Viser indlæg med etiketten thomas dybdahl. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten thomas dybdahl. Vis alle indlæg

onsdag den 6. oktober 2010

Norge?

Øglen snakker helt vildt. Det har hun gjort længe. Desværre forstår vi bare ingenting af det, hun siger - heller ikke selv om hun er meget insisterende ud, når hun ytrer sig og også gerne gentager sig selv. Flere gange. Og øger lydstyrken i takt med antallet af gentagelser. (Lidt ligesom nogle ældre mennesker gør, når de taler dansk til en udlænding, der ikke forstår et kvæk dansk. De begynder bare at tale højere. Meget mærkeligt fænomen).

Problemet er, at Øglen taler klingon. Eller kantonesisk. Ikke dansk, i hvert fald. Kun nogle få ord. Tak, fx. Og MIR! Sove, op, hej, hva' deeet, nej (stor fan af ordet nej!) og andre småord er også på tapetet. Og nu er hun så begyndt at sige Norge. Ret tit, faktisk.

Mig: Hvad laver du, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Nåda, dét lyder spændende. Hvad er det for noget?
Øglen: Norge
Mig: Er det RIGtigt?
Øglen: Norge-norge. *vader ud af rummet, mens hun nynner norgenorgenorgenorge*

eller

Mig: Vil du have mælk på havregrynene?
Øglen: Nejjjj (mener tydeligvis ja) - Norge.
Mig: Okay? Så flyt lige ansigtet fra skålen.
Øglen: Norge

Get the drift? Aner ikke, hvad det betyder. Ud over at Norge er et land, altså. Men det kan selvfølgelig være, at hun synes, at jeg skal skride til Norge lidt. Eller stikke af med Thomas Dybdahl.

...

Tror da faktisk, at det er det, hun mener. Det vil jeg spørge hende om, når jeg kommer hjem. Forestiller mig, at samtalen kommer til at forløbe nogenlunde sådan her:

Mig: Hvad siger du til det, Øgle - synes du, at mor skal tage på ferie?
Øglen: Norge
Mig: Hvor synes du så, mor skal tage hen?
Øglen: Norge
Mig: Det var da en god idé. Thomas Dybdahl er jo i øvrigt fra Bergen. Ved du, hvor Bergen ligger, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Korrekt! Synes du, jeg skal tage af sted, så?
Øglen: Norge

Sådan skal den ged barberes. Norge it is. Nu skal jeg bare lære hende at sige Sydfrankrig. Eller et andet lunt sted.

onsdag den 5. maj 2010

Waiting for that one clear moment

Jeg har været til koncert med manden, jeg skal giftes med. (HDD ved det godt. Og han er okay med det. Så længe han har lov til at stikke af med Szchzirley, hvis lejligheden byder sig).

Koncerten var helt uovertruffen - et åndehul på ca. halvanden time, hvor der var plads til at synge lidt med, putte sig ind til HDD, falde i svime over de skønne musikere, fælde en tåre (jaja - man har vel lettere til tåre her post-Øgle, men prøliå forestil jer "One day you'll dance for me New York City" live i et stopfuldt Vega). I kan høre sangen lige her (kan ikke finde ud af at proppe YouTube-klip ind på bloggen). Hør den, og græd! (Eller... bare hør den...)


 Her er han så. Den norske sangfugl. Mmm. Billedet har jeg selv taget, så ikke noget rettighedsbøvl dér.

Thomas Dybdahls nyeste album hedder Waiting for that one clear moment, og selv om jeg ikke er så vild med det, som fx The October Trilogy, kan jeg faktisk vældig godt lide titlen. Måske fordi den minder mig om, hvor jeg er henne (mentalt, altså - fysisk er jeg i allerhøjeste grad til stede på min arbejds-pind) lige nu.

Igennem et stykke tid har jeg haft det lidt underligt. Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af ikke helt at være 'til stede', (især) når jeg er på jobbet, og det er som om, tiden smuldrer mellem fingrene på mig. Gennem hele ugen glæder jeg mig helt vildt til weekenden, og når den så kommer, så nyder jeg den selvfølgelig, men det er som om, den bliver overskygget af, at jeg skal tilbage på jobbet om mandagen, hvorefter jeg så kan gå i gang med at glæde mig til næste weekend... Hvis jeg så ikke kunne fordrage mit arbejde, så ville det give nogenlunde mening, men jeg er faktisk forbavsende glad for det. Det havde jeg egentlig ikke regnet med, da jeg begyndte for små 2 måneder siden, men jeg kan ret godt lide at være der. Så jeg ser ingen grund til at ønske mig væk fra det.

Forleden skrev jeg en mail til en veninde, og da jeg lige skimmede den inden afsendelse, så jeg, at jeg (åbenbart) havde skrevet, at jeg havde det fint, men at "jeg render rundt og har det som om, jeg venter på et eller andet. Jeg ved bare ikke helt, hvad det er, så indtil dét kommer for en dag, må jeg jo bare ræse rundt i hamsterhjulet ligesom alle kollegerne". Det sad jeg så og funderede over og har gjort det lige siden, for det er præCIS sådan, jeg har det: Jeg har det som om, jeg venter på noget, men jeg ved ikke, hvad det er. Og det er ret frustrerende, for det gør, at jeg ikke kan 'committe'* mig sådan rigtigt på arbejde. Fordi jeg hele tiden tænker, at der må være en anden - større - mening med tingene, end at aflevere Øglen i vugger hver morgen, tage på arbejde, knokle, hente Øglen i vuggeren, underholde/rydde op/vaske tøj/lave mad, spise aftensmad, bade Øglen, putte Øglen, kollapse i sofaen med samme tv-repertoire aften ud og aften ind (indsæt selv en løbetur på et eller andet tidspunkt mellem de andre gøremål).

Måske er det fordi, jeg har en skarp bagkant på min ansættelse. Måske ikke. Måske har det slet ikke noget med jobbet at gøre. Måske er det pollenallergiens skyld. Eller svenskernes. (Er det ikke altid svenskernes skyld?). Uanset hvad, så er det bare rætti træls at vente på noget, man ikke ved, hvad er og hvornår - hvis nogensinde - kommer.

Giver det overhovedet nogen mening? Formentlig ikke. Forstår det heller ikke helt selv. Men mens jeg forsøger at finde hoved og hale i det, vil jeg lytte lidt (mere) til "Waiting for that one clear moment". For måske er det i virkeligheden 'bare' sådan et, jeg venter på? Et øjeblik, hvor alting er helt klart. Er det for meget forlangt?!

*Et af de mange hade-agtige fordanskede buzz-words (ahem. bullshit-bingo. ahem), som vi er meget glade for inde på kontoret.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...