Viser indlæg med etiketten savn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten savn. Vis alle indlæg

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

tirsdag den 13. september 2016

Noget mere om efterår

Smukke september er hård i år. Det vil den nok blive ved med at være. Men jeg må sige, at måneden gør, hvad den kan for at kompensere med både varme og smukhed. Og selv om al varme og smukhed i hele verden ikke bringer min mor tilbage, må jeg anerkende indsatsen.

Jeg kan mærke, at solen og varmen gør mig godt. Sommer-tilstandene trænger dybt ind under huden og giver energi. Energi til at klare bare lidt mere end det allerhøjst nødvendige. Energi til at træne (sgu'!), planlægge legeaftaler og fritidsinteresser (endda en enkelt for mig selv - mere om det i et andet indlæg på et andet tidspunkt), organisere håndværkere (endnu et indlæg i støbeskeen) og oven i købet til at tage livtag med de af min mors ting, som endnu ikke er blevet sorteret. Min far og jeg sorterede sammen en dag i sidste uge. I det smukkeste solskin. Og selv om det var hårdt, var det en god dag.

Jeg fik lidt tøj med mig hjem - og et par smykker, som nu er blevet fast inventar på hhv. finger og håndled. Lige som de var det hos min mor. Hver gang jeg kigger på smykkerne bliver jeg glad. Og så rigtig ked af det. Og så glad igen. Selv om det bare er ting, er det ting med uendeligt mange minder i. Og det får mig til at føle, at hun er endnu tættere på.

Det er snart et år siden, hun gik bort. På mange måder føles det som meget kortere tid, mens det på andre føles som meget længere tid siden. På bare et år har jeg skullet lære, hvordan man eksisterer uden sin mor. Læringskurven har været stejl, og vi er ikke ved vejs ende endnu. Overhovedet. Selv om savnet på mange måder er blevet lettere at bære, rammer det med fuld styrke fra tid til anden - og særligt her i september.

Om lidt har Varanen fødselsdag, og det er så kært, hvor meget han glæder sig. Allerede i juli lavede vi en afkrydsningsliste, så han kunne følge med i, hvor mange dage der er tilbage, og nu, hvor der kun er 9 dage endnu, kan han næsten ikke være i sin lille krop af bare begejstring. Jeg glæder mig med ham og for ham, men samtidig er hans fødselsdag så uendelig bittersød. Fordi jeg stod lige midt i orkanen sidste år på samme tid, og en del af mig skulle forsøge at koordinere fejring og gaveindkøb, mens en anden del af mig skulle deale med bedemænd og begravelsesforberedelser. Noget meget mere modsætningsfyldt end det skal man lede længe efter. Men livet går jo, som jeg har sagt utrolig mange gange det sidste år, som bekendt videre, og Varanen skal have et brag af en fødselsdag. Med stuen fra børnehaven, Paw Patrol-tema, gaveregn og all the works. Endda en tur til Legoland i forbindelse med en snart forestående tur til Jylle. Og så nogle af de gaver vi ved hjælp af mere eller mindre vellykkede forhørsteknikker har vristet ud af ham, at han ønsker sig.

Det skal nok blive en god fødselsdag. Der mangler bare en ...

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

torsdag den 28. juli 2016

Noget om at begynde forfra

Agtigt. Sådan føles det i hvert fald, når man skal indsluses i hverdagen efter fire ugers ferie. Fire uger, hvor de eneste tidspunkter, vi har skullet nå noget, sådan for alvor, var de tre rejsedage, vi havde på vores Italienstur; af sted, videre og hjem. For sådan et fly (og vandtaxa, for den sags skyld) har det med at være lidt knibske i forhold til det der med at skulle vente.

Nu skal vi op og af sted hver morgen, så pludselig er vi i gang med vækkeure igen. Ikke, at jeg ved, hvorfor vi gider bøvle med dét - Varanen har nemlig tillagt sig en vågne tidligt-vane, der ligger meget fjernt fra de tidspunkter, han holdt sig til at vågne på ferien. Der kunne klokken både blive 8 og 9. Nu hedder den kl. 6, hvis vi er heldige. Slut med at vågne langsomt og nyde, at der ligger kilet et eller to børn fast i en armhule. Slut med at lade dagen og vejret bestemme, hvad vi skal. Suk.

Aftenture på stranden og al tid i hele verden ... 

Det er endda ikke fordi, vores start udi hverdagen er specielt hård eller brat sammenlignet med så mange andres. Vi har som bekendt det store privilegium, at jeg kan tage dagene og opgaverne, som de kommer, men det betyder jo desværre ikke, at jeg bare kan lade være med at arbejde. Jeg har stadig til gode at finde en, der har lyst til at betale mig for dét. Så arbejde it is. Det betyder, at børnene igen skal overlades i andres varetægt i en god portion af dagtimerne - for den ældstes vedkommende til noget sport, for den yngstes, børnehaven.

Eftersom begge børn i løbet af ferien har været ved at rykke hovederne af hinanden mere end én gang, tænkte vi, at det ville blive vildt fedt for dem at komme over til nogle jævnaldrende, og - for Varanens vedkommende - kendte ansigter. Men nej; tilsyneladende var kammerater og børn i det hele taget mere appellerende på afstand, for opstarten har mildest talt været noget hård. Og ret meget som at skulle begynde fra scratch.

Selv om Øglen har det sjovt til sport, synes hun det er hårdt. Og det er der jo sådan set ikke noget at sige til - jeg ville også selv blive lidt øm i stængerne, hvis nogen satte mig til at træne 6 timer om dagen. Første dage kløede hun på med krum hals, men de efterfølgende dage har det været lidt op ad bakke at få hende af sted. Lige med undtagelse af i dag, hvor der var kage og hygge på programmet. Varanen, som har talt stolpe op og ned om de forskellige børn og voksne i børnehaven, mens vi har været på ferie, har slet ikke lyst til at komme af sted og ligner en, der er på vej til skafottet, når han bliver afleveret. Og det er faktisk næsten værre, end hvis han var vred eller ked af det. Nu er han bare helt resigneret med ludende skuldre, og det har mit moderhjerte ret svært ved at klare. Også selv om jeg godt ved, at humøret stiger væsentligt i graderne, når jeg først er stukket af sted. Alligevel har jeg hentet ham senest 13.30 hele ugen og driblet på legepladsen med ham, indtil storesøster skal hentes, så det er jo ikke fordi han har lange dage (aflevering er ml. 8.30 og 9). Men alligevel. Åhrgh, jeg ville gerne bare have ham hjemme hos mig hele tiden. Og den ældste med. Men det går jo ikke - jeg ved det godt.

Det er bare lidt af en omvæltning, sådan at gå fra masser af tid og nærvær til knap så meget af begge dele. For os alle sammen. Alle er trætte, når der er hentet, og lunterne er kortere. Heldigvis er sommervejret stadig nogenlunde med os, og jeg bilder mig ind, at det giver lidt ekstra energi. Lidt længere aftener, hvor der er tid til at hygge, flade ud og bare være sammen.

Ovenstående lyder som brok, det ved jeg godt. Men det er det egentlig ikke. Det er bare savn til ferien og tid i rå mængder. De korte arbejdsdage bliver ikke ved med at gå for mit vedkommende, men så længe de gør, vil jeg nyde dem til fulde og bruge dem på at kysse lidt ekstra på ungerne. For lige om lidt er hverdagen nemlig sådan for alvor-alvor i gang igen, og så har de slet ikke tid til det ...

søndag den 1. februar 2015

Om udlængsel, maling og februarplaner


Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein)

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt


Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.

søndag den 6. november 2011

Update på soveshow

Jeg ved, at I sidder derude og tænker "Klarede hun det nu i fredags, da hun skulle være alene hjemme med søvn-fornægtende Øgle og den milde Varan, hende Øglemor?!", så tænkte, at jeg hellere måtte give en lille update.

For jeg overlevede. Endda i fin stil. Hyggede max med Øglen i løbet af aftenen (godt nok med sugemalle-Varan spændt på et bryst stort set hele tiden, men efter 6 uger er jeg efterhånden blevet ganske ferm til at multitaske under amning) med dyner i sofaen og guf i skålen. Øglen skulle lige overbevises om, at æblebåde, rosiner, riskiks og tre små brunkager kvalificerede som guf ("Hvor er guffet henne, moar?!"), men det røg da lige ned i løgneren, så helt galt kan det ikke have været. Hun syntes, at Disney Sjov var for uhyggeligt, så det blev Mickeys Klubhus fra harddisken, der reddede sofahyggen. Og da klokken nærmede sig 20.30, manede jeg til sengetid. Havde egentlig bestemt mig for, at hun bare skulle have lov til at være oppe, så længe hun ville, fordi den der stoleleg er lidt besværlig med semisovende Varan, men jeg ombestemte mig, da hun begyndte at gnide øjne og gabe. Og da jeg simpelthen ikke magtede mere Mickey Mouse slash Anders Bircow.

Og faktisk gik putningen uden problemer. Vi børstede tænder, læste historie og hørte om 'Øglens dag' (måske i virkeligheden hendes favorithistorie over dem alle), og jeg satte mig i gyngestolen (alle kamp-intentioner var udsat til en dag, hvor HDD kunne assistere). Og - lord behold! - hun sov efter ca. 15 minutter. WTF?! Jeg blev dog siddende væsentlig længere - skulle jo ikke risikere noget - men den var god nok; hun snorksov! Det betød et par timers børnefri til mig - noget, jeg slet ikke havde turdet kalkulere med. Så måske derfor føltes det ekstra rart.

Putningen i går var værre end nogensinde (jeg vil skyde på, at det alt i alt tog 4 timer *smiler syrligt*), men der var mange skøre omstændigheder, der gjorde, at vi ikke gik i gang med Operation Sæt Hårdt Mod Hårdt i går. Men i dag...

Man skulle ikke tro, at hende her kan blive SÅ vred og ulykkelig ved puttetid, vel?!
  
Varanen skal nu også tids nok give os grå hår... Men lige nu er han for det meste mild og god

Næh, vent lidt... I dag ER der slet ingen Øgle at putte. For hun er nemlig skredet på miniferie hos Mårmor og Mårfar. Under store begejstringshyl, glædesdans, hjemmelavet "Øglen skal til Kal-len-borg"-sang og lykkelige "DU skal ikke med! Kun Øglen, Mårmor og Mårfar skal med!"-udsagn til skiftevis HDD, Varanen og jeg. Så jeg havde slet ikke behøvet at være bekymret for, hvorvidt hun ville føle sig 'sendt bort' og udenfor det Reptilske Fællesskab, for det passede hende tilsyneladende strålende at komme lidt hjemmefra. Og ved nærmere eftertanke kan jeg da også godt forstå det. At det må være en fest for hende at komme et sted hen, hvor det kun drejer sig om hende. Hvor der ikke er nogen, der liiiiiige skal give Varanen mad, lægge Varanen på maven, give Varanen sutten, skifte Varanens ble, osv. osv.

Øglen inkl. Mår-forældre er netop kørt, og lejligheden er underligt stille. Varanen sover på tredje time, og der er ikke nogen, der hamrer tomme colaflasker ned i gulvet og nonchalent kommenterer, at "det er så dejligt at spille på gulvet, mor og far". Eller insisterer på at se "samsyn". Eller laver alt muligt andet gak og gøgl, der larmer. Meget meget underligt. Og sikkert også ganske rart, når man lige vænner sig til det, men jeg glæder mig nu allerede til på tirsdag, når hun kommer hjem igen.

Indtil da må HDD og undertegnede se, om vi kan huske, hvordan det nu lige er, man opfører sig, når man har en hel aften sammen - i samme rum. (Med mindre altså Varanen beslutter sig for at være kropumulig og nægter at gå til ro ved 20-21-tiden, som han plejer). Eller om det ender med, at en af os sætter os ud i gangen i gyngestolen. Man sidder jo egentlig meget godt, såeh...

søndag den 22. maj 2011

Mig-tid

I formiddags cyklede jeg et smut til Vesterbronx for at mødes med sød veninde, som jeg ikke har set alt alt for længe. Vi drak kaffe, heppede på marathonløbere (tænk, at jeg rent faktisk havde et startnummer til Cph Marathon... Gad vide, om det rent faktisk var endt med, at jeg stillede op, hvis jeg ikke var blevet gravid?) og fik hyggesnakket en masse.

Så hjem igen (lang omvej - tak, marathon-rute-planlægger-typer) til en tom lejlighed. HDD og Øglen er taget på tur til farmor, så dér bød lejligheden sig (desværre) lige til, at jeg kunne gå i gang med rengøringen. Vi har lige opsagt vores ikke så effektive rengøringshjælp, så nu skal vi jo til at gøre det selv. Daaaaamn, det er kedeligt. Det havde jeg lige glemt. Men to timers skrubben, skuren og tørren af hjalp kraftigt på lejlighedens lidt nussede tilstand. At det så medførte lændesmerter fra en anden verden, må vel være noget, man skal tage med. Eller se det som et tegn på, at det er HDD, der bliver nødt til at tage rengøringstjansen frem til engang efter fødslen... Hm. Et eller andet sted tvivler jeg på, at han køber dén, men man kan jo have lov at håbe...

Frokost på taget. Er det bare mig, eller smager rugbrødsmadder bedre, når man spiser dem under åben himmel?

Efter rengøringen syntes jeg, at jeg havde fortjent at sidde lidt ned, så jeg har netop brugt en lille time på tagterrassen med næste bog til Bogklubben og lidt sen frokost. Det er første gang i år, jeg har brugt tagterrassen, da den først lige er blevet 'åbnet' (noget med nogle møbler, der lige skulle olieres og samles og så'n), men det er helt sikkert ikke den sidste. Blev dog drevet ned af en dystert udseende regnsky og en hel del blæst, så nu sidder jeg solidt plantet i sofaen. Og bliver losset i mellemgulvet af Varanen, der tilsyneladende øver sig i karatespark. Eller også prøver han bare at give udtryk for, at Thomas Dybdahl ikke er his kind of music.

Øglen og uglen på legeren

Hm. Hvorom alting er, så har det været skønt med venindehygge, marathonhepning, rengøring (eller i hvert fald, at rengøringen er overstået) og alene-tid på taget, men nu må HDD og Øglen egentlig godt komme hjem. Jeg mener; klokken er næsten 17, og jeg har haft mig-tid siden klokken 11. Og nok synes jeg, at jeg er vældig interessant at hænge ud med, men man kan jo også få for meget af det gode...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...