Viser indlæg med etiketten skolebarn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten skolebarn. Vis alle indlæg

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

torsdag den 21. april 2016

Noget om koder, der knækker

Engang midt i januar var det som om, Øglen knækkede læsekoden. Lige så stille og roligt begyndte hun at kunne læse små ord og sætninger - dog stadig iblandet en del gætværk. I februar var læsningen blevet lidt mere stabil, omend stadig let tøvende, og man kunne nærmest høre de små tandhjul inde i knolden på hende dreje rundt, når hun kiggede på bogstaver og stavelser. I marts gik det yderligere fremad (omend stadig lidt hakkende. Og så hjalp det jo ikke ligefrem, at Varanen insisterede på, at "det er MOR, der skal læse, Øgle. Du læser SÅÅÅÅÅÅH langsomt!")

Nu skriver vi april. Og Øglen læser. Sådan for alvor læser. Både højt (også for Varanen, der nu selv efterspørger det) og for sig selv. Pixibøger, Totte-bøger og andre børnebøger. Og Anders And-blade. Vi er ikke på roman-niveau endnu, men der er dæleme ikke mange ord, hun ikke kan. Og hun elsker det! Det første hun gør, når hun vågner om morgenen, er at putte sig i lænestolen med sin dyne og et Anders And-blad*, og så er hun ellers ikke til at komme i kontakt med. Helt tabt for omverdenen er hun, og det minder mig i dén grad om mig selv i den alder.

Jeg har altid været glad for at læse, omend der ikke er så meget tid til det nu, som der var, da jeg var 7. Og at skrive også. Øglen læser pt. mere, end hun skriver, men hun vil det hele, og jeg er sikker på, at det kommer, før vi aner. Lige nu er en af de foretrukne aktiviteter omkring puttetid (ud over at læse Anders And), at jeg skriver ord på computeren, som hun så skal læse. Jeg plejer at blande lidt rundt i sværhedsgraderne (primært fordi Varanen også gerne vil gætte læse med), men tiden for en- og tostavelsesord er for alvor forbi nu. I hvert fald får jeg at vide, at jeg godt kan pakke sammen med mit "And", "Vand" og "Sand", for "det er jo sindssygt nemt, mor! Skriv nu noget svært!" Altså kører vi på med "Røremaskine", "Skruetrækker", "Flødeskum" og andre ord, der lige falder mig ind.

Læse læse læse - ord, der nu er alt for nemme, hvis man spørger Øglen. 

Forleden greb Øglen så selv computeren og skrev en lille historie. Den er jeg så godt nok kommet til at slette (dåååååårlig mor!), men det var et eller andet i retning af "Der går en ræv og der går en mus. De ser et hus". Eller noget. Ret kært. Så selv om det klart er læsningen, der bliver dyrket mest for tiden, kan min førstefødte nu altså både læse og skrive. Det er vist for alvor på tide at fortælle mig selv (og prøve at forstå det også), at hun ikke længere er spor lille ...

*Deraf denne morgens lille tantrum, der bestod af en Øgle, som ikke syntes, det var fair, at hun skulle lægge tegneserien og komme i tøjet. "Jeg HADER lektier", gjaldede hun. "Det er det VÆRSTE, jeg ved, og det er så URETFÆRDIGT, jeg skal lave dem!". "Nogle gange ville jeg ønske, jeg var forældreløs!"

Taget i betragtning, at de ikke får lektier for i 0. på Øglens skole, tillod jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved udsagnet, og det viste sig da også, at Øglen ikke var heeeeeelt klar over, hvad lektier i grunden var for noget. Adspurgt måtte hun da også indrømme, at ovenstående lille flip var ord fra Rip, Rap og Rups mund. Ak ja - og således begynder tegneserie-æraen. Som jeg selv husker som så altopslugende, at jeg engang i et øjebliks koncentrations-lapse kom til at kalde min hjemby for Andeby. Derefter kom tegneserierne på ferie i et par uger, så jeg kunne få læst nogle bøger i stedet ...

mandag den 7. marts 2016

Om at være forældre til et skolebarn

Generelt er jeg sådan rimelig tjekket. Ikke på den cool måde, men på den strukturerede måde. Jeg har (næsten) altid (nogenlunde) styr på, hvornår der skal madpakke med (altid, så den er nem nok), er forholdsvis klar over, om det er turdag i børnehaven (selv om jeg ikke aner, hvor de skal hen) og holder sådan semi-styr på, hvornår der er sommerfest (til sommer. Nemt nok) og deslige.

Så begyndte Øglen i skole. Og så skal jeg da ellers lige love for, at tjekket-heden er blevet sat på en alvorlig prøve. For én ting er at holde styr på arrangementerne i en og samme børnehave, en anden er at gøre det i en børnehave og en skole. Særligt, når det er en privatskole, der er vild med forældreinvolvering. Misforstå mig ikke - jeg er også vild med forældreinvolvering - men der er altså kun 24 timer i døgnet, og det er ikke dem alle, jeg bruger på at tjekke forældreintra og SFO'ens intra (for selvfølgelig er der to systemer. Bare for at bidrage lidt til forvirringen). Slet ikke, efter at begge systemer kollektivt har besluttet sig for at spasse helt ud - det ene virker ikke på min telefon, og det andet virker ikke på min computer. Virkelig smart (!)

Derfor er det da også flere gange kommet bag på mig, at ungerne skal dette og hint - og senest har jeg glemt både forældrekaffe (halvanden time om morgenen i ny og næ) og legetøjsdag i skolen. Det vinder man ingen medaljer for, skulle jeg hilse og sige, for selv om forældrekaffen er frivillig, er børnene jo ikke blinde og kan udmærket se, om man er der eller ej. Det manglende legetøj blev heldigvis mødt med stoisk ro og et "så legede jeg bare med S's iPad i stedet". Phew. Længe leve andre børns gadgets. (Og så dog. For efterfølgende har jeg måttet høre en hel del på "HVorfor må jeg ikke tage min iPad med til legetøjsdag, når S må? Hva', hva', hva', hva'?!")

HDD havde også glemt alt om forældrekaffen (og legetøjsdagen, for den sags skyld), hvilket var særligt tydeligt, da det var ham, der afleverede den dag. Han havde et møde på arbejde, som han død og pine skulle til (sådan er det gerne med det der arbejde), så han forsøgte febrilsk at ringe til mig - som for en gangs skyld efter verdens længste og hårdeste januar havde haft en rolig morgen med Varanen og var ved at aflevere med telefonen på lydløs. Så altså; ingen forældrekaffe til os. Men de næste måneders forældrekaffe (for det er selvfølgelig et månedligt tilbagevendende arrangement) er nu tampet ind i kalenderen med alverdens alarmer, der bimler og bamler i god tid i forvejen. Så der burde være en chance for, at bare en af os husker det næste gang ...

Skoleforældretjansen indebærer også begrebet legegrupper, og selv om første runde af dem skal være afholdt ved udgangen af april, hvor der bliver dannet nye grupper, må jeg med skam indrømme, at jeg ikke lige er nået til det endnu (det er der så heller ingen andre i Øglens legegruppe, der er, men alligevel ...) Til sammenligning har en af mødrene i klassen nået at have samtlige børn hjemme og lege, før vi ramte juleferien. Jowjow. (Det MÅ være fordi, hun er erfaren skolemor med en dreng i et andet klassetrin. Bilder jeg mig ind).

Og så er der det der med fritidsaktiviteter. Som jeg måske ikke decideret glemmer, men bare er generelt utjekket med. Fordi jeg synes, det er noget fis, at man skal skrive sig op 2-3 år i for vejen (for realz), hvis man vil sikre sine børn plads på et svømmehold, der ligger efter kl. 15. Og det vil man, når ens 0. klasse-barn går i skole til kl. ca. 14, og svømmehallen sandsynligvis ligger helt ad h til i forhold til både skole og bopæl. Og det gælder i øvrigt ikke kun for svømning, hvilket har resulteret i, at ingen af ungerne rigtig har gået til noget. Før altså i sidste uge, hvor vi jo så e n d e l i g fik en plads på parkour-holdet.

Så mangler jeg bare at tjekke op på fodbold eller dans til den yngste, og spejder til den ældste. Suk. For til den nyligt overståede skole-/hjem-samtale (som i øvrigt gik så godt, at både HDD og jeg blev helt røde om ørerne) kunne læreren berette, at Øglen taler enormt meget om at gå til noget. "Så hun er helt klar!" Godt så. Jeg krydser dog fingre for, at parkour-holdet pacificerer hendes lyst til at gå til mere i et lille stykke tid. Særligt fordi jeg som udgangspunkt ikke synes, hun skal gå til ret meget mere end én ting, hvis der også skal være tid og overskud til legeaftaler, svømmehalsture med os forældre og helt almindelig, gemen afslapning. Jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af at kede sig en lille smule heller. Og så har det desuden også den ikke så lille fordel for undertegnede, at jeg ikke skal huske mere - det har jeg tilsyneladende rigeligt svært ved i forvejen ...

torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...