Viser indlæg med etiketten snøft. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten snøft. Vis alle indlæg

lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

torsdag den 20. december 2012

Slut, prut, fonale (som Øglen ville sige)

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Store Farvel-dag i hhv. vuggestue og børnehave gik over al forventning. At jeg fik taget afsked med alle på en god måde, og at mine øjenkroge var tørre som Tollundmanden.

Det var så ikke lige tilfældet.

Prøv i stedet med, at jeg havde våde øjne i vuggestuen (dét er ok, det kan jeg leve med), men til gengæld tårer, der silede ned ad kinderne (no shit) i børnehaven. I en grad, så jeg simpelthen bad søde pædagog-T om at hilse de andre, fordi jeg ikke kunne magte at begynde at tude endnu mere. Så jeg fik ikke sagt farvel til yndlingspædagogen. Vinkede til ham fra et stykke væk, da jeg havde forladt matriklen og grådkvalt ringede til HDD (lang historie - noget med, at HDD skulle have været med ovre og hente, men Øglen var efter eget udsagn flad og ville gerne med mig efter flødebolleuddeling), men fik ikke trykket hånd, set i øjnene eller sagt ordentligt tak. Trøster mig med, at han formentlig alligevel ikke ville have kunnet forstå et ord af, hvad jeg havde sagt, hvis jeg havde stået over for ham, og at jeg heldigvis havde skrevet et sødt kort som supplement til den store pose godter, jeg havde med, men alligevel...

Kort til vuggeren og børneren. Helt skæve og hjemmegjorte. Kreablogger bliver jeg sq nok aldrig

T kunne godt se, at den var galt fat, så hun har forhåbentlig både hilst og forklaret situationen, men det ændrer ikke på, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Uden Lalandia ned ad kinderne samtidig. Men sådan er jeg åbenbart indrettet - enten er der ingen tårer, eller også er der syndflod.

Den flade Øgle og jeg hankede op i al vores habengut (inkl. børnehavegave bestående af hjemmemalet pude og mappe fyldt med tegninger, billeder og søde ord fra pædagogerne (gjorde så ikke syndfloden mindre) - overrakt af bedstevennen med højtidelig mine) og Øglens cykel, og så begav vi os mod lågen. Med bedstevennen traskende bagefter, så'n lidt mut, og med lille stemme spørgende, om han ikke nok måtte komme med hen til lågen og vinke. Og hvorfor vi i øvrigt skulle så tidligt hjem, og om Øglen ikke ville blive og lege lidt med ham. #tuuuud

Øglen var ganske og aldeles uimponeret. Ud over at være 'flad' og derfor en kende morsyg, var hun bare helt hej-hej-agtig og virkede ikke særlig påvirket af, at alle ungerne behandlede hende som en rockstjerne (måske primært fordi, hun havde haft flødeboller med). Men de er jo også vant til, at børn begynder og slutter ovre i børneren, og jeg bilder mig ind, at hun ikke oplever samme følelse af tab, som HDD og jeg gør. Heldigvis så jeg ud af de våde øjenkroge (før bundproppen røg ud), at Øglen fik en gigantisk krammer af yndlingspædagogen, som snakkede lidt med hende om, at hun skulle passe på sig selv ovre i Den Nye Børnehave. Så fik en af os da sagt farvel ...

Mens Øglen og jeg ventede på HDD og Varanen, nåede vi en varm kakao på Riccos og en halv times leg på legepladsen i Århusgade. Et udmærket farvel til en skøn bydel. (Som jeg godt ved ikke forsvinder, bare fordi vi gør det, men det er stadig en underlig følelse pludselig ikke længere at have en 'gyldig grund' til at tage ind til Kbh hver dag). Fantastisk alenetid, hvor vi fik snakket, grinet, hygget og leget. Og tudet. For moderens vedkommende.

Den flade Øgle på Riccos. Hun vågnede dog temmelig meget op til dåd og nåede både at lege mus, kravle(!) rundt i hele caféen og jo så altså også lege på 'Sørøverlegepladsen'

På vejen hjem til Den Nye By skreg Varanen mere eller mindre hele turen, mens Øglen gentagne gange råbte, at hun bare gerne ville hjem, og at hun 'er så træt af at køre i bil hele tiden', hvilket på fineste vis cementerer, at vi gør det rigtige ved at flytte dem til institutioner tættere på. Det føles bare ikke sådan lige nu.




- Postet fra mini-Padden

fredag den 17. august 2012

Vuggestue-Varanen #2

Så er Varanens anden uge som vuggestue-baby overstået, og han anses nu som færdigindkørt (tror jeg nok). Det går rigtig godt med ham derovre, og ud over at have lært at kravle allerede efter den første dag, virker det som om, han trives. Han er i højt humør, når han kommer hjem, han 'snakker' en masse, og han er nemmere at aflede, end han plejer, når han bliver sur. Alting skal undersøges, smages på, kastes med og rystes. Og har man en bold (og det har vuggestuen i massevis), er man hans bedste ven for evigt.

Det er HDD, der har stået for indkøringen. Godt nok sneg jeg mig med ind for at hente i onsdags, men det har været HDD's projekt. Og nu, hvor indkøringen så er færdig, og HDD i øvrigt begynder på job igen på mandag og derfor ikke længere har tid til at aflevere sent og hente tidligt, fik jeg i dag overrakt hente-/bringe-depechen.

Varanen tømmer opvaskemaskine. Det sidste nye legehit


Det var derfor mig, der trillede ind til byen i det gode vejr i morges, og mig der lige troede, at jeg skulle være så heldig at aflevere en sovende Varan. Men dét satte Indre Bys larm (og vuggestuens ringeklokke i særdeleshed) en gevaldig stopper for, så pludselig var det ikke længere en sødt sovende baby, der skulle afleveres, men i stedet en skævt vågnet en af slagsen.

Det var også mig, der skulle smalltalke med alle 'de gamle' pædagoger i vuggestuen og virkelig storhygge mig ved at være tilbage. De er så søde allesammen, og det føles på ingen måde som om, der er gået 8 måneder, siden Øglen havde sidste dag. Intet er forandret. Intet. Kun navnet på en af pædagogmedhjælperne på stuen, men ellers er alt ved det gamle. Det var så også mig, der skulle aflevere Varanen, der lod sig smitte af lille C's ulykkelige gråd og derfor også begyndte at græde. Meget. Ligesom det var mig, der skulle svare 'ja' til over-pædagogens spørgsmål om, hvorvidt jeg var stærk og ville have styrken til at gå nu, selv om Varanen var ked (havde lige glemt et øjeblik, at de jo faktisk er lidt hippieagtige). Det føltes ikke rigtigt som et spørgsmål, jeg kunne sige nej til, så jeg tussede ud i mellemgangen. Hvor jeg stod og ventede i noget, der føltes som en evighed (men sikkert kun har været få minutter), før Varanens gråd stilnede af, og en 'gammel' pædagog kom forbi og sludrede lidt. Mig, der plaprede løs og fik glæden af guldkornet "Nu må du huske på det gode gamle råd om at give slip, A", efter pædagogen havde konstateret, at der var blevet stille på stuen, og hun nok godt kunne se på mig, at jeg havde lidt svært ved at få n*sset mig ud af døren.

Man kan aldrig begynde for tidligt med piberygningen

Så det var mig, der gav slip i dag. Og mig, der gik ud i den pulserende morgentrafik (som pludselig generer mig, efter vi har besluttet os for at flytte ud af byen. Fjollet). Det var også mig, der ringede til HDD for at rapportere alt næsten vel, og så var det i øvrigt også mig, der kom til at stortude, da jeg skulle fortælle ham om den ikke så rare aflevering. Så hvis nogen så et kvindfolk med lilla sneakers (virkelig god disposition at tage ruskindssko på en dag, hvor det har været 400 grader udenfor) sidde på en bænk over for Søstrene Grenes på Strøget og græde - så var det bare mig. Bare rolig, jeg blev hurtigt god igen. Formentlig ligeså hurtigt som Varanen ovre i vuggeren. Men dem, der siger, at det er nemmere at aflevere nr. 2 i institution, de lyver. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er spor nemt.

Alt i alt var det ikke nogen god aflevering. Og jeg er heldig med, at jeg har haft folk til det i de sidste to uger. Men selv om det var mig, der fik lov til alt det nederen i morges, var det til gengæld også mig, der fik lov til at hente Varanen. Og nå at få et par hemmelige minutter til at observere ham, før han fik øje på mig, brød ud i sit fantastiske syvtands-smil og staccato-kravlede over til mig, mens han sagde "NNNNNGGG!" og "UF!" Så når alt kommer til alt, så er den der hente-/bringe-tjans måske slet ikke så tosset.

onsdag den 30. november 2011

Den allersidste dans

... eller leg. Eller noget. Har lige sendt Øglen ud af døren til hendes allersidste dag i vuggeren.

Sammen med denne her flok:

Sidste-dags-kager pyntet kl. %&!#€ i morges...

Hun var ellevild og kan slet slet ikke vente med at komme i børnehave (i morgen! Det er snart!) Jeg sidder derimod og er totalt rørstrømsk, og jeg har en snigende mistanke om, at det kun bliver værre, når jeg skal hente hende senere i dag og skal tømme hendes garderobe og kurv og alt muligt. Gider bare ikke være hende moren, der bryder sammen i stødhulken og falder pædagogerne som i øvrigt ikke er specielt kram-bare om halsen, når vi siger farvel og tak. Så jeg skal prøve at tage mig sammen.

Men jeg synes nu, at det er noget vemodigt. 2 år er det blevet til i vuggeren, og selv om vi har haft et par kritikpunkter i ny og næ, og vuggestuen mildest talt ikke ligger tæt på, hvor vi bor, så har Øglen været lykkelig for at gå der. Og vi har været trygge ved at overlade vores lille Øgle i pædagogernes varetægt. Fra og med i morgen er det et nyt sted, nye børn, nye voksne og nye regler. Og det skal nok blive godt. Hun er parat til forandring og flere udfordringer. Men hvordan blev hun pludselig så stor? Hvornår blev hun så stor? Lige om lidt får hun en kæreste, der kører på knallert og har et fesent dun-overskæg, og så flytter hun hjemmefra og giver kun lyd, når køleskabet er tomt.

... Excuse me, mens jeg lige kysser lidt på Varanen og forsøger at få ham til at love, at han ikke bliver stor ligeså hurtigt som Øglen er blevet...

mandag den 31. oktober 2011

Nej-hatte og bristede moderhjerter

Hentede Øglen i vuggeren ved 15-tiden i dag. Business as usual. Pakke pakke hele Cirkus Arli i ladcyklen, cykle cykle ind til vuggeren, pakke pakke hele Cirkus Arli ud igen, hente hente Øgle. Som blev glad for at se mig. Lige indtil vi kom ud i garderoben, altså. Det startede med, at hun overhovedet ikke gad med hjem ("Vil gerne ind til 'bitterne igeeeeen, mor!"). Det gik så over til at blive surmuleri over, at hun ikke måtte vække Varanen, der boblede i sin lift. Derefter nægtede hun at tage overtøj på. Super start på afhentningen.

Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut, men det larmer da i det mindste ikke ligeså meget som hysteri.

Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri og næsten ingen bestikkelse, og da vi kom hjem, var der så fred i et lille stykke tid. Freden blev dog brudt af en hulkende Øgle, der syntes, at det gjorde ondt i bleen. Det går jo ikke an, så hun blev tjekket og vasket og smurt efter alle kunstens regler, men hun var godt nok ikke særlig glad - heller ikke selv om hun puttede i sofaen med tv'et tændt, mens jeg lavede mad. Da maden var færdig, nægtede hun så at komme og spise noget af den, og da Onde Mor så sagde, at tv'et ville blive slukket nu!, brød hendes verden helt sammen. Hun græd og græd på en måde, der, selv for en øgle, er usædvanlig, så vi var for en gangs skyld lidt lempelige omkring tv vs. mad-regler.

Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.

Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.

Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen). Øglen Børn ER sære! Nu er HDD ved at putte Øglen, og Varanen og jeg ser BBC Lifestyle. Er spændt på, hvordan Øglens humør er i morgen. For ligeså underlige børn kan være, ligeså demente kan de være. Så hun kan meget vel have glemt alt om N, når vi når til afleveringstid i morgen. Det kan man jo håbe på. Bare hun kommer i tanker om ham igen umiddelbart inden børnehavestart, tak. Vi har jo planer om, at hans blotte tilstedeværelse skal lette indkøringen for os...

lørdag den 13. august 2011

Tak for dansen

Er tilbage i din favn
Står ved døren med dit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker.. "Tak for dansen"

HDD og jeg har været ude og være kærester. Bare ham og jeg sammen med først skønne tapas på Adendum, dernæst med en hel del andre mennesker i Den Grå Hal. Blandt andre Søren Huss og Love Shop. Det holder 100 sådan at have tid til at spise lækker mad og lytte til god musik, men håhr mand. Rimelig tough aften. Altså - jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive nogen munter koncert. Har jo tidligere lyttet en del til Søren Huss' 'Troen og Ingen' og blev faktisk nødt til at stoppe med at høre det på arbejde, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde lidt.

Søren Huss

 Søren Huss

 Love Shop - Copenhagen Dreaming...

Det kunne jeg så heller ikke i går. For nu at sige det mildt. Ud af de 11 numre på albummet (som han spillede fra ende til anden, thank you vewy much!), græd jeg nok til de 8. Eller 9. Og det var ikke noget med en elegant lille tåre ned ad den ene kind. Nænæ - vi taler full-on tudefjæs. Virkelig klædeligt at sidde (for jeg fandt en siddeplads, hæ!) med våde kinder og røde øjne under en hel koncert. Men jeg trøster mig med, at jeg bestemt ikke var den eneste, der havde våde øjne. OG at jeg er gravid. Så jeg må gerne.

Men altså. Fabelagtig koncert med smukkesmukke numre. Troppede gerne op igen, hvis ikke det havde været fordi, gårsdagens koncert var den sidste på turnéen. Og dermed den sidste, hvor 'Troen og Ingen' blev spillet i sin fulde længde. Glad for, at jeg nåede at opleve det.

Love Shop var også gode, men jeg er nok bare mere en Jens Unmack-kinda girl. Forstået på den måde, at jeg bedre kan lide hans solo-numre end Love Shops materiale. Desuden var jeg lidt mærket af dels at være oppe til langt over min sædvnlige sengetid (jep - er blevet endnu mere totalt mormor-agtig her i graviditetens sidste fase), dels af den milliard ekstra kilo jeg render rundt med, så kl. 23.30 kunne jeg og min ryg ikke mere. Så vi fik ikke afslutningen på koncerten med, men hvis I lover ikke at sige det til nogen, kan jeg lige så godt sige, at vi primært var kommet pga. Søren Huss. Og føler, at vi fik fuld valuta for pengene.

Ud over den fulde valuta for pengene, fik jeg også en alkoholfri øl (wohooo!) til mine tapas, OG Varanen fik glæden af dunsten fra en joint indtaget af et par lige foran os. Man er vel ikke på Staden for ingenting....

Mens HDD og jeg holdt i hånd over tapas og melankolsk musik, fik Øglen femstjernet behandling hjemme hos sine små kusiner. Der blev trakteret med kage, tegnefilm og masser af leg, og hun havde efter sigende været sød og medgørlig (gad vide, om nogen ville sige det, hvis nu hun var totalt håbløs at passe?!).

Det er vi jo altid glade for at høre, for så kan det være, at vi kan nå at få endnu en kæresteaften, inden Varanen melder sin ankomst. Men ellers gør det ikke så meget - i går aftes var fuldt gyldig som Den Sidste Aften Uden Børn I Meget Lang Tid!

fredag den 5. november 2010

Snot snottelot snot snirum snot

Øglen er snottet. Skyder skylden på Vuggestuen Bakterieslottet (ikke at forveksle med Klamydiaslottet). Eller S-toget, som vi var med forleden. Prøvede at forklare Øglen, at det var en dårlig idé at slikke på et af sæderne, men ville hun lytte? Næh nej.

Nå. Men der er jo så dømt snot i lange baner. Hosten, sprutten og klynken. Primært om natten. Hvortil søvndrukken mor (= mig) henter Øglen, slæber hende ind i vores seng, aer, nusser, nynner og beroliger. Med spark i hovedet som belønning. Og hvis jeg er særligt heldig, så en stor, tung blenumse lige i sylten. Fordi man ligger helt vildt godt med bagdelen på min næse. Åbenbart.

I går var det mig, der vandt barns sygedag-lodtrækningen. Ikke fordi jeg har haft specielt mange af dem på det seneste. Men det er egentlig fint med mig. For det er da faksis helt. vildt. hårdt. Øglen bliver nemlig ikke slatten på den hyggelige, puttede måde, når hun er syg. Ikke specielt længe ad gangen, i hvert fald. Hun bliver tværtimod speedet på den klynkende måde. Hvor intet er godt nok. Specielt længe ad gangen. Så alle intentioner jeg måtte have haft om at fikse diverse faktisk ret uopsættelige arbejdsrelaterede ting, gik fløjten - sammen med alle de stunder jeg gerne ville have haft med en latte, en frokost bestående af andet end Mariekiks og måske bare en lille halv time i Blogland.

I stedet halsede jeg rundt med kopper med mælk, en klud til at tørre mælken op med, brikker med juice, bananer, papir til næsen, læse-højt-bøger, fjernbetjening, et udvalg af dvd'er, nusseklud og tigermis. Alle tingene virkede. I to sekunder. Og så var det videre til næste ting. Hårh, mand. Lige før jeg ønskede mig ud på kontoret. Hvor der i parantes bemærket er psykotravlt for tiden, og hvor kaffen er elendig. Men der er i det mindste et skønt fravær af Postmand Per (som er the latest craze derhjemme). Eller Postmand "Pææær'", som Øglen siger. Og tid (sådan da) til at gå på toilettet. I dag er jeg så på kontoret (og bruger tiden mellem møder på at blogge. Virkelig professionelt). Og ønsker mig (næsten) hjem til den syge Øgle, som HDD har glæden af i dag. (Han ringede omkring kl. 11. Og lød helt udmattet. Stakkel). Oh, vægelsind.

Snot-Øglen på tur med "Postmand Pære", som hun fandt til en billig penge i Dagli' Brugsen

Nu med blad. Bemærk venligst termokoppen bag Postmand Pære.
Dét er en god opfindelse. Især fordi det var gårsdagens eneste kop kaffe, før Øglen gik omkuld.

Rimelig klattet. Men alligevel i stand til at drive sin mor til vanvid.
(Man er jo fx ikke ved sine fulde fem, når man frivilligt køber en Postmand Pære-dvd MERE)

Forhåbentlig bliver hun frisk igen snart. For det er jo synd for hende med al den snot. Og så er det også lidt synd for HDD og mig... Får i øvrigt hytten fyldt med gæster i morgen, så i dén forstand ville det også være fjong, hvis hun var frisk. Og i aften... Ja, i aften SKAL hun bare være medgørlig. Eller... næh, det er vel egentlig lige meget. For mig, í hvert fald. Jeg skal nemlig ud og drikke øl. Med nogle søde blogdamer. Juhu! (Og nej, det er ikke bevidst, at vi har valgt J-dag at gå ud på. Pwomise).

søndag den 22. august 2010

Thank you for the music

Var til bryllup i går. Hos min skønne skønne veninde. Der blev danset og grinet, sunget, skålet og grædt. Der var gensyn med dejlige veninder, som jeg ser alt for sjældent, og der var dikkedikken af lille ny baby, som jeg har glædet mig til at se, fra hun kom til verden for små to måneder siden.

Bruden var smuk! En drøm i tyl på den moderne måde og så lykkelig, at det fik tårerne frem allerede i kirken. Og hvis man ikke snøftede lidt i kirken, så gjorde man det i hvert fald, da hun sang 'I'm yours' til sin mand til festen om aftenen.

Kunne heller ikke holde bevægelsen ude af stemmen, da jeg skulle holde min tale til bruden, men det gik så fint alligevel, og hvis man ikke må være bevæget til bryllupper, så ved jeg snart ikke. (Og trods alt blev jeg ikke lige så bevæget som en af min brors venners kæreste, der græder så meget til bryllupper, at hun ofte må eskorteres udenfor og trøstes af nogle af de forsamlede...)

Nu sidder jeg i sofaen - træt (og stadig lidt tudevorn) - og venter på, at HDD kommer retur fra farmor med ét stk. Øgle. Som skal have så meget opmærksomhed, hun orker. Synes, det strider lidt mod alting sådan at få hende passet en stor bid af weekenden - der jo burde være det tidspunkt, hvor vi for alvor har tid til at lege og være sammen som familie - men nogen gange er det bare nødvendigt at få hende passet. Og jeg synes egentlig, at brylluppet i går var en rigtig god grund.

 Nu med kjole-outfit, specielt til dig, Louise :-)

Til daglig har jeg både hoved og fødder, men hovedet har jeg beskåret af (længe leve semi-anonymiteten), og fødderne kom af en eller anden grund ikke med på billedet. Kan berette, at jeg havde karamel-farvede Gardenia-stilletter på, selv om jeg egentlig havde indkøbt et par Pedro Garcia-satinstilletter specielt til lejligheden. Nænnede dog ikke at udsætte dem for et havebryllup, da jeg så vejrudsigten, så de må komme på en anden gang.


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...