helt, men trods alt var klog nok til at gå med på en gravid kvindes luner), at hun skulle sige det, hvis nu Øglen så lidt sjov ud. Så jeg i det mindste vidste det og kunne forvalte den viden efter bedste evne.

Men det blev heldigvis aldrig relevant. For Øglen viste sig jo selvfølgelig at være det smukkeste barn i hele verden (med de forældre ville det have været et under andet. Tøhø). Slet ikke trykket, alien-agtig, med Gary Sinise-agtige puffede øjne eller andre ting, man af og til ser hos nyfødte. Syntes jeg og min tydeligt endorfin-ramte hjerne. Men billederne fra de spæde dage/uger fortæller noget lidt andet. Altså, ingen tvivl om, at jeg stadig synes, at hun både er og var smuk. Men HELT så lydefri (må man godt bruge det ord, når man er yngre end 367 år gammel?!), som jeg/vi først syntes, var hun altså ikke.

Det er hun derimod nu, hvor hun er vokset fra det trykkede, har fået hår i stedet for skimmel, øjnene er blevet mindre puffede og alt muligt andet. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanker om nogen børn, der er ligeså yndige som Øglen. Indtil jeg lige gennemgik et par snapshots fra i går. Og nok engang må erkende, at min hjerne stadig er fyldt med endorfiner, og jeg dermed er faldet direkte i "forælder, der er blind over for afkoms... udfordringer..."-fælden. Og min veninde har ikke sagt noget. Shame on her! Se her - og bedøm selv...

Det begyndte ellers meget godt - Kilkenny-style - da Øglen nægtede at stå ud af ladcyklen, fordi det blæste meget. Stadig yndig. Synes moderen.

Og så gik det ellers ned ad bakke derfra...

Og endnu længere ned.

Hele vejen til rock bottom...

Bliver spændende at se, om Varanen slægter sin søster på, hvad angår udseende. I givet fald håber vi, at han får en vindende personlighed. Helt ligesom Øglen. Og under alle omstændigheder vil HDD og jeg i hvert fald næsten altid synes, at han er smukkere end smuk...

(Og ret skal være ret - har taget nogle ret fine billeder af Øglen i ZOO i dag. Eller. De var i hvert fald fine, da jeg tog dem. Kan være, at det ser helt anderledes ud, når de kommer over på computeren. Man ved aldrig med sådan noget...)

torsdag den 17. marts 2011

Om børnetøj

Jeg bruger relativt mange penge på tøj. Ikke sindssygt mange penge og ikke sindssygt få penge. Jeg køber, når der er ting, jeg ikke kan modstå, og jeg må med skam indrømme, at jeg ikke køber særlig struktureret. Således kan jeg sagtens købe 3 sorte kjoler, selv om jeg egentlig mangler bukser. Og videre i dén dur. Jeg køber det, jeg synes, er pænt, og det jeg ikke kan leve uden. Uden at skele helt vildt til, om det lige er 'in season' eller om det har den helt rette pudderfarvede nuance. Jeg har gjort en del kup på Trendsales (hvis jeg da selv skal sige det), og selv om jeg til tider ikke synes, at jeg har noget som helst tøj i skabet, ser det trods alt ikke helt sort (tøhø) ud.

Når det kommer til tøj til Øglen, er det en lidt anden historie. Jeg vil godt vove den påstand, at jeg bruger væsentlig flere penge på tøj til mig selv end på tøj til Øglen. (At jeg så bruger væsentlig flere penge på Øglen generelt, er en anden sag). Da Øglen var bittelille, lånte vi os til det meste fra familiemedlemmer, der også har små børn. Det er taknemmeligt at låne sådan nogle nuttede str. 50-bodyer; de ser jo sprit-neues ud, fordi de der babyer ikke har lavet andet end bare at ligge i dem.


Brugt tøj, men helt nye Ray-Bans. Friske fra amazon.co.uk

Hele vejen op til str. 80 har vi faktisk lånt os til det meste. Har selvfølgelig også købt noget og fået noget, men hovedparten af tøjet var lånt. Da vi nåede str. 80 begyndte det så at tynde ud i lånestrømmen - velsagtens fordi tøj i den størrelse alt andet lige bliver mere slidt (i hvert fald hvis ungerne kravler rundt i det), og fordi tøjstørrelserne ikke skifter nær så hurtigt længere. Så jeg gik på wørld wajd wæb og fandt en rar dame på Fyn, der tilfældigvis lige havde en røvfuld pigetøj i str. 80 (og i god stand) til salg. Haps, sagde jeg. Især fordi hele baduljen - inkl. porto - kun beløb sig til 400 kr. Og der var flyverdragt og regntøj og alt muligt med, så jeg syntes bestemt, at det var en god handel.

Øglen røg så op i str. 86, og i mangel af sindssygt gode tilbud på store mængder brugt str. 86-tøj, lavede jeg en raid på hm.com. Og fik en pæn portion nyt tøj. Var lidt spændt på, om jeg ville have det anderledes med en garderobe af helt nyt tøj end med en garderobe af genbrugstøj, men lord behold; det gjorde ikke den store forskel. Udover, at Øglens udtryk (hvis børn i str. 86 ellers overhovedet har et sådant) måske blev en anelse 'ensrettet'.

Og nu er hun så videre i størrelserne, hende Øglen (det går fiseme stærkt, når de først sådan går i gang med at vokse). Jeg har været på Trendsales, og bedst som jeg var ved at dø over uoverskueligheden i det hele, faldt jeg over dejlig dame, der havde ufattelige mængder tøj i str. 92 til salg. På bedste krejler-manér (man er vel jyde?) udspurgte jeg hende om stand og slags og alt det der, og inden længe var vi blevet enige om en samlet pris på 800,- (der er desværre langt mellem damerne fra Fyn, der sælger alt for en slik).

HDD var mand for at hente det, og han kom hjem med tre hårdtproppede bæreposer fyldt med tøj. I rigtig pæn stand og i mange forskellige mærker og kvaliteter. Og nu er Øglen så den heldige indehaver af ikke færre end 10 par jeans (TI?! Får hun aldrig brugt. Men så kan jeg vel sælge videre...) og en hævleds masse andet tøj.

Jeg ved godt, at Øglen næppe bliver spottet af modeforskere og udspurgt om sin utroligt opdaterede stil, men hun er velklædt og ren og pæn. Og det synes jeg egentlig er vigtigst. Hvad synes I andre om brugt børnetøj? Giver jeg Øglen traumer for livet, er det helt okay, eller noget helt tredje?

I øvrigt skal det siges, at når Kamæleonen i maven gør sin ankomst, så bliver det nøjagtigt samme historie. Dele af tøjet kan så selvfølgelig lånes af Øglen (hvis farve, størrelse og årstid lige passer), men i bund og grund er der dømt brugt tøj. Stakkels børn. Eller hvad?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...