Viser indlæg med etiketten produktomtale. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten produktomtale. Vis alle indlæg

torsdag den 20. april 2017

Noget om overgange

Advarsel: Sponsoreret indhold forude

Jeg skylder jer et mere udførligt indlæg om brylluppet i begyndelsen af måneden, og selv om man godt ud fra titlen på indlægget her kunne foranlediges til at tro, at dette var sådan et - overgang fra kærester til ægtefolk og alt det der - så er det altså ikke tilfældet.

I stedet for skal vi tale lidt om overgangen fra vinter til forår. Og den påklædning det kræver. Spændende, n'est-pas? Jeg siger formentlig det samme hvert år, når vinteren burde have sluppet taget i os og rykket en balde til fordel for foråret, men hold. nu. kæft, altså, vinter! FLYT dig nu!

Vi havde f a n t a s t i s k vejr til vores bryllup! Vi taler bare arme og bare tæer i skoene-kind of vejr. Solskin over hele linjen, usuperviserede børn uden sko udenfor og bryllupsgæster, der var lige meget ude og inde. (Se lige hvor snedigt jeg alligevel fik sneget lidt om brylluppet med). Men nu?! Nattefrost, SNE sgu', og vind så kold som en kummefryser.

Vi vågnede i Sverige til minus 7 graders frost og sne i søndags (skylder også et indlæg om påskeferien), og selv om solen fik så tilpas meget magt i løbet af dagen, at vi kunne nå et smut på stranden, da vi kom hjem til DK, var der stadig godt bid i vinden med blåfrosne fingre (og tæer, i ungernes tilfælde. Nogen smed nemlig både sokker og sko) til følge. Deres vinterjakker var for varme, når de tonsede rundt og spillede frisbee, så de røg af, og så kom de på igen, når der blev leget med sand. Af. På. Af. På. På. Påååå! Tagdennupå!

Pga. det mildest talt ustadige vejr forestiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal iklæde afkommet af overtøj - eller mig selv, for den sags skyld. For mens vanter, uldent halstørklæde og vinterjakke virker fuldt ud fornuftigt om morgenen, er tyndere jakker meget mere på sin plads om eftermiddagen.

Enter termotøj! Punkt 1 i det store, usynlige fælles-manifest: "Du skal iklæde dit barn quiltet termotøj, hver gang temperaturen er en del højere end frost og en del lavere end sommer". Vi har gennem årene haft en pæn portion termotøj fra varierende mærker på trods af småkolde børn ("Du skal lige have en tyk trøje indenunder også. Eller to!") og hyppigt opståede huller på knæ og albuer med frit udsyn til temmeligt ikke-isolerende pladevat. Alligevel er det troligt blevet indkøbt år efter år (det gør man jo?), men efter otte år i mor-branchen er det nu slut.

Det er på tide at søge nye termomarker, og så er det jo så heldigt, at vi (og med "vi", mener jeg børnene) er blevet tilbudt at teste overgangsjakker og -sko. Derfor består dette års overgangstøj af overtræksbukser fra sidste år (som ingen børn gider have på, så jeg tænker, det ene par, vi har, er rigeligt), fine jakker og - som noget nyt på matriklen - overgangssko. Alt sammen fra Reima.

Ældsten i sin Barley-jakke

Yngsten i sin Fleet-jakke med aflynelige ærmer

Yngstens Wetter Wash-sko, som kan komme i vaskemaskinen. 
Ældstens er helt magen til, bare i en anden farve.  

Tøjet ankom med posten forleden (oven i købet bragt af et postbud, der ønskede mig en velsignet dag. Det er ikke ofte, nogen ønsker mig det. I hvert fald ikke højt) og blev pakket ud under skarp bevågenhed fra ungerne. De havde selv været med til at vælge model og farve på både sko og jakker, og de syntes heldigvis, at produkterne var lige så fine live, som de var på computeren. Yngstebarnet mente faktisk, at det hele var så fint, at han forlangte at få skoene på med det samme, selv om vi havde det ene ben ude af døren på vej til Leg og bevægelse, og alle på holdet skulle selvfølgelig se nyanskaffelsen. Det viste sig, at skoene var meget hurtigere, end hans eksisterende sko, så dér var vi heldige ... :-) Og så er de nemme at tage på - et stort plus i min bog, når man han en 5-årig, der ellers godt kan synes, at det kan være liiiiidt hårdt selv at komme i (fod)tøjet.

Jakkerne virker til at holde begge unger godt varme, på trods af den kolde vind, så det satser vi på fortsætter. Helt indtil denne overgang til foråret er gennemført gnidningsfrit, og det igen bliver tid til bare arme.

Produkterne er modtaget til test, men alle ord og meninger - og billeder - er som altid mine egne.

torsdag den 23. juni 2016

Noget om badetøj

[ANNONCE]

Lige om lidt går reptilfamilien på sommerferie. Arrividerci skole, børnehave, kontor og hjemmekontor - og hej tre uger med (forhåbentlig) sol og varme i hhv. Pastaland og Sverige. (Til eventuelle tyvetyper, så har vi årvågne naboer, der er hjemme og holder øje med matriklen, så vig bare bort med det samme!)

Jeg har store planer om, at sommerferien bliver både varm og rar, så det er begrænset, hvor meget jeg gider pakke i kufferten. Et par lette outfits, nogle gode sko (sandaler. Jeg købte vandresandaler for første gang, siden jeg troede, jeg var friluftsagtig tilbage i år 2000, for et par uger siden. Og selv om de i sandhed ikke er for kønne, så må jeg sande, at de bare er bedre at have på end mine elskede Reef-flipflops (som jeg naturligvis også skal have med). Særligt, hvis der skal vandres bare lidt længere end til poolen) og så selvfølgelig badetøj.

Hrm. Ja. Badetøj.

Jeg har aldrig være bikinitypen - og lad mig stoppe jer, før nogen råwer mig ind i hovedet, at ALLE har en bikinikrop, og at det baaaare handler om at tage en bikini på, så har man en af slagsen. We know. Det er nemlig ikke det, det handler om. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan andre synes, jeg tager mig ud i en bikini - det handler om, hvordan jeg selv har det i en. Det blødeste punkt på mig er min mave, og det har det sådan set altid været - og to børn har på ingen måde gjort den mindre blød (her stopper jeg så også jer, der vil til at råwe, at der intet er forgjort i, at kroppen ser anderledes ud efter graviditet(er) og fødsel, og at det bare vidner om kærlighed und so weiter. Det ved vi også godt). Det er helt ok, men jeg har bare ikke synderligt meget lyst til at flashe maven i overdreven grad og har det altså bedre i badedragt.

Og så er det jo dejligt, at der efterhånden er vældig mange fine badedragter i handlen (omend mange af dem er frygtelig dyre. What's up with that! Og med, at mange af dem ikke kan tåle klor, for den sags skyld?!). Jeg forsøgte mig i sidste måned med at købe en virkelig fin badedragt hos min bedste ven Ali, men selv om den var så fin så fin, lod pasformen en del tilbage at ønske, så dragten er nu røget videre til min nabo, som passer den på en prik. Og det er jo dejligt for hende, men efterlader ikke mig med ret meget svømmekluns til ferien. Så for et par uger siden dristede jeg mig ind i en af de lokale lingeributikker, der har rigtig mange fine badedragter - og for en gangs skyld en ekspedient, der virkede som om, man ikke generede hende dødeligt ved at betræde matriklen. Faktisk var hun overmåde hjælpsom og langede badedragter i favnen på mig i en lind strøm - alle i str. 42. En størrelse hun åbenbart var nået frem til ved at kigge kritisk op og ned ad min bløde krop. Nu er det jo ikke fordi, der er noget i vejen med at være str. 42. Overhovedet. Men eftersom jeg er en str. 38-40 til daglig, er det altså lidt af en bet at få smidt en str. 42 i hovedet på øjemål.

Nå. Skæbnen ville, at ingen af badedragterne sad specielt godt (heller ikke den i str. 40, jeg havde nappet, mens ekspedienten kiggede væk), og da den billigste i øvrigt kostede tæt på 900 kr., listede jeg lige så stille af igen. Og begyndte at lede på nettet. Hos Ellos fandt jeg det, jeg søgte (og nej, det er ikke Ellos, der giver spons - de har bare fine badedragter), og i sidste uge fik jeg så det valgte eksemplar hjem. I str. 40, Dame i Lingeributik!. Og ved I hvad? Den sidder bare SÅ pænt! Lidt til den store side (men så er der plads til is), og kvaliteten virker rigtig god. Så den glæder jeg mig til at drøne rundt i i Italien. Og den tåler vist oven i købet klor, så jeg også kan driste mig i poolen. Glæden vil ingen ende tage!

 UV-tøj til børn
Reima-rovet. Find det her

Ungerne er heldigvis for længst færdigudstyret med badetøj. Jeg var så heldig at få tilbudt at teste UV-tøj fra Reima (det er her, det sponsorerede indhold befinder sig, hvis nogen skulle være i tvivl), og begge unger er nu udstyret fra top til tå i UV-T-shirts, -shorts og lette jakker. Og et par strandsandaler også, skam. De bliver så fine, og begge er lykkelige for deres nye tøj. Selv om begge unger efterhånden er nogle store klepperter og ikke længere har nær så sart hud, som da de var helt små. tænker jeg, at det er meget rart at have muligheden for at tage UV-badetøj på under sydens sols skrappe stråler. Så kan den almindelige badedragt og de små børne-speedos komme på om aftenen, hvor jeg har store planer om, at vi også skal bade.

Jeg glæder mig til at se, om UV-badetøjet fungerer lige så godt i praksis, som det gør i teorien, men jeg kunne ikke forestille mig andet. Hvis udstyret minder bare det mindste om Reimas vintergear, er ungerne in for a treat. Hm ... Måske man skulle tjekke, om man kan få det der UV-halløj i voksenstørrelse også ...

***

Dagens guldkorn fra Varanen:
Varanen og jeg sidder og leger lidt med Lego fra morgenstunden - Varanen er stadig kun iført undertøj, og jeg kan slet ikke holde snitterne fra ham, fordi han er så marcipanblød:

Mig: Uhm, Varan - du er simpelthen noget af det blødeste i hele verden!

Varanen *let bebrejdende*: OG kreative, mor!

Ja. Selvfølgelig. Kreativ er han også. Ham min lille store dreng, der netop havde lavet en "pølsebrænderfakkel" af Lego, som han brugte til at svitse min Lego-pølsemand med. Og spisebordet. Og mig. Og hans egne arme ...

lørdag den 21. maj 2016

Noget om tøj

[ANNONCE]

Jeg er sådan ... moderat, lad os kalde det dét ... interesseret i tøj. Jeg sætter naturligvis pris på at være bare nogenlunde velklædt, og jeg elsker at få og købe nyt tøj, men om blusen er fra sidste nye kollektion eller kollektionen før (eller før. Eller endnu før) rager mig en papand (som man siger i Jylland). Så længe, jeg synes, tøjet er pænt, det sidder pænt, og jeg har råd til det, er jeg fresh.

Men. For selvfølgelig er der et men. Min lemfældige tilgang til tøj havde efterladt mig med et skab med sådan cirka nul sammenhæng. Det var måske nok proppet med tøj, men jeg kunne aldrig finde ud af, hvad jeg skulle tage på - eller jeg syntes i hvert fald ikke, der var noget, jeg gad at tage på. Og hvis der var, passede det ikke sammen. Jeg syntes kort og godt altid, jeg manglede noget tøj at tage på - jeg kunne bare ikke lige helt finde ud af, hvad det var, jeg manglede. Det er så nu, I gerne må bemærke datiden. Forrrr - i dag er historien en helt anden.

"Hvad har du gjort, hvad har du gjort?", råber I derude bag skærmene (jo, I gør). Og ser I - jeg har ikke gjort så meget. Ud over at luge kraftigt ud i mit tøj, altså. Med hjælp fra Thea fra Nordrobe.dk (og nej, det er ikke her, annonce-indholdet gemmer sig). Thea er ved at skrive speciale om, hvad det at leve med mindre tøj har af betydning (agtigt. Thea er meget bedre til at forklare det selv), og i den forbindelse søgte hun medvirkende. Jeg meldte mig ganske frivilligt, og så gik eksperimentet ellers i gang. Først sorterede jeg ud i mit tøj, så jeg kun havde 40 stykker tøj (inkl. sko, træningstøj, nattøj, badetøj og overtøj, men ekskl. basistoppe, undertøj og strømper) tilbage. Resten af tøjet blev enten pakket væk eller (det jeg vidste, jeg ikke ville komme til at bruge igen) givet til genbrug. Derefter var det så om at leve med de 40 stykker tøj i 40 dage. Med mulighed for at bytte tre stykker tøj halvvejs. Fordi eksperimentet forløb lige på kanten til foråret, fik jeg brug for at bytte min vinterjakke ud halvvejs, og der var også andre stykker tøj, jeg fandt ud af, jeg slet ikke brugte. Så jeg fik brug for udbytnings-kortet. Derudover snød jeg en enkelt dag, fordi jeg skulle ud og sejle i kajak hele dagen, og jeg ikke syntes, at hverken min vinterjakke eller mine stilletter egnede sig specielt godt til dén slags, men ellers holdt jeg mig i skindet (her må I gerne give mig et skulderklap).

Reptiler i fine nye jakker. 
Det bliver næppe Mere stereotypt, hvad angår farver, men igen; Når bare børnene er glade, er moren det også.

Nu er vi godt på den anden side af de 40 dage, og jeg har genfundet mit nedpakkede tøj. Noget af det forblev nedpakket (sæsontøj, you know), noget (mere) blev givet væk, og en smule blev pakket væk af nostalgiske årsager ("det var den kjole, jeg købte, da ..." og andre underlige grunde, man har for at berettige, at man holder krampagtigt fast i et stykke stof), og selv om vi er et stykke over 40 ting i min garderobe nu, så er vi på ingen måde der, hvor vi var før eksperimentet. Jeg har et meget mere kritisk blik på, hvad der får lov at komme ind i garderoben nu, og jeg har fået et overblik - dels over, hvilket tøj, jeg har at gøre godt med, dels hvad jeg mangler. Det blev f.eks. himmelråbende klart, at jeg manglede et par sorte bukser, der ikke var jeans, en blazer og et par dagligdags-T-shirts (at jeg så gik over board og købte TO blazere og en underlig skjorte med et bindebånd i halsen a la Bamses Billedbog, der klæder mig rimelig dårligt er en anden sag. Old habits die hard - og til mit forsvar så skjorten virkelig fin ud på den gazellelignende model online).

Så alt i alt: Less is definitely more, når det kommer til tøj. For mig, i hvert fald. Ungerne - not so much. Primært fordi jeg ikke lige har nået at lave en garderobeøvelse hos dem endnu. De slipper for "40 i 40", men noget må der ske på deres værelse. Garderobepladsen er sparsom, og selv om det naturligvis er godt at have en masse forskelligt tøj at skifte med (de bliver jo beskidte, sådan nogle krapyl), er jeg ret sikker på, at vi ville klare os ganske fortrinligt, selv hvis halvdelen af Varanens T-shirts forsvandt op i den blå luft. Bare for at give et eksempel. Øglen vokser i en helt vanvittig grad i øjeblikket, så mere eller mindre alt det tøj, hun brugte i DNP, stumper over det hele. Så der bliver tyndet ud løbende, når hun igen kommer vadende i en buksedragt, der engang nåede til anklerne, eller en cardigan, jeg VED, var langærmet, da vi købte den for to minutter siden. Men selv om begge unger har masser af tøj, har de naturligvis også yndlingstøj. Og praktisk tøj. Som bliver slidt, fordi det bare er det, der bliver brugt mest. Så der bliver naturligvis suppleret op, når det er nødvendigt.

Og nødvendighed var lige præcis, hvad der opstod, da jeg så tilstanden af reptilernes overgangsjakker, da tundra-kulden slap taget i det ganske land. Mein Gott, de var sløje at se på. Men eftersom finanserne ikke vælter ud under gulvbrædderne herhjemme, tænkte jeg, at de nok gik en sæson mere. Det kunne de nok også have gjort, men da Reima var så søde at tilbyde os (eller; reptilerne, for at være mere præcis) at teste overgangsjakker og -bukser, slog jeg til, hurtigere end nogen kan nå at sige 'overgangsjakke'. (Det er så her, annonceindholdet kommer. Bare, hvis I skulle være i tvivl).

Vi endte på Hot Potato-jakker til begge unger i hhv. meget lyserød og meget blå. Men ungerne fik selv lov at vælge, og selv om jeg nok personligt var gået efter noget mere afdæmpet, har de den fordel, at ungerne i dén grad er til at få øje på. Og så er de lykkelige. Ungerne. På en måde som en douce sandfarvet aldrig ville have haft held til. Jakkerne (og de par bukser, der var med til Øglens jakke) er lette, og så er de vind- og vandtætte. Ungerne har masser af bevægefrihed i dem, og de klager ikke over at blive for varme, selv når de tonser derudaf, så jeg tænker, at åndbarheden er a-okay. Vi er altså fans herhjemme. Hvilket i øvrigt ikke overrasker mig, eftersom begge unger stort set altid har haft flyverdragter fra samme mærke.

Søde søskende <3

Så mens jeg rydder op og ud i min garderobe, får ungerne nyt. Og beholder de gamle, sløje overgangsjakker til ødegården eller til en dag, hvor de får lyst til at rulle sig i mudder. (Håber bare, de er søde at annoncere det først, så jeg ved, jeg har jakkerne med. Måske de bare skal indlogeres permanent i kassecyklen). Det gør kun indholdet af deres garderobe større, men heldigvis fylder tøjet heller ikke så meget i hhv. str. 116 og 128 ...

tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

onsdag den 24. juni 2015

Den vigtige søvn

For et par måneder siden blev jeg tilbudt at teste Futura Baldrian fra ... ja, Futura. Det er et naturligt kosttilskud, der skulle gøre det lettere at falde i søvn og sove roligt natten igennem. For et par måneder siden virkede det meget besnærende at få lidt hjælp til at falde i søvn, og jeg havde hemmeligt forhåbninger til, at der hoppede en au pair eller en Mary Poppins-agtig type op af et af pilleglassene, så vedkommende kunne være den, der stod for at lulle søvndrukne - men dog vågne - børn tilbage i søvn midt om natten. Det gjorde der sjovt nok ikke, men til gengæld er glassene fyldt med ren naturlighed - baldrian omtales af og til som 'naturens eget godnatkys' (hvilket egentlig lyder lidt ildevarslende, men jeg tænker, det er godt nok ment), fordi urten har så højt et indhold af valerensyre, der virker søvndyssende. Altså ingen hokuspokus, og det kan vi jo godt lide!

Nå, men det var dengang. Siden da - og faktisk i lang tid - er det gået rigtig godt med det der søvn. Jovist, Varanen vågner hver nat og kommer ind i dobbeltsengen, men han falder forholdsvist nemt i søvn om aftenen, og når han vågner om natten, er der ingen problemer med at få ham til at sove videre. Og dermed har jeg heller ingen problemer med at sove.



Altså har jeg faktisk aldrig fået testet tabletterne. Pinligt nok. Men jeg har hørt fra flere, at de virker, og de enkelte aftener jeg har svært ved at sove, vil jeg til at tage et par tabletter. Som det er lige nu, tager jeg imidlertid så mange kosttilskud (herunder magnesium, der også virker afslappende), at jeg ikke vil fylde på med flere.

Men hvem ved - det kunne jo være, at tabletterne hjalp på lysten til at gå i seng. Det har jeg nemlig store problemer med. Muligvis fordi jeg ser så mange serier. Læser bøger. Og en masse andet, der åbenbart tager så meget af min tid, at klokken altid bliver omkring midnat, før jeg tørner ind. Det er da et forsøg værd. Og så må jeg prøve at lokke HDD til at tage tabletterne på mere jævnlig basis. Han ligger nemlig ofte og vender og drejer sig, før han falder i søvn, så han kunne i dén grad have brug for det.

Hvis du har lyst til at få en gratis prøve på Futura Baldrian, kan du få det lige her. Selv tak - og sov godt!

Produktet er modtaget til test, men ord og holdninger er mine helt egne. Som altid.

mandag den 15. juni 2015

Trés hyggelig weekend

Er der nogen, der giver en weekend? Kunne godt bruge en mere oven på den, der lige er gået. Den var så low key, at jeg er kommet helt ned i gear, og det er altså slet ikke så dårligt.

Sommerfesten i børnehaven gik så fint så fint. Ungerne var stolte af piratkagen, og jeg var stolt af, at jeg ikke spiste nogle af de ca. 25 andre kage-bidrag, der også deltog i festen. Holder stadig fast i mit kost- og træningsprogram og var kun moderat træt af ikke at kunne bælle en sodavand til sommerfesten, der var velsignet med skønt vejr og godt humør. Vi vandt oven i købet både en sportstaske og en flaske vin i sommerfestens lotteri - ret heldigt, ikke mindst for husfredens skyld. Konceptet lotteri var nemlig fremmed for Øglen, og hun syntes, det var noget så uretfærdigt, at vi ikke vandt noget. Men det gjorde vi jo så. Heldigvis. Dagen efter spurgte hun, hvorfor vi ikke bare kunne have købt nogle flere af de lodder, der rent faktisk var gevinst på, i stedet for at købe en masse nitter. Og så måtte jeg jo i gang med at forklare. Ved faktisk ikke helt, om det lykkedes ...

Lørdag havde Farmor spurgt, om hun måtte låne ungerne. Hun var alene hjemme og syntes, det var så længe siden, hun havde haft fingrene i ungerne, så hun ville gerne have dem på overnatning. Øglen var på med det samme, mens Varanen lige skulle overbevises om, at det var en god idé. Men da det gik op for ham, at det kunne være, det involverede slik, kunne det ikke blive lørdag hurtigt nok.

Sædvanligvis, når ungerne skal overnatte et andet sted end derhjemme, er det fordi, HDD og jeg skal et eller andet - løbe marathon (hahahah), til fest eller ordne et eller andet, der involverer en hulens masse besøg hos et byggemarked - men lørdag skulle vi ingenting. Så det var ret underligt at skulle være uden børn. Vi fik dog tiden til at gå, bl.a. ved at besøge ovennævnte MASH, og så i øvrigt ved at være hos Farmor et par timer i løbet af dagen. Og da Øglen spurgte for syvende gang, om vi egentlig ikke snart smuttede, tog vi af sted.

Vandhund i Furesøen

Gåtur i det grønne. Sammen med Farmor og 80 trilliarder myg
 
MmmmmASH

Søndag morgen hentede vi så poderne igen. Øglen skulle til fødselsdag, så hun blev droppet af på vejen hjem, og da vi kørte videre hjemad, udbrød Varanen "SÅ! Nu skal vi lave noget trés hyggeligt!" (Eller - det var i hvert fald sådan det lød). Adspurgt om, hvad "trés hyggeligt" bestod af, forklarede han: "I går var det fire-hyggeligt. Farmor, Øglen, E (hunden, red.) og mig. Nu er det tre-hyggeligt. Vi skal tre-hygge!" Og det kan man jo ikke sidde overhørigt (heller ikke selv om barnet ikke er så frankofil som først antaget). Varanen dikterede, at vi skulle ned til havnen, og så tilbragte vi ellers et par timer i det forholdsvis solrige vejr med hhv. is, slush og danskvand. Gæt selv, hvad jeg fik ...

Varanen på havnen på PinePeak-løbecykel fra Jollyroom, venligst udlånt til test. 
Han ELSKER den cykel, og både den trofaste Puky-løbecykel og den seje orange med pedaler er blevet sendt i skammekrogen, efter han har fået nye wheels

Dryp, dryp, dryp ...

Da vi havde hentet Øglen, var alle flade ("Jeg er lidt mast, mor!"- Varanen), og eftermiddagen blev brugt på at slappe heeeelt af. Spille spil, tegne, læse bog for ungerne på terrassen, spille iPad (de skrappe restriktioner var blevet lempet i søndagens anledning), ordne vasketøj (snork), dryppe stearin og putte sig i dyner indendøre. Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en søndag på. Jeg gik ud som et lys allerede 22.30 (temmelig tidligt for mig), og så sov jeg ellers så godt, som det nu kan lade sig gøre, når der kommer et barn ind midt på natten og klager over myggestik (jeg har selv fået en pæn portion af dem - fårg, de klør!), og et andet barn ud på morgenen og forlanger at ligge i midten.

Nu er jeg helt i hopla til at tage livtag med endnu en uge. Solen skinner, og det er jo altid dejligt, selv om det er jävlakoldt udenfor. Sidder med sweater på. Helt ærligt, sommer - kom nu!

lørdag den 8. november 2014

Give away med særdeles gode vindermuligheder

... vinderne er fundet og har fået besked via e-mail ...

Mens jeg venter på, at tankemylderet finder ro, og jeg når til en eller anden form for klarhed over, hvad der skal ske med bloggen fremadrettet, kan vi lige snakke lidt om fisk. Til de små.

Bornholms (og nej, det er ikke en slåfejl. S'et skal være der) har begået nogle relativt nye tiltag på markedet for fiskepålæg med navnet Fiskehapser, så det appellerer til børnene - lige som udseendet på produktet også gør det. Det er næppe tilfældigt - fisk er som bekendt sundt, men det er ikke lige os alle, der er så nede med kostpyramiden, at vi får det smækket på middagsbordet ugentligt. Og så er gode råd jo dyre.

Heldigvis elsker begge mine unger fisk - særligt makrel i tomat og torskevogn (heller ikke en slåfejl. Det er Varanen, der bytter r'et ud med et v, og det lyder for kært til at rette) - så en del af deres fiskeindtag bliver dækket derigennem. Imidlertid er det aldrig skidt med variation, så da jeg blev tilbudt at prøvesmage Fiskehapserne (eller - ungerne blev tilbudt at smage. Jeg agerede bare ... ehm .. mundskænk ...), slog jeg de til.

Hapshaps - Fiskehaps

Yngste skud på stammen er helt solgt på begge varianter. Han er generelt temmelig glad for mad, så hans dom kom ikke som den helt store overraskelse for mig. Ældstebarnet er til gengæld blevet lidt mere tilbageholdende, når det gælder ny mad, men hun smagte alligevel. Og kan godt lide varianten med torsk og gulerod. Den med laks var hun ikke så vild med, men hun bryder sig ikke om laks generelt, så det er ikke så mærkeligt. Personligt er jeg også mest til torsk/gulerods-varianten, men jeg må nok tilstå, at jeg helst vil have min fisk som ... fisk. Og altså ikke smørbar. Men til de små kan jeg klart anbefale dem - fx på et stykke ristet rugbrød med grøntsagsstænger til.

Hvis I nu tænker, at I herregerne vil smage Fiskehapserne (eller, at jeres børn gerne vil), har I nu chancen. Jeg udlodder nemlig hele 10 pakker Fiskehapser til - surprise! - hele 10 heldige vindere. En Fiskehaps-pakke indeholder en madkasse og i alt 6 net med hapserne - 3 net med laks og 3 net med torsk/gulerod. Hvert net indeholder 6 hapsere, så der er altså 36 gange fiskepålæg i hver pakke. Og så er det vist også slut med færdighedsregningen for denne gang.

Det eneste, I skal gøre for at være med i lodtrækningen af en masse fiskepålæg, er at lægge en kommentar til dette indlæg. Sammen med jeres e-mail-adresse, hvis du ikke har en blog - så er det 100 gange nemmere at kontakte de heldige vindere. Hvis du har en blog, er du hjertens velkommen til at dele konkurrencen på den, men det er ikke noget must. Du må også meget gerne følge bloggen via Bloglovin' (uanset om du har en blog eller ej), men du må også godt lade være - det styrer du selv.

Jeg trækker de heldige vindere mandag 17/11, og vinderne får besked via mail. Hvis jeg kan finde jer, altså. Så igen - hvis du ikke har en blog, så skriv lige din mailadresse i kommentaren også.

søndag den 19. oktober 2014

Ost ost ost ost ost ost ost

Som barn var jeg (også) ret optaget af mad, så da jeg som ca. 8-årig hørte Sebastians Ostesang* på min folkeskole i forbindelse med et eller andet skuespil, så var jeg solgt. På sangen. Ikke så meget på osten - det kom senere - men sangen har siddet godt fast lige siden. Ikke mindst omkvædet, der primært handler om at synge "ost" utrolig mange gange hurtigt efter hinanden. Måske derfor reptilerne er så vilde med den?!

Øglen bryder sig ikke om ost, men Varanen og jeg elsker det (jeg spiser stort set alle oste, undtagen de skimlede. Så voksen er jeg åbenbart ikke blevet endnu), og HDD spiser det også gladeligt. Så da der for nogen tid siden dumpede en køletaske fuld af lækre oste fra Taverna ind hos os, blev den taget imod med kyshånd.

Ostefest!

Der var virkelig meget salatost, grillost og græsk yoghurt i tasken, og selv om jeg anser mig selv for at være en ganske habil ostespiser, er jeg blevet nødt til at give noget af osten væk til hhv. svigerfamilie og naboer. Resten er blevet brugt til bl.a. pizza og lasagne (fungerer ganske udmærket, faktisk), lækre salater og fyldte, bagte tomater. Ikke dårligt overhovedet.

Grillosten er mild og blød i konsistensen, og mens den neutrale udgave ikke smager af så meget, er der lidt mere spark i chilivarianten, som gør sig godt alene eller i en salat. Den græske yoghurt var lækker både til morgenmad med müsli (og honning, mmmm) og aftensmad som dressing med eller uden krydderurter.

Produkterne i indlægget er sponsorerede, men meninger og ord og holdninger und so weiter er helt og holdent mine.

*Omkvæd til ostesang:
Roquefort og emmentaler,
gorgonzola, jeg betaler
hvad som helst for feta!
Brie eller camembert,
hvad der lugter endnu værre,
gammel ost fra Kreta.
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
ost, ost, ost, ost, ost
jeg må ha' o-hooost!


mandag den 6. oktober 2014

Test og giveaway - helt to ting på én gang!

For snart længe siden blev jeg kontaktet af Onlinefotoservice.dk for at høre, om jeg ikke ville teste deres fotokalender. Jow-jow, mailede jeg tilbage - og glemte så alt om det. Det blev jo sommer og ferie, og der var jo også lige en masse arbejde, jeg skulle have lavet, og bloggen var inde i en tørkeperiode og sådan - men en dag kom jeg i tanker om den der test, så jeg skyndte mig at maile og undskylde og høre, om tilbuddet stadig stod ved magt. Det gjorde det.

Og så glemte jeg alt om det. Igen. Flot!

Men nu! Ikke blot står tilbuddet stadig ved magt - der er også blevet smidt en ekstra test oven i hatten (hvilket har en hel del at gøre med, at jeg skrev og plagede efter at have set en anmeldelse ovre hos Liv). Hvor det hele begyndte med en test (og en giveaway) af en fotokalender, har jeg nu også fået lov til at teste (og udlodde) et iPad-cover. Ret rart, eftersom vi netop har haft en iPad-rokade hjemme hos os, og nogen (host Øglen host) ikke er helt nede med sit lyseblå cover. Hun vil gerne have et med dyr på, siger hun. Eller - even better - et lyserødt! Jeg havde så godt nok ikke lige hverken et billede af et dyr eller noget lyserødt på min kamerarulle, så det endte med at blive et ret cute (hvis jeg da selv skal sige det) billede af Øglen og Varanen siddende sammen i stedet. Og det blev godkendt af Øglen med det samme.

Bestilling og levering foregik hurtigt og smertefrit. Endda mere smertefrit end tidligere, hvor jeg har gjort brug af Onlinefotoservice, og hvor der var tidspunkter, hvor jeg følte mig svært fristet til at hamre hovedet hårdt ned i tastaturet og råbe r*v! Men dengang handlede det om fotobøger, og det har formentlig også haft noget at sige, at jeg først havde brugt oceaner af tid på at udvælge billeder for derefter at møde utidig software. Hvilket ikke var nogen heldig kombination.

Men nå. Fotokalenderen var supernem at lave. Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft flere layoutmuligheder - billederne er lige små nok for min smag (lige bortset fra det på forsiden) - men der skal jo også være plads til kalenderdelen. Og selve processen fungerede fint.

Fin, fin kalender i god, tyk kvalitet

Hvad angik iPad-coveret, så bestilte jeg det via Onlinefotoservice's app (som nemt hentes via Google Play eller App Store alt efter styresystemet på din smartphone), og dét gik hurtigt! Jeg kunne ikke finde ud af at redigere/skalere billedet i appen, men det var ok beskåret i forvejen, så det gjorde ikke det store.

Dét her billede er så ikke så godt beskåret, men fokusér på coveret i stedet. Det er lidt tungt, men det virker godt beskyttende. Jeg kunne ikke finde et cover til en iPad Mini, men da vi også har en 2'er, bestilte jeg et cover til den i stedet.

Der gik et par dage fra bestilling til levering, og produkterne er begge i fin kvalitet og lever helt op til forventningerne. Ungerne synes, det er sjovt at se sig selv på kalenderen, og jeg har et naivt håb om, at vi bliver sådan nogle, der ret faktisk kan finde ud af at bruge en familiekalender - guderne må vide, at vi kunne bruge den struktur i hverdagen, det kunne give (siger moderen, for hvem det kommer bag på HVER mandag, at Øglen skal til gymnastik).

Ooooog ... *trommehvirvel* ... Hvis der nu er nogle af jer derude, der kunne bruge enten en familiekalender eller et personligt iPad-cover, så kan I vinde et her. Det eneste det kræver, er, at I lægger en kommentar inkl. jeres mailadresse (husk det nu!) og skriver, hvilket et af produkterne, I helst vil vinde. Så trækker jeg lod efter efterårsferien - skal vi sige mandag d. 20/10?

mandag den 25. august 2014

Energi i pilleform?

Det er meget muligt, at de kloge siger, at sommeren ikke er ovre endnu, men naturen mangler lige at erklære sig enig. Så indtil det modsatte er bevist, prøver jeg at få mine fødder til at forstå, at der er dømt efterår, bare så jeg ikke behøver at blive mere forkølet (snøvset, som det hedder herhjemme), end jeg allerede er blevet. (Det er bare som om, fødderne nægter at samarbejde. De VIL ikke have sokker på. Sutsko (eller ... futsko, hedder det her) indendørs kan de lige gå med til, men de vil stadig gå i sandaler eller - til nøds - ballerinaer. Uden sokker).

Jeg har det lidt stramt med, at sommeren tilsyneladende har sunget på sidste vers. Den har været så fantastisk, at ord ikke kan beskrive det, og jeg er vis på, at jeg har opsamlet d-vitamin til et helt år. Og hvis jeg bare fik garanti for, at vejret ville være sådan her - stedvis sol, let blæst og 15-ish grader - frem til december, jamen så vil jeg ikke brokke mig over efteråret. (Det vil jeg i øvrigt heller ikke alligevel. Jeg holder meget af efteråret - det er bare ærgerligt, at det skal være så mørkt, som jeg ved, det snart bliver. De lyse aftener er allerede kraftigt på retur, jo).

Vinteren og foråret har været hårdt ved mig. Bevares, jeg er heldigvis både sund og rask, så på den måde skal jeg ikke klage, men der har været en masse tankespin, store spørgsmål og eksistentielle ting oppe og vende, og derudover har jeg manglet energi i en grad, så det var skræmmende. Selv om jeg ved, at jeg får energi af at røre mig, så har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen. Efter sommerens indtog blev det heldigvis (lidt) nemmere. Der er jo heller ikke meget, der slår en gåtur i solskinnet. Men nu. Hvor de mørke aftener pludselig er kommet snigende, frygter jeg en lille smule, at jeg falder ned i den samme "det er også bare ligemeget"-sump (ikke at forveksle med "Det' da liiiigemeget"-Jeppe K) som tidligere på året, så jeg har længe haft en plan om at sætte konkret ind.

Første led i planen er at justere min kost. Jeg bliver aldrig rabiat det ene eller det andet (og det er sq nok derfor, jeg ikke taber mig overhovedet), men jeg plukker lidt hist og pist fra de kure og livsstile, der passer mig. I vinteren og foråret havde jeg ubevidst gjort det til min mission at spise alt med sukker, der var inden for arms længde, og det gjorde mig sådan set ikke andet end tyk(kere). Så det er slut nu. Fra ferien begyndte (jo, sq - I drømmer ikke om, hvor få is, jeg har spist på de 5 varmeste uger i mands minde) har jeg skåret kraftigt ned på sukker og helt elimineret hvidt brød og pasta. Alene der var der en del energi at hente, kan jeg afsløre.

Anden led i planen er at røre mig mere. Det var ikke noget problem i ferien, hvor vi har vadet rundt, som blev vi betalt for det. Det er i hverdagen, den kniber lidt, eftersom jeg arbejder hjemme og derfor ikke har tvungen transport til andre steder end børnehaven. Men så snart ham Varanen er færdigindkørt i børneren, skal jeg til at have skemalagt lidt løb og så'n. Blev der sagt.

Tredje led i planen anede jeg faktisk ikke, at jeg havde. Før søde Fie fra Lahme Kommunikation kontaktede mig og spurgte, om jeg ville teste nogle naturlige kosttilskud fra Drogens Vital. Man kunne vælge mellem to forskellige pakker, og jeg slog naturligvis straks ned på den, der hed noget i retning af "Energi og helse".

Hele Drogens Vital-familien

Kosttilskuddene stod i garagen (hej, flexmodtager), da vi kom hjem fra ferie, men det er først for et par dage siden, jeg er kommet i gang. Pakken indeholdt 2xginseng energikur, der - som jeg læser det - er nærmest instant energi. Den har jeg ikke prøvet endnu; den skal SÅ meget gemmes, til når det (desværre) bliver meget mørkere og koldere.
Denne her gemmer jeg som en lille skat til de mørkere tider. (Høje forventninger? Hvad mener I?)

Derudover var der tabletter med ingefær (for fordøjelsen), multivitaminer og tabletter, der styrker hud, hår og negle. Tre tabletter, der alle skal tages 2-4 eller 1-3 gange om dagen. Så smider jeg lige en fiskeolie (anti-opstød - gotta love it. Farvel til smagen af harsk fisk) fra skuffen oveni, og så tror jeg ellers nok, at mit daglige pilleforbrug er steget fra 0 til mange i løbet af ingen tid. Jeg er ikke så god til at huske at tage piller, men jeg håber, at der bare er tale om vane. Og hvis ikke, så køber jeg mig sådan en smart pilleinddelingsæske. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg heller ikke, om jeg tror på, at man kan få energi i pilleform (med mindre det er en ganske anden slags piller. Og den slags ønsker fabrikanterne formentlig ikke bliver sponsoreret). Men tiden vil vise, om Drogens Vital lever op til det, de lover. Indtil videre virker det imidlertid lovende. Jeg har husket at spise mine piller, jeg sover godt om natten, og jeg føler mig ganske frisk i løbet af dagen. Tabletterne er i en fornuftig størrelse (ikke ligesom fiskeolietabletterne, der måske nok er anti-opstødsagtige, men til gengæld er store som missiler), de er fyldt med lutter naturlige vitaminer, urter og planter og så - stor bonus i min bog - kommer de i bæredygtig emballage. Letvægtsplastikken gør, at glassene ikke er så tunge, og så kan de genbruges. Ja tak til dét!

Indlægget er sponsoreret, men ordene og holdningerne er mine ganske egne. Produkterne kan købes på apoteket.

torsdag den 15. maj 2014

Pyjamasdag

Vi holder pyjamas-dag i dag, Øglen, Varanen og jeg. Godt nok er det kun Øglen, der rent faktisk har pyjamas på, og det er i virkeligheden lidt snyd, for vi har været ude og omkring. Hun er bare skiftet tilbage til pyjamas. Men hun ville så gerne have en pyjamasdag (som en af de små i børnehaven åbenbart lige har haft, og det lød så tilpas hyggeligt, syntes Øglen, at hun også gerne ville prøve), og så skal hun da have lov til dét.

I virkeligheden burde der ikke være så meget som skyggen af pyjamasdage hjemme hos os i øjeblikket. Er temmelig presset med deadlines på det der arbejde, og det er jo ikke som om, maj ikke velsigner os med utallige pyjamashelligdags-muligheder i forvejen. Men what to do, når pædagogerne i Øglens børner vælger lige netop i dag til at holde pædagogisk dag på? Så fridag it is - også til Varanen, der lige så godt kan nyde godt af, at jeg alligevel trækker arbejdsstikket. Og så er det jo heldigt, at det her selvstændigheds-/enkeltmandsvirksomheds-halløj er så snedigt indrettet, at jeg kan flexe lige så vanvittigt, jeg vil. Rykke alt mit arbejde til i morgen, hvor HDD har fri i anledning af St. Bededag, fx. Og så lade være med at ærgre mig over, at jeg skal arbejde på en helligdag og i stedet glæde mig over, at jeg har muligheden for en dag i solen med ungerne efter en usandsynlig lang dag på kontoret i Kbh i går. Det kan godt være, at det ikke altid finder vej gennem skærmen mellem alt mit brok, men jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig med og for mit arbejde.

Det er ikke en pyjamas, han har på - og billedet er i øvrigt heller ikke fra i dag. Men det kunne det lige så godt have været

Dagen begyndte ved 7.30-tiden, hvor reptilerne ville op. Ikke et urimeligt tidspunkt, kan man mene, men når nogen (mig, red.) først kom i seng 00.30 pga. noget så sexet som sæson 3 af Venner og lidt optrævling af endnu et tæppe (mønsterhækleriersucks.dk), føltes 7.30 som tortur. Så jeg slumrede videre på sofaen, mens ungerne jublede over at få lov til at se "Rama" (Ramasjang, that is. Vi er totalt med på slang-beatet herhjemme).

Efter slumren, Rama og morgenmad - og usædvanlig harmonisk leg på Varanens værelse - begav vi os ud i Den Nordlige Provinsby. Missionen var løbesko til Øglen og sandaler til Varanen, og med et relativt stort center inden for rækkevidde, føltes det ladesiggørligt. Vi fandt da også lynhurtigt et par (billige, oven i købet) løbesko til Øglen, som fik høje lovprisninger af sportsbutikssælgeren. Og selv om det 'bare' er Minimaraton hun skal løbe i weekenden og ikke ligefrem ultraløb, sætter jeg pris på, at de støtter de rigtige steder og indeholder bare et minimum af affjedring.

Sandal-missionen viste sig lidt mere besværlig. Primært på grund af, at Varanen nægtede at prøve sandalerne. Han ville allernådigst lade sin fod måle med sandalens sål, men så heller ikke mere, og så må jeg tilstå, at jeg ikke gad købe et par (fårk, sandaler er dyre), for blot at komme hjem med dem og konstatere, at pasformen ikke var så god. Vi må købe på nettet, eller også må jeg et smut i Bilka af alle steder og erhverve mig et par sandaler magen til dem, Øglen har været så heldig at få lov at teste (sammen med et par flotte, lyserøde gummistøvler). De er forbavsende pæne og robuste, og Øglen har allerede haft dem på i børnehave flere gange - på trods af, at det ikke har vrimlet med dage med sandalvejr for nylig.

Se! De er da meget pæne, er de ikke? Skind und alles

Efter sko-missionen fik ungerne hver et sundt og nærende mellemmåltid bestående af en rosinbolle fra bageren og en Capri Sonne, og så trillede vi over til biblioteket. Ikke så meget fordi vi skulle låne bøger (hell, vi kunne åbne vores eget bibliotek med alle de bøger, vi har på børneværelserne), men fordi biblioteket er midlertidigt placeret i en nyligt nedlagt, integreret institution. Og således har en rimelig nice legeplads. (Og jeg fornærmer vist ingen, hvis jeg siger, at gode legepladser ikke er det, der er flest af heroppe i DNP). Vi brugte knap halvanden time (helt for os selv. Der var ikke et øje) med både højtlæsning, seje legesager og sej legeplads (som er blevet så tilpas vild pga. manglende beskæring og græsslåning, at der var helt eventyrligt), og så var Varanen så træt, at han begyndte at lave ballade. Et hurtigt smut til bageren efter weed (som HDD så tøhø-agtigt kaldte hvedeknopperne, da han i en sms spurgte, om jeg ikke kunne stå for dét indkøb), og SÅ hjem.


Masser af klatretræer på legeren


Varanen inspicerer rutschebanen ...

... og nægter at rutsche på den, fordi der ligger visne blomster fra kastanjetræet på den. Og de er jo, som vi alle ved, uTROligt farlige (!) Mon det der med at være bybarn sidder i generne? :-)

Efter en hurtig frokost knalder Varanen nu brikker i klapvognen på terrassen, og Øglen er stukket af ind på sit værelse med den nys hentede app Pengeby. (Kender I den? Det er Danske Banks nye app til børn, og den er faktisk rigtig god. Den lærer børn om pengenes værdi på en sjov og hyggelig måde. Øglen er svært begejstret). Og hendes pyjamas.

Mig? Jeg drikker kaffe. Og blogger. Og ignorerer den øredøvende kalden fra hhv. vasketøjsbjerget i bryggerset, støvsugerbehovet i stuen og den bekymrende store mængde mælkebøtter, der er ved at overtage haven. Overvejer seriøst at iføre mig nattøj og tage mig en lille morfar. For sådan en bør man næsten have på en pyjamasdag? Ikke? Eventuelt på loungesofaen på terrassen ...

mandag den 17. marts 2014

'min-fisk!

Jeg er ikke så god til at huske at tage vitaminer selv - undtagen da jeg var gravid; Da tog jeg alskens tilskud nærmest på klokkeslæt dagligt. Men jeg er faldet lidt af på den, selv om jeg virkelig forsøger at tage mig selv i nakken.

Sagen er bare den, at jeg ikke er specielt glad for at sluge piller. Jeg kan godt, bevares - men jeg har nok bare stadig minder siddende i kroppen fra dengang jeg som 7-8-årig tilragede mig en omgang mononukleose og skulle have nogle stygge penicillinpiller. Dengang kunne jeg ikke sluge pillerne, så de blev knust - og blandet i honning. (En fremgangsmetode, der siden har vist sig også at virke på Øglen, da hun skulle have penicillin for en infektion i fingeren). Ikke udpræget rart, men heller ikke helt forfærdeligt. Bortset fra, at det har påvirket mit forhold til både piller og honning.

Nå. Men det var ikke penicillin, vi skulle snakke om. Det var vitaminer. Som jeg måske nok ikke er så god til at huske, men som reptilerne til gengæld er VIRkelig gode til at huske. De har nemlig deres egne 'børnevitaminer' - en multivitaminpille fra Matas og to fiskeolietabletter. Tidligere var det kun Øglen, der fik fiskeolie - vi brugte kapslerne fra EyeQ (som koster en bondegård, men var gode. Tror jeg. Øglen kunne i hvert fald godt lide dem, men da de kun var fra 3 år og op, var der ingen "røde 'miner" til Varanen).



For nylig kom der så en pakke med fiskeolie ind ad døren fra Pikasol. Totalt godt timet, da de andre fiskeolietabletter sang på sidste vers. Der var en hel del fiskeolie til mutti her (HDD gider ikke spise vitaminer), og så var der to pakker børne-fiskeolie. I form af - tadahhh - fisk! (#oplagt). Orange og vingummiduftende - what's not to like, når man er hhv. 2,5 og 5 år gammel. Så 'min-fiskene (som de er blevet døbt herhjemme) er blevet populære herhjemme. Og der er gået lidt sport i at se for børnene, om de selv kan åbne den blisterpakke, fiskene kommer i. Det kan de, sådan nogenlunde, men det er altså lidt noget svineri. Alt er selvfølgelig relativt, og vi taler ikke big time-svineri, hvor man skal have gang i de skrappe rengøringsmidler, men de der 'min-fisk er fedtede. Og smutter ud af pakningen og ned på bordet (eller i en barnenæve). Hvor de så fedter lidt mere rundt, før de bliver spist. Det er ikke noget stort problem, og det er ikke sådan, at jeg ikke vil købe dem, fordi de er fedtede, men jeg forstår bare ikke, hvorfor de skal være det, når nu fiskeolie til voksne (eller de sidste fiskeoliekapsler, vi brugte) ikke er fedtede.

Og nu mangler vi så bare mig. Som skal sluge mine u-fedtede fiskeolietabletter. Jeg skal bare tage mig sammen, for jeg ved, det virker. Min hud og mit hår bliver blødere, og der sker også et eller andet positivt med mine negle. Og i og med, at Pikasol har fundet ud af at lave fiskeolie på en måde, så man ikke får fiskeopstød, gør jo bare det hele endnu mere genialt. Såeh ... jeg sætter i gang. Fra ... i morgen af! Lover! (Og så kan jeg jo passende gå i gang med at løbe lidt igen. Bare så jeg kan føle mig ekstra sund ...)

fredag den 17. januar 2014

Pimp dine vægge (give away)

For nylig havde jeg en date. Med et skærebræt, en hobbykniv og en rulle sort hyldepapir. Jeg lever livet totalt på kanten her i det nordsjællandske.

Daten udsprang af, at jeg var er var i gang med at flytte rundt på Varanens værelse (seriøst - jeg bliver aldrig færdig, fordi jeg a) ikke er sådan helt fiks på fingrende, heller ikke når det gælder boremaskiner, b) bliver slået ihjel (mindst) af HDD, hvis jeg selv prøver at bore i (åbenbart meget sart) gipsvæg, c) bliver udnævnt som månedens mindst populære person, når jeg fortæller HDD, at den hylde, han næsten lige har sat op på førnævnte gipsvæg, sidder forkert og skal flyttes = flere skruehuller, d) ikke lige kan lure, hvordan jeg skal hænge mine vældig dekorative hus-bogkasser fra Netteren op, eftersom de. Ikke. Har. Noget. Ophæng. #hvadhavdeItænktjerNetto?), og det er sjovt, som billeder pludselig hænger helt forkert, når man sådan flytter rundt på stort set alle møbler i rummet.

Det glædelige er, at værelset er blevet meget mere harmonisk og hyggeligt - og frekvensen, hvormed reptilerne leger derinde, vidner om, at de synes det samme. Selv HDD er enig; Han er bare ikke helt enig i, at der skal noget som helst op på Den Dyrebare Gipsvæg. Så det skal vi lige bruge lidt tid på at blive enige om.

Men. Daten. Når nu jeg hverken kan eller må bore og skrue, og HDD belejligt 'glemmer' at hænge ting op, når han er hjemme, så må jeg jo dekorere væggene med noget andet. Og det er så her, hyldepapiret kommer ind i billedet. For sådan noget kan bruges til at lave wallstickers med. (Og før I alle skyndsomt lukker browseren ned, skal jeg lige haste med at sige: Bare rolig. Det er ikke en hjemmelavet wallsticker, der er præmien i denne give away!) Jeg flashede resultatet på Instagram (@astridsf) for nylig, så nogle af jer har sikkert set det, men det får lige en gentagelse nedenfor. Varanen er godt tilfreds, lader det til - tenderende til aldeles ligeglad. Men han er i det mindste ikke i oprør over den. Øglen har også tegnet (og jeg har skåret) en lille wallsticker til sit eget værelse, og både reptiler og (især) Nærigmor er glade.

Luftballon over Varan-sengen (som ikke har fået tremmerne af endnu på dette billede) 

Close-up. Fordi I er vildt interesserede i detaljerne. (Jo, I er!)

Men så var det, at Illux gav lyd. Selv om de ikke siger det direkte, er jeg sikker på, at de har set min hjemmelavede wallsticker og fået sved på panden #not. Men de ville i hvert fald lige sige hej. Og tilbyde en wallsticker fra deres vældig fine sortiment. Sødt af dem, og jeg ville have taget imod den med kyshånd, hvis altså ikke det var fordi, jeg har brugt timevis ved skærebrættet med tungen koncentreret placeret i mundvigen, og fordi vi i øvrigt ikke har flere vægge ledige til wallstickers på børneværelserne. Men. Det kommer jo så bare en af jer læsere til gode. For den heldige vinder får nemlig mulighed for at spiffe børneværelset (eller stuen - det skal jeg ikke blande mig i) op. Uden at bore huller. Totalt win - særligt, hvis I har en HDD-agtig type derhjemme, der er lidt nærig med hullerne, so to speak.

Hvis nu jeg havde haft en stooor, tom væg til rådighed på et af børneværelserne, så ville jeg have denne her ABC-sang pronto. Billede lånt hos Illux.dk

Det er en rabatkode på op til 500 bobs, der bliver udloddet, og det eneste, I skal gøre for at deltage, er at skrive nedenfor, hvilket rum, I gerne ville dekorere, hvis I vandt, og evt. med hvilken wallsticker (bare navnet på den, for man kan ikke linke direkte. Jeg kan i hvert fald ikke). I kan se alle stickerserne her. HUSK i øvrigt også at skrive jeres mailadresse - det ville være så ærgerligt, hvis I vandt, men jeg ikke kunne finde frem til jer. Så mailadresse, mailadresse, mailadresse. I selve kommentaren. Taxa!

I må selvfølgelig også meget gerne følge mig på Bloglovin' eller Instagram, men eftersom jeg er for doven til at tjekke, om I nu også har gjort det, er det ikke et ufravigeligt krav. Og jeg vil i øvrigt også hellere have, at I følger, fordi I har lyst, end fordi I måske/måske ikke kan få en wallsticker for det ...

Såeh. Held og lykke. Jeg trækker lod 1. februar. Fordi det er en god dag. Den markerer nemlig afslutningen på januar, der af en eller anden grund bare altid er megalang, megagrå og mega ... januaragtig.

***I øvrigt - hvis nogen skulle være i tvivl; Give away'en bliver lavet i samarbejde med Illux.dk, og jeg får ikke andet ud af det end (forhåbentlig) et par karmapoint***

tirsdag den 26. november 2013

Noget om jul, mad, weekend og spons, eller Den weekend, jeg blev voksen

I weekenden var vi hjemme hos Mårmor og Mårfar. Igen-igen. Men denne gang var HDD også med, OG min bror og hans lille familie var der. Anledningen var, udover selvfølgelig, at vi 'bare' skulle hygge os, den årlige bage-/knase-weekend.

Ikke, at jeg fik hverken bagt eller knaset særlig meget. Ud over altså de par stænger brunkagedej med pistacienødder og lakrids, som Øglen og jeg fik æltet sammen i torsdags, da den slatne Varan tog sig en maratonlur. (4,5 timer. Crazy!) Marcipanen nåede vi aldrig rigtig til, og Luciabrødene blev bagt søndag, efter vi var draget af sted for at få fragtet Øglen af sted til et andet bage-/knasearrangement.

Skæreskære brunkager - og forsøge at holde små, interesserede reptilfingre fra den. Dejen var næsten bedre end kagerne, syntes de

Mårfars hjemmebagte "æbleskiber", som Varanen kaldte dem

Til gengæld fik vi klippeklistret lidt - engle, flere engle og små nisser blev det til fra min og Øglens hånd. Ikke ligefrem et overvældende udkomme af en hel weekend, men vi skulle jo nå så meget andet. At spise, for eksempel (#vigtigt).

Tyl-engel à la Filihunkat, hånd-, fod- og mundengle og nisser à la Filihunkats søster, som tilfældigvis er min svigerinde

Det kræver sit køleskab at bespise 10 sultne personer, hvorfor jeg havde taget forsyninger med, så Mårmor og Mårfar ikke behøvede at stå for det altsammen (som de plejer). Ikke mindst fordi jeg jo var så heldig at modtage hele to lækre spons-kasser i sidste uge - en fra Kohberg* og en fra Kokkens Favorit. Så vi kom godt omkring hele madpyramiden, og det skulle familien selvfølgelig nyde godt af.

Kød-kassen

Brød-kassen

Således havde jeg medbragt rugbrød med hhv. græskar og majs (førstnævnte var desværre muggent, men det er jo det, der sker med rugbrød fra tid til anden. Det andet var lækkert), æblecider-marmelade fra Kivik Mosteri, Urtekrams sandwich spread med basilikum, grøn tomatrelish, Kåsaberg sild (som jeg spiste sammen med Mårmors killer-æble-karrysalat. Mums!), leverpostej og sylte**. Personligt bryder jeg mig ikke om sylte, men de øvrige i selskabet spiste den med velbehag. Den anden (der var nemlig hele to i kassen) blev doneret til naboernes julefrokost sammen med et rugbrød og faldt i god jord.

Derudover var der en masse lækre sager fra Mårforældrenes køleskab, så weekendens frokoster har været ganske overdådige. Og det skal man jo ikke klage over. Overhovedet.

Reptilerne var ellevilde over endnu engang at være på besøg hos Mårmor og Mårfar, og at kusinerne også var der, var bare en bonus. I hvert fald for Øglen, der legede amok med dem begge to. Kusinerne er hhv. 2 år ældre og 1 år yngre end Øglen, så det er lidt forskelligt, hvem der leger bedst med hvem. Men denne gang var det ret ligeligt fordelt, omend Øglen og den yngste kusine i særdeleshed havde en fest. Blandt andet med at synge temmelig meget (og temmelig højt) for hunden. Før jeg fik børn, var barnesang (på den falske, skingre måde) noget af det værste, jeg kunne komme i tanker om. Nu er det - for det meste - SÅ hyggeligt ...

To Dracula-kusiner

Varanen er også vild med sine kusiner, men han er allermest vild med sin Mårmor. Så der var ikke nogen tvivl hos ham om, hvem han helst ville hænge ud med. Særligt ikke fordi han var temmelig snottet og hostende og ikke helt gearet til trioens vilde lege. (Selv om han nu virkede RET frisk på mig de 2,5 timer, han var vågen natten mellem fredag og lørdag. Hvor han ville "OPPPP!", "SE SARSYN!", "LE-JØ LE-GO, MO-AR!", "LÆ-SØ BÅW, MOAR" og snakke med Mårfar, da det omkring klokken 05 lykkedes ham at råbe Mårfar vågen. Så slattenheden gemte han til om dagen, og så kunne han og undertegnede jo passende være slatne sammen, selv om min slattenhed 'kun' skyldtes uendelig træthed ...)

Yndlings-Mårmor

Yndlings-Mårfar

Men hvis vi havde troet, at weekenden udelukkende skulle handle om at bage, knase, klippe-klistre og spise, så kunne vi godt tro om igen. Mårmor og Mårfar er gået i gang med det helt store rydde-op-og-rydde-ud-frenzy, og nu var turen nået til de seks bedrollers, der var fyldt med Lego. De kan jo have en pointe i, at det er lige i overkanten i forhold til, hvad deres børnebørn når at lege med, når de er på besøg (særligt fordi tre af bedrollerne er placeret på loftet og derfor aldrig ser dagens lys), men sådan har det været en menneskealder nu, så vi havde alle accepteret tingenes tilstand. Indtil nu, altså.

Bittelille togbane (i forhold til, hvor mange skinner, der er)

Mårfar havde imidlertid besluttet, at det resterende Lego også skulle om ikke sorteres, så deles. Mellem min bror og jeg. Så midt mellem alle julerierne og spiserierne, gennemgik vi kasse efter kasse. I guder, hvor har vi haft meget Lego som børn. Det er jo faktisk næsten helt pinligt. Men dengang havde vi naturligvis også en hel kælder til rådighed, som vi kunne bygge i - og lade kreationerne stå i, ikke mindst. Det er så ikke helt tilfældet nu. Alligevel er jeg nu den glade indehaver af tre bedrollers fyldt med Lego - primært tog med et uendeligt antal skinner, skiftespor, lysledninger og transformatorer (arj, ok - der er kun en enkelt transformator). Og skidtet virker! Brormand og HDD byggede en lille bane "bare for at prøve" (yeah, right - bare indrøm, at I blev 12 år igen for en stund), og togene futtede lystigt derudad. (Nåja - og så alt mit Fabuland, som jeg nolede med hjem for nogle måneder siden).

Et par af Lego-bedrollerne
 
Varanen bliver en lykkelig dreng, når han om et par år bliver stor nok til at lade være med at smadre togene (han nåede at skille tre ad på de få timer, togkassen var åben. Lømmel!). Og når vi har vundet i Lotto og enten fået et større hus med integreret legerum, eller fået bygget til vores eksisterende hytte. Så kan vi nemlig bygge togbaner, der vil blive kendt vidt og bredt i kvarteret.

Brormand scorede en lufthavn med et hav af shuttlebusser, -minitog, lastbiler, kontroltårn, mv. Og så var der jo selvfølgelig alle de 'ukurante' klodser, som vi delte sådan nogenlunde fifty-fifty. Bortset fra den halve bedroller med klodser, der fik lov at stå, til når der er småfolk på besøg.

Så nu er vi sådan nogle med ustyrligt meget Lego. Godt nok næppe så meget som Konen, men jeg tør godt vove det ene øje og sige, at vi har flere tog (ellers bliver jeg bange). Og jeg er for alvor blevet voksen. Hidtil har jeg ikke helt vidst, hvad definitionen på at blive voksen egentlig var. Og havde man spurgt mig før, ville jeg nok have sagt noget i retning af, at "Man er voksen, når man har fået et barn" eller "Man er voksen, når man er flyttet i hus" eller sådan noget. Nu siger jeg imidlertid "Man er voksen, når ens forældre rydder loftet for ens gamle legetøj, og man får det med hjem. Til sine egne børn".

-----

*Egentlig var rugbrødet en del af en 'madpakke-kasse', men da begge reptiler har madordning i institutionerne, smører jeg ikke så ofte madpakker længere. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg synes, det er enormt vigtigt at smøre lækre, alsidige madpakker, når behovet opstår, og derfor er jeg da også utroligt glad for den inspirationsbog, der fulgte med (Madpakkebogen af Louisa Lorang) samt en superpraktisk madkasse fra Sistema. Madkassen havde jeg i øvrigt hele to af i forvejen, da det var den, jeg sværgede til, da Øglen havde madpakke med dagligt. Jeg har faktisk ikke lovord nok i mit vokabularium om den - den er VIRKELIG god!

**Der er stadig lækre, koldpressede olier samt masser af pølser tilovers fra kødkassen. De skal nydes på grillen til vores næste Spis & Skrid-arrangement med gode venner.

fredag den 22. november 2013

Jeg skovler ind ...

Jeg har været en heldig kartoffel på det seneste. I sidste måned vandt jeg en lækker forkælelseskasse ovre hos Camilla. Der var tyggegummi i lange baner og fire stk. Alt for Damerne. (Eller - der var faktisk kun tre blade i kassen, men det sidste blev eftersendt. Hvor god service er dét lige?!). Og et stort V6-badelagen, som måske nok ikke er så kønt, men til gengæld er jävla-praktisk til ungerne, når vi er i svømmehallen, fx. Jeg er generelt for dårlig til at tage en time out på sofaen med et blad (damn you, smartphone!), men når bladene ligefrem bliver fragtet til en, så er der ingen vej udenom. Og selv om jeg ikke har en krone til at købe de lækre sager, der vises, så er det nu alligevel slet ikke så tosset at ligge og bladre i et blad (eller fire).

Se lige en lækker pakke!

Derudover var jeg så heldig at vinde en fotobog på Karinas fine blog. Fantastisk, eftersom Varan er blevet meget opmærksom på, at det kun er Øglen, der har en fotobog fra sommerferien, og at han ikke må røre den med en ildtang. Så han skulle også have en, syntes moderen. Det syntes bankkontoen bare ikke - men så var det jo heldigt, at jeg vandt en. Når barnet er så vild med at se billeder, er det jo oplagt.

Varanens billedbog. I sygeligt gult lys - beklager billedkvaliteten

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor bøvlet det var at bestille fotobogen. En god blanding af sløj service og akut 'jeg fatter ingenting' hos mig selv gjorde, at det blev mere bøvlet, end det var strengt nødvendigt. Det gjorde også, at det første udkast, jeg møjsommeligt (det tager ret lang tid at lave sådan en bog, faktisk) havde lavet, blev arkiveret lodret af softwaresystemet grundet en eller anden uforudset fejl. Det udfordrede mig lidt på min ikke-eksisterende tålmodighed og gjorde, at det endelige resultat blev lidt sjusket. Men det er jo min egen skyld. Sådan da. Varanen lader dog til at være pænt ligeglad, og det er det, der tæller ...

Mmmmmm - mit hår kommer til at takke mig (og Anette!) så snart, jeg tager godterne i brug

Og så skulle man jo tro, at det var gjort med dét. Men nej! For sør'me om jeg ikke også var så heldig at vinde lækre John Masters-sager til håret ovre hos den skønne Anette. De kom forleden og dufter himmelsk, så jeg kan slet ikke vente, til badeværelset er færdigt (any day now!), så de kan komme derind og pynte. (Ikke tale om, at de skal besudles af bad- og toiletvognen).

To bodyer med hhv. lange og korte ærmer, et par leggings/lange underbukser og en hjelm. Lige, hvad en snottet Varan behøver

Sidst, men ikke mindst, landede der (i bogstaveligste forstand. Den blev fragtet af en tømrer - en af de mange håndværkere, det vrimler med i hytten i øjeblikket - gennem den vidtåbne dør og lige i armene på mig) en lækker, blød pakke. Det var så godt nok ikke noget, jeg havde vundet, men i stedet noget, jeg havde fået - et sæt af Bilkas nye uldtøj til småbørn; Små Rollinger. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har så meget uldtøj til ungerne, men det her kom som kaldet. Varanen er frisk igen (det hjalp at ignorere sygdommen i går på bloggen, tror jeg), men stadig lidt snøvset, så han er blevet iklædt en fin - og blød! - uldbody i dag under sin tynde striktrøje. Og den passede perfekt, selv om jeg syntes, at den så gigantisk ud, da den lå på bordet. Men Varanen hører jo heller ikke til de mindste, såeh ...

Og SÅ var der ikke mere held i posen i denne omgang. Det kan jo heller ikke bare fortsætte ud i det uendelige - selv om det da selvfølgelig er meget sympatisk af Universet at forsøge at retfærdiggøre, at vi har måttet leve med bad- og toiletvognen i tre. måneder. Men der skal mere til, før jeg lader dén lille detalje fare, Univers. Bare så du ved det!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...