Viser indlæg med etiketten tid. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tid. Vis alle indlæg

torsdag den 28. juli 2016

Noget om at begynde forfra

Agtigt. Sådan føles det i hvert fald, når man skal indsluses i hverdagen efter fire ugers ferie. Fire uger, hvor de eneste tidspunkter, vi har skullet nå noget, sådan for alvor, var de tre rejsedage, vi havde på vores Italienstur; af sted, videre og hjem. For sådan et fly (og vandtaxa, for den sags skyld) har det med at være lidt knibske i forhold til det der med at skulle vente.

Nu skal vi op og af sted hver morgen, så pludselig er vi i gang med vækkeure igen. Ikke, at jeg ved, hvorfor vi gider bøvle med dét - Varanen har nemlig tillagt sig en vågne tidligt-vane, der ligger meget fjernt fra de tidspunkter, han holdt sig til at vågne på ferien. Der kunne klokken både blive 8 og 9. Nu hedder den kl. 6, hvis vi er heldige. Slut med at vågne langsomt og nyde, at der ligger kilet et eller to børn fast i en armhule. Slut med at lade dagen og vejret bestemme, hvad vi skal. Suk.

Aftenture på stranden og al tid i hele verden ... 

Det er endda ikke fordi, vores start udi hverdagen er specielt hård eller brat sammenlignet med så mange andres. Vi har som bekendt det store privilegium, at jeg kan tage dagene og opgaverne, som de kommer, men det betyder jo desværre ikke, at jeg bare kan lade være med at arbejde. Jeg har stadig til gode at finde en, der har lyst til at betale mig for dét. Så arbejde it is. Det betyder, at børnene igen skal overlades i andres varetægt i en god portion af dagtimerne - for den ældstes vedkommende til noget sport, for den yngstes, børnehaven.

Eftersom begge børn i løbet af ferien har været ved at rykke hovederne af hinanden mere end én gang, tænkte vi, at det ville blive vildt fedt for dem at komme over til nogle jævnaldrende, og - for Varanens vedkommende - kendte ansigter. Men nej; tilsyneladende var kammerater og børn i det hele taget mere appellerende på afstand, for opstarten har mildest talt været noget hård. Og ret meget som at skulle begynde fra scratch.

Selv om Øglen har det sjovt til sport, synes hun det er hårdt. Og det er der jo sådan set ikke noget at sige til - jeg ville også selv blive lidt øm i stængerne, hvis nogen satte mig til at træne 6 timer om dagen. Første dage kløede hun på med krum hals, men de efterfølgende dage har det været lidt op ad bakke at få hende af sted. Lige med undtagelse af i dag, hvor der var kage og hygge på programmet. Varanen, som har talt stolpe op og ned om de forskellige børn og voksne i børnehaven, mens vi har været på ferie, har slet ikke lyst til at komme af sted og ligner en, der er på vej til skafottet, når han bliver afleveret. Og det er faktisk næsten værre, end hvis han var vred eller ked af det. Nu er han bare helt resigneret med ludende skuldre, og det har mit moderhjerte ret svært ved at klare. Også selv om jeg godt ved, at humøret stiger væsentligt i graderne, når jeg først er stukket af sted. Alligevel har jeg hentet ham senest 13.30 hele ugen og driblet på legepladsen med ham, indtil storesøster skal hentes, så det er jo ikke fordi han har lange dage (aflevering er ml. 8.30 og 9). Men alligevel. Åhrgh, jeg ville gerne bare have ham hjemme hos mig hele tiden. Og den ældste med. Men det går jo ikke - jeg ved det godt.

Det er bare lidt af en omvæltning, sådan at gå fra masser af tid og nærvær til knap så meget af begge dele. For os alle sammen. Alle er trætte, når der er hentet, og lunterne er kortere. Heldigvis er sommervejret stadig nogenlunde med os, og jeg bilder mig ind, at det giver lidt ekstra energi. Lidt længere aftener, hvor der er tid til at hygge, flade ud og bare være sammen.

Ovenstående lyder som brok, det ved jeg godt. Men det er det egentlig ikke. Det er bare savn til ferien og tid i rå mængder. De korte arbejdsdage bliver ikke ved med at gå for mit vedkommende, men så længe de gør, vil jeg nyde dem til fulde og bruge dem på at kysse lidt ekstra på ungerne. For lige om lidt er hverdagen nemlig sådan for alvor-alvor i gang igen, og så har de slet ikke tid til det ...

tirsdag den 9. september 2014

Tid, din forfløjne type!

Det er lidt uklart for mig, hvor tiden forsvinder hen, men væk, det bliver den, og det er derfor, det står lidt sløjt til med bloggeriet. Jeg skal nok komme igen, jeg skal bare liiiige finde tiden. Som pt. bliver brugt på hverdagen, eftersom:

*Mine arbejdsdage er barberet ned til et absolut minimum, delvist pga. problemer med at komme op i gear efter sommerferien, delvist pga. at jeg stadig synes, Varanen er lille og ny i hele børnehave-halløjet (hvilket er totalt on me, for han klarer det SÅ flot og vinker selv og alt muligt. Noget Øglen som en konsekvens pludselig også kam, selv om det ikke har kunnet lade sig gøre tidligere - i de halvandet år, hun har gået der). Så tiden til overspringshandlinger i dagtimerne er så godt som ikke-eksisterende, hvis jeg også skal gøre mig forhåbninger om bare at kradse bare en lille smule monetos ind. Og det skal jeg. Sidst, jeg tjekkede, skylder vi stadig en pæn sjat penge for den lille, fladtagede hytte i DNP.

*Reptilerne er aldeles håbløse at putte for tiden, og der først er ro kl. 21 eller senere. De sover så til gengæld også til 7.30-8 i den anden ende, og det er jo dejligt, men jeg savner mine aftener!

*Weekenderne er fyldt med hyggelige ting som kreering af kastanjedyr (synes altså, det er tidligt, at de falder ned, de små drønnerter. Er det bare mig?), hjemmebiograf (Grusomme Mig - eller "Robotfilmen", som den bare hedder herhjemme nu - er gået rent ind hos ungerne), spontan tur i IKEA (hyggeligt? Not so much, men vi fik da en overbygning til legekøkkenet), eller det lokale Farmer's Market sammen med Farmor (Farmors Market? #tøhø), mens Øglen var i cirkus med en veninde. Eller generel danderen og laven absolut ingenting.

Kastanjehest med agernpibe
 
Snobrødsbagning på Farmors Market (#tøhø igen)

*Jeg har genopdaget bøger! Og købt tre for sølle 50 kr i den lokale genbrugsbiks. Hvoraf jeg efter halvanden uge har læst 2,5 af dem. Og jaja, lixtallet kunne sagtens være højere, men jeg er underholdt, og jeg havde i dén grad glemt, hvor meget jeg elsker at læse. Og da DNP's bibliotek netop er genåbnet i ny og væsentligt forbedret udgave efter at have være noget amputeret i et års tid, har jeg også langt om længe fået mig registreret der, så jeg kan låne bøger. Det bliver farligt. Og utrolig tidskrævende.

En rolig stund i haven i weekenden. Med lydtapet af æbleplukkende, storsnakkende Varan og fuglefløjt. Ahhh. Og den der bog, 'ing ... Jeg ved godt, at jeg er lidt lastmover på dén (skulle jo lige vente, til den kom til salg til en 20'er), men den er virkelig fin og finurlig

Så summasumarum: Der er ikke så meget tid til at blogge lige nu. Det skal nok komme igen, for det er ikke som om, der mangler ting at skrive om. Varanen og den der børnehave, fx. Som der vel reelt ikke burde være så meget tilbage at sige om, nu han er færdigindkørt, men jeg kan finde på en masse. Fx at han gik og plukker blomster, da jeg hentede ham i går. #nåååårh Eller at alle pædagogerne knuselsker ham. #dobbeltnåååårh.

Nåhja. Der var også lige en familiefødselsdag, der hapsede lidt af tiden. Så hyggeligt. Og virkelig lækker mad!

Jeg kunne også skrive noget om, at hele aftenen i går blev brugt på at trøste en Varan, der havde utrolig ondt i maven og ikke ville spise noget - ikke engang den vaffelis, han ekstraordinært blev tilbudt for at se, hvor alvorligt det var. (Til jer, der ikke kender Varanen, kan jeg berette, at det er meget alvorligt, når der bliver takket nej til is). At han faldt i urolig søvn omkring 22-tiden. Og efterfølgende kastede op 4-5 gange med en halv times mellemrum. Mens Øglen syntes, det var synd for hende, at der ikke var plads til hende i dobbeltsengen (det var der sådan set, eftersom HDD blev beordret ind på sofaen. Men der, hvor der var plads, var der enten kastet op allerede, eller også var det målet for næste runde opkast).

Eller hvad med, at Varanen snart fylder 3?! At han bruger str. 104 i tøj, elsker at lave mad i legekøkkenet, synger, når han kan se sit snit til det (at ordene så ofte bliver ændret til det meget intelligente 'numse', er en anden sag), og er et nusseøre af rang. At han lige pludselig kan genkende stort set alle bogstaverne i alfabetet og elsker at høre om dem (længe leve en bogstavinteresseret storesøster). At han har knækket koden til 'rigtige' puslespil. Osv.

Jeg bruger faktisk også uforholdsmæssig meget tid på at fange vildfarne insekter og sætte dem ud igen. Her en giga-humlebi - dronningen, måske? Det er svært at se på billedet, hvor stor den er, men den har været min. 3 cm lang, og det er mig en gåde, hvordan i alverden, den kunne få bagen med sig op at flyve ...

Der kunne også fyldes godt op med historier om Øglen, der bliver så stor og langbenet. Hvis bukser i str. 110 stumper, mens 122/128 passer perfekt i længden, men har behov for et bælte for ikke at ryge ned om knæene. Som er begyndt at gå til redskabsgymnastik om mandagen hos temmelig rigid forening, der ikke vil have forældre i salen. Heller ikke første gang. Og hvor Øglen bare helt køligt vinkede og sagde "Vi ses bagefter, mor!", og så kunne jeg ellers bare sætte mig ud og vente. (Med en gnaven Varan, der også vil gå til redskabsgymnastik. Eller ishockey). Som stadig elsker at tegne og nu også elsker at skrive og prøve at stave. Som er blevet så stor og fornuftig og velargumenterende - bortset altså lige fra, når teenageren stikker hovedet frem og begynder hver eneste sætning med "Helt ærligt!".

Men det er jo det med tiden igen. Som i dag er endnu mindre til overspringshandlinger, eftersom den opkastende Varan har en hjemmedag, selv om han er temmelig frisk (han slog øjnene op i morges med et "Hej! Jeg har aldrig ondt i maven mere!"). Jeg tror, han havde spist noget, han ikke kunne tåle i går, men syntes ikke, jeg ville tage nogen chancer. Ingen grund til at smitte hele institutionen, hvis nu det skulle vise sig at være en virus.

Og nu: Kaffe! Mens nogen ser Dora i fjerneren. For kaffe skal der være tid til. Ciao!

torsdag den 22. marts 2012

Varanen 6 måneder

For 6 måneder siden kom den underskønne Varan til verden. Et helt halvt år er der gået, og hold nu käften, hvor er det bare fløjet af sted. For et halvt år og en dag siden var jeg stadig lidt smånervøs ved, hvordan det nu skulle gå at blive en familie på fire i stedet for tre. Det ved jeg nu, og der havde ikke været nogen grund til at være nervøs, for det er f*cking fedt. Hårdt, men det hele værd! Tillykke, verdens sødeste Varan!

Varanen, kun få timer gammel. Lidt trykket efter alenlang fødsel, men smuk smuk smuk, hvis man spørger mig...

Varanen, 1 måned
 
Varanen, 2 måneder. Og allerede i skrap ligge på maven-træningslejr
 
Varanen, 3 måneder. Og på vej på tur sammen med alle sine bamser i liften
 
Varanen, 4 måneder og et par timer. Og SÅ klar til skemad
 
Varanen, 5 måneder. Sammen med Elton Varan

Varanen, 6 måneder. I gang med at ondulere et stykke knækbrød. Og en god portion hirsegrød med ærtemos. Yum (!)

tirsdag den 22. november 2011

Varanen, 2 måneder

Vroummmmm. Så forsvandt der lige to måneder. Med gråd, bleskift, dikkedikken, amning, frustrationer, amning, uendelig kærlighed, et overskud jeg ikke aner hvor kommer fra, amning, søvnløshed, jesus-sange, amning, gråd - og ikke mindst glæde over vores lille, nyeste familiemedlem.

Det er to måneder og nogle timer siden, jeg fødte Varanen efter alt alt for mange timer med veer og truslen om ve-drop hængende over hovedet. (Ikke tale om, at jeg skulle have noget som helst, der kunne forstærke mine veer, så UD med sig, Varan!) Og det forbavser mig, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har glemt, hvor ondt det gjorde at føde ham. Hvor r*v-frustrerende det var at have veer i et døgn, før der rigtigt kom gang i sagerne, og hvor lidt sjove de sidste 4 timer af fødslen så var. Selv om alting gik lige efter bogen, og indtil flere af jordemødrene fortalte mig, hvor nemt det var gået. (Skylder vist i øvrigt en fødselsberetning...)

Eller, ok... Ret skal være ret - jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt. Jeg ved også, at jeg blev både bange, irriteret og direkte sur undervejs i forløbet. Men jeg har fuldstændig glemt (fortrængt?) selve smerten, og måske derfor er jeg ikke fuldstændig afvisende over for at skulle have et tredje barn en dag. Om lang tid. Fx når jeg har vundet i Lotto (gerne mere end de 37 kr. jeg vandt i onsdags) og ikke behøver bekymre mig om, hvordan de sultne munde skal mættes, når jeg jo selvfølgelig går derhjemme med alle tre børn, dyrker vores egne grøntsager (på tagterrassen, måske?), laver perleplader og kreerer dukkehuse af alle de papkasser, jeg får ved at shoppe på nettet (jeg vandt jo i Lotto i denne her dagdrøm, mkay?!)

Betragter skeptisk bøjlen med havdyr

Nå. Varanen. 2 måneder! Jeg ved godt, at I formentlig er ganske ligeglade, men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle, at han har fundet sine hænder. Og synes, at de er noget federe end sutten (hvilket ikke siger så lidt). Det får ham til at lugte ret meget af sur karklud, eftersom savl, mælkerester og knyttede babynæver er god grobund for bakterier, men det er ikke noget, en klud eller fyrre ikke kan klare.

Jeg kan huske fra han blev født, at han har en hals, men jeg har ikke set den længe. Enten skal jeg spørge Sunderen, om det er normalt, at halse forsvinder fra tid til anden, eller også skulle jeg prøve at bladre lidt i hans hager og kinder for at se, om den bare gemmer sig et sted inde bag alle babydellerne.

Han er en stor dreng - lige knap 6,3 kg og 63 cm for en lille uge siden. Det gør, at han er ved at vokse ud af str. 62, hvilket er lidt ærgerligt - dels fordi jeg har temmelig meget tøj i dén størrelse, dels fordi jeg kun har en enkelt dragt eller to i str. 68. Måske man kan være foregangs-Varan for noget med noget trendy baby-nøgenhed? (Eller utroligt dybe udskæringer i bodyerne - så kan jeg fortsætte med str. 62 længe endnu...)

Han smiler, snakker og lytter. Slår smut med chokoladeknap-øjnene (de bliver SÅ brune, de øjne!) og er vild med sin søster. Kigger intenst på hende, når hun er i nærheden og brokker sig næsten ikke, når hun i ren og skær begejstring 'aer' ham i hovedet med sine fødder eller lægger al sin vægt på hans lille mave, når hun forsøger at give ham sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

En af de dage, jeg huskede at lægge ham på maven. Begejstringen ville ingen ende tage. Eller...

Legetæppet for sig selv er ikke et yndet opholdssted. Skråstolen kan til nøds accepteres, men favoritstedet er helt klart i armene på undertegnede - gerne med et bryst i munden (Varanen, ikke mig). Så det passer ham glimrende at spise stort set hele aftenen non-stop. Knaldhyggeligt (og det giver sikkert også plads til en træstamme ekstra på kaloriekontoen), men ret hæmmende i forhold til putning af Øglen - og ikke mindst i forhold til hjemmet, der i den grad trænger til at blive ryddet op, gjort rent og få vasket tøj. Håber, det bare er et appetitspring, og at vi snart kan begynde at indføre en putterutine, der indebærer putning af Varanen i soveværelset i stedet for i liften i stuen. Og hvis der er nogen, der har en god idé til, hvad Varanen kan sove i, når han nu snart bliver for stor til sin lift, men som ikke er en tremmeseng (den er der ikke plads til i soveværelset), så tager jeg imod dem med kyshånd.

Jeg finder det nemmere og væsentligt mere afslappende at blive mor anden gang i forhold til første gang. Også på trods af markant mindre søvn denne gang. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at bekymre mig, om jeg nu gør dit og dat rigtigt/nok, men jeg tænker, at det er en del af den store mor-pakke?! Som følges ad, hånd i hånd, med den dårlige samvittighed. Dagene flyver, og det er ikke alle dage, jeg husker at lægge ham på maven eller give ham hans d-dråber. Og nogle gange får jeg en fornemmelse af, at han ikke laver meget andet end at spise og at ligge i sin lift på vej ind efter Øglen eller på vej til at tage en lur. Men jeg håber, han klarer den alligevel, for selv om han måske ikke får vitaminer hver dag, så får han en seriøs dosis kærlighed, og det må da også betyde lidt.

Langt indlæg, uden speciel megen sammenhæng. Sådan er det efter (endnu) en nat uden meget søvn. Men under alle omstændigheder, så tillykke til Varanen. Tak fordi du valgte lige netop os som familie. Det føler jeg mig faktisk mere heldig over, end hvis jeg havde vundet alle de der millioner i Lotto i onsdags. Selv om det nu også ville have været rart...

søndag den 3. juli 2011

Ude godt - hjemme vådt

Altså. Man kan da heller ikke vende ryggen til så meget som et øjeblik, før vejret téer sig fuldstændig tosset. Slap da lige off med det der skybrud! Ikke, at der var så meget tilbage af det, da vi ankom til Østerbronx tidligere i dag - ud over lidt generel jordslåethed og små-vandpytter kunne man jo foranlediges til at tro, at der bare havde været lidt rask vandkamp i gang mellem postnummerets borgere.

 Øglen med sin 'kandevande' på terrassen i Pastaland

Men diverse nyhedstjenester (vi siger tak til ubegrænset dataforbrug i udlandet-mobiler) kunne jo berette noget ganske andet, og så var der jo også liiiige alle de der stakler, der var i gang med at tømme kælderrum og/eller lave stuelejligheder for meget våde ting. Vi følte os rimelig home safe - bor trods alt på fjerde, ing'?! - men da vi kom hjem, blev vi mødt af masser af håndklæder og gryder i vindueskarmene, hvor det havde regnet ind ad vores pilrådne skal-snart-skiftes-vi-har-bare-ikke-lige-fået-det-gjort-endnu vinduer. Takket være forsynet havde vi udstyret vores underbo med ikke bare en nøgle til postkassen, men også en til lejligheden "i tilfælde af, at der skulle springe et vandrør eller gå hul på en gasledning, tøhø" ( indsæt selv yderligere enormt livrem og seler-agtige snusfornuftige kommentarer), så hun havde simpelthen været overskudsagtig nok til at vådrumssikre vores lejlighed på bedste beskub, så vi slap for at komme hjem til et soppebassin. Dét kalder jeg godt naboskab - og det udløste da også fluks en bøtte hjembragt pesto og en flaske rotwein (som hun selvfølgelig havde fået alligevel, menalser...)

 Charter-Øglen parat til endnu en omgang is/legeplads/sight-seeing/juice/you name it

Øglen nyder at være hjemme, lader det til, selv om hun taler meget om at køre i hhv. bil og rødt futtog (har vi jo så også kun brugt de sidste 30 timer på at gøre, så det er nok meget naturligt). Hun har holdt festligt gensyn med det meste af sit legetøj og har set "sommersyn" (som fjernsyn af uransagelige årsager er blevet døbt). Hun har spist hofretten lyst brød med Philadelphia (som stort set også var det eneste, hun spiste i Pastaland, det lille skarn, undtagen når hun kunne få fingrene i pasta med kværnet peber?!). Så i det store hele er Hjemme vist godtaget.

Hun n æ g t e d e dog at sove, og i løbet af den time, vi skulle bruge på at dysse fuldstændig hystella Øgle ned, må jeg da tilstå, at min zen-agtige ferietilstand kom på lidt af en prøve. Men bruger jeg fornuften lidt (og undlader at bruge den del af hjernen, der bare trænger til at smide mig som en selvdød hval på sofaen og tage stilling til lige nøjagtigt ingen andre end mig selv og Varanen), så er det jo forståeligt nok, at hun er ked og forvirret. Der ER sket meget - både i de sidste 14 dage og i de sidste halvandet døgn. I går morges tjekkede vi ud fra hotellet, tilbagelagde en pæn biltur gennem 'Talien og Schweiz, hang ud i sydtysk jernbaneby, hoppede på bil-sove-toget i går aftes, blev transporteret til Hamburg natten over, og i dag har vi så kørt fra Hamburg og hjem. Kan godt være, at det ikke er det mest actionpacked program nogensinde, men er man 2 og snart et halvt år gammel, skal der såmænd nok være oplevelser nok dér at fordøje. Hell - jeg er træt. Og jeg er en del ældre end de 2,5...

I morgen banker hverdagen så højt og insisterende på døren. Jeg har nemlig - modsat HDD - ikke været så smart at tage en ekstra fridag (jeg må jo være dum eller noget - ALLE ved jo, at man har brug for lidt ferie ovenpå en ferie), så jeg skal tilbage til kontormiljø og to do-lister fra morgenstunden. Håber at kunne bibeholde den zen-agtige tilstand længe nok til ikke at begynde at stresse over alle de ting, jeg helst skal nå - for der er jo noget med, at der kun er 4 uger tilbage, før friheden (eller hvad man nu kalder den tilværelse, man går i møde som højgravid med kuglerunde fødder) kalder.

Pastaland? Jamen, det var fantastisk. Har ikke rigtigt lavet noget andet end det, jeg skrev sidst. Antallet af is er steget lidt, og vi har måttet give alvorligt køb på vores syn på Ustyrligt Grimme Ting Til Børn, efter Øglen kastede sin kærlighed på en knaldgul havestol med Woody på ryglænet (den stod på et gelateria, så måske hun forbandt den med noget godt...) Fordi vi er push-overs og elsker at se vores afkom tæt på lykkeligt, købte vi naturligvis en stol magen til, da vi var ude at handle en dag. Og fordi Øglen kan være er så sød, fik hun da også lige en abe-bamse, som hun fik øje på som noget af det første. Den er grim. Den er VIRkelig grim. Og nok sådan cirka så syntetisk, som syntetisk materiale nu engang kan blive. Men barnet er glad. Putter den med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden. Går rundt med den på skuldrene. Synger for den. Osv. Så hvad gør det, at HDD og jeg bliver nødt til at vaske vores øjne med ståluld pga. dens blotte tilstedeværelse?!

 Øglen napper lige en grillwurst mit Brot und Ketchup på forsædet, mens vi venter på at kunne gå ombord på toget

Nåmn, derudover tror jeg egentlig ikke, at der er sket så meget. Vi har badet lidt mere, været lidt mere på legeplads, gået lidt flere ture, spist lidt flere is, læst lidt flere bøger (eller, nej - HDD har læst flere bøger - jeg løb tør, så jeg har hæklet i stedet. Det er varmt i den italienske sol, at I ved det) og leget lidt mere. Og virkelig virkelig nydt det. Så jeg vil ikke have, at hverdagen begynder igen, og at jeg ikke længere skal vide alt om, hvad Øglen foretager sig på alle tidspunkter af dagen. Men eftersom Øglen glæder sig som en lille vild til at komme op til 'Bitterne og spise havregrød (!?), så er det nok mutti her, der skal arbejde på sin separationsangst. Og i stedet nyde de vågne timer, jeg så trods alt får sammen med hende. Og kun tænke en lillebitte smule på, hvor drønhyggeligt det var at ligge kilet ind i alt for lille tog-seng sammen med hende i nat med en buttet arm om halsen og en umiskendelig ånde af grillwürstchen mod min kind...

lørdag den 9. april 2011

I heart weekend

Samvittigheden har det heldigvis bedre. Vi har godt af at have weekend. Der er tid til at tumle, lege, gøgle og være sammen. Spise AC's pandekager til morgenmad, være på legepladsen, gå lange ture i Fælledparken og svinge forbi nyåbnede Ben & Jerry's på Trianglen og spise is. Sidde arm i arm og se Mickey's Klubhus (vidste I godt, at det er Anders Bircow, der lægger stemme til Mickey Mouse? Det synes jeg ikke umiddelbart, stemmen bliver mindre irriterende af...) og blive en lille smule rørstrømsk, når Øglen aer ens kind og siger "Øglen glad! Moar er sø-ed". Der burde helt klart være mere weekend til hverdag...

På vej ud og købe nye gummistøvler. "Med striber på", som den lille dame befalede.

I morgen har vi (heller) ikke nogen planer. HDD rumsterer og regerer i køkkenet, efter at have frekventeret hans nye yndlingssted Silvan. Sådan slapper han af. Jeg slapper fint af med at hænge ud i sofaen. Evt. med noget hæklehalløj. Og faktisk har jeg fået færdiggjort hele to hækleprojekter her i 2011 (det lyder ikke af så meget, men det er altså en bedrift i sig selv, at jeg overhovedet har fået noget gjort færdigt. Jeg er nemlig en helt habil begynder, men en virkelig dårlig afslutter). Derfor: Øglemor proudly presents - hæklerier anno 2011:

Temmelig skævt multifarvet tæppe i grannystripes. Bor nu i Christianiacyklen, hvor det yder en heroisk indsats for at modvirke ømme numser og ridsede lædertasker

Nyeste projekt på stammen. Har kun været færdigt en lille håndfuld dage, så det venter stadig spændt på sin skæbne. Som er at blive gylpet på af lille juli-baby, der pt. bor i sin mors mave

Blev lidt overmodig med det der alfabet-tæppe-projekt, så nu har jeg købt ind til et nyt. Evt. til Kamæleonen. Men så skal jeg vist til at i gang. For når man ikke hækler samme dag, som man slår masker op (eller noget), så er der pludselig ikke så længe til september... Hm. Kender jeg mig selv ret, kommer den nye ladning garn til at henslæbe sit liv i posen, det blev båret fra garnbutikken i. Uden anden funktion end at ligge i vejen. Eller også bliver det hækleprojekt år 2012. Eller 2013. Godt, at garn ikke kan blive for gammelt...

mandag den 26. april 2010

Tanker om tid

Dengang jeg var lille, syntes jeg, at noget af det allermest irriterende ved at være til familie-gøgl var, at diverse tanter altid skulle ih'e og næh'e og åh'e over, hvor stor jeg var blevet, og hvor hurtigt tiden dog gik. Husker, at min bror og jeg i smug gjorde os vældigt morsomme på bekostning af de ældre familiemedlemmer (som sandsynligvis ikke har været mere end midt i 40'erne, men som vi syntes var herregamle!), og jeg svor i mit stille sind, at jeg aldrig nogensinde ville sige sådan noget pjat, når jeg blev voksen.

Det løfte kunne jeg så desværre ikke holde, og jeg gjalder jo raskt væk "nejmenhvorerdublevetstor hvorerdetvildt jegharjoligesetjer" til alle mulige sagesløse børn. (De fleste af dem er heldigvis så små, at de ikke kan forstå, hvad tossen står og fabler om, men jeg forudser, at jeg ikke stopper med at sige sådan noget pjat lige foreløbigt, så...) Måske er det fordi, jeg er blevet 1000 år gammel, eller fordi sætningen "nøj, hvor er du blevet stor" simpelthen er kodet ind i mine gener. Eller også er det fordi, jeg er blevet ramt af det, de aldrende slægtninge led af - jeg er blevet voksen.

Jeg gør ellers mit for at undgå det (og visse af mine handlinger (og udtalelser) gør da også sit til at modbevise det), men jeg tror desværre ikke, at der er nogen vej udenom. I virkeligheden har jeg jo nok været voksen i et godt stykke tid, men det er først inden for det sidste års tid (post-Øgle), at det rigtigt har ramt mig. Det er ikke så meget det der med ansvaret. Ansvar I can handle. Det er det der med tiden, jeg ikke er så god til. At den bare FLYVER af sted (kan I høre, hvor mormor jeg allerede lyder?!).

Øglen er 14 måneder nu. Fatter jeg overhovedet ingenting af. Vi skriver snart maj måned, hvilket vil sige, at det er fire måneder siden, jeg kom tilbage på jobbet efter endt barsel. No comprende. Vi har været tilbage i byen i lidt mere end to måneder - det halve af den tid, vi boede i Gammelby. De to måneder er forsvundet ud i den blå luft, mens de fire måneder i Gammelby føltes som syvogtyve år i Tibet. Altså er tiden relativ - det fatter jeg heller ingenting af. Og i dag er bare smuldret væk mellem fingrene på mig. Synes lige, jeg er stået op og er kommet hjem fra min løbetur, men i mellemtiden har jeg også arbejdet, lavet mad, hentet Øglen, leget med Øglen, fodret hende og puttet hende...

Hvad skete der lige med de dage, man havde som barn, der bare føltes som om de fortsatte ud i evigheden?! Juleaften, der aldrig kom, fordi juleaftensdag var så uendelig lang? Eller sommerdagene, hvor man nåede at spille rundbold, cykle ture, spise madder og drikke saftevand, gå på opdagelse og have hemmeligheder, og der så stadig var dag tilbage?! Nåja, dengang gik man selvfølgelig ikke på arbejde hver dag, og der kan immervæk klemmes en del rundbold og saftevand ind på de timer, man ellers er på arbejde, men alligevel...

Synes godt lige, at der er en, der må trykke på den store slow motion-knap - kan ikke helt følge med. Og det er ikke engang fordi, jeg har specielt travlt på arbejde (eller, jo, det har jeg lige nu, men det er kommer i ryk, så det er til at klare). Men sådan er det måske bare at være blevet voksen? Eller er det bare mig, der har fået et defekt ur, som går alt alt for hurtigt?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...