Viser indlæg med etiketten stop mig. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten stop mig. Vis alle indlæg

fredag den 22. april 2016

Noget om irriterende typer

Ok. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg synes, andre mennesker kan være irriterende. Ikke hele tiden, forstås, men af og til. Og typisk er mængden af angiveligt irriterende mennesker, jeg støder på, omvendt proportional med mængden af mit blodsukker. Altså: Jo lavere blodsukker, jo flere irriterende mennesker. Og vice versa.

I dag har mit blodsukker været ret stabilt. Jeg har husket at spise bare sådan nogenlunde jævnligt, og til trods for, at vi var til et FCK-arrangement (lidt fordomme har man vel altid?!) mødte jeg faktisk kun én ret irriterende type. Og det var mig selv. Go figure!

Irriterende Mig dukkede faktisk op allerede i går, hvor HDD spurgte, om vi ikke bare skulle tage S-toget til der, hvor arrangementet løb af stabelen. Det ville jeg normalt synes var en glimrende idé, men af uransagelige årsager syntes jeg i går, at det var smartere, hvis jeg løb, mens HDD cyklede ved siden af med ungerne i ladcyklen. "Nu er det jo sådan noget idræts-noget, vi skal til, og så er det vel ok, at jeg bare har løbetøj på", fik jeg sagt helt friskfyrs-agtigt. (Det er også muligt, at jeg fik sagt et eller andet helligt omkring transportløb, og at man skal udnytte sin fridag bedst muligt, og at det jo er så DEJLIGT at løbe, når vejret er godt). HDD blev med rette noget forbavset, men var hurtig til at acceptere, og så var dét ligesom aftalt.

Godt så.

Det lød jo meget godt, det der med at løbe. I går, altså. I morges var jeg ikke helt så hooked på idéen, men bordet fanger som bekendt, så vi tog af sted i god tid før arrangements-start, så der ikke var stress på. Ungerne opførte sig eksemplarisk hele vejen (Øglen læste Pixi-bøger højt for lillebror på hele turen. Hva'ba'!), og de steder, hvor der var mulighed for det uden at genere andre, kunne HDD og jeg også sludre lidt. Og ellers gik det ellers med mig i front og spandex, og HDD på det lyserøde kassecykel-lyn i bedste følgevognsstil.

Kønt var det ikke, men jeg overlevede da de 6 km til Halmtorvet, hvor der lige var tid til en kaffe på Carlton, før vi skulle over og sige "Zanka", "Verbic", "Toutouh" og andre, for mig, komplette fremmedord. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været til et FCK-arrangement før og interesserer mig så uhyggelig lidt for fodbold, at det faktisk er pinligt, men når klubben ligefrem inviterer til Cph Playday, fordi Øglen er medlem af en af deres samarbejdsklubber, så siger man da ikke nej.

Det var nu ikke fordi, der var så meget fodbold over det. Eller - der var jo logoer og den der Leo-maskot og så en enkelt fodbold-aktivitet, men der var også så meget andet. Parkour, slackline og forskellige lege igangsat af nogle idrætslærerstuderende, f.eks. Floorball og dans. Og så videre. Ungerne syntes, det var et hit, og både HDD og jeg morede os også ret meget.

Af gode grunde havde jeg jo mit løbetøj på, og jeg har formentlig set noget mere sporty og ambitiøs ud, end tilfældet egentlig var, som jeg fulgte ungerne rundt. Der var da også en, der et øjeblik troede, at jeg var en af dem, der stod for det, nu jeg tossede rundt i fuldt sports-outfit i stedet for casual praktisk, som alle de andre var klædt i. Det kunne jeg så forsikre ham om, at jeg ikke var, og efter et par mistænksomme blikke accepterede han fakta. Jowjow.

Efter arrangementet skulle vi sjovt nok hjem igen. Jeg havde taget mit rejsekort i lommen, så jeg kunne springe på toget, men vejret var godt, og det var så hyggeligt at hænge ud alle fire, så jeg besluttede mig for også at løbe tilbage. Og springe frokosten bestående af franske hotdogs fra 7-Eleven (det var straffen for, at HDD hjemmefra mere eller mindre havde lovet Øglen, at man kunne få hotdogs til arrangementet. Det kunne man ikke) over med begrundelsen, at "jeg skal jo løbe". Og rende rundt, stadig i fuldt løbegear, på legeplads på Øster Farimagsgade og være lidt for løbekæk ("Nåh, er I klar, unger? Skal vi lige nappe det sidste stykke til Trianglen?!"). På Trianglen lokkede skiltet hos ParadIs, men jeg kvitterede med endnu et nej tak - denne gang efterfulgt af et "Jeg har jo en grøn juice med i tasken - den tager jeg bare". Så mens HDD og ungerne fortærede hver deres lækre is, drak jeg grønkåls-/broccoli-/æble-/grape-juice fra en flaske og følte mig ret så sund. Og i dén grad irriterende.

Bagefter gik turen hjemad. I luntetrav. Til en toast (ikke specielt helse-Else, men nu havde jeg jo også lige drukket noget vældig sundt. Det skal jo heller ikke gå helt amok, vel?) og et bad. Og en kaffe med naboen på bolværket med sol på næsen og udsigt over havnen. Og r*v-ømme ben.

Er der nogen, der måtte have krydset en irriterende type i løbeudstyr på vejen mellem Østerbro og Vesterbro, så var det bare mig. Og jeg vil gerne lige understrege, at i dag var en one-off. Normalt løber jeg ikke til noget og ses a l d r i g i det offentlige rum i løbetøj, med mindre jeg er i gang med at løbe en tur. Det er til gengæld ikke så usædvanligt, at jeg takker nej til is, men jeg lover, at jeg aldrig tidligere har trukket en grønnere-end-grøn hjemmejuicet sag op af tasken i stedet. Den slags sundhed plejer jeg at holde inden for hjemmets fire vægge. Så jeg er altså ikke så irriterende i virkeligheden. Det var bare lige i dag.

Undskyld.

(For at kompensere for al irriterende-heden har jeg spist en stor håndfuld saltbomber, mens jeg så Disney Sjov. Og de har nu givet mig ondt i maven. Straffen for at tosse rundt i løbetøj hele dagen, formoder jeg?!)

onsdag den 19. februar 2014

Pisk væk

Jeg kører stadig i samme tankerille, sådan on/off. Selv om jeg har kigget en masse billeder igennem fra de seneste år og derved er blevet (mere) overbevist om, at vi sq har haft det både hyggeligt og nærværende, så insisterer min hjerne på at huske på episoder, hvor jeg 'liiiiiiige skulle' dette eller hint. Det er til at gå amok over, og vi jeg er nået til et punkt, hvor det er virkelig belastende.

Som oftest er det belastende at have konstant tankemylder, men når det oven i købet går ind og pirker ved min fornemmelse af, hvorvidt jeg er en god mor nu, så bliver det særligt belastende. Især fordi jeg ved, jeg er en god mor (skrid, Jante).

Men min 'skyld' over tidligere tiders fravær går ind og skygger på en måde, så jeg kan mærke, at jeg skal tage mig selv alvorligt sammen for ikke bare at lade reptilerne gøre, som de har lyst til. Tage mig sammen til at trække grænsen skarpt, når jeg igen-igen (igen!) har bedt om/sagt et eller andet. Jeg er pludselig blevet bange for at blive anledning til konflikter, fordi de får mig til at blive skrap. Og jeg har ikke lyst til at blive skrap, for så er jeg en dårlig mor. Virkelig nederen tankespiral - især fordi jeg (også) ved, at man ikke automatisk er en god mor, fordi man er eftergivende. Tværtimod. (Eller er en dårlig mor, fordi man er skrap, i øvrigt).

Og det er derfor, det her erkendelsesforløb (som Liv kalder det) er så latterligt, altså. Hold nu op! Konstruktive tanker er altid velkomne, men tankespind, der får mig til at tvivle på alt og ingenting, må egentlig godt forføje sig. Særligt, når det går ind og bliver så eksistentialistisk, som det her har vist sig at blive.

Seneste nye tilføjelse til tankerne er, at det er synd for reptilerne, at de skal gå i institution. Hvor kom dét nu fra?! Reptilerne er glade for at gå i deres institutioner, vi voksne er glade for både institutioner og pædagoger, og - nåja, lille detalje - reptilerne bliver nødt til at gå i institution, hvis jeg nogensinde skal få skrevet så meget som en linje. Og det skal jeg, for ellers har vi ikke råd til at blive boende i vores hus. Såeh. Case closed. Siger fornuften. Tankemylderet siger noget andet.

Forleden hentede jeg (også) tidligt og lavede smoothies til reptilerne. Fandt en lille rest jordbærflødeis og kom i - det faldt i vældig god jord! 

Hvad er nu dét for et kamera? Du plejer da at tage billeder med telefonen, mor!

Hun er sjov, hende storesøster

I øvrigt har tankevrimmelen også bidt sig ind på hele konceptet "Øglemors arbejde". For er det nu et rigtigt et af slagsen?! (Vi siger tak til skeptiske tunger, der i tidens løb har ytret præcis dét og nu har fået mig til at tvivle) Ville alting ikke være meget bedre, hvis jeg ikke arbejdede og flyttede til Udkantsdanmark i et lillebitte hus, hvor jeg kunne opfostre ungerne og skærme dem fra den diamantbesatte virkelighed, vi bor midt i - og i øvrigt på ingen måde kan efterleve. Hell, vi har ikke engang råd til at tage på 'rigtig ferie', som Øglen kalder det. Eller havde et ganske almindeligt arbejde? Bortset fra, at så skulle reptilerne jo være betragtelig længere i institution end de ... hm ... 24-25 timer de er der om ugen i øjeblikket. Noget godt kommer der da ud af alle mine tanker. For reptilerne, om ikke andet. Og vi er jo lige blevet enige om (eller ... tankerne er), at det er synd for dem, at de overhovedet skal være i institution. (Når det er sagt, så går det faktisk strygende på det der 'ikke-rigtige' arbejde. Masser af (tilfredse) kunder i butikken og rigeligt at fylde dagene med. Så jeg har intet at brokke mig over).

Et sted derinde kæmper gamle A for at slippe ud. Hende, der ikke ER hendes børn. Hende, der elsker at have det sjovt og lave spontane ting (så spontane de nu kan blive med smållinger i huset), og som engang mente, at "Børn? De følger da bare med" (det var så før jeg fik børn, jeg mente det. Ligesom velsagtens alle andre også har ment nøjagtigt det samme. Engang. Men alligevel ...). Hende, der ikke mener, at hendes børn tager skade, hvis de ser en iPhone - heller ikke selv om den er i brug i mere end det sekund, det tager at se, hvad klokken er. Hende, der også gerne vil gøre noget for sig selv i ny og næ - uden at få dårlig samvittighed over det, tak. Om det så bare er at løbe en tur eller tage til venindehygge før ungerne er puttet. (HELST før, faktisk. Hvad er ellers pointen?! ;-))



Et af yndlingsstederne herhjemme, hvis man er lille - klemt inde mellem bænk og varmeapparat (!)

Og nu jeg nævner løbetur, er der et eller andet i den rest fornuftigt tænkende hjerne, der er tilbage, der pipper op. Om at det da vist er længe siden, jeg har været ude og løbe. Om, at jeg faktisk ikke har løbet, siden før fyssen fortalte, at jeg skulle skære kraftigt ned. Og var det i grunden ikke der, hele det her tankehelvede opstod?

Yoga gør det sq nok ikke alene. Jeg tror, der skal sveddryppende motion til. Som så godt nok ikke kan blive løb, men med et nyåbnet fitnesscenter tæt på, burde der også være mulighed for at svede over noget andet. Eneste udfordring med dét er så bare, at den eneste måde, hvorpå jeg kan holde ud at svede over noget som helst i et fitnesscenter, er ved at flygte fra virkeligheden ved at se film eller høre musik eller noget. Og mit nye dogme er (åbenbart), at jeg ikke må bruge min telefon til andet end at ringe fra. Gordisk knude - og temmelig trættende, at det tilsyneladende skal være en enten-/eller-løsning (lige nu, i hvert fald) og ikke bare kan nøjes med at være blødt og både-/og-agtigt.

Skal man se på den lyse side, kan man sige, at mit nytårsforsæt om mere nærvær kører på skinner.  Jeg havde så bare ikke forestillet mig, hvilken syndflod af tanker, det ville medføre.

...

Jeg skal ud og løbe snart, kan jeg mærke. Hypermobile knæ til trods. For det her holder ikke. Jeg lover hermed at løbe en tur senest i weekenden, og så håber jeg, at alle tankerne bliver pisk væk (som Varanen siger. Og jeg nænner ikke at rette ham. Han bliver så stor! Han siger i øvrigt også "pisk våd" og "pisk kold" til noget, der er drivvådt eller iskoldt. Nåååååhhhr!). Og hvis det ikke hjælper, så lover jeg at snakke med nogen, der ved noget om krøllede hjerner. I skal i hvert fald nok blive fri - I har lagt ører (øjne) til så rigeligt allerede.

søndag den 26. januar 2014

Yoga-update

Hey, jeg skylder jer da totalt meget en update på det der yoga. Jeg ved, at spørgsmål som "FANDT hun nu noget at tage på?", "Fik hun hold i ryggen/nakken/lænden/hoften/andet usmidigt sted?" og "Er hun mon allerede stoppet igen?" har presset sig på, så lad mig gøre en ende på spændingen ved lige at opdatere jer.

Det kan i virkeligheden gøres ret kort: Det gik - og går - ræddi ræddi godt. Jeg fandt noget at tage på, og nej, jeg har endnu ikke forstrukket eller fået hold i ledder eller lemmer.

Men nu er jeg jo ikke kendt for at gøre noget som helst kort, som kan gøres langt. Så jeg vil gøre mit absolut bedste for at gøre en kort historie lang og begynder med at berette, at jeg (endnu) ikke er begyndt at drikke Pukka-te, og at jeg (endnu) ikke har investeret i dyrt yoga-udstyr. Det sidste er dog bare et spørgsmål om tid økonomi, for jeg kan mærke på det hele, at jeg ikke bliver færdig med yogaen lige med det første. Hvilket er meget heldigt, eftersom jeg har commited mig til 18 x 1,5 timer, men altså ...

Dengang jeg boede og rejste rundt i det sydlige Afrika, var jeg sådan lidt outdoorsy i det. Eller - det ville jeg i hvert fald gerne være. Måske fordi jeg syntes, det var lidt sjovt at købe ting og sager i forskellige spejder-agtige butikker, så ud over Teva-sandaler (eller - en ækvivalent til Teva-sandaler, som jeg har glemt hvad hedder) havde jeg også kaki-farvede bukser, der kunne lynes af under knæet, en praktisk (og virkelig grim) hættetrøje, en pandelygte (!), en virkelig sej, STOR, vandrerygsæk (som min bror efterfølgende har nolet) og diverse andet. Satte dog, trods alt, grænsen ved et primusapparat, selv om jeg kan huske, jeg stod i butikken og tænkte, at det lige ville være prikken over i'et.

Det jeg vil fortælle med dén historie er, at jeg godt kan blive grebet lidt af ting og det, (jeg synes), de signalerer. Dengang var det så en outdoorsy type, jeg, uvist af hvilke grunde, gerne ville identificere mig med (er ikke sket siden, skal jeg så lige skynde mig at sige). Og nu er det - eller er på vej til at blive - en yoga-type, kunne det tyde på. Så jeg har kigget og klikket hos yogaudstyr.dk (som er totalt uvidende om dette indlæg og derfor desværre heller ikke sponsorerer så meget som en enkelt lille yoga-dims) og savlet over deres VIRkelig lækre ting. Jeg har allerede fundet for 900 kroners Kan Ikke Leve Uden-ting, men jeg kunne snildt finde for et par tusinde mere. For tænk nu, hvis jeg havde det her sæt. Så ville jeg med garanti få en fejlfri teint og lange, lækre ben. Og mørkt hår. Eller en af de her bluser. Og kunne det i øvrigt ikke også være smart at købe en hel masse mere, når nu jeg skal til at være totalt yoga-lækker? Min eksisterende garderobe kan jo sagtens tweakes til at passe perfekt til yogatøj (#not), så baaare lige et par trøjer eller 7, SÅ er lykken gjort ...

Jeg kan ikke helt styre det, kan I nok høre. Selv om det dog indtil videre kun bliver ved snakken - kontoen orker nemlig ikke de vilde yoga-type-udskejelser her sidst på måneden. Og hvis det går med yoga-tendensen, som det gik med outdoorsy-tendensen, så skal det bare have tid til at dø ud. Jeg håber dog, at det bare bliver min lyst til nyt grej, der dør ud, for selve yogaen er jeg temmelig begejstret for. Hvilket overrasker mig, men jeg er så åbenbart typen, der synes, det er fedt at blive strukket ud på steder, jeg end ikke anede, jeg havde spændinger, og nyder at lukke helt af for arbejde, januar-kulde og what-not i 1,5 timer om ugen. (Hvilket i øvrigt godt kunne gå hen og blive til mere, hvis jeg ellers får gjort alvor af at melde mig til sådan noget fitness-center-yoga også).

Medgivet: det varer længe, før sætninger som "Eih, altså - al den kulde og blæst laver jo helt rod i mit vatta" finder sin naturlige plads i mit ordforråd, men velværet, der følger med selve yogaen gør, at jeg kan bære over med yogien. So far, i hvert fald.

Så det var egentlig bare det, jeg ville sige. Og nu vil jeg kaste mig i sofaen med et eller andet spiseligt. Og lykønske mig selv over, at jeg overlevede næsten tre timer i et nyåbnet, gigantisk legeland i nærområdet. Hvor samtlige af nærområdets børn PLUS en milliard andre også var. Men det er sjovt, som man kan bære over med det meste, når man ser, hvor begejstrede ens unger er ...

mandag den 30. januar 2012

En krone sparet

... er en krone tjent. Er det ikke sådan man siger? Min bror gik i hvert fald i klasse med en på gymnasiet, der i ramme alvor havde dén sentens skrevet på sit pennalhus (I ved - der hvor alle os andre havde navnet på sidste nye crush stående, eller et sarkastiskironiskdistancerendelizzomforMEGETalzå "Zød tøz"). I ramme alvor. Men det er en anden historie.

For hun havde jo ret, hende med pennalhuset. En krone sparet, ER en krone tjent, og derfor er jeg blevet farligt rig i dag.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg vader rundt i bydelen med barnevognen mere eller mindre hele tiden, og i går var ingen undtagelse. Turen bragte mig forbi OZ, og selv om der var lukket, kunne jeg jo godt vinduesshoppe lidt. (I virkeligheden tør jeg heller ikke rigtig gå derind. Dristede mig til det et par måneder efter, Øglen blev født, og fik - ud over et par ret fede jeans til en billig penge - en god portion spydige bemærkninger med på vejen. Og jaja; jeg var da sikkert heller ikke særlig fiks i mine blomstrede barselsbukser, men allywl...) Og der i vinduet var der nogle reeeet lækre støvler. Som i sin tid havde kostet to arme, men som nu var sat ned til en enkelt. Mentalt bogmærke ved dem, og så ellers videre, før Varanen begyndte at hyle op fra sit Voksiskjul.

Støvlerne rumsterede stadig, da jeg vågnede i morges (altså, da jeg havde været i bad, givet Øglen morgenmad, smurt madpakke, truttet Varanen på maven og vinket farvel til HDD + Øgle og havde en lille amme-pause), så efter det sexy bleindkøb i Aldi og fornødenhederne til aftenens madklub i Netto, trissede fødderne igen ned forbi OZ. De trissede mig endda ind i butikken (med barnevogn og snot i hovedet und alles, sowwy) og over til en ekspedient, der desværre heldigvis desværre kunne fortælle, at de ikke havde flere reeeet lækre støvler i str. 38. Alligevel skulle jeg lige prøve dem i en 37'er, men selv om det var ok bare at stå helt stille i dem, kunne jeg fornemme, at det nok kom til at gøre nas, hvis jeg skulle ud og gå mere end 2 meter i dem (og det var sådan set planen). Også selv om ekspeditricen forsikrede mig om, at de var store i størrelsen. Følte mig meget fornuftig, da jeg satte støvlerne fra mig og igen begav mig ud på Østerbrogade, men også en lille smule snydt. Nu havde jeg jo lige taget mentalt ejerskab over lækkerbidskenerne.

Men. Så var det jo, at jeg kom i tanker om det der "en krone sparet"-halløj. Og jeg havde jo sådan set lige sparet en arm på de der støvler. Så det betød jo, at der lige pludselig var penge at shoppe for. A-hraaa!

Såæh - da Varanen havde fået middagsgrød (shoot me!) og lige skulle have slukket tørsten hos mig, enhånds-onlineshoppede jeg tilbudsgodis hos Saint Tropez på Padden. For en halv arm. Og nu er der en pakke med tøj på vej med posten til mig. Hverken specielt dyrt, fancy eller ammevenligt, for den sags skyld, men når man har så meget snot i hovedet, som jeg (stadig) har, må man godt købe en guldpaillet-blazer, fx. Også selv om den er totalt over the top, og jeg i øvrigt aldrig kommer steder, hvor man kan slippe af sted med at bære sådan en (who am I kidding - jeg kommer aldrig ud mere. Punktum). Men om et par dage har jeg da lidt disco-paillet-tjuhej hængende i skabet. Og en fin kjole, som jeg næppe nogensinde får på. En mega-ammeuvenlig sweater med finefine striber. Plus det løse. Det må man godt (jo, man må så). Da især, når det er for penge, man har tjent alene ved ikke at købe et par støvler...

...  og så skal jeg bare lige have nallerne i en halskæde også. Hmmm... Den eller den?

onsdag den 5. oktober 2011

Tøhø

... mon man som udgangspunkt bare skal gå ud fra, at det de laver, er noget værre l*rt?!

(Jeg har ikke fået meget søvn i nat. Derfor kan humoren forekomme noget lavpandet...)
Published with Blogger-droid v1.7.4

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...