Viser indlæg med etiketten sko. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sko. Vis alle indlæg

fredag den 6. maj 2011

Praktisk vs. pæn, 1-1

Det er snart sommer - kan I mærke det?! Det er skønt med varme, og jeg nyder virkelig, at jeg i almindelighed og Øglen i særdeleshed ikke skal pakkes ind i 4.000 lag tøj, inden vi begiver os udenfor i permafrosten.

Men.

Nu er det jo sådan, at jeg er gravid. Og erfaringen viser, at jeg er sådan en, der godt kan lide (eller - lide og lide - det er måske lige at overdrive det en kende) at ophobe vand i kroppen, når jeg er sådan noget. Da jeg ventede Øglen, var det ret slemt de sidste par måneder. Og da var det endda vinter. Denne gang vil det være højsommer, og jeg må tilstå, at jeg nærmest forventer et opkald fra Lalandia, som kræver deres vand tilbage.

Så da Therese flashede sit nyindkøb til gravide fødder, kunne jeg ligefrem mærke mine snart vandfyldte plader crave sådan et par. Så efter lidt (ok, meget!) research fandt jeg den farve Birkenstocker, jeg gerne ville have (der er sygt mange forskellige farver - og modeller - at vælge imellem. Og så er der temmelig mange penge at spare ved at købe dem i Tyskland. Bare så I lige ved det, hvis I også planlægger hævede fødder her til sommer).

Indrømmet - de er sq lidt pædagog-agtige (som Therese også er inde på i titlen på sit indlæg), men der er god plads i dem, og jeg tror, vi bliver gode venner. Derudover tror jeg, at de falder glimrende ind i gadebilledet i 2100 Spelt, så hvis jeg også lige finder et par spraglede, løse barselsbukser, så er der jo ikke et øje tørt.

Men ret skal være ret - mit hjerte banker højere for smukke sko end for praktiske sko, så da jeg fik muligheden for at deltage i noget sko-release-halløj i går, hvor man kunne få et par skønne stilletter, sushi ad libitum og champagne (eller hyldeblomst-halløj for os stakler, der ikke må drikke alkohol), slog jeg til. Kommende vand i fødder eller ej.

Man kan sige, hvad man vil, men lækkerhedsfaktoren i indpakningen er liiiidt forskellig

Nye sko. Ved godt hvaffor nogen, jeg kommer til at gå mest i. Men det betyder jo ikke, at det er dem, der er pænest...

På vej hjem fra sko-halløj kunne jeg lige slå et smut forbi døgnposten, hvor Postmand Per havde været så venlig at smide mine pædagogfødder af (servicetip: bid mærke i hvilken døgnpost, din pakke er leveret til. Så slipper du for at udspy helt så mange eder og forbandelser, som jeg gjorde i går, da jeg opdagede - efter gentagne forgæves scanninger af stregkode - at jeg stod ved den forkerte). Og så kunne jeg komme hjem med maven fyldt med sushi og Kamæleon og TO par sko i posen. Luksus. Sådan nogle dage burde der være flere af.

Og så taler vi i øvrigt ikke et ord om den trodsalder, der har ramt os med en forhammer lige i krydderen derhjemme i kraft af to-årig Øgle, der STOR-flipper, når hun får noget, der bare minder om et nej. På en måde så alle urte-Erna-agtige forsøg på at dæmpe hende ned som "jeg kan gå forstå, at du bliver vred nu, for is smager også godt, men blablablahhhh" bliver slået til jorden med et skingrende skrig, der kan få blod til at fryse til is. Indtil videre klarer vi os med en tilgang, der hedder, at hun er velkommen til at blive ked af det, men hvis hun vil svælge i nej'et, må det blive uden os. Så må vi se, hvor længe hun accepterer dén. Indtil da vil jeg bare nyde mine nye sko og lade som om, at jeg aldrig har hørt om trodsalderen.

*Det er bare en fase det er bare en fase det er bare en fase*

lørdag den 28. august 2010

Om at gå i små sko...

For ikke så længe siden, fik Øglen sine første, rigtige sko. Det var før, hun sådan kunne gå for alvor, og de har altså måttet lægge snude til en del kravleri. Og det kan ses! Der er slidt hul på begge sko-snuder, og efter hun er begyndt at spæne rundt, lægger man jo ekstra meget mærke til det. Desuden var str. 19 efterhånden ved at være lige det mindste til hende, så det var jo hele to gode anledninger til at shoppe lidt sko.

Nu er det sådan, her på matriklen, at jeg ikke er den eneste, der er interesseret i sko. HDD er også ret vild med fodtøj - så vild faktisk, at han vist er ved at have overhalet mig i antallet af sko. Fordelen er, at han sagtens kan forstå, når jeg igen bare MÅ eje et par sko - ulempen er, at der er mange sko til at kæmpe om den forholdsvis sparsomme plads i lejligheden. Dog er HDD's sko allesammen mere eller mindre ens - han samler nemlig på PUMA-sneaks - så de kan 'stables'; det er straks lidt sværere med ukurante sko som stilletter, sandaler, støvler, m.fl.

Nå. Men HDD. Interesseret i sko. Derfor gav jeg ham til opgave at finde et par sko til Øglen. Havde bare to krav: de skulle være i str. 20, og der skulle være plads til en lille, buttet øglefod. Og vips, ankom dette par til adressen for en uges tid siden:


















Øglen er allerede forelsket i dem, og den første dag nægtede hun at tage dem af. Det vil hun dog gerne nu, for et par senere ankom de her med posten:


















HDD var lige 'kommet til' at købe et par mere - fordi de simpelthen er for søde, som han sagde. Og det kan jeg egentlig kun give ham ret i. Støvlerne er dog købt i en str. 21, så Øglen har noget at 'vokse ind i', men det forhindrer hende ikke i stolt at spankulere rundt i lejligheden med dem på.

Så fra kun at have ét par - slidte - bittesmå sko, ser det ud til, at Øglen er ved at starte en lille samling. Måske hun en dag når op på siden af sin far, når det kommer til antal sko. I så fald bliver vi nødt til at flytte, for så er lejligheden simpelthen ikke stor nok...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...