Viser indlæg med etiketten siden sidst. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten siden sidst. Vis alle indlæg

onsdag den 30. november 2016

Endnu mere siden sidst

Ordene vælter ud af mig for tiden, men de ryger direkte i det sorte hul, der hedder arbejdsopgaver. Og nye projekter, der forhåbentlig en dag finder fodfæste. Derfor er det småt med ordene herinde, men for at jeg ikke går helt i vinterhi, får I lige en omgang siden sidst mere. Og så skal jeg nok prøve at tage mig sammen til at skrive et 'rigtigt' indlæg næste gang.

Nå, men siden sidst:

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel med sindssygt lækker mad og arrangerede ture. Og det kalder man arbejde! *indsæt selv vanvittig latter*

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel. Alene! (med hvilket jeg mener 'uden familie'). Det betød, at jeg i den sparsomme fritid kunne tage mig et karbad, nusse rundt, bande præcis lige så højt af det sygt langsomme internet, som jeg havde lyst til, og ... wait for it ... endda nå at kede mig lidt. Jeg gentager: Og det kalder man arbejde!

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. Fik jeg nævnt, at jeg boede på et 5-stjernet hotel? Og savnet HDD og børnene vildt meget. Efter noget sludren frem og tilbage med mig selv (det har man nemlig også tid til, når man sådan er af sted alene) blev jeg dog enig om, at det er sundt at savne lidt fra tid til anden. Og det gjorde det jo bare så meget desto mere dejligt at komme hjem igen.

*Har jeg lært at finde vej på Bispebjerg Hospital. Det bliver man nødt til, når nært familiemedlem, der længe har skrantet, er blevet indlagt akut. Der blev opereret for et par dage siden, men vi mangler stadig svar på en masse prøver, og meget tyder på, at det ikke bliver nogle svar, vi har lyst til at høre. Crap, altså!

*Har jeg takket de højere magter mere end én gang for mit fleksible arbejdsliv. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle jonglere hospitalsbesøg og gentagne snakke med læger og sygeplejersker oven i arbejdsbunkerne, hvis jeg samtidig havde en chef at stå til regnskab for. Hvis jeg ikke har sagt det tydeligt nok tidligere, bøjer jeg det gerne i neon: Jeg er f*nme heldig.

*Har vi været til intromøde for forældre til kommende 0. klasse-elever på skolen. Fordi Varanen skal i skole til næste år. I skole, blev der sagt. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Han er jo lige blevet født?

*Har jeg formået at overbevise mig selv om, at det er godt, han skal i skole nu. Dels fordi det bliver sweeeeet kun at skulle aflevere ét sted, dels fordi skolen er fantastisk. Hvilket andre også lader til at mene - 40 ud af 54 nye 0. klasses-elever er nemlig søskendebørn, så det gjorde intromødet til en noget opsummerende affære. Stort set alle vidste nemlig godt, hvordan det foregår, det der indskoling.

*Har vi været til hhv. julebag hos Mårfar og juledekorationshalløj hos Farmor, og jeg har præsteret at spise så mange pebernødder, vanillekranse og brunkager, at jeg troede, jeg var gået i stykker. Julebag er hyggeligt og rart, men når man har glemt stopknappen derhjemme, kan man godt risikere at blive pænt dårlig.

*Har vi været til adventsgudstjeneste og fællesspisning på skolen. Lige dele hyggeligt og kaotisk. Men vi fik hørt Ældstebarnet synge Glorian in excelsis Deo i kirken. Nåååhr.

*Er vi begyndt at pynte en smule til jul derhjemme. Og i går fik jeg ungerne til at lave vores mini-julelandskab. Set i bakspejlet skulle jeg virkelig have ventet, til jeg fik købt noget sukker, vi kunne bruge som sne. I stedet for kækt at sige: "Det gør ikke noget, vi ingen sukker har. Vi bruger bare mel i stedet". #€&%"

*Er der virkelig opstået behov for at få støvsuget!

*Har vi været i IKEA. På en søndag. Det var ikke en god idé.

*Har vi haft lus. I-f*cking-gen. Jeg bliver så træt! Ingen lus i næsten 8 år, og så får pigebarnet dem to gange på to uger. Enten er skole-lusene af særlig kradsbørstig karakter, eller også slog sidste runde kemi dem bare ikke ordentligt ihjel. Denne gang har jeg kæmmet, kæmmet og så lige kæmmet lidt mere. Før jeg gassede dem med en rest Hedrin fra sidst. Og så lige kæmmet lidt mere. Suuuuuk! Fra nu af omdanner jeg mig til Kæmmeren fra Helvede og reder ældstebarnets hår igennem hele tiden og så igen. Bare for en sikkerheds skyld.

*Har jeg haft en dag eller to, hvor jeg har glemt at drikke kaffe. Glemt?! Jeg har klart for travlt. Og sidder derfor på en café lige nu med en stor kaffe i koppen. Man må have prioriteterne i orden.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...