Viser indlæg med etiketten teen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten teen. Vis alle indlæg

fredag den 4. marts 2016

Om store skuespillere og små teenagere

Der er eventyruge i Varanens børnehave i denne uge. En hel uge, hvor de har eventyr-tema - de læser eventyr, ser eventyr, taler om eventyr og øver eventyr. Og ugen kulminerer i, at hver stue viser et eventyr-stykke for hinanden. Jeg ville give min højre arm for at se med, men det er kun forbeholdt børn og pædagoger - og det er måske meget smart, hvis det ikke skal gå op i hat og briller.

Varanens stue skal spille Hans og Grethe, og der bliver øvet og produceret kulisser til den store guldmedalje. Rollerne til teaterstykket blev fordelt i begyndelsen af ugen, og da jeg på fordelingsdagen kom for at hente Varanen, hørte jeg ham stolt proklamere "Jeg skal være far!" til hans små hang-arounds. Det kan man jo mene er lige lovlig tidligt, men det går nok endda.

Dagen efter kunne han stolt meddele, at han havde fået en "Oscars" under generalprøven, fordi han var så dygtig til at sige sin replik - og i øvrigt var holdt op med at kravle ned under bordet af generthed, hver gang han skulle åbne munden. Det var han svært stolt af, og derfor har vi gjort en del ud af at øve den famøse replik herhjemme, så kvaliteten forbliver høj til premieren.

Således har man i det lille hjem kunnet høre omkring 100 forskellige variationer af sætningen "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" de sidste par dage. Forbavsende, HVOR mange forskellige måder man kan sige det på, men sådan er det jo nok at være skuespiller. Hvis man spørger Varanen, i hvert fald.

Øglen er ikke videre imponeret af Varanens skuespil - eller hans replik, for den sags skyld - så hun øver sig på sine egne. Ikke, at hun skal medvirke i noget skuespil (i hvert fald ikke, hvad jeg ved af), men jeg har hende mistænkt for at planlægge sin helt egen forestilling, der formentlig kommer til at vare nogle år. Titlen? Jeg gætter på "Sådan er man, når man er teenager". Eller noget i den boldgade.

Forleden begyndte hun til parkour (det fortjener sit helt eget indlæg, så jeg skal gøre det kort her), og første træningsgang var både kold og mørk. Derfor blev hun udstyret med træningstøj, en løs hættetrøje og den eneste hue, jeg kunne finde, som ikke havde øjne og knurhår og lignede en ulv - nemlig en af mine beanier. I det outfit kom hun til at ligne en lille miniature-forbryder, men hun syntes, det var herre-sejt, og siden har huen ikke veget fra hendes side. Hun havde den endda på i går, da jeg hentede hende i skolen, og hun sad og holdt hof med tre af drengene fra klassen.

Selv om hun havde bedt mig hente tidligt, var det helt tydeligt meget belastende for hende, at jeg kom, så jeg blev mødt med et øjenrul og et "Arrjjsjgj - skal jeg hjem NU?!" Efter jeg havde snakket lidt med alle ungerne (og krammet dem med et meget vådt halstørklæde, gnæg), meddelte jeg, at vi skulle hjem. Hvortil Øglen kiggede på mig og li'så tørt sagde "Alt, hvad jeg hører dig sige er blablabla - nørdenørdenørde!" Bum. Ganske vist er det et citat fra en film (tak til Det regner med frikadeller, som vi så i vinterferien), men det er da noget af det mest teenage-agtige, jeg længe har hørt. Hun bliver en fest, når hun bliver rigtig teenager.

Næh. Må jeg be' om "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" til hver en tid?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...