Viser indlæg med etiketten rytmik. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten rytmik. Vis alle indlæg

onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

onsdag den 21. marts 2012

Det glade vanvid

Ja, overskriften kunne refere til mange ting her i Cirkus Reptilikus. Vores nætter i øjeblikket, fx (også i øjeblikket!). Eller det beløb, jeg har brugt på café latte i løbet af hele min barsel. Ikke, at jeg har holdt styr på det - det ville være alt for nedslående at se sort på gult (Excel), at jeg kunne have løbt en lex designertaske, et privatfly eller et års ferie på Mauritius i stedet for at have hældt lysebrun, varm drik ned i svælget. Men jeg har på fornemmeren, at det beløber sig til en del...

Men det er ingen af delene, faktisk. Overskriften referer nemlig til min og Øglens fritidsaktivitet. Fik I den? Fritidsaktivitet. Vi er blevet sådan nogle, der går til noget. Så nu behøver jeg ikke længere have kulsort samvittighed, når de andre vuggestueforældre hentede med et "Kom så, E - vi skal til dans!", "Husk nu, vi skal til svømning, når jeg kommer og henter dig, O!" og "Det kan vi ikke nå, for vi skal videre til *indsæt selv aktivitet*" og deslige. Så kan man selvfølgelig sige, at det er lidt ærgerligt, at Øglen ikke går i vuggestue længere, hvorfor fritidsaktiviteten er fuldstændig spildt på de fritidsaktivitetsgående mødre. Men alligevel...

Fritidsaktivitet. Det var det, vi kom fra. Det er rytmik, vi taler om. Meldte Øglen og undertegnede til i et anfald af "jeg bliver nødt til at lave noget sammen med Øglen, bare hende og jeg!", lige da Varanen var ankommet, og rytmikken virkede overskuelig (og ligger tæt på, hvor vi bor). Vi har gået til det, siden Varanen var 2 måneder gammel, og i går var så sidste gang. Så teknisk set er jeg nu in between at være sådan en, der går til noget med mit barn. Men eftersom vi begynder igen, når det næste hold starter op i april, tænkte jeg, at jeg godt kunne slippe af sted med det.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, sådan rent begejstringsmæssigt fra Øglen, da vi begyndte til det dersens rytmik. Høflig tilbageholdenhed, måske mild glæde over at skulle danse lidt. Eller psykopat surhed over at skulle gå til noget umiddelbart efter en lang dag i børnehaven. Noget i dén stil. Jeg havde ikke lige set komme, at hun ville udvise fuldstændig ellevild begejstring, og at hun slet slet ikke kan vente, til det bliver tirsdag, så hun kan komme til "lumikki" (aner ikke, hvorfor det lige er sådan, det hedder). Og når vi så er ovre til lumikki, kan hun på ingen måde holde glæden tilbage. Hun hviner og skriger og griner så højt at havde hun været lidt ældre og udvist samme opførsel på gaden, så var hun formentlig blevet hentet af diskret køretøj med plejepersonale i hvide kitler bevæbnet med beroligende sprøjter i lommen. Hun tegner tegninger til "damen" (som jeg forgæves har forsøgt at forklare hende, rent faktisk har et navn), og hun løber rundt som en trold i en æske og lever sig i dén grad ind i musikken og fagterne.

Et stks Varan uden selvbevidsthed overhovedet. "I'm gonna make you an offer you can't refuse"...

Det er helt fantastisk at se min lille pige være så glad for noget, og selv om guderne må vide, at rytmik ikke er min yndlingsaktivitet i hele verden, så hersker der ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skal med på det næste hold. Heller ikke selv om det indebærer endnu flere ugentlige seancer, hvor 10 forældre laller rundt og laver åndssvage festlige fagter, alt imens 10 unger styrter rundt mellem hinanden og hhv. "danser", hopper, tramper, spiller på tromme, fanger balloner og krammer mølædt handskedukke, som var den deres bedste (og eneste?) ven i hele verden.

Var jeg en rummand (er jeg så ikke, selv om dagens poser under øjnene har antaget nye højder, og ligheden derfor kunne være slående), som kom til at kigge forbi midt i en rytmiktime, så ville jeg smutte igen øjeblikkeligt. Og droppe alle eventuelle overvejelser om invasion, eftersom det kan være sin sag at overmande uligevægtige personer. Særligt i flok. For jeg er ikke i tvivl om, at det er sådan, vi fremstår: uligevægtige. Og lettere vanvittige. Med et om muligt endnu større fokus på vores respektive afkom end til dagligt, fordi det her død og pine-mig bare skal være sjovt. Og med et markant mindre fokus på de andre voksne end ellers, fordi vi alle er i samme båd, og fordi der i øvrigt ikke er grund til at skabe alt for meget øjenkontakt midt i en omgang "Jeg har fanget mig en myg" eller en messende udgave af "Jens Pedersens ko, den har horn". Det kunne jo være, at man kom til at dø af grin. Eller pulveriserede af pinlighed.

Det burde jo ikke komme bag på mig, at rytmik vitterligt er det glade vanvid. For jeg gik også til rytmik med Øglen, da hun var bette. Og selv om det ikke var samme sted, var det lige så cwazy. Alligevel vendte jeg tilbage. Og prøv at gætte, hvad jeg skal til at gå til med Varanen efter påske?! (Jeg deler med HDD, og han ved heeelt klart ikke, hvad han går ind til. Men det finder han ud af. Gnæg gnæg). Korrekt. Rytmik!

Jeg må være ude i noget selvpineri. Men ungerne elsker det! Eller - Øglen gør. Varanen ved ikke, hvad det er, men han er i reglen bare glad i låget, så han bliver nok også vild med det. Og så gør det sjovt nok ikke så meget, at det i min optik er temmelig gak.

... Damn, der er sket meget fra dengang, hvor man (jeg) ikke ville bevæge mig ud af døren uden makeup i min barndomsby, for TÆNK nu, hvis jeg mødte nogen, jeg kendte?! Nu går jeg både ud af døren uden makeup hvilket jeg faktisk burde lade være med, for det ser ud som om, jeg har glemt mine øjne derhjemme, når jeg ikke har mascara på OG jeg deltager i ting, hvor jeg fremstår som temmelig mindrebemidlet. Så ved man i sandhed, at man er blevet mor...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...