Viser indlæg med etiketten tiden flyver. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tiden flyver. Vis alle indlæg

lørdag den 22. marts 2014

Toethalvtår, mayn! Jeg siger det bare!

I dag bliver Varanen 2,5 år. To et halvt år. Toethalvtår! Min lille bitte skat. (Som i øvrigt er kæmpestor og ingenlunde svømmer i tøjet, hvis jeg af vanvare kommer til at proppe ham i en bluse i str. 104. Bukserne i str. 92 er i hvert fald blevet arkiveret, om ikke lodret, så i de efterhånden mange poser, der bare står og venter på bedre vejr og dermed loppemarkedssæson).

Mårfar agerede reptilpasser et par timer i sidste weekenden. Det kom der bl.a. dette billede ud af 


... og dette ...

IKKE om jeg fatter, hvor tiden blev af. Og IKKE, om jeg fatter, at han om en måned har præcis den samme alder, som Øglen havde, da hun blev storesøster. Dengang syntes jeg jo, at hun var så stor. Både rent størrelsesmæssigt og forstandsmæssigt. Og - bevares - jeg synes da også, at Varanen er en både stor og forstandig herre. Men jeg kan da afsløre så meget, at hvor Øglen selv tog stort set alt sit tøj både på og af, da hun blev storesøster, er det sådan, at vi næsten udfører jubeldanse og klapsalver, hvis Varanen så meget som overvejer selv at tage initiativ til at tage et par bukser på. Det er såmænd ikke fordi, han ikke kan (og jaja, næsvise vuggestue-mor - det er meget muligt, at "det ikke at kunne, bare er et ekstra incitament til at lære det" #grrrr), men fordi det ikke interesserer ham et klap. Og til trods for alskens forsøg og gode råd (tak til pædagoger, der foreslår at lave "hvis ikke, så"-metoden med ham - det virker ikke #somomviikkehavdeprøvetdetsomnogetafdetførste), så er der ikke noget at gøre. Uanset om jeg spørger, forlanger, kommanderer eller lokker, så får jeg enten et syngende "Nejneiiijj mor, lille pus" eller et regulært "NIX!" retur. Om jeg så lokker med guld og grønne skove (eller is og kage, hvilket virker mere befordrende på Varanen), så er det samme historie. Hvad enten det er jakke, sko eller bukser. Bluser tror jeg faktisk ikke, han mestrer endnu, men det er også ok. Han skal nok lære det. Håber jeg.

Og han har jo luret, at han får tøj på alligevel. På et eller andet tidspunkt. I massevis, endda. Er jo et heldigt led i hand me downs-kæden fra Flødebollernes mor, og på trods af substral-lignende skyden i vejret og dertilhørende garderobesanering bugner hylderne alligevel. Wild.

Så vi kan altså konkludere, at der gemmer sig en stålsat vilje bag de chokoladebrune glugger, som Varanen i stigende grad bruger til at smelte hjerter. Særligt moderens. Når han aer, kysser og/eller putter sin lille, fedtede næve ind til mig, er der ikke et øje tørt. Han er en charmetrold af rang. Bortset altså lige fra, når han bruger chokoladeknapperne til at true sig gennem diskussioner. Så lyner øjnene, øjenbrynene er sure, og røsten er fast, når Varanen råbende konstaterer, at "Varanen er sur!", eller kommanderer "FÅ DET, *objectofdesire!"

... Mårfar fotograferer videre. Lige ind i de mørke øjne 

Temperamentet fornægter sig ikke - ingen er i tvivl om, når Varanen føler sig uretfærdigt behandlet. Så råber han enten meget meget højt, brummer gutturalt og/eller langer ud. Sidstnævnte håber jeg VIRKElig, at han snart ville lade være med. Det har hjulpet lidt, at vi for nylig begyndte at henstille til, at han aer i stedet for at slå. Så er det som om, det går op for ham, at "Hey - det her er meget sjovere". Men det virker ikke, hvis han er stiktosset eller i drillehumør; Så vil han bare slå. Det er jo ikke fordi, det gør specielt ondt, men det er ikke sjovt for nogen, at blive slået. Slet ikke for andre børn - eller deres forældre, for den sags skyld. Vuggestuen (som ikke siden sidst har nævnt noget om forstyrrelser i det sansemotoriske apparat, thank g**) siger, at de har lagt mærke til, at han derovre mest slår, når han gerne vil i kontakt med de andre børn. Og så er det jo 'bare' værktøjer, han mangler. Og dem må vi så lære ham.

Se, hvor from han kan se ud ...

Ordforrådet er i den grad eksploderet, siden Varanen rundede de to år. Der bliver talt i lange sætninger, der som oftest er helt korrekte (i går brillerede han under Disney Sjov (som i øvrigt læææænge har heddet "Si:hshjouw" på varansk) med "Nej mor! Du må ikke røre mere ved mit hår. Det er ALT for farligt!" :-)). Undtagen, når han Yodaficerer sproget og vender op og ned på sætningskonstruktionen, men han er dygtig til ord, og når han hører et nyt, varer det ikke længe, før han selv begynder at bruge det i den næsten rigtige form. (Nænner i øvrigt ikke at rette hans "Helt ærgerligt!"-udbrud, der klart betyder "Helt ærligt!") Men uanset hvor mange nye ord han lærer, så er og bliver favoritterne stadig "Tissemand" og "Prut og lort". Mor er stolt. Eller noget. For det er jo ikke som om, der bliver skelnet mellem, hvem der får lov at høre favoritordene. Målgruppen er sådan set bare alle, der lige er i nærheden. Lucky them! Nå, men det er forhåbentlig bare (endnu) en af de famøse faser. Og måske går den over engang. Det kunne man da håbe.

Han er nu så stor, at han netop har fået tilbudt en plads i børnehave. Selv om han først skal begynde i september, fik han tilsagn fra Den Hellige Gral forleden mit hemmelige kælenævn for den børnehave her i byen, der er virkelig hypet blandt forældrene i Varanens vuggestue. ALLE skal have deres børn derind, og når der er en enkelt eller to, der ikke kan få plads, og derfor må tage til takke med en anden børnehave (fx den Øglen går i), bliver det omtalt med dæmpede stemmer og krise-miner blandt både de forældrene til de stakkels børn og de andre forældre. Vi skrev os op, lige da Varanen begyndte i den nye vugger, og vi jeg var helt berusede af hypen, men vi har imidlertid valgt at være så letsindige at sige nej tak til pladsen og i stedet takke ja til den plads, vi har søgt om - og fået - i Øglens børnehave. På Øglens stue. Hvor de har mange søskendepar, hvilket fungerer rigtig godt. Så det glæder både vi og ungerne os til. (Bortset fra, at det så betyder, at Varanen nærmer sig 3 år med hastige skridt, hvilket mutti her godt kan have lidt krise over).

Gyng-gang i Mårmor og Mårfars have 

Øglen og Varanen er både hinandens bedste venner og hinandens værste fjender. De kan skændes, så en koncert med Rammstein føles tyst og stille, men de kan også skraldgrine og lege så godt sammen, at alle skænderier bliver udvisket af erindringen (lige indtil næste gang). Seneste påfund er "Abeleg", hvor en af juniorstolene trækkes hen til sofaen, ungerne kravler op og hopper ned i sofaen (Varanen hopper så ikke så meget, som han bare lader sig falde). I weekenden, hvor jeg og ungerne var på besøg hos Mårmor og Mårfar (SÅ hyggeligt, btw), blev der tilsat en ekstra effekt til abelegen, da Mårmor gav dem en pruttepude. Og er der noget, der er sjovt, så er det en pruttepude, synes de lige nu. Og jeg må indrømme, at deres entusiasme smitter. Selv om der er lang vej endnu, før jeg lader mig falde så lang og tung, som jeg er, ned i sofaen - direkte oven på en pruttepude.

Men hvor ER det bare fantastisk at have to unger, altså. Selv om det har været benhårdt, og nogen ikke har sovet helt så godt, som nogen kunne have tænkt sig, så er det som om, det hele er lettet. Og selv om dét godt nok har givet nogle skår andetsteds (working on it ...), så er det fantastisk at følge med i mine fantastiske ungers liv. Endda på så nært hold, som vores noget privilegerede (for mig, om ikke andet - HDD døjer temmelig meget med lang transporttid og får derfor ikke rigtig noget ud af det. Men vi arbejder på en løsning) tilværelse tillader det. Jeg elsker elsker ELSKER, at jeg kan give ungerne en fridag "bare fordi", og jeg er vild med, at vores morgener er så langtrukne, som vi gider. Inden for rimelighederns grænser, altså. Derudover kan jeg jo hente kl. 15 hver dag, og det ER squdda fantastisk. Det betyder, at Varanen er effektivt i vuggestue i 3-4 timer, da han sover resten af tiden. Det passer mig - og ham, tror jeg - helt perfekt. Så ikke et ord om, at jeg pludselig er gået hen og er blevet megaskruk, men at hverken hus, bil eller indtægt er gearet til et barn mere. I hvert fald ikke, hvis jeg fortsat gerne vil arbejde, som jeg gør og have så meget tid til børnene, som jeg har. Såeh. Case closed. Bum.

Det var i øvrigt også Varanens halve fødselsdag, vi kom fra. Som jeg vist ikke kan bør tærske mere langhalm på nu. Tillykke til Varanen og tilbage til arbejdet (fordi det her indlæg er skrevet på forkant. I dag, lørdag, er det eneste arbejde, jeg gider at tænke på, det, der eventuelt skal ske i haven. Ellers skal der bare slappes af, køres Øglen på legeaftale og leges med Varanen). God weekend!

---

... Og apropos store børn, var jeg til 5 års-undersøgelse med Øglen i forgårs. En måned forsinket, menaltså ... Den sidste regulære børneundersøgelse. Og dermed også den sidste vaccination i syv år. Ikke om jeg fatter, at jeg har så stor en pige lige pludselig. Men tallene taler deres eget tydelige sprog, og hvor hun sidste år var 103 cm høj og vejede 16,9 kg, måler hun i dag 110,5 cm og vejer 19,3 kg. No wonder, at tøjet stumper. Undersøgelsen (hos ret newbie-læge) gik fint, men vaccinen var hun ikke så glad for. Forståeligt, eftersom der hverken var tryllepude denne gang eller det ene stik, jeg havde fortalt om - men to i stedet, fordi der var et eller andet med vaccinen, der gjorde, at den ikke kunne blive blandet fra producentens side. Suk. Men det gik alt sammen alligevel, og isen jeg lokkede med efterfølgende hjalp også lidt på det. Heldigvis.

tirsdag den 25. februar 2014

Øøøøglen har fødselsdag, og det har hun jo, og det var ... i går!

Øglen havde fødselsdag i går. 5 år blev hun. Og selv om jeg godt ved, jeg siger det hele tiden, så skal i dag ikke være nogen undtagelse - OMG, hvor går tiden bare hurtigt! Alt alt ALT for hurtigt!

Søndag var hele familien på besøg. De kom ved 15-tiden, og ventetiden var lang for den da kun 4-årige Øgle. Særligt fordi hun ikke helt kunne forstå, at der ikke var noget morgenbord med gaver. "For det var der da sidste år, mor? Så stå lige op!" (det var min tur til at sove længe søndag, men det fik jeg så ikke lov til. Men det var alligevel allerede blevet spoleret af Varanen, der havde taget en Fabuland-karussel med ind i soveværelset, hvor han sad og drejede den rundt i mit ansigt). Så måtte vi jo forklare, at fødselsdagen reelt først var dagen efter, men at hun ville få gaver - også den fra os - søndag. Og så var det hele ok igen. (Og for the record, så var der morgenbord og balloner og en gave fra Varanen på selve dagen. Selv om Øglen holdt på, at hun altså havde haft fødselsdag).

Vi forsøgte at nedbringe fornemmelsen af lang ventetid ved at give hende gaven fra os omkring middagstid. En flunkende ny cykel blev placeret uden for hoveddøren, og så bankede vi ellers på og afventede Øglens reaktion, da hun åbnede (efter nogen overtalelse, for hun blev helt forskrækket, da det pludselig bankede på). Den nye cykel vakte i dén grad lykke. Den gamle var blevet alt for lille, og nu kommer foråret forhåbentlig snart, så hun kan hjule rundt på vejen. Og til og fra børnehave, når hun gider. Hvor hun på den gamle cykel var en kende usikker, gav den nye cykel hende tilsyneladende et selvtillidsboost, og efter få ture drønede hun rundt på vejen og bremsede og drejede og kom selv i gang igen, så det er vist sikkert at sige, at gaven var et hit.

Store, stolte Øgle med den nye cykel. Som hun i øvrigt er cyklet til børnehave på i dag. Og væltede en enkelt gang, men efter et par vredestårer var faldet glemt, og hun hjulede ufortrødent videre.

Det var de øvrige gaver nu også. Et påfuglekostume, rulleskøjter, flotte halskæder og Lego Friends i massevis - alle gaver blev pakket op med stor begejstring, og der er blevet leget med det hele. Bortset lige fra Lego Friends-båden, som ikke er blevet samlet endnu. Har ikke lige haft 10 sammenhængende timer at afsætte til dét projekt ...

Der pakkes gaver op i fællesskab - og i fuld fordragelighed, faktisk. Vildt. Skyldes måske Varanens tre-timers middagslur søndag?!

Kagekonen. Som altid bagt af Mårmor. Og som altid virkelig lækker. Mmmmm - brunsviger!

Efter familiefødselsdagen søndag var begge reptiler godt trætte. Og det var forældrene i øvrigt også, så man tildeler ikke sig selv den store planlægningsmedalje, når man efter oprydningen skal til at i gang med at lave mad til en masse sultne børnehavebørn. Som skulle komme mandag klokken 10. Men så planlægger man bare anderledes næste år. Det var i hvert fald det, jeg messede for mig selv, da jeg søndag aften stod og bagte pølsehorn og lavede frikadeller. Og da jeg mandag morgen lavede flere frikadeller, bagte muffins og pizza og pyntede op ...

I går morges. Hvor Øglen kom ind i stuen iført nattøj og rulleskøjte. Man skal ikke spilde så meget som ét sekunds rulle-tid, åbenbart

 
Pynte-pynte op til børnehave-invasion. Temaet var påfugle - deraf farven på tallerkenerne. Som sammen med fjerene på bordet i øvrigt også var det eneste påfugleagtige ved arrangementet

Fødselsdagen for børnehaven gik helt perfekt. Vi havde ikke planlagt nogen aktivitet (skattejagt fx) - særligt fordi børnehavens regler omkring fødselsdage netop er blevet ændret til, at børnene ikke må have noget med hjem fra fødselsdagen, som de ikke havde med, da de kom. Børnehaven syntes, at det havde taget overhånd med små dimser og masker og armbånd og slik m.m., så den regel rettede vi os naturligvis efter. Og ungerne hyggede sig da også ganske fint uden. Alle 8 prøvede Øglens rulleskøjter, de klædte sig ud, de hoppede i Øglens seng og havde generelt en fest. Og efter maden og kagerne nåede de endda en tur ud i haven og lege. Det var jo ret basic set gennem voksne øjne, men flere af ungerne sagde til HDD (som havde taget en fridag; bless him!), at det var "den bedste fødselsdag nogensinde". Jeg ved godt, at komplimenterne ofte sidder ret løst på smållinger, men det glæder mig nu alligevel, at de hyggede sig. Og at de alle sammen legede så godt.

Jeg fik en lang snak med en af pædagogerne, og hun sagde (uopfordret) så mange pæne ting om Øglen, at jeg blev helt genert. Og selv om jeg jo godt ved, hun er fantastisk, så er det dejligt, at nogle af dem, hun ser så mange timer om ugen, tilsyneladende er enige. Således har vi nu prædikater som hedder vellidt, velopdragen, intelligent, moden af sin alder, omsorgsfuld, i god kontakt med sine følelser, m.fl. at sætte på hende (det havde vi også før, men you know ...), og det vil jeg bestemt ikke klage over.

Alle børnehavebørnene - inkl. Øglen - smuttede lidt over 12, men HDD hentede Øglen i børnehaven straks de kom tilbage (noget med noget forsikring, at de åbenbart skal have lige så mange børn med hjem til børnehaven, som de havde med ud. Så Øglen kunne ikke bare blive hjemme, da de andre gik), og så gik hende og HDD ellers i krig med noget af det nye Lego Friends, mens jeg arbejdede lidt og løb nogle ærinder. På vej retur fra ærinderne hentede jeg Varanen, og så kørte Reptilfamilien ellers til Dyrehaven for at nyde de spæde forårstegn (der, ligesom for præcis 5 år siden, hvor solen sendte sine smukke stråler ind gennem vinduerne på Rigshospitalet og - er vi sikre på - bebudede både forår og den smukkeste, nye verdensborger, var i luften) og lufte Øglens rulleskøjter. Skøn tur - på trods af rulleskøjtestyrt og mine usandsynligt dårlige klapvogns-skills, der sendte Varanen en tur i asfalten. Dog uden mén, men med et bebrejdende "HÅÅÅÅUW!" fra Varanen. Can't blame him.

Steady. Steeeeadyyyy! Masser af trilleplads i Dyrehaven

Smart at kunne holde fast i vognen, når fødderne (med rulleskøjter på) ikke gider mere  

Vel hjemme igen var alle trætte. Og reptilerne fik lov til at se væsentligt mere tv end de anbefalede 0,03 minutter (eller hvor længe det nu er), før de røg i seng. Hvor de begge sov i løbet af ret kort tid. Uden at blive holdt i hånden eller siddet inde hos, skal jeg lige huske at sige. For der er nemlig nye sove-boller på suppen herhjemme (skrid, Nemesis), men det kan jeg altid skrive om i et andet indlæg.

Fri leg i Dyrehaven

Mere fri leg i Dyrehaven

Nu er jeg officielt mor til en 5-årig. Endda uden jeg føler, at jeg selv er ældet med 5 år, siden jeg fik hende. Men det sladrer billederne fra Øglens første dage (som vi så sammen i går. Virkelig hyggeligt. Og virkelig nostalgi-tåre-fremkaldende for undertegnede) om, at jeg er. I dén grad. Hrmpf.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...