Viser indlæg med etiketten søskende. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten søskende. Vis alle indlæg

torsdag den 16. juni 2016

Noget om at gøre ingenting

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har efterhånden længe haft information overload i forhold til mængden af 'kloge' artikler om, hvordan man skal gebærde sig over for sine børn, i familien og i samfundet i det hele taget, hvis man vil undgå at gøre ubodelig skade på enten sig selv, børnene eller førnævnte samfund. Faktisk var artikelstrømmen den udslagsgivende faktor, der gjorde, at jeg trak stikket til Facebook for halvandet år siden, og jeg vil vove at påstå, at min hverdag er blevet noget mere overskuelig uden masserne af modsatrettet information, jeg skal forholde mig til (for jeg var ikke ret god til at filtrere den fra). Så altså - færdig med mødrebashing og skyld med skyld på. I en vis udstrækning, altså. For det sker da stadig, at jeg falder over en artikel i ny og næ. Som jeg læser. (Det er jo bare Facebook, jeg ikke findes på længere. Ikke internettet.)

For et par uger siden skete det. Bedst som jeg sad og overspringshandlede (formentlig med at finde en pæn badedragt på nettet - hvilket lykkedes, btw. Mere om den i et andet indlæg), fik jeg en sms fra HDD med et link til en artikel i Politiken. Og med følgeteksten: "Reptilerne bliver utrolig godt rustet til fremtiden". Artiklen handlede om, at børn, der skændes, får det bedre med hinanden, efterhånden som de bliver ældre, end børn, der ikke skændes som små, og at det er at gøre dem en bjørnetjeneste at forsøge at klare konflikterne for dem. Også selv om de bliver fysiske og/eller råber, til ørerne bløder.

Artiklen linkede videre til "Sådan tackler du dine børns konflikter", og det lød alt sammen vældig fornuftigt. For vores børn toppes, skal jeg sige jer. Sådan for alvor.

Eksempel:

Øglen: "Varanen rækker tunge af mig, mor. Helt uden jeg gjorde noget. Eller. Jeg kom til at slå ham lidt på armen, fordi han skulle flytte sig, og så blev han bare megagal, og ..."

Varanen: *afbryder*: "Det er fordi hun ikke vil lege. Og så slår hun, og så ..."

Øglen *afbryder*: "Naaaarj".

Varanen: "Joooooow!"

Øglen: "NAAARJ".

Varanen: "JOOOOOOOOO! DUMME Øgle!"

Og så kører den ellers derfra. Jeg er i dén grad træt af det, men jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det, og er derfor endt i et af to scenarier: a) Bede den ene om at lade være med at række tunge/slå/skrige sig selv hæs og på en eller anden facon dømme i, hvem, der har ret/uret, b) Blive virkelig irriteret over, at de flipper sådan ud. Begge dele eskalerer konflikten, og det ender altid i vredestårer hos Varanen og forurettelsens tårer hos Øglen.

Men nu. Nu har jeg fået en option c. Som går ud på at gøre præcis ingenting. Så i et par uger har jeg nu smånynnet på en lidt uhyggelig hippiemåde noget i retning af "Ahr, det er jeg sikker på, I godt selv kan finde ud af", når den ene eller den anden kommer rendende for at aflægge vidnesbyrd om en (eller flere) absurde konflikter. Og så lige så stille gået tilbage til det, jeg var i gang med, mens ungerne helt perplekst stod med al deres selvretfærdige harme - og ingen til at tage parti.

Og ved I hvad, der er sket? Mens jeg har ladet som ingenting (og drukket lidt ekstra kaffe), har de formået at løse indtil videre en lang række konflikter selv. Konflikter, der før ville have varet måske en halv time, er nu overstået på fem minutter. Uden nogen smækker sig surt inde på værelset eller insisterer på, at hinanden er dumme. Faktisk er samtlige konflikter indtil videre endt med to reptiler, der griner lidt sammen, finder på noget sjovt eller hyggeligt efterfølgende og generelt bare virker en anelse mere sammentømrede.

Jeg er helt klart fan.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at der både vil komme konflikter, der ikke lader sig løse med denne nye, fantastiske tilgang til det, og situation, hvor vi voksne falder tilbage i dommer-rollen (bedre kendt som "shut uuuuurp"-rollen), men det er også ok. Ellers bliver det også næsten for harmonisk.

Men det er helt klart en bedre base at have, at der er få konflikter, der eskalerer, frem for at det snarere var reglen end undtagelsen. For med viljestærke søskende på 4,5 og 7 år ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at stemningen altid ligger på zen derhjemme ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...