Viser indlæg med etiketten sov nu blev der sagt. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sov nu blev der sagt. Vis alle indlæg

mandag den 15. juli 2013

Nedtælling til ferie

NU varer det ikke længe! 1,5 uger - så er vi en hel reptilfamilie, der har ferie. Gæt, hvem der glæder sig!

Varanen har taget forskud på glæderne og havde sin første feriedag i dag. Fordi weekenden har været hård for alle parter (se nedenfor), og fordi hun bare sov så godt i morges, at jeg ikke nænnede at vække hende. Og fordi jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt med en fridag for os alle.

Champagne og udsigt over Øresund. Jatak!

Der skulle jeg så nok bare have erkendt, at jeg stadig er træt oven på en fantastisk weekend, der bød på 90 års fødselsdag, hotelophold, lækker mad og artige børn - altså lige indtil om natten, hvor Varanen besluttede sig for, at hotellets barneseng var verdens mest nederen sted at opholde sig, og derfor nægtede at lukke så meget som et enkelt øje på klem. Uanset, om der blev holdt nok så meget i hånd, ligget nok så meget i arm eller lullet, til man blev helt bims. Ikke, at han var utilfreds. Næh nej. Der blev bare holdt fest. Kravlet og moslet. Prikket i øjnene. Råbt og hevet i hår. Og eftersom hotelværelset var rimelig nemt at komme ud af for en smålling (børnesikring.dk, s'il vous plaît!), kunne man ikke bare lige lukke øjnene og lade som om, der ikke rendte en hærgende Varan rundt på værelset. Ikke, at lukkede øjne ville hjælpe på råweri som "LAJ LAJJJJJ?" (lege) og en hjemmebrygget, meget høj, version af Lille Peter Edderkop sunget udelukkende på ordet "KRAAAWWER" (kravler). En version, der faktisk er ret nuttet i dagslys, men en anelse belastende på hotelværelse med papirtynde vægge klokken sent.

Smukke blomster på bordene 

Den yndige Øgle til middagen. Med hyldeblomst i glasset. Ikke hvidvin

Så løsningen blev, at HDD tog Varanen under armen og kørte en tur op ad Strandvejen og retur til hotellets parkeringsplads. Hvor Varanen sov sødt, mens HDD og hans lamme arm lå elendigt på forsædet i tre timer, før vi byttede. Så meget for lækker, blød hotelseng og fluffy hovedpuder ...

Søvnmanglen havde desværre ikke helt forladt kroppen i dag, så beslutningen om at skyde Varanens ferie i gang med en fælles fridag, var ikke helt velovervejet. Derfor må jeg da også erkende, at Overskudsmor var svær at hive frem, mens Sure Mor til gengæld var ret fremme i skoene. Så på trods af alle intentioner om det modsatte, gik dagen op i hat og briller. Hvor vi har hygget, bevares, men primært i haven og på stuegulvet. Når jeg ikke lige har jagtet megasur Varan (som helt sikkert også stadig har et søvnunderskud), der som en regulær Houdini har brudt ud af ladcykel og hoveddør, og som i øvrigt ikke har været bleg for at tyre Gåkke i hovedet på undertegnede og Øglen. Så turen på biblioteket, den stille stund ved spisebordet med tegning og puslespil (ok, det nåede jeg med Øglen, mens Varanen sov) og det muntre køkken med barnehænder i bolledej; de planer må blive udført en anden dag. Når vi allesammen har ferie, for eksempel.

Reptilerne i kassecyklen i dag. I et roligt øjeblik. Have juice, will be silent. Eller noget

Det er der reelt ingen andre end Varanen, der har endnu, hjemme hos os, så Øglen ryger i børnehave i morgen. Selv om jeg er hjemme med Varanen. Shoot me. Til gengæld får hun korte dage, en veninde med hjem onsdag og med far på arbejde fredag. Og så 4 ugers ferie. Så jeg tænker, at hun ikke lider nogen nød. Selv om ivrige debattører i den evigt tilbagevendende "Skal dit barn i institution, selv om du holder ferie"-diskussion nok vil være uenige (til trods for, at jeg ikke holder ferie-ferie). Dem om det.

Men søvnmangel eller ej, så glæder jeg mig til ferien. Altså, den fælles af slagsen. Som bliver indledt med et visit hos Mårmor og Mårfar, og derefter flyder over i et sandt overflødighedshorn af andre familiebesøg, sommerhusture, Legolandsvisit og blåbærplukning hinsidan. Og endda også tid til at lave et par projekter derhjemme - om armen ellers vil. Ahhhh.

Og nu: Sove. Forhåbentlig så længe, at Sure Mor ikke får et ben til jorden i morgen ...

lørdag den 12. januar 2013

Når værktøjskassen er tom

Nå, kære Blogland. Nu er det jeres tur. Til at øse af jeres visdom udi babyhed.

For det kan godt være, at jeg skrev forleden, at Varanen ikke reagerede synderligt på at være begyndt i den nye vuggestue. Og det tror jeg egentlig heller ikke, han gør. Men et eller andet er der i gære, og hvorvidt det er en reaktion på vuggestue-skiftet, tænder på vej, det underlige udslæt på hans højre fod eller det, at han lige er begyndt at gå (i går - og det er simpelthen så megasødt og klumpedumpet, at jeg bliver helt blød om hjertet og næsten glemmer, hvor terroristagtig, han er for tiden) eller en glad kombination af det hele, så aner jeg ikke mine levende råd.

Det er meget muligt, at der er en helt naturlig forklaring på hans opførsel. Og det er meget muligt, at tiden arbejder for os, og at han er from som et lam, når vi når til februar/marts/december/2015, men det ændrer ikke på, at det er lige nu, det virker til at være ret svært at være Varanen. Og i flere tilfælde også at være hans forældre, for den sags skyld.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er gået lige så videnskabeligt til værks med det at få Varanen, som jeg gjorde med Øglen i sin tid. Med barn nr. 2 har jeg haft en del erfaring at trække på, og jeg hviler meget bedre i mig selv og mine beslutninger i forhold til mine børn (se her venligst bort fra institutions-hjerneblødning for nylig). Øglen og Varanen er to meget forskellige børn, og det er en løbende proces gang på gang at konstatere, at noget, der virkede på Øglen, overhovedet ikke fungerer med Varanen. Og vice versa. Men jeg gør det så godt, som jeg kan, og bortset fra den dårlige samvittighed, som jeg vist aldrig helt kan slippe, synes jeg egentlig, det går helt godt.

Varanen i morges. Hvor han trods alt var så venlig først at vågne ved 8-tiden. Manglede også bare, faktisk

Bortset altså lige fra nu. Hvor jeg har tømt værktøjskassen for samtlige remedier, den måtte indeholde, der på nogen måde kunne være relateret til at berolige en 15-16 mdr. gammel baby eller endog få pågældende baby til at falde i søvn.

Forhistorien er den, at HDD er den, der har og har haft lettest ved at putte begge reptiler som helt små. Ingen af dem er vilde med at falde i søvn selv, og ingen af dem er specielt hurtige til at falde i søvn. Og jeg må nok bare erkende, at jeg er for utålmodigt anlagt til at bruge timevis af min aften på noget, der trækker så meget i langdrag. Hvilket selv 1-årige sagtens kan mærke, og derfor har det trukket endnu mere i langdrag. Som konsekvens er det derfor HDD, der putter Varanen, og mig, der putter Øglen (hvilket i øvrigt går glimrende, selv om det også kan være en langsommelig affære), og sådan har det været næsten siden, vi flyttede ind i Det Nye Hus. Lige indtil forleden, altså. Hvor vi besluttede, at det jo (trods alt) ikke var holdbart, at vi ikke begge kan putte begge børn (Øglen vil nemlig ikke have HDD til at putte sig). Så jeg skulle putte Varanen og udstyrede mig selv med den største tålmodighedshat, man nogen sinde har set.

Alligevel gik det temmelig sløjt, for nu at sige det pænt. Efter hans godnatflaske stak han i et hyl, der bare eskalerede, og uanset hvad jeg gjorde, blev det ikke bedre. Hvis jeg nussede og tyssede, blev jeg skubbet væk. Hvis jeg satte mig ved siden af sengen, blev der (også) rusket tremmer og skreget i vilden sky. Hvis jeg tog ham op for at berolige, blev jeg skubbet og dasket til og gået i bro på. Hvis jeg gik uden for døren for lige at se, om det kunne køle gemytterne ned, blev der skreget så skingert, at jeg seriøst var bange for, at han skulle sprænge et blodkar (eller et stemmebånd). Gået the picture?

Efter en time kom HDD ind for at gyde olie på de oprørte vande, og inden for et kvarter sov Varanen.
Dagen efter gentog showet sig - med den forskel, at HDD overtog 'allerede' efter en halv time, og at det tog ham en halv-en hel time at dysse skrigefrans ned. Han (altså Varanen) var helt balstyrisk og endte med at skrige sig i søvn, det lille skind.

Det er ikke brok det hele - her er vi i ZOO, og Varanen, der uvist af visse årsager hader at have vanter på, har lånt mine kæmpeluffer for at varme de stivfrosne fingre op

I går prøvede jeg igen at putte Varanen (#masochist), og da endte det rent faktisk med, at Varanen faldt i søvn uden de store sværdslag. Hvilket burde have gjort mig mistænksom, men jeg ænsede desværre ikke andet end min egen succes - altså lige indtil kl. 22.30, hvor der blev små-øffet fra værelset, og kl. 23, hvor skrigebegivenhederne tog fart. Kl. 02.50 (sic!) var der ro i lejren igen, men inden da havde HDD og jeg nået et vagtskifte, holdt Varanen i hånden under hans små slumreanfald (som han brat vågnede fra, i det sekund man overvejede at flytte lidt på sig - hver gang!), haft ham på armen, gynget, nusset og pusset i gyngestolen, nynnet, gået, ssscch'et, givet kiks, lavet en ny flaske, selv om natflaske forlængst er udfaset, og videre i dén dur. Omkring 4 timer skulle det åbenbart tage, før han dejsede om. I vores seng, oven i købet, hvor han ikke har sovet (fordi han nægter), siden han var et halvt års tid gammel. Så en god og hyggelig afslutning, men jeg ville dog nok have sat større pris på den, hvis optakten havde været væsentligt kortere.

Er det bare mig, eller ser den lille natteravn en kende træt ud? 

Men hvad sker der?! Hvorfor er det, at jeg ikke kan trøste mit eget barn og få ham til at om ikke sove (det har vi sq altid haft problemet med) så til at falde lidt ned? Særligt taget i betragtning, at jeg om dagen fint kan berolige ham og i øvrigt dårligt nok må gå ud i køkkenet (separationsangst big time - formentlig yderligere ansporet af vuggestueskift)? Hvorfor må jeg/vi ikke røre ved ham? Hvorfor bliver han så vred om natten? Og hvad er der overhovedet i vejen i første omgang, siden han bliver så gal? Jeg forstår det simpelthen ikke, og manglen på værktøjer til at tackle det, gør mig både frustreret og magtesløs. Jeg vil så gerne være rummelig og forstående og anerkendende og det hele, men skrigeriet og den berøvede nattesøvn gør det desværre lidt for nemt for Utålmodige Mor at holde sit indtog. Hende gider jeg ikke have på besøg, for det nytter jo ikke noget - når man er 16 måneder, er man ikke uartig eller bevidst irriterende, men forsøger at give udtryk for noget. Men hvad? Og hvad gør jeg for at hjælpe?

Så er der nogle af jer, der sidder inde med de vises babysten, må I meget gerne dele. Helst inden jeg bliver sindssyg. Eller før balladen stopper igen og bliver afløst af endnu en crazy fase.

I aften er vi gået tilbage til, at det er HDD, der putter. OG vi har stoppet en stor portion havregryn i krapylet før sengetid. Sover han fra nu og til i morgen tidlig, betyder det så bare, at HDD aldrig kan være væk omkring puttetid igen. Det ville ikke gøre mig noget, men måske det i længden vild blive jævnt træks for ham ...

Det blev langt. Beklager. Nu vil jeg gå i seng. Og håbe på masser af søvn til alle mand. Ikke mindst Varanen.

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 12. december 2012

12/12-2012

Ja, man bør vel næsten skrive et indlæg alene af den grund, at det er den tolvte i tolvte totusindogtolv. Eller hvad? Ikke, at jeg har tid, men jeg er skam ikke for fin til at overspringshandle. Det er nemlig som om, det går lidt trægt med den kæmpestak arbejde, jeg har liggende, hvilket muuuligvis kan hænge sammen med, at nogen holdt fest i nat. På pludre-måden. Det kunne have været værre - fx, hvis festen havde været en skrige-en af slagsen - men er man vågen, er man vågen, og ergo mangler man (jeg!) de tre timers søvn, nogen stjal. (Ja, Varan - jeg taler til dig).

Når nu det skulle være, så var det nu meget hyggeligt at have en tumling væltende rundt i sengen (mutti havde kapituleret og slæbt krybdyret ind i dobbeltsengen. Det blev for koldt i længden at stå inde på hans værelse og forsøge at få ham til at falde i søvn igen), mens han skiftevis pludrede "dadaDIdaDAAAAH!", lagde sit hårfagre hoved forskellige steder på mig og i øvrigt insisterede på at holde mig i hånden. Charmen gik lidt af, da han begyndte at hidse sig op over, at han ikke måtte sætte billedet over sengen i svingninger, og når han først er sur, ham Varanen, så skal der en del til at dysse ham ned. HDD's kommandoer (da han altså vågnede fra mandesøvnen) varierende over temaet "Sov nu, Varan!" hjalp i hvert fald ikke.

Efter næsten to timers moslen rundt kapitulerede jeg (igen) og gik ud for at lave en vældig fortyndet flaske. (Jep, Varanen får stadig en godnatbajer. En tynd en, godt nok, men en godnatbajer none-the-less). For måske det evigt spisende barn var tørstigt? Totalt skråplan at lave natflaske midt i det hele, men efter flere timer uden søvn og et vækkeur, der ubønhørligt tikker hen imod det gudsjammerlige stå op-tidspunkt 05.30, ville jeg såmænd have givet ham en pose stødt melis, hvis han havde bedt om det (og jeg havde troet, det virkede). Men det var skønne spildte kræfter med den flaske, for inden den var færdig, var HDD vågnet så meget fra mandesøvnen, at han havde taget Varanen ind på hans eget værelse. Hvor det lykkedes ham at få ham til at falde til ro - og i søvn. Uden flasken. Hvor længe det tog, ved jeg ikke, for jeg faldt nemlig også i søvn. Sammen med Øglen, der i mellemtiden var kommet dappende og forlangte svar på spørgsmålet "Hvorfor det græder Varanen?"

Det var ganske hårdt at komme op, da vækkeuret ringede (jeg gentager; kl. 05.30!). Men det lykkedes, og reptilerne var kun lidt sure, da vi skulle med Familieslæden ind til byen (underdrivelse fremmer forståelsen). Hver især blev afleveret i sine respektive institutioner, og SÅ kunne jeg sætte mig med en stor kop kaffe og arbejdsbjerget. Og en kæmpepose Draculabolcher. Fordi det må man gerne, når man næsten ikke har sovet.

I eftermiddag kommer Mårmor og bliver til i morgen. Hun skal se Det Nye Hus for første gang, og Øglen glæder sig vildt til at vise hende det hele. Ungerne og jeg napper en fridag, og pludselig er der faktisk kun en uge til, at reptilerne har sidste dag i hhv. vugger og børner. Hvilket betyder, at der kun er en uge tilbage med helvedsturene fra Den Nye By Nordpå til Kbh og retur. Det bliver dejligt på så mange plan! Men derfor kommer jeg til at stortude alligevel, når vi skal sige farvel til pædagogerne. Jeg VED det bare! Forslag til en lille erkendtlighed til institutionerne/stuerne modtages gerne!

torsdag den 20. september 2012

Den vilde Øgle

Lokation: Reptilværelset, Tændstikæsken

Tidspunkt: Et pænt stykke over nogens puttetid. Fordi nogen andre brugte pænt lang tid på at brokke sig pænt meget i noget tremmeseng.

Humør, Øglen: Forrygende. I den øvre ende af en tipunkts skala, vil jeg vurdere.

Humør, mig: Væsentlig mere sammenbidt.

---

Mig (for hundredesyttende gang): Du skal sove, Øgle. Ikke læse, rumstere, drikke mælk, pakke dig ind i fars t-shirt, have creme på benene, eller andre overspringshandlinger.

Øglen: Men men men *indsæt selv milliard undskyldninger for ikke at sove*

Mig: Ok, fint. Men hvis du ikke skal sove, så skal jeg ikke sidde herinde og holde i hånd. Så går jeg ind i stuen (den ultimative trussel ved sovetid).

Øglen: Neeeeej, mor. Bliv.

Mig: Hrmpf. Ja. Det hænder, at jeg bliver temmelig umoden, når jeg på tolvhundredende time er i gang med putteriet.

Øglen (rumsterende): ... Hvorfor er du egentlig så sur, mor?

Mig: Jeg er ikke sur, skat. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke vil sove.

Øglen: Det ved jeg ikke mor. Jeg tror bare, det er fordi jeg ikke kan styre mig.

Mig: Du kan ikke STYRE dig?! *fnis* Hvad mener du?

Øglen: Jeg mener, at jeg ikke Kan. Styre. Mig! Det er fordi, jeg er helt vild.

Mig: ... Oka-aay... ... Godnat, Øgle.

Øglen: Godnat, mor.

...og 2 sekunder efter sov det vilde og uregerlige pigebarn... ;)


- Postet fra mini-Padden

mandag den 4. juni 2012

It's not a dick!

Varanens yndlingslegetøj er for tiden - og har været det længe - en porre. Af stof, jovist, men ikke desto mindre en porre.

Han har annekteret den fra Øglens legekøkken, hvor der forefindes legemad i alverdens materialer. Og eftersom stof-porren er noget nemmere at holde på og tygge i end de små træblommer og de hæklede muffins, ja så blev kærligheden kastet på porren.

En ting er, at man godt kan føle sig en kende udenfor, når alle mødre omkring en hiver søde og lidt mere legetøjs-agtige ting op af pusletasken til poderne, og man selv har et afkom, der er tilfreds med en porre. Eller en grydeske i en snæver vending. En anden ting er, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at porren ikke nødvendigvis ligner en porre så meget. Men snarere ...noget andet...

It's not a dick! 

For den rene er alting rent, jo, men efter at være blevet gjort opmærksom på det flere gange, kan jeg jo efterhånden godt se, at der kan være noget om snakken...

En dreng og hans porre...

I øvrigt har Varanen lige haft besøg af Sunderen til sit 8 måneders tjek. 75 cm (no pun intended) og 10,9 kg guldklump, der selvfølgelig er helt og aldeles perfekt. Og tilsyneladende gør vi alting heeeeelt rigtigt, hvad angår mad, kravleri og søvn. Så man kan spørge sig selv, hvorfor Varanen så STADIG ikke sover her kl. 20, når nu putningen begyndte kl. 18. Men det lader vi være med at spørge om. Og æder nogle flere kammerjunkere og ser lidt flere afsnit af Malcolm in the Middle. Fordi jeg blev færdig med hele Frasier-serien i går. Mens jeg hoppe-tysse-lullede Varanen i søvn i bæreselen. Skråplan, blev der sagt...

Sove? Mig? Men nu sidder jeg jo lige her og leger, mkay?

- Postet fra mini-Padden

fredag den 6. april 2012

Hej København

Hjemme igen fra påske"ferie". Vi rundede smukt af i det vestsjællandske med, at Varanen flippede B I G time onsdag aften. På jeg-bliver-rullet-i-søm-og-hakket-i-skiver-med-økse-måden. Han ville ikke have mad, han ville ikke svøbes, han ville ikke ligge selv, han ville ikke være hos nogen af os. Han troede, han ville gøgle og slå smut med øjnene, men han var så træt, at han var ved at gå ud af sit gode skind. Og hvad gør man så, når man er 6 måneder gammel? Man skriger!

Der blev trillet med barnevogn, svøbt (ret svært, når knægten vejer omkring 10 kg og er stærk som en okse), aet, lullet, nynnet, bandet indvendigt og vrisset af omgivelserne.Jeg endte - efter 450 år - med at vinde søvnkampen, men den kostede tårer hos både Varanen og undertegnede, et par myoser hos mig og et blottet utrolig slattent bryst (har ikke ammet siden søndag nat, så der er nada i madkasserne, men jeg var desperat, mkay? Og sørme, om Varanen ikke faldt til ro? Og sugede løs, som gjaldt det livet. Og flippede så, fordi der ikke var noget at komme efter. Og jeg tudede af afmagt og af dårlig samvittighed over, at jeg ikke ammer længere, når nu det får ham til at falde til ro. Uagtet, at det var Varanen, der ikke gad mere).

Og nu er vi så hjemme igen. Og har fået vores soveværelse tilbage. For efter knap en uge, hvor reptilerne har delt værelse hos Mårmor og Mårfar, har vi benyttet os af chancen og proppet Varanen ind på det værelse, der tidligere var kendt som Øglens værelse, men som fremover vil være Fælles Reptil-Værelse. Det er blevet RET godt, hvis man spørger mig. Men jeg har glemt at tage et billede. Og no way in hell tager jeg et billede, mens begge reptilerne sover. Tænk, hvis de vågnede - så er der ikke mere slapper-aften til mig.

Øglen synes, det er en fremragende idé. Hun har længe efterspurgt at få Varanen ind på værelset, så de kan "tosse og grine og lave ballade". Varanen... altså, hvis man skal dømme efter antallet af opvågninger i nat, så synes han ikke, at idéen er helt så god. Men selv om han endte i dobbeltsengen i armene på seriøst træt mor, så er jeg fortrøstningsfuld. Tænker, at han bare skal vænne sig til Øglens nattelyde. Og at han pludselig ikke kan dufte mig lige ved siden af (selv om han burde have kunnet lugte mig helt ind på reptil-værelset i går. Påske"ferien" levnede nemlig ikke lige tid til et bad hver dag, så min odeur i går var temmelig gennemtrængende, tænker jeg. Kan selvfølgelig også være derfor, han vågnede?!).

Så det er her, jer med børn på samme værelse gerne lige må byde ind med et "Præcis - det er sådan, det er! Han skal bare lige vænne sig til det nye sted". Og hvis I kan smide et "Det tager højst to nætter" med i puljen, så er det bare fjong...

Øglen som eneste barn på Tårnlegepladsen klokken alt for tidligt på en Langfredag morgen. Og kaffeknallerten var der ikke! Katastrofe! Hvis der er tidspunkter, man har brug for kaffe, så er det, når man futter rundt på råkold legeplads og bare ved, at alle andre end en selv ligger og sover.

Men ud over søvnen (eller manglen på samme), så er det nu meget rart at være hjemme igen. HDD har været flittig i lejligheden, mens han har været børne- og kærestefri, så nu er jeg den glade indehaver af et indbygget skrivebord i køkken-/alrummet, hvor jeg kan sidde og konsulente den. Hvis jeg altså får nogen kunder. Anyone?

Min nye arbejdsplads. Hva'ba'?! 

Han har også fået lavet en milliard småprojekter, der stod på Dødehavsrullerne en alenlang huskeseddel, så nu tror jeg faktisk, at vi, efter at have boet i lejligheden i lidt mere end to år, kan gå så vidt som til at sige, at der ikke mangler at blive lavet mere i lejligheden. Ahh. Men mon ikke vi finder noget nyt at gå i gang med - og ellers er der jo altid vores Urbane Have at tage sig af. Græskarplanterne forspirer allerede lystigt i vindueskarmen, og hvis foråret ellers gad bide sig fast, kan det ikke vare længe, før der skal plantes ud (sammen med andre grøntsager, selvfølgelig. 16 m2 græskar bliver nok lige i overkanten). Og ellers kunne vi jo bare smække stængerne op og slappe af...

Hav en dejlig påske - må den blive afslappende og rolig. Og savner I lidt leben, siger I bare til; vi låner gerne reptilerne ud for en eftermiddag. Særligt nu, hvor de begge er blevet temmelig snottede.

mandag den 6. februar 2012

Kryds lige fingre, ikke...?

Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!

Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.

Billede lånt herfra

Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.

Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.

Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.

I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...





Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...





Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød. Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.



 
Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...


Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.

Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!

Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?

... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...

torsdag den 19. januar 2012

Trøsteshopping

Jeg skal jo forestille at være på dagpenge. Og sidst jeg tjekkede, levnede den udbetalte sum altså ikke plads til champagne (men så er det jo meget heldigt, at man ammer. Tøhø). Når jeg er færdig med at være på barsel, er der udsigt til flere dagpenge (og aktivering, yipeeee!), og selv hvis det, jeg går og pønser på, skulle vise sig at give lidt klejner i kassen, bliver det under ingen omstændigheder noget, jeg kommer til at leve som greve(r) og baron(er) af.

Derfor burde det da heller ikke være så svært at forstå (heller ikke for en talmæssigt udfordret som jeg), at jeg måske skulle "holde hus" (tak til min farmor for dét udtryk!) med pengene i stedet for bare at klatte dem væk. Det ville i hvert fald være det fornuftige valg.

Nappet fra boozt.com - jeg fjerner det fluks, hvis I bliver sure

Nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg generelt er ufornuftig (selverkendelse er en svær ting, ved I nok), eller om det bare er fordi, jeg er træt, men ikke desto mindre sidder Dankortet rimelig løst på mig her i 2012 modsat mine bukser, der strammer de helt forkerte steder. Så på nuværende tidspunkt har jeg allerede købt mig en dejlig varm putte-cardigan, en kjole til barnedåben, en RET stram nederdel og en Dolmio-farvet strikcardi, der måske nok ikke gør så meget for min teint, men som til gengæld er utrolig fin på bøjlen inde i skabet. For ikke at tale om den aflad, jeg har købt mig ift. Varanen. Og det tøj han skal have på, efter han er blevet døbt i arvedåbskjolen (dog uden kyse - så ond er jeg ikke).

Billede lånt her

Derudover har jeg megameget lyst til at købe den halskæde, Miss Maybe lokker med (jo, du gør!), og en kjole på det Malene Birger-udsalg, Lisbeth linker til. Desuden mangler jeg et par ankelstøvler, der kan bruges både til hverdag og fest, men jeg er endnu ikke faldet over de rigtige. Og det er min konto egentlig temmelig glad for, tror jeg.

Me like a lot. Ikke SÅ sk*de ammevenlig godt nok, men den er jo på udsalg og alt det der... (billede lånt her)

I dag, da jeg var ude og trille, købte jeg mig også en kop kaffe (kop nr. 12.453 i januar alene) og så en jumbosnegl. For de er nemlig tilbage i syv-elleve, og shit, hvor de da smager godt. Det syntes Øglen også. Og ja, hun er stadig syg, så i dag har jeg haft fornøjelsen af psykotræt Varan (som stadig sover dårligt om natten, thanks for asking, så den der fase er rimelig lang, synes jeg nok) og næsten-rask-men-så-alligevel-ikke Øgle, der har brugt det meste af dagen på at være sur og sige ting som "Det bestemmer du ikke, det gør jeg!", "Gå med dig, jeg gider ikke se på dig!" (nøjjjjj, jeg var tæt på at tage hende på ordet et sted på Århusgade i formiddag, hvor selvstændigheden *indsæt selv sarkastisk smiley* nåede nye højder) og "Lad vær', mor!!!" (jeg gjorde ikke noget, jeg sværger). Så jeg synes faktisk, jeg fortjente den jumbosnegl, eller i hvert fald det af den som Øglen ikke spiste. Og så må jeg leve med, at der virkelig ikke er meget 2100 Økomor i at skrumle rundt med dobbeltklapper, med en kaffe i den ene hånd og en snegl i den anden, helt og aldeles uvillig til at slippe nogen af delene, selv om en dobbeltklapper bedst betvinges med to hænder.

Var sq nok egentlig heller ikke så smart at slæbe Øglen med udenfor, når nu hun er sløj, men Varanen og jeg skulle til dåbssamtale med præsten, og den lader sig altså vanskeligt udskyde, eftersom dåben er på lørdag. Så ud skulle vi. Øglen var faktisk også rigtig sød inde i kirken - det var først, da vi skulle gå - og så bagefter, at hun blev pænt øglet.

Og jaja, jeg ved godt, at jeg er en Ond Mor, når jeg i mit stille sind har lyst til at sætte feberramt afkom til salg på Gul & Gratis, DBA eller andre sjove sider. For jeg kender jo lissom årsagen til, at øglerierne i den grad er ude af proportioner i disse dage, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det må være belastende at være sløj så længe. Hun keder sig jo, det lille krapyl pus. (Når konceptet Tv Ad Libitum mister sin appel, ved man, at den er gal). Og selv om hun siger, at hun ikke gider i børnehave, så tror jeg, at hun savner at brænde krudt af. Jeg ved i hvert fald, at JEG savner, at hun får brændt noget krudt af. Og et søvnunderskud på små fire måneder er for mit vedkommende desværre ikke befordrede for rummelighed og 'lad dog barnet'-sentimentalitet. Tværtimod. Så gæt lige, om jeg får bidt mig selv i tungen en del i disse dage for a) ikke at være den ondeste og mest urimelige mor, der nogensinde er set, b) ikke at slå døren op på vid gab for Sure Mor...

Men 1 dag tilbage... Så er det weekend og dåb, og dermed er der en milliard hænder, der kan nusse, pusse, kramme, putte og ae. Øglen og Varanen, altså, selv om jeg ved nærmere eftertanke egentlig godt kunne bruge en, der puttede mig. Gerne i en overdimensioneret Voksi-pose og derefter i gigantisk barnevogn. Mmmmm.

Gad vide, hvor meget jeg kan nå at shoppe i morgen, mon? Altså i fysiske butikker, for jeg skal da lige love for, at tiden til at komme på nettet med en sur syg Øgle og en temmelig gnaven Varan er sparsom. Nå, Det må tiden vise, og så må kontoen blive repareret senere. Når nu jeg ikke kan få sovet, så er en recept på retail therapy vel det mindste, man kan gøre for sig selv?!

mandag den 16. januar 2012

Om virus og faser (men ingen kjoler denne gang)

Nå, men den der virus, Øglen virkede til at have pådraget sig i fredags - den har vi stadig. Eller, Øglen har den stadig. 39,6 sagde termometeret i dag, og jeg skal da lige love for, at hun har været slatten. Panodil hjalp for en kort bemærkning, og jeg fik også et begejstret hyl de to gange, jeg fandt en sodavandsis frem fra fryseren. Men derudover har hun bestemt ikke været mange sure sild værd.

Øglen på Panodil var meget glad for vandfarverne og producerede mange (primært sorte) vandfarvebilleder
 
Sofaen har været hendes foretrukne opholdssted hele dagen - med Lille Nørd eller Rosa fra Rouladegade kørende i baggrunden, mens hun forsøgte at overbvise sig selv (og mig) om, at hun ikke var træt, og at hun ikke behøvede at sove en lur. Sidst på eftermiddagen gik hun dog ud som et lys og genvandt dermed lidt kræfter til aftenspurten, der bestod af imponerende portion pasta med ketchup, et bad og et afsnit Lille Nørd mere. Og SÅ var dagen i dén grad omme for den lille Øgle.

Feberhed sofakartoffel 

Varanen knalder også brikker nu og gik faktisk omkuld på kortere tid, end han plejer. Måske fordi han har været mere eller mindre vågen hele dagen?! Han er jo sådan en model, der ikke sover indendørs om dagen (eller om natten, for den sags skyld, men jeg nægter at ty til at gå ture med barnevognen midt om natten), så kombinationen af feberhed Øgle, der ikke skulle ud, og søvnfornægtende Varan, der virkelig godt kunne bruge sin daglige trilletur, var lidt tricky. Det lykkedes mig dog at få ham til at tage nogle powernaps - den længste varede oven i købet næsten en hel time. Waouw (!) Så lidt søvn duer bare ikke, når man er en lille fis, så da HDD kom hjem, pakkede jeg Varanen og gik på jagt efter mere Børnepanodil og chokolade. Det blev til 1,5 timers trilletur, og som belønning kvitterede Varanen med at sove yderligere en time, da vi var kommet hjem. Yesss! Så han kan jo godt, når han gider, det lille krapyl.

Man kan godt se, at han ser træt ud, ikke? Tror sq da pokker, når han aldrig sover. Men han er i højt humør og ses her med et sjældent smil til kameraet. Han plejer at blive vildt alvorlig at se på, når der kommer et kamera frem...

Det skal dog siges, at de sidste par nætter har været lidt mindre rædselsfulde end for 3-4 dage siden. De er stadig ikke fantastiske (for nu at sige det pænt og diplomatisk), men Varanen har faktisk sovet både et 3-timers stræk og et 2-timers stræk på den samme nat. Han kunne muligvis have sovet endnu mere/bedre, hvis ikke han var blevet vækket af en moslende Øgle, der råbte om yoghurt og tændte lyset (wtf?) kl. 04.30, men det finder vi jo aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af i morges, hvad der skal til for at få Øglen til at gå ind i sin egen seng igen, når hun har erobret dobbeltsengen. Man skal bare selv gå. I ren og skær irritation over al mosleriet fra Øglen og pludre-/råberiet fra Varanen i nat, hapsede jeg nemlig Varan + dyne og fortrak til stuen, hvor det så faktisk lykkedes at få et par timers søvn mere. HDD sover jo mandesøvn, så han blev, hvor han var, men sandelig om ikke Øglen umiddelbart efter min exit (siger mandesøvns-sovende HDD, så troværdigheden kan anfægtes en anelse) gik Øglen ind til sig selv*. Smart. Bortset fra, at jeg så skal til at stå op og vågne sådan rigtigt, hver gang hun kommer ind til os. Så måske ikke så smart alligevel.

Lige et billede af et af mine tiltag mod mindre dårlig samvittighed. Gyngen blev hængt op i går, og begge reptiler er vilde med den. Og samvittigheden er også...

Så jeg øjner lys forude. Eller - jeg tror, det er lys. Det kan også bare være synsforstyrrelser forårsaget af mine konstant grus-agtige øjne. Eller hallucinationer pga. søvnmangel. Under alle omstændigheder er der nu ikke længe til, at ham Varanen skal begynde med grød, og så satser vi på, at det hele bliver meeeeget bedre. Mon grød oså hjælper på, at han vækker sig selv konstant ved at ligge og baske som en lille psykopat med arme og ben? Måske - og ellers må jeg en tur ud på nettet og se, om man kan få fat i en spændetrøje i str. 68. Anyone?

*Øglen er i øvrigt begyndt at spørge til, hvornår Varanen flytter ind på hendes værelse, og hvis man spørger, hvorfor hun gerne vil vide det, ser hun listig ud og siger "fordi så skal vi hygge os. Og grine. Og lave ballaaaaade!" Nuårh! Siger jeg nu. Når de så rent faktisk laver ballade, kan det være, at jeg synes, det er lidt mindre kært. Men måske det kan få hende til at blive på sit værelse hele natten. Hm...

fredag den 13. januar 2012

Om kjoler, faser og virus

Nej nej - vi bruger stadig ikke søvn herhjemme. Nu heller ikke rigtigt i dagtimerne, med mindre altså at barnevognen rumler og skrumler konstant. Så gæt selv, hvad der skete, da jeg i naivt øjeblik i dag satte barnevogn inkl. Varan og babyalarm nede i gården og oksede op på 4. med alle de liter Ribena og fuldkornspastasafaridyr mit Alien Hand syndrom i samarbejde med min søvnberøvede hjerne havde flået ned fra hylderne i Netto.

That's right! Han vågnede! På præcis det tidspunkt, hvor min trætte hånd nærmede sig hanken på det krus kaffe, jeg trods alt havde nået at lave. Soooo close. Men så drak jeg den da bare lunken, da jeg kom op igen - nu med Varan. *syrlig smiley*

Nå, men det er hårdt, det der med den manglende søvn. Og jeg er skam ikke for fin til at brokke mig (men den har I nok fanget). Alligevel er jeg ikke sådan rigtigt indebrændt og uligevægtig. Endnu. Det kan være det kommer, men så længe jeg får mine gåture med barnevognen i fred og en (varm) kop kaffe (hørte du det, Varan?!), så går det nok endda.

Eller det vil sige, at det gik - lige indtil jeg fik den geniale idé at slæbe mit trætte korpus inkl. poser under øjnene, søvnunderskud og barnevogn ind i tøjbutik på Østerbrogade. Den lokkede med meget fin (og billig) nederdel i vinduet, og siden søvnunderskudsramt hjerne tror, at jeg kan gå i stramme miniskirts, så måtte jeg jo derind og høre, om de havde den i sårt. Efter rum tid i gabende rom butik kom der ung, yndig ekspeditrice til syne, der strålede af god tid om morgenen og masser af sammenhængende søvn. Og hendes tøj var da også rent og pænt. Hvorimod mit... Well, altså, jeg synes da egentlig, at min vinterfrakke er pæn nok (den er i hvert fald ny), og der er ikke gylp på endnu, men det blik jeg inkasserede, placerede mig på ranglisten lige omkring de hjemløse, der hra rodet i det tøj, folk sætter ved genbrugsbutikker uden for deres åbningstid.

På spørgsmålet om, hvorvidt man kunne få bemeldte nederdel i sårt, gav hun mig elevatorblikket og spurgte til min størrelse. Fik sagt noget om, at jeg i reglen er en str. M, men at det naturligvis kommer an på, hvordan tøjet er i størrelserne. Hvorefter hun kiggede sigende på mig og sagde "ja, men de her er RET stramme". Derefter gik hun to skridt til højre, fandt en nederdel i str. M og gav mig den med et "det her er den største vi har, så du bliver i hvert fald nødt til at prøve den". Så mig ind i prøverum og bakse RET stram nederdel op om efterfødselsvægten, der sidder bloody godt fast på lårene. Men den passede faktisk. Hvilket yndig og spydig ekspeditrice også måtte sande med slet skjult overraskelse i stemmen: "Jamen... den passer dig jo faktisk udmærket". (Helt ærligt - hun kunne da i det mindste lade som om, det ikke kom bag på hende).

Men altså, jeg købte jo så den RET stramme nederdel i den tilsyneladende virkelig provokerende størrelse M til den nette sum af 170 kroner og skyndte mig ud af butikken. Hvor jeg kom til at kigge på vinduerne og så, at de pralede af X antal % på "ALT i butikken!" Og at de procenter angiveligt blev fratrukket ved kassen. Aha. Interessant. Bortset fra, at der ikke var blevet fratrukket noget som helst på mit køb. Men jeg må tilstå, at jeg blev endnu trættere, end jeg er i forvejen, ved tanken om, at jeg skulle ind i biksen igen og have en hyggesnak mere med ungmøen, så jeg sprang simpelthen over procenterne. Måske lige vel flot, når vi skriver januar måned, og jeg jo rent faktisk er sådan en, der er på dagpenge. Men kender I det - når man er træt og nu ovenikøbet også har fået at vide (ok, temmelig indirekte, men man hører, hvad man vil), at man er tyk, så vil man bare gerne hjem og æde en Bastogne-kiks. Eller 4. Så det gjorde jeg.

Nu må vi se, om jeg nogensinde kommer i den RET stramme nederdel. Nu har jeg den i hvert fald. Og den er fiiin. Det er den kjole, jeg endte med at købe til barnedåben også. Den kom med posten i dag, og en virkelig hastig første prøve (over jeans og beskidt ammetop - den skal styles lidt anderledes til dåben) lover godt. Så jeg takker Lisbeth mange gange for at gøre mig opmærksom på den.

I øvrigt - da jeg hentede Øglen i eftermiddag, var hun noget klattet at se på, og hele eftermiddagen er gået med at se Postmand Per og putte i sin dyne. Hun var ikke sulten (så ved man, den er gal) og ville ikke have andet end varm mælk med honning og kanel. Som aftenen skred frem begyndte hun at hoste og sprutte mere og mere, og for ligesom at tage del i festlighederne besluttede Varanen sig for at skrige i hidtil ukendte tonarter, indtil han gik omkuld efter 2 timers amning og brok. Såeh - Nemesis læste tilsyneladende med i går og besluttede sig for, at det ikke var nok bare at have en fase inden for dørene. Så han gav os da lige en virus også. Tak for lort - og god weekend!

torsdag den 8. december 2011

Sov nu for s****, vol. 2

Det går bedre med at putte Øglen. Væsentligt bedre. Men gyngestolen er stadig en fast del af ritualet, selv om den nu 'kun' skal siddes i i en halv til en hel time.

Man kunne forestille sig, at børnehaven kan tage lidt af æren. Et nyt sted med væsentlig flere børn, et helt andet aktivitetsniveau og ingen middagslur, gør i dén grad en lille Øgle træt. Og så har tiden nok også arbejdet for os, ligesom de påsatte tremmer i sengen gør sit til at holde hende indenbords. Middagsluren er vist i øvrigt helt droppet nu - børnehaven har nemlig ingen 'organiseret' putteordning, så hvis ungerne skal sove, skal det ske på frivillig basis. Pt. er det kun N og Øglen, der sover middagslur, og chancerne for, at de to hyperaktive kræ, der i dén grad kan gejle hinanden op, lægger sig til at sove side om side, ser jeg bare ikke lige ske. Yndlingspædagogen så da også helt lettet ud i dag, da jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, han skulle bruge tid på at få Øglen til at sove...

Varanen er stadig rimelig ringe til at sove indenfor om dagen (hvilket jeg fik at mærke i går, hvor jeg af forskellige årsager ikke kunne komme ud og gå en tur. Så Varanen sov stort set ikke. Før kl. 21.30, hvor jeg havde brugt lige knap 3 timer på at amme ham ned/nusse ham i søvn/gynge ham/svøbe/synge/tude/you name it. Til gengæld spiste han hvert 5. kvarter hele dagen. Yipeee!), men kommer han i vognen, er det stensikkert, at han tager sig en god lur. Således er jeg ved at forsøge at etablere en morgenrutine, der går ud på at aflevere Øglen sammen med Varan i klapvogn og så gå en god tur (og ende på café med kaffe og Wordfeud en avis) indtil Varanen vågner. Typisk efter et par timer. Det bliver selvfølgelig lidt dyrt i længden, men det er knageme hyggeligt.


Vi døjer altså stadig med søvnen i et vist omfang herhjemme, og derfor var det da også meget apropos, at min gamle kollega, som jeg mødtes med til kaffe i dag, havde købt bogen "Go the f**k to sleep" til mig. Den vil jeg glæde mig til at læse højt i mine allermest indebrændte øjeblikke.

Kaffeslabberadsen var præget af snak om babyer, barsel og job (kollega er også på barsel) - og så lige af Varanen, der påkaldte sig min fulde opmærksomhed ved at gylpe hele sit just indtagede måltid ned ad ryggen på mig for derefter at fylde sin ble - OG sit tøj - med ellers meget moderigtig sennepsfarvet goo. Altid dejligt at skulle håndtere sådan noget på café uden puslebord, men det gik da. Og herefter kunne snakken genoptages, indtil Varanen mente, at nu kunne det være nok med det cafébesøg. For derefter at falde i dyb søvn i vognen og nappe en time mere. Ah well, så fik jeg da klaret nogle ærinder. Og købt en træstamme i Lagkagehuset til i aften...


lørdag den 12. november 2011

Sure Mor vs. Øglemor

Sig hej til Sure Mor. Hun har det med at dukke op, når jeg ikke heeelt har sovet nok. (Og det har jeg faktisk ikke rigtig gjort siden 21. september). Og når jeg er presset. Hvilket typisk er i S-toget med dobbeltklapper, skrigende Varan og genstridig Øgle, eller de eftermiddage, hvor HDD arbejder sent/har en aftale uden for matriklen. Sure Mor vrisser meget og forsøger sig måske nok med en anerkendende tilgang til tingene, men det er oftest en halvhjertet indsats, der fejler eklatant, hvilket resulterer i endnu mere balstyrisk Øgle og rætti sur Sure Mor.

Øglemor er bare... Øglemor. Som tager tingene lidt, som de kommer. Som godt kan blive lidt skrap, men ikke vrissende på samme måde, som Sure Mor bliver. Der som regel godt kan se tingene fra Øglens side også, og som godt er klar over, at når man kun er 2 år og 9 måneder, så er man ikke stor nok til at provokere / genere bevidst.

Hverken Sure Mor eller Øglemor kan forstå, at Øglen ikke bare gør, som der bliver sagt. Men hvor Øglemor gerne vil nå ind til Øglen og virkelig få hende til at respektere og acceptere, at Det Er Mor, Der Bestemmer (jaja, der var jo ingen, der sagde, at Øglemor ikke var naiv, vel?!), gider Sure Mor ikke bruge sin i forvejen sparsomme tid på noget så abstrakt som at nå ind til noget som helst. Og tyer i stedet til kommandoer, vrissen og anden ikke-speciel-konstruktiv-adfærd.

Sure Mor er kommet på visit fra tid til anden i de seneste 2,9 år, men aldrig har hendes tilstedeværelse føltes så permanent, som den har de sidste 7 uger. Eller de sidste 3, i hvert fald, hvor HDD har været tilbage på arbejde. Jeg har endnu ikke fundet en kuffert i lejligheden, et navneskilt på døren eller andre ting, der tyder på, at hun er kommet for at blive, men det føles som om, at hun er på mere end bare en hurtig gennemrejse, så jeg har forsøgt at forliges med hende. Det er bare ikke gået særlig godt. For Øglemor og Sure Mor kan virkelig ikke lide hinanden. Eller... Øglemor kan ikke lide Sure Mor. Sure Mor er ret ligeglad med, om man kan lide hende eller ej.

Øglen prøvekørte den spritnye tårnlegeplads i Fælledparken i går. Stort stort hit!

Øglemor ved godt, at man ikke kan få børn og forvente, at de bare vokser op og bliver fantastiske mennesker med respekt for alt det, man nu engang helst skal have respekt for, uden at der bliver arbejdet på sagen. Børn - og reptiler i særdeleshed - skal have sat grænser og tager ikke skade af at få et nej fra tid til anden. Og der er ingen (håber jeg), der endnu er omkommet af at græde lidt over, at iPad'en ikke er til rådighed hele tiden og så igen. Eller at de bliver forment adgang til skuffen med Rasmus Klump-kiks.

Sure Mor ved også ovenstående, men når Sure Mor tænker "børn skal have sat grænser", mener hun i virkeligheden, at "børn skal adlyde Sure Mors mindste vink - også selv om beskeden måske ikke bliver afleveret i det mest rimelige tonefald. Eller er den mest vigtige i mands minde". Så Sure Mor udstøder ordrer og kommandoer så hurtigt, at hun kunne blive ansat som maskingevær et eller andet sted, der bruger sådan nogle. Og Øglen lytter selvfølgelig ikke. Derimod kan hun godt finde på at grine Sure Mor lige op i hovedet, mens hun danser sin nye, ret søde, stepdans, der vist er en kombination af "jeg ved godt, at det, jeg laver lige nu, ikke er helt i orden" og "du kan ik-ke fan-ge mig". Og hvis der er noget, der kan gøre Sure Mor endnu surere, så er det sådan noget.

Problemet (eller "udfordringen", som det hed på mit gamle arbejde) er bare, at Sure Mor på ingen måde har nogen magt over Øglen. Og i øvrigt er hun så sur (Sure Mor, altså - ikke Øglen), at det er temmelig trættende at have hende på besøg. Så i går besluttede jeg mig for at smide hende ud. Hun er velkommen til at komme forbi til kaffe i ny og næ, men jeg gider ikke det der 'jeg crasher lige på ubestemt tid'-trip, jeg kunne fornemme, hun havde gang i.

Sovecirkusset™ er stadig i fuld gang, og Sure Mor har flere gange haft mange sure idéer til, hvordan vi kunne vende soveskuden. Hun har også en enkelt gang eller to forsøgt at effektuere dem, men er blevet så sur, at det sjovt nok overhovedet ikke virkede. Øglemor har også forsøgt sig, men mest in absentia, via HDD, da sugemalle-Varanen har en ret stor appetit lige omkring puttetid (bless him!)

Sure Mor har truet, skældt, smældt og hevet Øglen tilbage i seng, når hun for gang nr. 4.699 er hoppet ud af sengen og stepdansende har konstateret "jeg vil ik-ke soooo-ve" og grineskrigende løbet i fast rutefart mellem værelse og køkken. Øglemor har hovedrystende set til fra ammepositionen i stuen, men har ikke haft nogen gode bud på en løsning. Det har hun sådan set heller ikke nu, men hun var bare blevet for træt af Sure Mor.

Så i går aftes røg Sure Mor altså ud, og Øglemor bestemte, at Øglen skulle have tremmerne på sin seng igen. Her 8 måneder efter, de røg af. For hvis Øglen ikke kan forstå, at hun skal blive i sengen af sig selv, må hun jo holdes fysisk i den. Sure Mor var enig, men hun mente, at de skulle på som led i en "hvis du ikke lægger dig ned og sover NU, så kommer tremmerne på"-strategi. Det mente Øglemor ikke, ergo kom tremmerne på i løbet af i går. Så'n lidt henkastet; "far smutter lige ind og ordner noget ved din seng". Og ved I hvad?! Hun synes, det er vildt hyggeligt. I går gik der ti minutter, før hun sov. 10 minutter. T.i. minutter.

Ehm... Det kan bero på tilfældigheder. Eller ikke helt ubetydelige ting som, at Øglen ikke fik sovet middagslur og i øvrigt havde jernet rundt på den nye leger i Fælledparken (tag straks derover, hvis I ikke allerede har været der - den er fantastisk!) hele dagen. Men faktum er, at det tog 10 minutter at få hende til at sove. Uden skrig og skrål og rusken i tremmer overhovedet. (I aften har så været noget anderledes. Der tog det 5 kvarter. Med en hel del gåen totalt amok. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag...)

Nu er jeg bare spændt på, om Sure Mor har forstået, at hun ikke er velkommen så tit herhjemme, når hverdagen sætter ind igen med hente-/bringe-logistik, mødetider på arbejde og almindelig trummerum i morgen. At Øglemor formår at genne hende ud af døren, før hun forpester den gode stemning, som har været her hele weekenden. Og at der generelt bliver lidt højere til loftet i form af tid til LEGO-byggeri ved spisebordet, smøleri med flyverdragten og vandpjaskeri i badeværelset. Det har man brug for, når man bare er en lille Øgle, der lige er blevet storesøster. Og også når man er hendes mor...

torsdag den 3. november 2011

Sov nu for s****

Øglen er stadig ked. Og i dén grad på tværs. Mere på tværs end ked, så'n lige umiddelbart, men det kan selvfølgelig dække over ked af det-hed. Det ændrer dog ikke på, at 95% af det, vi siger til hende, ignorerer hun. Eller gør nøjagtigt det modsatte af, hvad der blev sagt.

Jeg kan fx nævne situationen, hvor Øglen stiller sig hen til fryseren, lægger hovedet på skrå, ser sød ud og siger med sin lille, søde stemme "Lille  is, mor? Lillebittelille is til Øglen. Må godt?!" Hvortil Onde Mor siger blankt nej. Vilde hyl og ballade et øjeblik - til Øglen selv åbner fryseren og bare tager en is. For &"/#O"@*&#" da også! Det får hun selvfølgelig ikke lov til, og isen bliver vristet fra Øglen og lagt tilbage i fryseren. Med ekstrem surhed til følge.

Jeg kan også fortælle om hendes smiden med mad. Eller insisteren på at drikke mælk med ske (hvem kan stave til umanerlig meget rengøring efter sådan et "måltid"?!) Eller om vores morgener, hvor hun på ingen måde gider stå op. Eller alt muligt andet. Men det gider jeg ikke, for det er i virkeligheden småting i forhold til det, der fylder allermest i vores nye tilværelse som mor, far, Varan og Rasmus Modsat - nemlig søvnen!

Det er én ting, at jeg ikke får sovet specielt meget om natten. Eller om dagen, for den sags skyld. Sådan er det jo, når der er en baby in da house. Hvis det skal være, kan jeg også godt se igennem fingre med, at Øglen kommer trissende ind i vores seng hver nat (efter hun selvfølgelig lige HAR vækket mig med et jorden-går-under-om-lidt-vræl, fordi hendes sut er blevet væk i hendes virvar af bamser, bøger og andre underligheder i hendes seng). Men jeg har denondelyneme svært ved at acceptere, at hun er blevet umulig - U.M.U.L.I.G., I tell you - at putte om aftenen.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi (og med "vi" mener jeg HDD, for jeg fungerer jo som omvandrende foderbræt for Varanen, og han er glad for sin mad om aftenen - også om aftenen) bruger ca. 2 timer på at putte hende hver aften. To timer! Seriøst! Det er mindst 1 time og 3 kvarter for meget!

Lige da Varanen var kommet, blev Øglen ret putte-agtig og ville gerne have masser af nærhed. HDD lod derfor sit gode hjerte løbe af med ham og lagde sig ind til Øglen for at holde hende i hånden, til hun sov. Det kunne tage alt fra en halv time til halvanden. Og det var efter sigende ikke specielt rart at ligge på et gulv, der er strøet til med LEGO, legemad, rester fra riskiks og andre, ikke så let identificérbare, genstande. Derfor blev holde i hånden-seancen lavet om til en 'jeg sidder lige uden for din (åbne) dør i gyngestolen, så du kan se mig'-seance. (For oh ve oh rædsel, hvis HDD skulle forsvinde uden for synsvidde). Det virkede rigtig fint et par dage. Men nu. Åhr, MAND! Hun nægter jo at sove - hun ligger bare og fifler med sine bøger, sit våge-spøgelse, sine bamser, you name it. Bare ET eller andet, der gør, at hun ikke sover. Hun har 1000 undskyldninger for ikke lige at sove nu, og hendes mest brugte sætning i øjeblikket er vist "VIL ikke sove mere! ("mere"?! Du har ikke sovet en sk*d, dit lille krapyl!) Vil gerne med ud i k-hø-høkkenet". Det er til at blive en lille smule idiot af at høre på, og det er heller ikke specielt fedt for HDD at skulle sidde ude i gangen hele aftenen, selv om han har en iPad, efter at have været mange timer på arbejde. (Og hvis man må være lidt ego, så er det heller ikke specielt fedt for mig, for det er lige al den tid, vi kan holde i hånd (det kan man godt, selv om man ammer) og sludre og være kærester, der ryger).

Forleden besluttede jeg mig så for at sætte hårdt mod hårdt. Varanen var fodret af, og jeg afløste HDD, der på det tidspunkt havde siddet i gyngestolen i gangen omkring 100 år. Jeg kyssede Øglen godnat, lagde hende ned, sang en godnatsang, og så gik jeg ud i køkkenet. Og så SKAL jeg da ellers love for, at sirenen gik i gang. Hun flippede skråt, og sprang som en fjeder ud af sin seng og løb med tårer og snot i kaskader ned ad ansigtet ud i køkkenet til mig. Og jeg fulgte hende tilbage i seng. Og gik ud i køkkenet igen. Og hun løb efter mig. Og jeg gik ud i køkkenet igen *Indsæt selv uendelighedstegn* Alt imens hun skreg som om, der var en hær af gale øksemordere efter hende. Jeg skulderklapper stadig mig selv over, at jeg ikke kylede hende ud af vinduet til sidst, men nøjedes med at kapitulere og sætte mig i gyngestolen med min computer. Og en storsnakkende Øgle (der tilsyneladende havde glemt alt om gale øksemordere og nu var i højt humør) i sengen. Grrrrr, altså!

Men hvad f**** gør man!? Vi kan jo ikke rigtigt sætte tremmerne PÅ hendes seng igen - eller måske et elektrisk hegn - selv om jeg har enormt meget lyst til det. Og det der med en kold gyngestols-tyrker virker jo heller ikke, for hun kommer bare drønende - uanset, om hun så bliver fulgt eller slæbt tilbage i seng de første 10.000 gange. Er det endnu en af de famøse faser?! Og hvornår går den i givet fald over? Kan det mon være en reaktion på hele storesøster-tingen, eller er hun bare irriterende, fordi hun kan? Alle råd modtages med kyshånd! Og hvis I ingen råd har, kan et tilbud om at overtage puttetjansen også gøre det? Jeg har nemlig hørt noget om, at jeg skal være alene hjemme med begge reptiler i morgen aften, så det bliver ret interessant at se, hvem der bliver den store taber i den magtkamp, der med garanti kommer til at udspille sig omkring puttetid. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver mig. Noget siger mig, at de 38 afsnit af Mickey's Klubhus, som vi har på harddiskoptageren bliver meget nyttige i morgen aften...

lørdag den 29. oktober 2011

(Sl)yngel

Jeg har lige brugt 275 kr. (Jaja - og 211,75 nede i Netto. Og 45,- på en latte og en kanelsnegl på Krummen & Kagen tidligere i dag. Og 129,95 i Vila - de havde nemlig endelig fået det meget meget enkle tørklæde hjem, som jeg har gået og manglet i et års tid oder so. Men det var ikke DE penge, vi skulle tale om).

275,- er selvfølgelig ikke nogen formue, men man kan alligevel få en del slik, fx. Eller en god portion sushi til HDD og jeg. Man ville også kunne købe indtil flere par handsker til Øglen (tror jeg, men aner det i virkeligheden ikke, for jeg kan simpelthen ikke finde nogle handsker til hende. Hvaffor nogen handsker er the shizzle, når man er 2,5?!) eller fire-en-halv pakker MAM-sutter til Varanen. Osv. Altsammen vældig nyttige ting (især slikket), men det er noget helt andet, jeg har snoldet.

Nu ved jeg, at I sidder helt ude på kanten af sofaen for så at få at vide, hvad det er, jeg har brugt knap 300 kroner på, så jeg vil uden dikkedarer løfte sløret for, at det er... ta-daaaah... SØVN! Til Varanen. Og dermed afslapning til mig selv. "Hvordan kan det lade sig gøre?", tænker I nu (mens I stadig sidder på kanten af sofaen), og igen vil jeg gå direkte til sagen: Jeg har købt en vikle. En strækvikle for at være mere specifik.

Snorksovende Varan 

Der er jo sindssygt mange, der sværger til vikler og slynger og what-nots, men jeg har aldrig rigtig brugt det. For det første synes jeg, at det er en kæmpe jungle, og for det andet syn(t)es jeg måske, at det er lige urtet nok. Eller også bærer jeg bare nag, fordi jeg forsøgte mig med en ringslynge til Øglen, men hun skreg så højt, at jeg seriøst troede, at jeg havde ødelagt hende, de få gange hun lå i den, så den blev hurtigt droppet. Og da vi, efter en kort flirt med en Babybjörn, skulle investere i noget bære-aggregat til hende, faldt valget på en Ergo Baby (efter gode råd fra Blogland). Den har vi stadig - og jeg har ovenikøbet købt en babyindsats, så den kan bruges helt fra nyfødt - men jeg synes ikke, at Varanen sidder særlig godt i den (og det synes han vist heller ikke selv), så den er ikke blevet brugt særlig meget og kommer nok først frem igen, når Varanen er omkring 6 måneder gammel.

Nu er det så bare sådan, at Varanen gerne vil bæres rundt, når han altså ikke lige spiser eller sover. Han er ok med skråstolen fra tid til anden, og jeg har store forhåbninger til aktivitetstæppet, som jeg netop har fundet frem, men armene er bare de bedste. Helst mine, åbenbart. Og det er skam også knaldhyggeligt sådan at slæbe ham rundt, men med en kampvægt på små 6 kg, er han jo ikke ligefrem fjerlet. Så jeg bliver en kende træt i arme og skuldre og får i øvrigt ikke lavet noget som helst i lejligheden. Ikke, at jeg hungrer efter at gøre rent, fx, men lidt oprydning, dykken ned i bunkerne af vasketøj, som tilsyneladende ikke har nogen bund overhovedet, eller andre praktiske ting ville ikke være af vejen. Så noget måtte der ske, og eftersom min slynge-kyndige svigerinde anbefalede mig en strækvikle, var det sådan en, det endte med.

Udsigten, når jeg kiggede ned (og lige lindede lidt på jakken). Meget fredfyldt 

Den ankom så i dag, og efter at have fået nogenlunde fat på bindeteknikken turde jeg binde an (tøhø) med at proppe Varanen i den. Han gik fra at være urolig og let gnaven til at blive meget meget sur, mens jeg moslede ham på plads. Og det varede i sådan cirka 15 sekunder. Hvorefter han nærmest vendte det hvide ud af øjnene og faldt i søvn?!??! (Og ja - han trak stadig vejret. Jeg tjekkede nemlig; det kunne jo være, jeg havde sat ham virkelig forkert). Han sov, mens jeg ryddede lidt op (ikke for meget - det var bare muligheden for at gøre det, jeg havde savnet), sov mens jeg sorterede vasketøj, sov mens jeg tog støvler og overtøj på og sov, mens hele familien Øgle var i Netto. Derefter sov han på en times gåtur, og han vågnede først, da jeg kom til at bumpe hans hoved ind i en dørkarm (hov...), og da jeg skulle i gang med at lave mad. (Dygtig dreng - så blev HDD nemlig nødt til at kokkerere. Gnæggnæg)

Jamenaltså. For sølle 275 kroner fik jeg armene fri i over to timer. OG jeg fandt en måde at handle på, der ikke indebærer navigeren rundt med giga-dobbeltklapvogn og ondskabsfulde blikke fra medhandlende (de er ikke så'n helt vildt large med at flytte sig for barnevogne, dem der handler i SuperBrugsen om formiddagen, skulle jeg hilse og sige). Alene dét ville jeg gladeligt give 275,- for, men jeg har store planer om, at succesen skal gentage sig op til flere gange. Se, dét er da et røverkøb!

fredag den 21. oktober 2011

Det var en fredag aften...

Nåmn, det var da meget godt, at jeg nåede at blogge om kaffe, krimier og sovende Varaner i formiddags, for resten af dagen har jeg ikke set meget til nogen af delene.

Det er jo mig, der har hentetjansen nutildags (og har haft det i hele to dage), og lad mig bare sige det på den måde, at det kun kan gå for langsomt med, at hende Øglen begynder i Børner en spytklat væk. Altså, i går gik henteriet fint nok (bortset fra, at HDD var kommet til at køre af sted med dobbelt-klapvognen, så jeg måtte betvinge noget stiv kuling med en ladcykel, der mangler første gear). Det passede netop med, at Varanen tog sig en gevaldig skrawer omkring hentetid og sov så faktisk fra det hele. Inklusive græskar-tegning (vi havde ikke lige et græskar, vi kunne udhule, så vi tegnede nogen i stedet) og aftensmad-forberedelser sammen med Øglen. Totalt vi-jonglerer-da-bare-det-her-flerbørns-noget-så-let-som-ingenting.

Sådan gik det ikke i dag. Ingen lur til Varanen omkring hentetid overhovedet. Derimod en usandsynlig utålmodig baby, der på ingen måde gad blive kørt i klapvogn. Eller i elevator (er I klar over, hvor højt sådan noget babygråd lyder inde i en lillebitte elevator?!). Eller i tog. Han gad sådan nogenlunde at blive slæbt i Voksien fra vuggestuens gård til Hobbitterne på 2. sal og var også ok med at blive stillet i garderoben, mens Øglen fik overtøj og sko på. Utilfredsheden begyndte derpå så småt igen på vej mod Nørreport Station, hvor Øglen stemte i, fordi hun havde set nogle gyldne Moët-champagne-balloner (man har vel smag?!) udenfor noget natklub, og dem ville hun have. NU! Blev nødt til at bestikke med en Ostehaps for at tage et eventuelt hysteri-udbrud i opløbet, men det virkede til gengæld fint. Desværre lod Varanen sig ikke bestikke så nemt, og skrigeriet antog nye højder i S-toget (hvor det i øvrigt også lyder temmelig øredøvende). Tak til passagererne, i øvrigt, for de misbilligende blikke og den absolutte mangel på hjælpsomhed, de udviste, da jeg skulle bugsere kampdobbeltvognen forbi et sandt inferno af cykler.

På vej fra stationen og hjemad (vi taler 2-300 meter) begyndte det at lyde som om, jeg muligvis havde lagt Varanen på en sømmåtte og/eller rullet ham i pigtråd. Og jeg indkasserede da også et 'tag da barnet op, din børnemishandler'-blik fra zen-agtig mor med tilsyneladende dybt sovende baby og Øgle-størrelset barn på søskedesæde (med mindre der altså slet ikke var nogen baby nede i barnevognen, og hun bare går rundt i kvarteret og giver trætte, stress-svedende, efterhånden halvdøve mødre tsk tsk-blikke. Ja. Det må være sådan, det hænger sammen).

Kunne slet slet ikke lige overskue at skulle bugsere Øgle og Varan ind i barnevognsrummet og gå op på fjerde med skrigende Voksi-pose i den ene hånd og en i øvrigt vældig medgørlig Øgle i den anden, så jeg foreslog en tur på legepladsen. Så kunne jeg nemlig give Varanen lidt mad. Derefter ville Øglen gerne hjem i gården og lege, og det var også fint nok - der er nemlig også bænke, hvor man kan sidde og amme. Desværre gad Varanen bare ikke lige spise mere. Han ville til gengæld gerne sidde på armen og kigge benovet på himlen og træerne. Og stak i et hyl, hvis jeg vovede så meget som at tænke på at lægge ham fra mig for at sætte vognen på plads / lege med Øglen / strække min ømme ryg. Øglen syntes, det var en fest at være nede i gården, så hun gad overhovedet ikke hjem, selv om hendes ble begyndte at lugte mere og mere skummelt, og jeg ønskede mig (eller endnu bedre; reptilerne) i stadig stigende grad temmelig langt væk.

Med hjem kom vi da*. Alle med liv og lemmer i behold og hørelsen relativt intakt. Og hjemme blev roen og freden genoprettet. Jeg nåede endda at spise i omkring 3 minutter, før Varanen forlangte opmærksomhed. Og få et godt grin over, at Øglen, mens hun fortalte HDD om vores eftermiddag, på sit staccato-sprog ytrede: "Mor giver Lillebror mad nede i gården. Lillebror er SULTEN! Vil gerne spise mad fra mors patter!" (Ikke mere Dyrene på Landet til dén lille dame!)

Nu sover Varanen endelig. Og Øglen burde sove. Men hun ligger og skiftevis hikste-hulker "mor og fa-ha-haahr", piver "kom og hold mig i hånden" (hvilket i øvrigt ville være ret kært, hvis det ikke var hver aften, og hvis det varede væsentlig kortere end et par timer) og snøfter "Her er så mørkt, mor. Tænd lyset!" inde fra sin seng. Kører nu på 2. time med pladen i samme rille, og fortsætter det ret meget længere, kan hun muligvis være at finde under 'bortgives'-annoncerne på dba.dk i morgen...

Inden det bliver min tur til at gå ind og holde i hånden igen, vil jeg lige nå at lave mig en kop te, som jeg vil drikke, mens jeg ser BBC Lifestyle (!?). Og æde et par Pamoler. Muligvis også en chokoladeskildpadde eller to. Og forsøge at lade være med at tænke på, hvad jeg brugte mine fredag aftener på, før jeg fik børn. Ikke, at jeg kan huske det, men det kan kun have været mere actionpacked end denne fredag aften.

*Og sør'me om HDD ikke havde flyttet om i køkkenet og ryddet op i meget af hytten, mens jeg havde været væk?! Fantastisk. Så kommer den kæmpebuket røde roser, han kom hjem med i går, fordi jeg havde haft første dag på barsel uden ham, også meget bedre til sin ret... :-)

mandag den 23. maj 2011

Sssschhhh!

HDD vandt puttetjansen i dag, mens jeg handlede (nemlig.com, I ved) og vaskede op. Gnæggede lidt i skægget over dén arbejdsfordeling, eftersom jeg i går brugte den bedste del af en time på at synge samtlige børnesange fra Øglens Shufflebook, læse historier og forsikre hende om, at "mor står lige uden for døren" sådan ca. 58.000 gange.

Og fordi jeg er et dårligt menneske, så synes jeg, at det er mest rimeligt, hvis Øglen så giver HDD samme behandling, når det er ham, der putter. Men der gik lige nøjagtigt 4 minutter (arj, ok - det kan også være, der gik 5), og så var HDD tilbage. Gæt selv, hvor meget af opvasken jeg havde nået at tage på dét tidspunkt. Ikke én sang havde han fået lov at synge. Til gengæld havde Øglen overtalt ham til at få sit elskede (temmelig u-steinerske) klaver med i seng. Så nu - tre kvarter efter puttetid - er der et sandt potpourri af buttede barnehænders klaverklimpren, dyrelyde (oh yes - det kan det nemlig også sige) og Bjældeklang-medleys.

Det er sådan en svend, vi snakker om. Køn, ikke? Hapset herfra.

Altså, det er da selvfølgelig dejligt for både HDD og jeg, at vi ikke behøver at rende ind og ud af hendes værelse hele tiden, fordi hun kalder (i går "tabte" hun meget belejligt alle sine Shufflebook-kort ud af sengen omkring 4.900 gange, og fordi hun ikke er så kvik er så umanerligt godt opdraget, stod hun ikke ud af sin seng og hentede dem selv. Men så kaldte hun jo bare på mig i stedet. Suuuuk).

Nu kalder hun overhovedet ikke. Hun klimprer bare. I stor stil. Og hver gang, der så småt er ved at blive ro derinde, så gør klaveret lige opmærksom på, at det jo altså ligger lige dér og er tændt (skod-funktion - opfinderen har tydeligvis ikke børn selv). Og SÅ går det løs igen.

Egentlig er det ret sjovt. Og temmelig gakket. Men der kommer et tidspunkt i enhver mors liv, hvor man bare ikke KAN holde til at høre mere Bjældeklang. Jeg tror, det tidspunkt er ved at være oprandt for mit vedkommende.

mandag den 7. februar 2011

Søvn. Eller mangel på samme

Nu er jeg lige så godt i gang med at brokke mig over sygdom, så jeg fortsætter da den sure stil lidt endnu. Denne gang skal det dog ikke handle om sygdom, men om søvn. Eller mangel på samme.

Jeg er helt med på, at man sover væsentlig dårligere end normalt, når man er syg. Man vender og drejer sig, man vågner og er tørstig, man skal tisse, man bliver viklet ind i dynen. Og så videre. Derfor har jeg da også taget det med relativt ophøjet ro, når Øglen igen og igen og igen (og så lige IGEN) er vågnet og har krævet vand, har viklet sig ind i dynen, har viklet sig ud af dynen, har tabt sin sut, har lagt sig på sin putteklud og andre mystiske ting, der er helt forfærdelige i en knap to-årigs søvndrukne univers.

Men NU stopper festen, altså. Feberen er væk og Øglen er i fuld vigør, så nu synes jeg altså, at hun må værs'go at bruge natten til at sove i. Og vigtigst; lade sine hårdtprøvede forældre sove. Hun vågner hele tiden, altså. En gang i timen i snit, vil jeg skyde på. Nogle gange skal hun bare have en sut eller en sang. Andre gange vil hun bare lige gøre opmærksom på, at hun har taget sin ble af, kylet den ud mellem tremmerne og i øvrigt tisset i sengen, så lagen og sengetøj (og Øgle) er blevet helt vådt. Andre gange igen vil hun ikke rigtig noget - hun ligger bare og klynker (hun lyder faktisk lidt ligesom de der maskiner, man stemplede bøger med på biblioteket i gamle dage (= dengang jeg var barn)) og sørger lige for at gøre det højt nok til at vække mig (og nogle gange HDD. Som jo sover den velkendte mandesøvn), hvilket betyder, at det er temmelig højt.

What to do? Én ting er, at hun bliver ved med at smide bleen. Det er r*virriterende, men forhåbentlig bare en fase. (Og hvis det bliver ved, tyer vi til gaffertape, som Husmoder foreslog). En anden ting er, at hun vækker os hele tiden. Den er straks værre. Kan prøve at fifle lidt på sengetiden. Det må være første skridt. Hun bliver trods alt puttet allerede 18.30, men hun er bare så træt på det tidspunkt. Hvis det ikke virker, må vi sørge for at fodre og vande hende (endnu mere), inden hun bliver puttet. Tredje skridt må være at tvinge hende til at bruge nattøj (som hun hader), så hun ikke vågner af at fryse, når hun taber dynen. Fjerde skridt må være… æggebakker på væggene og lydtætte døre? Eller en salgsannonce på DBA? Sig, at det bare er en fase. Jeg savner min nattesøvn…

(Og ja - jeg er tilbage på arbejde. En sand lise at komme tilbage til voksensnak, bugnende mailboks og mulighed for at gå på toilettet alene. Og væk fra SF Børns samlede dvd-værker, plagen om "kiiiiiiks" og brokken sig over, at man skal have ble på, ikke mindst. Men alligevel lidt trist ikke at have en lille levende varmedunk slænget et vilkårligt sted på kroppen, store blå øjne, der kigger på en, som var man det bedste i hele verden og små, klistrede hænder, der (forhåbentlig i bedste mening) lige synes, at man skal smage en smattet rosin dyppet i juice (arj, ok - det savner jeg faktisk ikke). Godt, at det snart er fyraften. Og så ikke et ord om, at jeg skal være alene med Øglen de næste tre dage og nok kommer til at ønske både mig selv og Øglen hen, hvor peberet gror. På forskellige tidspunkter, naturligvis).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...