Viser indlæg med etiketten pral. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten pral. Vis alle indlæg

mandag den 11. februar 2013

Morpral

Jeg bliver dagligt stolt af reptilerne. Fordi de gør et eller andet, der bare er så fantastisk - og jeg er naturligvis helt objektiv - at moderhjertet vokser til uanede størrelser.

Og når så overpædagogen i Den Nye Institution lige syntes, hun ville sige til mig i morges, at hun "synes, det er så skide fedt, at Øglen ikke er så meget en tøs" (tilsæt selv udlandsk klingende accent og lad af samme grund være med at tillægge ederne helt så meget betydning, som jeg måske ville gøre, hvis jeg bare havde læst det), fordi hun bare er helt sin egen, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt mere stolt.


Pædagogen nævnte det i forlængelse af, at Øglen og jeg fortalte hende, at Øglen gerne vil have pigerne fra stuen hjem, når hun har fødselsdag, og at hun rigtig gerne vil holde en pirat-fest. Ikke en prinsesse-fest eller noget andet lyserødt, men en piratfest, simpelthen. (Hvilket undertegnede personligt synes er topfedt, og jeg er allerede gået lidt amok i piratting til dagen. Muligvis også lidt for meget amok, men det kan I jo selv vurdere, når dagen oprinder, og jeg helt 100 tager en masse billeder). I samme moment kunne pædagogen fortælle om en Øgle, der i fredags til fastelavn (hvor hun i øvrigt var Pippi - som den eneste) ikke kunne være mere ligeglad med de 15 (!) prinsesser og deres slåskamp om at få de lyserøde fastelavnsboller, men i stedet bare gerne ville have en blå. Og at det undrede - og glædede - pædagogen, at "hun hviler så meget i sig selv og sine egne beslutninger".

*Svulme svulme*

Det kan godt være, at det kommer, det der med, at hun begynder at tvivle på sine egne beslutninger, og at hun bare allerhelst vil ligne de andre. Det gør det sikkert. Men jeg er glad på hendes vegne for, at det ikke er kommet endnu. For det er benhårdt hele tiden at skulle leve op til den udefinérbare størrelse, der er "de andre". Jeg var ikke specielt selvsikker som barn, men er heldigvis kommet nogenlunde efter det som voksen. Og det er ikke sådan, at jeg er traumatiseret eller noget, men jeg kunne bare godt tænke mig, at Øglen går igennem barndommen med en større tiltro til sig selv, end jeg gjorde.

Og vi ved det jo godt, det der med, at hun er mere eller mindre ligeglad med, hvad alle andre gør. Men det er rart at høre, at hendes børnehave-persona tilsyneladende er ganske lig den, vi ser herhjemme.

I øvrigt er hende Øglen vist også ved at få sig en "ny N" nede i børneren. Her i Forstaden hedder han så bare T, og vi hører utrolig meget om ham. Og efterhånden dukker der flere og flere navne op, når vi spørger, hvem/hvad hun har leget med, eller når vi ved puttetid taler om "Øglens Dag". Hun trives. Det er jeg sikker på. Og det gør Varanen også, men både HDD og jeg synes altså, at der er nogle ting, der ikke fungerer i vuggestuedelen. For nu at sige det diplomatisk. Nu har vi endda set det an i 1,5 måned, men det ser ikke ud til at blive bedre. Tværtimod. Så nu er der lige nogle snakke, der skal tages, og så må vi se, om det mon giver stof nok til et separat indlæg på et tidspunkt ...

Nå. Det var et sidespring. Og det er det også at fortælle, at jeg fik post i dag. Fordi jeg vandt lækker lækker give away hos Camsen for nylig. Virkelig lækkert ur, siger jeg bare. Det bliver fantastisk på væggen, når den engang er blevet spartlet. Og fået lovlig el. I omvendt rækkefølge.


Og nu. House of Cards. Er I ikke hoppet på den allerede, kan det kun gå for langsomt. Go. See. Now!

tirsdag den 16. august 2011

Puslespil på den nye måde

Øglen elsker puslespil. Og har gjort det lige siden, hun var ganske lille. Først dem med knopper, siden de 'rigtige' puslespil. Og, hvis fremskridtet fortsætter, ender hun måske med at sidde og bande over temaet "skovsø med 5000 brikker" engang.

Desværre er det ikke alle steder, det er lige praktisk at have et puslespil med. I bilen, fx. Og så er det jo heldigt, at vi Øglen har Padden. For ikke nok med, at den kan vise film og underholde, til man Øglen segner; den kan også klare et puslespil eller to.

Da vi Øglen fik Padden, gik vi straks på jagt efter apps, som var sjove og samtidig bare en my lærerige. Der er RÆTTI mange apps derude, og mange af dem er også ganske udmærkede - langt størstedelen er bare på engelsk, og hvor ambitiøs jeg end gerne vil være på Øglens vegne, synes jeg alligevel, at det er skudt lidt over målet at lære hende engelsk i en alder af 2,5. Jeg blev lidt irriteret over det ringe danske udvalg, men lod den ligge dér - hvad kan en Øglemor gøre afterall?! Men HDD nøjedes ikke med at blive irriteret - han blev inspireret. Og i og med, at han er lidt af et kode-hoved *host nørd host* satte han sig for, at han ville gøre noget ved det.



Siden er det blevet til mange timer foran (bagved?!) computeren med kryptiske tegn og programmer på skærmen. Og ved I hvad?! Nu er det, der bare var ideer og kryptiske tegn, blevet til en rigtig iPad-app. Sådan en, man kan købe i AppStore, hvis man har 6 kr., man ikke lige ved, hvad man skal bruge til. (Håhr, kan I huske dengang, 6 kr. var en formue, hvis man var på visit i slikbutikken?! Man kunne jo få herremeget slik; især hvis man holdt sig til 10 øres-tingene...) Navnet på den lille ny er (det gode danske) Lift-out puzzles. Og er, som navnet antyder, en elektronisk pendant til de analoge knop-puslespil...

Hvis der er nogen af jer derude, der har en iPad og en tumling, der godt kunne tænke sig at prøve det dersens puslespil, så smid lige en kommentar og/eller en mail - så kan det være, at jeg HDD giver en voucher og sparer jer for hele 6 kr. Så kan I jo se, om det er noget, eller om jeres tumling vender tommelen nedad. Og samtidig kan I høre min sprøde røst, for det er nemlig mig, der helt forkølet og lettere dorsk (som vi ville sige i Jylland) udtaler navnene på alle dyrene / tingene i spillet. Uuuh - dét var lokkemad, der var til at tage og føle på, hva'?! Øglemors stemme direkte hjem i stuen. Waouw...

- Posted using BlogPress from my iPad

lørdag den 1. januar 2011

Vudde og Båss

Det er gået giga-hurtigt med Øglens sprog de sidste par måneder. Det er som om, hun har milliondoblet (ahhhhr, ok så) hendes ordforråd, siden vi var på Bornholm, og jeg undres dagligt over, hvem det er, der har nappet min lille baby og efterladt en lille pige i stedet.
Ord som "kaffe", "juhuuuu" (ytret på puslebordet i morges, da jeg fortalte hende, at HDD var ude i køkkenet?!), "male", "trøje" m.fl. er blot få af de ord, der er kommet til bare i dag, og der dukker flere op for hver dag. I dag har vi fået introduceret et par ord fra Disney Pixar (på tide, at vi fik noget kommercielt merchandise på ord-listen), så hvad kan man ønske sig mere?! Et par sammenstykkede sætninger, måske?! Lige nu kører hun hårdt på med enkeltstående ord, telegrafist-style, men det kan jo være, at telegrafist-tjansen står overfor et comeback. Man kan aldrig vide...

En af Øglens julegaver var et Duplotog med et par Toy Story-figurer. (Ikke, at jeg erindrer, at der er et tog i en ørken med kaktusser i nogle af Toy Story-filmene, men lad nu det ligge). Det er hun riiiiimelig vild med. Kører af sted med togvognene, mens hun siger "fut fut fut" og slæber de der Woody, Buzz Lightyear og Jessie (!?), der fulgte med, rundt i hele lejligheden, når hun ikke lige putter dem under de elskede putteklude.

Den formastelige Vuddi, lige ved siden af sin æske (og sin kaktus). Båss er blevet væk igen i skrivende stund. 
Ved ikke, hvordan hun bærer sig ad med at smide så meget væk så tit, hende Øglen.

I dag var Woody og Buzz blevet væk (oh gru), og jeg var hele lejligheden igennem for at finde dem. Vi skulle nemlig på besøg hos Øglens (tr)Oldemor, og toget inkl. indhold garanterer Øglefred i en kop kaffes tid eller to. Spurgte Øglen (optimistisk), om hun mon vidste, hvor de var blevet af, hvortil hun gik hen til Duplo-kassen, pegede på Woody og Buzz og sagde "Havarti". (Det betyder så "der var de" herhjemme, bare lige så'n for the record). Det kunne hun selvfølgelig have ret i, men jeg manglede jo fi-gu-rer-ne, eggå, så jeg ledte videre, og før jeg så mig om, drønede Øglen rundt i hele hytten og råbte "Vuddeeee?" og "Båssss?" ind i skabe, skuffer og værelser. Det synes jeg egentlig var ret sødt, men det hjalp desværre ikke, så vi blev nødt til at tage af sted uden figurerne. Besøget gik heldigvis glimrende alligevel - måske fordi jeg havde et par figenstænger med til at bestikke damen med, og fordi Oldemor placerede en lille skål pebernødder på niveau med Øglens næse. Hapshapshaps, og så var der ro en stund. Hvis man altså betragter gumle- og knaselyde som ro.

I øvrigt er jeg stadig forkølet, men hovedet føles ikke længere, som om det er på størrelse med sækkestol (bare, hvis nu du sidder derude og er bekymret...). Så med brandhyggelig familie-nytårsaften i går, kransekage til morgenmad og fantastisk vejr hele dagen, så tegner 2011 egentlig meget godt. Tænker dog, at ejerne af de to - 2! - biler nede på gaden, der har fået smadret hhv. forrude og tag pga. faldende istapper, ikke er heeeelt så begejstrede for solskinnet og tø-vejret, som jeg er... 

Håber, I alle kom godt og sikkert ind i det nye år, og at tømmermændende ikke er alt for slemme. Her er de ikke-eksisterende *pudser lige glorien*, men derfor har grillkylling med fritter og remoulade jo aldrig gjort nogen noget, vel?!

fredag den 17. december 2010

Stolthed og fordom

Vi var jo til samtale i vuggeren i går. Sådan en, vi selv havde bedt om. Fordi Øglen efterhånden har gået i vuggeren et år (et ÅR?!?). Og trods alt tilbringer pænt meget af sin tid dernede. På det seneste er hun begyndt at ligge op remse alle pædagogernes navne op, når hun bliver lagt i seng om aftenen, ligesom hun bliver mere end almindelig lykkelig, når vi fatter, hvad det er for en sang, hun gerne vil have os til at synge (indtil videre er det kun lykkedes os at identificere "Hjulene på bussen", fordi hun sidder og hjuler rundt med armene og siger "rong-rong-rong").

 Fascineret af tv'et

Så vi tænkte, at det måske kunne være lidt fedt at vide, hvad de synger nede i vuggeren. Hvad de laver sådan mere overordnet. Og hvordan hun egentlig sådan går og har det, i de der 7-8 timer hun er dernede om dagen. For alt andet lige er det temmelig begrænset, hvor meget vi når at få at vide, når vi henter og bringer.

Er ikke sikker på, at de er helt vilde med sådan nogle samtaler i vuggeren. I hvert fald har de et temmelig lille tidsrum, man kan komme i (forudsat, at man har booket tid i forvejen) - nemlig torsdag ml. 12.30 og 13.30. Rimelig svært lige at finde tid til at nappe en halv dag fra arbejde (begge to), men det gik (måske også fordi vi bookede mødet for 5-6 uger siden).

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. En form for eksamen, måske. Hvor jeg ville føle mig vendt og vurderet som forælder. Hvor jeg skulle sidde og have (endnu mere) dårlig samvittighed over, at HDD og jeg er sådan nogen, der har valgt at arbejde fuldtid og dermed parkere vores stakkels, forhutlede barn i en ond institution. Men sådan var det bare slet ikke. (Igen; det ville også være tarveligt at holde samtalen i Eventyrrummet, hvis de bare skulle sidde og være onde og sure).

For det første tror jeg, at de troede, at vi var kommet for at brokke os over et eller andet. Så de så helt perplekse (og en anelse lettede?) ud over, at vi 'bare' var kommet for at høre, hvordan (de synes), Øglen har det. Så de fortalte os om, hvordan dagen forløber. Om hvordan Øglen gebærder sig i forhold til mad, putning, de andre børn, leg, sang, musik, historiefortælling og leg udenfor. Hvordan hun agerer politimand over for dem, der bryder rytmen (Steiner-esque vugger, fyldt med rytme og rutine), hvordan hun 'påtaler' det for pædagogerne, hvis de synger en sang med færre/andre rekvisitter end sædvanligt. Hvordan hun elsker genkendeligheden i vuggestuens mønster.

De fortalte om en lille pige, der er meget selvstændig og ikke angler efter de voksnes opmærksomhed hele tiden. Men som i den grad siger fra, hvis tingene ikke bliver gjort, som hun gerne vil. Som har temperament, men som ikke er hysterisk. De fortalte også om en lille pige, der taler enormt meget, er enormt opmærksom på sine omgivelser, og som hader at gå glip af noget (og derfor heller ikke er så vild med at blive puttet derovre). Om en lille pige, der er helt fremme i bussen med store, strålende øjne, når der bliver fortalt eventyr. Og endelig om en lille pige, der er forud for sin tid i forhold til at mærke sine behov (vil ud og lege, vil være i fred, vil have opmærksomhed, etc.) De kunne generelt fortælle en masse ting og ikke så mange dårlige, så moderdyret kunne ikke sige sig fri fra at blive lidt stolt.

Rockstar-attitude

Hov. Og så kunne de selvfølgelig også berette om en lille pige, der er riiiiimelig vild med mad. Som næsten ikke kan sidde stille, når der bliver serveret. Heller ikke selv om overpædagogen noget optimistisk har fortalt hende om Herman Hesse og hans tese om, at hvis man vil blive til noget her i livet, så må man være tålmodig, faste og bede... Nice try. Øglen kommer sandsynligvis aldrig til at mestre nogen af delene...

Som sagt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af samtalen. Men jeg gik derfra rigtig rigtig glad. Fordi det, pædagogerne fortalte, stemmer så fint overens med, hvordan Øglen også er derhjemme. Fordi de fortalte om hende med smil og varme i stemmerne. Fordi det bare virker som den helt rigtige vugger for Øglen. Og alle mine idéer - fordomme, om man vil - om, hvordan det måske ville forløbe, blev gjort til skamme. Det er der jo også en læring i, kan man sige. I bund og grund er det vel også lige meget, om jeg trives i vuggeren? Så længe Øglen gør...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...