Viser indlæg med etiketten sukker. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sukker. Vis alle indlæg

tirsdag den 20. september 2011

Drastiske midler

... Ja, når han ikke kommer frivilligt, ham Varanen, så må man jo tage de drastiske midler i brug. Derfor var jeg forbi 7-Eleven på vej hjem fra Øgle-afhentning for at købe Faxe Kondi og en hindbærsnitte. Det virkede for Lykke, så nu skal det stå sin prøve hos mig også. (Og når det endelig skal være, så er det jo ikke det allerværste, man kunne indtage).

 

Det er dog ved at være en del timer siden, at kombo'en blev indtaget, og der er ikke tegn på noget som helst endnu. Måske fordi jeg ikke har drukket al Faxe Kondi'en? Måske fordi jeg delte snitten med Øglen? Det må være derfor - jeg har simpelthen ikke fået sukker nok! Så nu er HDD sendt i kiosken efter Ben & Jerry's. Absurde mængder sukker må være lige det, der skal til, for at lokke Los Varanos frem...

Og ja - Øglen er naturligvis blevet puttet. Det skal jo ikke gå ud over hende, at jeg i ren og skær desperation vælger at svælge i sukker, vel?! *Ahem*

mandag den 21. februar 2011

Et æble om dagen...

Dengang jeg var på barsel, havde jeg styr på alt det der baby-shizzle. Hvornår baby måtte begynde at spise fast(ere) føde. Hvornår baby måtte få gluten. Hvornår det var tid til at få besøg af sundhedsplejersken. Hvornår der var sundhedsplejerske-åbent hus i nærliggende kirke. Og - ikke mindst - hvornår der var lægeundersøgelser. Det har jeg så ikke rigtigt styr på mere. Således vidste jeg først for ganske kort tid siden, at der er noget, der hedder 2-års undersøgelse. Men nå. Nu ved jeg det. Og nu har jeg været til den (sammen med Øglen, altså).

Det gik SÅÅÅÅ godt. Øglen var samarbejdsvillig, sød og velafrettet, og hun gjorde ALT, hvad Lægen ("Lææænøh", som Øglen blev ved med at kalde hende) sagde.

Eller. Nååååååh nej! Det var i den skønne parallelverden nevernever-land, at lægebesøget udspillede sig sådan. I den pivkolde grå februar-morgen på Østerbro, så scenariet noget anderledes ud.
Hjemme over havregrynen besluttede jeg i min visdom, at jeg på allerbedste pædagogiske vis ville indvi Øglen i dagens strabadser.

Mig: "Først skal du have tøj på, så din dragt, så skal vi over til lægen, som skal kigge lidt på dig, og SÅ skal vi over i vuggeren til alle dine venner" *indsæt selv arm-fægten og voldsom entusiasme hos undertegnede*. Øglen: "NEJ" (spiser videre)
Mig: "Jo jo, skat - det bliver smaddersjovt. Du ved - ovre ved lægen har de masser af sjovt legetøj - du kan da godt huske det fra sidste gang, ikke? - så det bliver en fest" *indsæt yderligere entusiasme*.
Øglen: "Hrm"

Hun lod sig dog give tøj på (noget af en kamp for tiden, ellers), efter hun var gået totalt amok over, at hun havde en Bob-ble (buksebleer med Byggemand Bob) på i stedet for en Elmo-ble (almindelige bleer - med eller uden Sesam Strasse-figurer). Hvilket kom sig af, at hun igen igen igen I-f*cking-GEN havde taget sin ble af i går aftes efter puttetid, flået sin (Elmo-)ble af og tisset i hele sengen, da jeg kom ind til hende, så hun fik altså en bukseble på, som hun har sværere ved at få af.


Øglen - motorbølle in spe - fyrede den af i stærkt lyserød bil på biblioteket her i weekenden

Hun kom også i flyverdragten uden den store ståhej, og hun var i et vældigt humør, da hun allernådigst lod sig slæbe op ad trapperne hos Lææænøh. Legetøjet VAR ganske rigtigt en fest, og der var da absolut heller ingen problemer i de 10 minutter, vi ventede, før det blev vores tur. Og så begyndte showet ellers.

Først ville hun ikke af med sutten, da lægen ville høre, hvor fint hun talte. Ok så. Ingen katastrofe. Hun (Øglen) lod sig formilde lidt af noget legetøj og lagde lidt af sin skepsis på hylden, mens Lææænøh forsøgte at vinde hendes tillid, men da undersøgelsen skulle i gang, snuppede hun al skepsissen - plus hele dens familie - tilbage igen og nægtede at gøre noget som helst. Først var det måleriet, hun ikke gad. Heller ikke, selv om Lææænøh (og jeg) forsøgte at overbevise hende om, at det var fedt nok at stå op ad en væg og få skrevet sit navn, der hvor man gik til. No way, José.

Derefter var det vægten, hun skyede som den onde selv. Ikke tale om, at hun ville sætte sin str. 23 op på sådan en dims. Heller ikke selv om Lææænøh lokkede med Kaj og Andrea-bog. Til sidst skulle hun lyttes på, og SÅ startede sirenen ellers. Hun skreg og hulkede og skreg så lige lidt højere og uanset, hvor tålmodig jeg var, og hvor meget jeg forsøgte at berolige hende og nynne for hende, larmede hun så meget (og udgød så mange tårer), at lytteriet også måtte opgives. Pænt sløjt udkomme af lægebesøg, dér.

I desperation over at have spildt ½ time (og omkring en liter væske i form af Øglens tårer), foreslog jeg, at vi jo godt kunne veje hende alligevel. Jeg kunne jo bare stille mig op på vægten - først uden Øglen og så med Øglen. Det var ikke et velovervejet forslag, kunne jeg konstatere, da jeg stod oppe på den skrøbelige glasvægt og kiggede på det ubarmhjertige tal, der bare steg og steg. Vel at mærke UDEN jeg havde Øglen i armene. Jeg havde godt nok både vinterjakke (med luffer, nøgler og andet godt i lommerne) og Bumper-støvler på, men selv jeg - fornægteren over dem alle - ved godt, at de ting ikke vejer 5 kg. Hvis jeg ikke vidste det før (og det gjorde jeg faktisk), så ved jeg da i hvert fald nu, at jeg har taget på. Er godt klar over, at temmelig sukkerholdig kost og ingen motion gør sit til at få vægten til at stige, men nu må jeg lige hanke op i mig selv, altså.

Så lægebesøget var ikke nogen ubetinget succes. Fik ikke rigtig noget konkret at vide om Øglens trivsel ift. kurver og hvad har vi. Men til gengæld fandt jeg ud af, at jeg havde taget mere på end forventet. Great (!) Så ved man bare, at det bliver en god uge... (Og nej - I får ikke at vide, hvad der stod på vægten. Men jeg kan betro jer, at Øglen vejer 13 kg. Så kan jeg bedre forstå, at jeg synes, hun er blevet så tung).

onsdag den 19. januar 2011

Begrænsningens kunst

- er tydeligvis ikke en, jeg mestrer. Gik i kiosken, battlede lidt med mit vægelsind og kom hjem med det her:

Eucalyptus-vingummierne (yuk!) er ikke til mig. De er bestillingsarbejde. 
Og før nogen opdager prinsessebogen i baggrunden og klandrer mig for at fylde Øglen med e-numre ogsukker, så bør I slå koldt vand i blodet. Øglen er nemlig gået i seng og får ikke så meget som et eneste stykke af det (måske også lige tidligt nok med Djunglevrål til hende). Jeg er nemlig sådan en mor, der spiser slik i smug. Når Øglen ikke ser det. Sympatisk, ikke!?

Og nu er der snart Dexter. Så op med fødderne og op med slikposerne. Det må man godt, når det er onsdag...

fredag den 25. juni 2010

Nåmn, så ved vi da dét

... sukkertrang og alkoholisme hænger sammen.

Det betyder, at fremtiden ikke tegner lys for Øglen. For hvis lysten til sukker er proportional med mængden af alkohol, man kommer til at drikke senere hen, så bliver det storslemt. På dødsdruk-måden.

Men nu ved vi det da i det mindste ...

(Jeg burde SÅ meget være forsker i USA. De kan tilsyneladende konkludere hvad som helst ud fra intet som helst. Og sikkert også tjene penge på det. Gad vide, om de griner meget? Det ville jeg gøre, hvis jeg var dem. De gætter jo næsten lige så meget som meteorologerne).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...