Viser indlæg med etiketten ordforråd. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten ordforråd. Vis alle indlæg

onsdag den 6. april 2016

Noget om aprilsnar(t)

Jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler, så derfor er mit indlæg om aprilsnar(t) ikke sådan super-aktuelt. Det beklager jeg, men på den anden side er jeg heller ikke kendt for min høje skrivefrekvens, så jeg håber, I bærer over med mig.

Personligt har jeg aldrig været den store fan af aprilsnar. Jeg synes, der er langt mellem de sjove af slagsen, og så synes jeg, der er et eller andet meget absurd ved, at man én dag om året tilsyneladende har frit lejde til at lyve om løst og fast. Særligt fordi det ofte bliver virkelig plat på den usjove måde eller er et eller andet, der ender med at gøre folk sure eller kede af det, fordi der altid - a l t i d - er et par stykker eller ti, der ikke fatter, at det er for 'sjov'. Beklager i øvrigt, hvis jeg lyder som en, der er 180 år gammel.

Nå. Men når man er 4 og 7, så synes man, aprilsnar er da bomb! Og når man er mor til nogen på 4 og 7, så kan det faktisk være med til at rokke bare en lille smule ved ens syn på aprilsnar. Jeg syntes formentlig også, at aprilsnar var sjovt, da jeg var 4 (og 7) - jeg kan ikke huske det - men jeg kan levende sætte mig ind i, hvor vildt det må være fra et barns perspektiv, at man må snyde om alt en hel dag!

Eftersom det er Øglens første år i skolen, er det også første gang, hun sådan for alvor stifter bekendtskab med aprilsnarren, som efter alt at dømme holdt sig inden for temaet "dine snørebånd er gået op ... APRILSNARRR!" I børnehaven var der ikke noget aprilsnar, men Varanen lever i dén grad efter devisen 'små gryder har også ører', så han var straks helt med på konceptet, da Øglen forklarede (og vi uddybede). Så han forsøgte sig lidt i det små med udtalelser som "jeg er ikke sulten. AprILSNART!" (som lyder for cute til at rette) og "jeg skal ikke tisse. APRILSNARRRRT!", før han for alvor begreb mulighederne for at fyre de vildeste røverhistorier af. Så mens HDD og Øglen så finalen i X Traktor, og jeg puttede Varanen, stod munden ikke stille på ham:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg har set i dag?
Mig: Nej, det ved jeg ikke. Hvad har du set?
Varanen (alvorligt): En AVOKADO-fisk!
Mig: Aha. Det lyder spændende. Har I sådan en ovre i akvariet i børnehaven?
Varanen: Nej. Jeg 'sot' den bare (vi kører nogle ret spændende bøjninger over de uregelmæssige verber for tiden. Og jeg kan ikke nænne at rette dem. Endnu). Den var helt GRØN! Og fyldt med slim!
Mig: Adr! Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Og ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Den har en stor sten nede i maven. Lige som en rigtig avokado. Og zombierne kan godt li' at spise dem. Men hvis de spiser stenen, så sker der noget med ... tem ... varm ... teperaTUREN i deres maver, så de bliver helt kolde. Og så DØR zombierne. Og bliver til mennesker igen.
Mig: Javel.
Varanen: Er det ikke bare en sej fisk?
Mig: Joeh ...
Varanen: APRIIIIIILSNARRRRRT!

To sekunder senere:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg faksis (endnu en ting, der er for cute til at rette) OGSÅ har set i dag?
Mig: Nej, det kan jeg slet ikke gætte.
Varanen: Jeg 'sot' faktisk også en APPELSIN-fisk.
Mig: Aha. Var den helt orange, så?
Varanen: Ja! Det var den faksis! Og helt SLIMET!
Mig: Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Jamen, de er rigtig søde. Og ved du hvad? Zombierne kan godt li' at spise dem. 
Mig: Dør zombierne så, hvis de spiser dem?
Varanen: NEJ? Selvfølgelig gør de ikke det!
Mig: Nåmn, det kunne da godt være? 
Varanen: Det gør de IKKE!
Mig: Ok. 
Varanen: AAAAAAAPRIIIIILSNART!

Halvandet sekund senere:

Varanen: Moarrrrrrr?
Mig: Ja?
Varanen: Det var bare fis, det med fiskene. Men ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Jeg har en LIGHTER ovre i børnehaven!
Mig (som pludselig hørte bare lidt mere efter. Man kan jo aldrig vide): En LIGHTER?
Varanen: Ja!
Mig: Hvor har du fået dén fra? Fandt du den på legepladsen, eller havde en af de voksne tabt den?
Varanen: Nej.
Mig: Jamen, hvor fandt du den henne? Du skal give den til en af de voksne, for sådan en er ikke legetøj.
Varanen: ...
Mig: Den er til at lave ild med, jo.
Varanen: APRIIIIIIIIILSNART!

Et nanosekund senere:

Varanen: Moaaarrrr?
Mig: Ja? 
Varanen: Ved du hvad?
*Indsæt selv røverhistorie. Om alt lige fra zombier og rumraketter til ubundne snørebånd, madkasser og andre, lidt mere dagligdagsting. Gange en zilliard*

Det tog lang tid at putte Varanen i fredags. Men det var dæleme sjovt. Og tændte et lille håb i mit 180-årige sind omkring, at jeg måske er blevet omvendt, hvad angår aprilsnar. Måske jeg planlægger dagen (og spøg og skæmten) ned i mindste detalje til næste år? Eller måske omvendelsen bare er midlertidig og primært skyldes den fire-åriges hittepåsomhed. Det er ikke hver dag, man taler om zombier og underlige fisk, jo ...

lørdag den 2. maj 2015

Nu med diller

Da Øglen og jeg var i Paris, havde HDD bl.a. Varanen med på Den Blå Planet. Ud over trifli, fiskefrikadeller og teater med Hammerhajen Hik (stor succes, åbenbart), fik den 3-årige en højt ønsket bamse med sig hjem - en temmelig lyserød skildpadde med glimmerøjne, som han har talt om i noget, der minder om et halvt år. (Siden en af pigerne i børnehaven havde en, der ligner ret meget, havde sin med i børnehave. For læææænge siden).

Skildpadden blev lynhurtigt navngivet - den hedder det samme som mig (!?) - og er stadig, her et par uger efter anskaffelsen, meget elsket. Den er med til mere eller mindre alt, og hver aften skal den puttes fint ved siden af Varanen. "Men den må ikke få dynen over hovedet, mor - så kan den jo ikke se noget, hvis den vågner". Nårhhh!

Skildpadden in question

Navnet giver af og til anledning til let forvirring (fx når Varanen drøner rundt og råber "HVOR ER A?!", og jeg står lige ved siden af og siger "Øhm ... Lige her?"), men ikke noget, vi ikke kan klare. Og når alt kommer til alt, er det jo ret rock 'n roll at hedde det samme som en lyserød glimmerskildpadde. Ikke?

Indtil i dag, altså. Hvor Varanen, med skildpadden i hånden og på vej ud at handle med HDD, syntes, han skulle diskutere med Øglen, hvorvidt skildpadden har en diller eller ej. Varanen var på ja-holdet, mens Øglen mente, at det ikke kunne lade sig gøre, når nu det er en pige-skildpadde. Det blev en ret ophedet diskussion, og den sluttede med, at Varanen råbte: "JO! A HAR EN DILLER!" og stormede ud ad døren.

Nu mangler vi bare, at han deler det med hele byen. Eller bare børnehaven. Og i øvrigt undlader at nævne, at den A, han henviser til, er lavet af lyserød plys ...

tirsdag den 1. juli 2014

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko


Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

søndag den 8. juni 2014

Rema 1000

Øglen og - måske især - Varanen har et særligt forhold til Rema 1000. Af den simple grund, at der i efteråret åbnede en gigantisk, nybygget en af slagsen lige på vejen til børnehave og vuggestue. Den slog dørene op i det øjeblik, Varanens sprog for alvor tog fart, og som en konsekvens deraf kunne Varanen sige "Rema 1000", før han kunne sige stort set alt andet.

"Vores" Rema 1000 er både ny, stor og ikke så travl (i hvert fald ikke, når vi er der), så det er et sted, jeg godt orker at have begge børn med alene. Og oven i købet også gerne må trille dem ind i vores cykeltrailer. Så vi er glade for Rema i vores familie. Uden at været fantatiske.

Troede jeg.

Lige indtil jeg for nyligt fattede, at der er en sammenhæng mellem Rema 1000 og navneskiftet på Varanens søde vuggestuepædagog Matilde. Tidligere er hun bare blevet kaldt "Tilde", når Varanen skulle fortælle om hende. Men på det seneste er hun begyndt at hedde Re-Matilde. Hvilket jeg i et par uger blot har troet, var en kær ekstra-stavelse. Men som jeg bliver mere og mere overbevist om faktisk er det, han tror, hun hedder. Rema-tilde. Rema Tusind og Rema-Tilde. Ja, hvorfor ikke?!

fredag den 9. maj 2014

Mega-müslisk!

I går kunne vi ikke finde Øglens hårbørste. Det er sådan en særlig Tangle Teezer ting, som ligner en hestestrigle umiskendeligt meget, der, uvist af hvilke årsager, åbenbart ikke gør så ondt at få redt hår med. Derfor måtte vi rede hår med min børste, og at dømme efter graden af skrig og skrål, er den hårbørsternes svar på en epilator. Eller Satan. Eller noget.

I morges var hårbørsten sjovt nok stadig væk. Formentlig fordi ingen rigtig havde ledt efter den siden i går. Men Øglen skulle ikke nyde noget af min Satanbørste (og ville i øvrigt gerne blive hjemme lidt længere), så jagten gik ind på hendes egen strigle børste. Der blev kigget højt og lavt. Under tæpper, puder og bjerge af legetøj. I skuffer og legekasser, under borde og i det legetelt, jeg kom til at købe forleden og ikke helt havde overvejet størrelsen af. Eller mærkaten "Kun til indendørs brug". Ingen strigle børste. Hvortil Øglen udbrød: "Det er da MÜSLISK, hvor den er blevet af. Mega-müslisk!"

Fniiiiiiis! Og nåååååhr! Müslisk. Hermed tilføjet listen af mulmske ting, Øglen siger forkert, som jeg under ingen omstændigheder kan nænne at rette.

(Jeg håber i øvrigt snart at kunne vende tilbage med længere indlæg. Jeg skal bare liiiiige skrive 80 milliarder tekster først. I det der arbejdsøjemed. Men altså - stay tuned for indlæg om borgmester-besøg i børnehaven ("'MESTEREN kommer, mor! Ham, der bestemmer over hele DANMARK!", nye, fine sandaler til Øglen, Varanen, der ævler og ævler og ævler (og vokser som ukrudt) og meget meget mere)

onsdag den 26. februar 2014

Kærlige kys og en duft af jasmin

... Eller ... en duft af babyånde, om ikke andet. Det var det, jeg vågnede til forleden morgen. Hvor Varanen igen-igen var vandret ind i 'mors og fars seng' i løbet af natten og havde ligget og skiftevis sparket HDD i hovedet og forsøgt at skubbe mig ud af sengen.

Men meget kan tilgives, når man vågner til en nyvågnet Varan, der med blød barnehånd stryger (stryger, ja. Ikke tæver. For en gangs skyld) en over kinden, siger "vågne nu, mor!" og med alvorlig mine tager sutten ud af munden, for at give en et stort, kærligt kys på den netop strøgne kind. #nååååhhhr

Hvorfor jeg skriver det nu, tænker I? Jo, for det er den slags stunder, man skal sørge for at fremmane, når selvsamme charmør i skrivende stund ligger og synger "Dørene på bussen siger ÅBERG og LUKKE". Højt. På 30. minut. Arj, det er løgn. Han har kun sunget i et kvarter. Før da lå han og varierede mellem at råbe, at han "savner far og Øglen", og at mor er en "dum lort". Lovely.


tirsdag den 14. januar 2014

Lorteskid

Tis er sjovt, synes reptilerne. Rigtig sjovt. Så sjovt, at "tis" nu er det ord, der optræder flest gange, når de synger "Oppe i Norge". Og "På loftet sidder nissen med sin julegrød", "Lille Lise" og stort set alle andre sange, de synes er fede lige for tiden. Kan man smide et 'prut' ind et sted i sangen, er deres lykke gjort, og selv om jeg godt kan blive ret træt i hovedet, er det også ret sjovt at lytte til. For de griner simpelthen så hjerteligt, når de synger deres latrinære sange, at man ikke kan undgå at blive glad i låget.

Det er - selvfølgelig - Øglen, der har påtaget sig rollen som lærer udi de frække udtryk. En rolle hun elsker; sandsynligvis fordi det giver hende mulighed for at kanalisere alle de knap så pæne ord ud gennem sin semiuskyldige lillebror. Hun udvider rollen dagligt, og nu er jeg således den stolte mor til en 2-årig, der ved puttetid dels ligger og synger førnævnte tis-version af "Oppe i Norge", dels siger "Lorteskid" og er ved at dø af grin.

Det er ret svært ikke selv at dø lidt af grin, når han sådan ligger der i mørket og prøver sit ordforråd af. Mens det er knap så morsomt i fuldt dagslys, når der er to tumlinge, der kravler på væggene og kappes om, hvem der kan råbe "Lorteskid" allerhøjest. (Der er stadig uafgjort. Og mine ører er faldet af et sted i processen, for de kan begge råbe pænt højt)

Men ok. Så længe de ikke siger det (alt for meget) ude i byen. Så går det nok. Og skulle det endelig være, må de hellere sige "Lorteskid" til andre, end de må fortælle, at jeg åbenbart synes, at deres tegninger er grimme, hvis de tegner uden for stregerne ... (Og så ikke en lyd om, at Varanen underholdt alle de nyankomne børn i garderoben i morges med at råbe "Dumme prut" sådan cirka 419 gange. The joy!)


fredag den 1. november 2013

Kødpander og urinlys

Spændende at se, om der kommer et par perv-besøg fra Google med den overskrift. I hope not!

Her har I mig tilbage. Lige nu på et lillebitte ophold i arbejdsorkanens øje, hvor der både er tid til at lave en ordentlig kop kaffe, hænge blåplettet (tak til nyt håndklæde) vasketøj til tørre og skrive et blogindlæg. Ahhh. Så giver det selvstændige pludselig lidt mere mening. Det her er jo både sjovt og hyggeligt - og knap så stressende som når jeg sidder limet til computeren hele dagen og kaster mig over den igen i det sekund, reptilerne er i drømmeland.

Der er stadig pæne håndværkere in da house, så dette er ikke det første i rækken af håndværker- og forsikringsløse blogindlæg. Beklager. Men we're getting there, for det skrider i dén grad fremad. Og med lidt held får vi støbt mega-hullet i entréen i næste uge. Wheeee. (Ja, man bliver glad for de små ting, her i Vandskadeland).

Lille billede - stort hul. Ned til den bare jord. Koldt. Og ret beskidt.

HDD har fødselsdag i dag. Det blev fejret så meget, som man nu kan fejre noget klokken 7 om morgenen med trætte reptiler og håndværkere over det hele. Men der var gaver, det efterhånden traditionelle fødselsdagstog, som Øglen fik som spæd, og urinlys. Som ikke er noget spor kinky (bare skrid igen, fæle Google-besøgende - der er ikke noget for jer her!), men blot Varanens måde at sige 'stearinlys' på. Vi bør nok arbejde lidt på udtalen på sigt, men lige nu muntrer vi os meget over det. (Nej, man skulle ikke tro, vi begge er 35 nu. Men ... Ja ... Altså. Det er sjovt, jo!). Og mht. fødselsdagsfejring, så tager vi det op igen i aften med hamburgerryg og flødekartofler - så er det dæleme weekend i provinsen!

Bliver man mon nogensinde for gammel til et fødselsdags(op)tog med dyr, tal og lys?

Kødpanden har egentlig ikke spillet nogen rolle (endnu) i dag, men dagen er stadig ung. Heller ikke her er der tale om noget suspekt - blot endnu en lille talefejl. Som vel nærmere er "Kø! Pande!", men "Kødpande" lyder sjovere. Og betyder såmænd bare "Kys på panden" - en favoritdisciplin for tiden hos den bette Varan.

Han snakker og snakker og snakker, den bette. Til alle, der gider høre på ham. Om alt mellem himmel og jord, men allerhelst om Mårmor og Mårfar. Og "Kæbbu" - hunden, hvis rigtige navn han forlængst har lært at udtale, men som nostalgiske Du Bliver Alt For Hurtigt Stor-mor stædigt overhører. Han er "TO ÅHR", og næste gang bliver han "ÅTTE!", hvis man skulle finde på at spørge. Han synger og danser, og jeg tror, det er den helt rigtige beslutning, at han skal til at gå til rytmik nu. Sammen med HDD, fordi det er på samme tid som Øglens dansetime, og jeg endnu ikke har lært at være to steder på én gang. HDD er ikke så sikker på rigtigheden i beslutningen, men han må bare bide pinligheden i sig og tosse rundt med de andre forældre, må han.

Når han vågner om morgenen - klokken alt, alt for tidligt - bruger han alle sine ord på at kalde. Højt og insisterende, vekslende mellem "MOAAAAAHRR?", "MOAR-MOAR-MOAR-MOAR" og "Kom NU, moahr!" Aldrig far. Så mor står rætti tidligt op rætti tit for tiden, men så er det jo heldigt, at vi kan hygge med urinlys. Og vores nyeste påhit "Morgenmadsbogen", som har vist sig at være så stort et hit, at Varanen allerede kan sige "Marenmadsbåw", og Øglen spørger som noget af det første, når hun vågner, om vi ikke skal læse. Bogen handler ikke, som navnet ellers kunne indikere, om morgenmad. Og det er i øvrigt heller ikke bare én bog, men den bog, vi jeg har lyst til at læse (og som ikke er kilometerlang). Dejligt alternativ til "Sarsynet". Synes jeg. Reptilerne skal dog lige overbevises om, at det netop er et alternativ og ikke et supplement. Men det er stadig nyt, så de skal nok vænne sig til det. Ikke?

Han sover stadig i tremmeseng, og står det til mig, får han ikke tremmerne af, før han bliver 12. Heller ikke selv om han faktisk er blevet ret ok omkring putning (jinx!) - i hvert fald, hvis det er HDD, der putter. Mig forsøger han stadig at løbe om hjørner med, men jeg regner med, at han er afrettet omkring de 12 år.

Temperament har han stadig masser af, og han lader det gerne gå ud over Øglen, der skal tage sig i agt for løse næver. Selv om hun forbilledligt forsøger med det gode à la "Ikke slå, Varan - brug dine ord". I hvert fald nogle gange. I morges blev hun fx meget fortørnet over, at Varanen slog hende, for "Jeg slog kun ham én gang, mor! Og så slog han mig tilbage. TRE gange".

Men lige så fræk og temperamentsfuld Varanen er, lige så sød og kærlig er han også. Han elsker at holde i hånd og putte i sofaen (med mindre han fornemmer, at planen er at få ham til at sove). Han er høfligt og siger "Taaaaark!" til det meste - også når det er ham, der giver noget væk. Og så er han jo bare en lille bulderbasse, som er sprængfyldt af energi og humør - af den ene eller den anden slags.

Min lille store Varan!

tirsdag den 10. september 2013

Tarvelig(t)!

Kan I huske Norge? Sikkert ikke (og hvis I kan, er I ret uhyggelige, faktisk), men det er også helt ok. For jer, der ikke gider klikke over og se, hvad Norge er (ud over altså landet højt mod nord, der - totalt aktuelt - lige har fået ny statsminister), så var det også et ord, som Øglen brugte i flæng, da hun var omkring den alder, Varanen har nu. Eller - en kende yngre, men det er detaljer.

Varanen siger ikke Norge. Han siger til gengæld "tarvelig!" Eller "tovlig". Eller en blanding: "toarvelig". Til alt og alle. Når han er sur, glad eller ked af det - ordet går tilsyneladende til alle sindsstemninger. Det kan leveres med et gavtyve-agtigt smil på læben og med de sureste øjenbryn, man nogensinde har set - så jeg er temmelig meget i tvivl om, hvad det kan betyde. Det er hans pædagoger i øvrigt også - de kom forleden og spurgte, om vi bruger ordet "tarvelig" meget derhjemme, for Varanen siger det åbenbart omtrent lige så tit, som han siger "Is og cola!"

Det hænder da, at vi siger, at noget er tarveligt - primært fordi det burde være sværere at afkode end "dum". )Som Varanen er blevet utrolig god til at sige på det seneste - helst brugt i sætningen "Dumme fa-ahr!". Som han helt tydeligt ikke aner, hvad betyder, men det er åbenbart sjovt at sige. Og så har han muligvis lyttet til sin søster, når hun af og til ryger op i det røde felt.) Men så tit sker det heller ikke. Og jeg vil sværge på, at ingen af os siger "tovligt" om noget som helst. Selv om jeg er fra Jylland. Så guderne må vide, hvad han mener.

Rimelig tilfreds Varan, der fik lov at kravle amok i en brandbil på Islands Brygge

Men man skal altså generelt også stå ret tidligt op for at finde ud af, præcis hvad han vil nå frem til, ham Varanen. Forleden blev han ved med at sige "Nuffe", og jeg må da indrømme, at der gik lidt tid, før jeg fandt ud af, at det åbenbart betyder "Numse". "PYSSS!" er mere oplagt - Peter Plys - mens "Byddi" også lige skulle op og vende nogle gange, før det gik op for mig, at det betyder "Bygge" (med klodser, red.). I det hele taget er han ret glad for i-endelser, og den viden hjælper helt klart på forståelsen. For det meste.

Men alt andet lige, så gør det det meste noget nemmere, at Varanen nu kan sige så mange ting, som han kan. Også selv om det foregår i bydeform med høj røst. Og hans hastigt stigende ordforråd passer også herren selv ret godt, lader det til. I hvert fald sker det sjældnere og sjældnere, at vi for alvor får glæde af hans eksplosive temperament. Med mindre altså han får nej til at klatre op på bordet, eller han får frataget Duplo-bilerne, fordi han gokker Øglen i hovedet med dem. Så det er meget muligt, at det gamle mundheld lyder på, at tale er sølv, og tavshed er guld, men når det kommer til Varanen - lige nu, i hvert fald - forholder det sig lige omvendt ...


- Postet fra mini-Padden

fredag den 28. juni 2013

Sproghjørnet - og om løst og fast og lidt af hvert

Det er ikke nogen hemmelighed, at Varanen er mere eller mindre altædende. KAGE er favoritten (han er vel ikke sin mors søn for ingenting), men generelt spiser han, hvad han kommer i nærheden af - som en anden, lille Pac-Man.

Det plejer dog at være fødevarer, han kyler indenbords (og i uopmærksomme sjældne tilfælde et armbånd eller en bænkebider), men jeg er så småt begyndt at have ham mistænkt for at have ædt en ordbog, sidst jeg kiggede væk. En noget omskrevet ordbog, javist, men alligevel ...

Inden for den seneste uge har sproget nemlig taget fart med en hastighed, så det er svært at følge med. Også selv om det stadig er langt fra alle ord, vi forældre forstår. "FIRE" (som i "This girl is on fire") bliver fx brugt en del, og vi aner ikke, hvad det betyder. Men det er åbenbart vores lod at få børn, der bruger uforståelige tostavelsers-ord flittigt. Derudover flyder der ord og lyde fra ham i en lind strøm, som ingen fatter. Overhovedet. Men det er meget sødt, når han står helt koncentreret med lynende øjne og helt tydeligt forsøger at overbringe et budskab, mens det eneste, jeg/vi hører er "Dub-bi-du-bi-dap-dop-prrrrrr" og "dop-pi-trrrrrhhhzcx-ti-top-dop-DAP!"

Af de (for os) forståelige ord har vi "fhlyver", "baijje" (bolle), "VAIJ!" (vand - og det skal helst råbes, åbenbart), "schto:h!" (stol), "bor!" (bord eller bor, alt efter konteksten), "fuuh!" (fugl), og så videre.

"Dy-nah" er den optimerede udgave af "Dyyyyn!", som betyder dyne, og som er blevet brugt flittigt gennem længere tid. Gerne sammen med yndlings-Gågge - det er jo nærmest et sæt, dynen og dukken.

Og så er der de ord, der er helt klokkeklare, og hvor ingen - selv ikke den allermest tunghøre og/eller verdens mest ikke-børnekendende person overhovedet - ville være i tvivl. Det drejer sig, naturligvis, om førnævnte KAGE. Og så om NEJ, JA, HEIIIIJ og HEJ-HEIIIIIJ. (Og ja, alle ordene skal helst råbes).

Så der er nok af ord at forholde sig til her i hytten for tiden. Det er en fantastisk udvikling at være vidende til - og en anelse trættende fra tid til anden. Særligt for Varanen, der virkelig ikke synes, det er sjovt ikke at blive forstået. Hvilket jo er forståeligt (tøhø) nok, så vi gør alle vores bedste. Men når han i ren og skær arrigskab over, at ingen har forstået hans kantonesiske tirader, begynder at kaste med ting eller skrige, så lukker sproghjørnet, og timen fortsætter en anden god gang.

Varanen har opdaget, at det vrimler med skovjordbær (BÅRBA!) i indkørslen. Koncentrationen er stor

Nu er det snart weekend, og den står på rendyrket hygge. Tivoli i morgen (skal jo bruge overskuddet fra sidste weekends loppis på et eller andet), kaffe med den gamle mødregruppe på søndag og en legeaftale hos en af Øglens veninder søndag. Og sushi søndag aften, for det syntes Øglen "kunne være så hyggeligt". Måske der oven i købet bliver tid til den løbetur, jeg burde være på lige nu, men som jeg har fravalgt til ære for en kop kaffe og den artikel, jeg efter et par dage har erkendt, nok ikke skriver sig selv alligevel. Til trods for mit håb om det modsatte. Nåhja, og så lidt blogging, selvfølgelig. Det skal der også være plads til.

Måske der også bliver lidt tid i weekenden til at ligge i vores nyanskaffede udesofa? Her fra forleden, hvor jeg lige stjal mig til 10 minutter inden puttetid

Reptilerne synes også, sofaen er et hit. Her med fænomenet 'tirsdags-is'

Jeg burde måske have forudset, at der ikke kom mange artikler ud af at drikke kaffe i timevis med den søde Stine i går, men til gengæld var det hyggeligt, og det er altid dejligt at løbe ind i en 'lidelsesfælle' på den selvstændige front. Står det til mig, var det i hvert fald ikke vores sidste kop kaffe ...

Og NU er det nu, jeg lukker og slukker for denne her blogpost. Som sandt for dyden er lang og rodet nok allerede. Så skal jeg bare liiiiige hænge vasketøj op og redde de røde jordbær fra vores lorteirriterende skader, og SÅ skal der arbejdes!

God weekend til jer alle!

onsdag den 19. december 2012

Når Øglen har ret (og mor ikke har)

Øglen er forkølet. Ikke, at det er nogen nyhed - vi går alle og småsnøfter derhjemme og fortsætter formentlig frem til maj. Men i går var Øglen efterhånden ved at være godt træt af snøfteriet, og særligt ved puttetid brokkede hun sig lidt ekstra (alt for at undgå at lukke øjnene).

Øglen: Jeg gider ikke sove, når jeg er forkølet!

Mig: Det kan jeg godt forstå, skat, men det hjælper faktisk på forkølelsen at sove. #måskeikkeheltkorrektmenessensenergodnok

Øglen: Huh?

Mig: Jo, altså - når jeg er forkølet, vil jeg faktisk allerhelst sove. For hvis man sover hele natten, er forkølelsen tit væk, når man vågner. #efternogledagemånederihvertfald

Øglen *grublende*: Men... Jeg var også forkølet i går. Og sov hele natten. Og jeg er stadigvæk forkølet.

Mig: Joh, men... #shithvadsigerjegnu

Øglen: Så det HJÆLPER OVERHOVEDET IKKE AT SOVE!

Mig: Det gør det altså, skat, for ...

Øglen *afbrydende*: Det var bare min mening! Godnat!

Desværre viste det sig, at Øglen stadig var forkølet i morges (så hun havde ret), men efter hun havde fået lov til at "sove fire minutter længere, så hvis du lige gider slukke lyset, mor!" gik det meget bedre. Så af sted med os i børnehave til sidste 'rigtige' dag.

I morgen er der dømt afslutning og flødeboller i børneren og kage og afslutning i vuggeren. Hvis der er nogen, der har nogle fifs til ikke at bryde ud i krampegråd og hage sig om halsen på yndlingspædagogen, fordi man ikke vil have, at ens afkom skal videre ud i Den Store Farlige Verden Den Nye Institution, så modtages de gerne. Vil jo helst ikke være Pinlige Mor. Slet ikke fordi Øglen er virkelig uimponeret af hele afslutningstanken. Hun vil bare gerne stoppe nu og videre i teksten. "Arj mor - jeg gider ikke (det siger hun meget) over i Den Gamle Børnehave mere. Jeg vil bare over i Den Nye. Nu!".

Den tilgang kunne jeg vist godt lære lidt af ...

lørdag den 11. august 2012

Danmarks Zebra

Mig (over morgenmaden): Hvad lavede I egentlig ovre i børneren i går, Øgle? (ja, den dårlige mor fik så ikke lige en fuld debrief i går efter børneren. Shoot me)

Øglen: Ikke noget.

Mig: Ahhhrrr... Det tror jeg ikke på. Jeg så da på tavlen, at I havde fredagsrock. Dansede I?

Øglen (begejstret): JA! Vi dansede helt vildt.

Mig: Fedt! Hvaffor noget musik dansede I til?

Øglen: ???

Mig: Var det Mariehønen Evigglad og Åh Abe og den slags, eller hørte i kærlighedsmusik (så ved Øglen, at jeg mener den der sætte-sig-på-hjernen-MGP-vindende-sang)

Øglen (opgivende): Kærlighedsmusik. Og så prøvede N (over-pædagogen, red.) at finde Danmarks Zebra, men det kunne han ikke.

Mig: Danmarks Zebra?

Øglen (surt): Dan-marks ZEEEE-bra!

Mig: Det ved jeg simpelthen ikke, hvad er, Øgle. Hvad er Danmarks Zebra?

Øglen (surt): Musik! N prøvede at finde Danmarks Zebra inde i radioen. Men det kunne han ikke.

Mig (mystificeret): Danmarks Zebra. Inde i radioen. Men... Eller... Altså... Rasmus Seebach?

Øglen (glædesstrålende): JA! Danmarks Zebra. Det var jo det jeg sagde!

'Nuff said...

søndag den 30. oktober 2011

Pølsesnak indeed!

Øglen: Jeg vil have noget at drikke!
HDD: Jamen, din kop står jo lige der foran dig.
Øglen: Den er tom!
HDD: Arj, kig lige i den. Den er helt fuld. Hvad er det, der er i, tror du?
Øglen: ... Pølsesnak! *fniser*

---

Mig: Nå, Øgle - har du haft en god dag?
Øglen: Jaaaah! Har set farfar. Og faster. Og onkel. Og M (fætter). Men M (anden fætter) var der IKKE! Han var ude og fiske og slå sin arm og av av, og Morten kommer og siger pas på, og M fisker og fisker og PØLSESNAK! Av av pølsesnak.
Mig: Huh?!


... Børn er f**** underlige nogle gange ...

Vil godt sætte rimelig mange penge på, at hverken HDD eller jeg nogensinde har anvendt ordet 'pølsesnak' i Øglens påhør (eller i øvrigt, for den sags skyld). Nok ser jeg Barnaby og hækler slumretæpper, men pølsesnak!? Så gammel er jeg alligevel ikke...
Published with Blogger-droid v1.7.4

fredag den 9. september 2011

Bør man være bekymret

- når undermåleren under hvad jeg i hvert fald troede var hyggelig leg på værelset med både mor og far, kigger udfordrende på os hver især og udbryder "Hvor er min kniv?"

Og i øvrigt lader til at have udvidet sit for min smag lige lovligt velekviperede bandeords-forråd med et "for hælvød"?

Det bliver da den rene svir, når der er hele to krapyler, der skal holdes styr på... (!)

onsdag den 31. august 2011

Av (for fanden)!

Ja, pardon my French, men prøliåhør - det er ikke mig, der siger sådan. Det er Øglen. Wtf?!

Jeg bander næsten ikke. Har faktisk aldrig gjort det. Af og til - når noget VIRkelig irriterer mig / gør ondt / andet i samme boldgade - kan jeg lade et kraftudtryk slippe ud, men generelt prøver jeg at tale nogenlunde pænt. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg engang i Øglens påhør har ytret et "Av for fanden" over et eller andet (formentlig noget, der har gjort ondt), men det er altså ikke hverdagskost. Overhovedet.

Og så var det, at jeg kom til at klemme Øglens fingre i guf-skuffen forleden (ehm... hov...). Godt nok opdagede hun ikke, at det var mig, der kom til at lukke skuffen lige hurtigt nok, og større traume var det vist heller ikke, for der var ikke skyggen af tårer. Men til gengæld kiggede hun overrasket på sin klemte hånd, skulede til skuffen og sagde så med høj, klar barnerøst: "Av. For fann"

Mig: Ehm... Hvad sagde du, lille skat?
Øglen: Av!
Mig: Ja, det hørte jeg, men hvad sagde du mere?
Øglen: Gjorde ondt på hånden. Hånden nede i skuffarna (vi kører med noget nasal a-lyd i substantivers bestemte form. Åbenbart).
Mig: Ja, men hvad var det, du sagde lige før.
Øglen: Mig siger AV, mor!

Jaså. Besluttede at blive enig med mig selv om, at jeg nok havde hørt forkert, så jeg glemte det lidt igen - lige indtil jeg skulle skifte Øglens ble (nogen idéer til pottetræning af tumling, som kun har foragt tilovers for både potte og toilet?) senere. Mens hun stod og gøglede rundt, væltede hun. Ikke, at der skete den store skade, eftersom vi skifter hende på gulvet, men hun mente åbenbart, at hun slog sig. Sprang op, kiggede anklagende på både mig og gulvet og råbte "AV. For fann!"

Og da jeg efterfølgende spurgte hende, hvad det var hun sagde, trykkede jeg åbenbart på en eller anden gentag-knap, for pludselig havde jeg en Duracell-Øgle spankulerende rundt, mens hun råbe-sang "for fann, for fann, for fann".

Suk, altså! Hvor lærer de det, de små krapyl? Og - vigtigst - hvordan afprogrammerer man dem?

---
PS: HDD bander heller ikke særlig meget. Og efter, Øglen er begyndt at gentage stort set ALT, vi siger, passer vi særligt på med ikke at tale grimt. Så det er altså heller ikke HDD, der er synderen...

torsdag den 11. august 2011

Älskling

Jeg er ikke meget for det, men jeg bliver nødt til at indrømme, at vi, ud over Øglen, Øglens rigtige navn, Bølle og omkring et dusin andre lettere imbecile kælenavne, også kalder Øglen for Älskling. Eller; jeg gør i hvert fald. Ved ikke lige, hvad der sker for det svenske islæt (jeg kender ingen, der er dårligere til svensk, end jeg er), men under alle omstændigheder har jeg brugt det en del på det sidste.

Med det resultat, at papegøje-Øglen nu også bruger det. På ret velvalgte tidspunkter. Fx i går, hvor Øglen havde hoppet op og ned fra sin bObles-elefant omkring 80 gange. Og landet med et kæmpe bump, sjovt nok også omkring de 80 gange.

Mig: Skat, stop med det der hopperi og kom og spis i stedet for.
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Ska-aaat ... !
Øglen (forurettet): Vil GERNE hoppe, mor!
Mig: Kan godt forstå, det er sjovt, men du skal komme og spise nu.
Øglen: *Hopper videre*
Mig (faretruende): Kom så op og sæt dig!
Øglen: *Hopper videre*
Mig (med hævet stemme): Sæt dig. Nu!
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Jamen, så skal du da bare lige se, hvor nemt vi kan fjerne den elefant ... (fjerner elefant)
Øglen: Nejnejj, mor! Vil gerne hoppe!
Mig: Sæt. Dig. Ned!
Øglen (hulkende og liggende på gulvet): Vi-hil ho-ho-hoppe!
Mig: Senere, skat. Men ikke lige nu. (Vores underbos navn) vil også gerne spise i fred.
Øglen: Op til mo-ahhhhhr! Krammer.
Mig: Ja, kom op til mor, skat. Det er ikke noget at blive så ked af.
Øglen (krammer og aer og kigger dybt i øjnene): Awwww. Krammm, moar.
Mig (med smeltende rygrad): Krammm, lille Øgle.
Øglen (med lusket blik og hovedet på skrå): Hejjj, lille moar.
Mig: Hej, prinsesse (hov, der var endnu et imbecilt kælenavn).
Øglen (aer mig på kinden): Kom medddd, lille ven.
Mig: Hvor skal vi hen?
Øglen: Kom NU, lille älsking (bemærk, at der mangler et l, så der ER faktisk nogen, der er dårligere til svensk end mig)
Mig (nu med helt og aldeles smeltet rygrad): Ok, så går vi. (Ind for at hoppe / finde elefanten / lægge puslespil / se Barbapapa / andet, jeg med garanti ikke ville være gået med til før kram og dårligt svensk...)

Jeg er så nem. Og Øglen er så lusket. Men nuåhr, hvor er hun altså kær, når hun charmer med hovedet på skrå og fyrer vores mine kælenavne lige tilbage i synet på mig. Lusket eller ej ...
Published with Blogger-droid v1.7.4

fredag den 22. juli 2011

Mmmm... ftalater smager godt!

Øglens sprog udvikler sig med lynets hast herhjemme. Synes, der kommer nye ord til dagligt, og på det seneste er hun også begyndt at sætte sætninger sammen. Ikke voldsomt lange og komplicerede konstruktioner, men ikke desto mindre nogenlunde forståelige sætninger. Det er ret hyggeligt - som nu til aften, hvor HDD kom hjem med pizza-mad (jep - vi er sådan nogle mennesker, der til trods for min sprogfascisme fornedrer sproget og siger 'pizza-mad', 'zebra-hest' og 'futtog'), og Øglen lykkeligt begyndte at flå i pizzaæsken og udbrød "Uhhh, hvor lækkert, far!" (hvorefter hun hoppede ned fra sin stol, tog en lille kuffert fra Søstrene Grenes og gjaldede "hejhejjjj - går lige på arbejd". Gad vide, hvor hun har hørt dét...)

Nogle gange går det bedre med udtalen end andre. 'Hækbrø' skal man nok være rimelig nært beslægtet med Øglen for at vide, at det betyder knækbrød. Ligesom man måske skal tænke en ekstra gang over, hvad hun mon kan mene med 'mindvølle'. Og den dag hun kom rendende og råbte 'TAMMENAM' i en lind strøm, var jeg ret taknemmelig over, at hun havde en træ-champignon i hånden, for ellers kunne jeg sidde og gætte på endnu, hvad hun mon mente.

Mary Poppins i klapvogn

Og så er der de ord, hvor det bare er et enkelt bogstav eller tre, der glipper. Som hendes nye bedste ven 'paraflyen'. Og ftalaterne*. Der tilsyneladende smager rigtig godt...


Mmmm... ftalater smager godt! (Se venligst bort fra gulvspand og moppe, der blev brugt på i al hast at vaske sporene fra eksploderet Cola-dåse op i går. Lige inden jeg skulle på arbejde. Puuurfect timing... (!) )

*Hvis nogen skulle være i tvivl, kan 'ftalater' oversættes så'n rimelig direkte til 'salat'

fredag den 27. maj 2011

Virkelighedsfjern?

Mon man handler for meget på nettet og for lidt i rigtige supermarkeder, når Øglen med spænding i stemmen udbrød "Det er AFTENSmad, moar!", da det ringede på døren for lidt siden?!

Det var nu ikke aftensmad, men svigerinden. Som kom på besøg med en gigantisk buket blomster, der nu står på vores sofabord. Dikteret af Øglen. "IKKE stå i vinduet, mor. Stå dér. Nu! Tak, mor".

Det er ret hyggeligt, at hun ævler løs. Men det var nu lidt nemmere, før hun fik en mening om alting (eller i det mindste bare ikke kunne udtrykke den)...

Rigtig god weekend til jer alle!
"Dén er lilla, og dén er lilla, og dén er oss' lilla, mor"

torsdag den 19. maj 2011

Indoktrinering

Ikke så langt fra, hvor vi bor, er der sådan et slags mødelokale i en stuelejlighed. At dømme efter plakaterne udenfor, er det hhv. SF og Socialdemokraterne, der slår sine folder i lokalerne (hvorfor jeg så har set en hel hær af folk med violiner derinde engang, skal jeg lade være usagt. Men SF'ere og Socialdemokrater spiller sikkert også violin. Og måske endda i flok?).

Uden at sige for meget om, hvordan vi stemmer hjemme hos familien Øgle, så kan jeg godt løfte sløret for, at hverken HDD eller jeg planlægger at sætte vores kryds (hvis det der valg ellers nogensinde bliver udskrevet) ved Helle Thorning eller Anne Grete Holmsgaard, som er dem, der lige nu pryder vinduerne til mødelokalet. Men hvis Øglen gerne vil stemme på dem (eller deres efterfølgere), når hun engang bliver 18, så skal hun da være så hjerteligt velkommen. Synes jeg. Er dog ikke sikker på, at HDD er helt enig.

Ihvertfald er Øglen, de sidste par gange, vi er gået forbi vinduerne, begyndt at sige ting som "Adddr!", "Farlig dame" og "Øglen bange". HDD ser vældig uskyldig ud, når jeg spørger, om det er ham, der har været i gang med propagandaen (eller mangel på samme), så måske det bare ligger i generne. Eller måske HDD lyver. Det gør han sq nok...

fredag den 13. maj 2011

Meget kan jeg klare

- men når Øglen hvine-råbe-skriger "NEGER NEGER NEGER", når vi tumler og kilder, så kommer jeg alligevel til kort. For ret meget blegere end mig, bliver man næppe. Jeg håber, at hun bare er lidt m-/n-forvirret, og at hun ikke er ude på at skifte sin moar ud. Alternativt er hun ret farveblind.

Men på den anden side er det meget rart, at hun allerede fra en tidlig alder anerkender forskellighed. Så kan det være, at vi slipper for, at hun vokser op og synger denne her hele tiden:


Disclaimer: Nej, jeg er ikke racist, og hvis nogen føler sig stødt, beklager jeg dybt. Det var ikke min hensigt. Men Øgle-barnet har vitterligt gjaldet 'neger neger neger' gentagne gange her til aften. Og så vidt vides er hun heller ikke racist.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...