Viser indlæg med etiketten på tur. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten på tur. Vis alle indlæg

fredag den 4. april 2014

Når mor er pinlig

... Det måtte jo komme. Det der med, at ens børn synes, man er pinlig. Jeg tror, det står skrevet i en eller anden stor, magisk forældre-manual et sted; forældre er, pr. definition, altid pinlige i længere eller kortere perioder af barnets liv.

Jeg skal ikke sige mig fri for selv at være blevet pinligt berørt over mine egne forældre fra tid til anden (undskyld!), men er dog heldigvis sluppet for seriøst tåkrummende oplevelser. Ikke ligesom en veninde, der måtte leve med, at hendes forældre dukkede op i virkelig mærkeligt tøj for at overvære hendes fritidsaktivitet. Eller ... næh. Vent lige lidt ... Det var faktisk mere pinligt, dengang min far, til trods for, at jeg gentagne gange havde bedt ham lade være, kørte af sted for at hente mig til et sodavandsdiskotek (af alle steder) i provinsby en god sjat km væk fra min egen by. Jeg havde specifikt sagt, at jeg gerne ville køre med bussen hjem sammen med alle de andre diskoteksgængere, men lyttede han? Næh nej. Og hvad værre var, at jeg jo, fast i troen på, at han lyttede, steg på bussen med de andre. Og kørte derudaf. Lige indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor alle af en eller anden grund kiggede ud af bussens vinduer på samme tid og så min far komme drønende - i modsat retning - for at samle mig op. Der blev grinet. Af hende, der "blev hentet af fa-aaaar". *indsæt selv tåkrummen og skumlen* I virkeligheden var det vel strengt taget min far, det var mest pinligt for, for jeg var jo på vej hjem, og han endte med at stå og blomstre i naboby. Uden mobiltelefoner, for den slags var vi jo ikke forvænt med dengang. Men det hjalp mig jo lissom ikke rigtigt der midt i bussen, vel?!

Nå. Men det var ikke det, vi skulle tale om. Vi skulle tale om, at jeg nu - lidt vel tidligt, må jeg sige - er blevet den pinlige mor. Hvis man spørger Øglen, i hvert fald.

I går skulle vi til Kjøwenhavnstrup efter tidlig fyraften. Så jeg hentede reptilerne i institutionen, bugserede dem i klapvogn hen til bussen, steg på og kørte til i virkeligheden ikke spor nærliggende S-togs-station. Hvor vi ventede en rum tid på et tog, der, da det kom, var proppet til randen pga. et eller andet nedbrud på noget køreledning (but of course) og dertilhørende store forsinkelser. Jeg hapsede en plads til klapvogn, reptiler og mig selv i en af de der midtergange og forsøgte efter bedste evne at holde humøret højt hos både mig selv og reptilerne. Som faktisk opførte sig utrolig pænt, taget i betragtning hvor lang tid turen endte med at tage. Endda i præ-ulvetimen.

Det er ikke så tit, reptilerne kører i tog, så de var behørigt imponerede og interesserede, og de snakkede løs. Der var en del andre passagerer i midtergangen også, men efter 5 år som mor har jeg erfaret, at det ikke gavner noget som helst, hvis jeg tænker alt for meget over, at der er andre, der lytter til alt det vrøvl, jeg lukker ud, når jeg småsludrer med reptilerne. Og det lykkedes mig faktisk at glemme dem fuldstændig. Reptilerne og jeg snakkede om alt fra farven på toget til, hvorvidt det nu også var et tog, vi kørte i (Varanen insisterede på, at det var en bus). Jeg skulle forklare, hvorfor der ligger togskinner i en tunnel, og hvordan det kan være, at tog både må og kan køre hurtigere end biler. Varanen snakkede om solskin og pærejuice, og på et tidspunkt opførte reptilerne - der på det tidspunkt vist også havde glemt de omkringstående passagerer - en lille "Rip, Rap og Rup"-sang grundet en lille Rip-, Rap- eller Rup-figur, jeg havde fundet i min taske.  Når de altså ikke spurgte (i kor), om vi skulle "Stikke af NU?" ved - og imellem - hver eneste station.

Alt sammen vældig hyggeligt og fredeligt, faktisk. Og da Spørgejørgen Øglen så igen ville vide, hvad det betød, når damen i højttaleren sagde noget i retning af "Nørreport. Change here for blahblahblah. Please remember all your belongingsblahblah" - selv om jeg havde fortalt hende det både i Lyngby, Hellerup og på Østerport - kunne jeg ikke lade være med at tage lidt gas på hende og sige, at det betød, at det var vigtigt, at man huskede at tage sine børn med sig ud af toget, for togpersonalet gad ikke at stå med et helt tog fyldt med spørgende børn og ingen forældre, når toget nåede endestationen.

Personligt syntes jeg ikke, det var det sjoveste, jeg kunne have fundet på, men det syntes alle medpassagererne tilsyneladende, for der blev grinet en del. Og da Øglen så spurgte igen på Hovedbanen, fortalte jeg hende, at det betød, at alle børn skulle spise deres sild og broccoli. Det syntes medpassagererne (som i øvrigt ikke var de samme) åbenbart også var sjovt (humor-barren ligger tilsyneladende lavt i S-tog i myldretiden) - i hvert fald ifølge Øglen, for jeg hørte det ikke.

Og det var så her, jeg blev pinlig, åbenbart. For Øglen kiggede stramt på mig og hvislede et "Lad så VÆRE med at få de andre til at grine, mor!" Og da jeg helt ærligt måtte sige, at det vidste jeg ikke, jeg havde fået dem til, fik jeg ellers lige en reprimande om, at "damen med det pæne hår" havde grinet "rigtig meget" på den forrige station, og nu var der en anden, der gjorde det. Og det syntes Øglen bare overhovedet ikke var sjovt. "Så stop med det, mor!"

Så jeg stoppede. Og måtte kigge undskyldende på Øglen, da jeg talte med en mand ved siden af mig, og han begyndte at grine, da jeg adviserede ham om, at vi skulle af næste gang (det skulle vi, så det var jo sådan set ikke spor sjovt). Men det begynder åbenbart tidligt, det der med, at afkommet synes, man er pinlig. Og jeg har bare på fornemmelsen, at det kun bliver værre herfra ...

tirsdag den 11. september 2012

To dage, tre byer

Det kan godt være, at jeg pev lidt, da HDD var på fornøjelsesarbejdstur i sidste uge, og jeg var alene hjemme med reptilerne i Tændstiksæsken et par dage. Det kan også godt være, jeg blev en anelse bitter, da HDD postede et billede af den menu, de skulle indtage senere på aftenen på den der fornøjelsesarbejdstur, mens jeg skulle til at i gang med at skrubbe fladmast fiskefrikadelle af samtlige flader i lejligheden, fordi Varanen var særdeles begejstret for aftenens menu.

Presset ved selv at stå for aflevering og afhentning, huske at handle og i øvrigt også lige arbejde lidt, har jeg muligvis også mukket over, hvis jeg kender mig selv ret.

Men. Det er alt sammen by gones nu. For nu er det nemlig MIG, der har været af sted på fornøjelsesarbejdstur. Sammen med min kære broder af alle mennesker, og det er så bestemt bare en bonus!

Kan dog godt mærke, at jeg er noget rusten i disciplinen "Aflevér barn, der hader at blive afleveret, i vuggestuen til bestemt tid, så du kan nå til lufthavnen inden dit fly letter". Så jeg ankom lettere stakåndet til Kastrup med svedigt ansigt og sort samvittighed over at have kylet Varanen i armene på en af hans pædagoger, og så blive nødt til at lade som om, jeg ikke kunne høre, at han stadig græd, da jeg havde lukket døren bag mig og drønede mod metroen. Han overlevede sjovt nok - og så i øvrigt ikke ud til at bære nag, da jeg hentede ham i dag...

Nåmn, Tour de DK begyndte så i lufthavnen, hvor brormand og jeg tjekkede ind til afgangen Kbh-Ålleren. Og jeg måtte konstatere, at jeg også er rusten - eller nærmest defekt, faktisk - i disciplinen "Flyvning". For jeg havde da glemt alt om de der du-må-kun-have-væske-med-svarende-til-et-fingerbøl-regler. Så jeg svarede glad og fredigt ja til check in-manden spørgsmål om, hvorvidt jeg medbragte nogle væsker i håndbagagen. Og haps! røg min jävla-dyre ansigtscreme og mit spritnye (og i øvrigt ret overvurderede) hårprodukt. Eller, altså - jeg fik muligheden for at tjekke det ind som bagage, men det var måske også lige så meget at gøre ud af det, eftersom vi ikke var i alt for god tid i forvejen, så adios til cirka samme beløb, som flybilletten kostede. Grrrr. Men så kunne jeg lære det, som HDD var så flabet opbakkende at skrive til mig, da jeg klagede min nød over sms.

Snapshots fra Aalborg

En cappuccino og en flyvetur senere var misèren dog næsten glemt, og min bror og jeg kunne indtage Dobbelt-A. Og efter en kort taxatur, hvor københavnerjyderne lige skulle forstå forskellen på Nørre Sundby og Aalborg (taxachaufføren har helt sikkert syntes, at vi var de tåbeligste mennesker i verden, men på vanlig jysk vis, sagde han ikke en lyd. Hvilket i virkeligheden sagde alt), blev vi sat af på Brotorvet. I Nørre Sundby. IKKE i Aalborg. Nå. Og så begyndte vi ellers at gå, for det var det, vi skulle. Gå en lang tur i og omkring havneområdet. Omkring Spritfabrikkerne, ned til Uni, ud til Nordkraft og ud til Musikhuset under opførsel. Så var vi blevet sultne, og efter en hurtig frokost på McD gik vi ned på banegården. Her hoppede vi på et tog til Aarhus, så nøjagtigt 2,5 timer efter vi var landet i Dobbelt-A, forlod vi byen til fordel for det lidt sydligere Dobbelt-A.

I the city formerly known as Århus lagde vi ud med en kaffe fra Sigfreds Kaffebar (uhmm!) og et interessant møde med byplanlæggerdame på havnen. Derefter fandt vi vores hotel, smed vores alt for tunge tasker (selv om min naturligvis var blevet lidt lettere af at blive befriet for et vist kvantum creme) og begav os ned i Nordhavnen. (Aner vi mon et tema her?) Her skulle vi - ja, det kan komme som en overraskelse - gå en tur. Så det gjorde vi; med en hånd-delle fra fiskehandleren i den ene hånd og telefonen i den anden; der var nemlig nok at tage billeder af. Der er virkelig gang i byggeriet i Nordhavnen, og det bliver virkelig najjjs, altså. Så det var spændende at se - også selv om visse steder var lige spændende nok og fordrede zigzag-gang mellem byggeaffald, stærkstrømsledninger og bølgebrydere. Men ok - det er heller ikke sikkert, at alle de steder, vi valgte at færdes, var heeeelt åbne for offentligheden. 

Et par stemningsbilleder fra Smilets By

Da vi var færdige med havnen og havde chillet lidt på hotellet, gik vi ud og spiste. Spottede Ghita Nørby på restaurant (og parlamenterer stadig lidt om, hvorvidt det virkede som anbefaling eller ej), som vi dog ikke spiste på, og endte efter længere vandretur på Restaurant Komfur, der lå lige ved siden af vores hotel. Så den gåtur kunne vi have sparet os. God mad, gode vine, og så godnat. 

I morges tog vi vores habengut og mine vabler på fødderne og satte os i et tog mod O'ense. Hvor vi lavede en totalt hit 'n run. Ud af toget, ned i havnen, gå en tur (nu har I luret mønsteret, tænker jeg). Jeg er kommet en del i Odense, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige vidste, at der var en havn. Sqda egentlig heller ikke megaoplagt med en havn i en by, der ligger midt på en ø, altså. Men der er en havn, og den er ret fin! Rå og beskidt og i udvikling. I langt mindre skala end de to øvrige havne, men ikke desto mindre i udvikling. Vadede rundt, snusede omkring gamle fabriksbygninger, kiggede på kort og blev en lille smule klogere. Og fem kvarter efter, vi var ankommet til Odense, satte vi os ind i et tog mod Kbh sammen med en kaffe og en sandwich fra Baresso. Hvem sagde effektive?!

Havnegopler og Baresso-sandwich i Odense 

Og nu er jeg så hjemme. Og har været det så længe, at jeg nåede at hente Varanen fra vuggestue, være med ovre efter Øglen (hvor jeg dog måtte gå hjem fra uden hende, fordi hun nægtede at komme med, før hun var færdig med at tegne et eller andet. Og Varanen ikke gad vente, så det fik HDD lov til istedet). Jeg har nået at rydde lidt op i Tændstiksæsken, lege med og putte reptilerne og vaske det meste op efter aftensmaden. Og nu burde jeg faktisk løbe en tur, men jeg g.i.d.e.r ikke. Faktisk. Jeg vil meget hellere ligge på vores interimistiske sofa og slappe af i fødderne, mens jeg tjekker blogs og måskeee et enkelt afsnit af Breaking Bad. Hvis HDD gider se med.

I morgen er der så atter en dag. Uden hotel-morgenmad og havnerundfart (som Fru Forstad så kreativt kaldte det på Instagram), men til gengæld med reptilkys, påklædningskriser og HDD. Og det er nu slet heller ikke så tosset endda...

... hvad angår, hvorfor vi var på gåtur i tre store, danske byer, ja så kan jeg sige så meget lige nu, at det var arbejdsrelateret. Kan være, at jeg kan komme nærmere ind på det på et senere tidspunkt...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...