Viser indlæg med etiketten sure mor. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sure mor. Vis alle indlæg

mandag den 15. juli 2013

Nedtælling til ferie

NU varer det ikke længe! 1,5 uger - så er vi en hel reptilfamilie, der har ferie. Gæt, hvem der glæder sig!

Varanen har taget forskud på glæderne og havde sin første feriedag i dag. Fordi weekenden har været hård for alle parter (se nedenfor), og fordi hun bare sov så godt i morges, at jeg ikke nænnede at vække hende. Og fordi jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt med en fridag for os alle.

Champagne og udsigt over Øresund. Jatak!

Der skulle jeg så nok bare have erkendt, at jeg stadig er træt oven på en fantastisk weekend, der bød på 90 års fødselsdag, hotelophold, lækker mad og artige børn - altså lige indtil om natten, hvor Varanen besluttede sig for, at hotellets barneseng var verdens mest nederen sted at opholde sig, og derfor nægtede at lukke så meget som et enkelt øje på klem. Uanset, om der blev holdt nok så meget i hånd, ligget nok så meget i arm eller lullet, til man blev helt bims. Ikke, at han var utilfreds. Næh nej. Der blev bare holdt fest. Kravlet og moslet. Prikket i øjnene. Råbt og hevet i hår. Og eftersom hotelværelset var rimelig nemt at komme ud af for en smålling (børnesikring.dk, s'il vous plaît!), kunne man ikke bare lige lukke øjnene og lade som om, der ikke rendte en hærgende Varan rundt på værelset. Ikke, at lukkede øjne ville hjælpe på råweri som "LAJ LAJJJJJ?" (lege) og en hjemmebrygget, meget høj, version af Lille Peter Edderkop sunget udelukkende på ordet "KRAAAWWER" (kravler). En version, der faktisk er ret nuttet i dagslys, men en anelse belastende på hotelværelse med papirtynde vægge klokken sent.

Smukke blomster på bordene 

Den yndige Øgle til middagen. Med hyldeblomst i glasset. Ikke hvidvin

Så løsningen blev, at HDD tog Varanen under armen og kørte en tur op ad Strandvejen og retur til hotellets parkeringsplads. Hvor Varanen sov sødt, mens HDD og hans lamme arm lå elendigt på forsædet i tre timer, før vi byttede. Så meget for lækker, blød hotelseng og fluffy hovedpuder ...

Søvnmanglen havde desværre ikke helt forladt kroppen i dag, så beslutningen om at skyde Varanens ferie i gang med en fælles fridag, var ikke helt velovervejet. Derfor må jeg da også erkende, at Overskudsmor var svær at hive frem, mens Sure Mor til gengæld var ret fremme i skoene. Så på trods af alle intentioner om det modsatte, gik dagen op i hat og briller. Hvor vi har hygget, bevares, men primært i haven og på stuegulvet. Når jeg ikke lige har jagtet megasur Varan (som helt sikkert også stadig har et søvnunderskud), der som en regulær Houdini har brudt ud af ladcykel og hoveddør, og som i øvrigt ikke har været bleg for at tyre Gåkke i hovedet på undertegnede og Øglen. Så turen på biblioteket, den stille stund ved spisebordet med tegning og puslespil (ok, det nåede jeg med Øglen, mens Varanen sov) og det muntre køkken med barnehænder i bolledej; de planer må blive udført en anden dag. Når vi allesammen har ferie, for eksempel.

Reptilerne i kassecyklen i dag. I et roligt øjeblik. Have juice, will be silent. Eller noget

Det er der reelt ingen andre end Varanen, der har endnu, hjemme hos os, så Øglen ryger i børnehave i morgen. Selv om jeg er hjemme med Varanen. Shoot me. Til gengæld får hun korte dage, en veninde med hjem onsdag og med far på arbejde fredag. Og så 4 ugers ferie. Så jeg tænker, at hun ikke lider nogen nød. Selv om ivrige debattører i den evigt tilbagevendende "Skal dit barn i institution, selv om du holder ferie"-diskussion nok vil være uenige (til trods for, at jeg ikke holder ferie-ferie). Dem om det.

Men søvnmangel eller ej, så glæder jeg mig til ferien. Altså, den fælles af slagsen. Som bliver indledt med et visit hos Mårmor og Mårfar, og derefter flyder over i et sandt overflødighedshorn af andre familiebesøg, sommerhusture, Legolandsvisit og blåbærplukning hinsidan. Og endda også tid til at lave et par projekter derhjemme - om armen ellers vil. Ahhhh.

Og nu: Sove. Forhåbentlig så længe, at Sure Mor ikke får et ben til jorden i morgen ...

lørdag den 19. november 2011

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

lørdag den 12. november 2011

Sure Mor vs. Øglemor

Sig hej til Sure Mor. Hun har det med at dukke op, når jeg ikke heeelt har sovet nok. (Og det har jeg faktisk ikke rigtig gjort siden 21. september). Og når jeg er presset. Hvilket typisk er i S-toget med dobbeltklapper, skrigende Varan og genstridig Øgle, eller de eftermiddage, hvor HDD arbejder sent/har en aftale uden for matriklen. Sure Mor vrisser meget og forsøger sig måske nok med en anerkendende tilgang til tingene, men det er oftest en halvhjertet indsats, der fejler eklatant, hvilket resulterer i endnu mere balstyrisk Øgle og rætti sur Sure Mor.

Øglemor er bare... Øglemor. Som tager tingene lidt, som de kommer. Som godt kan blive lidt skrap, men ikke vrissende på samme måde, som Sure Mor bliver. Der som regel godt kan se tingene fra Øglens side også, og som godt er klar over, at når man kun er 2 år og 9 måneder, så er man ikke stor nok til at provokere / genere bevidst.

Hverken Sure Mor eller Øglemor kan forstå, at Øglen ikke bare gør, som der bliver sagt. Men hvor Øglemor gerne vil nå ind til Øglen og virkelig få hende til at respektere og acceptere, at Det Er Mor, Der Bestemmer (jaja, der var jo ingen, der sagde, at Øglemor ikke var naiv, vel?!), gider Sure Mor ikke bruge sin i forvejen sparsomme tid på noget så abstrakt som at nå ind til noget som helst. Og tyer i stedet til kommandoer, vrissen og anden ikke-speciel-konstruktiv-adfærd.

Sure Mor er kommet på visit fra tid til anden i de seneste 2,9 år, men aldrig har hendes tilstedeværelse føltes så permanent, som den har de sidste 7 uger. Eller de sidste 3, i hvert fald, hvor HDD har været tilbage på arbejde. Jeg har endnu ikke fundet en kuffert i lejligheden, et navneskilt på døren eller andre ting, der tyder på, at hun er kommet for at blive, men det føles som om, at hun er på mere end bare en hurtig gennemrejse, så jeg har forsøgt at forliges med hende. Det er bare ikke gået særlig godt. For Øglemor og Sure Mor kan virkelig ikke lide hinanden. Eller... Øglemor kan ikke lide Sure Mor. Sure Mor er ret ligeglad med, om man kan lide hende eller ej.

Øglen prøvekørte den spritnye tårnlegeplads i Fælledparken i går. Stort stort hit!

Øglemor ved godt, at man ikke kan få børn og forvente, at de bare vokser op og bliver fantastiske mennesker med respekt for alt det, man nu engang helst skal have respekt for, uden at der bliver arbejdet på sagen. Børn - og reptiler i særdeleshed - skal have sat grænser og tager ikke skade af at få et nej fra tid til anden. Og der er ingen (håber jeg), der endnu er omkommet af at græde lidt over, at iPad'en ikke er til rådighed hele tiden og så igen. Eller at de bliver forment adgang til skuffen med Rasmus Klump-kiks.

Sure Mor ved også ovenstående, men når Sure Mor tænker "børn skal have sat grænser", mener hun i virkeligheden, at "børn skal adlyde Sure Mors mindste vink - også selv om beskeden måske ikke bliver afleveret i det mest rimelige tonefald. Eller er den mest vigtige i mands minde". Så Sure Mor udstøder ordrer og kommandoer så hurtigt, at hun kunne blive ansat som maskingevær et eller andet sted, der bruger sådan nogle. Og Øglen lytter selvfølgelig ikke. Derimod kan hun godt finde på at grine Sure Mor lige op i hovedet, mens hun danser sin nye, ret søde, stepdans, der vist er en kombination af "jeg ved godt, at det, jeg laver lige nu, ikke er helt i orden" og "du kan ik-ke fan-ge mig". Og hvis der er noget, der kan gøre Sure Mor endnu surere, så er det sådan noget.

Problemet (eller "udfordringen", som det hed på mit gamle arbejde) er bare, at Sure Mor på ingen måde har nogen magt over Øglen. Og i øvrigt er hun så sur (Sure Mor, altså - ikke Øglen), at det er temmelig trættende at have hende på besøg. Så i går besluttede jeg mig for at smide hende ud. Hun er velkommen til at komme forbi til kaffe i ny og næ, men jeg gider ikke det der 'jeg crasher lige på ubestemt tid'-trip, jeg kunne fornemme, hun havde gang i.

Sovecirkusset™ er stadig i fuld gang, og Sure Mor har flere gange haft mange sure idéer til, hvordan vi kunne vende soveskuden. Hun har også en enkelt gang eller to forsøgt at effektuere dem, men er blevet så sur, at det sjovt nok overhovedet ikke virkede. Øglemor har også forsøgt sig, men mest in absentia, via HDD, da sugemalle-Varanen har en ret stor appetit lige omkring puttetid (bless him!)

Sure Mor har truet, skældt, smældt og hevet Øglen tilbage i seng, når hun for gang nr. 4.699 er hoppet ud af sengen og stepdansende har konstateret "jeg vil ik-ke soooo-ve" og grineskrigende løbet i fast rutefart mellem værelse og køkken. Øglemor har hovedrystende set til fra ammepositionen i stuen, men har ikke haft nogen gode bud på en løsning. Det har hun sådan set heller ikke nu, men hun var bare blevet for træt af Sure Mor.

Så i går aftes røg Sure Mor altså ud, og Øglemor bestemte, at Øglen skulle have tremmerne på sin seng igen. Her 8 måneder efter, de røg af. For hvis Øglen ikke kan forstå, at hun skal blive i sengen af sig selv, må hun jo holdes fysisk i den. Sure Mor var enig, men hun mente, at de skulle på som led i en "hvis du ikke lægger dig ned og sover NU, så kommer tremmerne på"-strategi. Det mente Øglemor ikke, ergo kom tremmerne på i løbet af i går. Så'n lidt henkastet; "far smutter lige ind og ordner noget ved din seng". Og ved I hvad?! Hun synes, det er vildt hyggeligt. I går gik der ti minutter, før hun sov. 10 minutter. T.i. minutter.

Ehm... Det kan bero på tilfældigheder. Eller ikke helt ubetydelige ting som, at Øglen ikke fik sovet middagslur og i øvrigt havde jernet rundt på den nye leger i Fælledparken (tag straks derover, hvis I ikke allerede har været der - den er fantastisk!) hele dagen. Men faktum er, at det tog 10 minutter at få hende til at sove. Uden skrig og skrål og rusken i tremmer overhovedet. (I aften har så været noget anderledes. Der tog det 5 kvarter. Med en hel del gåen totalt amok. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag...)

Nu er jeg bare spændt på, om Sure Mor har forstået, at hun ikke er velkommen så tit herhjemme, når hverdagen sætter ind igen med hente-/bringe-logistik, mødetider på arbejde og almindelig trummerum i morgen. At Øglemor formår at genne hende ud af døren, før hun forpester den gode stemning, som har været her hele weekenden. Og at der generelt bliver lidt højere til loftet i form af tid til LEGO-byggeri ved spisebordet, smøleri med flyverdragten og vandpjaskeri i badeværelset. Det har man brug for, når man bare er en lille Øgle, der lige er blevet storesøster. Og også når man er hendes mor...

tirsdag den 14. juni 2011

Advarsel - her ynkes

Det der med at være gravid, ing'?! Det er lidt sjovt med dét. Dengang jeg ventede Øglen, var det fedt hver uge at kunne gå op i, hvad Baby Inde I Maven nu kunne eller ikke kunne. Hvert eneste besøg hos læge eller jordemoder (og der var mange af dem, erindrer jeg) en milepæl. Og jeg kunne tale stolper op og stolper ned om maven, babyen, forventningerne, frustrationerne, nervøsiteten, mv. Jeg længtes efter at blive større - efter, at både jeg selv og andre kunne se, at jeg bar rundt på et lille mirakel, og at jeg ikke bare var gået amok i buffeten. Og jeg struttede stolt med maven lige så snart det lod sig gøre. Min ændrede form - de bløde(re) kurver, de større bryster, de runde(re) hofter og andet i samme dur - generede mig ikke det fjerneste; faktisk syntes jeg, at det var dejligt at se nogle af de mange ting, der dels foregik inde i hovedet, dels fór rundt i kroppen i form af hormoner, manifesteret som kropslige ændringer.

Denne gang er det anderledes. Helt helt HELT anderledes*! Misforstå mig ikke - jeg glæder mig som en lille dreng til at hilse på Varanen. Til at gøre Øglen til storesøster. Til at blive en familie på fire. Jeg glemmer bare at kigge i den der gravid-bog, som var min bibel i sidste graviditet. Jeg får ikke liiiiige sunget de der sange for maven, som jeg ellers gik højt op i sidst. Får heller ikke lige snakket så meget med maven (som i 'overhovedet ikke'), og er generelt ret irriteret over maven. Som er helt vildt hyggelig, når den sparker derudaf, men som ellers er ret så meget i vejen. Jeg bebrejder fx maven (maven - IKKE Varanen), at der er blevet så langt ned på gulvet (og op igen). At jeg ikke bare lige kan drøne op ad trapperne, som jeg plejer. At jeg har fået temmelig svært ved at bære Øglen op til 4. sal. Osv. Desuden hylder jeg på ingen måder mine runde(re) former denne her gang. Jeg synes, jeg ligner et luftskib i samtlige antræk, jeg kan finde i garderoben, og jeg savner mit 'almindelige' tøj. Når jeg ser billeder af mig selv, ser jeg en stor, firkantet madamme i stedet for en frodig, gravid kvinde. Og jeg giiiiider ikke. Ved godt, at det er mig, der har spist alle de ting, der har fået mig til at tage så meget på, og at maven jo sådan set bare antager den form, maden beder den om, men allywl…

Jeg VILLE virkelig gerne nyde denne her graviditet. Måske fordi det er den sidste graviditet, jeg kommer til at opleve. Og fordi en graviditet på alle måder er fantastisk. Et mirakel, om man vil. Især, når man som jeg, ikke er/har været præget af kvalme og andre handicapperende skavanker. Men når ens fødder hæver op til små kødhjul pga. varme og væske, og man næsten ikke kan overskue at rejse sig for at lege med sit barn (som står og stor-råber og vil "ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅP til mooooooor!"), så er det altså lidt småt med entusiasmen, må jeg tilstå. Jeg ved godt, jeg lyder utaknemmelig. Selv om jeg i virkeligheden ikke er det. For jeg ønsker mig jo brændende det, der kommer UD af graviditeten - jeg gider bare ikke al rugeriet (selv om en af de rigtig gode ting, der er at sige om graviditet nr. 2 er, at den går væsentligt hurtigere end graviditet nr. 1. Meget mærkeligt firma).

Men måske det bare er sjovere at ruge, når det ikke skal foregå på kontoret på ubekvem kontorstol? I kontorflytterod og kontorstress over ikke at kunne nå det hele, før man går på hhv. ferie og barsel? Måske rugeriet bliver bare lidt federe, når man ligger på italiensk strand og ikke behøver tænke på ret meget andet, end hvis tur det er til at hente den næste is? Også selv om kødhjulene nok bare bliver rundere af at komme ned i yderligere varme. Men så kan jeg med god samvittighed vade rundt i flipflops hele dagen. Og løstsiddende tøj. Og ikke spekulere på, om jeg nu har møder, præsentationer eller andet, hvor tøjet ikke behøver ligne noget, jeg har erhvervet mig hos Isabella.

Er det ikke sådan, vi siger, det er? Jo, det synes jeg. Og så vil jeg tage mine lændesmerter (og brokkerier) og pakke dem ned i den flyttekasse, jeg alligevel skal kyle alle mine kontor-necessities ned i. Fordi et eller andet geni har besluttet sig for, at hele afdelingen skal flytte plads i morgen. Som om, der er tid til det… Og så vil jeg skride ned i byen og handle alle de ting, vi stadig ikke lige har fået købt, men som vi skal bruge i Italien. For vi skal nemlig til Italien. Snart. Har jeg sagt det? Glæder mig riiiimelig meget...

*Brok forårsaget af ondt i ryggen, efter-pinse-træthed og almindelig mandags-blues (på en tirsdag) kan forekomme...

mandag den 7. februar 2011

Søvn. Eller mangel på samme

Nu er jeg lige så godt i gang med at brokke mig over sygdom, så jeg fortsætter da den sure stil lidt endnu. Denne gang skal det dog ikke handle om sygdom, men om søvn. Eller mangel på samme.

Jeg er helt med på, at man sover væsentlig dårligere end normalt, når man er syg. Man vender og drejer sig, man vågner og er tørstig, man skal tisse, man bliver viklet ind i dynen. Og så videre. Derfor har jeg da også taget det med relativt ophøjet ro, når Øglen igen og igen og igen (og så lige IGEN) er vågnet og har krævet vand, har viklet sig ind i dynen, har viklet sig ud af dynen, har tabt sin sut, har lagt sig på sin putteklud og andre mystiske ting, der er helt forfærdelige i en knap to-årigs søvndrukne univers.

Men NU stopper festen, altså. Feberen er væk og Øglen er i fuld vigør, så nu synes jeg altså, at hun må værs'go at bruge natten til at sove i. Og vigtigst; lade sine hårdtprøvede forældre sove. Hun vågner hele tiden, altså. En gang i timen i snit, vil jeg skyde på. Nogle gange skal hun bare have en sut eller en sang. Andre gange vil hun bare lige gøre opmærksom på, at hun har taget sin ble af, kylet den ud mellem tremmerne og i øvrigt tisset i sengen, så lagen og sengetøj (og Øgle) er blevet helt vådt. Andre gange igen vil hun ikke rigtig noget - hun ligger bare og klynker (hun lyder faktisk lidt ligesom de der maskiner, man stemplede bøger med på biblioteket i gamle dage (= dengang jeg var barn)) og sørger lige for at gøre det højt nok til at vække mig (og nogle gange HDD. Som jo sover den velkendte mandesøvn), hvilket betyder, at det er temmelig højt.

What to do? Én ting er, at hun bliver ved med at smide bleen. Det er r*virriterende, men forhåbentlig bare en fase. (Og hvis det bliver ved, tyer vi til gaffertape, som Husmoder foreslog). En anden ting er, at hun vækker os hele tiden. Den er straks værre. Kan prøve at fifle lidt på sengetiden. Det må være første skridt. Hun bliver trods alt puttet allerede 18.30, men hun er bare så træt på det tidspunkt. Hvis det ikke virker, må vi sørge for at fodre og vande hende (endnu mere), inden hun bliver puttet. Tredje skridt må være at tvinge hende til at bruge nattøj (som hun hader), så hun ikke vågner af at fryse, når hun taber dynen. Fjerde skridt må være… æggebakker på væggene og lydtætte døre? Eller en salgsannonce på DBA? Sig, at det bare er en fase. Jeg savner min nattesøvn…

(Og ja - jeg er tilbage på arbejde. En sand lise at komme tilbage til voksensnak, bugnende mailboks og mulighed for at gå på toilettet alene. Og væk fra SF Børns samlede dvd-værker, plagen om "kiiiiiiks" og brokken sig over, at man skal have ble på, ikke mindst. Men alligevel lidt trist ikke at have en lille levende varmedunk slænget et vilkårligt sted på kroppen, store blå øjne, der kigger på en, som var man det bedste i hele verden og små, klistrede hænder, der (forhåbentlig i bedste mening) lige synes, at man skal smage en smattet rosin dyppet i juice (arj, ok - det savner jeg faktisk ikke). Godt, at det snart er fyraften. Og så ikke et ord om, at jeg skal være alene med Øglen de næste tre dage og nok kommer til at ønske både mig selv og Øglen hen, hvor peberet gror. På forskellige tidspunkter, naturligvis).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...