Viser indlæg med etiketten taknemmelighed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten taknemmelighed. Vis alle indlæg

onsdag den 20. januar 2016

Noget om at have valgt rigtigt

Jeg har stadig ondt i tænderne. Dog ikke så meget, at jeg føler akut behov for at tage til tandlægen lige som i sidste uge. Heller ikke selv om hun synes, at jeg ung. (Det ville hun næppe sige, hvis hun så mig i dag. Var så træt, da jeg stod op, at jeg lignede en gammel mand).

Og selv om jeg havde behov for enten tandlæge, bideskinne eller noget helt tredje tandrelateret, ville jeg alligevel ikke have tid til at gøre noget ved det, for der er travlt i biksen lige for tiden. Så travlt, at det i dén grad ville klæde mig ikke at pjæk-skrive blogindlæg, men ... ja, altså ... vi har jo alle vores overspringshandlinger, ikke?! Her ville det være virkelig dejligt, hvis jeg havde mig en noget mindre ordrig hobby, men sådan skulle det ikke være ...

Forleden var jeg til møde hinsidan, og bedst som jeg sad der oppe over skyerne (hvor himlen vitterligt altid er blå), havde jeg tid til at fundere lidt. Primært fordi jeg havde glemt at tage noget med at læse i, og fordi det er begrænset, hvor meget tid man kan få til at gå med at læse i tax free-brochuren.

Smukt, ikke? Og lige til at fundere over 

Jeg har været selvstændig i snart fire år nu. Det fatter jeg personligt intet af, men den er god nok. I snart fire år har jeg selv kunnet bestemme over arbejdstid og -indsats, og selv kunnet bestemme, hvornår jeg gik hjem (og på) arbejde. Jeg har så desværre ikke selv kunnet bestemme min indtjening, men man kan jo ikke få det hele ...

Jeg er vild med den frihed og fleksibilitet, jeg har i livet som selvstændig, og jeg er vild med variationen i opgaver. Ikke én dag er ens, og det er fantastisk motiverende at skifte mellem rutineopgaver, hvor hjernen kan slås mere eller mindre fra, til de større, mere strategiske opgaver, hvor øjnene skal blive på bolden konstant for ikke at lave rod i den. Der er i det hele taget ret meget ved selvstændighedsformen, jeg er vild med, og ikke så meget, jeg ikke er vild med. Det skulle da lige være det der med, at man ikke aner, hvor pengene skal komme fra næste måned. At én måned kan være vældig indbringende, mens den næste er helt død. Det giver en usikkerhed, som er svær at vænne sig til - også selv om vi har budgetteret med den. Usikkerheden udmønter sig i, at jeg har mere end almindeligt svært ved at sige nej, når en arbejdsopgave byder sig. For hvis nu jeg siger nej (også selv om jeg reelt ikke har tid), hvem ved så, hvornår der kommer en ny opgave?

Smukke Nordhavn

Meget lader sig heldigvis planlægge vha. en kalender og en kuglepen, og mine kunder er i reglen så godt opdraget, at de godt kan vente bare lidt med at få deres opgaver. Men engang imellem, eggå - så gad jeg godt, at nogen ville lære mig, hvordan man siger nej (tak). For selv om folk er søde til at vente på deres ting, så bliver jeg pænt presset over, at der er firs milliarder opgaver i pipeline, og at ingen af dem er helt klar til at blive sendt af sted. Sådan en periode har jeg lige nu. Opgave på opgave på opgave - nærmest uanset hvor jeg kigger hen. Udadtil tror jeg egentlig ikke, der er noget problem - jeg har varslet lidt længere leveringstider, og det er fint med alle - men indadtil ... Der trænger jeg SÅ meget til ferie. Eller bare til en dag, hvor der er lidt mindre tryk på.

Et tryk, som jeg helt klart selv er skyld i, fordi det som nævnt er et indre pres. På ikke blot at få opgaverne færdige til tiden, men samtidig også hente ungerne tidligt fra hhv. skole og børnehave. Fordi både de og jeg er blevet vant til det. Og jeg vil så gerne have mere tid til dem i hverdagen. Jeg elsker Varanens og mine langsomme morgener, og vores eftermiddage med god tid, te og Uno. Også selv om det bare er en time eller to, før ulvetime og træthed sætter ind. Og jeg er på ingen måde vild med først selv at komme halsende ind ad døren, to minutter før aftensmaden skal stå på bordet, eller tage af sted om morgenen, før alle mand er vågne, fordi logistik-puslespillet ellers ikke kan gå op - HDD går jo også på arbejde.

 
Ok - så er det heller ikke hårdere. Der blev da tid til at kælke i weekenden. I høj sol og blændende hvid sne. Fantastisk!

Heldigvis er det bare en periode. To uger mere, og så er jeg i mål med denne omgang uhyrlig travlhed. Så håber jeg, der går lang tid, før jeg igen får så travlt, som jeg har lige nu. Travlt er ok, men for travlt er ikke godt. Ikke i for lang tid, i hvert fald. Slet ikke fordi det jo ikke ligefrem var psyko-travlhed, der var meningen med hele selvstændighedstanken. Det var primært fleksibilitet, og den oplever jeg dæleme ikke meget af lige nu. Men alt godt kommer til den, der venter (og arbejder), så den kommer nok igen, fleksibiliteten. Det håber jeg i hvert fald. For den er noget af det, der gør det sjovt at arbejde og får hverdagen til at være helt human.

Men trods brok er det faktisk meget rart at have den her slags perioder nu og da. For det er jo både spændende og hyggeligt at være ude og omkring i stedet for at sidde på hjemmekontoret. Møde søde mennesker, se nye steder og få en fornemmelse af, hvordan rigtig rigtig mange mennesker klarer sig gennem hverdagen. Og så er det med til at bekræfte mig i, at valget om at blive selvstændig i sin tid var det helt helt rigtige for mig - noget det slet ikke er så tosset at blive mindet om bare en gang imellem, når man synes, det hele er lidt hårdt.

fredag den 6. marts 2015

Om god service

For flere år siden fik jeg et par sælskindsluffer af HDD i julegave. Jeg anede ikke, at jeg ønskede mig sådan et par, men sådan er det som regel med de bedste gaver, synes jeg. Siden har jeg og lufferne været uadskillelige i årets kolde måneder, og mirakuløst nok er det ikke lykkedes mig at tabe/miste/glemme dem, som ellers har været tilfældet med så mange andre vanter, luffer og paraplyer gennem tiden. Indtil i går altså. Hvor jeg på vej på jobbis havde hovedet så fyldt med alt andet end små, lådne ejendele (og desuden pludselig fik travlt, da jeg så fra bussen, at mit tog var parat til afgang).

Jeg nåede toget, men glemte altså lufferne - fandt jeg ud af en hel halv time senere, hvor jeg dels skulle bruge dem, dels havde fået styr på noget af alt det, jeg havde hovedet fyldt med. Og desuden havde en kop kaffe inden for snarlig rækkevidde.

Nooooo!

Medgivet - lufferne har set bedre dage. Enkelte steder kan man se foret titte gennem skindet, og hvis de stadig havde været en (eller flere?!) sæler, skulle de(n) klart i behandling for skab, eller hvad nu sæler end kan lide af, der får dem til at tabe pelsen pletvis. Men de er gode og varme, og jeg elsker dem, så jeg var ikke parat til at give op.

Lidt detektivarbejde gjorde det klart, at man ikke skal ringe til Movia, selv om det er en af deres busser, man har kørt med - man skal finde ud af, hvilket selskab, der kører med den specifikke busrute. Vi takker forsynet for iPhones og 4G-forbindelser, for det lykkedes at finde frem til de rigtige, og optimistisk (nogle ville måske kalde det naivt) ringede jeg op.

Jeg fik fat i en flink fyr, der - efter at have spurgt til busruten - stillede 1.000 kr.-spørgsmålet: Hvordan så chaufføren ud? Det kunne jeg pinligt nok ikke svare på! Jeg hilser ellers altid på chaufføren og vil vove at påstå, at jeg til enhver tid vil kunne beskrive ham eller hende på den ene eller den anden måde - om ikke andet så ud fra etnisk herkomst, som Flink Fyr også spurgte til. Men mit hoved var som sagt alle andre steder, så her var den altså glippet. Dog kunne jeg huske, at det var en mand #flot(!), hvilket snævrede feltet ind til to afgange. Som Flink Fyr kaldte, mens jeg ventede i røret. Der var ikke bid hos Første Chauffør, men sør'me om der ikke var det hos Anden Chauffør! Så første nyhed var, at lufferne var i god behold. Næste gode nyhed var, at Flink Fyr lod sig overtale til, at jeg hentede lufferne i dag - ved gårsdagens påstigningsstoppested - i stedet for at valfarte til Avedøre Holme, hvor bussernes garage er. Jeg er sikker på, at der er dejligt derude, det er bare pænt langt hjemmefra. Så 8.28 i morgen stod jeg troligt og ventede på, at mine luffer blev kørt tilbage til mig, deres rette ejermand. Med ungerne i kassecyklen og en lille erkendtlighed til den rare chauffør som et tak for hjælpen.

Jeg kunne ikke finde Merci-chokolade, som jeg ellers syntes var passende på en dejlig corny måde, men de her kunne også bruges ...

Lufferne er nu hjemme igen, og mine hænder har atter fået varmen. Men fremover, hvis jeg ledes til at tro, at den gode service - og medmenneskeligheden i det hele taget - er død og borte (for det er der i dén grad nogle butikker, der gerne vil have en til at tro. Åbenbart), vil jeg tage luffeoplevelsen frem fra gemmerne og tænke, at det heldigvis ikke passer. Nogle steder lever begge dele i bedste velgående - og mange tak for dét!

onsdag den 30. januar 2013

Det skal jo ikke være brok det hele

... så selv om vores el stadig er ulovlig, og vi stadig skal have nogen til at kigge på taget, så er der da også lyspunkter.

Fx købte jeg en iPad Mini i går. Som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til endnu, men den er knageme sød. En lillebitte iPad - eller en kæmpestor iPhone. Nååååhr! Og det bedste af det hele - den er min. Mine ALONE, I tell you! Jeg har forment reptilerne adgang til den (som om, Varanen fatter noget som helst af dét - han vil tage en bid af den ved enhver given lejlighed), og jeg har absolut ingen planer om at installere Matemaslik, Rasmus Klump, noget som helst fra Toca Boca eller generelt bare spil af nogen art, der ikke er til mig. Så jeg forudser en iPad, der har installeret WordFeud og nicht's weiter.

My precious. Og jaja - jeg ved godt, at der er mange billedgengangere fra Instagram. Rundstykke. Men det ER jo ikke alle, der er på IG, vel? Jeg ved fx, at min mor ikke er. (Og hun er jo overdrevet interesseret i at se et billede af min nye iPad. Eller ...(!) )

Jeg købte også en læbepomade i går. En lyserød Labello-sag, der formentlig er proppet med parabener, parfume, asbest og sars (den lugter i hvert fald ret syntetisk). Til Øglen. 20 kr., mand, og så var hun bare én stor omvandrende taknemmelighedspakke hele dagen. "Er den til MIG, mor? Mange mange mange tak! Sådan en har jeg LIGE ønsket mig! Hvor ER den flot! Må jeg godt sove med den? Må jeg vise den til T ovre i børnehaven? Vil du prøve den, mor? Nejjjjj, hvor ER den flot!" (x uendeligt) Can't buy me love og alt det der, men nogle gange lykkes det nu meget godt alligevel... (og nej - jeg tror ikke, begejstringen havde været helt lige så stor, hvis jeg var kommet hjem med en læbepomade lavet af hør og spelt i en eller anden ubestemmelig brun farve).

Derudover er der optræk til spændende ting og sager i den der lille kommunikationsbiks, jeg har. Det var som om, at der for alvor kom skred i tingene, da jeg besluttede mig for at droppe dagpenge-sikkerhedsnettet og satse 100 % på det selvstændige. Ganske sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre dejligt! Lige så stille begynder jeg at tro på, at det måske godt kan løbe rundt. Jeg bliver aldrig millionær, men til gengæld bliver (og er) jeg fleksibel. Og det er uvurderligt lige nu, hvor ungerne er små. At kunne aflevere halv ni-ni og hente igen klokken 15 - så kan jeg næsten ikke ønske mig det bedre. Særligt ikke, når jeg forhåbentlig kommer til at lave noget, jeg synes, er rigtig sjovt, mens de er af sted. Så kryds lige fingre, ikke?! (Og giv mig et los i r*ven, så jeg kan komme ud over rampen med den præstationsangstfremkaldende opgave, jeg burde sidde og lave lige nu!)

Et billede, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Og så alligevel. Stilleben fra trashet køkken med vægge, der står og venter på først en elektriker, så en mørtel-mutti. 

Er der i øvrigt ikke også noget forår i luften? Eller i det mindste bare så tilpas mange plusgrader, at fingrene ikke rasler af, hvis man formaster sig til at tage vanterne af i et nanosekund? Så pyt med, at det øsregner.

I bund og grund går det jo så faktisk meget godt. Bortset lige fra huset. Men det bliver vel godt engang ... (Kan I høre, at jeg har taget Ja-hatten på?)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...