Viser indlæg med etiketten sundhed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sundhed. Vis alle indlæg

fredag den 31. marts 2017

Noget mere om nye vaner

Nåmen, de der nye vaner, jeg sprang på i slutningen af januar, og som jeg ævlede lidt om her, eggå … Måske jeg skulle ævle lidt mere om dem? Ikke, at det formentlig er spændende for ret mange flere end mig selv, men altså – det er nu meget rart lige at holde mig selv op på dem. Vanerne, altså. Som jeg stadig efterlever, for jeg dribler stadig derudad på ny livsstilskaravanen (karaVANE – fik I den?! #tøhø). Utroligt nok, for jeg er ellers ret god til at hoppe på en sundhedshest og så springe ned igen to minutter senere. Men denne gang bliver jeg på!

Jeg købte mig jo ind i et 12 ugers program, der både beskæftiger sig med kost og (styrke)træning, og jeg kan med stolthed sige, at nu, hvor der er 2 uger tilbage (heraf kun 1 uge med egentlig træning), har jeg ikke misset en eneste gang. Jeg slynger troligt rundt med mine kettlebells og sveder som en lille gris, men jeg elsker det – og det gør min krop sjovt nok også. I hvert fald har den belønnet mig med at blive 2 cm mindre i taljen, og selv om det ikke er alverden, betyder det pænt meget for, hvor behageligt det er at have jeans på – og velværet i det hele taget. Det let mindskede taljemål kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har tillagt mig nogle pænt sunde kostvaner efterhånden – selv om jeg spiser mere på en dag, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvor jeg tidligere sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, forsøger jeg nu at holde måltiderne. Her et udpluk af forskellige retter - og selv om jeg spiser meget, spiser jeg trods alt ikke alt det, der er vist på billederne, på én dag :-) Her broccoli-/blomkålsbrød med parmaskinke og ost. Grøntsagsstænger som tilbehør

Fiskefrikadeller med kartofler, grønt og hytteost

Paneret fiskefilet med spinatsalat og feta

Jeg er stadig ikke fanatisk, og jeg strejfer også lidt fra den slagne vej i ny og næ, men i det store hele synes jeg faktisk, at det går rigtig godt. Og paradoksalt nok kan jeg mærke, at de dage, hvor jeg holder mig til planen og spiser al den mad, jeg skal have, har jeg det bedre i kroppen, end de dage, hvor jeg grundet travlhed eller manglende planlægning ikke får nok at spise. 


Fiskefrikadeller med grønt (og remoulade)

Torsk paneret i solsikkefrø med grøn salat og dressing

Spejlæg med skinke og grønne bønner

Og aftensmaden fra forleden: Pulled salmon med nachos og masser af grønt. Dét var knageme godt. Og - bortset fra de der nachos - lige efter bogen

Modsat mange af de kure og livsstilsændringer, jeg før har kastet mig ud i, glimrer denne her ved, at der ikke er noget, der er forbudt-forbudt – det skal bare times rigtigt. Det vil sige, at jeg er velkommen til at spise flødeboller (og det gør jeg så – i stor stil!) lige, når jeg har trænet. Så det er ikke usandsynligt, at man kan finde mig kl. 9 om morgenen, sveddryppende og med tre flødeboller foran mig (hurra for hjemmekontor!). Helt uden at have dårlig samvittighed, for de hurtige kulhydrater ryger åbenbart lige i musklerne. Eller i hvert fald andre steder hen end i taljen. Og jeg får stillet min sukkertrang. Jeg spiser markant mindre stivelse nu end tidligere, men sandwichbrød med pålægschokolade er stadig en del af min kostpyramide, de dage jeg træner. Og det bedste af det hele er, at jeg næsten har fået udraderet min vane med at snacke. Nu spiser jeg mig nemlig så mæt til mine daglige fire (4!) hovedmåltider, at der slet ikke er plads til ekstra mad. Og hvis der er, så sørger jeg for, at der er gode alternativer til slik – mørk chokolade, god ost eller en bøtte grønsagsstænger (selv om jeg sjældent gider spise flere grøntsager efter det kilo grønt, jeg sætter til livs i forbindelse med måltiderne). Jeg er sikker på, at mine manglende aftensnacks i sofaen også har noget at sige i forhold til det let formindskede taljemål.

Pommes frites er også en del af en varieret kost ;-) Fra i søndags, hvor Læsefidusen fra Ældstebarnets klasse var med hjemme på weekend.

Jeg er stadig noget blød i kanten og ville ikke tage skade af at smide et par kilo eller fem, men jeg skal nok nå det – jeg har ikke travlt og vil langt hellere køre et langt, sejt træk, hvor jeg kan holde resultaterne, end jeg vil køre en eller anden vild kur, hvor jeg taber mig på rekordtid, men hvor jeg tager på, så snart jeg afviger det mindste fra et ondt nulkalorie-regime. 

Weekenden er lige rundt om hjørnet, og jeg vil med god samvittighed dykke ned i al den festivitas og gode mad, den kommer til at stå på. Det skal der nemlig også være plads til. Nye vaner eller ej ...

fredag den 12. juni 2015

Noget om styrke


Det der med styrke, ikke ... Alt er selvfølgelig relativt, men hvis jeg død og pine skulle sige, om jeg var stærk eller ej, så tror jeg egentlig godt, jeg kan tillade mig at kalde mig selv for nogenlunde stærk. Hvis man lige ser bort fra en periode sidste år, hvor en lettere nedsmeltning gav særdeles uhensigtsmæssige tankemønstre (og Øglens forestående skolestart, ikke at forglemme – jeg regner med at bryde hulkende sammen i en lille, nostalgisk pyt, når klokken ringer ind til aller-allerførste time (selv tak for sang på hjernen)), er jeg ikke så nem at slå ud. Bevares; Jeg har det klart bedst, hvis jeg er på god fod med alle, men er det ikke tilfældet (og det er sådan noget jo sjældent), finder jeg også ud af dét.

Men én ting er at være stærk (eller ”robust”, som min gamle efterskolelærer engang kaldte mig til en lærer-elev-samtale. Ikke det allerbedste ordvalg at bruge over for en genert, selvbevidst og forholdsvis buttet teenager) rent mentalt. Noget helt andet er at være det fysisk. Og dét kan jeg ikke prale af.

Jeg har aldrig været kendt som en, der opsøgte fysiske udfordringer frivilligt. Tværtimod har jeg gennem hele min ungdom (underforstået: Jeg er nu nået ud på den anden side af ungdommen. Ak og ve) skyet det som pesten. Kage – ja tak. Motion – that’s a noooooo! Og selv om jeg i et øjeblik var rimelig flittig til at løbe – marathon und alles – var min ældste venindes reaktion, da hun hørte, at jeg havde løbet et marathon: ”HVAD? MARATHON? DIG?!?!?”, og jeg må formode, at det er sådan alle – eller i hvert fald langt de fleste – ser mig. Inklusive mig selv. Men det er ok. Og har bare overbevist mig om, at devisen 'én gang doven, altid doven' ikke behøver at være korrekt. Efterhånden som jeg bliver ældre, kan jeg dog konstatere, at jeg gerne vil være stærkere – være i form og sund og stærk nok til både at løbe, lege og tumle med mine (tunge) unger. Hvad gør en klog så?

Man skulle mene, at det var ren tortur at skulle bage kage til børnehavens sommerfest, når man ikke selv må smage så meget som et lille bitte hjørne. Men sukkertrangen er faktisk ikke så stor, så det viste sig ikke at være noget problem. Det mest besværlige var faktisk at lade være med at proppe ting i munden pr. refleks, men jeg klarede det. (I øvrigt: Ja. Kagen er lige så fedtet, som den ser ud. Mere, faktisk. Smørcreme er bare noget nas ...)

Jo, altså – først forsøger hun (underforstået: Jeg er den kloge. Ing’?!) selv at træne sig stærkere. Finder nogle småprogrammer på nettet, investerer i en kettlebell og svinger lidt rundt med støbejern i noget, der minder om et nanosekund. Så bliver hun træt af det. Og får i øvrigt også lidt ondt i arme og ben og baller og hvor ved jeg. Så i stedet for at klø på, smider hun sig i sofaen, sætter en dårlig serie på Netflix (lige nus guilty pleasure er Heart of Dixie. Som er ganske og aldeles udmærket, ud fra hvad jeg altså kan høre gennem HDD’s sukken og brokkerier over banalitetsfaktoren) og spiser børnenes Dumle-karameller. Og sådan går der lang tid. Hvor hun sjovt nok ikke bliver stærkere, men til gengæld bliver noget bredere. Overalt. Energi er der heller ikke meget af, så det, der startede som en god idé, ender i virkeligheden i den rene jammerdal.

Sidste weekend fik jeg imidlertid nok. Slut med al den ladhed og laden stå til. Jovist, Dumle-karameller smager fortrinligt (især med en kop kaffe til. Prøv det lige!), men når eftersmagen de fleste gange er besk og mest af alt minder om dårlig samvittighed over for en selv og ens manglende energiniveau, så er det altså ikke dét værd. Ergo gjorde jeg noget – for mig – temmelig drastisk. Som jeg nævnte kort forleden, så tilmeldte jeg mig simpelthen et kost- og træningsforløb. Online, eggå – jeg sparer gerne så meget på tiden som overhovedet muligt. Tre ugers program formedelst en formue, men til gengæld med daglig sparring. Jeg er nu på dag 5 og har hverken rørt sukker eller frugt (eller sødemidler, for den sags skyld), siden jeg begyndte. Lige som jeg har skåret kraftigt ned på kaffen. De to første dage drak jeg ingen kaffe overhovedet. I n g e n. For en, der normalt drikker alt lige fra 3-6 kopper kaffe dagligt, er den bedrift værd at hædre med alt lige fra guldmedaljer til karamelregn)

Pludselig er jeg blevet sådan en, der gør mig i grøn te og kosttilskud og bestiller ting med mærkelige navne på nettet. Og tunge vægte (fandt en kasse med en 16 kg kettlebell i garagen for lidt siden. Vi siger tak til Post Danmark for at levere - er kun let ærgerlig over, at jeg ikke var hjemme, så jeg kunne se posten slæbe den derind). Følte mig umanérligt hellig, da jeg forleden smuttede i Rema og udelukkende købte grøntsager og kød. Ikke så meget som et lillebitte jordbær blev det til. Eller chokolade. Desuden har jeg overlevet 17 timers faste, og for lidt siden var jeg til sommerfest i børneren, hvor der var ca. 25 forskellige kager, der alle forsøgte at overgå hinanden i lækkerhed. Og jeg rørte dem ikke. Jeg må være gået i stykker ...
 
Det vildeste af det hele er, at det ikke er specielt hårdt. Endnu. Eller – jo, jeg er da lidt sulten i det (særligt efter de 17 timers faste), og jeg skal nok nå at blive træt af alle de restriktioner, der er, men jeg savner ikke sukker, brød eller kaffe i samme omfang, som jeg havde regnet med. Endnu. Jeg har heller ikke fået Verdens Ondeste Hovedpine, som jeg som regel plejer at stifte bekendtskab med, når jeg indtager for lidt kaffe, og selv om alle dårligdommene naturligvis kan nå at komme endnu, krydser jeg fingre for, at det ikke sker.

Jeg forventer ikke mirakuløse resultater på de her tre uger, men hvis jeg kunne blive bare lidt stærkere og tabe bare en smule af polstringen, ville det ikke gøre noget. Samtidig håber jeg, at nogle af mine dårlige vaner (Dumle-karamellerne, fx – og slikcravings om aftenen generelt) forsvinder. Det har overrasket mig temmelig meget at finde ud af, hvor meget af mit snackeri, der i virkeligheden er vane snarere end sult. Nu, hvor jeg har en kostplan, jeg skal holde mig stramt til, kan jeg jo ikke liiiige snuppe et stykke frugt hist og en kiks pist. Og sør’me om jeg ikke overlever alligevel. Jeg VAR faktisk nærmest begyndt at tro, at der ville ske mig noget slemt, hvis jeg ikke sad solidt plantet i sofaen hver aften med et eller andet sødt, men indtil videre er der ikke sket andet, end at jeg er gået lidt tidligere i seng med en bog eller et blad og har fået en væsentlig længere – og bedre – nattesøvn. Så hvem ved – måske det her sundhed ikke er af det onde alligevel. Vi får se – jeg har 16 dage endnu til at blive pænt træt af det. Men nu - nu er det weekend, ungerne sover, og noget kunne tyde på, at det er blevet sommer. Alt er godt!

fredag den 18. maj 2012

Løøøøb!

Jeg er blevet sådan en, der løber. Igen. Var engang ret godt i gang, men så blev det isvinter, og jeg blev gravid. Og træt. Og meget meget sulten.

Men nu - nu kører det igen. Og har gjort det en måneds tid. I dag ramte jeg de 10 km, og selv om det var hårdt, var det også skønt. Ikke mindst pga. vejret, der i dén grad har været med os her i Kbh. Så jeg tillader mig at håbe, at jeg endelig - efter 33 års udkig - har fundet en sportsgren, der passer til mig. (Men dermed ikke være sagt, at jeg synes, HDD's forslag om at købe en babyjogger, når Varanen skal til at gå i vugger langt pokker i vold, er helt lige så godt, som han synes...)

Jeg kan godt lide, at jeg kan løbe hvorsomhelst og nårsomhelst. At det ikke kræver voldsomt meget udstyr. Og, vigtigst, at jeg kan gøre det alene. Det skorter lidt på mig-tid i en familie med (to) børn, men når jeg løber, behøver jeg ikke tage stilling til gråd, aftensmad, bleskiftning, osv. Så løber jeg bare. Og er jeg lidt sur, når jeg løber af sted (Martyr-mor bor nemlig nogle gange inden i mig, skal jeg sige jer), er der næsten garanti for, at humøret er blevet bedre ved hjemkomsten.

Lyder jeg lidt frelst? Ja? Bare en lillebitte smule? Jeg ved det godt, men det er egentlig ikke meningen. Jeg er bare lidt oppe og køre over, at det ser ud til, at løb er blevet til et regelmæssigt indslag i min uge. Og at jeg ovenikøbet har tabt mig 1,4 kg på to uger. Selv om jeg stadig æder masser af slik og kage. Med den fart mangler jeg bare 8 uger endnu, før mig og vægten bliver perlevenner.

Men hey. God musik til løb? Lige nu hører jeg Mads & Monopolet podcasts, men for variationens skyld vil jeg gerne have noget musik. Så fortæl - løber du, og hvad lytter du til imens?

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 10. november 2011

Noget om sundhed

Ja, det er jo ikke fordi, den her blog emmer af ruccola, koldpressede olier og absolut fravær af mælkeprodukter. Derfor kan det også undre, at jeg, qua denne blog, er blevet inviteret til et seminar om lige netop sundhed. I familien. Eller måske er det et vink med en vognstang, som jeg i givet fald ikke helt har fanget.

Jeg bliver ellers aldrig inviteret til noget som helst (ynke-ynk), så jeg ville da egentlig gerne have været med (behøvede jo ikke at høre efter, vel? Kunne jo bare nøjes med at sidde og kigge lidt langt efter ham der Christian Bitz, som er one fine man, hvis man spørger mig), men det ramlede i dén grad sammen med Varanens ankomst, så det gik ikke.

Senere viser det sig så, at seminaret er blevet aflyst, men de flinke mennesker, der inviterede mig i første omgang ville da bare lige høre, om jeg ikke kunne tænke mig en af de goodybags, der skulle have været uddelt til seminaret. Om? But of course! For ikke nok med, at jeg aldrig bliver inviteret til noget, så får jeg heller aldrig noget (mere ynke-ynk; jeg er jo ikke en af de der indviede, der får lov til at prøve alle mulige skøre produkter), så når chancen byder sig, SÅ springer jeg til!

Og den der goodybag, den kom så med posten i dag. En fin Reisenthel-termotaske (som Øglen straks forelskede sig i - måske fordi den ligner Rasmus Klumps bukser?!) fyldt med vitaminpiller (ignorerer bare, at der er et glas 50+ vitaminer i tasken. Nok føler jeg mig gammel grundet søvnmangel, meeeen...) og en kogebog med Mr. Bitz. (Forstår ikke helt titlen "Bitz dit køkken", men måske der er en skjult betydning, jeg ikke fatter? Enlighten me!) Det er da en okay goodybag, hvis man spørger mig. Så skal jeg bare lige huske at æde nogen af alle de der vitaminer. Måske jeg skal stille dem i samme skab, hvor jeg gemmer forskellige afarter af slik? Og så skal jeg nok også prøve at læse i - og lave mad fra - Bitz-bogen. Før det der sundhedsnoget sådan for alvor batter herhjemme.

Nogen, der har taget Rasmus Klumps bukser, syet en taske af dem...

... og fyldt dem med vitaminer...

... og Christian Bitz?  

Men nu er det jo ikke sådan, at jeg er usund HELE tiden. Vel. Forleden var jeg fx på den der 42 Raw. Og fik nogle "thainudler" af squash og gulerod med noget lækker sauce. Det smagte glimrende, men nudler?! I don't think so. Stik mig et mandolinjern, så skal jeg også skamsnitte squash og gulerødder, kalde dem nudler og forlange kassen for dem. og det der rå mad skulle jo være så sundt, at jeg næsten ikke har dårlig samvittighed over, at jeg dagen forinden spiste det her til frokost:
Latte og træstamme fra Lagkagehuset. Jamen, er I KLAR over, hvor godt sådan en smager? Den er alle 19 kroner værd! Tak til Nye Mødregruppe-mor for at have ledt mig på sporet af dem...

Raw food. Med noget jordbær/æble/ingefær-saft. Nam. Fik ikke taget billeder af teen, men den var også god. Og helt klart varmere end 42 grader...

tirsdag den 25. oktober 2011

Powermælk

Nåmn, Varanen vejer så 5,7 kg nu, siger Sunderen, der lige har været forbi. (Hurra for remindere i telefonens kalender, for ammehjernen var helt overbevist om, at det først var i morgen, hun skulle komme). Hvilket vil sige, at han har taget 1,4 kg på siden sidst. En "flot vægtøgning", som Sunderen formulerede det - og tilføjede, at 800 gram også ville have været flot. Så i virkeligheden skulle hun måske have sagt "crazy vægtøgning" i stedet...

Han er nu 59 cm lang, så alt i alt er han temmelig robust (det må man godt sige om en dreng, uden han får traumer, må man ikke? Det er straks noget andet med piger - jeg fik at vide af en efterskolelærer engang, at jeg var robust, og selv om han vist mente det på en god måde, så fik det mig i hvert fald ikke til at føle mig slank. Hvilket jeg heller ikke er/var, men alligevel...) og får tilsyneladende rigelig næring gennem min mælk. Må være alle de chokoladeskilpadder og kanelsnegle, jeg får kværnet.

For nylig bladrede jeg lidt i den der Barnets Bog, eller hvad den nu hed, den bog man fik af sundhedsplejersken i de gode gamle dage, da jeg lige havde fået Øglen. (Nu er det hele jo digitalt, så ikke nogen skriblerier dér - "du kan bare logge på sundhed.dk og se det hele"). Og der kunne jeg jo se, at hun som 1 måned gammel vejede 4,14 kg. Så ham Varanen er noget større, men sådan er det måske bare med drenge? (Og det er altså ikke fordi, jeg ikke spiste slikkerads, da jeg havde fået Øglen. Dengang var det bare Riesen i stedet for skildpadder)

Store dreng - for en uge siden. Han har travlt med at vokse, for bukserne på billedet kan han ikke passe i livet mere...

Varanen opførte sig eksemplarisk under hele besøget, og han imødegik ovenikøbet afklædning og vejning med høflig nysgerrighed. Blev en anelse arrig over at ligge indeni en stofble under vejningen, men var trods alt så gentleman-agtig, at han gav Sunderen et forsigtigt smil, da han blev pakket ud. Og tissede så på hende to gange efterfølgende, men lad nu det ligge...

Nu sover han - efter at have hængt på mig hele formiddagen og hhv. pletsovet og stirret på mig. Så nu er der sat vasketøj over, ryddet tilnærmelsesvist op i køkkenet og produceret en flaske mælk til fryseren. Og med lidt held vågner Varanen inden kl. 15, så jeg kan nå ud og trille en tur på Østerbro i det gode vejr, før Øglen kommer hjem. Har folk farmor til at hente hende i dag, så jeg slipper for en tur ind til Kbh K. Hvilket passer mig aldeles glimrende.

I øvrigt var jeg til tøsehygge i går aftes. Med Varanen, uden Øglen. Nøj, det var tiltrængt at se pigerne, tale om ikke-baby-relaterede emner, spise god mad og grine en masse. Og at jeg så ovenikøbet kom hjem med en hel pose nyt gammelt tøj, som en af pigerne ikke gad have mere, og en forsinket fødselsdagsgave i form af lækre cremer og negelak, jamen det var jo bare kirsebærret på toppen. Varanen var så sød at have med (lige bortset fra den skrigekoncert han holdt i bilen på vejen ud). Han nægtede godt nok at sove, men han var helt i hopla. Og så var han så træt, da vi kom hjem, at han kun skulle ammes én gang i nat. We like! (Og hvor er det da bare nemt (skrid, Nemesis) at være i byen med en baby, der ikke kan bevæge sig, og som stadig - til trods for den "flotte vægtøgning" - stadig kan ligge på armen. Der er det anderledes udmattende at have Øglen med...)

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

søndag den 17. januar 2010

Motion - eller mangel på samme

Jeg har aldrig været specielt sporty. Det der med motion er aldrig faldet mig naturligt, og udtalelser som "Jeg kan bare ikke undvære at træne" er bestemt ikke noget, jeg har gjort mig i. Fra tid til anden har jeg frekventeret motionscentre og forsøgt mig med at løbe, men der er bare ikke noget, der har grebet mig nok til, at jeg er fortsat med det.

Jeg befinder mig i virkeligheden nok på grænsen af det forjættede land "Doven", men fra de perioder, hvor det rent faktisk er lykkedes mig at træne regelmæssigt ved jeg, at jeg jo får det bedre af det - mere energi, mere harmonisk kropsfacon og bedre samvittighed over, at jeg af og til kommer til at spise salmiak-bolcher til morgenmad og småkager til frokost (som i dag. Ups.)

Det kunne endda gå, da jeg stadig ammede (verdens bedste slankekur) og vadede gader og stræder tynde med en sovende Øgle, men begge dele er slut nu; madkasserne er tørret ind, og Det Dumme Virkelige Liv har snuppet al den tid, der var til at gå lange ture (i hvert fald til daglig).

Og nu går den så ikke mere. (Den er faktisk ikke gået i et stykke tid, men jeg er mester i overspringshandlinger, så jeg har lige udsat det lidt. Og så lidt mere. Men NU...!) Som jeg sidder i mit lidet flatterende hjemmetøj og har en anelse kvalme over alle de småkager, jeg fik spist sammen med mødregruppen for et par timer siden, er jeg blevet ret træt af den her laissez-faire-livsstil. Jeg taler ikke Kernesund eller triathlon eller noget, bare almindelig sund kost i hverdagen, og så lige lidt motion!

Har funderet over, hvad der kunne være den bedste motionsform for mig, og selv om jeg synes, det er hjernedødt kedeligt (og hårdt!), og jeg tidligere har forsøgt mig, men givet op, er det alligevel løb, som bedst lever op til mine kriterier om, at det skal være nemt at gå til, billigt og uafhængigt af tid og sted. Så... løb it is. I guess.

Men jeg kender mig selv. Og jeg ved, at jeg har brug for en gulerod for at holde træningen ved lige. Så da jeg så, at Alt for Damerne holder Kvindeløb til sommer, tænkte jeg, at dét måske var noget?! Der er noget at træne efter, og jeg binder mig til en aftale - og så er der fem måneder til at træne i. Man kan vælge både 5 og 10 km ruter, og selv om jeg har mest lyst til at vælge 5k, tænker jeg på, om jeg mon ikke vil være mere stemt for at give den gas med træningen, hvis jeg skal op og løbe 10k? Eller hvad siger I (hvis der er nogle løbekyndige out there) - er det helt urealistisk at tro, at jeg kan træne mig op til at løbe 10k på fem måneder, når jeg starter ud som glad begynder (Og i øvrigt har tidsrøveren Øgle at holde styr på)? Og skal jeg i virkeligheden bare være glad, hvis jeg kan gennemføre 5?

Åhr, se nu. Det er besværligt allerede. Jeg snupper lige et bolche. For de gode intentioner gælder jo (som altid) først fra i morgen...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...