Viser indlæg med etiketten tillykke. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tillykke. Vis alle indlæg

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 22. oktober 2014

Vinder af give away!

SÅ skal jeg da ellers lige love for, at hverdagen har ramt hårdt og brutalt. Med masser og atter masser af arbejde, og det vil jeg bestemt ikke brokke mig over, men det betyder desværre, at bloggen lider lidt - inkl. min trækning af en vinder af min give away.

Min søde mor var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg nu har overskredet dagen for trækningen med hele to dage, så nu må jeg hellere til det. So without further ado - og med hjælp fra vores ven, random.org, giver jeg jer vinderne af hhv. familiekalenderen og iPad-coveret:




Tillykke til vinderne. Jeg sender jer fluks en mail. Tak til alle, der deltog!

Jeg vender frygteligt tilbage med feriespam - har brugt hele efterårsferien i skønt sommerhus på Langeland i dejligt selskab, og det slipper I ikke for at høre side op og side ned om. Jeg skal bare lige arbejde færdigt først ...

lørdag den 22. marts 2014

Toethalvtår, mayn! Jeg siger det bare!

I dag bliver Varanen 2,5 år. To et halvt år. Toethalvtår! Min lille bitte skat. (Som i øvrigt er kæmpestor og ingenlunde svømmer i tøjet, hvis jeg af vanvare kommer til at proppe ham i en bluse i str. 104. Bukserne i str. 92 er i hvert fald blevet arkiveret, om ikke lodret, så i de efterhånden mange poser, der bare står og venter på bedre vejr og dermed loppemarkedssæson).

Mårfar agerede reptilpasser et par timer i sidste weekenden. Det kom der bl.a. dette billede ud af 


... og dette ...

IKKE om jeg fatter, hvor tiden blev af. Og IKKE, om jeg fatter, at han om en måned har præcis den samme alder, som Øglen havde, da hun blev storesøster. Dengang syntes jeg jo, at hun var så stor. Både rent størrelsesmæssigt og forstandsmæssigt. Og - bevares - jeg synes da også, at Varanen er en både stor og forstandig herre. Men jeg kan da afsløre så meget, at hvor Øglen selv tog stort set alt sit tøj både på og af, da hun blev storesøster, er det sådan, at vi næsten udfører jubeldanse og klapsalver, hvis Varanen så meget som overvejer selv at tage initiativ til at tage et par bukser på. Det er såmænd ikke fordi, han ikke kan (og jaja, næsvise vuggestue-mor - det er meget muligt, at "det ikke at kunne, bare er et ekstra incitament til at lære det" #grrrr), men fordi det ikke interesserer ham et klap. Og til trods for alskens forsøg og gode råd (tak til pædagoger, der foreslår at lave "hvis ikke, så"-metoden med ham - det virker ikke #somomviikkehavdeprøvetdetsomnogetafdetførste), så er der ikke noget at gøre. Uanset om jeg spørger, forlanger, kommanderer eller lokker, så får jeg enten et syngende "Nejneiiijj mor, lille pus" eller et regulært "NIX!" retur. Om jeg så lokker med guld og grønne skove (eller is og kage, hvilket virker mere befordrende på Varanen), så er det samme historie. Hvad enten det er jakke, sko eller bukser. Bluser tror jeg faktisk ikke, han mestrer endnu, men det er også ok. Han skal nok lære det. Håber jeg.

Og han har jo luret, at han får tøj på alligevel. På et eller andet tidspunkt. I massevis, endda. Er jo et heldigt led i hand me downs-kæden fra Flødebollernes mor, og på trods af substral-lignende skyden i vejret og dertilhørende garderobesanering bugner hylderne alligevel. Wild.

Så vi kan altså konkludere, at der gemmer sig en stålsat vilje bag de chokoladebrune glugger, som Varanen i stigende grad bruger til at smelte hjerter. Særligt moderens. Når han aer, kysser og/eller putter sin lille, fedtede næve ind til mig, er der ikke et øje tørt. Han er en charmetrold af rang. Bortset altså lige fra, når han bruger chokoladeknapperne til at true sig gennem diskussioner. Så lyner øjnene, øjenbrynene er sure, og røsten er fast, når Varanen råbende konstaterer, at "Varanen er sur!", eller kommanderer "FÅ DET, *objectofdesire!"

... Mårfar fotograferer videre. Lige ind i de mørke øjne 

Temperamentet fornægter sig ikke - ingen er i tvivl om, når Varanen føler sig uretfærdigt behandlet. Så råber han enten meget meget højt, brummer gutturalt og/eller langer ud. Sidstnævnte håber jeg VIRKElig, at han snart ville lade være med. Det har hjulpet lidt, at vi for nylig begyndte at henstille til, at han aer i stedet for at slå. Så er det som om, det går op for ham, at "Hey - det her er meget sjovere". Men det virker ikke, hvis han er stiktosset eller i drillehumør; Så vil han bare slå. Det er jo ikke fordi, det gør specielt ondt, men det er ikke sjovt for nogen, at blive slået. Slet ikke for andre børn - eller deres forældre, for den sags skyld. Vuggestuen (som ikke siden sidst har nævnt noget om forstyrrelser i det sansemotoriske apparat, thank g**) siger, at de har lagt mærke til, at han derovre mest slår, når han gerne vil i kontakt med de andre børn. Og så er det jo 'bare' værktøjer, han mangler. Og dem må vi så lære ham.

Se, hvor from han kan se ud ...

Ordforrådet er i den grad eksploderet, siden Varanen rundede de to år. Der bliver talt i lange sætninger, der som oftest er helt korrekte (i går brillerede han under Disney Sjov (som i øvrigt læææænge har heddet "Si:hshjouw" på varansk) med "Nej mor! Du må ikke røre mere ved mit hår. Det er ALT for farligt!" :-)). Undtagen, når han Yodaficerer sproget og vender op og ned på sætningskonstruktionen, men han er dygtig til ord, og når han hører et nyt, varer det ikke længe, før han selv begynder at bruge det i den næsten rigtige form. (Nænner i øvrigt ikke at rette hans "Helt ærgerligt!"-udbrud, der klart betyder "Helt ærligt!") Men uanset hvor mange nye ord han lærer, så er og bliver favoritterne stadig "Tissemand" og "Prut og lort". Mor er stolt. Eller noget. For det er jo ikke som om, der bliver skelnet mellem, hvem der får lov at høre favoritordene. Målgruppen er sådan set bare alle, der lige er i nærheden. Lucky them! Nå, men det er forhåbentlig bare (endnu) en af de famøse faser. Og måske går den over engang. Det kunne man da håbe.

Han er nu så stor, at han netop har fået tilbudt en plads i børnehave. Selv om han først skal begynde i september, fik han tilsagn fra Den Hellige Gral forleden mit hemmelige kælenævn for den børnehave her i byen, der er virkelig hypet blandt forældrene i Varanens vuggestue. ALLE skal have deres børn derind, og når der er en enkelt eller to, der ikke kan få plads, og derfor må tage til takke med en anden børnehave (fx den Øglen går i), bliver det omtalt med dæmpede stemmer og krise-miner blandt både de forældrene til de stakkels børn og de andre forældre. Vi skrev os op, lige da Varanen begyndte i den nye vugger, og vi jeg var helt berusede af hypen, men vi har imidlertid valgt at være så letsindige at sige nej tak til pladsen og i stedet takke ja til den plads, vi har søgt om - og fået - i Øglens børnehave. På Øglens stue. Hvor de har mange søskendepar, hvilket fungerer rigtig godt. Så det glæder både vi og ungerne os til. (Bortset fra, at det så betyder, at Varanen nærmer sig 3 år med hastige skridt, hvilket mutti her godt kan have lidt krise over).

Gyng-gang i Mårmor og Mårfars have 

Øglen og Varanen er både hinandens bedste venner og hinandens værste fjender. De kan skændes, så en koncert med Rammstein føles tyst og stille, men de kan også skraldgrine og lege så godt sammen, at alle skænderier bliver udvisket af erindringen (lige indtil næste gang). Seneste påfund er "Abeleg", hvor en af juniorstolene trækkes hen til sofaen, ungerne kravler op og hopper ned i sofaen (Varanen hopper så ikke så meget, som han bare lader sig falde). I weekenden, hvor jeg og ungerne var på besøg hos Mårmor og Mårfar (SÅ hyggeligt, btw), blev der tilsat en ekstra effekt til abelegen, da Mårmor gav dem en pruttepude. Og er der noget, der er sjovt, så er det en pruttepude, synes de lige nu. Og jeg må indrømme, at deres entusiasme smitter. Selv om der er lang vej endnu, før jeg lader mig falde så lang og tung, som jeg er, ned i sofaen - direkte oven på en pruttepude.

Men hvor ER det bare fantastisk at have to unger, altså. Selv om det har været benhårdt, og nogen ikke har sovet helt så godt, som nogen kunne have tænkt sig, så er det som om, det hele er lettet. Og selv om dét godt nok har givet nogle skår andetsteds (working on it ...), så er det fantastisk at følge med i mine fantastiske ungers liv. Endda på så nært hold, som vores noget privilegerede (for mig, om ikke andet - HDD døjer temmelig meget med lang transporttid og får derfor ikke rigtig noget ud af det. Men vi arbejder på en løsning) tilværelse tillader det. Jeg elsker elsker ELSKER, at jeg kan give ungerne en fridag "bare fordi", og jeg er vild med, at vores morgener er så langtrukne, som vi gider. Inden for rimelighederns grænser, altså. Derudover kan jeg jo hente kl. 15 hver dag, og det ER squdda fantastisk. Det betyder, at Varanen er effektivt i vuggestue i 3-4 timer, da han sover resten af tiden. Det passer mig - og ham, tror jeg - helt perfekt. Så ikke et ord om, at jeg pludselig er gået hen og er blevet megaskruk, men at hverken hus, bil eller indtægt er gearet til et barn mere. I hvert fald ikke, hvis jeg fortsat gerne vil arbejde, som jeg gør og have så meget tid til børnene, som jeg har. Såeh. Case closed. Bum.

Det var i øvrigt også Varanens halve fødselsdag, vi kom fra. Som jeg vist ikke kan bør tærske mere langhalm på nu. Tillykke til Varanen og tilbage til arbejdet (fordi det her indlæg er skrevet på forkant. I dag, lørdag, er det eneste arbejde, jeg gider at tænke på, det, der eventuelt skal ske i haven. Ellers skal der bare slappes af, køres Øglen på legeaftale og leges med Varanen). God weekend!

---

... Og apropos store børn, var jeg til 5 års-undersøgelse med Øglen i forgårs. En måned forsinket, menaltså ... Den sidste regulære børneundersøgelse. Og dermed også den sidste vaccination i syv år. Ikke om jeg fatter, at jeg har så stor en pige lige pludselig. Men tallene taler deres eget tydelige sprog, og hvor hun sidste år var 103 cm høj og vejede 16,9 kg, måler hun i dag 110,5 cm og vejer 19,3 kg. No wonder, at tøjet stumper. Undersøgelsen (hos ret newbie-læge) gik fint, men vaccinen var hun ikke så glad for. Forståeligt, eftersom der hverken var tryllepude denne gang eller det ene stik, jeg havde fortalt om - men to i stedet, fordi der var et eller andet med vaccinen, der gjorde, at den ikke kunne blive blandet fra producentens side. Suk. Men det gik alt sammen alligevel, og isen jeg lokkede med efterfølgende hjalp også lidt på det. Heldigvis.

søndag den 22. september 2013

Nogen fylder to ...

Min lille store dreng bliver to år i dag. I to år har vi kendt ham, og i to år har han vendt op og ned på alting i vores hjem, vores liv og vores hjerter; en evig kilde til glæde og hovedbrud i vores lille hjem.

På to år har han boet tre forskellige steder og gået i lige så mange forskellige vuggestuer. På to år har han udviklet sig fra at være en stor lille, hjælpeløs baby til at være en 'rigtig dreng', som de ville sige i Pinocchio, der snakker, griner og - ikke mindst - har en mening om alting og ingenting.

Ordene kommer i en lind strøm nu, og han gentager på bedste papegøjemanér alt, hvad man - og især storesøster - siger. Således kan man både snakke med om Holte Skole (?!), 'regnebuer' og 'højdere' (børnehaveslang for høje gyngeture), hvis man er Varanen.


Man kan også i allerhøjeste grad give udtryk for sit mishag, hvis der er noget, der ikke lige passer herren. Og det er der en del, der ikke gør. Hvor mange andre børn måske ville blive halvmugne, lægger Varanen ikke skjul på, hvor nederen han synes, vi - eller situationen - er. Det kan gøres ved at vise det kropsligt eller - oftest - lade sin stemmepragt gjalde ud over villakvarteret, så selv en døv ville kunne høre det. Der tyes også nogle gange til slag eller skub, men det arbejder vi på ...

Man kan synge, hvis man er Varanen, og man sætter generelt stor pris på musik. "Save, save brænde", "Klappe klappe kage" og "Der bor en bager" er aftensangs-favoritter ("Farver" er blevet udkonkurreret), mens "Sejlebåd" er all time bilturs-favoritten. Der danses ivrigt til musik i radioen, og generelt er bevægelse bare et hit.


Varanens humoristiske sans er allerede temmelig veludviklet, og han har en helt særlig 'lusket' gangart, når han er ude på ballade. Vældig praktisk for os forældre, der kan spotte gavtyvestregerne på forhånd alene ved at kigge på Varanens måde at gå på. Men selv om der er løjer og spas over hele linjen, er der så småt begyndt at dukke lidt selvbevidsthed - eller generthed? - op. Det var i hvert fald en lidt usikker Varan, der modtog fødselsdagssang fra de samlede familieværker i dag. Som vi i øvrigt holdt hos Farmor, da Det Våde Hus ikke er til pænt brug i øjeblikket.

Dagen begyndte allerede klokken 05.45 for mit og Varanens vedkommende, men jeg kunne trods alt trække stå-op-tidspunktet en lille time. Før Varanen altså ville "ÅÅÅÅÅP!" og læse "Barba-hjelm" (Barbapapas Teater, hvor Barbarød har en hjelm på. Självklart) i "sooofaaaaan". Så det gjorde vi. Arm i arm en stille morgenstund. Lige indtil han altså opdagede alle 'långerne - og gaverne - på spisebordet. HDD og Øglen nåede op til gaveoppakning, og så gik morgenen ellers slag i slag med at forberede mad til rykindet senere - og pakke det (plus reptiler) i bilen.

Det var bare den nærmeste familie, der kom (så vi var kun 18!), så det var vældig afslappet. Og ren luksus, at hhv. farmor havde sørget for pandekager og te plus kaffe, og Mårmor stod for kagemanden. Bage boller, købe pølser og ost samt det løse var lige til at klare for os mig. Varanen var totalt i sit es (bortset fra føromtalte generthed under fødselsdagssangen), og konceptet 'flå gaver op' blev godkendt med det samme. Han var lykkelig for indholdet - særligt den syngende Handy Manny-værktøjskasse (som helt sikkert ikke bliver godkendt af speltpolitiet) fra Mårmor og Mårfar hittede stort. Så må vi se, hvor længe batterierne i den holder. Det kunne jo være, at de pludselig faldt ud. Eller noget ...


Efter lidt festivitas tog fødselaren sig en to-timers skraber, og da den var slut, var selskabet ved at bryde op. En skøn dag, der endte med pomfritter fra den lokale diner til de kun småsultne børn og voksne herhjemme. Nu sover ungerne, og jeg burde prøve noget af det tøj, jeg fik (for jeg blev også fejret, til trods for, at jeg først har fødselsdag om nogle dage). Tror imidlertid sofa og M&M's vinder over poseren, så tøjet må vente til i morgen. Burde også overføre nogle af de mange billeder, jeg fik taget i dag med det rigtige kamera, men det gider jeg heller ikke. Senere-schmenere. Så skal jeg nok gøre det.

Tak for en dejlig dag og de to første år med dig, Varan - og tillykke med dagen! <3

lørdag den 22. september 2012

For ét år siden...

På en dejlig efterårsdag for præcis ét år siden, kom verdens dejligste Varan til verden. Klokken var 06.51, morgenlyset brød igennem gardinerne på fødestuen på Rigshospitalet, og vi var nogen, der var trætte efter at have haft veer i 28 timer. Heraf fem kvarters presseveer. Av av av. Men ud kom han, min skønne kleppert - 4.252 g herlighed fordelt på 52 cm. Med en tyk, sort manke, gode kinder og de mørkeste mørke øjne. Min egen lille Varan. Og adrenalin, lykke og uendelig kærlighed overtrumfer som bekendt selv den værste træthed, så 3 timer efter fødslen, gjorde vi os klar til at tage hjem med det lille nye familiemedlem i favnen.


Opstigning af trapper til fjerde sal kan ikke anbefales efter at have fået kløvet kroppen på langs, men det gik (tak, adrenalin og hormoner), og så sad vi dér. I vores lejlighed, der sjovt nok lignede sig selv fra vi tog af sted omkring 9 timer tidligere. Bare med den lille detalje, at der nu var en mere, end der plejer.

Vi havde formiddagen og eftermiddagen for os selv, HDD, Varanen og jeg, og tiden blev brugt på at nusse, ae og beundre det lille nye væsen, stene, nyde og forsøge at sove. Forgæves, naturligvis. Sidst på eftermiddagen kom Øglen hjem, og så begyndte livet som familie på fire for alvor.

Der har været op- og nedture i det forgangne år. Søvn-, samvittigheds- og tids-kriser. Følelsen af hænder og kræfter, der ikke slår til. Afmægtighed over for søvnløse reptiler, der på ingen måde har borget for hus- eller sjælefred. Og tanker omkring, hvorvidt jeg - vi - nu også gør det godt nok. Men! Midt i alt virakken, har der altid været en grundlæggende følelse af, hvor rigtigt det hele føles. På trods af det slid og slæb som unægteligt følger med at være en familie med to små børn. Og så har der været kærlighed. En masse. En tilsyneladende uudtømmelig strøm, som bare vokser og vokser, og jeg undrer mig jævnligt over, hvor meget kærlighed det mon er fysisk muligt at rumme.

Vi er i sagens natur alle vokset i løbet af det sidste år. I højden og i drøjden. Men også i overført betydning. For man vokser af at få et barn. Og vokser yderligere af at få et til. At få det hele til at klappe - eller i hvert fald at gøre forsøget på det. At se ens familie blive knyttet tættere og tættere sammen. På trods af kronisk træthed og mangel af tid til noget som helst, der ikke har med børn at gøre. Og at se ens børn holde af hinanden på en måde, som man kun havde turdet drømme om. (Og så ignorerer vi lige de dage, hvor Øglens vokabularium tilsyneladende kun indeholder sætningerne "Neeeeeeej, Varan! Du må ikke være med!")


I sit første år er Varanen gået fra hjælpeløs stor lille baby til viljefast dreng, der mener, at han kan og vil selv. Gerne alting. Og går tingene ikke lige, som han havde tænkt sig dem, så har han udviklet et helt særligt hidsighedsskrig, der går gennem marv og ben. 'Mågeskriget' er det blevet døbt herhjemme. Men bortset fra stædigheden sin viljefaste væremåde, så er han et mildt gemyt. Der skal ingenting til at gøre ham glad - et trut på maven, en kildetur, en bold, der triller eller en sang i radioen.

Yndlingsbeskæftigelserne pt. er titte-bøh (all time favourite - har styret i flere måneder efterhånden), boldspil og at klappe. Og så selvfølgelig at rejse sig op ad alting. Uanset, hvor hasarderet det så end måtte være. Han er frygtløs, og han befinder sig glimrende i sit eget selskab - hvis det vel og mærke er ham, der har besluttet sig for at kravle for sig selv og lege. Jeg skal ikke prøve at være den, der forlader selskabet - så bliver der klynket. For det kan godt være, at man er en selvstændig lille herre, men man er altså også en kende morsyg.

Afleveringerne i vuggestuen er derfor blevet outsourcet til HDD, der dag efter dag kan berette "der var ingenting overhovedet. Han grinede ovenikøbet til mig, da jeg vinkede farvel". Det var ikke helt samme scenarie, der udspillede sig, når jeg var den afleverende ånd, så nu afleverer jeg Øglen i stedet. Og henter Varanen. Meget bedre...

Ord er der endnu ingen af, men det betyder ikke, at han ikke snakker, ham Varanen. Der er bare ingen - ud over Øglen - der forstår, hvad han siger. Selv om jeg efterhånden har grejet, at "mam-mam-mam" betyder mad eller sut, at "DAH!" betyder hej, hov, se eller andre udbrud, og "bufff" betyder alt mellem himmel og jord. Ingen dyrelyde endnu eller tegn på et lillebitte "Mor!", men Øglens navn har han dog styr på.


Fødselaren har stadig sin 1 års-undersøgelse til gode, og derfor kan jeg ikke tegne en graf over udviklingen af hhv. længde og vægt (det kunne jeg sq nok heller ikke alligevel). Men han bruger str. 80 i tøj (og sniger der sig indimellem en body på i str. 86, er der ingen skade sket. Str. 80 synger måske i virkeligheden på sidste vers?), så jeg gætter på, han ligger på omkring de 81-82 cm i længden.

Vægten tør jeg næsten ikke gætte på. Øglen vejer 1,6 kg mere, end der må være i en flyttekasse, der skal bæres af flyttefolk fra fjerde sal, nemlig 16,6 kg. Og til sammenligning synes jeg jo ikke, at Varanen er markant lettere. Qua sin størrelse rent højdemæssigt, anslår jeg ham dog til at veje lidt mindre, men jeg ville blive overrasket, hvis han vejer under 13 kg, når han skal til lægen om en måneds tid. Såeh... 13,7 kg gætter jeg på. Hvilket måske også kan forklare, at det er en absolut umulighed for mig at have ham på én arm længere, mm. han sidder på min hofte. Det der vuggestilling på én arm - forget it! Ikke kun fordi, han tilsyneladende hellere vil springe ud i fri luft end at ligge sådan, men fordi han simpelthen er for tung.
 
Det er måske derfor ikke overraskende, at mad er et stort hit hos Varanen. Den mad vi andre spiser, vel og mærke. Og så lige Havrefras uden mælk. Det er flere måneder siden, jeg godt kunne pakke sammen med min grødkogning om morgenen, for han gider ikke spise det. Havregryn, derimod. Ligesom Øglen og undertegnede - dét er der noget ved. Nemmere, helt klart, og den bekymring, jeg et kort øjeblik havde om, hvorvidt han så fik erstatning nok, den er helt klart blevet gjort til skamme. Eftersom Varanen typisk tyller 2 flasker ved sovetid. Såeh - jeg tror, han er dækket ind... 

Apropos mad, så var det de her grimrianner, Varanen havde med i vuggestuen som fødselsdagsfejringsfoder i går. Idéen var, at de skulle være en del pænere (og mindre onde), end tilfældet er. Men jeg trøster mig ved, at aftagerne kun er omkring 1 år gamle og derfor ikke har sprog nok til at håne udseendet. Og så tænker jeg, at tilstedeværelsen af både glasur, rosiner og lidt sukkerdrys er nok til at formilde selv de værste kritikere...

Men nå. Jeg kunne fortsætte i timevis om, hvor fantastisk Varanen er. Men jeg tror, I er med på det efterhånden. I stedet vil jeg gå ind og kigge på ham og nyde og frygte lidt, hvor meget gåpåmod han - også - har, når han er på udebane. Vi fejrer nemlig fødselsdag hos Mårmor og Mårfar (der er noget med en Tændstikæske, der ikke har plads til at huse gæster), og der er både en hund, nye legesager og en hel del trapper af sten, gisp!, der skal forceres.

En kende groggy efter en hård nat...

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Varan. Tak for dit første år, og tak for dig!

---
Note: Dagen i dag er ikke bare Varanens 1 års fødselsdag. Det er også 2 års-dagen for slutningen på min fejlslagne graviditet i efteråret 2010. Efter flere frugtesløse scanninger, pletblødninger og andet spændende i september 2010, kulminerede det i et endegyldigt punktum i form af styrtblødning, dejsen om i en garnbutik af alle steder og en tur på hospitalet 22. september 2010. Det er faktisk først for nyligt, at jeg er kommet til at tænke på, at der præcis er et år mellem de to begivenheder, men jeg synes faktisk, at det er en ret fin ting. Det kan godt være, at jeg mistede noget 22/9-2010, men til gengæld fik jeg fuld kompensation og mere til et år senere. Og han var bestemt værd at vente på, ham Varanen! :-)

torsdag den 5. april 2012

Oooooooog - vinderen er...

Ja, i dag er jo dagen, hvor vinderen i Øglemors første giv-vækker skal findes. Ville jo - i bedste give away-stil - have stablet det helt store udtrækningscirkus på benene med statister, fyrværkeri og live-musik (og så naturligvis videograferet det hele), men den skrigeseance Varanen holdt i går aftes, lukkede luften en anelse ud af dén plan. Så det blev altså bare random.org, der måtte agere lykkens pamfilius.





Kommentator nr. 4 løber af med sejren, og så vidt jeg kan tælle, betyder det, at det er GravidGrahvad, der bliver den heldige ejer af en Penclic Mouse. Tillykke til dig - og til din mand, der nu ikke længere behøver have dårlig samvittighed (hvis han altså bruger sådan noget?) over at have stjålet sin retmæssige pennemus tilbage fra dig. Send mig en mail med dit navn og postadresse, så skipper jeg det videre til de søde Penclic-folk!

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 22. marts 2012

Varanen 6 måneder

For 6 måneder siden kom den underskønne Varan til verden. Et helt halvt år er der gået, og hold nu käften, hvor er det bare fløjet af sted. For et halvt år og en dag siden var jeg stadig lidt smånervøs ved, hvordan det nu skulle gå at blive en familie på fire i stedet for tre. Det ved jeg nu, og der havde ikke været nogen grund til at være nervøs, for det er f*cking fedt. Hårdt, men det hele værd! Tillykke, verdens sødeste Varan!

Varanen, kun få timer gammel. Lidt trykket efter alenlang fødsel, men smuk smuk smuk, hvis man spørger mig...

Varanen, 1 måned
 
Varanen, 2 måneder. Og allerede i skrap ligge på maven-træningslejr
 
Varanen, 3 måneder. Og på vej på tur sammen med alle sine bamser i liften
 
Varanen, 4 måneder og et par timer. Og SÅ klar til skemad
 
Varanen, 5 måneder. Sammen med Elton Varan

Varanen, 6 måneder. I gang med at ondulere et stykke knækbrød. Og en god portion hirsegrød med ærtemos. Yum (!)

torsdag den 22. april 2010

Skruk?

Nåmn, så blev man da lige faster i går. Til verdens sødeste (efter Øglen, natürlich) lillebitte pige, som kom ud i en gevaldig fart; ve-stimulerende drop omkring kl. 16, effekt af ve-stimulerende drop omkring kl. 17, levering kl. 17.29. Det shit kan hun bare, min svigerinde!

Hun blev leveret 10 dage før termin, men er helt færdigbagt og fantastisk. Jeg havde pasningstjans af storesøster hjemme hos den nybagte familie, så fire en halv time efter fødslen havde jeg æren af at se (og holde!) min lille ny niece. Fire en halv time efter fødslen... Det er altså rimelig hurtig ekspedit, må man sige. Men hvor er det fantastisk at holde sådan en ny lille sag.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at der var nogle højere magter, der virkelig satte alle sejl ind på at gøre mig skruk. Først dansepartneren og nu niecen. Men jeg klapper hesten og minder mig selv om, at Øglen faktisk er ret lille endnu, og at jeg har mulighed for spædbarns-luuurve op til flere steder nu.

Nu er jeg jo også lige kommet godt i gang med det der løberi (prøver stadig løbe-gadgets på min telefon og har i dag fundet én, jeg aldrig mere skal bruge. Hvorfor skal det hele være så amerikansk?!), og så skulle det da være fordømt, hvis jeg skulle sætte det på standby med det samme pga. en graviditet. Næh nej - jeg venter. Der er jo også lige en jobsituation, der skal afklares først!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...