Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere.
Snøft.
Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.
Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller
(som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)
Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.
Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten.
I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.
Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden
(inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning
(efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den).
Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.
Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede
Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.
Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet
16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker
(og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.
Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen
endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper.
(Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.
Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...