Viser indlæg med etiketten pinlige mor. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten pinlige mor. Vis alle indlæg

fredag den 4. april 2014

Når mor er pinlig

... Det måtte jo komme. Det der med, at ens børn synes, man er pinlig. Jeg tror, det står skrevet i en eller anden stor, magisk forældre-manual et sted; forældre er, pr. definition, altid pinlige i længere eller kortere perioder af barnets liv.

Jeg skal ikke sige mig fri for selv at være blevet pinligt berørt over mine egne forældre fra tid til anden (undskyld!), men er dog heldigvis sluppet for seriøst tåkrummende oplevelser. Ikke ligesom en veninde, der måtte leve med, at hendes forældre dukkede op i virkelig mærkeligt tøj for at overvære hendes fritidsaktivitet. Eller ... næh. Vent lige lidt ... Det var faktisk mere pinligt, dengang min far, til trods for, at jeg gentagne gange havde bedt ham lade være, kørte af sted for at hente mig til et sodavandsdiskotek (af alle steder) i provinsby en god sjat km væk fra min egen by. Jeg havde specifikt sagt, at jeg gerne ville køre med bussen hjem sammen med alle de andre diskoteksgængere, men lyttede han? Næh nej. Og hvad værre var, at jeg jo, fast i troen på, at han lyttede, steg på bussen med de andre. Og kørte derudaf. Lige indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor alle af en eller anden grund kiggede ud af bussens vinduer på samme tid og så min far komme drønende - i modsat retning - for at samle mig op. Der blev grinet. Af hende, der "blev hentet af fa-aaaar". *indsæt selv tåkrummen og skumlen* I virkeligheden var det vel strengt taget min far, det var mest pinligt for, for jeg var jo på vej hjem, og han endte med at stå og blomstre i naboby. Uden mobiltelefoner, for den slags var vi jo ikke forvænt med dengang. Men det hjalp mig jo lissom ikke rigtigt der midt i bussen, vel?!

Nå. Men det var ikke det, vi skulle tale om. Vi skulle tale om, at jeg nu - lidt vel tidligt, må jeg sige - er blevet den pinlige mor. Hvis man spørger Øglen, i hvert fald.

I går skulle vi til Kjøwenhavnstrup efter tidlig fyraften. Så jeg hentede reptilerne i institutionen, bugserede dem i klapvogn hen til bussen, steg på og kørte til i virkeligheden ikke spor nærliggende S-togs-station. Hvor vi ventede en rum tid på et tog, der, da det kom, var proppet til randen pga. et eller andet nedbrud på noget køreledning (but of course) og dertilhørende store forsinkelser. Jeg hapsede en plads til klapvogn, reptiler og mig selv i en af de der midtergange og forsøgte efter bedste evne at holde humøret højt hos både mig selv og reptilerne. Som faktisk opførte sig utrolig pænt, taget i betragtning hvor lang tid turen endte med at tage. Endda i præ-ulvetimen.

Det er ikke så tit, reptilerne kører i tog, så de var behørigt imponerede og interesserede, og de snakkede løs. Der var en del andre passagerer i midtergangen også, men efter 5 år som mor har jeg erfaret, at det ikke gavner noget som helst, hvis jeg tænker alt for meget over, at der er andre, der lytter til alt det vrøvl, jeg lukker ud, når jeg småsludrer med reptilerne. Og det lykkedes mig faktisk at glemme dem fuldstændig. Reptilerne og jeg snakkede om alt fra farven på toget til, hvorvidt det nu også var et tog, vi kørte i (Varanen insisterede på, at det var en bus). Jeg skulle forklare, hvorfor der ligger togskinner i en tunnel, og hvordan det kan være, at tog både må og kan køre hurtigere end biler. Varanen snakkede om solskin og pærejuice, og på et tidspunkt opførte reptilerne - der på det tidspunkt vist også havde glemt de omkringstående passagerer - en lille "Rip, Rap og Rup"-sang grundet en lille Rip-, Rap- eller Rup-figur, jeg havde fundet i min taske.  Når de altså ikke spurgte (i kor), om vi skulle "Stikke af NU?" ved - og imellem - hver eneste station.

Alt sammen vældig hyggeligt og fredeligt, faktisk. Og da Spørgejørgen Øglen så igen ville vide, hvad det betød, når damen i højttaleren sagde noget i retning af "Nørreport. Change here for blahblahblah. Please remember all your belongingsblahblah" - selv om jeg havde fortalt hende det både i Lyngby, Hellerup og på Østerport - kunne jeg ikke lade være med at tage lidt gas på hende og sige, at det betød, at det var vigtigt, at man huskede at tage sine børn med sig ud af toget, for togpersonalet gad ikke at stå med et helt tog fyldt med spørgende børn og ingen forældre, når toget nåede endestationen.

Personligt syntes jeg ikke, det var det sjoveste, jeg kunne have fundet på, men det syntes alle medpassagererne tilsyneladende, for der blev grinet en del. Og da Øglen så spurgte igen på Hovedbanen, fortalte jeg hende, at det betød, at alle børn skulle spise deres sild og broccoli. Det syntes medpassagererne (som i øvrigt ikke var de samme) åbenbart også var sjovt (humor-barren ligger tilsyneladende lavt i S-tog i myldretiden) - i hvert fald ifølge Øglen, for jeg hørte det ikke.

Og det var så her, jeg blev pinlig, åbenbart. For Øglen kiggede stramt på mig og hvislede et "Lad så VÆRE med at få de andre til at grine, mor!" Og da jeg helt ærligt måtte sige, at det vidste jeg ikke, jeg havde fået dem til, fik jeg ellers lige en reprimande om, at "damen med det pæne hår" havde grinet "rigtig meget" på den forrige station, og nu var der en anden, der gjorde det. Og det syntes Øglen bare overhovedet ikke var sjovt. "Så stop med det, mor!"

Så jeg stoppede. Og måtte kigge undskyldende på Øglen, da jeg talte med en mand ved siden af mig, og han begyndte at grine, da jeg adviserede ham om, at vi skulle af næste gang (det skulle vi, så det var jo sådan set ikke spor sjovt). Men det begynder åbenbart tidligt, det der med, at afkommet synes, man er pinlig. Og jeg har bare på fornemmelsen, at det kun bliver værre herfra ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...