Viser indlæg med etiketten overvejelser. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten overvejelser. Vis alle indlæg

torsdag den 29. marts 2012

Det der arbejde

Som GravidGrahvad 'antydede' (nej, ok - klappede i stavelser) for nogle indlæg siden, så er det vist ved at være på tide, at jeg løfter sløret for, hvad det egentlig er, jeg går og pønser på at lave, når jeg om alt for kort tid er færdig med at være på barsel. Jeg ved, at I har været enormt spændte på det og muligvis også ligget søvnløse over det, så jeg håber ikke, I bliver skuffede, når jeg fortæller, at pønserierne såmænd 'bare' går ud på, at jeg vil prøve kræfter med at blive selvstændig. Kommunikationskonsulent og tekstforfatter, that is.

Jeg er uddannet inden for kommunikation, ligesom omkring 9 milliarder andre, så jeg er klar over, at man kan fodre øffende bondegårdsdyr med sådan nogen som mig. Men jeg vælger at tro på, at min kærlighed til og evner inden for sprogets løjerligheder om ikke er bedre, så i hvert fald fuldt ud lige så gode som en stor procentdel af de 9 milliarder.

I går havde jeg mit første konsulent-agtige møde. Med makeup, en taske, der for første gang i et halvt år ikke var en pusletaske og tøj helt uden grød på. Tror jeg da i hvert fald nok. HÅBER jeg! Det var en helt ny oplevelse - både det at have rent tøj på, det at skulle optræde i en ny 'rolle' og den der detalje med, at min hjerne pludselig skulle til at beskæftige sig med andre og lidt længere ord end 'grød', 'mos' og 'ble'. Men særligt det, at jeg pludselig skulle spille hård i filten var nyt.

Normalerweisse er jeg ret flink. For flink til tider - særligt, hvis folk går hårdt nok til mig. Desuden har jeg - endnu - en ret lille viden om hele konsulentbranchen. Men lige netop med mødet i går kender jeg mit værd. Og det er markant højere end det, den potentielle kunde spillede ud med. (Og hvis jeg ikke var så goddamn flink, så ville jeg sq nok være blevet ret fornærmet, faktisk). Så selv om det, han kunne tilbyde, arbejds-wise, lød rimelig interessant, så var det ikke interessant nok til den foreslåede pris. Og det måtte jeg jo så fortælle ham. Og stå på mit hele vejen gennem samtalen. Det lykkedes; endda uden jeg blev helt forfjamsket og undskyldende, og selv om jeg gik fra mødet uden nogen aftale, så har jeg en god fornemmelse i maven. Mr. boss-man finder næppe pludselig ud af, at han alligevel gerne vil betale prisen, men han er heldigvis kun én ud af mange potentielle kunder. Så jeg leder videre og er bare glad for, at jeg nu er én erfaring rigere inden for disciplinen 'indledende samtale med potentiel kunde'.

Jeg har ikke valgt selvstændig-vejen for at komme til at arbejde mindre (selv om det da ville være en glimrende bivirkning). Om noget, kommer jeg formentlig til at arbejde mere. Men ved at være min egen herre kan jeg i vid udstrækning selv disponere over min tid, og det er særdeles attraktivt for mig i øjeblikket, hvor jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvordan Det Virkelige liv-kabalen skal komme til at gå op med to 'almindelige' fuldtidsjob. Syntes, det var vanskeligt nok, da vi kun havde Øglen, og jeg har en idé om, at det ikke bliver nemmere, nu hvor der inden længe kommer en ekstra hente-bringning ind i ligningen. Men selvfølgelig ville det kunne lade sig gøre - det er der jo massevis af levende beviser på derude...

Jeg ved ikke, om idéen kan flyve, men den skal i det mindste have chancen for at prøve. Hvis den kan, er det intet mindre end fantastisk. Hvis ikke den kan, jamen så må jeg jo ud og prøve at finde mig et 'almindeligt' arbejde, og der er ingen skade sket.

Er der ikke noget med, at man ikke fortryder det, man har prøvet af, men det man ikke får prøvet af?! (Eller går den i virkeligheden på børn?! Ah, nevermind) Gider i hvert fald ikke at stå om 5-10 år og mega-ærgre mig over, at jeg ikke turde prøve. Så nu gør jeg det bare. Sq. Og hvis der er nogen, der liiiige står og mangler en kommunikationstype til et eller andet, så sig endelig til... ;)

torsdag den 28. januar 2010

Autoritetstro eller ej?

Jeg er autoritetstro. Ret meget, faktisk. Hvis jeg ser en politibil, når jeg er ude og køre, begynder jeg konsekvent at småsvede og tjekke sikkerhedsseler, sidespejle og speedometer. Hvis min chef giver mig besked på noget, gør jeg det som regel uden at kny, og hvis lægen fortæller mig, at jeg skal gøre dette eller hint for at blive en mavepine el. lign. kvit, retter jeg mig efter det.

Men med Øglen er det dog en lidt anden sag. Hun kan jo i sagens natur ikke træffe sine egne beslutninger (endnu), og derfor må jeg optræde som en form for filter mellem Øglen og autoriteten. Hidtil er det en ret begrænset mængde autoriteter, hun er rendt ind i - præst, læge og Over-pædagog er dem, jeg lige kan komme i tanker om (mm. bedsteforældre tæller med...). Og mens jeg er en kende bange (autoritetstro?) for Over-pædagogen og utrolig godt kunne lide præsten, er jeg blevet lidt loren ved lægen. Bevares, hun er sød og dygtig, og hun kan stadig få Øglen til at grine på trods af, at hun har stukket hende med en nål op til flere gange nu.

Men! (Kunne I godt fornemme, at der var et "men" på vej dér?!)

Forleden var HDD hos lægen med Øglen, fordi hun var blevet ringet hjem fra vuggeren og alt det der. Der blev lyttet og mærket og kigget og spurgt, og konklusionen var, at der ikke var noget som helst at høre på lungerne. Hoste, ja. Snotnæse og massiv forkølelse, ja. Feber, nej. Mislyd på lungerne, nej! Øglen har imidlertid hostet længe (vi taler en måned, tror jeg), og det meddelte HDD så lægen. Hun tænkte lidt og udstyrede så Øglen med en maske (eller - et maske-lignende aggregat af en art) og en recept på noget binyrebarkhormons-astmamedicin (nøj, et langt ord). Som en "bagklogskabs-diagnose", sagde hun. Hvad det så end er.

Da HDD ringede til mig og fortalte, hvordan lægebesøget var gået, tænkte jeg først "Nåja, jamen, hvis det er dét, lægen siger, såeh...". Men så syntes (og synes) jeg faktisk, at det lød lidt voldsomt. Astmamedicin. Til sådan et lille pus. Hvis lunger lyder helt, som de skal? Hvis der havde været bare skyggen af vejrtrækningsproblemer, var der jo ikke noget at rafle om. Så skulle hun da by all means have et pift binyrebark morgen og aften. Men i min verden er binyrebarkhormon ikke noget, man bare lige tager, så jeg synes måske, det er lidt meget at skulle give det til så lille et barn.

Så vi har ikke givet hende det. Jeg (vi) har trodset lægens anbefalinger og ladet medicinen ligge uåbnet ved siden af den uafprøvede maske. I stedet har vi hævet hovedgærdet på hendes seng og givet hende lidt kamillete og et par ekstra strømper på. I nat var der ingen hosten overhovedet. Det kan selvfølgelig være rent held. Men autoritetstroen er om ikke andet smidt ud med badevandet i det her tilfælde. Indtil videre i hvert fald. Hvad ville I have gjort?

Sidste nye 'oprør' mod autoriteter er, at Over-pædagogen påtalte, at Øglen sidder meget på knæene. (Hun sidder faktisk kun på knæene - efter hun har lært det, gider hun ikke sidde på rumpen mere). Men det må hun åbenbart ikke - i hvert fald skal vi øve med hende at sidde 'rigtigt' på gulvet. Øve, ligefrem? Det kommer vi nok ikke lige til...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...