Viser indlæg med etiketten parcelhuslivets fortræffeligheder. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten parcelhuslivets fortræffeligheder. Vis alle indlæg

onsdag den 9. juli 2014

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven


Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder


Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

fredag den 20. december 2013

Øglemor vs. Villavej

... eller Hvordan Man Klemmer 25 Mennesker Sammen Til Æbleskiver Og Gløgg I Et Ret Lille Hus.

I går oprandt dagen så. Den dag, der var blevet gjort til bagkant for alle vores små og store projekter i huset - Æbleskivedagen. For hele vejen. Selv om "hele vejen" i virkeligheden ikke er så vildt, som det lyder - vi er nemlig kun 10 huse, hvorfor det, trods alt, virkede nogenlunde overskueligt at invitere hele flokken (minus et enkelt hus, hvor ejeren er flyttet, og husets skæbne er uvist). Vi havde så godt nok ikke regnet med, at alle ville takke ja, men det skal man jo ikke klage over. Vi fik kun et enkelt afbud fra en ældre dame, men alle andre meldte tilbage, at de kom X antal personer, og "tak for det gode initiativ" og så videre.

Så i går troppede der så - heldigvis ikke på én og samme tid - i alt 25 personer op til gløgg og æbleskiver i vores lilleputhus. Og selv om det er begrænset, hvor meget man når omkring som vært, så havde jeg helt klart indtryk af, at folk hyggede sig. Alle talte sammen på kryds og tværs, og jeg tror nu, at jeg har mere eller mindre styr på, hvem der bor i alle husene. Så fremover behøver vi forhåbentlig ikke længere præsentere os med husnummer, men kan nøjes med vores almindelige navn ...

Billede af Varanen, som ikke har noget med noget at gøre. Jeg fik bare ikke taget nogle billeder til æbleskivearrangementet i går, så i stedet kan I kigge på min søde søn. I sin nye flyverdragt, der er str. 3 år. Mega-dreng. 

Jeg ved godt, at det virker som ren Wisteria Lane at invitere naboerne til julehygge, men netop fordi vi bor på så lille en vej, burde det være muligt at om ikke kende hinanden, så i hvert fald have en idé om, hvem hinanden er. Jeg synes nemlig ikke, det er en selvfølge at forskanse sig bag ligusterhækken, bare fordi man har bosat sig på Villavej I Provinsby. Jeg synes til gengæld, at det er tankevækkende, at folk, der har boet på vejen i hhv. 10 og 17 år, i går, ligesom alle os andre 'nye', blev nødt til at præsentere sig med husnummer over for hinanden. Er det bare mig, eller er det lidt vildt, at man overhovedet ikke har talt sammen i så mange år?

Et af husene på vejen er ved at blive sat i stand, og de nye ejere flytter først ind til foråret, men de troppede op i går alligevel. Med børn, der er stort set jævnaldrende med reptilerne. Så i alt var der 7 børn i alderen 2-5. Det bliver den perfekte legevej til sommer.

Reptilerne klarede det store rykind til UG. Varanen var lidt betuttet og blev ked, når han ikke kunne finde mig i menneskehavet, men som udgangspunkt klarede han det rigtig flot. Og Øglen lod allernådigst de andre børn komme ind på sit værelse. Plus vores nye nabo, som rigtig blev charmet.

Da alle gæsterne var gået, fandt jeg min indre fullblown forstadsfrue frem, pakkede en lille kurv med en liter gløgg, en pose gløggmix, et syltetøjsglas med hjemmebag, en håndfuld mandariner, nogle valnødder og en enkelt julestjerne; og begav mig hen til den næsten-nabo, der havde meldt afbud. Hun havde ikke begrundet sit afbud (hvilket hun naturligvis heller ikke behøvede), men jeg havde på fornemmelsen, at det måske kunne handle lidt om overskud - eller mangel på samme. Hun er en ældre dame midt i firserne, så hvis hun ikke lige orkede et væld af nye ansigter, kunne jeg sådan set ikke bebrejde hende. Men hun skulle ikke snydes for lidt julelækkerier, så af sted med mig (mens jeg krydsede fingre for, at min fornemmelse var korrekt).

Kurv til næsten-nabo

Næsten-naboen var hjemme. Og havde ganske rigtigt ikke haft overskuddet til at tage med til arrangement. Dels på grund af gigtplagede hofter, dels på grund af et nyligt indbrud, forfløjne tagsten (tak, Bodil!) og et oliefyr, der var sat ud. Så sociale arrangementer stod ikke øverst på listen over ting at tage fat på. Men hun blev virkelig glad for kurven, lod det til, og vi blev enige om at drikke en kop kaffe en anden dag.

Efter dagens gode gerning trissede jeg hjem til pizza sammen med vores medværter in crime, Yndlingsnaboerne, og sladrede spiste pizza. Og jeg blev enig med mig selv om, at jeg kan grine nok så meget af provinslivet, men jeg kan sq godt li' det, altså ... (det betyder imidlertid ikke, at jeg ønsker mig Crocs i julegave. Bare for the record)

torsdag den 12. december 2013

I samme rille, og så alligevel ikke

... Ja, altså, man skulle næsten tro, at det her var en boligblog efterhånden. Ikke så meget på grund af vores helt unikke og fantaztizke indretning (hvorNÅR bliver ikke-matchende psykopat-rod trendy? HvorNÅR, spørger jeg bare!), men fordi oprydning, opbygning og indretning er det, der fylder hjernen til randen for tiden. (Og nåja - de børneorm, jeg netop har opdaget i Varanens ble fylder også lidt i hjernen, men nogen har fortalt, at de er relativt nemme at slippe af med. Så det siger vi, at de er. Så kan jeg nemlig bruge krudtet på at få huset til at ligne noget, vi kan være bekendt, når villavejshorderne vælter ind om en uge).

Ikke at vi har nået det store siden mit sidste indlæg. Ud over altså at kyle stakkels HDD en tur mere i IKEA og at planlægge endnu en tur - denne gang til outlaw Tåstrup, fordi nogen har bestemt, at IKEA'en derude skal være den hellige gral, når det gælder saml-selv produkter med halsbrækkende navne. Vi har hængt et skrivebord op på Varanens værelse, og der følger snart en hylde efter. Og Øglen har nogle sindrigt udseende wallstickers med blomster (lifelike. IKKE tegnede. Det bruger vi (åbenbart) ikke mere) liggende klar til, at jeg orker at klatre rundt i hendes seng og bande og svovle, mens jeg arbejder med gigant-klistermærker. Men det er vist også dét.

Så hvorfor dette indlæg, tænker I nu? Og jo - nu skal I høre: I dag har vi haft en elektriker på besøg. Han fiksede den kontakt, der i hele vandskade-opbygningsmisèren blev fanget på den forkerte side af en ny væg. Udover, at kontakten er noget løs i det (underdrivelse fremmer forståelsen - den hænger kun med nød og næppe fast i mørnede ledninger og var kun et sekund fra at udspy gnister. Måske), så var den blevet placeret på Øglens værelse. Relativt uhensigtsmæssigt, da det er den kontakt, der styrer lyset i entréen, som vi så ikke liiiiige har fået sluttet til endnu, OG det lys, der er foran hoveddøren. Men nu sidder den rigtigt igen og er oven i købet blevet opdateret fra tresser-kontakt til noget lidt mere nutidigt.

No biggie, kunne man mene. Hvis altså ikke det var fordi, elektrikerens kommen og gåen markerede den endelige afslutning på hele Projekt Udbedr Vandskade. En vandskade, der har varet siden midten af juli (og ja, jeg ved godt, at indlægget, jeg linker til, er fra august. Men på det tidspunkt havde vi altså været i gang et par uger). Som jeg nævnte i sidste indlæg, er vi ikke helt i mål endnu. Men det er småting, der langt overskygges af, at vi har et (fungerende) badeværelse og en gang, der ikke er hul i.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg forstår, at det er slut med den linde strøm af håndværkere. At der ikke længere permanent behøver ligge en nøgle gemt et hemmeligt sted udenfor til når vi ikke er hjemme (knap så hemmeligt længere, eftersom cirka 4.000 forskellige håndværkere kender stedet, men you get the point), og at den hærskare af håndværkerbiler, der til stadighed kører i fast rutefart på villavejen, ikke er til os.

Det overstiger også lidt min fatteevne, at vi snart er i mål med rigtig mange af vores projekter. Javist, vi mangler stadig lidt finish i køkkenet, et drivhus, der stadig ikke er færdigt (#piiinligt), og en garage, der næsten fortjener et indlæg for sig selv (og nogle prøveglas fra biologisk institut til at sikre de helt sikkert meget sjældne typer mug, der boltrer sig derude), men det er alt sammen ting, der kan vente. Til vi gider have flere projekter. Det må så blive omkring år 2020 ...

Nu burde det altså være slut med boligindlæg herfra. Bortset fra, at det er det ikke. For når børneværelserne er helt færdige - hvilket sker, efter HDD har fået smølet sig selv til Tåstrup - og før Store Æbleskivedag For Villavejen - så kommer der boligspam. En masse. Så er I advaret ...

onsdag den 4. september 2013

Status pt

  • Vi har fået varmt vand i bad- og toiletvognen. Det hjalp betragteligt på lysten til et brusebad, skulle jeg hilse og sige. Og krævede 'kun', at en særdeles kreativ tekniker brugte et par timer på at bytte faser og andet elektrisk. Noget med nogle faser, der manglede og blablaZzzz ...
  • Der er i skrivende stund fugtteknikere (finere ord for Skadesservice) i gang med at rense tapet af på de våde vægge (= alle vægge i og omkring entréen. Også i værelserne). Efterfølgende skal de sprøjte med svampemiddel (yum!), og så skal vi have besøg af en affugter i X antal uger. Og SÅ kan vi komme i gang med at bygge op igen. Blev der sagt.
  • Øglen er begyndt til dans. Alene - forældre er forment adgang. Selv om vi allernådigst fik lov at overvære to danse i går, som var den første gang. Stort hit so far; Øglen havde en fest og syntes, at det var et hit at danse og fjolle rundt med 20-25 andre børn på samme størrelse som hende selv. Også selv om hun ikke kendte et øje. Børn er seje!
  • Øglen er blevet opgraderet til Storegruppen i denne uge, hvor de kører noget naturtema. Så de har været i Dyrehaven og på Frilandsmuseet indtil videre. Med madpakker og rygsække. Og Øglen har slet ikke været til at skyde igennem. (Og hun har overhovedet ikke været mere træt, end hun plejer, når hun er kommet hjem. Jeg troede, det var meningen, at børn skulle gå totalt kolde, når de har tonset rundt i en skov i fem timer?!)
  • Varanen er begyndt at kalde vuggestuen for "Hjemme!" Lidt bekymrende, hvis man spørger mig - men trods alt bedre, end at han skriger bloody murder, hver gang vi kommer derover. Han har fået to nye pædagoger her efter ferien, og han knuselsker allerede dem begge. Og det gør jeg sådan set også.
  • Varanen snakker og snakker og snakker og snakker. Eksperimenterer lidt med 'sætninger' som "Mere. Duuuuuus!" (mere juice) og "Ooo'NAT, far!" Og så er han begyndt på de sammensatte ord. Som bliver fremsagt med stor koncentration (og lidt som en af de der staccato-agtige oplæsningsrobotter). Navnlig "Bade. Kar" og "Pølse. Mad" hitter i øjeblikket i vokabulariet. Og så har han på mystisk vis lært at tælle til 12. Måske ved hjælp af "Dorthe" (Dora the Explorer) og hendes "HÅRTØR!" (rygsæk).
  • Varanen er så småt begyndt at interessere sig en smule for selv at få beklædningsgenstande af og på. Det har indtil videre sagt ham lige præcis ingenting, og tålmodigheden med det kan da heller ikke ligefrem påstås at være den største. Men jeg har nu en tro på, at han nok skal få det lært på et tidspunkt, inden han fylder 15. Og ellers skal Øglen nok hjælpe ham - hun er blevet helt vild med at give ham tøj på og hjælpe ham med at få det af igen. Heldigvis på relevante tidspunkter - ikke bare sådan ud af det blå.
  • Jeg har fået ny tandlæge. Som jeg besøgte første gang i går. Lige indtil jeg satte mig i stolen, lykønskede jeg mig selv over, at jeg endelig langt om længe fik skiftet fra min gamle, svinedyre tandlæge i Kbh, der insisterede på at se mig hver 3. måned. Men da Nye Tandlæge gik i gang med noget, der føltes som hammer og mejsel - og fortsatte i t r e k v a r t e r - begyndte min begejstring at blegne lidt. Hun skal dog ha', at hun er grundig, hende den nye. Ikke som den gamle, der ret præcist brugte syv minutter på en tandrensning. Til gengæld behøvede jeg ikke spise en Ipren, når jeg havde været hos den gamle tandlæge. Og kunne godt tygge noget resten af dagen ...
  • Ud over ny tandlæge har jeg også fået en prop i øret. Så nu er jeg mere eller mindre døv på højre side. Det er fedt, når man skal forsøge at konversere med det føromtalte enorme persongalleri i Projekt Udbedr Vandskade. Eller ... Vent lige lidt.
  • Vi har stadig store lus i skindpelsen grantræet og har hørt nul og niks tilbage på de henvendelser, vi har rettet til anlægsgartneren om, hvorvidt han kan fælde træet også, når nu han alligevel skal lave hele forhaven om. På trods af, at de skulle være gået i gang for en uge siden. Men det er som om, vi ikke gider rykke ham sådan for alvor, så længe der står sanitet over det hele. 
Det er vist sådan, det ser ud i Reptil-land lige i øjeblikket. Lidt skidt og meget godt (og lidt lånt og lidt blåt. Eller noget). Og er det ikke sådan, hverdagen er, når den er i fuld sving? Det tror jeg. Selv om der godt snart må ryge lidt god huskarma vores vej ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...