Viser indlæg med etiketten sorg. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sorg. Vis alle indlæg

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

tirsdag den 20. september 2016

Noget om lige at ringe og sige hej

I dag er det et år siden, min mor døde. Siden jeg sad ved hendes side på hospitalet, holdt hendes hånd og hørte hende tage sit sidste åndedræt, og en lille del af mig forsvandt for evigt. Jeg savner hende hver eneste dag. Både for den, hun var, og den, hun fik mig til at føle, jeg var.

Jeg savner at vide, at hun er der. At hun sidder og drikker en kop te, nusser i haven, læser avisen. Eller tager en lur på sofaen. Jeg savner at se hende. At mine børn har deres Mårmor. Og jeg savner lige at ringe og sige hej. At have en i den anden ende, der lytter og interesserer sig. Også selv om jeg måske ikke har noget særlig interessant at sige ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...