Viser indlæg med etiketten suk og støn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten suk og støn. Vis alle indlæg

lørdag den 12. november 2011

Sure Mor vs. Øglemor

Sig hej til Sure Mor. Hun har det med at dukke op, når jeg ikke heeelt har sovet nok. (Og det har jeg faktisk ikke rigtig gjort siden 21. september). Og når jeg er presset. Hvilket typisk er i S-toget med dobbeltklapper, skrigende Varan og genstridig Øgle, eller de eftermiddage, hvor HDD arbejder sent/har en aftale uden for matriklen. Sure Mor vrisser meget og forsøger sig måske nok med en anerkendende tilgang til tingene, men det er oftest en halvhjertet indsats, der fejler eklatant, hvilket resulterer i endnu mere balstyrisk Øgle og rætti sur Sure Mor.

Øglemor er bare... Øglemor. Som tager tingene lidt, som de kommer. Som godt kan blive lidt skrap, men ikke vrissende på samme måde, som Sure Mor bliver. Der som regel godt kan se tingene fra Øglens side også, og som godt er klar over, at når man kun er 2 år og 9 måneder, så er man ikke stor nok til at provokere / genere bevidst.

Hverken Sure Mor eller Øglemor kan forstå, at Øglen ikke bare gør, som der bliver sagt. Men hvor Øglemor gerne vil nå ind til Øglen og virkelig få hende til at respektere og acceptere, at Det Er Mor, Der Bestemmer (jaja, der var jo ingen, der sagde, at Øglemor ikke var naiv, vel?!), gider Sure Mor ikke bruge sin i forvejen sparsomme tid på noget så abstrakt som at nå ind til noget som helst. Og tyer i stedet til kommandoer, vrissen og anden ikke-speciel-konstruktiv-adfærd.

Sure Mor er kommet på visit fra tid til anden i de seneste 2,9 år, men aldrig har hendes tilstedeværelse føltes så permanent, som den har de sidste 7 uger. Eller de sidste 3, i hvert fald, hvor HDD har været tilbage på arbejde. Jeg har endnu ikke fundet en kuffert i lejligheden, et navneskilt på døren eller andre ting, der tyder på, at hun er kommet for at blive, men det føles som om, at hun er på mere end bare en hurtig gennemrejse, så jeg har forsøgt at forliges med hende. Det er bare ikke gået særlig godt. For Øglemor og Sure Mor kan virkelig ikke lide hinanden. Eller... Øglemor kan ikke lide Sure Mor. Sure Mor er ret ligeglad med, om man kan lide hende eller ej.

Øglen prøvekørte den spritnye tårnlegeplads i Fælledparken i går. Stort stort hit!

Øglemor ved godt, at man ikke kan få børn og forvente, at de bare vokser op og bliver fantastiske mennesker med respekt for alt det, man nu engang helst skal have respekt for, uden at der bliver arbejdet på sagen. Børn - og reptiler i særdeleshed - skal have sat grænser og tager ikke skade af at få et nej fra tid til anden. Og der er ingen (håber jeg), der endnu er omkommet af at græde lidt over, at iPad'en ikke er til rådighed hele tiden og så igen. Eller at de bliver forment adgang til skuffen med Rasmus Klump-kiks.

Sure Mor ved også ovenstående, men når Sure Mor tænker "børn skal have sat grænser", mener hun i virkeligheden, at "børn skal adlyde Sure Mors mindste vink - også selv om beskeden måske ikke bliver afleveret i det mest rimelige tonefald. Eller er den mest vigtige i mands minde". Så Sure Mor udstøder ordrer og kommandoer så hurtigt, at hun kunne blive ansat som maskingevær et eller andet sted, der bruger sådan nogle. Og Øglen lytter selvfølgelig ikke. Derimod kan hun godt finde på at grine Sure Mor lige op i hovedet, mens hun danser sin nye, ret søde, stepdans, der vist er en kombination af "jeg ved godt, at det, jeg laver lige nu, ikke er helt i orden" og "du kan ik-ke fan-ge mig". Og hvis der er noget, der kan gøre Sure Mor endnu surere, så er det sådan noget.

Problemet (eller "udfordringen", som det hed på mit gamle arbejde) er bare, at Sure Mor på ingen måde har nogen magt over Øglen. Og i øvrigt er hun så sur (Sure Mor, altså - ikke Øglen), at det er temmelig trættende at have hende på besøg. Så i går besluttede jeg mig for at smide hende ud. Hun er velkommen til at komme forbi til kaffe i ny og næ, men jeg gider ikke det der 'jeg crasher lige på ubestemt tid'-trip, jeg kunne fornemme, hun havde gang i.

Sovecirkusset™ er stadig i fuld gang, og Sure Mor har flere gange haft mange sure idéer til, hvordan vi kunne vende soveskuden. Hun har også en enkelt gang eller to forsøgt at effektuere dem, men er blevet så sur, at det sjovt nok overhovedet ikke virkede. Øglemor har også forsøgt sig, men mest in absentia, via HDD, da sugemalle-Varanen har en ret stor appetit lige omkring puttetid (bless him!)

Sure Mor har truet, skældt, smældt og hevet Øglen tilbage i seng, når hun for gang nr. 4.699 er hoppet ud af sengen og stepdansende har konstateret "jeg vil ik-ke soooo-ve" og grineskrigende løbet i fast rutefart mellem værelse og køkken. Øglemor har hovedrystende set til fra ammepositionen i stuen, men har ikke haft nogen gode bud på en løsning. Det har hun sådan set heller ikke nu, men hun var bare blevet for træt af Sure Mor.

Så i går aftes røg Sure Mor altså ud, og Øglemor bestemte, at Øglen skulle have tremmerne på sin seng igen. Her 8 måneder efter, de røg af. For hvis Øglen ikke kan forstå, at hun skal blive i sengen af sig selv, må hun jo holdes fysisk i den. Sure Mor var enig, men hun mente, at de skulle på som led i en "hvis du ikke lægger dig ned og sover NU, så kommer tremmerne på"-strategi. Det mente Øglemor ikke, ergo kom tremmerne på i løbet af i går. Så'n lidt henkastet; "far smutter lige ind og ordner noget ved din seng". Og ved I hvad?! Hun synes, det er vildt hyggeligt. I går gik der ti minutter, før hun sov. 10 minutter. T.i. minutter.

Ehm... Det kan bero på tilfældigheder. Eller ikke helt ubetydelige ting som, at Øglen ikke fik sovet middagslur og i øvrigt havde jernet rundt på den nye leger i Fælledparken (tag straks derover, hvis I ikke allerede har været der - den er fantastisk!) hele dagen. Men faktum er, at det tog 10 minutter at få hende til at sove. Uden skrig og skrål og rusken i tremmer overhovedet. (I aften har så været noget anderledes. Der tog det 5 kvarter. Med en hel del gåen totalt amok. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag...)

Nu er jeg bare spændt på, om Sure Mor har forstået, at hun ikke er velkommen så tit herhjemme, når hverdagen sætter ind igen med hente-/bringe-logistik, mødetider på arbejde og almindelig trummerum i morgen. At Øglemor formår at genne hende ud af døren, før hun forpester den gode stemning, som har været her hele weekenden. Og at der generelt bliver lidt højere til loftet i form af tid til LEGO-byggeri ved spisebordet, smøleri med flyverdragten og vandpjaskeri i badeværelset. Det har man brug for, når man bare er en lille Øgle, der lige er blevet storesøster. Og også når man er hendes mor...

torsdag den 8. september 2011

Kom så!

39+0. Kom nu ud, Varan! Tykke Mor er... ja, først og fremmest tyk, men også træt og efterhånden en kende utålmodig. Læg dertil et vist mål erindring à la "hey - var der ikke noget med, at det gjorde HERREnas at have veer?" og et enkelt "kan man mon nå at ombestemme sig, så man faktisk overhovedet ikke behøver at føde - eller kan man alternativt blive lagt i fuld narkose fra omkring nu, til Varanen er her?!" - så er vi ved at have summen af min hjerne i disse dage.

Når det er sagt, så må Varanen egentlig godt hænge på aftenen ud. Er nemlig alene hjemme med Øglen, eftersom HDD er på herretur. Noget med en restaurant og nogle gode venner. Men uden helt så mange øl, som der først var lagt op til. Ikke, at det er mig, der har været Mutter Skrap, men HDD har helt af sig selv ræsonneret sig frem til, at han egentlig helst vil være ædru, hvis nu Varanen skulle finde på at komme ud og sige hej (man ved bare, at jeg kommer til at gå 3 uger over tid...). Men jeg under ham nu en aften uden kæreste, barn og/eller fødsler, så: bare til i morgen, ik' lille Varan?!

Øglen og Varanen. Godt nok i sidste uge, men jeg er ikke blevet mindre siden...

Det er stadig hyggeligt at være på barsel uden baby, men som sagt er jeg ved at være så tung og træt, at det trods alt har mistet lidt af sin appel. Skal dog ikke brokke mig over, at det var muligt at hente Øglen tidligt fra Vuggeren i dag. Øglens stue har nemlig været på tur i Dyrehaven, og derfor var der venligt - men bestemt - blevet opfordret til, at man kom og hentede sit afkom "omkring kl. 13". Allernådigst kunne man komme og hente efter den i dagens anledning forskubbede middagslur, men opslaget lod kraftigt skinne igennem, at det klart var i barnets tarv, at det blev hentet "omkring kl. 13". (Eftersom jeg er på barsel, og det ikke var noget problem for mig at hente tidligt i dag, har jeg ikke hidset mig synderligt op over opslaget, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på alle dem, der ikke lige kan tage en halv fridag for at komme og hente afkom, og som derfor - godt nok indirekte, men alligevel - kan føle sig stemplede som Dårlige Forældre...)

Jeg var tidligt på den - har lidt svært ved at bedømme, hvor lang tid jeg skal bruge på at komme fra A til B for tiden - men det viste sig, at Dyrehave-delegationen netop var ankommet, så jeg kunne bare skovle Øglen op i klapvognen og begive mig i Nespresso-butikken. Derefter syntes jeg, det var en knaldgod idé at gå til Østerbro, men omkring Botanisk Have nægtede min krop at bevæge sig mere, så vi nappede en bus. Ikke, at Øglen opdagede noget - hun var gået ud som et lys - men så var der tid til en croissant og en hindbærsaft (er der ikke noget med, at hindbær skulle være ve-fremkaldende?!) i mit hood, inden turen gik op til 4. sal.

Resten af dagen er gået med at hygge med Øglen. Hun blev lokket i bad, mens jeg fik gjort badeværelset semirent, og efter aftensmaden (hvor hun heldigvis bare forlangte en ostemad, så jeg slap for at kokkerere) har vi i fællesskab lagt an til AC's gulerodsboller, som så bare skal i ovnen i morgen tidlig. Nammenam. Og så har vi lavet puslespil. Dét er et aktivitetsniveau, der passer Tykke Mor, skulle jeg lige hilse og sige...

Dyb dyb koncentration

Næsten færdig

Nu ligger Øglen i sin seng med et glas mælk, et stykke "hækbrø" og Den Store Pippi-bog, og jeg hvaler den på sofaen. Og kigger surt på den store pose garn, jeg kom til at bestille i morges (og som min garnpusher simpelthen kom og afleverede - in persona - små tre timer senere. Dét er da service). Bare fordi jeg manglede ét garnnøgle i én bestemt farve. Og så greb det pludselig om sig, og pludselig har jeg forpligtet mig (heldigvis kun over for mig selv) til at hækle veste og huer til jeg segner. Så jeg gentager: kom ud, lille Varan! I morgen - så kan jeg nemlig se "For lækker til love" - min nye yndlingsaversion - i aften...

onsdag den 31. august 2011

Av (for fanden)!

Ja, pardon my French, men prøliåhør - det er ikke mig, der siger sådan. Det er Øglen. Wtf?!

Jeg bander næsten ikke. Har faktisk aldrig gjort det. Af og til - når noget VIRkelig irriterer mig / gør ondt / andet i samme boldgade - kan jeg lade et kraftudtryk slippe ud, men generelt prøver jeg at tale nogenlunde pænt. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg engang i Øglens påhør har ytret et "Av for fanden" over et eller andet (formentlig noget, der har gjort ondt), men det er altså ikke hverdagskost. Overhovedet.

Og så var det, at jeg kom til at klemme Øglens fingre i guf-skuffen forleden (ehm... hov...). Godt nok opdagede hun ikke, at det var mig, der kom til at lukke skuffen lige hurtigt nok, og større traume var det vist heller ikke, for der var ikke skyggen af tårer. Men til gengæld kiggede hun overrasket på sin klemte hånd, skulede til skuffen og sagde så med høj, klar barnerøst: "Av. For fann"

Mig: Ehm... Hvad sagde du, lille skat?
Øglen: Av!
Mig: Ja, det hørte jeg, men hvad sagde du mere?
Øglen: Gjorde ondt på hånden. Hånden nede i skuffarna (vi kører med noget nasal a-lyd i substantivers bestemte form. Åbenbart).
Mig: Ja, men hvad var det, du sagde lige før.
Øglen: Mig siger AV, mor!

Jaså. Besluttede at blive enig med mig selv om, at jeg nok havde hørt forkert, så jeg glemte det lidt igen - lige indtil jeg skulle skifte Øglens ble (nogen idéer til pottetræning af tumling, som kun har foragt tilovers for både potte og toilet?) senere. Mens hun stod og gøglede rundt, væltede hun. Ikke, at der skete den store skade, eftersom vi skifter hende på gulvet, men hun mente åbenbart, at hun slog sig. Sprang op, kiggede anklagende på både mig og gulvet og råbte "AV. For fann!"

Og da jeg efterfølgende spurgte hende, hvad det var hun sagde, trykkede jeg åbenbart på en eller anden gentag-knap, for pludselig havde jeg en Duracell-Øgle spankulerende rundt, mens hun råbe-sang "for fann, for fann, for fann".

Suk, altså! Hvor lærer de det, de små krapyl? Og - vigtigst - hvordan afprogrammerer man dem?

---
PS: HDD bander heller ikke særlig meget. Og efter, Øglen er begyndt at gentage stort set ALT, vi siger, passer vi særligt på med ikke at tale grimt. Så det er altså heller ikke HDD, der er synderen...

fredag den 5. februar 2010

(Hus)mor med et mål?


Jeg har været hjemme to dage i denne uge. Første gang, fordi der var vandskade i vuggeren, anden gang fordi jeg er så privilegeret at have hjemmearbejdsplads og gør brug af den i ny og næ. Og kommer så altså også til at se lidt tv. Bare en lille smule… Bl.a. et (i grunden ret skrækkeligt) program, der vist hedder ”The secret life of a soccer mum”. Det handler om en hjemmegående husmor, der gerne vil vide, hvordan hendes liv ville være, hvis nu hun ikke var 'stay at home mum', men i stedet var tilbage på det job, hun elskede, men som hun forlod til fordel for mand, hjem og børn.


Nogen, der har set det? Eller. Spurgt på en anden måde: Nogen, der vil INDRØMME, at de har set det?!

Ahem. Nå. Jeg har altså set det. To gange. Pinligt! Og så var det jo, at jeg kom til at tænke lidt. (Hvilket jeg i øvrigt ikke tror, er meningen med programmet). Og, hvor ynkeligt det så end må være, så gik (går) det mig lidt på, for det rammer direkte ned i min helt store kæphest, nemlig manglen på en drøm/et mål/en vej.

Det er ikke ofte, jeg finder mig selv misunde hjemmegående husmødre fra USA (faktisk tror jeg godt, jeg tør vove pelsen og sige, at det aldrig er sket før), men i dette tilfælde gør jeg det. For de havde et job, de brændte for og var gode til, og de får så muligheden for at prøve kræfter med det igen og derfra træffe et til- eller fravalg.

I min situation gik jeg på barsel fra et job, jeg var semi-glad for og kom tilbage til et job, som jeg virkelig ikke bryder mig om (selv om det er ét og samme job). Lad os nu antage, at jeg havde valgt at blive hjemmegående husmor (neeever gonna happen, men rent hypotetisk), og der kom en dilettant-agtig vært fra et pseudo-reality show og tilbød mig at prøve kræfter med jobbet, jeg forlod, så jeg kunne vælge, om jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet, så ville jeg løbe skrigende væk over stepperne (og ikke kun, fordi jeg ikke vil på tv). For jeg brænder ikke for mit job. Og selv om jeg er ok god til det, jeg laver, så er det underligt ’u-målbart’. Forstået på den måde, at hvis man er designer eller kok (tilfældigvis de to eksempler, jeg har set i tv-programmet), så skaber man noget. Man designer en kjole eller kreerer en ret, men hvis man laver det, jeg gør, så producerer man i bedste fald en masse papir.

Og hvis der er noget, jeg har fundet ud af, mens jeg har været på barsel, så er det, at jeg har behov for at kunne måle det, jeg laver. Nok derfor havde jeg så svært ved at vænne mig til livet på barsel (jeg kom heldigvis efter det), fordi dagene jo bare fløj af sted, uden jeg havde et hjemmestrikket tørklæde, en bog om livet som mor, et abstrakt maleri eller 10 tons kager til at bevise det. Lidt ligesådan er det på jobbet. Jeg har ingen projekter, jeg kan tage ejerskab over, og de få flueben, jeg kan sætte, er ved temmelig ligegyldige ting. ”Det er ikke på nogen måde forretningskritisk, og det er f*cking utilfredsstillende”, som en god kollega (med de samme job-træthedssymptomer som jeg) sagde tidligere i dag.

Jeg har ingen ambitioner om at blive sådan en totalt uundværlig type, der skal sove med telefonen under hovedpuden og det ene øje på klem, hvis nu der var brug for mig på arbejde. Jeg vil bare have en stilling, hvor det ville gøre bare en lille forskel, hvis jeg nu ikke kunne komme en dag. Og så kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at skifte hest. Til hvilken ved jeg dog ikke, da jeg, efter 12 måneder på barsel, faktisk er ret usikker på, hvad det nu lige er, jeg kan. Tænk engang; 5 år på CBS, og jeg står stadig med følelsen af, at jeg ikke kan noget videre. Men jeg læser jobannoncer i ét væk, og får præstationsangst på forhånd. Alligevel søger jeg et par stillinger, når der er nogen, der virker nogenlunde inden for rækkevidde, men jeg har også fået afslag på dem. Med hhv. 295 og 275 ansøgninger til jobbet, var jeg ikke kommet i betragtning. Og det er jo ok. Men det kan ikke undgå at pirke til usikkerheden på, om jeg så NOGENSINDE får et nyt job. (jojo, når krisen er overstået, kan det da godt være, at der er nogen, der vil brødføde mig, men det er NU, jeg gerne vil have et nyt job, for jeg er seriøst ved at være færdig med det her på alle måder.

I går var jeg vildt ked af hele job-situationen. Syntes, at det hele tårnede sig op, og at det bare var gråt (det var det så også). Men i dag er jeg bare træt af pis. (Ja, undskyld mit franske) Og selv om det ikke er holdbart i længden, så er det trods alt noget mere konstruktivt end tristesse, for i sidstnævnte tilstand, er man (jeg) bare ikke vildt produktiv. Tværtimod. I dag har jeg i stedet fundet endnu et job, jeg skal have søgt, og selv om det ikke giver mig evner til at sy, strikke, male eller skrive en bog, så er det da et skridt på vejen. Må prøve at udholde tiden indtil på fredag, hvor jeg går på ferie (HURRA!), og bruge al den tid, mine ikke-eksisterende arbejdsopgaver giver mig, til at søge flere job. OG til at finde ud af, hvor det er, jeg gerne vil hen. Hvordan jeg kan kombinere mine uudtalte arbejds-ambitioner med familielivet.

Og så må jeg jo glæde mig over, at selv om jeg ikke har skabt ret meget, så har jeg trods alt skabt halvdelen af hende her:

















Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, hvis jeg selv skal sige det... :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...