Viser indlæg med etiketten stop tiden. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten stop tiden. Vis alle indlæg

fredag den 11. august 2017

Noget om Store Dage

Der er nogle dage i ens liv, man aldrig glemmer. Fordi de gør så stort et indtryk. Jeg glemmer f.eks. aldrig den dag, hvor Ældsten kom til verden. Hvordan en solstråle banede sig vej gennem vinterskyerne og skinnede ind på vores lille, nyslåede familie på Rigshospitalet. Eller dagen, hvor Yngsten meldte sin ankomst. Hvor vi blev sluppet løs fra hospitalet efter blot tre timer og nærmest andægtigt listede ud af Rigshospitalet med det nyeste familiemedlem i armene. Helt forbavsede over, at vi bare fik lov til at gå. Med et barn, jo!

Jeg glemmer heller aldrig den dag, jeg blev gift. Den dag jeg mistede min mor. Eller den dag hun blev begravet. Min første date med HDD. Eller den perlerække af andre Store Dage, der på godt og ondt har gjort indtryk og sat spor.

Og selv om det efterhånden er ved at være 33 år siden, kan jeg stadig huske min første skoledag. Dagen, hvor jeg skulle give slip på min mors hånd og gå med de andre børn (som jeg oven i købet kendte tre af i forvejen) ind i børnehaveklassen, som det hed dengang. Men hvor jeg hverken kunne eller ville give slip, så min mor - som en af de eneste voksne - måtte gå med ind i klassen. Dagen, hvor søde lærer Bente tegnede på tavlen, og jeg af uransagelige årsager havnede deroppe ved Bente og tegningen og skulle pusle bogstaverne LSO på plads til noget læseligt. Og til trods for den noget ledende kridttegning af en sol absolut ikke kunne komme i tanker om andet end ordet LOS. Dagen, der både sneglede sig af sted og fløj forbi, og hvor den vigtigste (livs)lektie var, at skolen var et godt og trygt sted at være barn.

På vej til allerførste skoledag <3

Stor og Lille lytter til skolelederens velkomsttale

Velkommen-snacks i nulte

I går var Yngstens første skoledag. Dagen, han formentlig - forhåbentlig - stadig kan huske om 30, 40, 50 år. Hvor det viltre hår var fint friseret (i to minutter), hvor de skrabede sommerben var stukket i et par fine shorts, og det rent faktisk var lykkedes at få ham i en skjorte. Hvor de større elever - inkl. storesøster - stod i en slags æresport og flagede de nye elever ind i salen. Hvor det hele var højtideligt og lidt anderledes end en almindelig dag, og hvor 2. og 3. klasse sang en fin sang for de nye nulter. Hvor alle de nye elever skulle trykke hånd med skolelederen og ringe sig ind i skolen på den til formålet ophængte klokke. Hvor mor og far måtte gå med ind i klassen for lige at se, hvor de mange timer om dagen skal tilbringes (og for at tage billeder), og hvor det så var tid til at vinke farvel.

Dagen, hvor man efter to timer blev sluppet ud af klassen. Og hvor Yngsten kom mig løbende i møde. Med et stort smil og 2 cm - mindst - ekstra i højden.

Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skal huske. Men jeg er ret sikker på, minderne fra Yngstens første skoledag bliver i den lyse ende. Det gør mine i hvert fald. Lige som de er det fra Ældstens første skoledag for to år siden. For selv om første skoledag formentlig huskes bedst af den nyslåede skoleelev, er jeg sikker på, den også går hen og bliver til en Stor Dag for denne forælder ...

tirsdag den 8. august 2017

Noget om milepæle

Sommerferien er slut, og mens HDD er i fuld gang på jobbet igen, starter jeg anderledes blidt op. Der er nemlig noget med, at yngste skud på stammen er blevet så stor, at han er begyndt i SFO. Skolen begynder 'først' om et par dage, men fra 1. august har de nye 0. klasser fået muligheden for at stifte bekendtskab med skolen og dens faciliteter i ro og mag. Det er et tilbud, ikke et krav, men vi var glade for muligheden, da den ældste begyndte i skole for to år siden, så mon ikke vi også bliver glade for det med den yngste? Jeg synes i hvert fald, det er rart at kunne starte stille ud med lige så lange (korte!) dage, som der er energi til. Også selv om det koster lidt på arbejdsfronten. Igen engang vil jeg hylde fleksibiliteten i mit arbejde, der gør, at jeg kan lægge de timer, jeg misser i løbet af dagen, om aftenen og weekenden i stedet.

Børn på græs sand den ene sommerdag, vi har haft i DK i år

Hvor Ældstebarnet var fyr og flamme ved udsigten til at begynde i skole i sin tid, har Yngstebarnet været anderledes uimponeret. På ydersiden, om ikke andet. Indadtil er jeg ret sikker på, at der har flakset en hel hær af sommerfugle rundt, og han har været temmelig pirrelig op til SFO-starten. Men der sker virkelig også meget for det lille væsen, så jeg kan ikke bebrejde ham det. Sommerferien har varet fem lange, skønne uger - en evighed for en femårig, der sagde farvel til børnehaven umiddelbart inden ferien og derfor har befundet sig i en form for limbo hele sommeren, når det gælder ståsteder. For han gik jo ikke i børnehave mere, men var heller ikke begyndt i skole. Så hvad så? 

Men nu er der kommet en form for forløsning, og selv om 'det store show' (Yngstens egne ord til at beskrive næste uge, hvor den rigtige skolegang begynder, og han skal være i skolen i seks timer) først er i næste uge, synes jeg, vi har lagt godt fra land. Humøret er i hvert fald højt om morgenen (men ok - vi skal også først være der kl. 9.30, så jeg melder lige tilbage med en status på den front, når vi har prøvet at skulle være i skole kl. 8 dagligt gennem længere tid), og der er ikke ét eneste muk fra ham over at skulle cykle de 2,5 km både til og fra skolen. Faktisk har han flere gange takket nej til at sidde i ladcyklen - han vil hellere cykle. Men det hænger muligvis sammen med vores genistreg (i al beskedenhed!) om at købe en ny (brugt) mountainbike i en større størrelse end før, som stod og ventede på ham, da vi kom hjem fra Sveriges-ferie forrige weekend. En sej cykel - med syv gear - gør åbenbart underværker for cykelglæden - og faktisk også evnen til at koncentrere sig og cykle uden at slingre, har det vist sig. Mor er stolt! Og temmelig overrasket over, hvordan vi gik fra slingrende tumling til fornuftig cykelfyr udelukkende ved at skifte cyklen ud.

Cyklen, man kan cykle både langt, hurtigt og fornuftigt på, når man er en stor dreng, der lige er begyndt i SFO

Selv om skolen ikke sådan rigtigt er i gang endnu, er det stadig en milepæl, at hverdagen nu foregår på skolen for begge ungers vedkommende, og at der ikke længere skal afleveres én i skole, én i børnehave. Ud over at jeg med et føler mig oldgammel, oplever jeg SFO-starten som en skønsom blanding af eufori over kun at skulle aflevere ét sted og galopperende melankoli over, at jeg nu ikke længere har små børn. Og en dyb taknemmelighed over, hvor godt tilpas Yngsten allerede virker til at være. Han er tryg i sine omgivelser og med de voksne, og selv om de ikke leger så meget sammen, kender han allerede til en lille flok nye nulter. Der er hele seks søskendebørn fra Ældstes klasse, der begynder i skole i år, og så er der oven i købet et par stykker fra børnehaven - den rene luksus i forhold til for to år siden, da Ældsten ikke kendte et øje.

Læsebog fra Lidl. Hej sprogfejl, mine børn ikke behøver at lære. Det må være en ommer, Lidl og Læsesæl


Og som om SFO-milepælen ikke var nok, så er der også noget, der tyder på, at det der med at bruge hele og halve timer på at ligge inde ved børnene, når de skal puttes, er ved at være forbi. #jinx Rom blev selvfølgelig ikke bygget på én dag, men siden vi kom hjem fra Sverige for et par uger siden, har det faktisk kunnet lade sig gøre for børnene (og med 'børnene' mener jeg 'Yngste') selv at falde i søvn på deleværelset. Ikke helt uden sværdslag - og bestemt ikke uden at de har fået lov til at læse, hygge og sludre sig i søvn (så det kan godt gå hen og blive pænt sent), men det er stadig en landevinding af rang hjemme hos os.

Så alt er godt. Også selv om moderen ikke heeeeelt kan følge med i alle de ting, der sker. Kan vi måske stoppe tiden - bare et par uger eller 50?

torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...