Viser indlæg med etiketten skolestart. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten skolestart. Vis alle indlæg

mandag den 21. august 2017

Noget om nye sko

Vi er ved at finde os til rette i vores nye hverdag. Sådan da. På samme måde, som man er ved at finde sig til rette i de flotte sko, der stod i vinduet og lokkede med sit 'Kom og tag os på - vi er smadderflotte og passer til det meste'. Og det er de da, og det gør de da, så vi køber dem. Og tager dem på. Og synes stadig, de er flotte (og passer til det hele), men de klemmer måske også en smule. Og hey - er den der syning ved tåen ikke lidt kluntet udført, når man sådan ser den heeeeelt tæt på? Måske det er den, der gnaver? Nå pyt, tænker vi - de skal nok bare gås til. Så det bliver de. Også selv om det koster et par vabler undervejs.

Lige nu trasker vi rundt på gnave-stadiet. Vi har ikke helt fået vabler endnu, men de lurer lige under overfladen. Pt. har vi 'bare' lidt ondt - der er noget, der gnaver, men det skal nok blive bedre. Blev der sagt. Tæerne er ømmest om morgenen. Når nogen vågner og på ingen måde har lyst til at komme i skole. 'Skal jeg virkelig i skole i dag', lyder det forpint fra et sted under dynen. 'Igen?!' Med et par lynende øjne til følge, når svaret er 'Ja, det skal du, lille skat' (med et tilbageholdt '... og de næste 10 år').

At skolen er hver dag, er noget, man lige skal forstå, når man er fem år. Altså sådan rigtigt forstå. For én ting er at sige og vide, at man skal i skole hver dag - en ganske anden, har det vist sig, er rent faktisk at skulle ud af døren hver dag. Til tiden. Som er alt for tidligt, når man er fem år og træt som et alderdomshjem over alle de spændende, nye ting, der sker. Over læringskurven, der er stejl som en skaterbane, og de forvirringer (og på sigt forhåbentlig kæmpestore fordele) den udskudte klassedannelse giver på den sociale bane.

Men det er også en stor omvæltning. Prisen for at have haft langsomme, fleksible morgener de sidste mange år skal nu betales. Eller - for at blive i fodtøjsterminologien - vi skal acceptere det bratte skift fra et par Birkenstock-sandaler til et par sylespidse stilletter.

Heldigvis har det værste gnaveri lagt sig, når vi rammer skolegården. Når børnene stiller op på række, og forældrene vinker farvel i flok. Og skoen trykker tilsyneladende slet ikke i selve skoletiden, hvor der formes venskaber og laves legeaftaler, og hvor de egne ben at stå på bliver stærkere (og måske faktisk også lidt længere?) for hver dag.

Men når dagen lakker mod enden, blusser gnavsårene lidt op igen. De gnavsår, man glemte, da man var i fuld gang med at lege og lære og afkode og indtage. Og når man kommer hjem og smækker benene op, generer de. Ikke så meget, at man overvejer at stille skoene bagest i skabet. Men nok til, at man har brug for at ømme sig og for tid for sig selv. Sammen.

Tæerne bliver strukket ud om eftermiddagen, aftenen, natten, mens de nye sko står i entréen. Og i morgen tidlig tager vi dem på igen. De er nemlig stadig flotte og passer til det meste. De skal bare lige gås rigtigt til.

Weekenden? Der skifter vi sq til sandaler :-)

Weekend. Sandaler. Sol. Vand. Ahhhh.

tirsdag den 9. august 2016

Noget om hverdag

Vi kører den (stadig) ind med hverdag på den hårde måde herhjemme. Og megahyggelige weekender. Det er som om, det er nemmere at huske, hvordan man holder fri, end hvordan det nu lige er, man går på arbejde fem dage om ugen. Og i skole og børnehave ...

Det yngste nummer er stadig ikke vild med at komme i børnehave. Som i overhovedet. Han er forknyt ved aflevering og mere konfliktsøgende end sædvanligt derhjemme, og ved sengetid har han ondt i maven, siger han. Han keder sig angiveligt i børnehaven, og det kan sagtens have noget på sig. Bedstevennen er jo kommet i skole, lige som alle de andre store børn, så nu er hele balancen i rykket, og det er pludselig Varanen, der er blevet den store. Den slags tager selvfølgelig tid at vænne sig til, og det er jo heller ikke farligt at kede sig - der er bare et helt ÅR, til han skal i skole, så jeg håber i dén grad, han kommer til at u-kede sig på et tidspunkt. For jeg kan næsten ikke bære, at min lille store dreng, der har knuselsket sin børnehave og alle i den, pludselig er så ked af det, når han skal af sted. Allerhelst vil han bare ligge i arm med mig på sofaen og se "et afsnit", eller sidde ved spisebordet og spille Rummikub, den seneste craze. Når han altså ikke vil klippe papir i smadder og stemple det med bogstaver, fordi han leger postkontor (#nåååååhr!).

Hverdagen i al sin finhed. For det er jo ikke jammer det hele. Overhovedet. Det er bare hyggeligst at holde hverdag sammen - er vi alle sammen enige om!

Jeg er et minut fra at flytte ud i en skov med ham i et års tid, så han bare kan tulle rundt og hygge sig, men det nytter jo for høvled heller ingenting. Ud over at der er grænser for, hvor meget Rummikub man kan spille (og at det bliver svært at arbejde fra en computer lavet af kviste og bær), så trænger han jo også til input fra jævnaldrende. Han er glad, når jeg kommer og henter ham, og pædagogerne siger, at han liver op, kort efter jeg er smuttet ud af døren, så det må jeg naturligvis tro på. Men hans lille triste ansigt martrer mig altså gennem dagen og gør, at jeg stopper arbejdet tidligt hver dag. Hvilket er så sindssygt priviligeret, at jeg har lyst til at anbefale alle at blive selvstændige, men som samtidig gør, at det er temmelig småt med opsøgende arbejde for tiden. For nu at sige det mildt.

Det ældste nummer er stadig lige vild med at blive afleveret. Endnu vildere nu end i sidste uge, faktisk, eftersom flere og flere fra klassen er begyndt i SFO. I morgen går det løs med første dag i første klasse. Det er stort, synes jeg. Hun selv tager det ikke så højtideligt. "Jeg skal jo bare i skole, som jeg plejer", som hun siger. Og jaja, det er selvfølgelig det samme sted med de samme klassekammerater, men det er et nyt lokale, det er nye lærere, og så er det friggin' FØRSTE KLASSE. Bum! Ikke om jeg fatter, det er et helt år siden, hun begyndte i 0.A og var så stor og stolt. Nu er hun endnu større, og når jeg ser på de nye (småbitte) 0.-klasser, der myldrer rundt i skolegården og SFO'en, fatter jeg endnu mindre. For så lille var Øglen da ikke, da hun startede i skole. Det er jeg helt sikker på ...

fredag den 28. august 2015

Keep on trucking

Hverdagen trucker derudad, og jeg trucker med. På en eller anden måde er der gået en uge, siden jeg sidst tjekkede ind her på bloggen, og det betyder, at der er en uge mindre i pendlerland. Jeg begynder så småt at forstå al den snak, der er om Kystbanen og dens utidige kørsel - det er ikke sjældent, jeg har oplevet forsinkede, forkortede og endda helt aflyste tog. Nu er jeg jo heldigvis i den situation, at mine ærinder ikke haster mere, end de jawer (som vi ville sige hjemme i Jylland), men har man en chef, man skal stå til regnskab for, kan jeg dæleme godt se det ekstrabelastende i tog, der ikke kommer. Særligt ham, der var mere end tre kvarter forsinket på sin første arbejdsdag på en ny arbejdsplads, på trods af at han var taget af sted i ekstra god tid (ja, jeg kom så til at lytte lidt til hans telefonopkald - det er svært at lade være, når man står som sild i en tønde i kupéerne), kunne man godt få lidt ondt af.

Det kan godt være, at Kystbanen er utidig, men den kører pænt, om man så må sige

Nå. Men det går. Og jeg forsøger at få arbejdet så meget, som tiden tillader det. Og blogget. Ahem. Og rakker-tilværelsen med en computer under armen og en greenie i tasken (ja, jeg er begyndt at drikke min frokost. Hver dag. Undtagen når jeg ikke lige kan overskue det - så snupper jeg som regel en proteinshake i stedet. Det er ikke spændende, men det er dæleme nemt, og Bibliotekspolitiet har ikke brokket sig over min shaker endnu. Og så har det haft den dejlige sideeffekt, at jeg pludselig kan passe meget af mit tøj igen efter et par år, der har været mere end almindelig meget laissez-faire på mad-måden) bliver alt andet lige lidt mere spændende, når søde mennesker tilbyder husly og hyggeligt hjemmekontor den ene dag, og man skal mødes med en af verdens tre sjoveste mennesker til frokost en anden dag. Og i øvrigt har andre, fine aftaler på spring i den kommende uge.

På vej til gårsdagens hjemmearbejds-aftale. I silende sommerregn. Slet ikke dårligt

Desværre betyder rakker-tilværelsen også, at det er nemt at overspringshandle pænt meget. For det er jo synd for mig, at jeg sådan rakker rundt, eggå, og desuden er Bibliotekspolitiet ikke helt så large, hvad angår telefoninterviews, som de er med proteinshakes. Så arbejdsopgaverne bliver af og til trumfet af lidt seriøs webshopping, der rækker noget ud over den daglige kop kaffe fra 7-Eleven, som jeg fanger i det sekund, jeg stiger af toget. Shoppingen har indtil videre resulteret i en bog (arbejdsrelateret, så den er ok. Faktisk), en hel del nyt tøj til den ældste - hej skolegarderobe! - og, hov!, også en sjat til mig. Kan vi ikke også kalde dén for skolegarderobe? Jeg henter jo i skolen hver dag, såeh ... Nej? Nå. Derudover er der også blevet indkøbt gear til husstandens kommende 4 års-fødselsdag, hvor hovedpersonen har insisteret på at få hele børnehavestuen hjem. Til minions-fest. Intet mindre. Ved ikke lige, hvordan jeg skal greje menuen (for jeg tænker, at det ikke er i orden udelukkende at servere bananer? Eller ting, der smager af banan?), men jeg finder forhåbentlig på noget. Snart.

Madpakke. Version #25. Sådan cirka. Og ja - jeg synes stadig, det er hyggeligt at lave dem 

Så dagene går. Med en blanding af arbejde, shopping, kaffe og transport. Og alle er stadig trætte, når vi kommer hjem - selv Varanen, der i virkeligheden er den, der bliver mindst påvirket af hele den nye logistik. Han kan stadig sove længe, blive afleveret omkring kl. 9 og hentet igen til sædvanlig tid omkring kl. 15. Men alle er til gengæld også glade og kører på en slags Nyhedens Interesse-energi både mht. transport og skole. Glad er godt, og apropos glæde, så kommer iPad'en hjem fra 1,5 måneders ferie i dag. Og kommer til at lave en ugentlig gæsteoptræden i ungernes tilværelse fremover. Så i dag bliver mediemekka for de yngste - iPad'en kommer hjem, der er Disney Sjov, og så - *fanfare* - er Versus jo begyndt igen. Til stor begejstring for den 6,5-årige. Jeg forudser firkantede øjne (og sukkerchok) i aften. Men hey - det er weekend, og så kan man klare det meste!

God weekend, allihop - håber, den bliver fyldt med godhed. Det er i hvert fald, hvad jeg har planlagt at fylde i min.

fredag den 14. august 2015

Om perfektion – eller noget, der kommer tæt på


Hverdagen er en sjov en. Lige så rugbrøds- og hamsterhjulsagtig den kan være, lige så fantastisk kan den vise sig. I de små ting som det at have god tid til at gå hjem fra børnehaven, i lange morgener, højtlæsning, syngende børn, solskin og andre hverdagsting, der er lige til en reklame for Rynkeby.

Ud i det blå 

Og hverdagene er jo, på godt og ondt, dem, der er flest af. I hvert fald i vores familie. Det er ikke dem alle, der tåler at se dagens lys, og visse af dem er mere leverpostejsagtige end andre, men jeg tror godt, jeg tør vove at påstå, at der aldrig går en dag, hvor der ikke er glæde i et eller andet format. Hvor ungerne får et kys og et kram, hvor vi smiler og griner sammen, hygge-driller og/eller får en god snak om dette eller hint. Men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen, og alle de små, idylliske lyspunkter er som regel blandet med lidt tilfældig vrissen, generel træthed, sukken over, hvorfor det mon var nødvendigt at vælte koppen med vand hele TO gange. På tæppet. Inden for 3 minutter. Og så fremdeles.

Altså lige bortset fra i går. Som var så tæt på perfekt, som det kommer. Og det er faktisk meget heldigt, for det var nemlig Øglens første skoledag – en dag hun forhåbentlig kommer til at huske (for noget godt, altså) i rigtig rigtig lang tid. Og hvis det ikke er tilfældet, er hermed et blogindlæg til at agere hukommelse for hende ...

Spændt (selv om forældrene muligvis var endnu mere spændte. For "jeg har jo været derovre mange dage i SFO, mor" ...

Den første skoledag varede kun to timer. HDD havde taget fri, og efter en rolig morgen med hygge og masser af tid til leg, blev Varanen afleveret i børnehaven. Øglen, HDD og jeg fik en forfriskning på vejen til skolen, for Øglen havde ondt i maven. Jeg gætter på, at det var de famøse sommerfugle, der var på spil.

Vel ankommet på skolen tog vi plads sammen med de andre nye forældre i gymnastiksalen og lyttede til en fin velkomsttale fra rektor og en sang fra 3.-4.-klasserne, der i dén grad gav mig lyst til at vande høns. Selv om jeg i virkeligheden ikke er alt for vild med børn, der synger i flok, så var de bare så søde, og det hele var så højtideligt, og Øglen var helt tryllebundet, og … *tuuuud* (Jeg holdt mig i skindet. Modsat en del andre mødre, så jeg bagefter. Så kunne jeg jo godt bare have givet los ...)

Bagefter skulle nulte-klasserne ringes ind. Øglens skole er en gammel en af slagsen med mange fine traditioner, og en af dem er altså, at alle nye elever skal ringe sig ind på skolen. Og ud igen efter niende. Jeg synes, det er en rigtig fin tradition, og det var hyggeligt at overvære børnene, der blev kaldt op ved navn, få klokken til at bimle og bamle på skift. Forældrene fik lov til at gå med op i klassen for at få nogle informationer (bl.a. om skolefotografering. I dag. Tal om at blive kastet ud i den dybe ende. Så skulle vi jo huske at udfylde alt muligt), før vi blev smidt ned i gården. Her kunne vi sludre med de andre forældre, drikke kaffe, gufle croissanter og udfylde de påkrævede sedler – og sør’me om vi ikke også nåede at gå en lille tur, få afsluttet et par hængepartier over telefonen og mærke solen skinne på os – i både bogstavelig og overført betydning.

Tilbage igen fik vi en glad, men træt Øgle i favnen. Hun var helt klar på frokost på Joe & the Juice (hvor vi i parentes bemærket også var umiddelbart efter hendes besøgsdag på skolen for nogle måneder siden. Så det er efterhånden også en tradition – om end lidt mere verdslig end den med klokken) og efter shakes, sandwich og sludren om skoledagen var vi parate til at hente den søde Varan, som lod sig lokke med hjem efter løfter om besøg på den lokale badestrand i det strålende vejr. Af uransagelige årsager har vi ikke været der før, hvilket må siges at være en stor fejl, for den er helt fantastisk! 

Det meste får selvfølgelig et positivt skær, når temperaturen nærmer sig de 25 grader, men selv på en køligere dag ville man ikke kunne komme uden om, at sandbunden var blød som en barnenumse, og at man kunne gå langt langt ud, uden at det blev dybt. I looove. Selv Varanen, der normalt er kendt som Barnet, Der Hader Vand, elskede det. (Lige indtil han snublede i det lave vand og fik hovedet under. To gange. Men han kom sig heldigvis hurtigt igen). Faktisk elskede vi det så meget, at vi også har været på stranden i dag. I mega-blæsevejr. Men det havde også sin charme.

Kom an, hav! 

Før Faldene

Efter en times plasken blev det nærmest for varmt at være der (totalt luksusproblem), så nogen fik en is, og så gik turen hjemad. Eller – i Netto for mit vedkommende, og da jeg kom hjem med poserne fyldt med grøntsager (hej sunde livsstil, der skal kompensere for de 1,9 kg slik, jeg kom til at købe i Arlanda forleden), var ungerne fordybet i mit gamle Fabuland. De legede, indtil det blev spisetid, og drengene hentede den sushi, Øglen havde efterspurgt forleden og fået bevilget i går. Hvis der er en dag, man skal have sushi, er det på første skoledag, synes jeg. Øglen og jeg fik 15 minutter i arm foran flimmeren imens, og da drengene kom hjem, blev sushien fortæret på terrassen i de sidste solstråler, før det begyndte at blive køligt.


Ingen billeder af sushien. Den blev spist hurtigere, end nogen kunne nå at fotografere ...


Putningen foregik i god ro og orden – og ungerne var oven i købet enige om, at de hellere ville have én lang bog end to korte. Store sager! Aftenen blev tilbragt i fred og fordragelighed foran flimmeren, hvor HDD og jeg skiftedes til glæde os over, hvor godt dagen gik. Og hvor godt det der skole nok skal blive. Efter vi var færdige med at panikke over, at vi nu er forældre til et skolebarn og dermed for alvor voksne!

Efter sådan en dag ville det være forventeligt – ja, oven i købet en form for acceptabelt – hvis i dag havde været helt gak, men nu, hvor klokken nærmer sig midnat, er det ikke sket endnu. Så jeg tillader mig at blive grådig og håbe på, at den perfekte hverdagsstemning fortsætter weekenden med. Og i hele næste uge. Og – hvis det ikke er for meget forlangt – 10-12 år. Eller endnu længere …

onsdag den 12. august 2015

Øhm ... Hej?

Jaøh ... Så gik der lige et par måneder. Det ved jeg sq ikke lige, hvordan skete, men eftersom sommerferien både er kommet og gået, og hverdagen er gået i gang igen, så er det jo nok rigtigt nok.

Bloggen plejer at agere hukommelse for mig, og da jeg ikke engang har et halvslattent kladdeindlæg at fremvise fra de forgangne måneder, står det sløjt til med at huske, hvad tiden i grunden er gået med. Men overskrifterne kan jeg da klare:

Først var der noget med en ferie. Som for Øglens (og dermed mit) vedkommende har varet 5 uger. Varanen nøjedes med 4 uger, og HDD er bundscorer med 3 uger. Men vi har hygget os! I en grad, hvor computeren kun er blevet åbnet for at arbejde en lillebitte mikrosmule (5 ugers ferie som selvstændig er ikke godt for forretningen, hvis man ikke som minimum forsøger at holde gryderne om ikke kogende, så simrende). End ikke Instagram har jeg formået at kunne opdatere - primært af den simple grund, at jeg har glemt det. Og ikke kunne bekvemme mig til at gøre det, når jeg af og til kom i tanker om det. Men nu kører vi igen!

Huset i den svenske skov, hvor noget af ferien er blevet brugt

Det ville være herresejt at sidde og spille hellig og helt "jeg er bare SÅ digital detox-agtig og opslugt af min familie i vores sommerferie, at jeg har glemt koden til min iPhone", men det er slet ikke der, vi er. Jeg havde bare brug for et break, og når man har det og derfor ikke opprioriterer sociale medier - sammenholdt med, at man holder ferie med to børn med krudt i bagdelen, jamen så giver det nærmest sig selv, at opdateringer er ikke-eksisterende.

Hvor mine egne digitale vaner måske lidt tilfældigt er blevet vendt en del på hovedet, så er ungernes blevet det samme - dog med fuldt overlæg. Der gik slet og ret alt for meget iPad i den - eller, jeg skulle måske i stedet sige efterspørgsel efter iPad i den. Særligt fra Varanen. Så da vi kom hjem fra vores Sveriges-ferie midt i juli (og vi voksne var alvorligt trætte af at høre om iPads i tide og utide og derfor havde rationeret den kraftigt - også i netværksløse Småland), tog iPad'en af sted på sin egen ferie. Der er gået til et unavngivet sted i huset, hvor den får lov til at feriere, indtil Varanen holder op med at spørge efter den. Efter alt at dømme sker det ikke foreløbig. Han synes, det er voldsomt uretfærdigt, at vi sådan har snuppet den, men sådan må det være - og pausen har givet ungerne SÅ meget sjov sammen. De leger som aldrig før, de finder på sindssyge ting og kan gemme sig væk sammen på værelset i timer. (Arj, ok. Ikke timer i flertal. Måske en enkelt på en god dag. Men det har bestemt også noget at sige!). Det giver flere konflikter end tidligere. Det kræver forældreinvolvering på højt plan. Det afføder hidtil ukendte mængder kortspil og højtlæsningsbøger. Men det er virkelig hyggeligt! Så iPad'en holder ferie et stykke tid endnu. Fjernsynet er straks lidt sværere at gemme helt væk, men det har kun DR's kanaler (og vist også et par svenske, der ikke er indlæst) - og af og til Viaplay, hvis ungerne er helt maste og trænger til at koble af med SvampeBob, eller vi skal se en film sammen. (Disclaimer: Det her er altså mens ungerne er vågne. Når de sover, går der totalt Netflix i den for de voksne).

Nå, men vi har jo også lavet andet end at læse højt og spille kort (er blevet præsenteret for sådan ca. verdens mest geniale - og simple - spil fra Djeco af min søde svigerinde, og begge reptiler er vilde med det. Og det er til at holde ud for voksne også*) i løbet af de 3/4/5 uger. Det meste af ferien er blevet brugt herhjemme med en masse praktiske gøremål, men det blev som nævnt også til hele 9 dage i det svenske sammen med ungernes kusiner og deres forældre. Uij, det var hyggeligt! Ungerne legede, som var de blevet betalt for det, og det var en fornøjelse hele vejen igennem. Selv vejret artede sig, og blåbærrene og kantarellerne piblede frem over alt og forsynede os med mere, end vi kunne spise - selv om jeg egentlig synes, vi var ret kreative og både fik kantarelpizza, kantarelpasta, kantarelgarniture, blåbæris, blåbær til morgenmad og blåbær til troldene. Der er faktisk - efter min ydmyge mening - ikke meget, der slår den luksusfølelse, det er selv at kunne gå ud og plukke de lækreste ting og sager i naturen lige uden for døren. Mmmm.

Resultatet fra en af de mange kantarelture

Lagkage de luxe kreeret af Svigerinden. Med selvplukkede blåbær og selvkøbte jordbær

Ud over at vælte os i selvpluk badede vi i nærliggende skovsø, spiste uendelige mængder lösgodis, drak god rødvin, gik ture og snakkede en masse. Og spillede spil, självklart. Og selv om jeg naturligvis kun kan tale for mig selv, nåede jeg faktisk at få en fornemmelse af at holde ferie, selv om der var fire børn, der skulle holdes styr på. Men det skyldes jo nok det faktum, at vi også var fire voksne - et feriekoncept, der i dén grad holder!

Mandag i sidste uge blev hverdagen så skudt i gang igen - og i stedet for at aflevere begge unger i børnehaven som vanligt, er det nu kun Varanen, der skal derover. For Øglen er nemlig begyndt i skole *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk* Eller, altså - skolen begynder først sådan for realz i morgen, men sidste mandag begyndte SFO'en for de nye nulte klasser, så ungerne kunne blive fortrolige med både stedet, lærerne og hinanden, før det går løs i morgen *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk. Igen* Jeg havde jo, som I ved, overvejet, om hun overhovedet skulle gå i SFO, men ekspertpanelet talte, og så må jeg jo lytte. Og ved I hvad - det virker bare som en HELT rigtig beslutning! Hun har fået en blid start med korte dage - samling er først 9.30 her i begyndelsen, og fra at være der hele dagen med hende den første dag, og fra 11.30 den næste dag, er jeg stille og roligt trappet lidt op, så jeg fx "først" kom 13.30 i fredags. Det, at jeg kommer, betyder imidlertid ikke, at hun så vil med hjem, og fredag fik jeg lov at vente helt til kl. på, at hun fik leget færdig. Men jeg venter gerne, eftersom jeg tænker, det betyder, at hun hygger sig. Og tiden ser ud til at være givet ret godt ud, for fra at trisse lidt genert rundt i begyndelsen af ugen og egentlig helst holde sig til mig, jernede hun rundt og legede fangeleg med 4-5 drenge i en time i fredags. Og syntes i øvrigt, jeg kom alt for tidligt!

Skovsø og skyporno

Det, at jeg får lov at vente på Øglen i skolen, betyder også, at jeg selv bliver mere fortrolig med lærerne og stedet. Og de andre børns navne, for den sags skyld. Det er dejligt og bekræfter mig kun yderligere i, at vi valgte helt rigtigt, da vi valgte lige netop dén skole til Øglen (altså lærerne og stedet. Børnenes navne har ikke rigtig noget at sige i den sammenhæng). Jeg ved godt, at det lige nu "kun" er nulte klasserne, der er der, og at meget kan ændre sig, når resten af skolen er retur fra ferie i dag *indsæt selv passende grimasse*, men lige nu virker det som om, der er et enormt overskud hos personalet. Og så er stedet simpelthen så skønt. Gammelt og slidt, men med sjæl - og så elsker jeg, at der er mulighed for at lave alt lige fra flagstænger i træ til perleplader og tegninger - hvis man da ikke vil spille spil, bygge med LEGO, eller lege og løbe rundt i skolegården (men sådan er SFO'er måske bare. I dunno). De andre børn virker desuden også rigtig søde - og forældrene med. Så jeg er fortrøstningsfuld, hvad angår de næste 10 år *indsæt selv ...* 

Paraglider ved Frederiksdal Søbad

Muuuuh!

De første par dage i denne uge har jeg været i Stockholm på arbejde, så HDD, der normalt hverken henter eller bringer (af logistisk nødvendighed snarere end ond vilje), fik en forsmag på hverdagslogistikken. For ikke nok med, at Varanen skulle afleveres som vanligt - Øglen skulle være på plads kl. 9.30. På skolen, der ligger et godt stykke fra, hvor vi bor lige nu. Det skal nok blive spændende, når den fra på fredag hedder kl. 8 - så har jeg hørt noget om, at vi deler os op.

Men NU har jeg vist også rablet længe nok. Ordene må have ophobet sig ganske uden mit vidende, så måske bloggerfrekvensen skal øges en smule fremadrettet. Det synes jeg i hvert fald kunne være ret så hyggeligt. Håber, der stadig er nogen, der læser med derude bag skærmene - og at I har haft en dejlig sommer.
*Vores spil er med dyrefamilier i stedet for eventyrfamilier, eftersom det var det eneste vores lokale legetøjsbiks havde. Men dyre-versionen fungerer også fint, omend ungerne craver eventyrversionen. Ender jo nok med at bukke under.

tirsdag den 9. juni 2015

Noget om ja-hatte ...

Nå, men så blev det jo juni. Sommer, hvis man konsulterer kalenderen. Og efterhånden også, hvis man konsulterer vejret. Agtigt. Solrige dage, der ikke er alt for varme, er lige præcis sådan, jeg godt kan lide det. Hjemmekontoret viser sig fra sin fineste, allermest pippende og summende side, og hvis ikke det var fordi, der pt. er Verdens Største Lastbiler i gang (på fjerde uge, thank you very much!) med at molestrere villavejen pga. noget vandlednings-/kloaksystemshalløj, så ville jeg skrive disse ord med måsen solidt plantet på trappestenen med sol i ansigtet og en kop kaffe grøn te (kom på en eller anden facon til at melde mig til et tre-ugers kost- og træningsforløb, som kostede en arm, så nu bliver jeg nødt til at gå all in. Kan ikke forstå, at det kun er dag to uden kaffe - det føles som m e g e t mere!). For det er der, morgen- og formiddagssolen er, mens den først kommer på terrassen sådan for alvor lidt senere. Men det er kloakfolkene sjovt nok ligeglade med.

Selv om vejret ikke heeeelt er til at stole på endnu, så betyder datoen jo, at der snart er sommerferie. Det sidste år i umindelige tider, hvor vi selv kan styre, hvornår vi holder ferie, for når man er forældre til et skolebarn, klapper feriefælden jo sådan for alvor. Sådan nogle som os (hej, Poul Krebs) holder ferie i hele juli måned i år, men har ikke de vilde planer. Noget med noget Sverige og noget staycation (ikke helt så street, når man bor i forstaden), men det har sine naturlige årsager. Desværre ikke fordi vi planlægger en zygt lang rejse på et senere tidspunkt #gadgodt, men fordi sensommeren og efteråret bliver cwazy på både tid- og pengemåden. Så vi er fornuftige og laver ikke så meget igen i år.

Anywhoodles. Ferie. I juli. Som - fordi vi efterhånden er midt i juni - er lige om lidt. Og efter sommerferien begynder Øglen i skole. Uij, det bliver spændende. Men det betyder også, at Øglen stopper i børnehaven snart. Som i "om ca. tre uger". Og det er som om, det først sådan rigtigt er gået op for mig LIGE nu! Altså lige-LIGE nu! Hvor blev tiden af? Hvor blev min lille pige, der rendte rundt og sagde "Norge" hele tiden af? Hvem har erstattet hende med en sød, sjov, betænksom, argumenterende, øjenrullende, drillesyg og usædvanlig smuk og klog (og jeg er endda helt objektiv) pige med alenlange ben, som elsker Rasmus Seebach og Joey Moe. (Og sætter Rihanna/Kanye West/Paul McCartney på, fordi "den ved jeg, du elsker, mor" (det gør jeg, red.))

Jeg kan slet slet SLET ikke overskue, at hun skal stoppe i børnehaven. Ikke kun fordi jeg kender den og de søde mennesker derovre (hun har gået der i 2,5 år, mand. Det er længe!), men også fordi det betyder, at hun skal ud på de vilde vover i en helt ny setting. Som jeg godt ved, hun kommer til at klare med bravour. Jeg er i virkeligheden mest bekymret for mig. Hønemor, der allerhelst ville putte begge børn i lommen og bære dem rundt med mig hele tiden (måske undtagen, når jeg er på toilettet). Jeg kommer til at skulle arbejde lidt på at give slip. For jeg ved jo godt, at det bliver godt.

Og i stedet for at stresse over, at børnehaven snart er forbi for Øglens vedkommende, vil jeg glæde mig over, at vi stadig skal se de søde mennesker, fordi Varanen jo går derovre. Jeg vil også glæde mig til sommerferien og til den nye hverdag. Og lade være med at tænke alt for meget over, at det bliver et logistisk mareridt at få Øglen i skole til klokken O T T E hver dag (i øjeblikket afleverer jeg ungerne væsentligt tættere på kl. 9 end på kl. 8). I stedet vil jeg lade mig begejstre over, at mine dage bliver længere, når jeg står tidligere op. Det handler om ja-hatte. Og ren og skær laden-som-om.

Nu vil jeg forsøge at fjerne lastbilerne på villavejen med tankens kraft, så jeg kan indtage en solbeskinnet plet med min computer og en stor kop kaffe. Nej, undskyld. Te. Åbenbart. Hav en god næsten-sommerdag derude!

fredag den 29. maj 2015

Om skoleparathed

Jeg ved snart ikke, om det var mig eller Øglen, der var mest spændt på i går: Besøgsdag på skolen. Hvor Øglen skulle se både skole og kommende klassekammerater for allerførste gang.

Datoen har været kendt længe, men det blev først for alvor virkeligt for Øglen (tror jeg) i sidste uge, hvor der lå en invitation til hende i postkassen - oven i købet med håndtegnet tegning fra en af de nuværende 0. klasse-elever. Og nu skulle det altså være.

10.15 dukkede vi op i skolens sal som anvist, og Øglen udgjorde dermed ca. 1/50 af de spændte 6-årige, der myldrede omkring med deres forældre. Efter en kort velkomst og en fællessang blev børnene råbt op en efter en, kom op til lærerne og fik navneskilt på, tog sidemanden i hånden og defilerede så ud af salen på række. Øglen vinkede kækt, sagde "hej-hejjjj", og så var hun væk. Mens Hønemor her mest af alt havde lyst til at rende efter hende og spørge, om det ikke kunne være megahyggeligt, hvis jeg blev?! (Det gjorde jeg ikke. Og jeg er ret sikker på, hun ville have sagt nej, hvis jeg havde spurgt).

Nå, men så havde HDD og jeg jo lige to timer for os selv. Som blev brugt på at slentre en tur i det tvivlsomme vejr, drikke en kop kaffe, spise en chokoladecroissant og vente på, at klokken blev 12.15, så vi kunne gå tilbage til skolen og høre, hvordan det var gået. Vi holdt os væk helt til kl. 12, hvor vi så stod spændte og ventede i 10 minutter foran porten sammen med en spændt portion andre forældre, der tydeligvis var lige så utålmodige, som vi jeg var. Det var sjovt sådan at kigge rundt og vide, at man vil have en eller anden slags samhørighed med mange af de mennesker de næste 10 år. Måske bliver Øglen bedste veninder med datteren til dem, vi stod og sludrede med. Måske gør hun ikke. Men det er da lidt sjovt.

De to timer var (selvfølgelig) gået fint. Øglen kom ud i skolegården med et navneskilt, en opgave, en bog om skolestart, og et smil, der gik fra øre til øre. Og efter hun havde prøvet legefaciliteterne i skolegården, og vi skulle ud og have lidt frokost, gav hun lærerne et stort kram og et 'tak for i dag'. De så overraskede, men glade, ud over krammet, og jeg elsker, at Øglen allerede føler sig tryg nok ved dem til at give dem et kram. Det skal nok blive godt.

Forældrehåndbog til skolestart. Den skal jeg vist lige have nærlæst ...

Næste gang hun skal i skole er til august, hvor SFO'en begynder en uge før skolen. Bare så børnene kan finde sig lidt til rette, før alle børnesluserne bliver åbnet. Jeg tror egentlig ikke, vi kommer til at bruge SFO'en så meget, da min arbejdsdag i reglen er fleksibel nok til, at jeg kan hente, når skoledagen slutter. Et eller andet siger mig dog, at den er god at 'tilkøbe' ud fra et rent socialt aspekt, men hvad ved jeg. Måske I andre er klogere? Så del meget gerne.

Det bliver spændende at være mor til et skolebarn. Og skræmmende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Øglen er helt klar. Jeg er til gengæld ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg er. Men jeg har heldigvis hele sommeren til at blive det ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...