Viser indlæg med etiketten sygdom. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten sygdom. Vis alle indlæg

søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

lørdag den 13. april 2013

Nixen bixen, Karen Blixen

Ja, nu bor man vel i Nordsjælland, og så må man jo forfine sit sprog. Mener Øglen åbenbart, for lige siden hun holdt piratfødselsdag for børnehaven, og en af de store piger afsluttede mit "Nixen bixen" med et listigt "Karen Blixen", har Øglen også sagt det. Muligvis fordi jeg syntes, det var rimelig sjovt! Og måske/måske ikke er kommet til at sige det et par gange siden.

I påsken gik hendes 'Nixen bixen, Karen Blixen' helt over gevind, men hun havde også usædvanligt opbakkende publikum i form af både Mårmor og Mårfar. Sidstnævnte greb muligheden for at proppe lidt lærdom ind i hovedet på den unge dame, så nu ved Øglen, at "Karen Blixen har boet i Afrika. Og da hun kom hjem, begyndte hun at skrive en masse bøger". Øglens blik blev dog temmelig formørket, da jeg bød ind med noget om Isak Dinesen og pseudonymer i al almindelighed, men så lad gå da. Og hun misser ikke en chance for at sige det nu heller - så snart, der er grund til at sige nej (og det er der tit, lader Øglen til at synes), sker det med et "Nixen bixen, Karen Blixen". (I visse tilfælde - hvis hun er rigtig sur - råber hun "NæHÆÆÆÆJ, Karen Blixen", men hun opdager sjovt nok hurtigt, at det ikke rimer ...)

Vi leger "Nyhederne" ...  

Og nu har vi så besluttet, at fascinationen af om ikke Karen Blixen selv, men så hendes navn, skal  fodres. Og hvilken bedre måde at gøre det på end ved at besøge caféen på Rungstedlund, der skulle servere en killer-brunch?! Det er de umiddelbare planer for morgendagen, men lad os se, hvad humøret bringer. Og temperaturen på de små pander. Øglens var i hvert fald ret varm her til aften, og Varanen lyder som en blæsebælg, når han trækker vejret, så måske Karen Blixens brunch må vente. Desværre - både fordi det er synd for reptilerne, hvis/at de er sløje, men også fordi det er lidt synd for os. Jo mere vi er hjemme, jo sværere er det nemlig at komme med undskyldninger for, hvorfor det nu lige er, at vi ikke får kværnet de vanvittige mængder afklippede grene, vi har liggende i haven, med en lejet komposteringskværn. Har allerede brugt hele dagen i dag på det, men vores have er tilsyneladende vældig inspireret af Særimner og lader til at generere nye grene hele tiden. Så det ser ud som om, det har lange udsiger med at blive færdige. Derfor kan vi ligeså godt overspringshandle i Rungsted, og hvis det oven i købet kunne involvere noget brunch, er der jo ikke et øje tørt. Vi er nemlig nogen, der savner et hæderligt caféliv heroppe i Forstaden. (Og så er vi i øvrigt også nogen, der har spist aftensmad på "Madonnas". Og godt nok fået grin, smil og jublen ud af ellers temmelig trætte reptiler, men allywl. Om tre uger har vi også købt crocs, matchende fritidssæt og et fortelt. Provinsen er en sniger, er den).

Lige om lidt kommer der Barnaby på DR1, og der er chokoladeskildpadder i køleskabet. Ikke actionpacked, men fannarme hyggeligt.

fredag den 12. april 2013

Blablabla

Jeg er hjemme med Varanen i dag. Som snorker på anden time i barnevognen, og jeg har - meget mod forventning, da jeg måtte konstatere i morges, at min lille fyr var for klattet til ret meget andet end en tur over med storesøster og retur - nået en god del af mine arbejdsopgaver.

Der er en gryde over blusset i køkkenet, og går det efter planen, har jeg karamel om et par timer. Mon ikke en lille, snottet Varan kunne lokkes til at smage lidt af det på en kiks eller på en portion havregrød? Ikke, at appetitten fejler noget hos ham som sådan - han er 'bare' snottet og har udviklet en noget rallende hoste, der helt tydeligt gør ondt på ham. Det er ikke sjovt, så måske lidt comfort food kan hjælpe. Forår, s'il vous plaît - det trænger vi til!

Men selv om det er synd for Varanen, så vil jeg nu ikke klage - lidt sygdom er forventeligt ved institutionsskift, og at vi har klaret næsten en hel måned uden, er vist bare det rene held. Særligt fordi der har været sedler oppe i Den Nye Vuggestue om diarré og skoldkopper, og personalet falder som fluer i øjeblikket. Men på ET eller andet tidpunkt vender det vel, tænker jeg?! #blevdersagt

Billede fra den anden dag, hvor det ikke var efterårsvejr, og hvor Varanen ikke var sløj. Men til gengæld havde tusch på maven og diadem på hovedet

Vi var i øvrigt til sundhedsplejerske i går, Varanen og jeg. (Og denne gang fandt vi det rigtige sted). Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald positivt overrasket over den meget viise dame, vi har fået tildelt som sunder. Ikke, at hun er noget orakel, der kom med hurtige løsninger, men hun var bare sød. Og lyttende. Og forstående. Og stillede en masse gode spørgsmål, som var lidt svære at svare på i øjeblikket, men som alligevel gik ind og rørte noget og fik mig til at forstå forholdet mellem mig og min lille dreng bare en my bedre.

Jeg havde jo oprindeligt kontaktet hende, fordi Varanen bliver så hjernedød hidsig fra tid til anden - særligt, når jeg skal skifte ham, og når jeg skal putte ham. Og jeg har ikke anet mine levende råd. Det er så blevet lidt bedre, siden jeg kontaktede sunderen før påske - primært fordi Varanen pludselig kan gå, tror jeg - men alligevel var det rart lige at få vendt. Og at høre, at han godt må blive sur og græde. Men at jeg også godt må blive om ikke sur, så bestemt. Og at, bare fordi jeg ikke behøvede at wrestle med Øglen, da hun var lille, godt kan behøve det med Varanen. "Der er forskel på alle børn", som Den Kloge Sunder sagde. "Og der er forskel på din søn og din datter. Ikke bare på størrelsen af dem. Derfor er der også forskel på, hvordan du skal behandle dem - og frem for alt på den måde, du føler dig sammen med dem". Derefter bad hun mig sætte procenter på, hvor irriteret jeg bliver på Varanen i løbet af en dag, og jeg nåede frem til, at vi lige nu ligger på omkring de 10 procent. Hvilket lyder meget rimeligt - også i mine ører. Men den sats har altså været noget højere, må jeg tilstå.

Vi talte også om det der med at dele sol og vind lige, når der er to børn, og jeg fortalte, at jeg har arbejdet en del med (eller i hvert fald tænkt temmelig meget over) det der med at undgå al for megen dårlig samvittighed. Og er nået frem til, at Varanen nok skal få det, han har brug for. Hvortil Sunderen blot sagde "Nej. Han får meget mere. Det kan jeg se på både ham og dig. Og det er godt, men du skal passe på med ikke at falde i den grøft, hvor du blot giver og giver og giver, til du ikke har mere. For han er halvandet og tager alt, hvad han kan få".

... Nå, det bliver rodet, det her. Og lyder sikkert ganske banalt. (Og/eller som om hende Sunderen var sindssygt old-school). Men hun var klog. Og sød. Og virkede rent faktisk som om, det lå hende meget på sinde, at jeg (og Varanen, naturligvis) havde det godt. Så således opløftede kunne vi smutte ud af 'konsultationen'. Efter lige at have fået at vide, at det var en god idé at begynde til gymnastik med Varanen, fordi hans balance angiveligt lader noget tilbage at ønske, og "Han er en stor dreng. Han har brug for at bruge den kraftfulde krop og lære at styre den. Og ved samme lejlighed kan du begynde til styrketræning, så du får kræfter til at holde ham, når han forsøger at slippe væk fra puslebordet"... Styrketræningen dropper jeg dog nok for nu. Og gymnastikken begynder vi til, når jeg finder et hold i den her by, der ikke kun er for Sølvhjelme over 80. Og så kan vi i øvrigt også lige se, om ikke balancen skulle rette sig, når han har øvet sig lidt mere i at gå. Det er trods alt kun to uger, han smed sin forstuvning, såeh ...

Og right on cue vågner Varanen nu og kalder på "Muahr". Mon ikke også karamellen er ved at være færdig?

torsdag den 3. januar 2013

Happy nubbi!

Så blev det 2013, hva'?! Håber, I havde en fest. Vi havde en fest af den kaliber, det nu bliver, når den involverer fem børn, hvoraf den ældste var Øglen på knap fire år, og den yngste var to måneder.

Vi var hos gode venner, hvis børn (2,5 og 0,5 år) blev puttet 19.30-ish, og så sov de ellers resten af aftenen. Babyen vågnede lidt fra tid til anden og skulle ammes og dikkedikkes, og så var der reptilerne...

Varanen blev forsøgt lagt kl. 19.30, men han kunne nok godt mærke, at vi vidste, den kamp var tabt på forhånd: et fremmed sted i en fremmed seng i et værelse, der stødte lige ud til køkkenet og til gaden, der var under kraftig fyrværkeribeskydning hele aftenen. Så efter en halv times hoppen op og ned og forsøg på at splitte alt inden for nå-afstand ad, kom han med op igen. Og festede videre til kl. 23. Hvor han i øvrigt ikke dejsede om eller noget, men skulle have endog en hel del hjælp til at falde i søvn. Hans søvntærskel er bare ikke som folks er flest, men han hyggede sig, og så er sengetiden den ene gang om året jo temmelig underordnet.

Som nogen måske har set ovre på Instagram (@astridsf - kom over og sig hej!), så havde Øglen fået som hverv at finde nytårshatte til sig selv og Varanen. Så nytårsaften havde vi pludselig fået husdyr i form af en hund ...

... og en lille sød mus. Nååårh (synes moderen)

Nammenam! (Og nej - dette er ikke Varanens nytårsoutfit - billederne er taget, inden vi drog af sted til festivitas. Har bare ingen billeder fra om aftenen; der var andre, der stod for fotograferingen)

Vi vidste helt fra begyndelsen, at Øglen ikke ville være til at slå ud, så vi gad ikke engang forsøge at putte hende. Og hun holdt da også ud til den bitre ende (som sørgeligt nok er blevet til 01.30), hvor vi tog hjem. Hun stenede lidt til noget Bamse på dvd på et tidspunkt, men ellers hyggede hun sig med det hav af legetøj, der findes der, hvor vi var (de har et dedikeret legeværelse, hvor der står bjerge af legetøj på hylder - lige til at tage ned og lege med!), og så tjekkede hun lige ind hos os fra tid til anden. I grunden ret afslappende, selv om det faktum, at begge reptiler var vågne det meste af aftenen, ikke just gjorde noget for varigheden af de intervaller, hvor HDD og jeg kunne sidde ved bordet.

Alt i alt var aftenen en succes. Meget afslappende og så kaotisk som en aften, hvor børnene uundgåeligt er omdrejningspunkt på den ene eller den anden måde, kun kan være. Men eftersom alle tre par både var og er i mere eller mindre samme båd, gik det strålende. Og vi blev enige om at begynde en nytårstradition, fordi der så er en sandsynlighed for, at vi på et eller andet tidspunkt - måske om 13-14 år - kan sidde omkring bordet på samme tid og føre en civiliseret samtale, som ikke er akkompagneret af introen til Bamses Billedbog, indignerede babyhyl eller generel brok fra børnene.

Og nu er hverdagen så i gang igen. Sådan da. For HDD har fri indtil på mandag, og resten af denne uge er dedikeret til indkøring af reptilerne i Den Nye Institution. De første to dage er gået upåklageligt. Glade børn og søde voksne - og en stokdøv Øgle (væske i ørerne, suk!) samt en Varan, der i går lignede noget, der var løgn, pga. pus i øjnene (men jeg har fået ham tjekket, og det er 'bare' forkølelse, der har sat sig i øjnene, så han smitter ikke - og han har det i øvrigt glimrende. Han ser bare lidt frastødende ud fra tid til anden).

Drage-Øglen

Snot-Giraf-Varanen

Begge unger har taget imod insti med åbent sind, og efter kun et par timer, har de virket både glade og trygge. Eneste bet er, at vi i dag fandt ud af, at den søskenderabat, vi har kalkuleret temmelig meget med, er blevet reduceret kraftigt her fra nytår. Det var der så ingen, der havde oplyst om - og hvis der var, så tror jeg sq nok, vi var blevet nødt til at vælge den kommunale institution af økonomiske årsager. Det kan godt hænge sammen, men med hiv og sving, så den skulle vi jeg lige sluge, og pga. cocktail bestående af ovennævnte info, en begyndende Hovedpine fra Helvede og en ny institution, der jo sjovt nok ikke er den gode gamle (som vi er nogen, der har temmelig svært ved at slippe - og 'nogen' er i øvrigt de voksne og overhovedet ikke Øglen, der ikke har nævnt den som mere end en bibemærkning i løbet af julen), er der blevet grædt et par spandfulde tårer herhjemme i de sidste par dage. For har vi nu truffet det rigtige valg, er Den Nye Institution den bedste for reptilerne, eller ville den anden have været bedre, burde vi vælge om, hvornår mon man kan få tilbudt en plads i den kommunale institution igen, osv. osv. Heldigvis har en gåtur i solen (yay! endelig sol!) i dag med HDD, fodring af ænder i Den Nye Institutions baghave (mere eller mindre), sludren med glad Øgle, der havde været i børneren alene i to timer i dag og en reparationslatte på byens eneste café vendt bøtten, og nu kører vi på. Og er glade og tilfredse med det valg, vi har truffet, for med mindre reptilerne decideret vantrives derovre, bliver det ikke anderledes. Indtil videre tyder Den Nye Institution i øvrigt på at være de ekstra penge værd, så det krydser vi fingre for fortsætter.

Blabla. Langt indlæg herfra, som stopper nu. For nu skal der drikkes et par seriøse kopper kaffe efter hurtig tur til lægevagten i Gentofte med virkelig hostende, grædende og pibende Varan, der heldigvis ikke viste sig at fejle andet end Akut Snot. Gætter på, at det bliver en lang nat ... (Og lad os lige se, om den der indkøring af i hvert fald Varanen ikke lige får lov til at holde en pause i morgen)

... vi havde nr. 55, så ventetiden var dejlig kort. Til stor ærgrelse for Varanen, der morede sig med at flå og rive i alle møbler i venteværelset

- Postet fra mini-Padden

tirsdag den 9. oktober 2012

Søvn!

9 timers - det er så længe, jeg har sovet i nat. 9 timer, mand! Kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Dels fordi nogen ikke er den største sover, verden nogensinde har set, dels fordi jeg er en skovl til at gå i seng i ordentlig tid.

Men i går, iggå - hvor jeg var træt med træt på efter alt for mange dages voldgæstning fra Maveinfluenzaen - da gik jeg i seng kl. 21.15. Bum. Godnat, blev der sagt. Og så sov jeg. Lige afbrudt omkring 23.30 af en sut, der faldt på gulvet, og en Varan, hvis motoriske udvikling tilsyneladende havde tvunget ham op at stå i søvne. Men småopgaver som at samle en sut op og at lægge Varanen med en bamse og en dyne kan jo klares med en hjerne på vågeblus. Der er det straks lidt anderledes med stripning af sengetøj, der er blevet kastet op på, afvaskning af Varan, der har rullet rundt i samme opkast (jeg knuselsker hans lange britpop-hår. På alle andre tidspunkter, end når han har kastet op og tværet manken ned i det) og sotto voce forsøge at berolige ked Varan og forvirret Øgle, der synes, at det er virkelig nederen, at der pludselig bliver tændt lys. Hold nu kæver, hvor jeg glæder mig til de får hvert deres værelse. Når de er så forskellige af sove-gemyt, som de er, så kan det kun gå for langsomt.

Billede taget i går - et nanosekund før en kastevind fåede kalechen op og dermed vækkede Varanen. #&%€/#!

Lille slatne med sin grydeske fra Søstrene Grene. For 4,98 kr morskab...

Nå, men efter at have gen-puttet Varanen, gik jeg i seng igen, og så vågnede jeg først, da vækkeuret bimlede. 06.25. Og snoozede lige et kvarter mere. Og SÅ vågnede Varanen, men da havde han også sovet mere eller mindre nonstop fra kl. 19, så jeg klager på ingen måde. Øglen sov videre til kl. 07, og så gik dagen ellers i gang.

Maveinfluenzaen er væk, alle er raske, jeg er udhvilet, og jeg har varm te i koppen. Om lidt skal jeg ud i efterårsblæsten og købe et hokkaidogræskar til aftensmaden og på posthuset. Og nåh ja - så skal jeg arbejde. Og surfe formålsløst rundt på nettet. Fordi jeg kan. Og fordi der ikke er nogen, der 'lige er kommet til at klippe i deres bukser', nogen, der er sløje og har brug for ro (temmelig vanskeligt i en toværelses uden døre) eller nogen, der er overtrætte og skal trilles rundt (jeg gik tur i s e k s timer med Varanen i går, sådan rundt regnet. Og han sov måske en tredjedel af den tid, og burde i hvert fald have sovet halvdelen. Men så tog han revanche i nat).

Pæne pæne efterår!

Vissent, men pænt!

Efteråret tegner med andre ord virkelig godt. Og hey - om tre uger og to dage flytter vi. Ud til ild i pejsen, lyskæder i sukkertoppen udenfor og mejsebolde foran køkkenvinduet. Håber bare, at reptilerne kommer til at sove lige så godt på deres nye værelser, som de gør i vores virkelig mørke tændstikæske...

---

Iøvrigt så har den der maveinfluenza haft den mystiske bivirkning, at Varanen nu er blevet den vildeste kælepotte. Han kommer kravlende, rejser sig op ad mine ben, krammer, aer og "mmmm'er". Og drister man sig til at lægge sig på gulvet, kommer han drønende og kaster sig over en med de bløde kinder helt ned i næsen og mulmske babydeller over det hele. Fantastisk - og helt klart nogle nætters opkast værd, når nu det skal være...

fredag den 31. august 2012

Fra slatten til u-slatten. Sådan da

Den slatne Varan er nu u-slatten og i vuggestue. Således har jeg både i går og i dag kunnet få noget fra hånden, og det er egentlig meget rart. Selv om det da også havde sin charme at spankulere rundt og rundt og rundt i postnummeret med sovende og v.i.r.k.e.l.i.g slatten Varan.

Varanen var ret så begejstret for at komme i vuggestue igen, lod det til. Det var en 'ny' (for mig) pædagog, der tog imod ham både i går og i dag, og hun virkede sgu' også så sød (og pæn), at jeg næsten ikke kan bebrejde Varanen, at han sendte hende sit allerstørste smigre-smil (hvilket indebærer at vise hele rækken af tænder, rynke på næsen, slå smut med chokoladeknapperne og sige ngggghhhh!) og fuldstændig glemte? ignorerede min tilstedeværelse. Hvis han havde kunnet tale, er jeg ret sikker på, at han ville have sagt noget i retning af "Jeg har fundet en ny mor nu. Såeh - scoot!" Men så er det jo bare mit held, at han ikke kan tale, og derfor er jeg stadig moderen. Basta.

  
Man er aldrig for slatten til at være superhelt


Det manglede sådan set også bare, efter jeg brugte det meste af min aften i går på at trøste en ulykkelig Varan. Der måske nok er u-slatten i dagtimerne, men som til gengæld hostede så meget i går aftes, at jeg flere gange havde lyst til at tjekke, om der lå et par små lunger et sted på værelset. Hoste hoste hoste. Græde græde mosle græde. Flippe ud over at blive vendt / aet / sunget for / taget op / lullet / tysset på / givet flaske med hhv. mælk og sukkervand / fodret med Panodil. Græde græde videre (*uuuaahhhhhr uhhrrr ururur uuuAAAHHHHHRRRR* x uendelig) Heldigvis fandt jeg ud af (godt nok først efter en time, men alligevel), at han bare ville ligge i ske. På en madras. Hvor han fyldte det meste, og jeg lå med hoved og skuldre på madrassen, en arm over ham og så ellers resten af mit korpus på gulvet. Oveni legetøjsgryder, gåvogne og tøjdyr. Så kunne jeg ligge der. Og tænke på den seng, HDD og jeg købte, da vi flyttede ind i lejligheden. Med elevationstjuhej, state-of-the-art topmadras og meget bedre plads end den halvandenmandsseng vi kom fra. Som stod inde ved siden af. Med snorksovende Øgle og HDD i. Suk.

Planlægger at tage revanche i nat. Og sove virkelig meget i vores dejlige seng. Eventuelt med ørepropper, så det er HDD, der hører Varanen (haha, as if - mandesøvn er ikke sådan at spøge med). Arj, det der sker, er selvfølgelig, at hosteriet er stoppet totalt inden i aften. Der var fx ingenting i morges. Så det er væk, siger vi bare. For vi er nogen, der trænger til søvn. Eftersom vi er nogen, der flytter i morgen.

Shit, det er snart.

Men først: Arbejde. Så hygge med AC og hendes krudtugler. Så Disney Sjov (som jeg kom til at introducere Øglen for sidste fredag. Det koncept kunne hun godt lide, så fra nu af er der Disney Sjov på vores program hver fredag, lader det til). Og SÅ må vi sove. Så vi er friske til al slæberiet i morgen...

mandag den 23. januar 2012

Lidt mere om virus

Den der virus, iggå... Det var så galopperede mellemørebetændelse. Som galopperer videre, og som der nu er ordineret penicillin til. Kunne da godt nok heller ikke forstå, at Øglen blev ved med at have feber, og selv om HD sagde, at det er normalt for næsten 3-årige at sige "hva'?!" hele tiden, så syntes jeg jo nok, at hun har sagt det mistænkelig meget på det seneste. Men hun sover glimrende og har ikke brokket sig synderligt over ondt i ørerne - kun én dag, hvor hun havde ondt i hhv. ører, fødder, hals, mave og hovedet på skift, alt efter hvornår vi spurgte.

Men i dag har så budt på en tur til "læne", der udskrev en recept til nogle drugs, og som foreslog mig at købe en masse engangssprøjter til at sprøjte stadset ind i Øglens mund, "hvis nu det skulle komme til vold". Øhm...

Endte med ikke at købe engangssprøjter, da en af de (ret pæne, faktisk - skal man mon se godt ud for at arbejde på et apotek?) farmaceuter på apoteket sagde til mig, at penicillinen ikke var sådan en, der smager helt forfærdeligt. Men nu er jeg jo sådan en livrem- og seler-type, så jeg skulle da lige høre, om der ville være noget forgjort i at give Øglen børnepanodil (som hun elsker og kalder "jordbær"...) og penicillinen samtidig, hvis nu Øglen ikke kunne lide det, så det hele kunne komme til at smage lidt af syntetisk frugt. Det skulle jeg nok have nøjedes med at tænke, for farmaceuten så ud som om, hun stod og overvejede at tilkalde de sociale myndigheder. Det endte dog med, at hun 'bare' fortalte temmelig meget om, hvorfor det ikke er en god idé at blande medicin, og jeg forsøgte at forklare, at det bestemt heller ikke var noget, jeg plejer at gøre, men eftersom lægen havde sagt, at jeg skulle give både panodil penicillin og i samme åndedrag havde nævnt det med engangssprøjter og vold, så kunne man måske slå de to ting sammen, eller... *stopper op og trækker vejret* Neeeeevermind. Og undskyld jeg overhovedet spurgte. Det kan jeg godt se ikke var helt gennemtænkt.

Nu sover Øglen sødt efter at have fået sine respektive flydende substanser (på hver sin ske og ikke i umiddelbar forlængelse af hinanden, og hun kan godt lide penicillinen. Faktisk sagde hun "jeg elsker 'dicin!" Ahem), og jeg spiller en kavalkade af små flashbacks på nethinden af mig, der i løbet af den sidste uge hhv. vrænger af eller artikulerer overdrevet (på den let spydige måde) til Øglen i forskellige situationer, fordi hun igen-igen har sagt "hvadddd!?" Virkelig flot, når det så viser sig, at der overhovedet ikke er hul igennem, og at hendes ører er rødere end postkasser. Vinder vist ingen moderskabsmedaljer for dén - det skulle da lige være for "Tarveligste Mor".

Men for at tænke på noget andet, får I lige, som lovet, af dåbs-Varanen. Som jeg skal prøve at huske at behandle pænt, når han engang bliver syg... (Og ellers har jeg et par dage til at gøre det godt igen over for Øglen, for der er ingen børnehave til hende de næste par dage. Så har hun jo også kun været hjemme i små to uger...)

Varanen med strithår (det var endda før vandet kom i håret) i arvekjole und alles. Og med undertegnede med lettere uhyggeligt 'ansigt'...

torsdag den 19. januar 2012

Trøsteshopping

Jeg skal jo forestille at være på dagpenge. Og sidst jeg tjekkede, levnede den udbetalte sum altså ikke plads til champagne (men så er det jo meget heldigt, at man ammer. Tøhø). Når jeg er færdig med at være på barsel, er der udsigt til flere dagpenge (og aktivering, yipeeee!), og selv hvis det, jeg går og pønser på, skulle vise sig at give lidt klejner i kassen, bliver det under ingen omstændigheder noget, jeg kommer til at leve som greve(r) og baron(er) af.

Derfor burde det da heller ikke være så svært at forstå (heller ikke for en talmæssigt udfordret som jeg), at jeg måske skulle "holde hus" (tak til min farmor for dét udtryk!) med pengene i stedet for bare at klatte dem væk. Det ville i hvert fald være det fornuftige valg.

Nappet fra boozt.com - jeg fjerner det fluks, hvis I bliver sure

Nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg generelt er ufornuftig (selverkendelse er en svær ting, ved I nok), eller om det bare er fordi, jeg er træt, men ikke desto mindre sidder Dankortet rimelig løst på mig her i 2012 modsat mine bukser, der strammer de helt forkerte steder. Så på nuværende tidspunkt har jeg allerede købt mig en dejlig varm putte-cardigan, en kjole til barnedåben, en RET stram nederdel og en Dolmio-farvet strikcardi, der måske nok ikke gør så meget for min teint, men som til gengæld er utrolig fin på bøjlen inde i skabet. For ikke at tale om den aflad, jeg har købt mig ift. Varanen. Og det tøj han skal have på, efter han er blevet døbt i arvedåbskjolen (dog uden kyse - så ond er jeg ikke).

Billede lånt her

Derudover har jeg megameget lyst til at købe den halskæde, Miss Maybe lokker med (jo, du gør!), og en kjole på det Malene Birger-udsalg, Lisbeth linker til. Desuden mangler jeg et par ankelstøvler, der kan bruges både til hverdag og fest, men jeg er endnu ikke faldet over de rigtige. Og det er min konto egentlig temmelig glad for, tror jeg.

Me like a lot. Ikke SÅ sk*de ammevenlig godt nok, men den er jo på udsalg og alt det der... (billede lånt her)

I dag, da jeg var ude og trille, købte jeg mig også en kop kaffe (kop nr. 12.453 i januar alene) og så en jumbosnegl. For de er nemlig tilbage i syv-elleve, og shit, hvor de da smager godt. Det syntes Øglen også. Og ja, hun er stadig syg, så i dag har jeg haft fornøjelsen af psykotræt Varan (som stadig sover dårligt om natten, thanks for asking, så den der fase er rimelig lang, synes jeg nok) og næsten-rask-men-så-alligevel-ikke Øgle, der har brugt det meste af dagen på at være sur og sige ting som "Det bestemmer du ikke, det gør jeg!", "Gå med dig, jeg gider ikke se på dig!" (nøjjjjj, jeg var tæt på at tage hende på ordet et sted på Århusgade i formiddag, hvor selvstændigheden *indsæt selv sarkastisk smiley* nåede nye højder) og "Lad vær', mor!!!" (jeg gjorde ikke noget, jeg sværger). Så jeg synes faktisk, jeg fortjente den jumbosnegl, eller i hvert fald det af den som Øglen ikke spiste. Og så må jeg leve med, at der virkelig ikke er meget 2100 Økomor i at skrumle rundt med dobbeltklapper, med en kaffe i den ene hånd og en snegl i den anden, helt og aldeles uvillig til at slippe nogen af delene, selv om en dobbeltklapper bedst betvinges med to hænder.

Var sq nok egentlig heller ikke så smart at slæbe Øglen med udenfor, når nu hun er sløj, men Varanen og jeg skulle til dåbssamtale med præsten, og den lader sig altså vanskeligt udskyde, eftersom dåben er på lørdag. Så ud skulle vi. Øglen var faktisk også rigtig sød inde i kirken - det var først, da vi skulle gå - og så bagefter, at hun blev pænt øglet.

Og jaja, jeg ved godt, at jeg er en Ond Mor, når jeg i mit stille sind har lyst til at sætte feberramt afkom til salg på Gul & Gratis, DBA eller andre sjove sider. For jeg kender jo lissom årsagen til, at øglerierne i den grad er ude af proportioner i disse dage, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det må være belastende at være sløj så længe. Hun keder sig jo, det lille krapyl pus. (Når konceptet Tv Ad Libitum mister sin appel, ved man, at den er gal). Og selv om hun siger, at hun ikke gider i børnehave, så tror jeg, at hun savner at brænde krudt af. Jeg ved i hvert fald, at JEG savner, at hun får brændt noget krudt af. Og et søvnunderskud på små fire måneder er for mit vedkommende desværre ikke befordrede for rummelighed og 'lad dog barnet'-sentimentalitet. Tværtimod. Så gæt lige, om jeg får bidt mig selv i tungen en del i disse dage for a) ikke at være den ondeste og mest urimelige mor, der nogensinde er set, b) ikke at slå døren op på vid gab for Sure Mor...

Men 1 dag tilbage... Så er det weekend og dåb, og dermed er der en milliard hænder, der kan nusse, pusse, kramme, putte og ae. Øglen og Varanen, altså, selv om jeg ved nærmere eftertanke egentlig godt kunne bruge en, der puttede mig. Gerne i en overdimensioneret Voksi-pose og derefter i gigantisk barnevogn. Mmmmm.

Gad vide, hvor meget jeg kan nå at shoppe i morgen, mon? Altså i fysiske butikker, for jeg skal da lige love for, at tiden til at komme på nettet med en sur syg Øgle og en temmelig gnaven Varan er sparsom. Nå, Det må tiden vise, og så må kontoen blive repareret senere. Når nu jeg ikke kan få sovet, så er en recept på retail therapy vel det mindste, man kan gøre for sig selv?!

mandag den 16. januar 2012

Om virus og faser (men ingen kjoler denne gang)

Nå, men den der virus, Øglen virkede til at have pådraget sig i fredags - den har vi stadig. Eller, Øglen har den stadig. 39,6 sagde termometeret i dag, og jeg skal da lige love for, at hun har været slatten. Panodil hjalp for en kort bemærkning, og jeg fik også et begejstret hyl de to gange, jeg fandt en sodavandsis frem fra fryseren. Men derudover har hun bestemt ikke været mange sure sild værd.

Øglen på Panodil var meget glad for vandfarverne og producerede mange (primært sorte) vandfarvebilleder
 
Sofaen har været hendes foretrukne opholdssted hele dagen - med Lille Nørd eller Rosa fra Rouladegade kørende i baggrunden, mens hun forsøgte at overbvise sig selv (og mig) om, at hun ikke var træt, og at hun ikke behøvede at sove en lur. Sidst på eftermiddagen gik hun dog ud som et lys og genvandt dermed lidt kræfter til aftenspurten, der bestod af imponerende portion pasta med ketchup, et bad og et afsnit Lille Nørd mere. Og SÅ var dagen i dén grad omme for den lille Øgle.

Feberhed sofakartoffel 

Varanen knalder også brikker nu og gik faktisk omkuld på kortere tid, end han plejer. Måske fordi han har været mere eller mindre vågen hele dagen?! Han er jo sådan en model, der ikke sover indendørs om dagen (eller om natten, for den sags skyld, men jeg nægter at ty til at gå ture med barnevognen midt om natten), så kombinationen af feberhed Øgle, der ikke skulle ud, og søvnfornægtende Varan, der virkelig godt kunne bruge sin daglige trilletur, var lidt tricky. Det lykkedes mig dog at få ham til at tage nogle powernaps - den længste varede oven i købet næsten en hel time. Waouw (!) Så lidt søvn duer bare ikke, når man er en lille fis, så da HDD kom hjem, pakkede jeg Varanen og gik på jagt efter mere Børnepanodil og chokolade. Det blev til 1,5 timers trilletur, og som belønning kvitterede Varanen med at sove yderligere en time, da vi var kommet hjem. Yesss! Så han kan jo godt, når han gider, det lille krapyl.

Man kan godt se, at han ser træt ud, ikke? Tror sq da pokker, når han aldrig sover. Men han er i højt humør og ses her med et sjældent smil til kameraet. Han plejer at blive vildt alvorlig at se på, når der kommer et kamera frem...

Det skal dog siges, at de sidste par nætter har været lidt mindre rædselsfulde end for 3-4 dage siden. De er stadig ikke fantastiske (for nu at sige det pænt og diplomatisk), men Varanen har faktisk sovet både et 3-timers stræk og et 2-timers stræk på den samme nat. Han kunne muligvis have sovet endnu mere/bedre, hvis ikke han var blevet vækket af en moslende Øgle, der råbte om yoghurt og tændte lyset (wtf?) kl. 04.30, men det finder vi jo aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af i morges, hvad der skal til for at få Øglen til at gå ind i sin egen seng igen, når hun har erobret dobbeltsengen. Man skal bare selv gå. I ren og skær irritation over al mosleriet fra Øglen og pludre-/råberiet fra Varanen i nat, hapsede jeg nemlig Varan + dyne og fortrak til stuen, hvor det så faktisk lykkedes at få et par timers søvn mere. HDD sover jo mandesøvn, så han blev, hvor han var, men sandelig om ikke Øglen umiddelbart efter min exit (siger mandesøvns-sovende HDD, så troværdigheden kan anfægtes en anelse) gik Øglen ind til sig selv*. Smart. Bortset fra, at jeg så skal til at stå op og vågne sådan rigtigt, hver gang hun kommer ind til os. Så måske ikke så smart alligevel.

Lige et billede af et af mine tiltag mod mindre dårlig samvittighed. Gyngen blev hængt op i går, og begge reptiler er vilde med den. Og samvittigheden er også...

Så jeg øjner lys forude. Eller - jeg tror, det er lys. Det kan også bare være synsforstyrrelser forårsaget af mine konstant grus-agtige øjne. Eller hallucinationer pga. søvnmangel. Under alle omstændigheder er der nu ikke længe til, at ham Varanen skal begynde med grød, og så satser vi på, at det hele bliver meeeeget bedre. Mon grød oså hjælper på, at han vækker sig selv konstant ved at ligge og baske som en lille psykopat med arme og ben? Måske - og ellers må jeg en tur ud på nettet og se, om man kan få fat i en spændetrøje i str. 68. Anyone?

*Øglen er i øvrigt begyndt at spørge til, hvornår Varanen flytter ind på hendes værelse, og hvis man spørger, hvorfor hun gerne vil vide det, ser hun listig ud og siger "fordi så skal vi hygge os. Og grine. Og lave ballaaaaade!" Nuårh! Siger jeg nu. Når de så rent faktisk laver ballade, kan det være, at jeg synes, det er lidt mindre kært. Men måske det kan få hende til at blive på sit værelse hele natten. Hm...

søndag den 6. februar 2011

Frisk og frejdig

Så er vi friske igen. Og med 'vi' mener jeg Øglen. Som jo er den, der sætter dagsordenen herhjemme. Feberen forsvandt i løbet af fredagen, og i løbet af weekenden er hun bare blevet friskere og friskere. Det er skønt at se, at de feberblege kinder nu er afløst af lidt mere farve, og det er også dejligt, at hun har energi til lidt mere end bare at splatte foran fjernsynet.

Det er så bare ikke helt så fedt, at hun nåede at trække både mig og HDD med ind i feberfælden, før hun selv vågnede op til dåd. Jeg klarer den til nøds; mit lavpunkt var i torsdags, men HDD er gånnåk slatten (nu ER han selvfølgelig også en mand, og alle ved, at sygdom hos mænd er farligere - og rammer hårdere - end hos kvinder).

'Slatten' eksisterer imidlertid ikke i Øglens ordforråd - og da slet ikke efter, hun er blevet frisk igen - så der har været knald på oplevelserne i denne her weekend. I hvert fald set i forhold til den forgangne uge, hvor hun (og jeg, for den sags skyld) dårligt nok har set dagslys.

I dag har vi været i Zoologisk Have. Og klappet geder, rutschet på rutschebaner (mest Øglen - de er sq så smalle de rutschebaner i Zoo. Og det ville påkalde unødigt megen opmærksomhed, hvis nu jeg sad fast i rutschebanen og skulle fragtes væk med legetårn og det hele), spist kiks (mest hønsene - Øglen er lige i nå-højde for de fritgående fjerkræ i børne-zoo) og løbet rundt.

Og så har Øglen fået en ny bedsteven i hele verden - en zebra fra Zoo (altså, ikke en rigtig en, vel?), som nu er døbt noget så begavet som "Hest". Hvilket egentlig kommer sig af en tur på biblioteket i går, hvor hun forelskede sig hovedkuls i en glemt Pippihest og græd noget så utrøsteligt, da det gik op for hende, at hun ikke bare kunne tage den med hjem. Det kunne de blødhjertede forældre ikke klare ("Nååååh, det er også synd, og hun har været SYG og alt muligt, så selvfølgelig skal hun have en hest"), så jagten gik ind på en hest. Zoo havde ingen tøj-heste, men en zebra ligner til nøds, og Øglen håndplukkede den selv fra det enorme bamse-udvalg foran den der Zoo-biks, så nu har hun altså en zebrahest.

 Øglen foran Handy Manny sammen med Hest. Bemærk sutten - hun har åbenbart taget de lilla til nåde. Damn it; havde ellers lige håbet, det var ved at være slut med sut. Sådan helt uden problemer og alt muligt.

Efter Zoo nappede Øglen lige en bette lur på to timer (måske er hun alligevel ikke heeeelt rask endnu - 1 time er som regel max i weekenderne), mens de slatne forældre forkælede sig selv med brånsj på Østerbronx. Mmmm. Pandekager med chokolademousse er ikke noget dårligt dyr, skulle jeg lige hilse og sige. Får næsten en til at glemme slattenheden.

Og nu er vi så hjemme igen. Gassen er gået lidt af Øgle-ballonen. Hun vil bare gerne se Handy Manny (igen og igen og igen og igen). Og Postmand Per. Og Pingu. Og HDD og jeg er for trætte til at sige nej. Så jeg blogger og bager pølsehorn (!?!), HDD stener, og Øglen får sin vilje. Og så vender vi stærkt tilbage til hverdagens normalitet - inkl tv-restriktion - i morgen.

Håber, I alle har haft en god weekend. Forhåbentlig uden influenza og andet 'sjovt'...

fredag den 4. februar 2011

Grrrrr

Øglen er stadig syg. Og nu har hun så også smittet mig. Grrrr. Det er vist ikke nogen overdrivelse, når jeg tørt konstaterer, at jeg ikke har været nogen god forretning for arbejdspladsen i denne her uge.

Så i stedet for (kun) at melde barns 100. sygedag i denne her uge, kunne jeg så trumfe med en egen sygedag også. Great (!) Chefen kunne dog godt se, at den var gal i går, og hun endte faktisk med at fritage mig fra temmelig vigtigt møde og sende mig hjem, "fordi jeg lignede lort". Tak. Tror jeg nok.

Brugte da også hele eftermiddagen og aftenen i går på at være rullet ind i et tæppe og ligge og ryste. I dag har jeg 'bare' knaldende hovedpine og lidt feber, så det går da fremad.

Øglen er naturligvis ligeglad. Hun vil bare serviceres, som hun plejer. Men hun var da så sød at lade mig sove til 8.30. Og så er hun faktisk vældig rolig so far*.

Og nu ser vi Handy Manny. Igen. Og igen. Og igen. Når jeg altså ikke henter kiks og mælk til undermåleren. Eller tørrer kaskader (og jeg mener virkelig kaSKAder) af snot væk efter hendes eksplosionsagtige nys. Tænk, at der kan være så meget snot indeni så lille et væsen.

 Slatten (sutte-løs) Øgle

Synes, det er lige i overkanten, at Øglen har været syg i en hel uge. Så nu har jeg aftalt (mest med mig selv og med HDD - kan være, at vi lige skal have Universet ind over også), at det går over i dag eller i morgen. Også selv om lægen (ja, Pylremor her ringede til lægen i går) siger, at det kan tage rigtig lang tid (og at det i øvrigt er helt normalt med høj feber i mange dage). Men at vi var heldige med, at Øglen er i højt humør og spiser og drikker, for det er der rigtig mange andre, der ikke gør. Ok, så. Point taken. Men stadigvæk. En uge er 'rigtig lang tid' i min optik, så synes klart, at det skal stoppe nu. Deal?

Og så stopper sygdomssnakken forhåbentlig herfra. Det er jo ved at udvikle sig til den rene ynk. Skrid nu, vinter - vi vil have sol og varme, tak.

*Priser mig lykkelig for, at det var HDD, der måtte tage turen med hende i går, da hun fandt ud af, at hendes røde yndlingssutter (faktisk de eneste, hun rigtig gider) ikke findes mere, eftersom hun har tygget dem helt i stykker. Vi har så nogen helt magen til - bare i lilla og orange - men de duer åbenbart ikke? I dag har hun accepteret (håber jeg), at sutterne er væk, så nu gider hun slet ikke have en sut. Fint med mig. Tænk, hvis man kunne afvænne hende på den måde? Nå, det er nok rimelig utopisk, men nu nyder vi det, så længe det varer.

onsdag den 2. februar 2011

Gå så VÆK, sygdom!

Øglen er stadig syg. Hun er hjemme på tredje dag fra vuggeren, og jeg har vundet sygepasser-tjansen i dag igen*. Meget kan man sige, men sjovt er det ikke. Tv'et kører i dvd-sløjfe med Handy Manny (jeg bliver SINDSSYG), Postmand Per og Pingu, Øglen ligner og lyder som en reumatisk gammel mand med rindende øjne, der har røget for mange Cecil. Men humøret fejler bestemt ingenting. Eller energien, for den sags skyld.

Jeg har ikke det mindste held med at putte hende indendørs (det er HDD's gebet - jeg kan slet ikke knække koden), og jeg vil helst ikke proppe hende i barnevognen, når det er både koldt og fugtigt udenfor. Håber, hun går kold af sig selv. Er stoppet med den intensive nu skal du sove-putning og har overladt scenen til Ragnarok - kunne mærke, at min temperament ikke havde godt af en Øgle, der gang på gang tog bukser og sokker af, hvorefter hun med lille, febersyg stemme klynkede "æbele æbele" (det betyder stadig "hjælp"), fordi hun ville have det på igen. Det stoppede med at være sødt, efter hun havde gjort det 2 gange. De resterende 900 gange var bare irriterende. Så nu tuller hun rundt og leger lidt hist og pist og har netop,  kan jeg høre, tændt for DR Jazz. Måske det kan lulle hende i søvn.

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Jeg kunne godt selv bruge en morfar efter en nat, hvor Øglen har været vågen omkring 14.000 gange. Efter at have sunget, givet ble på (hun er begyndt at tage den af hele tiden, og det er til at blive bims af. Nogen fifs?), sovet lidt, givet sut, givet ble på IGEN, og derefter konstateret, at hun havde nået at tisse i sengen, inden jeg opdagede, at bleen var røget af, gav jeg op og slæbte hende med ind i smørhullet. Hvor hun lå og sparkede og rumsterede i halvanden time (HALVANDEN TIME!), før hun sov. Grrrrr. HDD snorkede derudad og reagerede kun, da han fik et los i ansigtet (af Øglen, skal det lige siges, selv om andre måske godt kunne have været fristede...) 'Kæft jeg gad godt have bare en brøkdel af det der mande-sovehjerte. De kan jo sove fra alt?!


Nå, jeg skal vist genfinde min overskudshat og erkende, at Øglen næppe bliver rask af, at jeg spyer galde ud i cyberspace. Eller vrisser af hende. For hun er jo ikke så stor. Og så er hun jo egentlig også syg, skal jeg lige huske. 39,8 sagde termometeret i går. I dag har jeg ikke fået lov at tage hendes temperatur (endnu), men hun føles ikke nær så varm.

Så ved nærmere eftertanke triller jeg hende lige en tur. Så hun kan få den søvn, hun med al tydelighed trænger til. Flyverdragt, hue, støvler, vanter og stor dyne. Så må feberbarnet vel være dækket ind. Og jeg kan trille ned på en café, som forhåbentlig sælger tålmodighed og overskud som supplement til kaffen...

*Thank g** for en overenskomst, der gør, at man i teorien har barns ubegrænsede sygdom. Inden for rimelighedens grænser, altså. At det i praksis så er sin sag at skulle melde barnet sygt igen-igen, er en anden historie. Som jeg pt prøver at sætte mig lidt ud over. For der er ligesom ikke noget at gøre. Heller ikke selv om det hele brænder lidt på lige netop i dag (typisk). Kender en, der skal være længe på arbejde i morgen... Eller i aften... Hm.

mandag den 13. september 2010

Alenetid

Jeg var til barnedåb i går. På Fyn. Alene. (Eller – der var også andre gæster, men HDD og Øglen var hjemme pga. snot). Fordi der er lidt langt til Fyn, og fordi jeg synes, det er herrekedeligt at køre i bil alene, valgte jeg at tage toget. Det er 100000 år siden (mindst), jeg sidst har kørt i tog, og på trods af utidige køreplaner, irriterende medpassagerer og defekte klimaanlæg (f*ck, det var koldt), er det nu (næsten) altid lidt hyggeligt.

Ikke mindst fordi togturene betød alenetid (dvs.: den ene gjorde - på hjemturen fik jeg nemlig selskab af gode venner og et spil r*vhul). Fra familie og forpligtelser, that is. Ingen Øgle, der vil smage mit vand / min morgenmad / mit æble / min deodorant, ingen Øgle, der vil krølle min avis / min bog / kogebogen / mit tøj, og ingen Øgle, der nægter at lade mig lukke øjnene i et par minutter, hvis det er det, jeg har lyst til*.
 
Og hvad brugte jeg så min dyrebare alenetid på, tænker I nok nu med tilbageholdt åndedræt?! Jo, ser I! Jeg havde, snarrådig, som jeg er, taget Søndagsavisen og Netto-reklamen med fra postkassen, da jeg luskede af sted kl. 8 i går morges. Så den spændende lekture blev gennemgået, og jeg kunne konstatere, at der ikke var noget som helst at komme efter overhovedet.

Derudover spiste jeg et æble, lyttede til to ældre damers meget fortørnede snakken om en formodentlig også ældre dame, plus jeg – på udturen - funderede over det hjemlige i at sidde i et tog med Esbjerg som destination (ret mange jyder, I tell you).

Jowjow – dem, der siger, at der ikke er action i det virkelige liv, de ved slet ikke, hvad de taler om.

Barnedåben var RÆDDI hyggelig. Og trods skuffede miner fra et par af gæsterne, der havde glædet sig til at møde Øglen (de har ikke set hende endnu; ups!), så endte det faktisk med at passe mig storartet ikke at have Øglen at holde styr på. Især da jeg så, hvor hårdt arbejde nogle af forældrene var på under den halvanden time lange gudstjeneste...

Ingen Øgle var også lig med masser af nærvær, sludren med gamle venner, der går alt for længe imellem, at jeg ser. Og masser af mad, ikke at forglemme. 

Jeg var hjemme igen ca. 13 timer efter, jeg tog af sted. Mæt af mad, snak og hygge. Træt, men tilfreds. Og heldigvis ret godt opladet til endnu en sygedag med Øglen i dag…

*Inden nogen melder mig til de sociale myndigheder for manglende interesse for mit barn, vil jeg lige skynde mig at sige, at jeg sædvanligvis finder alt ovenstående vældig hyggeligt. (Ok, lige bortset fra det der med at lukke øjnene, måske. Og det der med at krølle ting…)

lørdag den 11. september 2010

Arbejdsdag

Andelsforeningen har holdt arbejdsdag i dag. Fra 10-19, sådan cirkus. Med én frokostpause og to kaffepauser. Og nu sidder de flittige sjæle så og mæsker sig i lammesteg og 'en tung, lækker dessertkage' (hvad det så end dækker over, men det lyder helt ok for mig) ovre hos en af de andre i foreningen. HDD er der også.

Og mig? Ja, jeg sidder så her. Og blogger, mens jeg ser en genudsendelse af noget CSI (men i virkeligheden venter jeg bare på, at klokken bliver 21.30, så jeg kan se Barnaby på DR1). Har lige spist en tallerken frosne grøntsager (ja, altså - jeg varmede dem først, ing'?!) fordi jeg er tyk, selv om jeg meget hellere ville have lam. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg kan dufte den (gode) mad, de andre spiser.

Årsagen til, at jeg er her og ikke ovre ved lammestegen er, at jeg ikke har deltaget i arbejdsdagen. Jow altså - jeg har bagt en balje muffins til en af kaffepauserne, og så har jeg sniksnakket lidt med nogle af de hårdtarbejdende mennesker i foreningen* (seriøst - de har nået at slibe, grunde og male alt træværket på TO bagtrapper. Synes, de er rimelig hurtige). Men rent formelt har jeg ikke deltaget i arbejdsdagen. Fordi der jo lissom skal være en til at passe Øglen. Og det blev mig. Hvilket egentlig passede mig meget fint, da arbejdskagen blev skåret i morges, eftersom min trang til at slibe, grunde og male typisk - og også i dag - er temmelig lille.

Men lige nu ved jeg egentlig ikke, hvem af HDD og jeg, der tog det mest anstrengende stykke af arbejdskagen. Ikke så meget på grund af maden (jeg overlever nok), men fordi det egentlig er ret hårdt at have Øgle-tjansen sådan en regnvejrs-lørdag, hvor hun ovenikøbet er syg. Hun har hostet og spruttet igennem en uges tid, men i går var det så slemt, at vi holdt hende hjemme fra vuggestuen, hvilket hun kvitterede for med en tretimers lur og en nattesøvn på 13 timer. Hun må have trængt til det... Og i dag var hun så stadig sløj. Ondt i halsen, tror vi. Og muligvis også ondt i ørerne. Eller i hvert fald det ene. Hoster og snotter og ser mega-klattet ud. Men er i højt humør og totalt ude på spilopper. Så ikke noget med at putte sig ind til mor i sofaen og sove lidt. Næh nej. Der har været fuld fart på hele dagen, og da jeg e n d e l i g havde fået hende puttet, vågnede hun op og græd og græd og græd, hvorefter den stod på nusning, Panodil og syngen sange i en rum tid.

Nu sover hun (7-9-13), men jeg er på spring. For det er jo synd for hende, det lille pus. Det er også lidt synd for mig (især, hvis hun vågner), men det er som om, man har mistet "det er synd for mig"-retten, efter der kom børn ind i billedet, er det ikke? Nå. Jeg vil i hvert fald nyde, at hun sover lige nu. Og krydse fingre for, at hun kommer til at sove hele natten. Evt. 13 timer igen, tak.  Og så vil jeg i øvrigt også nyde, at jeg til trods for sygdom og spilopper har haft en hel dag sammen med min datter. Uden andre aftaler end med Postmand Per-cd'en og klapvognen. Det er - trods alt - luksustid, er det.


*Vi forsøgte at produktudvikle Øglen lidt, så hun (og jeg) kan deltage i næste arbejdsdag. Så overboen syer en heldragt i loddenfleece og jeg finder på en rulle, vi kan spænde hende (Øglen, ikke overboen) fast til, og vupti! Så har vi en glimrende malerrulle.

tirsdag den 3. august 2010

Hverdag på godt og ondt

Så er ferien slut. 3 uger gik der lige med dagdriveriet. Og nu er det da i sandhed slut med Smålands-idyl, café-slabberads og legen sig selv i smadder. Sidder på pinden med udsigt over et meget trafikeret kryds i en af Københavns mindst charmerende bydele og drømmer om blåbær, solskin og all the time in the world.

Men Det Virkelige Liv, der jo, som vi alle ved, er en insisterende personage, kan som regel kun holdes stangen i et begrænset tidsrum. Og det er måske meget godt, eftersom man så sætter så meget desto mere pris på det, når han skrider igen (og så prøver vi lige at lade være med at spekulere på, hvor lang tid, der er til dén glædelige begivenhed). Lige i øjeblikket har jeg dog en særlig god grund til at ønske Hr. DVL hen, hvor peberet gror (siger man overhovedet det mere, eller er det en long lost frase fra et gammelt Anders And-blad?), eftersom han er kommet tilbage med en barsk besked om alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Beskeden har været et stykke tid undervejs, og vi håbede, at den var mere positiv, end den viste sig at være. Men hvis man skal se på de lyse sider (og det skal man), så kunne beskeden have været endnu værre, og jeg trøster mig med, at lægekundskaben i dag er så langt fremme i bussen, at de nok skal få styr på det. Det er der heldigvis udbredt tro på - også hos patienten - så det skal nok gå alt sammen. Eller som min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at lære rigtigt at kende, sagde: Det lægger sig til rette. Hun var en klog dame!

Til trods for positive tanker og troen på, at det hele nok skal gå, kan nyhederne dog ikke helt undgås at påvirke humøret. Men når man selv har en lille familie, der skal passes, så er det af og til så som så med muligheden for at tænke alt for meget. Og det er nok både godt og skidt. Langt hen ad vejen tror jeg på den der med, at man bliver gladere af at plastre et smil på sit ansigt (og dermed ikke på nogen måde være sagt, at Latterklubben har nogen eksistensberettigelse overhovedet), men det er lidt af en balancegang. Man skal passe på med ikke at undertrykke de triste følelser, for de er jo ikke farlige. De er bare… triste...

Men det er jo desværre hverdagen på godt og ondt. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Der er sjove ting, og der er hårde ting. Og langt hen ad vejen er det vel de hårde ting, der får os til at værdsætte de gode ting. Selv om det ikke er alting, der virker lige meningsfuldt, så er jeg sikker på, at min mormor havde ret - det lægger sig til rette. Videre ad den tangent kan jeg så citere min svigerinde, som for nylig sagde til mig (og hun ved, hvad hun snakker om), at vi ikke får større opgaver eller udfordringer her i livet, end vi kan overkomme. Hun er også en klog dame.

Og nu vil jeg - med tanker i hovedet, der spænder lige fra sygdom til, hvorvidt Øglen flipper over at blive spændt i sin Croozer, når jeg henter hende (selv om de i virkeligheden nok burde handle om arbejde) - se, om jeg kan komme til bunds i min indbakke. Min lille arbejdsverden ligner nemlig sig selv, og således er den ganske upåvirket af, at jeg vader rundt i post-ferie tilstand og overhovedet ikke kan komme op i gear. Min chef købte i øvrigt ikke min undskyldning om, at jeg desværre ikke kan lave noget, eftersom jeg har været offline så længe, at jeg nærmest ikke ved, hvordan man betjener en computer. Hun er sikker på, at den viden nok skal komme tilbage til mig snarest. Og det har hun jo nok ret i...

søndag den 7. marts 2010

Osteklokke #2

Er stadig syg. Kan ikke høre noget. Som i nogetsomhelst. Popper Pinex og penicillin, som var det slik, og laver en Maude (fra Matador, that is) hvert andet øjeblik.

Kæft, hvor er jeg stakkels. Og megaTRÆT af at være stakkels, faktisk. Vil gerne være frisk, rask og hørende så hurtigt som muligt. Nu har det her show varet en uge (mellemørebetændelsen har dog 'kun' været hos mig i 4 dage. Og tak for dét!), og jeg har ikke fået lavet halvdelen af det, jeg gerne ville i lejligheden. Køkkenet står fx stadig og griner af mig med sine gusten-beige vægge. Og billederne til Øglens værelse råber på søm og en hammer. Og soveværelset kalder højt og insisterende på... en bulldozer? Skadeservice? Eller måske bare et klædeskab?

Vi var faktisk ude og købe det i går, klædeskabet. Sammen med resten af Danmark, vovede vi os i IKEA - og vi var så nogle af de eneste, der ikke vidste/havde fortrængt, at det var tossedag derude. Det kan betyde mange ting - og nogle vil mene, at det altid er tossedag i IKEA - men i går betød det Duk Op I Din Pyjamas, Og Så Får Du En Gratis Dyne Og Pude Med Hjem. Overraskende, hvor mange mennesker, der lige står og godt kan bruge en gratis dyne og pude. Og som tilsyneladende intet problem har med at vade rundt i fuld offentlighed i pyjamas. (Undskylder ærbødigst, hvis nogle af jer, der læser med, var i IKEA Gentofte i går i jeres fineste satin-pyjamas. I er ikke tosser. Det er bare alle de andre, der er...)

Klædeskabet viste sig at blive en noget mere omsiggribende affære, end vi havde regnet med, så da vi havde proppet 3 vogne til randen med pap-pakker og været ved at erhverve os en hel serie diskusprolapser, besluttede vi os for at tilkalde hjemkørselsservice (eller hvad de nu hedder, de der coolies, man kan betale for at køre alt sit IKEA-l*rt hjem). Så kan andre brække ryggen - vi gider ikke. Klædeskabet ankommer på matriklen i morgen. Hurra!

IKEA hev alle de kræfter, jeg ikke havde i forvejen, ud af mig, og resten af lørdagen blev brugt i en penicillindøs. I dag har været en kende bedre - og jeg har endda kunnet overskue at bage rugbrød; hvad siger I så?! - men jeg hepper på, at hørelsen kommer tilbage i morgen. Og ikke om en måned (EN MÅNED?!?!), som svigermor sagde, at det godt kunne vare, sådan noget øre-gejl.

Begynder på job på onsdag (hvor forsvandt mine 3 ugers ferie hen?), og eftersom min første dag er tapetseret med møder, tænker jeg, at det nok er en god idé at kunne høre bare lidt. Det ER trods alt et nyt område, jeg skal sætte mig ind i. Så hvis nogen har nogle gode råd til at få hørelsen igen (øredråber fra apoteket med tilhørende skyller virker ikke, skal jeg lige indskyde - ikke til andet end at gøre mig herre-svimmel, i hvert fald), så hører (høhø) jeg gerne fra jer.

torsdag den 4. marts 2010

Osteklokke

Nåmmen, så er man lige pludselig sådan en, der har fået mellemørebetændelse. Troede kun, at det var sådan noget, små øgler fik, men åbenbart ikke. Så nu render jeg rundt i et lille vakuum, propper mig med penicillin (10 dage - helt ærligt!?) og Pinex, og kan ikke høre noget som helst. (Hvilket selvfølgelig kunne have sine fordele).

Det mest irriterende er, at det gør ondt. Som i rocker-ondt. Også på trods af Pinexerne. Alligevel altid noget, at det var mig, og ikke Øglen, der trak mellemørebetændelsen i bakterie-automaten, for jeg kunne ikke lige overskue, hvordan jeg skulle kunne trøste Øglen, hvis det var hendes ører, der føltes som om, de var ved at falde af.

Hvad skal man i øvrigt også med et mellemøre, hva'? Det er jo ikke som om, man bruger det til noget. Tsk.

tirsdag den 2. marts 2010

Or'n'lig syg ferie

Så er hverdagen begyndt igen. For Øglen, that is. Mutti her har nemlig stadig ferie. Og den bruger jeg så på at være sløj og slatten. Yay (!)

Det begyndte i går morges med ondt i halsen og hovedet. Og kulminerede i går aftes med ondt i samtlige led. Hell, det gjorde endda ondt at holde om det glas vand, jeg skulle bruge for at få slugt mine trofaste Pinex. Følte mig virkelig sølle - og temmelig taknemmelig over, at Øglen var i vuggestue. Cykelturen ind til vuggeren og tilbage igen tog da også voldsomt hårdt på mig - så hårdt, at jeg gik omkuld og sov i to timer, da jeg kom hjem. En sjælden, men tiltrængt, luksus.

Heldigvis er jeg ved at blive lidt friskere, og jeg har endda præsteret at være en smule aktiv i lejligheden (som stadig mangler en hel del for at være helt oppe og køre). Således har jeg samlet 6 stks. 'Omar' (det er så IKEA, der spøger, igen engang) og er så småt begyndt at indrette viktualierummet. (For sådan et hører der nemlig med til lejligheden. Ude på bagtrappen. Ca. 2 kvadratmeter, hvor jeg har store planer om at lave forrådskammer, rengørings-halløj og andet praktisk) Og så har jeg haft besøg af højgravid veninde. Der var ude at tisse 4 gange på de 2 timer, hun var på besøg. Oh, hvor jeg husker fornemmelsen af at have en intern baby hoppende på blæren...

Vi har spist kaffeboller og kanelsnegle, og vi har snakket og hygget og drukket café latte til den helt store guldmedalje. Må altså nok sige, at jeg er glad for, at HDD og jeg bare lukkede øjnene og sagde 'på beløbet' i Elgiganten i sidste uge, og købte sådan en svend her. For den laver altså supergod kaffe. Og veninden lod sig ikke mærke med, at jeg ligner noget, der er løgn (det der med smart hår og lækkert tøj kniber det lidt med, når jeg holder mig kørende på Pinex og Cola), og sandelig om hun ikke også lige mente, at jeg havde tabt mig 'helt vildt'. Det har jeg overhovedet ikke - tværtimod - men det var da sødt at hende alligevel...


Nu burde jeg gå i gang med at male et par hylder, inden jeg skal hente Øglen i vuggeren, men jeg gider ikke. Jeg gider heller ikke flytte yderligere ind i viktualierummet. Og jeg gider SLET ikke dække køkkenet af, så det kan blive malet. Heller ikke selv om det er det eneste rum, vi mangler. Så i stedet for, tror jeg, at jeg vil tage hue og handsker (og jakke) på og begive mig ud i 'forårs'vejret. Og under påskud af at skulle købe modermælkserstatning* til Øglen, vil jeg vandre ned ad Nordre Frihavnsgade og måske komme til at shoppe lidt til mig selv. Mmmm. Shopping...

*Det er i øvrigt et indlæg helt for sig selv, det der med erstatning. For nu er Øglen jo blevet et år, og så burde man jo stoppe med flasken. Eller hvad?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...