Viser indlæg med etiketten søndag. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten søndag. Vis alle indlæg

søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

søndag den 16. januar 2011

Søndag søndag

Kender I de der dage, hvor alting bare går op i en højere enhed? Hvor der er tid nok, overskud nok, og hvor alting går præcis lige som man gerne vil have det?

I dag har været sådan en dag. Køkkenet er næsten færdigt (juhuuuuuuuuuuuuuuu!!!), vi har købt ny bil, der har været masser af tid, nærvær, Handy Manny*, god mad, middag med søde mennesker og generelt godt humør og god karma over hele linjen. Sådan nogle dage må der gerne være flere af - de giver masser af energi, og jeg er helt rustet til den nye uge.

Øglen - totalt opslugt af Handy Manny. Må have ødelagt den dvd, før den driver mig (mere) til vanvid

Jeg forsøgte mig med at lave skumfiduser til vores gæster i dag. De smagte ok, men de blev meget bløde. Og så kunne de godt have brugt noget vanille. Men de var sjove at lave, så det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver dem. Næste gang prøver jeg dog nok en anden opskrift.

Piskepiske
 

Vand og sukker. Masser af sukker.

Størkne størkne
Skære skære (eller - forsøge at skære) i den bløde, nu størknede, masse

 Værs'go og spis. (Og nej - det er ikke Turkish Delight, selv om de ligner umiskendeligt)

HDD render pt. rundt og lægger sidste hånd på køkkenet, og Øglen ligger inde i tremmesengen og traller "Klole" og "Trolde" på skift - sangfavoritterne for tiden ("Se min kjole" og "Oppe i Norge", hvis nogen skulle være i tvivl). Og jeg sidder og stener tv, ordner billeder og blogger. Helt fair arbejdsfordeling, synes jeg. Men det var jo HDD selv, der sagde, at jeg ikke måtte male, så det er vel egentlig kun ret og rimeligt, at det er ham, der både har malet og nu er i gang med at tapetsere...

Køkken-sneakpeak: Arbejdshjørne. Billeder mangler. Det er mit projekt. HDD mener vist, at det er begrænset, hvor meget jeg kan ødelægge ved at hænge billeder op. Hæ. Han skulle bare vide...

Køkken-sneakpeak: Arbejdshjørne, nu i stearinlysets skær

Vindueskarm. Hvis nogen har nogle fif til, hvordan man får hyacinter til at lade VÆRE med at vælte ud af sine glas, siger I så lige til?

Køkken-sneakpeak: John og Poul

 Køkken-sneak-peak: Første bane totalt gakket tapet sat op. Og HDD og jeg har malet en figur hver. Så er der kun ca. en milliard figurer tilbage
Når de allersidste ting er ordnet i køkkenet - lister, rørskjuler og andre kedeligheder - så skal jeg nok poste nogle billeder af selve køkkenet. Det bliver så fint!!!



*Ok, Handy Manny rimer i virkeligheden overhovedet ikke på 'en god dag'. Hold. Nu. Kæft, hvor er det et irriterende program. Kan godt være, at det er meningen, at de små skal lære engelsk fra et tidligt stadie, men beHØver de at tale som Sidney Lee?

søndag den 5. december 2010

Ombestemmelse

Havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om den her vuggestue-polemik. Om barnets tarv, når det bliver afleveret, før det fylder to. Om separationsangst. Og mest af alt om dårlig samvittighed. Med dårlig samvittighed på. Om det rimelige i at fyre sådan en svada af sted i et samfund, der ikke er gearet til to års barsel. Und so weiter.

Men jeg blev ærlig talt træt på forhånd. Så jeg ombestemte mig. Det her indlæg kommer ikke til at handle om børnepsykologer og Megafon-målinger. I stedet kommer det til at handle om verdens bedste søndag med tid, sne, hygge, maling, byggerod og god, gedigen hygge. I billeder. God søndag aften alle mand kvinder.

Snemand in da hood

Ad sti af sted

No penguin left behind

Lille og stor

Picasso?

 Vil vædde med, at Picasso også smagte på maler-vandet engang imellem

Male-male

Det' sjauw, som det halv-jyske barn siger.

Sjov med Ikea-kasse.

søndag den 31. oktober 2010

Alene hjemme

Disclaimer: Dette indlæg har ikke noget at gøre med filmen med ham der barnestjernen med det underlige navn, vel. Ham der Macalakula Malukaly Macaulay Culkin. Hårhåhhr, jeg syntes, jeg var sej til det der English, da jeg lærte at sige hans navn [Makå:læi Kålkin], dengang i 1990, hvor Alene hjemme var det nye sort. Det har derimod noget at gøre med aftenens status på 210Ø.

HDD er nemlig skredet. Til noget med noget Niels Skousen (og før nogen spørger, så er HDD ikke 419 år gammel. Selv om man skulle tro det. Han fylder godt nok år i morgen, men han påstår, at han kun bliver 32). På Loppen. Sammen med en ven, der heller ikke er 419 år gammel. Selv om man også kunne foranlediges til at tro dét nogle gange. Som fx i aften. Men så er det jo godt, at morfar og morfar har hinanden.

Øglen og jeg er altså alene hjemme. Og Øglen sover, hvilket hun har gjort siden omkring 18.30, hvor hun iført perlekæde, natdragt og gummistøvler vadede gennem lejligheden ind på sit værelse, mumlende "hejhejjjj dag". Så er man træt. Når man ikke engang gider brokke sig over, at man skal i seng.

Men jeg har så haft tid til at lave... ingenting. Overhovedet. Ud over lige at pakke HDD's fødselsdagsgaver ind. Så den har stået på sofa, De Unge Mødre, computertid (i sofaen. Tihi-fnis - det må man nemlig ikke, når HDD er hjemme, eftersom vi i fællesskab har indført computerfri stue. Så jeg er totalt renegade regelbryder. Eller nåwet) og drikken urte-te. Fordi vi ikke har mere kaffe. !€%/+€# Hvad sker der for dét?! Det er da ikke cool overHOvedet at løbe tør for kaffe. Slet ikke fordi vi har sådan en Nespresso-sag og derfor bliver nødt til at købe de særlige Nespresso-dimser i den særlige Nespresso-biks. Som jeg ikke lige kan se mig selv komme forbi foreløbig. Grrrrr. Nå.

Urte-te it is, så. Og 2 skaldede stykker 80% chokolade. Fordi vi også er løbet tør for guf. Grrrrr igen! (Og inden nogen går igang med at være Helse-Elsede, så ER 80% chokolade bare ikke det samme som Marabou med daim. Uanset hvordan man vender og drejer den. Den er bedre for mig, ingen tvivl om det, og i morgen vil jeg sikkert føle mig voldsomt frelst (og måske endda RET tynd), men det er som bekendt nuet, der tæller, og i nuet giver 80%'en mig ikke andet end en øget trang til snacks, der er dårlige for mig). Den her alene hjemme-aften kunne SÅ meget have været planlagt bedre.

Apropos absolut intet, så har I her et billede af en meget dedikeret Øgle, der synes, at Alphababy, som Camsen gjorde mig opmærksom på eksistensen af, er et kæmpe hit. Og fordi jeg nu lige var i gang med billederne, så er der også et af et øjebliks zen fra tidligere i dag, hvor Øglen sov i klapperen, og jeg var ude at gå i noget natur. Ahhhh.


Der har i øvrigt ikke været så meget som et eneste lillebitte "twig or tweet" i vores liv i dag. Eller græskar. Eller uhyggeligt pynt. Udover det vi gik forbi på (u)hyggelige villaveje ude i naturen. Er man så en dårlig mor, når man ikke er gået amok med plasticedderkopper, syntetisk spindelvæv, hjemmesømmede trækors med afrevne 'hænder' under (really!) og orange mad? Og når man i øvrigt ingen planer har om at gøre det? Som i nogensinde?

mandag den 11. oktober 2010

Søndags-snaps

Altså. "Snaps" som i snapshots. Ikke som i spirituøs drik, der som regel indtages til sild - gerne i overdreven grad omkring jul og påske...

Ahhh. Øglen og jeg har været på forlænget weekend. Mormor fyldte rundt, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Med familiemiddag, dame-frokost (hvor HDD også var inviteret, men udelukkende for at agere anstandsdamemand for Øglen) og rendyrket hygge. Øglen har boltret sig i opmærksomhed og leg med sine små kusiner, og det hele har været skønt. Lige bortset fra torsdag aften, hvor Øglen pure nægtede at lægge sig til at sove, og jeg pure nægtede at bruge hele min mors fødselsdagsmiddag på at tvinge hende, så klokken blev 22.15, før hun gik omkuld. Det var jo så også kun 3½ time senere, end hun plejer, såeh...

Fredag sov hun helt til kl. 9.15, men kvitterede til gengæld med ikke at ville sove til middag. Som i overhovedet ikke. Til trods for gentagne forsøg på at trille hende i søvn i klapperen. Nix bix - der skulle ikke soves. Der skulle leges. Og det blev der (selv om mutti skulle arbejde, men så var der jo heldigvis en mormor, en tante og to kusiner, der kunne aflede hende lidt). Og om aftenen var hun så smadret, at hun blev lagt til sædvanlig tid - næsten uden brok.

I går havde vi så en stille dag. Bare Øglen, HDD og jeg. Som skulle foregå helt på Øglens præmisser. Vi tog på Statens Museum for Kunst for at se, om de havde nogle udstillinger for smållinger. Det havde de ikke, men de havde (og har garantrisser stadig) uendeligt meget plads, hvor man kan løbe lykkelig frem og tilbage, når man er 1½ år og synes, at løb er det fedeste i verden. Og bagefter kunne man løbe lykkelig rundt i Fælledparken, lege med visne, våde blade og drikke sødmælk af den samme slags kop, som mor og far drak kaffe af. Man kunne fodre fugle, råbe "vov vov" efter alt, der bevægede sig og grine manisk af alting. Mens mor og far kunne nyde det skønne skønne vejr, vi har haft i weekenden (og tilsyneladende har igen i dag) og blive enige om, hvor fantastisk Øglen er. (Det er sjovt nok altid ret nemt at blive enige om, synes jeg).

Det var ikke actionpacked, men det var et mentalt pusterum. Og dem burde man have mange mange flere af.

Øglen - lettere betuttet over antallet af trin på Statens Museum for Kunst

Øglen hænger ud

 
Lettere utilfreds

Så bunder vi

Ej, er det RIGTIGT, mor?! 

Efterskrift: Øglen siger stadig Norge. Rigtig meget. Og hun har ikke udvidet til andre lande (endnu). Tror nok, jeg hørte hende sige Nørrebro forleden, men det var vist en engangsting. Nu bor vi jo også på Østerbro, så deeeeet...

søndag den 3. oktober 2010

Sagde du svin?!

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.


Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).


Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.


Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg prøve på at sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)... 

  ## 
Her skulle have været et kastanje-billede, 
men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...
##


Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...