Viser indlæg med etiketten store dreng. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten store dreng. Vis alle indlæg

fredag den 11. august 2017

Noget om Store Dage

Der er nogle dage i ens liv, man aldrig glemmer. Fordi de gør så stort et indtryk. Jeg glemmer f.eks. aldrig den dag, hvor Ældsten kom til verden. Hvordan en solstråle banede sig vej gennem vinterskyerne og skinnede ind på vores lille, nyslåede familie på Rigshospitalet. Eller dagen, hvor Yngsten meldte sin ankomst. Hvor vi blev sluppet løs fra hospitalet efter blot tre timer og nærmest andægtigt listede ud af Rigshospitalet med det nyeste familiemedlem i armene. Helt forbavsede over, at vi bare fik lov til at gå. Med et barn, jo!

Jeg glemmer heller aldrig den dag, jeg blev gift. Den dag jeg mistede min mor. Eller den dag hun blev begravet. Min første date med HDD. Eller den perlerække af andre Store Dage, der på godt og ondt har gjort indtryk og sat spor.

Og selv om det efterhånden er ved at være 33 år siden, kan jeg stadig huske min første skoledag. Dagen, hvor jeg skulle give slip på min mors hånd og gå med de andre børn (som jeg oven i købet kendte tre af i forvejen) ind i børnehaveklassen, som det hed dengang. Men hvor jeg hverken kunne eller ville give slip, så min mor - som en af de eneste voksne - måtte gå med ind i klassen. Dagen, hvor søde lærer Bente tegnede på tavlen, og jeg af uransagelige årsager havnede deroppe ved Bente og tegningen og skulle pusle bogstaverne LSO på plads til noget læseligt. Og til trods for den noget ledende kridttegning af en sol absolut ikke kunne komme i tanker om andet end ordet LOS. Dagen, der både sneglede sig af sted og fløj forbi, og hvor den vigtigste (livs)lektie var, at skolen var et godt og trygt sted at være barn.

På vej til allerførste skoledag <3

Stor og Lille lytter til skolelederens velkomsttale

Velkommen-snacks i nulte

I går var Yngstens første skoledag. Dagen, han formentlig - forhåbentlig - stadig kan huske om 30, 40, 50 år. Hvor det viltre hår var fint friseret (i to minutter), hvor de skrabede sommerben var stukket i et par fine shorts, og det rent faktisk var lykkedes at få ham i en skjorte. Hvor de større elever - inkl. storesøster - stod i en slags æresport og flagede de nye elever ind i salen. Hvor det hele var højtideligt og lidt anderledes end en almindelig dag, og hvor 2. og 3. klasse sang en fin sang for de nye nulter. Hvor alle de nye elever skulle trykke hånd med skolelederen og ringe sig ind i skolen på den til formålet ophængte klokke. Hvor mor og far måtte gå med ind i klassen for lige at se, hvor de mange timer om dagen skal tilbringes (og for at tage billeder), og hvor det så var tid til at vinke farvel.

Dagen, hvor man efter to timer blev sluppet ud af klassen. Og hvor Yngsten kom mig løbende i møde. Med et stort smil og 2 cm - mindst - ekstra i højden.

Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skal huske. Men jeg er ret sikker på, minderne fra Yngstens første skoledag bliver i den lyse ende. Det gør mine i hvert fald. Lige som de er det fra Ældstens første skoledag for to år siden. For selv om første skoledag formentlig huskes bedst af den nyslåede skoleelev, er jeg sikker på, den også går hen og bliver til en Stor Dag for denne forælder ...

torsdag den 22. september 2016

Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...


Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!


HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...


Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!


Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...


Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

torsdag den 19. november 2015

Nogen er blevet 4


Midt i al sorgen - for efterhånden to måneder siden - var der jo en Varan, der havde fødselsdag. Hvilket han som tidligere nævnt har glædet sig pænt meget til, så det kunne ikke udsættes. Pga. noget miskommunikation med børnehaven blev det imidlertid til, at hans stue skulle hjem til os dagen efter den egentlige fødselsdag, så selve dagen blev fejret af reptil-familien alene – først med morgenbord klokken meget tidligt om morgenen, kager efter eget valg fra bageren på vej hjem fra børnehaven (medaljer og hindbærsnitter. Intet mindre) og middag på hyggelig café i Vedbæk til aften. Efterfulgt af is på ParadIs bagefter – og det var så ca. årets sukkerkvote, der blev brugt dér.

Mørk morgen 

Børnehaven kom og gik onsdag – 19 børn og 2 pædagoger – og alt forløb så fint. HDD havde lavet minions-briller til alle børnene i de lange aftener, hvor jeg ikke var hjemme, og hvor meldingerne fra hospitalet blev værre og værre. Brillerne blev delt ud til de begejstrede børn, der også fik lidt tid til at gå med at spotte minions, som var placeret over hele stuen – sådan er det jo, når man er blevet befalet at holde en minions-fest. Ud over briller havde HDD også købt ind til muffins og boller med pålæg, så jeg bagte tirsdag aften og onsdag morgen. Det blev den lette løsning med færdigblandinger i æsker, men set i bakspejlet fatter jeg faktisk ikke, at jeg fik bagt noget overhovedet – mit hoved var (og er) alle mulige andre steder, og det var også udelukkende udsigten til verdens mest skuffede 4-årige, der gjorde, at jeg ikke aflyste fødselsdagen. Det var jo ikke hans skyld, at Mårmor døde to dage før hans store dag, og at min verden pludselig var gået helt i stykker.

HDD gør klar til kamp - og de hjemmelavede minions-briller ses i forgrunden

Minion!
 
Minions-kager. Med 'banana', naturligvis

Familiefødselsdagen derimod. Den tillod jeg mig om ikke at aflyse, så at udskyde en uge. Kunne ikke rigtig bære at have huset fyldt med gæster dagen efter min mors begravelse – og selv om Varanens forslag om, at vi bare kunne holde festen om aftenen efter begravelsen, fordi ”nu er de der jo alle sammen alligevel”, var udmærket, valgte vi at springe over.

Men med en uges forsinkelse kom the usual familie-suspects til fejring – minus Mårmor altså. Varanen var glad, og jeg måtte knibe et par tårer; dels fordi jeg savnede (og savner!) min mor noget så frygteligt, dels fordi der var noget både fint og frygteligt over, at både gaver og kagemand var orkestreret af Mårmor fra sygesengen. ”Jeg har sagt til far, at han skal sørge for at bestille en kagemand til Varanens fødselsdag”, sagde min mor et par dage, før hun døde. Jeg mente, at jeg godt selv kunne bage – for det skal jo være den helt rigtige brunsviger, spøgte jeg. Hvorefter min far fik en modereret befaling: ”Du skal bestille en kagemand til Varanen, og det SKAL være brunsviger”. Lige som han også blev beordret til dels at købe en lille gave til Øglen – ”for ellers bliver hun skuffet” – dels at dukke op til Varanens fødselsdag, uanset hvad der end skete. ”Han kommer til at mangle sin Mårmor på sin fødselsdag. Han skal ikke også mangle sin Mårfar!”, som hun sagde. Ikke, om jeg fatter, hvordan hun kunne mønstre så stort et overskud over for andre, når hun var så syg, som hun var. Hun sikrede sig også, at jeg havde styr på gave fra dem begge – ”for jeg når jo nok ikke ud og købe noget, og det tror jeg heller ikke, far han gør”, mente hun.

Det slap bageren nu helt hæderligt fra. Points for marcipan. Og remoncen indeni. Omend kagen blev noget tung i det.  

Der var gaver i massevis til Varanen - den famøse træblender fra HDD og jeg sammen med noget superhelte-lego. Et burger-sæt (ligeledes i træ) fra Mårmor og Mårfar. Fodboldtøj og en fodbold fra Farmor. Minion-dims fra Faster Fest. Pixibøger, lege-kasseapparat og en bluse fra Familien på Bryggen. Biler fra Troldemor. Og så videre. Så selv om der lå en dyne af savn over hele selskabet, blev den lille fødselar fejret med manér. Og det endte med at blive en rigtig hyggelig dag, hvor prærievognene rykkede endnu tættere sammen. Lige nu har jeg det faktisk allerbedst med at være så tæt på hele familien som muligt, når nu hverdag, fødselsdag og livet i al almindelighed fortsætter ufortrødent til trods for vores tab.

Efterårsferien kom og gik med jeg og ungerne på en miniferie hos Mårfar, mens HDD knoklede med onde deadlines på jobbet. Og nu er hverdagen i fuld sving igen - med ny bolig, ny børnehave og travlt på job. Mit overskud er ikke det største, men der er trods alt mere af det nu end bare for en måned siden. Jeg kan dog godt mærke, at der sker (og er sket) lige rigeligt i mit liv for tiden - så der er dømt lidt mere skærmtid til ungerne, end jeg normalt ville synes, var acceptabelt. Men desperate times call for desperate measures – er det ikke sådan, man siger? Og ungerne klager bestemt ikke.

tirsdag den 16. juni 2015

Mandags-mandag

I går startede bare fint. Og sluttede heldigvis også dejligt. Men på et eller andet tidspunkt mellem start og slut lykkedes det både Varanen at få næseblod (vildfaren øgle-albue lige i krydderen) og klemme venstre hånds lillefinger i Øglens dør i en grad, så jeg troede, at den var brækket. Både at dømme ud fra dens skæve, meget klemte udseende, og volumen på hans gråd. Naboen (der er sygeplejerske og heldigvis var hjemme) mente, at den skulle kigges på, så vi ringede til Akuttelefonen. Sidst, jeg Varanen havde behov for en vagtlæge, var der ikke noget, der hed 1813, så det var en ny oplevelse. Og selv om sygeplejersken i den anden ende var både sød og kompetent, var jeg ikke helt glad for at skulle vente i kø i 15 minutter. Men sådan er det jo nok bare. Vi fik en tid 2 (!) timer efter på det nærmeste hospital, så alle kneb måtte i brug for at aflede en meget ulykkelig Varan. Som skiftevis hikstede "Min finger vokser aldrig ud igen!", "SE! AL MIN HUD LØBER VÆK!" (nasty hudafskrabning, red.) og "Det gør så oo-hooondt, mor!"

End ikke en is hjalp på humøret, og den skål med koldt vand, jeg fik ham til at sidde og plaske i, gavnede kun i de 3 sekunder, den ikke væltede og gjorde ham helt våd. Gode råd var dyre, så jeg besluttede, at bestikkelse var den eneste vej frem. Første reaktion på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig, var et grædende "Jeg ved jo ikke, hvad jeg må få!", men da det gik op for ham, at der var frit valg på alle hylder - også dem med slik - stilnede gråden lidt af. Og en håndfuld Matadormix senere i selskab med bildyne, kæleskildpadde og Dora the Explorer var humøret mærkbart bedre. Vi snakkede om, at han skulle til lægen, og da HDD kom styrtende hjem (hidkaldt fra reception), var humøret nærmest højt. Og det blev kun endnu højere af, at vi lovede en tur på "Makkedånners" efter visit hos lægen.

På skadestuen var der lidt ventetid, men begge unger klarede det fint, og Varanen var helt stoppet med at græde. Nu var det jo nærmest spændende. Han syntes i øvrigt også, at "det var heldigt, at jeg klemte min finger, mor, for så fik jeg jo slik, selv om det ikke er freeeeedag" (indsæt selv kluklatter).

Da lægen kom for at hente os, rendte han efter hende med et "Læge. Læææægø! Vil du se min finger?!", og inde til selve konsultationen fik jeg nærmest ikke et ord indført, fordi han selv fortalte hele sin lidelseshistorie: "Jeg klemte min finger i døren til Øglens rum! Og ved du, hvad så, læge? Så SKREG jeg!" Det gjorde ikke ondt på ham at blive trykket på - kun der, hvor han havde en hudafskrabning - så lægen konstaterede, at der ikke var noget brækket. Heldigvis. Til gengæld syntes hun, at Varanen var rimelig sød (det er han også, men i går var han nærmest sødere end normalt), og hun kunne ikke lade være med at grine, da han helt fortroligt hviskede til hende: "Læge ... Når vi er færdige her, så skal vi på ... *kunstpause* ... MAKKEDÅNNERS!" Han fik en pose Lego som tak for besøget, og der var oven i købet også en til Øglen, så konceptet skadestue er i dén grad accepteret hos Varanen.

McD var jo - som altid - en succes omend en udfordring for mit aktuelle kostregime, og da vi lagde os til at sove (alt for sent), mente han, at det ikke gjorde noget, at han havde klemt sin finger, fordi det havde været sådan en hyggelig aften. Jeg fik mumlet noget om, at det syntes jeg også - det med en hyggelig aften - men at man jo ikke behøver at klemme fingre for at komme på McD. Næste gang vi skal derhen, skal det helst være uden nogen sårede. Bare for lige at sikre mig, at det ikke bliver et eller andet kamikaze-trick for at lokke os på den gyldne måge. Begge unger grinede og sagde "Arrrrj, det gør vi da ikke", men man ved aldrig med de to små baryler.

I dag ser fingeren fin ud igen, og Varanen fortæller om i går på samme måde, som hvis han var krigsveteran fra 'Nam. Men han var sq også både sød og sej, så han fortæller bare løs. Og jeg forsøger at glemme, hvor forskrækket jeg blev - hans gråd i går bragte nemlig i dén grad mindelser fra sidste sommer, hvor det lød på ca. samme måde, da han brækkede kravebenet midt ude i de svenske skove ...

mandag den 22. september 2014

3 år, Niller! 3 år!

Varanen fylder 3 i dag. Det har været længe ventet - omend han har benyttet sig af den sidste uge til at sige "Jeg er IKKE 3 år endnu!", når/hvis man har vovet at mene, at han er en stor dreng, som "jo nok må kunne forstå" dette og hint. For så kunne det jo være, at man ikke behøvede at være helt så stor. Eller noget ...

Fødselaren vågnede op i morges, vaklede ud af soveværelset, gned søvndrukkent øjnene og sagde "Tak!", da jeg råbte sagde tillykke. Hvorefter han krævede vingummibamser og gik ud til skuffen og tog to til sig selv og to til Øglen. Ah well - det er vel fødselsdag ...

Morgenen blev brugt på at pakke gaver op (kikkert og glimmertryllestav) - den 'store' gave får han i eftermiddag, når HDD er hjemme og kan være med til at give ham den. (Han får en cykel. Med 'pendaner'. Ssccchh!) Vi skiftede havregrynene ud med chokolademadder og spillede fiskespil og snakkede lidt om fødselsdage. Og Varanen skulle lige været helt sikker på, at det nu også er i dag, han fylder år, så han spurgte helt genert, om det "virkelig er i dag, jeg har fødselsdag mor?" Og kvitterede med et "Yay! Så er jeg TRE ÅR!", da jeg svarede bekræftende.

3 år! 
 
De tre år steg ham en anelse til hovedet på vej til børnehaven, så da han spankulerede ind i garderoben, proklamerede han, at det var ham, der bestemte "ALTING!" Og da to (store) piger mente, at det nok snarere var dem, der bestemte, kiggede han køligt på dem og sagde "Nej. For jeg har nemlig fødselsdag. Så JEG bestemmer i dag!" Så var det ligesom på plads.

Jeg Vi fik gjort frugtkopperne klar (med drinkspinde og flag. Så fint. Glemte bare at tage billeder), og så var jeg af sted. Jeg henter tidligt i dag, og så går hverdagen ellers slag i slag med eftermiddagshygge og Øglen til gymnastik. Og så ellers lige lidt gaveuddeling, minilagkage og "sjusji" til aftensmad. (Efter Varanens ønske. Jeg klager ikke!) Familien kommer og fejrer ham søndag, så fødselsdagen bliver spredt lidt ud. Det er jeg sikker på, han ikke har noget imod.

Men altså. Varanen. 3 år. Jeg ved godt, jeg skriver det jævnligt, men ikke om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Hvis nu min gamle computer ikke var dødere end død (faktisk så død, at end ikke CSI, eller hvem det nu er, der har haft den til fancy diagnosticering i endnu mere fancy støvfrit miljø i England, kan få så meget som en lillebitte flig af data ud af den), ville jeg have lavet en billedkavalkade fra de seneste 12 måneder, så jeg (og I) kunne se, hvor meget der er sket. Men nåååååh nej! Jeg har jo stort set ingen billeder fra det seneste år, så det må vi undvære. Og i stedet glæde mig over min egen, knivskarpe hukommelse (Som om! Jeg er glemsom på grænsen til det uhyggelige. Kan jo dårligt huske, hvordan Varanen så ud i går, let alone for 12 måneder siden).

Men stor, dét er han. I torsdags havde jeg ham til 3 års-undersøgelse. Det gik over al forventning - endda selv om begge reptiler var med. Jeg havde forberedt ham i forvejen på turen til lægen, og han var helt cool med det. Selv om det selvfølgelig også hjalp på sagen, at han og Øglen skulle hentes tidligt pga. lægebesøget. At jeg så havde glemt at tage snacks med, er min egen skyld, men resulterede heldigvis kun i en mindre nedsmeltning. Efter lægebesøget. Og blev afhjulpet derhjemme af en juice, en håndfuld nødder og bagning af ét styks æbletærte.

Min date på Joe & the Juice i lørdags. Knaldgodt selskab, siger jeg jer!

Varanen var ret interesseret i lægens legetøj og fandt sig i både at blive vejet, målt, befamlet på lårene (noget med et lille udslæt) og mærket på testiklerne. Men nu taler vi jo altså også om drengen, der af og til råber "Vil du se min diller?" til Øglen, så genert - dét er han i hvert fald ikke! Han vejer 17,4 kg, er 98,2 cm høj og måler 52,2 cm om knolden (no wonder, at han vokser ud af alle hjelme, hatte, kasketter, mv.) og er en "stor, flot dreng med et ordforråd i rivende udvikling" ifølge lægen. (Men det vidste jeg jo godt ...)

Siden 2 års-undersøgelsen er han vokset 10 cm (jeg venter stadig spændt på, at jeg vokser 10 cm) og vejer 2,6 kg mere. Hans sprog er gået amok, men han taler selvfølgelig også hele tiden. Og synger. Sidste weekend overraskede han fx ved at synge Laust Højbyes hedengangne hit "Man er som man er" (godt nok 20 år for sent, men altså ...) helt korrekt, mens jeg gyngede ham på Farfars sansegynge. Heldigvis kan han stadig overtales til at ligge i arm og blive nusset - det håber jeg varer længe, før han vokser fra.

I øvrigt tror jeg nok, at han stoppede med at bruge sut i lørdags. Bare sådan. Jeg havde regnet med, at vi skulle have en kamp uden lige (og havde på ingen måde regnet med, at det var nu, han skulle droppe sutten. For min skyld måtte han gerne have den nogle måneder endnu), men da han lørdag morgen tyggede sin absolut sidste sut i stykker (tredje sut på tre dage), tænkte vi, at det nok var ved at være på tide med et suttestop, hvis vi ikke ville ruinere os selv på at købe nye sutter hele tiden. Han blev lidt gal over, at han ikke kunne få en ny, men vi havde jo vitterligt ingen, og det tror jeg, skinnede kraftigt igennem. Desuden kunne han godt huske, at vi købte de sidste sutter i Sverige, og der kunne vi jo ikke lige køre til i lørdags, så han accepterede faktisk uden de store sværdslag. Og har nu sovet to nætter uden sut. Han har kun kaldt på den et par gange, men uden den store længsel i stemmen, så nu håber jeg, han klarer sig fint i børnehaven uden (de har en til ham derovre. Som de kan give ham, hvis han går helt amok, når han skal sove lur. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver nødvendigt. Eller er det at jinxe det?)

De sørgelige sutterester. Som jo nok skal bruges som hård valuta i en legetøjsbutik. Men lad os nu lige se, hvad han scorer i fødselsdagsgave, før vi shopper amok. Kan næsten ikke tro, at han er færdig med at bruge sut nu. Tænk, hvis det skal være så nemt?!  

Så jeg behøver jo i virkeligheden ikke billeder til at fortælle mig, at min dreng er blevet stor. Alle tegn i sol og måne tyder jo på det. MIN store dreng. Som er så fantastisk, sød og sjov, at ord slet ikke rækker (så her ville billeder jo egentlig have været meget rare). Også selv om han råwer.

3 år, mand. Det er vildt!

lørdag den 23. august 2014

Første uge i børnehave - tjek!

Så er der gået en uge med hverdag. Og ikke om jeg fatter, hvor tiden forsvandt hen. Ferien føles pludselig for evigt siden - men det hænger måske sammen med, at det blev efterår i det sekund, vi trådte over tærsklen til 60'er-huset og har været koldt og blæsende lige siden. Måtte fiske legeteltet ud af brombærkrattet efter et særligt ivrigt vindstød, og jeg kan betro jer, at der er pænt langt - og et skarpt hjørne - fra terrassen til brombærkrattet. Som vel egentlig snarere er et bed end et krat, men nåja.

Men selv om ferien føles som noget, der ligger langt tilbage i tiden, har vi heldigvis bevaret langsommeligheden. Alting er foregået i meeeeeget adstadigt tempo, og det har heldigvis betydet, at ungerne og jeg (ikke HDD, den stakkel, der må op og af sted på job, før en vis mand får sko på) de fleste dage har sovet til noget, der minder om klokken 8. #crazysmiley Morgenmaden er blevet fortæret med tid til snak og hygge - og morgenmadsbogen, der stadig lever i bedste velgående - og når alle er mætte og i tøjet, så har vi været klar til det punkt på dagsordenen, der har været omdrejningspunktet for hele ugen: Varanens børnehavestart!

Nogen var træt efter dag 2 i børnehaven

Jamen altså! Varanen som børnehavebarn! Hvad giver I? Jeg har jo lige født ham. Alle 15-16 kilo (eller hvor meget han nu vejer) af ham. Godt nok skulle han først begynde i børnehave næste uge så'n rent officiella, men eftersom vi har holdt så lang sommerferie, syntes jeg (og børnehaven, heldigvis), at det var fjollet, at han skulle tilbage i vuggestuen et par uger for så at blive rykket igen. (Vuggestuen var ikke helt enig i den disposition, men det er selvfølgelig også dem, der går glip af indtægten. Ah well).

Mandag var første dag. Og det var det jo på sin vis også for Øglen, der ligesom os andre har været væk fra alt, der hedder hverdag i 5 lange, dejlige uger. Men hun kender jo alle i forvejen og kunne med det samme blende ind. Tænkte jeg. Og havde lige glemt et øjeblik, at Varanen jo kender stedet om ikke lige så godt, så tilpas godt til, at han spankulerede hen til yndlingspædagogen (som også er indkøringspædagog; yay!) og begyndte at fortælle de samlede feriesagaer. ("I Legoland, så sejlede vi i en farlig GROTTE! Og så var der en mand, og ved du, hvad han sagde? Han sagde hal-lååå. Hal-lå-ååååh!", "Det dummeste var, at det der kop vand kom væltende ned på mig fra den der guldspand. Så trøstede ham den tykke dreng mig!" (i Lalandia, red.)", osv). Så altså - instant tillid.

Nogen var træt efter dag 3 i børnehaven

Jeg blev der den første dag - legede, observerede og sludrede med pædagogerne og de andre børn, og så brugte jeg 20 minutter i personalerummet som en prøve på, hvordan Varanen havde det med, at jeg gik. Det havde han det aldeles glimrende med. Han troede, at jeg var på toilettet og var vældig glad, da jeg kom tilbage, men han havde leget og hygget sig så fint, mens jeg var væk. Og jeg nød at få lov til at være fluen på væggen og få et større indblik i dagligdagen der, hvor mine børn tilbringer og skal til at tilbringe mange timer hver dag. Jeg er heldigvis kun blevet yderligere bekræftet i, at vores børn har det rigtig rigtig godt derovre med engagerede og dygtige voksne, der hygger sig sammen med børnene, bevæger sig en masse og prioriterer udvikling gennem leg.

Nogen var træt efter dag 4 i børnehaven ...

Dag 2 havde jeg egentlig forventet ville forløbe som dag 1, men indkøringspædagogen foreslog, at jeg smuttede efter 10 minutter. Og så kom igen lige efter frokost. Øhm .... altså ... Jo, det kunne jeg vel godt. Varanen mente, at jeg skulle på toilettet, så det lod jeg ham tro, men nævnte, at jeg nok var væk rimelig længe, og at det var et toilet udenfor. VIRkelig ikke pædagogisk, og han havde da også fået at vide i løbet af de tre timer, han var der, at jeg var hjemme (for selv en treårig undres over, at man kan være længe på toilettet). Det tog han heldigvis fint, men jeg har noteret mig, at det ligesom ikke nytter noget at pynte på sandheden. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det skal han naturligvis have at vide.

Dag 3 og 4 forløb på samme måde som dag 2; jeg afleverede ungerne ved 9-tiden, sagde farvel og cyklede hjem for at arbejde frem til kl. 12, hvor jeg hentede (det er ikke de længste arbejdsdage, jeg har haft, kan I nok høre). Med den lille forskel, at Varanen nu havde fattet, at jeg rent faktisk gik, og det syntes han ikke var nogen god idé. Så han var ked. Og jeg var ked. Og pædagogen bad mig (pænt) om at gå alligevel, for som hun sagde, så bliver det jo kun værre, jo længere jeg bliver. Ergo gik jeg. Og ringede til HDD og tudede. Varanen var selvfølgelig blevet i godt humør igen, så snart jeg var ude af syne, og han var i fuld vigør ved afhentning. Så det er 'bare' adskillelsen, der er hård, og det er der ikke noget at sige til. Det er den jo også for mig. Og det handler i virkeligheden kun om mig, det der med, at jeg ikke kan lide, at mine børn er kede af det, når jeg går. Det handler jo om, at jeg skal have en god dag uden ondt i maven. Men hvis de er kede af det, må de naturligvis være det. 

Dag 5 startede på samme måde som de øvrige - med den lille forskel, at Varanen overhovedet ikke var ked af det, da jeg gik. Han hamrede bare på vinkevinduet og råbte "FARVEL!". Men dag 5 blev også dagen, hvor Varanen for første gang i sit korte liv blev stukket af en hveps. Og jeg blev hidkaldt, fordi han var blevet meget ked. Det værste var dog ovre, da jeg kom og hentede ham, men jeg tog ham med alligevel, og hans i forvejen korte dag blev endnu kortere. I stedet gik vi i det lokale center (rock on!), købte frugt, is og Superman-nattøj og havde en fest. Øglen blev i børnehaven (de øvrige dage var hun kommet med hjem), og hun havde rigtig hygget sig med veninderne.

Nogen var ikke helt så træt efter dag 5 i børnehaven. Middagsluren er måske på retur?!

Da jeg endelig fik lov til at besigtige hvepsestikket, var hævelsen faldet så meget, at det var svært at se, hvor han overhovedet var blevet stukket, så alt er godt igen. Og Varanen var i glimrende humør resten af dagen, selv om han var træt. Men det lykkedes mig at holde ham kørende, og pludselig var han ikke så vanskelig at få til at sove om aftenen som de andre dage, hvor han har sovet som en sten på sofaen fra 14-16 ...

På trods af arrige, stribede stikkedyr er første uge i børnehaven gået over al forventning. Begge unger har været glade og fulde af spræl. Lad os håbe, det fortsætter ind i næste uge, hvor dagene nødvendigvis må blive lidt længere. Selv om jeg elsker at hente tidligt, må jeg indrømme, at en 3-timers arbejdsdag er lige i underkanten. Trods alt. Og selv om aftenerne naturligvis også er i brug, så kan jeg ikke sige mig helt fri for at være temmelig træt på den tid af døgnet. Hvor mine hænder i øvrigt meget hellere vil gramse på noget chokolade, end de vil skrive skarpe tekster til kunder. Og hvor sofaen kalder højt og insisterende. 

lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

tirsdag den 1. juli 2014

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko


Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

fredag den 25. april 2014

Klar, parat – børnehavestart!

… Altså ikke endnu, vel. Men til september skal Varanen begynde i børnehave. Det kunne jeg godt skrive en masse om, at jeg slet ikke fatter. Hvor blev tiden af, og alt det der. Men det gider jeg ikke. I ved godt, at tiden flyver som en vanvittig, så i stedet holder jeg mig her i indlægget til at skrive om den børnehave-parat-samtale, HDD og jeg var til i vuggestuen lige før påskeferien. Det er åbenbart kutyme med sådan en samtale i vores vuggestue, og det passede mig da egentlig glimrende at skulle bruge en lille halv time på at snakke om min søde søn. Om end jeg var en smule på barrikaderne i forvejen, da jeg forventede irriterende ord som ’sansemotorisk forstyrret’ og synonymer til samme, efter en af pædagogerne for et par måneder siden havde nævnt noget om det taktile i forbindelse med, at vi talte om, at Varanen godt kan finde på at slå, hvis han bliver rigtig vred.

Heldigvis var der intet ved samtalen, der gjorde, at jeg blev nødt til at opretholde barrikaderne. Det foregik stille og roligt, og der blev hæftet en masse pæne ord på Varanen. Nogle af de ord, der stak positivt ud, var ”kærlig og venlig”. Ord, som jeg helt bestemt synes passer på ham, men som jeg ærligt talt har været lidt i tvivl om, hvorvidt de også mente (eller så) i vuggestuen. Synes ofte, jeg hører, at han igen-igen har været temperamentsfuld, ikke forstår at vælge sine kampe, nægter at tage tøj på selv og videre i samme dur. Og får et ”i dag har været en god dag” med på vejen – sagt i et bekymret-agtigt tonefald, hvor man får indtryk af, at det snarere er undtagelsen end reglen.



Mårfar læser højt

Men som sagt; samtalen, der efter sigende skal give et retvisende billede af, hvordan personalet oplever barnet, nævnte nærmest intet om den slags. Jovist fik vi en sludder med ”Voksen-T” om, at Varanen kan blive edderspændt rasende og gå fra 0 til 100 på et splitsekund, men det foregik i en jovial tone, og – modsat tidligere – følte jeg mig ikke ’beskyldt’ for at have et barn, der var socialt og taktilt udfordret. (Ikke, at der ville være noget i vejen med det, hvis det altså også var sådan, vi kender og ser ham).

Så jeg er glad. For at Varanen er lige så sød og dejlig (og hidsig) i vuggestuen, som han er derhjemme. Og for at de voksne også kan se det og holder af vores lille dreng. For det betyder da noget. At de voksne, der er så meget sammen med ens barn, også holder af det. (Altså, nu skal det ikke lyde som om, jeg tidligere har været i tvivl, om de kan lide ham. Men jeg synes bare, der har været lige lovlig meget fokus på hans temperament).

Til mit (måske lidt næsvise) spørgsmål om, hvorvidt Varanen så er børnehaveparat til september (selv mener jeg bare, det er relevant. Hvorfor ellers kalde det en børnehaveparatheds-samtale), fik vi at vide, at det er han. (Duh. Det er jo ikke som om, han får muligheden for at gå vuggestuen om). Men at han kan få en hhv. nem eller svær begyndelse, alt efter om han lærer at tackle eksempelvis konflikthåndtering og modgang på en lidt mindre hidsig måde. Men jeg er fortrøstningsfuld. Synes faktisk allerede, at han slår markant mindre. Og til det der med, at han skal lære, at et nej er et nej uden at gå helt i baglås, så arbejder vi på sagen.

Og at han i påskeferien har lært selv at sige til, når han bliver rigtig vred og så går for sig selv i stedet for at slå (i hvert fald nogle gange), tænker jeg, vil gøre det endnu nemmere for ham i konflikter. Også selv om det foregår demonstrativt med stramt korslagte arme, verdens mest gnavne udtryk i ansigtet og en mumlen, der lyder noget i retning af "Varanen er MAJET vred nu" eller - den lidt mildere version - "Varanen er lidt sur, mor!".

Det skal sq nok gå, det der børnehave. I øvrigt har han allerede smeltet børnehavepædagogernes hjerte – særligt den enes, som han har lært navnet på. Og sagde farvel til forleden med sit allermest indtagende blik, hovedet let på skrå og sukkerstemme. Så jo. Det skal nok gå!

mandag den 24. marts 2014

Avavavav

Planlægning er en god ting. Den har gjort, at jeg i de sidste mange dage har vidst, at jeg i dag skulle til København på kontoret, revidere et opgaveudkast til ny (og, I might add, temmelig videnstung) kunde, holde møde med ny samarbejdspartner om en potentielt rigtig stor opgave, løse et par hængepartier ift. nogle mindre opgaver, skrive tilbud til gammel kunde og, som kronen på værket, holde et kaffemøde (må man ikke godt kalde det dét, C?) med kær veninde. HDD skulle hente børnene, hvilket ellers er min tjans, og jeg skulle bare komme hjem, når jeg var færdig med dagens dont.

Så da jeg vågnede i morges, tog jeg en dyb indånding og rustede mig til en travl dag. Hvilket var ok nemt, for jeg vågnede først 06.45 ved, at Øglen kom ind og spurgte, om vi ikke snart skulle op. Og fandt Varanen snorksovende ved siden af mig. Jeg nåede i bad, før han rørte på sig, og vi havde en hyggelig morgen, hvor vi læste "Peter Haleløs" (iflg. Varanen. Øglen kalder ham stadig for "Kalle Haleløs") som morgenmadsbog, hoppede i Øglens seng og legede lidt med Lego.

Men. Så var det, at Varanen blev gal over, at han ikke måtte få en is med i cykeltraileren. Hvilket kulminerede i, at han ikke ville have sko på. Overhovedet. Før han fik øje på Øglens gummistøvler, som han rask væk hoppede i. Bortset fra, at det ville Øglen ikke have. Og der blev grædt og råbt (børnene) og trukket vejret tungt ind gennem næsen (mig). Jeg forholdt mig faktisk forbavsende rolig gennem hele menageriet, if I do say so myself, og blev kun let irriteret over, hvor gal Varanen blev, da jeg af vanvare kom til at strejfe ham med den gigapose termotøj/regntøj/skiftesko/huer/vanter, der skulle med over i de respektive institutioner efter weekenden. Han skældte ud, for "Du. Må. Ikke. Skubbe. MIG. Mor!", og så stod han og trippede på den lille underlige 'platform', vi har uden for vores bryggers. Råbte noget om, at HAN ville gå først ned ad trappen. Og begyndte så at gå. Hvorefter jeg lukkede bryggersdøren. Og svagt registrerede, at det da var sjovt, som den lukkede trægt - en brøkdel af et sekund før både Varanen og jeg registrerede, at fire fingre på højre Varan-hånd var i klemme.

Det kan NOK være, at jeg fik åbnet døren i en fart, smidt alt, hvad jeg havde i hænderne og scoopet Varanen op. Nøjjj, hvor han græd, altså. Øglen kom drønende og var helt forskrækket (forståeligt), og alle planer om at tage af sted til institutionen blev udsat på ubestemt tid. Varanen var fuldstændig utrøstelig, og et nærmere kig på hans små fingre gjorde det temmelig klart hvorfor. De havde en dyb rille tværs over, hævede op, og han kunne (ville?) ikke bøje dem. Varanen græd. Øglemor græd. Og Øglen hentede plaster og bedyrede, at Varanen godt måtte låne hendes gummistøvler alligevel #nåååårh.

Efter en halv times gråd tyede jeg til det ultimative det-skal-nok-gå-våben: Slik! Som ikke hjalp. Is på hånden (og i maven) hjalp heller ikke, og til sidst måtte jeg i desperation ringe til lægen. Hvis telefon ikke virkede. Så jeg stoppede begge reptiler i cykeltraileren, puttede en ispakke om Varanens hånd og skyndte mig ned mod lægen, mens jeg krydsede fingre for, at det er ok bare at troppe op her i DNP. I mellemtiden havde de dog fået styr på telefonen, og jeg fik at vide, at jeg endelig bare måtte komme. Så Varanen (der var faldet til ro i mellemtiden) kom til med det samme, og lægen kunne konstatere, at der heldigvis ikke var brækket noget. Men at hånden godt nok var noget hævet, og at jeg lige skulle holde øje med den.

Reptiler på legepladsen. I højt humør.

Da vi kom ud fra lægehuset, ordinerede jeg en fridag til begge unger, og fra legepladsen (som Varanens humør heldigvis var blevet godt nok til), måtte jeg lige stjæle mig til lidt telefontid og aflyse og omrokere aftaler efter bedste evne.

Så det kan godt være, at planlægning er meget fint. Men ingen planlægning i verden kan indkalkulere maste fingre, akuttider hos lægen og forskrækkede reptiler (og mor).

Efterskrift: Patienten er heldigvis i bedring. "Det går MAJET. Bedre. Fint", siger han, når man spørger. Og heldigvis kunne HDD komme tidligt hjem fra arbejde og tage sig af reptilerne, så jeg har kunnet løse nogle af alle dagens opgaver på trods af hjemmegående reptiler.

lørdag den 22. marts 2014

Toethalvtår, mayn! Jeg siger det bare!

I dag bliver Varanen 2,5 år. To et halvt år. Toethalvtår! Min lille bitte skat. (Som i øvrigt er kæmpestor og ingenlunde svømmer i tøjet, hvis jeg af vanvare kommer til at proppe ham i en bluse i str. 104. Bukserne i str. 92 er i hvert fald blevet arkiveret, om ikke lodret, så i de efterhånden mange poser, der bare står og venter på bedre vejr og dermed loppemarkedssæson).

Mårfar agerede reptilpasser et par timer i sidste weekenden. Det kom der bl.a. dette billede ud af 


... og dette ...

IKKE om jeg fatter, hvor tiden blev af. Og IKKE, om jeg fatter, at han om en måned har præcis den samme alder, som Øglen havde, da hun blev storesøster. Dengang syntes jeg jo, at hun var så stor. Både rent størrelsesmæssigt og forstandsmæssigt. Og - bevares - jeg synes da også, at Varanen er en både stor og forstandig herre. Men jeg kan da afsløre så meget, at hvor Øglen selv tog stort set alt sit tøj både på og af, da hun blev storesøster, er det sådan, at vi næsten udfører jubeldanse og klapsalver, hvis Varanen så meget som overvejer selv at tage initiativ til at tage et par bukser på. Det er såmænd ikke fordi, han ikke kan (og jaja, næsvise vuggestue-mor - det er meget muligt, at "det ikke at kunne, bare er et ekstra incitament til at lære det" #grrrr), men fordi det ikke interesserer ham et klap. Og til trods for alskens forsøg og gode råd (tak til pædagoger, der foreslår at lave "hvis ikke, så"-metoden med ham - det virker ikke #somomviikkehavdeprøvetdetsomnogetafdetførste), så er der ikke noget at gøre. Uanset om jeg spørger, forlanger, kommanderer eller lokker, så får jeg enten et syngende "Nejneiiijj mor, lille pus" eller et regulært "NIX!" retur. Om jeg så lokker med guld og grønne skove (eller is og kage, hvilket virker mere befordrende på Varanen), så er det samme historie. Hvad enten det er jakke, sko eller bukser. Bluser tror jeg faktisk ikke, han mestrer endnu, men det er også ok. Han skal nok lære det. Håber jeg.

Og han har jo luret, at han får tøj på alligevel. På et eller andet tidspunkt. I massevis, endda. Er jo et heldigt led i hand me downs-kæden fra Flødebollernes mor, og på trods af substral-lignende skyden i vejret og dertilhørende garderobesanering bugner hylderne alligevel. Wild.

Så vi kan altså konkludere, at der gemmer sig en stålsat vilje bag de chokoladebrune glugger, som Varanen i stigende grad bruger til at smelte hjerter. Særligt moderens. Når han aer, kysser og/eller putter sin lille, fedtede næve ind til mig, er der ikke et øje tørt. Han er en charmetrold af rang. Bortset altså lige fra, når han bruger chokoladeknapperne til at true sig gennem diskussioner. Så lyner øjnene, øjenbrynene er sure, og røsten er fast, når Varanen råbende konstaterer, at "Varanen er sur!", eller kommanderer "FÅ DET, *objectofdesire!"

... Mårfar fotograferer videre. Lige ind i de mørke øjne 

Temperamentet fornægter sig ikke - ingen er i tvivl om, når Varanen føler sig uretfærdigt behandlet. Så råber han enten meget meget højt, brummer gutturalt og/eller langer ud. Sidstnævnte håber jeg VIRKElig, at han snart ville lade være med. Det har hjulpet lidt, at vi for nylig begyndte at henstille til, at han aer i stedet for at slå. Så er det som om, det går op for ham, at "Hey - det her er meget sjovere". Men det virker ikke, hvis han er stiktosset eller i drillehumør; Så vil han bare slå. Det er jo ikke fordi, det gør specielt ondt, men det er ikke sjovt for nogen, at blive slået. Slet ikke for andre børn - eller deres forældre, for den sags skyld. Vuggestuen (som ikke siden sidst har nævnt noget om forstyrrelser i det sansemotoriske apparat, thank g**) siger, at de har lagt mærke til, at han derovre mest slår, når han gerne vil i kontakt med de andre børn. Og så er det jo 'bare' værktøjer, han mangler. Og dem må vi så lære ham.

Se, hvor from han kan se ud ...

Ordforrådet er i den grad eksploderet, siden Varanen rundede de to år. Der bliver talt i lange sætninger, der som oftest er helt korrekte (i går brillerede han under Disney Sjov (som i øvrigt læææænge har heddet "Si:hshjouw" på varansk) med "Nej mor! Du må ikke røre mere ved mit hår. Det er ALT for farligt!" :-)). Undtagen, når han Yodaficerer sproget og vender op og ned på sætningskonstruktionen, men han er dygtig til ord, og når han hører et nyt, varer det ikke længe, før han selv begynder at bruge det i den næsten rigtige form. (Nænner i øvrigt ikke at rette hans "Helt ærgerligt!"-udbrud, der klart betyder "Helt ærligt!") Men uanset hvor mange nye ord han lærer, så er og bliver favoritterne stadig "Tissemand" og "Prut og lort". Mor er stolt. Eller noget. For det er jo ikke som om, der bliver skelnet mellem, hvem der får lov at høre favoritordene. Målgruppen er sådan set bare alle, der lige er i nærheden. Lucky them! Nå, men det er forhåbentlig bare (endnu) en af de famøse faser. Og måske går den over engang. Det kunne man da håbe.

Han er nu så stor, at han netop har fået tilbudt en plads i børnehave. Selv om han først skal begynde i september, fik han tilsagn fra Den Hellige Gral forleden mit hemmelige kælenævn for den børnehave her i byen, der er virkelig hypet blandt forældrene i Varanens vuggestue. ALLE skal have deres børn derind, og når der er en enkelt eller to, der ikke kan få plads, og derfor må tage til takke med en anden børnehave (fx den Øglen går i), bliver det omtalt med dæmpede stemmer og krise-miner blandt både de forældrene til de stakkels børn og de andre forældre. Vi skrev os op, lige da Varanen begyndte i den nye vugger, og vi jeg var helt berusede af hypen, men vi har imidlertid valgt at være så letsindige at sige nej tak til pladsen og i stedet takke ja til den plads, vi har søgt om - og fået - i Øglens børnehave. På Øglens stue. Hvor de har mange søskendepar, hvilket fungerer rigtig godt. Så det glæder både vi og ungerne os til. (Bortset fra, at det så betyder, at Varanen nærmer sig 3 år med hastige skridt, hvilket mutti her godt kan have lidt krise over).

Gyng-gang i Mårmor og Mårfars have 

Øglen og Varanen er både hinandens bedste venner og hinandens værste fjender. De kan skændes, så en koncert med Rammstein føles tyst og stille, men de kan også skraldgrine og lege så godt sammen, at alle skænderier bliver udvisket af erindringen (lige indtil næste gang). Seneste påfund er "Abeleg", hvor en af juniorstolene trækkes hen til sofaen, ungerne kravler op og hopper ned i sofaen (Varanen hopper så ikke så meget, som han bare lader sig falde). I weekenden, hvor jeg og ungerne var på besøg hos Mårmor og Mårfar (SÅ hyggeligt, btw), blev der tilsat en ekstra effekt til abelegen, da Mårmor gav dem en pruttepude. Og er der noget, der er sjovt, så er det en pruttepude, synes de lige nu. Og jeg må indrømme, at deres entusiasme smitter. Selv om der er lang vej endnu, før jeg lader mig falde så lang og tung, som jeg er, ned i sofaen - direkte oven på en pruttepude.

Men hvor ER det bare fantastisk at have to unger, altså. Selv om det har været benhårdt, og nogen ikke har sovet helt så godt, som nogen kunne have tænkt sig, så er det som om, det hele er lettet. Og selv om dét godt nok har givet nogle skår andetsteds (working on it ...), så er det fantastisk at følge med i mine fantastiske ungers liv. Endda på så nært hold, som vores noget privilegerede (for mig, om ikke andet - HDD døjer temmelig meget med lang transporttid og får derfor ikke rigtig noget ud af det. Men vi arbejder på en løsning) tilværelse tillader det. Jeg elsker elsker ELSKER, at jeg kan give ungerne en fridag "bare fordi", og jeg er vild med, at vores morgener er så langtrukne, som vi gider. Inden for rimelighederns grænser, altså. Derudover kan jeg jo hente kl. 15 hver dag, og det ER squdda fantastisk. Det betyder, at Varanen er effektivt i vuggestue i 3-4 timer, da han sover resten af tiden. Det passer mig - og ham, tror jeg - helt perfekt. Så ikke et ord om, at jeg pludselig er gået hen og er blevet megaskruk, men at hverken hus, bil eller indtægt er gearet til et barn mere. I hvert fald ikke, hvis jeg fortsat gerne vil arbejde, som jeg gør og have så meget tid til børnene, som jeg har. Såeh. Case closed. Bum.

Det var i øvrigt også Varanens halve fødselsdag, vi kom fra. Som jeg vist ikke kan bør tærske mere langhalm på nu. Tillykke til Varanen og tilbage til arbejdet (fordi det her indlæg er skrevet på forkant. I dag, lørdag, er det eneste arbejde, jeg gider at tænke på, det, der eventuelt skal ske i haven. Ellers skal der bare slappes af, køres Øglen på legeaftale og leges med Varanen). God weekend!

---

... Og apropos store børn, var jeg til 5 års-undersøgelse med Øglen i forgårs. En måned forsinket, menaltså ... Den sidste regulære børneundersøgelse. Og dermed også den sidste vaccination i syv år. Ikke om jeg fatter, at jeg har så stor en pige lige pludselig. Men tallene taler deres eget tydelige sprog, og hvor hun sidste år var 103 cm høj og vejede 16,9 kg, måler hun i dag 110,5 cm og vejer 19,3 kg. No wonder, at tøjet stumper. Undersøgelsen (hos ret newbie-læge) gik fint, men vaccinen var hun ikke så glad for. Forståeligt, eftersom der hverken var tryllepude denne gang eller det ene stik, jeg havde fortalt om - men to i stedet, fordi der var et eller andet med vaccinen, der gjorde, at den ikke kunne blive blandet fra producentens side. Suk. Men det gik alt sammen alligevel, og isen jeg lokkede med efterfølgende hjalp også lidt på det. Heldigvis.

onsdag den 26. februar 2014

Kærlige kys og en duft af jasmin

... Eller ... en duft af babyånde, om ikke andet. Det var det, jeg vågnede til forleden morgen. Hvor Varanen igen-igen var vandret ind i 'mors og fars seng' i løbet af natten og havde ligget og skiftevis sparket HDD i hovedet og forsøgt at skubbe mig ud af sengen.

Men meget kan tilgives, når man vågner til en nyvågnet Varan, der med blød barnehånd stryger (stryger, ja. Ikke tæver. For en gangs skyld) en over kinden, siger "vågne nu, mor!" og med alvorlig mine tager sutten ud af munden, for at give en et stort, kærligt kys på den netop strøgne kind. #nååååhhhr

Hvorfor jeg skriver det nu, tænker I? Jo, for det er den slags stunder, man skal sørge for at fremmane, når selvsamme charmør i skrivende stund ligger og synger "Dørene på bussen siger ÅBERG og LUKKE". Højt. På 30. minut. Arj, det er løgn. Han har kun sunget i et kvarter. Før da lå han og varierede mellem at råbe, at han "savner far og Øglen", og at mor er en "dum lort". Lovely.


torsdag den 16. januar 2014

Farvel tremmer

Så kom dagen. Hvor Varanen fik tremmerne af sin seng. Det er lidt overraskende for mig, at vi er nået hertil, for jeg har alle dage troet, at han skulle beholde dem på, til han begyndte at få piger med hjem. Men nu prøver vi.

Ikke, at han endnu er lykkedes med at forcere tremmerne, så i og for sig kunne vi jo godt beholde dem på, men altså ... Han er 2 år og 4 måneder. 3 måneder ældre end Øglen, da hun fik tremmerne af, og 5 måneder yngre end da hun fik tremmerne på igen, ahem. Og nej - alderen betyder egentlig ikke noget i denne sammenhæng, men så alligevel. Efter jeg rykkede rundt på hans værelse for et par uger siden (jeg skal nok tage billeder - skal bare liiiige have noget op på væggene først) har han (og Øglen) tilbragt rigtig meget tid derinde. Det er blevet sjovere at lege i, tilsyneladende, og så synes jeg jo, at det er oplagt, at han også får en lille sofa/hyggekrog - som så passende kan være sengen. Derfor: Af med tremmerne.

Første aften uden tremmer. Før puttetid, trods alt. Mosle mosle

Mosle mosle mosle

Det var tirsdag aften, tremmerne røg. En times tid før sengetid. Varanen var mystificeret, men glad for "sin nye seng", og han syntes kun, det var en lille smule underligt, da han skulle puttes. Og det hjalp tilsyneladende en del på det, at han kunne se mig, som jeg sad dér ved siden af ham på madrassen, der substituerer for den vækblevne sengehest.

Det lykkedes mig oven i købet at snige ud af værelset, før Varanen faldt i søvn, men jeg blev kaldt hen til døren oftere end sædvanligt, fordi - tror jeg - det hele var lidt nyt. Og det lykkedes Varanen at falde i søvn. Helt selv. Og selv om aftenen blev noget urolig med en masse opvågninger, betegner jeg den som en stor succes - han skal jo lige lære det.

Putningen i går gik (også) over al forventning. Og i morges kom der så en lille søvndrukken dreng ind i soveværelset. Klokken 05.51 godt nok, men pointen er, at han selv kom ind, og at vi jeg ikke behøvede at hente ham. Jeg ser store muligheder i det her nye arrangement - og krydser fingre for, at han aldrig kommer til at fatte, at man jo bare kan stå ud af sengen igen, når man er blevet puttet, hvis man ikke lige synes, man gider sove.

fredag den 1. november 2013

Kødpander og urinlys

Spændende at se, om der kommer et par perv-besøg fra Google med den overskrift. I hope not!

Her har I mig tilbage. Lige nu på et lillebitte ophold i arbejdsorkanens øje, hvor der både er tid til at lave en ordentlig kop kaffe, hænge blåplettet (tak til nyt håndklæde) vasketøj til tørre og skrive et blogindlæg. Ahhh. Så giver det selvstændige pludselig lidt mere mening. Det her er jo både sjovt og hyggeligt - og knap så stressende som når jeg sidder limet til computeren hele dagen og kaster mig over den igen i det sekund, reptilerne er i drømmeland.

Der er stadig pæne håndværkere in da house, så dette er ikke det første i rækken af håndværker- og forsikringsløse blogindlæg. Beklager. Men we're getting there, for det skrider i dén grad fremad. Og med lidt held får vi støbt mega-hullet i entréen i næste uge. Wheeee. (Ja, man bliver glad for de små ting, her i Vandskadeland).

Lille billede - stort hul. Ned til den bare jord. Koldt. Og ret beskidt.

HDD har fødselsdag i dag. Det blev fejret så meget, som man nu kan fejre noget klokken 7 om morgenen med trætte reptiler og håndværkere over det hele. Men der var gaver, det efterhånden traditionelle fødselsdagstog, som Øglen fik som spæd, og urinlys. Som ikke er noget spor kinky (bare skrid igen, fæle Google-besøgende - der er ikke noget for jer her!), men blot Varanens måde at sige 'stearinlys' på. Vi bør nok arbejde lidt på udtalen på sigt, men lige nu muntrer vi os meget over det. (Nej, man skulle ikke tro, vi begge er 35 nu. Men ... Ja ... Altså. Det er sjovt, jo!). Og mht. fødselsdagsfejring, så tager vi det op igen i aften med hamburgerryg og flødekartofler - så er det dæleme weekend i provinsen!

Bliver man mon nogensinde for gammel til et fødselsdags(op)tog med dyr, tal og lys?

Kødpanden har egentlig ikke spillet nogen rolle (endnu) i dag, men dagen er stadig ung. Heller ikke her er der tale om noget suspekt - blot endnu en lille talefejl. Som vel nærmere er "Kø! Pande!", men "Kødpande" lyder sjovere. Og betyder såmænd bare "Kys på panden" - en favoritdisciplin for tiden hos den bette Varan.

Han snakker og snakker og snakker, den bette. Til alle, der gider høre på ham. Om alt mellem himmel og jord, men allerhelst om Mårmor og Mårfar. Og "Kæbbu" - hunden, hvis rigtige navn han forlængst har lært at udtale, men som nostalgiske Du Bliver Alt For Hurtigt Stor-mor stædigt overhører. Han er "TO ÅHR", og næste gang bliver han "ÅTTE!", hvis man skulle finde på at spørge. Han synger og danser, og jeg tror, det er den helt rigtige beslutning, at han skal til at gå til rytmik nu. Sammen med HDD, fordi det er på samme tid som Øglens dansetime, og jeg endnu ikke har lært at være to steder på én gang. HDD er ikke så sikker på rigtigheden i beslutningen, men han må bare bide pinligheden i sig og tosse rundt med de andre forældre, må han.

Når han vågner om morgenen - klokken alt, alt for tidligt - bruger han alle sine ord på at kalde. Højt og insisterende, vekslende mellem "MOAAAAAHRR?", "MOAR-MOAR-MOAR-MOAR" og "Kom NU, moahr!" Aldrig far. Så mor står rætti tidligt op rætti tit for tiden, men så er det jo heldigt, at vi kan hygge med urinlys. Og vores nyeste påhit "Morgenmadsbogen", som har vist sig at være så stort et hit, at Varanen allerede kan sige "Marenmadsbåw", og Øglen spørger som noget af det første, når hun vågner, om vi ikke skal læse. Bogen handler ikke, som navnet ellers kunne indikere, om morgenmad. Og det er i øvrigt heller ikke bare én bog, men den bog, vi jeg har lyst til at læse (og som ikke er kilometerlang). Dejligt alternativ til "Sarsynet". Synes jeg. Reptilerne skal dog lige overbevises om, at det netop er et alternativ og ikke et supplement. Men det er stadig nyt, så de skal nok vænne sig til det. Ikke?

Han sover stadig i tremmeseng, og står det til mig, får han ikke tremmerne af, før han bliver 12. Heller ikke selv om han faktisk er blevet ret ok omkring putning (jinx!) - i hvert fald, hvis det er HDD, der putter. Mig forsøger han stadig at løbe om hjørner med, men jeg regner med, at han er afrettet omkring de 12 år.

Temperament har han stadig masser af, og han lader det gerne gå ud over Øglen, der skal tage sig i agt for løse næver. Selv om hun forbilledligt forsøger med det gode à la "Ikke slå, Varan - brug dine ord". I hvert fald nogle gange. I morges blev hun fx meget fortørnet over, at Varanen slog hende, for "Jeg slog kun ham én gang, mor! Og så slog han mig tilbage. TRE gange".

Men lige så fræk og temperamentsfuld Varanen er, lige så sød og kærlig er han også. Han elsker at holde i hånd og putte i sofaen (med mindre han fornemmer, at planen er at få ham til at sove). Han er høfligt og siger "Taaaaark!" til det meste - også når det er ham, der giver noget væk. Og så er han jo bare en lille bulderbasse, som er sprængfyldt af energi og humør - af den ene eller den anden slags.

Min lille store Varan!

søndag den 22. september 2013

Nogen fylder to ...

Min lille store dreng bliver to år i dag. I to år har vi kendt ham, og i to år har han vendt op og ned på alting i vores hjem, vores liv og vores hjerter; en evig kilde til glæde og hovedbrud i vores lille hjem.

På to år har han boet tre forskellige steder og gået i lige så mange forskellige vuggestuer. På to år har han udviklet sig fra at være en stor lille, hjælpeløs baby til at være en 'rigtig dreng', som de ville sige i Pinocchio, der snakker, griner og - ikke mindst - har en mening om alting og ingenting.

Ordene kommer i en lind strøm nu, og han gentager på bedste papegøjemanér alt, hvad man - og især storesøster - siger. Således kan man både snakke med om Holte Skole (?!), 'regnebuer' og 'højdere' (børnehaveslang for høje gyngeture), hvis man er Varanen.


Man kan også i allerhøjeste grad give udtryk for sit mishag, hvis der er noget, der ikke lige passer herren. Og det er der en del, der ikke gør. Hvor mange andre børn måske ville blive halvmugne, lægger Varanen ikke skjul på, hvor nederen han synes, vi - eller situationen - er. Det kan gøres ved at vise det kropsligt eller - oftest - lade sin stemmepragt gjalde ud over villakvarteret, så selv en døv ville kunne høre det. Der tyes også nogle gange til slag eller skub, men det arbejder vi på ...

Man kan synge, hvis man er Varanen, og man sætter generelt stor pris på musik. "Save, save brænde", "Klappe klappe kage" og "Der bor en bager" er aftensangs-favoritter ("Farver" er blevet udkonkurreret), mens "Sejlebåd" er all time bilturs-favoritten. Der danses ivrigt til musik i radioen, og generelt er bevægelse bare et hit.


Varanens humoristiske sans er allerede temmelig veludviklet, og han har en helt særlig 'lusket' gangart, når han er ude på ballade. Vældig praktisk for os forældre, der kan spotte gavtyvestregerne på forhånd alene ved at kigge på Varanens måde at gå på. Men selv om der er løjer og spas over hele linjen, er der så småt begyndt at dukke lidt selvbevidsthed - eller generthed? - op. Det var i hvert fald en lidt usikker Varan, der modtog fødselsdagssang fra de samlede familieværker i dag. Som vi i øvrigt holdt hos Farmor, da Det Våde Hus ikke er til pænt brug i øjeblikket.

Dagen begyndte allerede klokken 05.45 for mit og Varanens vedkommende, men jeg kunne trods alt trække stå-op-tidspunktet en lille time. Før Varanen altså ville "ÅÅÅÅÅP!" og læse "Barba-hjelm" (Barbapapas Teater, hvor Barbarød har en hjelm på. Självklart) i "sooofaaaaan". Så det gjorde vi. Arm i arm en stille morgenstund. Lige indtil han altså opdagede alle 'långerne - og gaverne - på spisebordet. HDD og Øglen nåede op til gaveoppakning, og så gik morgenen ellers slag i slag med at forberede mad til rykindet senere - og pakke det (plus reptiler) i bilen.

Det var bare den nærmeste familie, der kom (så vi var kun 18!), så det var vældig afslappet. Og ren luksus, at hhv. farmor havde sørget for pandekager og te plus kaffe, og Mårmor stod for kagemanden. Bage boller, købe pølser og ost samt det løse var lige til at klare for os mig. Varanen var totalt i sit es (bortset fra føromtalte generthed under fødselsdagssangen), og konceptet 'flå gaver op' blev godkendt med det samme. Han var lykkelig for indholdet - særligt den syngende Handy Manny-værktøjskasse (som helt sikkert ikke bliver godkendt af speltpolitiet) fra Mårmor og Mårfar hittede stort. Så må vi se, hvor længe batterierne i den holder. Det kunne jo være, at de pludselig faldt ud. Eller noget ...


Efter lidt festivitas tog fødselaren sig en to-timers skraber, og da den var slut, var selskabet ved at bryde op. En skøn dag, der endte med pomfritter fra den lokale diner til de kun småsultne børn og voksne herhjemme. Nu sover ungerne, og jeg burde prøve noget af det tøj, jeg fik (for jeg blev også fejret, til trods for, at jeg først har fødselsdag om nogle dage). Tror imidlertid sofa og M&M's vinder over poseren, så tøjet må vente til i morgen. Burde også overføre nogle af de mange billeder, jeg fik taget i dag med det rigtige kamera, men det gider jeg heller ikke. Senere-schmenere. Så skal jeg nok gøre det.

Tak for en dejlig dag og de to første år med dig, Varan - og tillykke med dagen! <3

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...