Viser indlæg med etiketten tanker. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tanker. Vis alle indlæg

tirsdag den 30. september 2014

Adskilt

Mens Varanen stormer derudaf med børnehavestart, farvel til sutterne (som han købte legetøj for i weekenden. Så stor er han nemlig blevet. Tilsyneladende) og en øvelse-gør-mester tilgang til at smide bleen, bliver Øglen lidt ... glemt. Eller. "Glemt" er ikke det rigtige ord, for vi ved jo selvfølgelig godt, at hun er der, og det er jo heller ikke som om, der ikke er tid til hende, men når Varanen for gang nr. 4.598 skriger bloody murder, fordi han ikke må få marengs til morgenmad/lege på Øglens værelse/ikke må beholde sin tunge natble på om morgenen/indsæt selv flere, så er det ham, der render med det meste af opmærksomheden. For Øglen er jo så stor og kan klare det meste selv. Og råber ikke så tit så højt, at det føles som om, ens ører falder af.

Mårmor havde, traditionen tro, bagt brunsvigerkagemand til Varanens fødselsdag. Udgangspunktet var, at det skulle være en bil i år, men efter Varanens hjælpende hænder og gavmilde strøen med pynt (og hjul) blev det vist bare en ... brunsvigerkage med pynt :-) 

Jeg ved godt, at det bare er en fase med Varanen, men når man er 5 år, kan en fase på flere uger altså godt føles temmelig lang, og det kan den sådan set også, hvis man er 36. Det er muligt, jeg tillægger Øglen ting, der ikke er noget hold i, men på det seneste er det som om, hun er blevet mere opfarende og kortluntet i forhold til Varanen (hvilket der ikke er noget at sige til; det er bare ikke så konstruktivt). I fredags fik hun så lige pludselig meget ondt i hoften. Sagde hun. Det er ikke så længe siden, hun slog højre hofte på en løbetur i børnehaven og fik et ordentligt blåt mærke på den, og det har naturligvis gjort ondt et stykke tid. Men i fredags var det den anden hofte, den var gal med. Den uden blå mærker. Det kom lige pludselig, og hun græd og græd og var nærmest helt utrøstelig. Det eneste, der virkede bare en lille smule, var masser af nærvær. Hængen ud på en madras på gulvet med dyner og Disney Sjov (og Versus, som hun elsker) og masser af tid til bare hende (mens Varanen drønede rundt i stuen og råbte og drillede). Det skal vi simpelthen blive bedre til at huske - også uden, at hun behøver at få ondt i hoften for at få vores udelte opmærksomhed.

Varanen indkasserede pænt mange ting til legekøkkenet til familiefødselsdagen i søndags. Hele to røremaskiner og kaffemaskiner blev det til. Men man skal jo aldrig gå ned på udstyr

Skabene blev også fyldt op med kolonialvarer og konserves

Lørdag havde hoften det meget bedre, og en tur alene med HDD i svømmehallen og i Føtex (oh joy!) hjalp endnu mere. Et par gaver til hende søndag - på trods af, at det var Varanens (og min) fødselsdag, der blev fejret sammen med hele familien - hjalp også lidt, og det, der nok helbredte hoften helt og aldeles var, at hun skulle med Mårmor og Mårfar hjem efter festivitassen. Alene. Uden Varan, mor eller far. Rent egoistisk ville jeg enormt gerne have haft noget alenetid med hende, men eftersom der er et arbejde, der skal passes, og en ret morsyg Varan, så var miniferieløsningen perfekt, syntes vi. Og heldigvis havde Mår-forældrene både tid og lyst til at have hende på besøg.

Så der er hun nu, og hun elsker hvert et sekund, er jeg sikker på. Hun har i hvert fald ikke haft tid til at tale med mig siden søndag aften, men Mårmor har sms'et mig opdateringer, og det lyder som om, Øglen har det som blommen i et æg. Noget, hun i den grad har brug for lige nu, tror jeg. For ikke nok med, at Varanen er lidt fremme i skoene derhjemme; pludselig er han jo også i børnehaven, der før var Øglens territorium. Det skal nok blive godt - og er det da også i vid udstrækning allerede - der skal bare lige akklimatiseres lidt. Og HDD og jeg skal blive bedre til at være opmærksomme på Øglen, så hun ikke får ondt i hoften igen foreløbigt ...

Umiddelbart efter Øglens exit til Mårmor og Mårfar ville Varanen på legepladsen. Inklusiv bildyne og dukkevogn, naturligvis!

Cykelmyggen på sin fødselsdagsgave fra HDD og jeg - en fin Kids Schwinn-cykel med 'pendaner'

I mellemtiden hygger Varanen sig med at være alene hjemme og have muligheden for at snige sig ind på storesøsters værelse uden at blive opdaget af Øglen. Han var mildest talt ikke tilfreds med at blive 'efterladt', da Øglen tog af sted, men han er kommet efter det, og har vist allerede nu luret, at der følger visse goder med at være det eneste barn for en stund. Både HDD og jeg synes, huset er meget stille med kun ét barn i det (endda selv om det er det larmende barn, vi har beholdt), og selv om det er rigtig hyggeligt at have noget alenetid med Varanen, savner jeg Øglen enormt. Og glæder mig meget, til vi skal hente hende i morgen!

fredag den 14. marts 2014

Uro

Det har været småt med ordene herinde den seneste uge. Ikke, at vi ikke har lavet noget. Ud over almindelige hverdagssysler og arbejde, så stod weekenden på skønt selskab fra Husmoder og hendes familie lørdag, storlegende nabounger lørdag eftermiddag og dejlig playdate hos Øglens yndlings-N (på mors yndlings-Østerbro) søndag. Afsluttet af is hos nyåbnet Paradis i DNP. Jowjow, vi er skam med på is-noderne heroppe.

Men det er som om alle de ting, vi har lavet, lidt er blevet overskygget af torsdag i sidste uge. Hvor jeg var til billeddiagnostik hos nogen, der er gode til sådan noget. Fordi jeg siden efteråret har haft on/off ondt i/ved venstre bryst. En undersøgelse hos egen læge i november viste ikke noget og konkluderede, at det var noget muskulært. En undersøgelse for to uger siden - ligeledes ved egen læge, fordi det blev ved med at gøre ondt, og fordi jeg pludselig syntes, jeg kunne mærke en knude - viste så, at der var en knude. Eller en cyste, som min læge mente, men hun ville alligevel ikke tage nogen chancer og sendte mig derfor til omtalte billeddiagnostik. "Når man kan mærke noget i brystet, vil de jo gerne tjekke det, dem der har styr på den slags", som hun sagde. "Så jeg skriver til dem med det samme. Det plejer at gå rimelig hurtigt, men du kan nok opleve at skulle vente lidt - det er jo ikke en kræftpakke, jeg sender dig ud i. Hav en god dag, hejhejjjj!"

Funky trappeopgang på Herlev Hospital

Jeg kan rigtig godt lide min nye læge. Og hun gjorde jo sådan set alt rigtigt. Men at blive sendt ud af døren med ordene "billeddiagnostik" og "kræftpakke" (uagtet, at hun sagde IKKE foran sidstnævnte) bidrog ikke til min evne til ikke at bekymre mig. Jeg prøvede virkelig at slå tankerne fra og lade være med at bekymre mig. Præcis som lægen rådede mig til. Det gik ok, selv om brystet (og ryggen og skulderen) i venstre side murrede og værkede dagligt. Og da brevet om indkaldelse til røntgen kom (kun tre dage efter lægebesøg og med en ventetid kun en uge fra modtagelsen af brevet, så det kan godt være, at vi kan skælde Systemet ud over mange ting, men det her er ikke en af dem), røg det også lige top of mind.

Billeddiagnostikken forløb, som sådan noget jo gør - mammografi og en vævsprøve (som Herlev så kalder "biopsi". Muligvis to sider af samme sag, men i mine ører lyder biopsi noget mere ildevarsende). Og en røntgenlæge, der ikke virkede imponeret af hverken billeder eller det, han kunne føle. På den gode måde. Hvilket selvfølgelig var glædeligt, men i og med at de tog vævsprøver ("for det skal vi, når man kan mærke noget i brystet"), kunne de ikke give mig svar med det samme, som de ellers havde lovet i indkaldelsen. Tværtimod skulle jeg ringe til Herlev Hospital næste dag og aftale en tid til opfølgende samtale. Som heldigvis allerede var efter en uge og ikke om to, som jeg ellers kunne risikere. Sekretæren på Herlev er muligvis et af de sødeste mennesker, jeg har talt med i sundhedssektoren ever, men hvor gerne jeg end ville tro på hendes "det er meget usædvanligt med brystkræft i din alder, så jeg ville ikke bekymre mig, hvis jeg var dig", så kunne hun jo desværre ikke love noget. Ligesom hun heller ikke kunne give mig en tidligere tid, for "der skal jo være tid til at kigge på både prøver og billeder".

Hun ville sende nogle papirer forud for undersøgelsen, og de kom allerede dagen efter. Og tak skal du ellers have; Var jeg lullet ind i den påduttede ro, så forsvandt den brat, da jeg åbnede kuverten med spørgeskemaer, der skulle udfyldes, foldere om brystkræft og hjertesygdomme og papirer, der kunne fortælle mig, at det "såvidt muligt tilrådes at have en ledsager med på den fastsatte mødetid". Jeg ved godt, det er en standardskrivelse, men et officielt udseende brev med dén ordlyd fik mig bare automatisk til at gå i doom-tilstand. (Og spørgsmålet om, hvorvidt jeg ønsker at være med i et forsøg ang. scanning af arvemassen for disposition af sygdomme, fik mig næsten til at kortslutte. For hvem kan svare på det? Vil man vide det, hvis man bliver syg om 20 år. Eller ens børn gør? Eller vil man ikke vide det?!)

Jeg forsøgte at slå det ud af hovedet. Forsøgte at lytte til HDD, der lovede mig, at det ikke var noget alvorligt. Og fylde mine dage og aftener med alt muligt, der gjorde, at hjernen ikke fik lov at tænke alt for meget. Men en uge kan altså føles uendelig lang.

Heldigvis er den gået nu. I går var jeg på Herlev Hospital og talte med vel nok verdens sødeste læger (for jowjow - der var sør'me hele to med. En ny svensk en af slagsen og en meget moderlig overlæge), som smilende kunne berette, at alt så fint ud. De skulle lige kigge og mærke for en sikkerheds skyld, men det var en lille pris at betale for ordene "Allt är fint" og "Det är absolutt godartad". Så efter en kort snak, der primært gik på, at alle prøverne var entydigt positive uden den mindste lille mistanke om noget som helst, sendte de mig (og HDD) ud i solskinnet med et stort smil på læben og lettelsens tårer i øjnene.

Blomster til mig fra mig

Vågnede fra min terrasseslummer og kiggede lige ind i fjæset på ham her <3

John Grant i Vega

Resten af dagen blev brugt på brånsj i solskinnet på Østerbro med HDD, afhentning af reptiler, en lur i en solstråle på terrassen og lækker koncert på Vega i går aftes. Bring it on, forår! Alt är gott!

fredag den 28. februar 2014

Sådan skal dén skæres

Så blev man sådan en, der fik plads i et kontorfællesskab på Nørrebronx. Startende fra på mandag. Jatak, siger jeg bare. Efter mit indlæg om København-savn begyndte jeg at afsøge forskellige muligheder for kontorfællesskaber (og ikke bofællesskaber, som jeg konstant kommer til at kalde det. Freudian slip?), og i går var jeg så ude at se på et par af dem.

Det ene lå på Nørrebro, ca. 1 times transporttid væk fra matriklen. Det andet lå på elskede og savnede Østerbro - ca. 50 min. transporttid væk fra matriklen. På forhånd havde jeg vist lidt bestemt mig for, at det var kontorfællesskabet på Østerbro, jeg helst ville have, forudsat at det stadig var ledigt, men efter at have set stederne og talt med indehaverne var jeg slet ikke i tvivl; Nørrebro it is.

Østerbro-lokalerne var store, lyse og fantastisk beliggende med cool faciliteter og en ret lækker feel. Klos op ad en café og med det elskede og savnede Østerbro-liv uden for de store vinduer. Nørrebro-lokalerne var fine og lyse, hyggelige og nærmest hjemlige. Toilettet er i gården, så man skal låse sig gennem en cykelkælder og sno sig lidt, så måske nok ikke spitzenklasse, men hvad gør det, når stemningen var helt i top? Desuden har jeg på fornemmelsen, at fællesskabet rækker ud over bare at sidde i det samme lokale og dele en husleje. Og når man dertil lægger, at jeg endte med at sidde og drikke kaffe og sludre om alt fra iværksætteri til hækling, sommerhus og kaffeforbrug med hende, der står for Nørrebro-fællesskabet, i halvanden time, tænker jeg, at det kun kan blive godt.

Jeg har lagt billet ind på en såkaldt flexplads, hvilket betyder at jeg har pladsen ca. 2,5 gange om ugen. Og det kommer i virkeligheden nok til at passe meget godt med det antal gange, jeg kan nå derind.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg glæder mig som et lille barn? Og gør mit bedste for at ignorere det virkelig tåbelige i, at der er så lang transporttid hver vej? Især fordi en af præmisserne for at flytte ud af byen nu engang var, at mindst en af HDD og jeg (that'll be me) ikke skulle arbejde i København, fordi der pludselig er så langt derind. Men jeg havde så heller ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg af at arbejde hjemme hele tiden og så igen. Så nu prøver vi, og så må vi se, hvad der sker ... Personligt håber jeg lidt, at det at komme til byen lidt oftere kan dulme (ikke Dumle. Mmmm ... Dumle) savnet til byen. Være med til at understrege, at vi jo egentlig har det meget godt i DNP, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere der, hvor vi ikke bor - til trods for, at det i svage øjeblikke godt kan se sådan ud ...

fredag den 21. februar 2014

Snapshot af et andet liv (paradoksalt nok et indlæg helt uden billeder ...)

Jeg havde udgangstilladelse i går. Igen, må jeg vist hellere skynde mig at tilføje, for vi skal ikke længere tilbage end til i lørdags, da jeg var ude sidst. Dengang med min søde, gamle mødregruppe på lækker øko-italiensk bistro. I går stod den i gamle veninders tegn. Ældgamle veninder, faktisk - to af dem går hhv. 19 og 20 år tilbage i tiden, mens jeg 'kun' har kendt den tredje i 16 år. Vi har dog haft indlagt et par pauser, så vi blev enige om, at det nok var mest korrekt at sige 10-12 år, og således kunne vi føle os en smule mindre gamle. (#asif)

Jeg tillod mig at stikke af fra Den Nordlige Provinsby tidligere end strengt nødvendigt, så HDD og ungerne kunne få lidt kvali-hygge uden muttis indblanden. HDD havde lovet pandekager, når jeg var ude af vagten, så der var ingen af smållingerne, der syntes, jeg behøvede at hænge ud. Fint med mig, så jeg smøg mig i en sort kjole (man skulle vel ud?!) og sprang på cyklen, der fragtede mig ned til S-bussen - livsnerven, der forbinder DNP med civilisationen.

Da jeg ankom til Kbh - alt for tidligt - var mørket faldet på, og jeg blev helt eksalteret over dels at være ude efter mørkets frembrud, dels at det var u-mørkt, som det kun kan være i byen - med neonlys, billygter i lange slager og butikker, der aldrig sover. (Eller ... Stryg sidstnævnte. Den Joe & the Juice jeg havde udset mig som hæng ud-sted var ved at lukke. SÅ urban er Vesterbro tilsyneladende heller ikke). Noget ganske ganske, GANSKE andet end villakvarterets tyste, bløde mørke, hvor det nok er muligt at se stjernerne glimte, men hvor man til gengæld heller ikke har noget som helst andet at bevæge sig ud for, når det er mørkt. (Med mindre IS-bilen altså lige kommer forbi).

Nu Joe & the Juice ikke gad være kulisse til min eftertænksomhed og frihedsfølelse, brugte jeg i stedet mit stjålne frikvarter til at slentre ned til Søerne og skue ud over dem og byens lys. Og direkte ned på den særdeles oplyste Søpavillon, men lad nu det ligge og lad os i stedet bevare stemningsbilledet. Dér sad jeg så med min latte to go på en bænk og skrev - på god, gammeldags manér med pen og papir. Og blev stirret på af de (virkelig mange!) forbipasserende med blikke, der signalerede, at de tydeligvis troede, jeg var helt gak.

Og mens jeg sad dér og skrev, blev jeg helt melankolsk. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor det var, at det var så god en idé at flytte fra Kbh i sin tid. Misforstå mig ikke - jeg elsker DNP og alt det, den giver og kan give mine børn. Jeg elsker roen, haven og vores lillebitte hus. Men mit selvbillede er ikke helt fulgt med flytningen. Det har jeg vidst længe, men det blev for alvor slået fast på en bænk i den næsten forårsagtige københavnske aftensluft.

Jeg føler mig ikke som en DNP'er. Byen fejler ingenting, men den er ikke min by. Min by er Kbh. Hvor mine fødder kender alle smutveje, og hvor der altid er noget at se på og tage sig til. Hvor en gåtur altid er en oplevelse, og hvor det kan føles som en sand lise at opholde sig - fordi der er så mange, der ligner mig. Bilder jeg mig ind. Og ikke er så voksne, som jeg synes, alle de andre forældre i DNP er virker. I Kbh er det ikke underligt ikke at have to biler, men til gengæld have en kassecykel. I Kbh er der ikke noget odiøst i kun at kunne se DR's kanaler - eller i det mindste er det et øko-hipster-agtigt fravalg, som man helt hundrede ikke er de eneste, der har truffet. I DNP spørger naboer bekymret til, hvad der er galt med ens tv, siden man ikke har den store pakke, og det der med kassecyklen vs. den ikke-eksisterende bil nr. to - well ... det er bare lavindkomst. Og virkelig sært.

I mine sorte stunder kan jeg blive bekymret for, hvordan vores beslutning om at sætte reptilerne på græs i en ressourcestærk nordsjællandsk kommune kommer til at påvirke selvsamme reptiler, når de bliver opmærksomme på de (temmelig store) indtægtsmæssige (for ikke at nævne boligmæssige) forskelle, der er mellem "os og dem". I Kbh er det jo fx ikke sært at bo småt - det gør de fleste - men det kunne godt gå hen og blive mobbe-materiale i DNP. Bilder jeg mig i hvert fald ind. Men den tankespiral nytter jo ikke noget og i stedet må jeg tro på, at det ikke kommer til at betyde noget, og at vi giver vores børn nogle værdier, der gør, at de vælger venner, som ikke dømmer på det materielle. Eller mangel på samme. (Og når det er sagt, så ER det jo ikke alle, der har en udskåret diamant som skoletaske og/eller bliver hentet af privatfly i børnehaven. Trods alt).

Aftenen med de skønne damer forløb helt perfekt. Lækre drinks og ditto mad på LêLê og efterfølgende drinks på (for mig) ukendte Lidkøeb. Fantastisk sted med en stemning, der emmede af ferie og ubekymrethed - og uforskammet stærke drinks. Jeg kommer jo ikke så meget ud, så der skal ikke så meget sprut til at sparke mig omkuld. Jeg ville derfor lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg kunne mærke alkoholen, men det bidrog egentlig bare til morskaben. En af damernes nye flirt var modig og dukkede op til drinks med os, så han fik set råt for usødet, hvor 'sjove' en temmelig indspist flok kan være, når de samtidig er småstive. Men kan han holde til det, er han klart en keeper.

Fordi man er nogen, der ikke bor på S-togslinjen, må man jo også busse den hjem. Og her kunne det have været meget fedt, hvis jeg lige havde gidet at tjekke, hvornår den sidste bus egentlig gik. Jeg fik nemlig en kende sved på panden, da jeg kl. 23.33 ved Rantzausgade fandt ud af, at den absolut sidste bus til DNP gik kl. 23.41 - fra Blegdamsvej. Heldigvis kom der en 3A'er, der spyttede mig ud ved Rigshospitalet på præcis samme tidspunkt som 'min' bus kørte ind til stoppestedet. På den anden side af krydset. Så det var med flagrende hænder og klaprende hæle, jeg drønede over vejen og kastede mig ned i sædet. Hvor jeg så kunne sidde og pleje mit summende hoved og tankerne, der flagrede rundt. For en gangs skyld handlede de så bare overhovedet ikke om reptilerne. De handlede om mig. Og HDD. Og alt det, jeg pludselig synes, vi giver afkald på ved at være flyttet væk. Jeg ved godt, at vi ikke brugte byen og formentlig ikke ville komme til at gøre det sådan rigtigt før om nogle år. Jeg ved også godt, at vi ikke trivedes med at bo i lejlighed, og at vores andelsforening i øvrigt var c r a z y. Og det er jo ikke som om, roen og den friske luft kun er sund for børnene - den er også god for os. Eget hus og have er fedt, og det vi gerne ville have at bo i i Kbh, da vi solgte lejligheden, havde vi alligevel ikke råd til. Og det har vi stadig ikke. Desuden skal vi ikke flytte nogen steder. Måske kommer vi tilbage til byen engang. Hvem ved?

I morgenens ubarmhjertige klare lys er det også lidt lettere at se, at det, jeg savner, ikke er så meget Kbh, som det, at der sker noget. At jeg går ud, får nogle andre input og kommer træt, men glad hjem. Det er også lidt lettere at se over havregrynene end over en virkelig stærk dark 'n stormy-drink, at forstadslivet er det rigtige for os lige nu. Desuden, som HDD så kærligt påpegede, da jeg havde krise over det hele, så var min aften i går jo ikke repræsentativ for det, jeg ville få, hvis vi rykkede teltpælene op og skred tilbage til byen. Det, jeg fik i går, var en serie snapshots af et andet liv. Ikke nødvendigvis et bedre et af slagsen, men et andet. Fra før der gik små børn og de deraf følgende konstante krav i den. Og den tid kommer igen.

Indtil den gør det har jeg besluttet mig for, at det er på tide, at der sker noget andet i mit arbejdsliv. Så nu kigger jeg efter kontorfællesskaber. I - ganske rigtigt - København. Jeg trænger til at komme ud og væk fra villavejen. Så hvis nogen hører om noget; gerne på indre Østerbro eller omkring Nørreport Station, så sig endelig til. Jo før, jo bedre :-)

onsdag den 19. februar 2014

Pisk væk

Jeg kører stadig i samme tankerille, sådan on/off. Selv om jeg har kigget en masse billeder igennem fra de seneste år og derved er blevet (mere) overbevist om, at vi sq har haft det både hyggeligt og nærværende, så insisterer min hjerne på at huske på episoder, hvor jeg 'liiiiiiige skulle' dette eller hint. Det er til at gå amok over, og vi jeg er nået til et punkt, hvor det er virkelig belastende.

Som oftest er det belastende at have konstant tankemylder, men når det oven i købet går ind og pirker ved min fornemmelse af, hvorvidt jeg er en god mor nu, så bliver det særligt belastende. Især fordi jeg ved, jeg er en god mor (skrid, Jante).

Men min 'skyld' over tidligere tiders fravær går ind og skygger på en måde, så jeg kan mærke, at jeg skal tage mig selv alvorligt sammen for ikke bare at lade reptilerne gøre, som de har lyst til. Tage mig sammen til at trække grænsen skarpt, når jeg igen-igen (igen!) har bedt om/sagt et eller andet. Jeg er pludselig blevet bange for at blive anledning til konflikter, fordi de får mig til at blive skrap. Og jeg har ikke lyst til at blive skrap, for så er jeg en dårlig mor. Virkelig nederen tankespiral - især fordi jeg (også) ved, at man ikke automatisk er en god mor, fordi man er eftergivende. Tværtimod. (Eller er en dårlig mor, fordi man er skrap, i øvrigt).

Og det er derfor, det her erkendelsesforløb (som Liv kalder det) er så latterligt, altså. Hold nu op! Konstruktive tanker er altid velkomne, men tankespind, der får mig til at tvivle på alt og ingenting, må egentlig godt forføje sig. Særligt, når det går ind og bliver så eksistentialistisk, som det her har vist sig at blive.

Seneste nye tilføjelse til tankerne er, at det er synd for reptilerne, at de skal gå i institution. Hvor kom dét nu fra?! Reptilerne er glade for at gå i deres institutioner, vi voksne er glade for både institutioner og pædagoger, og - nåja, lille detalje - reptilerne bliver nødt til at gå i institution, hvis jeg nogensinde skal få skrevet så meget som en linje. Og det skal jeg, for ellers har vi ikke råd til at blive boende i vores hus. Såeh. Case closed. Siger fornuften. Tankemylderet siger noget andet.

Forleden hentede jeg (også) tidligt og lavede smoothies til reptilerne. Fandt en lille rest jordbærflødeis og kom i - det faldt i vældig god jord! 

Hvad er nu dét for et kamera? Du plejer da at tage billeder med telefonen, mor!

Hun er sjov, hende storesøster

I øvrigt har tankevrimmelen også bidt sig ind på hele konceptet "Øglemors arbejde". For er det nu et rigtigt et af slagsen?! (Vi siger tak til skeptiske tunger, der i tidens løb har ytret præcis dét og nu har fået mig til at tvivle) Ville alting ikke være meget bedre, hvis jeg ikke arbejdede og flyttede til Udkantsdanmark i et lillebitte hus, hvor jeg kunne opfostre ungerne og skærme dem fra den diamantbesatte virkelighed, vi bor midt i - og i øvrigt på ingen måde kan efterleve. Hell, vi har ikke engang råd til at tage på 'rigtig ferie', som Øglen kalder det. Eller havde et ganske almindeligt arbejde? Bortset fra, at så skulle reptilerne jo være betragtelig længere i institution end de ... hm ... 24-25 timer de er der om ugen i øjeblikket. Noget godt kommer der da ud af alle mine tanker. For reptilerne, om ikke andet. Og vi er jo lige blevet enige om (eller ... tankerne er), at det er synd for dem, at de overhovedet skal være i institution. (Når det er sagt, så går det faktisk strygende på det der 'ikke-rigtige' arbejde. Masser af (tilfredse) kunder i butikken og rigeligt at fylde dagene med. Så jeg har intet at brokke mig over).

Et sted derinde kæmper gamle A for at slippe ud. Hende, der ikke ER hendes børn. Hende, der elsker at have det sjovt og lave spontane ting (så spontane de nu kan blive med smållinger i huset), og som engang mente, at "Børn? De følger da bare med" (det var så før jeg fik børn, jeg mente det. Ligesom velsagtens alle andre også har ment nøjagtigt det samme. Engang. Men alligevel ...). Hende, der ikke mener, at hendes børn tager skade, hvis de ser en iPhone - heller ikke selv om den er i brug i mere end det sekund, det tager at se, hvad klokken er. Hende, der også gerne vil gøre noget for sig selv i ny og næ - uden at få dårlig samvittighed over det, tak. Om det så bare er at løbe en tur eller tage til venindehygge før ungerne er puttet. (HELST før, faktisk. Hvad er ellers pointen?! ;-))



Et af yndlingsstederne herhjemme, hvis man er lille - klemt inde mellem bænk og varmeapparat (!)

Og nu jeg nævner løbetur, er der et eller andet i den rest fornuftigt tænkende hjerne, der er tilbage, der pipper op. Om at det da vist er længe siden, jeg har været ude og løbe. Om, at jeg faktisk ikke har løbet, siden før fyssen fortalte, at jeg skulle skære kraftigt ned. Og var det i grunden ikke der, hele det her tankehelvede opstod?

Yoga gør det sq nok ikke alene. Jeg tror, der skal sveddryppende motion til. Som så godt nok ikke kan blive løb, men med et nyåbnet fitnesscenter tæt på, burde der også være mulighed for at svede over noget andet. Eneste udfordring med dét er så bare, at den eneste måde, hvorpå jeg kan holde ud at svede over noget som helst i et fitnesscenter, er ved at flygte fra virkeligheden ved at se film eller høre musik eller noget. Og mit nye dogme er (åbenbart), at jeg ikke må bruge min telefon til andet end at ringe fra. Gordisk knude - og temmelig trættende, at det tilsyneladende skal være en enten-/eller-løsning (lige nu, i hvert fald) og ikke bare kan nøjes med at være blødt og både-/og-agtigt.

Skal man se på den lyse side, kan man sige, at mit nytårsforsæt om mere nærvær kører på skinner.  Jeg havde så bare ikke forestillet mig, hvilken syndflod af tanker, det ville medføre.

...

Jeg skal ud og løbe snart, kan jeg mærke. Hypermobile knæ til trods. For det her holder ikke. Jeg lover hermed at løbe en tur senest i weekenden, og så håber jeg, at alle tankerne bliver pisk væk (som Varanen siger. Og jeg nænner ikke at rette ham. Han bliver så stor! Han siger i øvrigt også "pisk våd" og "pisk kold" til noget, der er drivvådt eller iskoldt. Nåååååhhhr!). Og hvis det ikke hjælper, så lover jeg at snakke med nogen, der ved noget om krøllede hjerner. I skal i hvert fald nok blive fri - I har lagt ører (øjne) til så rigeligt allerede.

fredag den 7. februar 2014

Kunsten at balancere i morskabet

Er I til solstrejf og lyst sind her på en våd våd regnvejrsdag, så spring hurtigt videre. Det her er nemlig et indlæg, der er skrevet med den blå pen. Et af dem, der hverken er sjove, hurtige eller kække. Til gengæld er det indadskuende, temmelig personligt og gevaldigt langt. Så er I advaret ...

Vevika skrev forleden, at januar har været god ved hende og hendes familie. Og jeg er helt enig. På trods af uendelig gråhed, så har måneden været fyldt med varme, hygge og nærvær. Opgaverne på job har været lagt på en måde, så der har været mulighed for både korte dage og fridage til reptilerne (og dermed mig). Vi har været ude og skøjte (eller ... HDD og Øglen skøjtede. Varanen og jeg så på), købt nyt transportmiddel (Croozer Kid2 ftw!), vi har spillet pænt meget Ludo, tegnet, løst opgaver i div. opgavebøger, mv. Rendyrket hygge.

Fodring af de lokale ænder på en sjælden, solrig formiddag

Miniskøjter <3

Nogen glæder sig til sin 5 års fødselsdag og skriver/tegner ønskeseddel

Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.

Ny ride 

Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.


Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.

Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.

... Nu med virkelig varm hue (som vi i øvrigt købte i Sverige i sommer, hvor Øglen forelskede sig akut i den) 

Miss Napkinhead

Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.

Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".

Retail therapy kan heldigvis hjælpe på det meste. Er kommet til at gå totalt overboard i lækre yogasager. Her en pølle med boghvedeskaller, en yogmåtte, et par sandaler, et par half toe-sox, en buksedragt, en jumper, en top, en cardigan og et par bukser. Altsammen utrolig lækkert og helt helt perfekt.

Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)

Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".

Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!

tirsdag den 21. januar 2014

Nåmn, hvordan går det så?

... Med de der nytårsforsæt-agtige tiltag, jeg havde store planer om at implementere her i 2014? Jeg ved godt, at der er 100 år, til 2014 er slut, og at der er god tid til at komme på ret køl og alt det der, men nu, hvor året er en lille måned gammel, kunne det da være sjovt at se for mig, hvordan det går. (Ikke sjovt for jer, indvender I?! Bare ærgerligt ...)

Mindre husagtigt
Indtil videre har vi ikke rigtig lavet noget i huset i 2014. Med mindre omrokering af Varanens værelse tæller? Så det lover godt ... (Og så ikke et ord om, at jeg har skumle planer for bryggerset. Skal bare lige finde nogle penge først)

Et godt år for firmaet
Lidt tidligt at gisne om, men jeg er kommet godt fra start og krydser alt, hvad krydses kan, for at de gode takter fortsætter.

Nærværende
Det går faktisk overraskende godt med at holde pause med min telefon. Indrømmet; hvis Nærværs-politiet kom på uanmeldt besøg, kan jeg ikke love, at jeg ikke vil blive fundet i en situation, hvor jeg tjekker telefonen - også i tidsrummet 15.30-19; efter ungerne er hentet, og før de kommer i seng. Men jeg sidder ikke med den, når jeg hænger ud med reptilerne, og jeg forsøger så vidt muligt at lade være med at bruge den i weekenden. At det så resulterer i, at jeg ikke får taget nogen billeder, er en downside, jeg må tage med. (Eller også må jeg begynde at huske at tage lommekameraet med i stedet).

Kødfrit (januar)
Jamen, det går strålende. Tak, fordi I spurgte. (Nå, det gjorde I ikke?) Jeg har snydt, ganske uforvarende, en enkelt gang, hvor det skulle gå hurtigt, og vi varmede en frossen blok tomatsuppe fra Mou. Som smagte glimrende, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være kogt på en høne. (Og jeg har også spist ting, der har rørt ved kød, når jeg har spist ude hos folk, der fx har lavet pastasalat med kylling. Mere hysterisk skal det trods alt heller ikke være). Men bortset fra det, har jeg holdt mig til fisk, ost og grøntsager - og pasta i en snæver vending.

Sundere end 2013
Det går udmærket, men det er ikke uden hovedbrud. Sukkeret går det fint med at undvære, men det skyldes nok, at jeg erstatter det med dadelkugler (#nomnom), som jeg nok spiser lige i overkanten af, og mørk chokolade. Og sort te sødet med Stevia. Jeg klager ikke - og savner jeg lakrids og vingummi, spiser jeg bare noget af det. Dog slet ikke i samme mængder som hidtil.

Det har imidlertid vist sig at være mere 'krævende' at undvære både kød og stivelse, end jeg lige havde forudset. Men jeg gør mit bedste og glæder mig over, at jeg dels får det bedre af at undvære melet og sukkeret, dels bliver mere kreativ i køkkenet, når jeg skal lave aftensmad uden kød. HDD er frisk på udfordringen (han spiser som regel kød til frokost på arbejdet, så han lider ingen nød på kødfronten), og det betyder temmelig meget, da det er tidskrævende nok at skulle lave grøn mad - og hvis jeg pludselig stod og skulle lave to forskellige ting, ville det gå endnu langsommere. Reptilerne efterspørger i øvrigt ikke kød overhovedet. Engang imellem får de en spegepølsemad eller leverpostejsmad til frokost, men til aftensmaden har de ikke nævnt kødmanglen med et ord. Vi har dog den udfordring, at især Øglen ikke er så vild med sammenkogte retter - hvis hun ikke kan se, hvad det er, vil hun ikke spise det. Og bønner og squash (grundstenene i mit grønne køkken) kan hun ikke lide. Til gengæld er hun frisk på at spise grøntsagsstænger i langt de fleste varianter, så hendes pasta bliver akkompagneret af bare nogle få næringsstoffer ...

Mht. motionen går det knap så fantastisk. Det er koldt og det blæser og det er svært at tage mig sammen. Men jeg skal nok! Jeg er i øvrigt begyndt til yoga nu, og dét er fedt! Det måtte gerne være onsdag hele tiden!

Fleksibelt
Indtil videre går det rigtig fint med at balancere arbejde og fritid. Jeg har været så privilegeret, at arbejdsopstarten efter julen har været glidende, således at der har været plads til nogle korte(re) dage til reptilerne. Tiltrængt efter en lang juleferie, hvor det at komme tilbage i hverdagen har været ret hårdt for særligt Varanen. (Så han holder faktisk fri i dag og er lige nu dybt optaget af et afsnit af Dora the Explorer).

Fantastisk
Hvorvidt hele 2014 bliver fantastisk, er svært at spå om, her inden vi rammer februar. Men so far so good - starten har været god, og fortsætter det sådan, er jeg ret sikker på at nå mit beskedne mål om et awesome år ...

mandag den 13. januar 2014

"Jeg SAAAVNER mo-arrrr!"

Der var engang et hus, der var vandskadet og derfor en Øgle, der sov i "mors og fars seng" hver evig eneste nat. I fem måneder.

Samtidig var der en Varan, der så sikkert som amen i kirken ville vågne endnu mere og begynde at rotere, prikke øjne ud og sparke på hager, hvis man så meget som vovede at forsøge at liste ham ind i "mors og fars seng" i det naive håb om at få bare 20 minutters mere søvn, når han igen-igen vågnede klokken alt for tidligt.

Meget belejligt, i grunden, for selv om vi er de glade indehavere af en dobbeltseng, kan det altså godt blive lidt trangt med hele familien i den på én gang.

Så blev den der vandskade udbedret. Og Øglen fik sit værelse tilbage i en stærkt opdateret udgave. Inklusive en voksenseng. Den er hun glad for. Så glad, at hun faktisk kun har tilbragt tre nætter inde hos os, siden hun rykkede ud. Den ene gang var den første aften. Den tredje gang var natten til i dag, fordi hun havde ondt i det ene øre. Den anden gang kan jeg ikke lige huske grunden til, men humlen er også bare, at tre gange ikke er meget på halvanden måned, når hun har ligget i smørhullet i fem. Synes jeg i hvert fald.

Man skulle tro, at Varanen kunne mærke det, i det sekund Øglen forsvandt fra dobbeltsengen, for på præcis samme tidspunkt begyndte han at insistere på at komme ind i "mors og fars seng", når han øffede om natten. Efter at have holdt stand et par dage (nætter), prøvede vi skeptiske at tage ham med derind. Og fandt ud af, at han nu godt kan sove derinde. Stadig roterende og flaksende og sparkende, men også sovende. Breaking news, mand!

Sverigesturen med snot, hoste og feber gav lige yderligere Varan-erfaring i at sove i smørhullet, og på nuværende tidspunkt kan jeg godt afsløre, at han er blevet helt habil. Så habil, at han faktisk vågner stort set hver eneste nat og vil "IND I MORS OG FARS SENG!", og med udsigten til at kunne sove inden for tre sekunder - nu med lille, buttet barnearm enten draperet rundt om min hals eller aende på armen, må jeg indrømme, at jeg ikke tænker mig om to gange, før jeg slæber ham med derind. Alternativet er nemlig mig krummet sammen på madras med et forskelligt udvalg af tæpper og bamser slynget over mig. Og det er ligesom en situation, jeg har befundet mig i mange gange nok, synes jeg.

Min lille pirat

Varanen storhygger også med at putte i dobbeltsengen. Dog ikke så meget, at han ikke stadig står tidligt op og gjalder "MÅÅÅHRENMAD! GUDDI, HANGEGRYN" (Morgenmad. Yoghurt og havregryn, red.), når man godt gad sove mindst en time længere. Men nu er klokken i det mindste ikke 05 længere, når han gør det, og så kan jeg altså tilgive meget.

Men. For der er jo altid et men. Jeg ved ikke, om det på nogen måde hænger sammen med det nye sovemønster, men du godeste, hvor er Varanen blevet morsyg på det seneste. Jeg nævnte det kort for nylig, hvor jeg skrev, at Varanen savner mig. Tit. Også hvis jeg bare er på badeværelset. Eller står lige ved siden af. Og HDD må ingenting, når det gælder putning, opøsning af morgenmad eller - virkeligt eksempel fra i går - bare det at stå op sammen med Varanen. Til trods for, at det var min sove længe-morgen. Grrr.

Hvad angår putning, står vi fast. HDD putter Varanen en uge, og jeg putter Øglen, og efter en uge skifter vi så. (Hvilket egentlig startede som modsvar på, at Øglen aldrig ville puttes af HDD og skreg og råbte, bare har dristede sig til at sige, at puttetid nærmede sig). Men hvad angår morgenritualerne, så er de lidt sværere at stå fast på, da Varanen har en tendens til at råbe MEGET højt, og Øglen godt kan lide at sove længe. Så hvis hun ikke skal vækkes i utide, må vi tækkes ham Varanen på det punkt. Men altså.

Nåja. Det der savn til mig clasher så også rimelig meget med, at det er mig, der afleverer ham i vuggestuen. Således havde vi både onsdag og i dag en helvedes-aflevering. (Fredag sendte jeg HDD ind med ham, og der var ingen problemer, men det er desværre bare sjældent, at HDD overhovedet er hjemme på afleveringstidspunktet, så det er ikke en mulighed til daglig). Det var helt klart værst i onsdags, hvor jeg i 10 minutter stod ude i garderoben og hørte mit barn græde utrøsteligt (og - ok - også temmelig kørt op. Han kan blive temmelig hidsig). Jeg kunne slet ikke bære det og havde fat i lederen et par gange, så hun lige kunne tjekke til ham. Og da jeg kom hjem, ringede jeg for at høre, hvordan det gik. (Godt, heldigvis). I dag var der anlæg til samme ulykkelighed, men heldigvis kunne jeg høre gråden stilne af så snart jeg var uden for synsvidde. Og Verdens Sødeste Pædagog ringede efter en lille time og berettede, at alt åndede fred og ro. Selv om han havde råbt "Jeg savner MOARRRR" et par gange eller 50.

Hidtil har afleveringerne aldrig - som i aldrig - været et problem. Naturligvis gør 16 dages juleferie heller ikke noget godt for lysten til at være 'på arbejde' sammen med alle de andre børn hver dag, men jeg har ham mistænkt for at være inde i en eller anden separationsangst-fase. Hvilket jeg virkelig forsøger at anerkende, men det kan være en kende svært, når jeg ikke engang må gå på toilettet, uden han enten bryder sammen eller bryder ind. Ikke, at han ikke må komme med ud på badeværelset, men når det er hele tiden og så igen, kan det godt blive lidt anstrengende.

Øglen med det sidste store - VIRKELIG store hit; Alfons Åberg-appen 

Øglen kan naturligvis godt mærke, at Varanen klamrer sig mere til mig end ellers, og hun reagerer med at blive ... rigtigt gættet ... morsyg! Så for et par dage siden havde jeg to slåssende reptiler hægtet på benene, mens de skiftevis råbte "MIN mor!" højere og højere. Jeg havde faktisk mest lyst til at flå dem af og råbe "MINE BEN!" ned i hovedet på dem, men det gør man jo ikke i disse anerkendende tider, så i stedet måtte jeg opbyde hele reservelageret af forståenhed, lægge ansigtet (og stemmeføringen, ikke mindst) i 70'er-agtige folder og sige ting som "Jeg er jeres begges mor", "Jeg går ingen vegne", "Bare rolig" og "Herhjemme slår vi ikke hinanden". Grrr.

Men vi sagde bare, at det er en fase, ikke? Som går over lige om lidt? Det håber jeg ...

fredag den 10. januar 2014

"Der sidder en klovn i barneovnen"

Selv om Varanen er en lille bestemt herre, er han også et tænksomt gemyt. Ikke at forveksle med en forsigtigfrans - tværtimod er han mere end almindelig svær at skræmme, lader det til (for det er jo ikke sådan, at vi prøver målrettet, vel?!).

Da Øglen var lille, skulle der ikke ret meget til, før hun blev forskrækket. Hver evig eneste gang, der kom en motorcykel forbi barnevognen (og det gjorde der tit, derinde på Østerbro), spjættede hun med arme og ben og begyndte at græde. Døre, der smækkede, pludselige bevægelser og lignende, kunne også godt gøre hende helt perpleks.

Med Varanen er det anderledes. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har set ham forskrækket. Og en af gangene var i går, hvor han og Øglen stod midt i en stor vandpyt, og Øglen lige pludselig vrælede "WRAAAAHHHHRRR!" lige ind i baghovedet på ham. Det ville jeg også være blevet forskrækket over.

Alligevel, til trods for jernpsyken, har jeg en fornemmelse af, at der bliver tænkt mange tanker inde bag chokoladeknapperne. Og i takt med, at der kommer mere og mere sprog på, får han omsat nogle af de tanker til ord.

På det seneste har han snakket en hel del om monstre. Hvilket jeg tænker, har noget at gøre med, at Øglen ofte leger monster og taler om monstre (og forsøger at skræmme den knap så skræmbare Varan med monstre). Varanen mener så, at der tit er monstre i huset. Som kommer og bider ham. Og nogle gange kysser de ham angiveligt. Ikke, at han er rædselsslagen eller noget - han konstaterer det bare. Og lyder lidt irriteret. Forleden talte han desuden meget om "ildebrande" - formentlig foranlediget af noget HDD sagde i forbindelse med Øglens noget skødesløse omgang med en lyspære.

I går regnede det pænt meget, som I måske opdagede, så jeg ordinerede Regnvejrs-kakao med flødeskum og skumfiduser til reptilerne efter institution. Og mens vi så sidder dér - jeg med ryggen til pejsen - konstaterer Varanen helt nøgternt, at "Der er en klovn, mor". Der kommer så meget sødt sludder ud af den toårige mund, og i og med, der var en klovn til Mikle, som han har talt en del om, taler vi lidt om Klovnen Nick. Og taler så videre om alt muligt andet. Indtil Varanen uskyldigt siger "Der sidder en klovn i barneovnen" (Vi har ikke nogen barneovn - det er bare Varanens måde at sige brændeovn på, red. Håber jeg. Kan ikke bære både at have en klovn og en barneovn).

Mig (overrasket): I brændeovnen? En klovn? (Vender mig med vilje ikke om. Kan ikke lige overskue det, hvis der rent faktisk er en klovn i brændeovnen. HADER klovner!)

Varanen (nøgternt): Klovn i barneovnen, mor.

Mig (...): Nåda. Hvad laver klovnen derinde?

Varanen (konstaterende): Skumbad.

Mig (forvirret): Skumbad?

Varanen (forklarende): Klovnen. Tager. Skumbad. Klovnen. Kysser. MIG!

Mig (endnu mere forvirret): Okay, altså. Klovnen tager skumbad og kysser dig?

Varanen (forklarende): Klovnen. Spiser. N's. Skumduser. (skumfiduser, red.)

Mig (mangler ord): O-kaaay?

Varanen (nøgternt): Der sidder en klovn i barneovnen, mor.

Mig (perpleks): Mere kakao anyone?

Øglen og Varanen: Skumbad. Nu!

HDD kom hjem kort tid efter, mens reptilerne badede, og jeg overvågede dem. Og han havde ikke set nogen klovn. Eller nogen barneovn, for den sags skyld. Ved ikke, om jeg skal være glad eller bekymret. Og om jeg skal melde Varanen til Åndernes Magt ...

søndag den 3. november 2013

Et år i huset

Forleden havde HDD fødselsdag. Og samme dag fejrede vi etårsdag i huset i Den Nu Ikke Længere Så Nye By. Eller - det ville vi have gjort, hvis vi havde husket det. Men vi glemte det midt i ulvetimer, flødekartofler og gåen fredagskold i sofaen.

1. november sidste år var dagen, hvor vi fik nøglerne til huset, flyttede nødtørftigt ind med de ting, vi havde med os fra Tændstikæsken (resten var opmagasineret og kom dagen efter) og fejrede både hus og fødselsdag med HDD's familie om aftenen. Med købepizza i stearinlysets skær, fordi vores sikringer blev ved med at springe. (Defekt el-halløj til garagen, fandt vi senere ud af. Lovely).

Husnøgler. Gisp.

Dengang var køkkenet mintgrønt og rødt. Med verdens største (og lavesthængende) emhætte. Badeværelset var blåt, og haven vild - med hasler, der i bogstaveligste forstand groede ind i himlen. Dengang anede vi ikke, om der var andre børn på vejen, og om folk var søde eller utilnærmelige. Eller om byen var sådan en, vi ville kunne trives i.

Og her ville jeg så have indsat et billede af før/efter køkken, men ikke om Blogger gider.

I det forgangne år er vi blevet klogere på en del. Vi har fundet ud af, at vi begge havde en lille (meget lille, men stadig ...) havemand i maven. At folk på vejen - i hvert fald vores naboer - er fantastiske. (Hende den sure, gamle overfor ... Not so much. Men hun er heldigvis ved at flytte, og plantegningen på hendes hus skriger på børnefamilie). At byen har meget at byde på, men stadig er mest gearet til alle sølvhjelmene, der har boet her i Nordsjællands Florida de sidste 100 år. Og at det er fast arbejde at have et hus. Særligt et som vores, der går i stykker HELE tiden. (#%€/"/"!§)

Vi har også fundet ud af, at det ikke var så farligt at flytte ud af København, som vi troede. Og at det gik forbavsende hurtigt at vænne sig til den nye hverdag. Savnet til byen har naturligvis været der, men det er aftaget gradvist, og beløber sig nu kun til et nostalgisk savn af 'hvad der var', og så selvfølgelig det savn, der uvilkårligt vil være til en bydel, som man kender som sin egen bukselomme, når man skifter den ud med en by, hvor man end ikke ved, hvor biblioteket og den nærmeste Netto ligger. (At Øglen så stadig savner Østerbro, sin gamle børnehave og bedstevennen N, er så en lidt anden ting. Også selv om hendes savn typisk bliver større i takt med, at der er noget, hun gerne vil have - for hun har luret, at det giver en reaktion hos mor og far).

Da vi flyttede ind i huset, var det netop blevet malet og havde fået nye gulve. Der var blevet lavet et ekstra værelse efter vores dessiner, og i det hele taget var det lige til at flytte ind i. Vi fik hurtigt skiftet fyret, der var på alder med Ruder Konge, og derudover var vi enige om, at vi ville rive det grønne dværgkøkken (det var MEGET lavt, og når vertikalt udfordrede jeg siger det, så er det slemt) ned på sigt. Plus trimme haven. Men det var så det. Troede vi.

...

Der er så sket lidt mere.

Først fandt vi ud af, at dværgkøkkenets el lod en del tilbage at ønske. Til trods for en ellers virkelig flot elrapport. Enter ejerskifteforsikring. Så gik vi amok i haven med en sav. Hånddreven, endda, fordi vi både er og var så rookie haveejere, at vi ikke har en motorsav. Fældede små 30 meter hasselbuske og fik til gengæld masser af lys i stuen (og pollen i øjnene. Fedt. #not). Det nye køkken blev sat op i etaper, mens kommunens storskraldsordning kom på overarbejde på vores adresse.

Vinteren var lang og bitterlig kold, og at vores hoveddør ikke sluttede tæt (ligesom vinduerne på 'vindsiden' af huset heller ikke gjorde) gjorde sjovt nok kun kulden endnu mere gennemtrængende. Så efter 8 ugers ventetid (det tager åbenbart lang tid at lave vinduer) fik vi nye vinduer på den ene side af huset. Da var det endelig begyndt at blive lidt lunt i vejret, så vi håber, at vi får effekt af vinduerne, når kulden for alvor sætter ind. Hoveddøren blev skiftet i samme moment, og alt var godt - bortset fra, at der var sket en fejl fra fabrikken, så døren lignede noget, der var løgn. Den var uens i farven og på ingen måde den trilliard værd, som den kostede, så vi ventede da bare lige små 8 uger mere - og fik så en dør, der både passede og var pæn. Yay.

I løbet af sommeren fik vi sat et raftehegn op. Det fik vi nogle letpåklædte håndværkere til at gøre, og det var penge godt givet ud, for vores motorsavsmassakre havde nok givet lys, men også vældigt indkig til 'bagboen', der i forvejen ligger højt i forhold til os. Så op med hegn.

Virkelig dårligt billede, I know. Fokusér på hegnet bagest. Det bedste billede, jeg kunne få, når jeg ikke ville drøne ud og tage billeder af de arbejdende stakler.

I mellemtiden skal jeg selvfølgelig også lige huske at nævne, at vi fik ryddet hele terrassen for gammelt, træt perlegrus (som nu ligger i en ret grim stak bagest i haven) og kørt tre ton (TRE!) granitskærver på. Med egne arme og - i de fleste tilfælde - børn oven på trillebørladdet sammen med skærverne. Vi var nogle, der havde ondt i skuldre, arme og ryg i de uger, det stod på. (Se billede ovenfor - der er de nye skærver kørt på, og nyt havemøblement installeret).

Øglens værelse fik en mini-makeover, dog mest på møbel-måden, og vi lagde planer for, hvordan vi næste år ville tage tapetet ned inde hos hende. Men i sommerferien havde vi lidt ekstra energi, så vi besluttede os for at rive det indbygningsskab ned, der står på Øglens værelse. Det lugtede lidt af gammel mand, og vi havde ikke rigtig lyst til at opbevare ting i det. Så ned med det. Og midt i nedrivningsprocessen finder vi så ud af, at vi har en våd væg. Som i pjaskvåd op til knæhøjde. Enter ejerskifteforsikring. Som sendte os videre til villaforsikringen. Som bombarderede os med et arsenal af fugtteknikere, vvs'ere og murere, og ja - resten kender I jo.

Midt i det hele besluttede en hærskare af virkelig klamme insekter at besætte vores gigantiske ædelgran i forhaven, hvilket tiltrak alle hvepse fra hele kommunen. Hyggeligt. Vores modtræk var at hyre nogle anlægsgartnere, der jævnede det - og resten af forhaven - med jorden og lagde rullegræs på. Jatak.

Før. Det er forhaven, I skal lægge mærke til. Og se bort fra de lyse, lokkende farver - det er et mæglerbillede ...

Efter. Jeg gad ikke lige kravle op i lygtepælen for at få et sammenligneligt foto. Men der er noget bevoksning, der er væk, lad mig sige det sådan.

Håndværkerne gør deres bedste for at give os et funktionelt hus tilbage, og hvis jeg tager mine optimistiske briller på, kan jeg rent faktisk se det ske i løbet af november. Det kunne være fantastisk. Og når vandskaden så er udbedret, kan vi krydse følgende af på Den Store Liste Over Ting, Der Er Blevet Lavet-liste: Tapet af på alle vægge i Øglens værelse, spartlet, sat filt op (i modsætning til savsmuldstapet) og malet. Spartlet tresser-gipslofter til glat, ensartet flade, filt på og malet. Hessian (virkelig klam hessian, I might add. Tror, huset har fået godt med nikotinspærrende maling, før vi rykkede ind) væk fra entréen/gangen. spartlet, sat filt op og malet. Klinker i entréen i stedet for upraktisk trægulv.

Badeværelset - al blå sanitet ud. Blå vægfliser ned, grimme flødefarvede (og meget slidte) mosaik-gulvfliser ud. Nye, afdæmpede fliser på gulv og vægge. Badekar væk - bruseniche i stedet. Ubrugelig radiator i badeværelset ud - ny termostatstyring til gulvvarmen.

Og som prikken over i'et har vi og naboerne i fællesskab fået sat en bøgehæk op mellem vores indkørsler, hvor der før var meget åbent. Eller, altså - vi fik nogen til det, ing'?!

Så nu har jeg hørt noget om, at næste år bliver noget roligere, hvad angår projekter i huset. Ellers kan jeg simpelthen ikke følge med. Der er godt nok et bryggers, der skal fikses, og verdens vådeste garage, der skal have tætnet taget, men det er så også dét. Og det håber jeg virkelig, det bliver ved med. For selv om vi er glade for alt det, vi ender med at have nået på et år, så tærer det også på kræfterne. Næste år har vi derfor sat os for at bruge markant mere tid på udelukkende at lave hyggelige ting i weekenderne - og markant mindre på at bygge, ase og mase og snakke med forsikringsselskaber ...

***
Og ja. Der er et håbløst mangel på billeder i dette indlæg. Men jeg kunne dels ikke finde dem, jeg ville bruge, dels drillede Blogger. Og efter en lang dag med fejring af HDD og bagning af en milliard fødselsdagsboller, chokorug, cheesecake og lagkage, gider jeg ikke computernørde mere end højst nødvendigt. Klebager.

torsdag den 10. oktober 2013

Mere om legeaftaler (langt og uden billeder. Sowwy)

For snart mange måneder siden skrev jeg et indlæg om legeaftaler. Fordi jeg var totalt rookie-mor på det punkt, og heldigvis sad I en masse erfarne blogger-mødre rundt omkring i cyberspace og ville gerne give jeres besyv med igen. Tak for det.

Men. Jeg har brug for flere besyver. Så har I mon lyst til at give mig sådan nogle?

Fordi. De der legeaftaler spøger stadig. Og jeg føler mig stadig som rookie-mor på det punkt. Til trods for, at jeg har haft indtil flere børnehavekammerater i min varetægt, leget med dem, skræmt livet af dem med vandmeloner, cyklet med dem i ladcyklen og oven i købet ladet Øglen tage på tur med en af veninderne.

Hvad er det så, der er så svært, spørger I nu. Jo, I gør. Og det er sødt af jer, for nu skal I høre:

I Øglens børnehave er de tre jævnaldrende piger. Lad os for nemheds skyld kalde dem Æ, Ø og Å (Øglen er Ø, hvis I skulle være i tvivl). Alle tre piger leger godt sammen og udgør ifølge pædagogerne i børnehaven 'en stærk pigegruppe'. De leger sammen på kryds og tværs - Æ leger med Å, Ø leger med Æ, og Å leger med Ø. Og så fremdeles.

For et par uger siden var Ø og Å så på tur. Det var Æ lidt ked af, men som jeg talte med hendes mor om (som var helt cool omkring det), så kan man jo desværre ikke altid tage alle med alle steder hen. Det er i øvrigt heller ikke min oplevelse, at pigerne hænger sammen som ærtehalm - sådan virker det i hvert fald ikke på Øglen, når jeg spørger.

Så vidt så godt. I dag fik jeg og Å's mor så en besked fra Æ's mor, der fint og nøgternt fortalte, at Æ var blevet meget ked af det ved aflevering i morges, fordi Ø og Å tilsyneladende var helt oppe og køre af begejstring over, at de skulle i Tivoli i aften. Æ's mor ville gerne vise Æ, at man også godt kunne tage af sted til en oplevelse tre mand, og derfor ville hun invitere Ø og Å med på tur i nærmeste fremtid - om vi var friske på det?

Godt nok skal vi i Tivoli i dag, men vi skal alene af sted, så for at rede eventuelle misforståelser og tanker om favorisering ud, ringede jeg til Æ's mor med det samme og forklarede hende sagens sammenhæng. Hvorvidt Å også skal i Tivoli i aften, skal jeg lade være usagt, men det er i hvert fald ikke sammen med os. Men jeg ville da gerne takke ja til hendes tilbud om at tage Øglen med på tur engang.

Fint. Så tikkede der en besked ind fra Å's mor. At hun også gerne ville takke ja til en fælles tur, men om vi i øvrigt ikke også var med på at mødes til en udramatisk kop kaffe og lige rede trådene ud. Hun oplevede nemlig, at Å blev ked af det, når Æ og Ø leger sammen i børnehaven uden at ville have hende med. Om Ø mon også blev ked af det, når hun blev holdt udenfor?

Øhm ... Nej. Ikke så jeg bemærker det, i hvert fald. Af og til fortæller Øglen godt nok, at Æ og Å ikke har gidet at lege, og at den ene ville gå forrest til en skatteleg (?), men så blev den anden sur, og så stoppede de med at lege sammen, men jeg har aldrig oplevet det stikke dybere end et skuldertræk og et "Men så løb jeg bare efter Y og Z og FANGEDE DEM OG KILDEDE DEM". Derfor må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt over - som i overhovedet - at der kunne være optræk til pigefnidder. Særligt ikke fordi de kun er 4 år. Men det er måske bare mig, der er naiv?

Jeg drikker altid gerne en kop kaffe - de udramatiske kopper er faktisk mine yndlings - så jeg dukker naturligvis op på det aftalte tidspunkt. Jeg er bare ikke helt sikker på, hvad vi kan nå frem til. Naturligvis er det vigtigt at få på det rene, om nogle af pigerne føler sig decideret ekskluderet, men hvis ingen af vores piger ligefrem mobber de andre (og det kunne jeg bestemt ikke forestille mig var tilfældet), har jeg ærligt talt svært ved at se, hvad vi kan gøre ved det. Og OM vi skal gøre noget ved noget i det hele taget.

Øglens forhold til legeaftaler har ikke ændret sig synderligt, siden vi havde vores debut for et halvt års tid siden. Hun synes, det er hyggeligt, når det står på, men hun efterspørger det ikke selv. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, vores weekender er så propfyldte med hhv. vandskade og andre gøremål, at jeg heller ikke ligefrem presser på for at hive horder af børn med hjem. Jeg siger ofte til Øglen, at hun endelig må sige til, hvis der er nogen, hun gerne vil lege med, men hun siger bare ikke til. Typisk er det de andre børn, der spørger, om de ikke må komme hjem til os, og det kommer de så. Når det lige passer.

Så kære, erfarne udi legeaftaler, medmødre: What to do med alt det her legeshow? Skal jeg gøre noget proaktivt for at få min datter til at lege lige meget med Æ og Å? Skal jeg (oh gru) altid fremover invitere flere børn på legeaftaler samtidig? Skal jeg i det hele taget se at komme ind i legeaftalekampen? Skal jeg lade være med at gøre noget overhovedet? Eller noget helt femte? Øs af jeres visdom, og jeg vil være jer evigt taknemmelig!

fredag den 10. maj 2013

Filosofisk fredag

Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår det skete, men lige pludselig er Øglen bare blevet en rigtig stor pige. Som af og til gerne bare "vil være i fred på mit værelse lidt, så jeg lukker lige døren. Hold øje med Varanen, så han IKKE kommer ind!" Og som 'svarer igen' med - synes jeg - ret velovervejet argumentation. Som nu her til aften, hvor Øglen ikke ville spise ret meget (for ikke at sige noget overhovedet - kan måske hænge sammen med den kanelsnegl, hun fik umiddelbart før maden ...):

Mig: Du bliver altså nødt til at spise noget, skat.

Øglen: Nej tak.

Mig: Bare lidt - du ender bare med at blive sulten lige om lidt.

Øglen: Nej TAK! Jeg er ikke mere sulten nede i min mave.

Mig: Er du SIKKER?

Øglen: Ja! Jeg fik to kiks i bilen, da jeg var ude at køre med far. Det er riiiiiigeligt!

Mig: *Fnis*

Generelt husker hun ret mange ting (også længere tilbage end de to kiks, altså), som hun er dygtig til at drage med ind i samtaler. Og så reflekterer hun meget.

Hun tør sør'me også være alene ude i haven/på terrassen nu. Mens jeg er inde i tørvejr og drikker kaffe. Det kunne ikke komme på tale for bare et par måneder siden

For nylig ville hun fx gerne vide, hvad det betød at hævne sig. Og hun taler ofte med HDD om, hvorvidt han og jeg altid vil være der. Det er nemlig gået op for hende, at man kan dø - i hvert fald, når man er meget gammel (blev jo lissom nødt til at sige ET eller andet, da hun blev ved med at spørge om, hvor oldemors far mon var). Så hun tjekker lige jævnligt op på, om vi er meget gamle. Og ja, her ville det være oplagt at indsætte en joke om, at man er så gammel, som man føler sig og at to små børn kan få aldringen til at gå amok, und so weiter, men den må I selv klare ...

Samtidig med, at hun er så stor og reflekterende, har hun (heldigvis) stadig de kæreste 'talefejl'. Det hedder fx stadig laviser, laklamer og lasandwich. Og bilen skal stadig have 'appelsin' på.

Vi opererer også stadig med, at det kan være drivkoldt, og så er hun begyndt at "sove DIREKTE!", når hun falder i søvn med det samme.

Der er mange flere ting, som jeg ikke vil trætte jer med her, for det har jo intet at gøre med, at jeg ikke lige kan huske dem. Men jeg bliver ikke den, der retter dem.

Søskende, der leger. Og det endte - for en gangs skyld - ikke i tårer 

Jeg ved godt, det er en kliché, det der med, at tiden går så hurtigt, når man har små børn. Men det gør den jo! Og selv om jeg er vild med min store, kloge, smukke, reflekterende pige, vil jeg også gerne beholde hende den lille, som var så uskyldig. Og hverken tænkte på hævn eller bortgang. Tror for alvor, det er begyndt at gå op for mig, hvor svært det bliver at skærme hende fra alle de ting i livet, der ikke bare er en lind strøm af kiks, Bamses Billedbog og ture i ZOO. Allerhelst ville jeg vist bare pakke hende ind i vat. Selvom det jo heller ikke nytter noget.

Men den første, der gør hende ked af det over noget, der stikker dybere end "det er min skovl, jeg så den først", får slag. Jeg siger det bare ...

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 24. april 2013

Legeaftaler - do's and dont's?

Når man nu sådan er relativt ny provins-mor, så er der nogle ting, man (jeg) ikke lige er heeeeelt med på. Derfor spørger jeg nu Blogland til råds endnu engang. Man behøver ikke være provins-mor for at svare - alle input er velkomne. Såeh; giv lyd, hvis det er noget, I ved noget om.

Emnet er legeaftaler. For og med Øglen, altså. Selv her i provinsen er det lige tidligt nok med legeaftaler i vuggeren, ser det ud til. 'Hjemme' i København har vi ikke gjort os det store i legeaftaler. Eller ekstrakurrikulære aktiviteter, for den sags skyld. Enten fordi Øglen stadig var lidt til den lille side, da vi flyttede (eller, ok - hun var næsten fire, men ...) eller også fordi man jo bare satte hinanden stævne på den lokale legeplads, hvis ens afkom kom godt ud af det med hinanden. Så kunne mødrene stå dér og knævre med en latte i hver hånd, mens krapylerne galopperede ud over gynger og rutschebaner, og når det ikke var sjovt mere, gik man hjem. Bevares, vi har da været på et par legeaftaler med bedstevennen N - også efter vi er flyttet, ved I - men det er jo N. Så det er lissom bare noget andet.

Ja, det er hende her, vi snakker om. Hun er sgudda også kær, ikke?!

Nå. Men her i den diamantbesatte Nye By er der ingen legepladser. Ikke nogen, der er sjove, i hvert fald. Og jaja, jeg ved godt, at de er vældig stolte af den nyindrettede tomme parcelhusgrund legeplads tæt på os (trods alt), men er man fire år og bare en anelse skeptisk anlagt, tager det ikke mange sekunder at konstatere, at en enkelt fugleredegynge, en lillebitte rutschebane, et vippedyr og et ret grimt legehus ikke er en rigtig legeplads. Slet ikke, når målestoksforholdet hedder Tårnlegepladsen. Så latte-møder-legeplads-modellen er ikke en mulighed, når det kommer til legeaftaler.

Legeaftaler er i min verden vigtige i det omfang, Øglen selv tilkendegiver, at der er nogen, hun gerne vil lege med. Som fx med N, som hun rigtig gerne ville hjem til og vice versa. Her i Den Nye By (som snart ikke er så ny mere, egentlig) har hun imidlertid ikke rigtig talt om at komme hjem til nogen. Hun har masser af gode venner i børnehaven, men umiddelbart virker det som om, hun har nok i, at de er derovre. I hverdagene er hun træt (og det er Varanen i dén grad også), og i weekenderne vil hun enten gerne hygge derhjemme, lege med nabodrengen, eller også laver vi et eller andet sammen som familie. Som nogle gange/nogle gange ikke omfatter jævnaldrende børn. Det har fungeret fint indtil videre.

Hygger Med iPad

For en måneds tid siden åbnede dørene sig imidlertid til Landet, Der Er Brolagt Med Legeaftaler. Der lå en seddel på Øglens garderobeplads fra A's mor om, at A gerne ville lege, og om jeg ville ringe eller skrive til hende. Okkeja, selvfølgelig ville jeg da det. For det er da dejligt, at der er nogen, der gerne vil lege med ens barn, og helt egoistisk så jeg det også som en mulighed for at udbygge mit temmelig sparsomme diamantbesatte netværk her i byen. Legeaftalen blev sat i værk, og en søndag for et par uger siden fandt den så sted hjemme hos A. Og det gik forrygende. Pigerne legede, og jeg og A's far drak kaffe, sludrede, faciliterede, sludrede, fandt ud af, at vi havde fælles bekendte og drak lidt mere kaffe. For ja, jeg var der under hele legeaftalen. Selv om det ikke var det, der var blevet lagt op til, men Øglen var ved at gå i panik, da jeg foreslog hjemmefra, at jeg jo også lige kunne stikke over og handle, mens hun legede. Ikke tale om.

Samme scenarie udspillede sig i sidste weekend, da Øglen var hjemme hos T og lege. Så jeg blev hængende. Og drak saftevand, sludrede med T's mor, grinede en masse og hyggede mig gevaldigt. Pigerne så vi nærmest ingenting til (efter den indledende generthed), så vi fik vendt en masse forskellige emner - mange af dem børnerelaterede. Og jeg fandt ud af, at legeaftaler åbenbart er den hellige gral på disse kanter. For "det giver dem jo enormt meget rent socialt", som jeg efterhånden har hørt et par gange. Og ja, det gør det ganske sikkert. Men de er fire år gamle. FIRE. Umiddelbart tænker jeg, at det er lige tidligt nok at bekymre sig om social status, sådan for alvor, men jeg er selvfølgelig også vokset op på en pløjemark midt i Jylland, så hvad ved jeg om noget som helst?

Tumle tumle tumle


Jeg fandt også ud af, at "vi" åbenbart allerede tænker ret meget over at styre poderne i retning af de børn i børnehaven, der er stor sandsynlighed for, at de kommer i skole med. Hvilket vil sige, at "vi" trækker os lidt væk fra børn, der helt sikkert skal i skole til sommer og dem, som måske/måske ikke skal begynde i noget førskoletilbud på en privatskole lidt længere væk. Jeg kan godt se, at det kan blive et hårdt slag for ens barn, hvis det udelukkende leger med børn, som stopper til sommer, men igen; Øglen leger sq lidt med dem allesammen, og når M og M stopper til sommer (for de skal nemlig i skole), tænker jeg, at hun bare finder nogle nye drenge at slås og lege fangeleg med. Men der tager jeg måske fejl? Nej, rent fornuftsmæssigt kan jeg jo godt se, hvad de andre forældre siger og mener. Og de holder da heller ikke deres børn væk-væk fra de børn, der snart skal i skole, men de dirigerer legeaftalerne i en anden retning. Og det giver måske meget god mening - hvis man da ellers synes, at legeaftaler er the shizzle.

Øglen skal fx lege med A igen i morgen. Børnehaven holder lukket, og A kommer hjem til os, for hun vil så gerne lege med Øglen igen, skrev hendes mor. "Hvorfor det?" spurgte Øglen, da jeg fortalte hende det, og lod til at syntes, at det var underligt, men fint nok, at de skal lege. Hun lader til at synes, at det er meget hyggeligt, at A kommer, men hun virker lidt mystificeret.

Men legeaftalerne er jo ikke bare nye for mig. De er også nye for Øglen. Og måske det bare er det? At vi lige skal lære, hvordan det fungerer? Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg skal presse på for, at Øglen har lyst til at være hos de andre piger alene. Og om hun skal have flere legeaftaler. For hvor mange har man sådan på uge-/månedsbasis?

Det vil uden tvivl være enormt fedt, når/hvis hun gider, fordi det jo vil give hende en oplevelse og frigøre lidt tid til mig, hvor jeg kan køre skærver, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af sjove ting, men hun har vitterligt ikke lyst til at tage hjem til nogen af de andre børn uden mig. Og skal jeg være helt ærlig, så forstår jeg hende godt. For det kan da godt være, at hun kender S og T og M og M og alle de andre ovre fra børneren, men hun kender ikke deres forældre. Og vigtigere: JEG kender ikke deres forældre. Og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god idé at sende min lille store Øgle hjem til nogen, jeg ikke aner, hvem er. Jeg er ret sikker på, at alle forældrene her i Den Nye By er nogenlunde normale og helt bestemt til at stole på, men altså - jeg vil stadig gerne vide bare lidt om, hvor jeg sender mit barn hen. Er jeg pylret?

Indtil videre har det ikke været et problem, at jeg har været med. Og det forestiller jeg mig da heller ikke, at det bliver. Men det er bare stadig lidt en pudsig fornemmelse at være nødt til at "spørge om lov" til at være med/undskylde, at mit barn ikke har lyst til at være der alene. Nå. Det bliver forhåbentlig bedre. Og jeg vil jo også gerne have, at Øglen har andre at lege med end Varanen, HDD og jeg. Men jeg synes bare lige pludselig, at der går enormt meget 'projekt' i de her legeaftaler.

Er det bare mig, der er sart? Pylret? Bliver det bedre? Er der en anden måde at gribe det an på? Og hvordan gør I?

fredag den 12. april 2013

Blablabla

Jeg er hjemme med Varanen i dag. Som snorker på anden time i barnevognen, og jeg har - meget mod forventning, da jeg måtte konstatere i morges, at min lille fyr var for klattet til ret meget andet end en tur over med storesøster og retur - nået en god del af mine arbejdsopgaver.

Der er en gryde over blusset i køkkenet, og går det efter planen, har jeg karamel om et par timer. Mon ikke en lille, snottet Varan kunne lokkes til at smage lidt af det på en kiks eller på en portion havregrød? Ikke, at appetitten fejler noget hos ham som sådan - han er 'bare' snottet og har udviklet en noget rallende hoste, der helt tydeligt gør ondt på ham. Det er ikke sjovt, så måske lidt comfort food kan hjælpe. Forår, s'il vous plaît - det trænger vi til!

Men selv om det er synd for Varanen, så vil jeg nu ikke klage - lidt sygdom er forventeligt ved institutionsskift, og at vi har klaret næsten en hel måned uden, er vist bare det rene held. Særligt fordi der har været sedler oppe i Den Nye Vuggestue om diarré og skoldkopper, og personalet falder som fluer i øjeblikket. Men på ET eller andet tidpunkt vender det vel, tænker jeg?! #blevdersagt

Billede fra den anden dag, hvor det ikke var efterårsvejr, og hvor Varanen ikke var sløj. Men til gengæld havde tusch på maven og diadem på hovedet

Vi var i øvrigt til sundhedsplejerske i går, Varanen og jeg. (Og denne gang fandt vi det rigtige sted). Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald positivt overrasket over den meget viise dame, vi har fået tildelt som sunder. Ikke, at hun er noget orakel, der kom med hurtige løsninger, men hun var bare sød. Og lyttende. Og forstående. Og stillede en masse gode spørgsmål, som var lidt svære at svare på i øjeblikket, men som alligevel gik ind og rørte noget og fik mig til at forstå forholdet mellem mig og min lille dreng bare en my bedre.

Jeg havde jo oprindeligt kontaktet hende, fordi Varanen bliver så hjernedød hidsig fra tid til anden - særligt, når jeg skal skifte ham, og når jeg skal putte ham. Og jeg har ikke anet mine levende råd. Det er så blevet lidt bedre, siden jeg kontaktede sunderen før påske - primært fordi Varanen pludselig kan gå, tror jeg - men alligevel var det rart lige at få vendt. Og at høre, at han godt må blive sur og græde. Men at jeg også godt må blive om ikke sur, så bestemt. Og at, bare fordi jeg ikke behøvede at wrestle med Øglen, da hun var lille, godt kan behøve det med Varanen. "Der er forskel på alle børn", som Den Kloge Sunder sagde. "Og der er forskel på din søn og din datter. Ikke bare på størrelsen af dem. Derfor er der også forskel på, hvordan du skal behandle dem - og frem for alt på den måde, du føler dig sammen med dem". Derefter bad hun mig sætte procenter på, hvor irriteret jeg bliver på Varanen i løbet af en dag, og jeg nåede frem til, at vi lige nu ligger på omkring de 10 procent. Hvilket lyder meget rimeligt - også i mine ører. Men den sats har altså været noget højere, må jeg tilstå.

Vi talte også om det der med at dele sol og vind lige, når der er to børn, og jeg fortalte, at jeg har arbejdet en del med (eller i hvert fald tænkt temmelig meget over) det der med at undgå al for megen dårlig samvittighed. Og er nået frem til, at Varanen nok skal få det, han har brug for. Hvortil Sunderen blot sagde "Nej. Han får meget mere. Det kan jeg se på både ham og dig. Og det er godt, men du skal passe på med ikke at falde i den grøft, hvor du blot giver og giver og giver, til du ikke har mere. For han er halvandet og tager alt, hvad han kan få".

... Nå, det bliver rodet, det her. Og lyder sikkert ganske banalt. (Og/eller som om hende Sunderen var sindssygt old-school). Men hun var klog. Og sød. Og virkede rent faktisk som om, det lå hende meget på sinde, at jeg (og Varanen, naturligvis) havde det godt. Så således opløftede kunne vi smutte ud af 'konsultationen'. Efter lige at have fået at vide, at det var en god idé at begynde til gymnastik med Varanen, fordi hans balance angiveligt lader noget tilbage at ønske, og "Han er en stor dreng. Han har brug for at bruge den kraftfulde krop og lære at styre den. Og ved samme lejlighed kan du begynde til styrketræning, så du får kræfter til at holde ham, når han forsøger at slippe væk fra puslebordet"... Styrketræningen dropper jeg dog nok for nu. Og gymnastikken begynder vi til, når jeg finder et hold i den her by, der ikke kun er for Sølvhjelme over 80. Og så kan vi i øvrigt også lige se, om ikke balancen skulle rette sig, når han har øvet sig lidt mere i at gå. Det er trods alt kun to uger, han smed sin forstuvning, såeh ...

Og right on cue vågner Varanen nu og kalder på "Muahr". Mon ikke også karamellen er ved at være færdig?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...