Viser indlæg med etiketten trist. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten trist. Vis alle indlæg

onsdag den 18. april 2012

Hormonella much?

Det er jo efterhånden almen viden, at man er sprængfyldt med hormoner, når man er gravid, når man har født, og ikke mindst når mælken løber til. Man tuder lidt en hel del, snuser lidt ekstra til sin baby, og pludselig en dag er man helt normal igen. Så normal man ellers kan blive, efter skønling har holdt sit indtog i familien og hjertekulen.

End of hormonstory. Troede jeg. Måske er det bare mig, der er uvidende, men jeg har aldrig tænkt på, at de der mælkehormoner ikke nødvendigvis bare forsvinder ud med amningen. Størstedelen gør måske, men der er vist en stædig rest tilbage, der først er på vej ud nu. Her et par uger efter endt amning.

Eller. Jeg VED jo ikke, om det er hormoner, vel?! Er ikke fysiker eller biolog eller noget. Men jeg TROR det. For ellers er jeg ved at blive helt gak, og det orker jeg ærligt talt ikke rigtigt.

Lille hånd og stor hånd. Når man nu glemmer at tage sådan et klassisk billede, når babyen er bittelille, så må man jo gøre det, når han nærmer sig de 7 måneder...

Sagen er den, at jeg tuder. Tit. Over de underligste hormonella-agtige ting. At tiden går så stærkt, og Varanen bliver så stor. At jeg er bange for, at jeg ikke har nydt min barsel og tiden med baby-Varanen nok. At jeg ikke har sunget nok for Varanen ift. Øglen. At Varanens fødsel var hårdere end Øglens (jaja, jeg skylder en fødselsberetning), og at jeg faktisk hellere ville have haft endnu en Øgle-fødsel, hvis jeg selv kunne have bestemt. (Hvilket min tudevorne hjerne så får vendt til, at Varanen ikke er blevet budt velkommen med helt samme maniske postive overskud som Øglen. Og glemmer at tænke over, at det manglende (overdrevne?) behov for at tale om fødslen måske også kan hænge sammen med, at det trods alt var anden gang, og at jeg desuden fortalte så meget om Øglens fødsel i sin tid, at min taletid er opbrugt). At jeg ikke kan huske og fastholde, hvordan Varanen så ud som helt spæd. At det ikke er det samme at se det på billeder, og at det, at jeg ikke kan huske det, må betyde, at jeg ikke har været ordentligt tilstede, og at jeg i øvrigt er en forfærdelig mor. Og. Så. Videre.

Den forfærdelige mor med reptilerne på skødet en tidlig morgenstund. Hvor Øglen er helt parat til børnehave med tylskørt og karnevalsmaske

Det er pænt belastende. Især fordi jeg ikke har skyggen af chance for at ændre de fleste af de ting, jeg tuder over. Så jeg kan ikke engang vende de triste følelser til noget konstruktivt. Jeg kan bare forsøge at nyde her og nu'et og lade være med at tænke for meget generelt. Men som mange (nybagte) mødre måske vil medgive mig, så er man ikke altid lige rationel i sine moderfølelser.

HDD er - berettiget - rimelig forvirret i forhold til, hvordan han skal tackle det. Det er jeg også. Skal bare have ro, tror jeg. Og en, der gider at lytte og lader være med at skælde for meget ud, når jeg bliver urimelig. Var pænt sur i lørdags, i øvrigt. Over et eller andet jeg allerede har glemt. Med det resultat, at HDD også blev sur. Og så gik vi derude i haven og var gnavne. I smug, troede vi - Øglen behøver jo ikke få glæde af den dårlige stemning. Men hun er en stor pige nu og opfatter alting og lidt til, så pludselig, mens hun sad og skovlede lidt i jorden, kiggede hun op og sagde skrapt: " Mor og far! I skal opføre jer ordentligt!" Ok så. Point taken. Sqda også dårlig stil, altså.

Den lattermilde Varan på vej på tur. (Skal jeg mon tage det som et vink med en vognstang, at han skraldgriner, hver gang han ser min iPhone gøre sig klar til at tage et billede?!) Hvordan kan barslen slutte, når der er sådan en skønling at tage sig af?!

Men jeg skyder skylden på hormonerne. Som godt må være så venlige at smutte snarest. For der skal virkelig ikke meget til at få mig til at vande høns. (Og nej - jeg er ikke gravid) Så vi skal ikke snakke om, at der kun er to uger tilbage af min barsel, for så tuder jeg igen. Også selv om jeg egentlig glæder mig til at prøve kræfter med min nye, omend ukendte, hverdag.

onsdag den 30. november 2011

Den allersidste dans

... eller leg. Eller noget. Har lige sendt Øglen ud af døren til hendes allersidste dag i vuggeren.

Sammen med denne her flok:

Sidste-dags-kager pyntet kl. %&!#€ i morges...

Hun var ellevild og kan slet slet ikke vente med at komme i børnehave (i morgen! Det er snart!) Jeg sidder derimod og er totalt rørstrømsk, og jeg har en snigende mistanke om, at det kun bliver værre, når jeg skal hente hende senere i dag og skal tømme hendes garderobe og kurv og alt muligt. Gider bare ikke være hende moren, der bryder sammen i stødhulken og falder pædagogerne som i øvrigt ikke er specielt kram-bare om halsen, når vi siger farvel og tak. Så jeg skal prøve at tage mig sammen.

Men jeg synes nu, at det er noget vemodigt. 2 år er det blevet til i vuggeren, og selv om vi har haft et par kritikpunkter i ny og næ, og vuggestuen mildest talt ikke ligger tæt på, hvor vi bor, så har Øglen været lykkelig for at gå der. Og vi har været trygge ved at overlade vores lille Øgle i pædagogernes varetægt. Fra og med i morgen er det et nyt sted, nye børn, nye voksne og nye regler. Og det skal nok blive godt. Hun er parat til forandring og flere udfordringer. Men hvordan blev hun pludselig så stor? Hvornår blev hun så stor? Lige om lidt får hun en kæreste, der kører på knallert og har et fesent dun-overskæg, og så flytter hun hjemmefra og giver kun lyd, når køleskabet er tomt.

... Excuse me, mens jeg lige kysser lidt på Varanen og forsøger at få ham til at love, at han ikke bliver stor ligeså hurtigt som Øglen er blevet...

onsdag den 8. juni 2011

Av mit morhjerte...

Øglens bedste venner nede i vuggeren, N og S, er blevet flyttet op på 'næste trin'. Hos de større børn. Og Øglen er nu den ældste nede på sin stue. Blandt en masse småkravl, der godt nok er topnuttede, men som ikke kan udfordre hende specielt meget hverken sprogligt eller motorisk. Siger jeg. Som ser hende i interaktion med pågældende smållinger i måske 4 minutter (max) dagligt. Så jeg ved et og andet. Eller noget...

Nå. Men i takt med, at de her venner er blevet flyttet, er Øglen også stoppet med at fortælle, hvor meget hun har leget med N og S i løbet af dagen. Hvad de har lavet, og at N er sød og i øvrigt har kastet med S(?! Lyder som nogle halv-voldsomme lege, de har gang i dér). I stedet for er hun begyndt at fortælle, at hun har leget med sine pædagoger (altså - hun kalder dem ved navn, ing'?! Hun har stadig til gode at udtale ordet "pædagog"). Og hun nævner stort set ikke de andre børn. Hvis vi spørger ind til de forskellige unger, siger hun bare - helt nøgternt - at "N og S oppe hos 'bitterne" (Hobbitterne er de større børn). Og fortsætter med at fortælle om, at hun har leget med sine pædagoger.

Øglen er glad for sin vuggestue. Hun elsker pædagogerne, drøner ind på stuen om morgenen og fortæller glad og gerne om sin dag derovre. Og det burde jeg jo bare være lykkelig for og så ignorere det der med, at hun stort set aldrig ævler om de andre børn mere. Men. Så rationelt er morhjertet desværre ikke. Og for hver gang, Øglen fortæller, at N og S er oppe hos Hobbitterne, gør det en lille smule mere ondt på mig. På Øglens vegne. Fordi jeg synes, at hun skal have små, jævnaldrende venner at lege med, der er på samme udviklingstrin, som hun er.

Så styret af morhjertet har jeg naturligvis talt med Øglens overpædagog (som i øvrigt er hende, Øglen taler mest om). Hun siger, at det er Øglens tur til at rykke op næste gang - der er bare ingen, der ved, hvornår "næste gang" bliver. For som med de fleste andre institutioner i det københavnske, er Øglens vugger underlagt Pladsanvisningens luner. Og før der er plads i en børnehave til en af Hobbitterne, bliver der ikke plads til Øglen hos de store børn.

Nu skal vi snart på ferie i et par uger. Så et par uger hjemme. Så et par lukkeuger i vuggeren (tak for dét, regering slash kommuner slash nedskæringer slash planeternes placering i forhold til hinanden!) Derfor er behovet for en flytning reelt set ikke gigantisk lige nu. Siger den lillebitte rest af hjertet, der på mirakuløs vis har knebet sig uden om moderskabets indtog. Men resten - de der 99,9% - skriger, at det er lige meget. At Øglen skal flyttes NU. Fordi hun keder sig og trænger til barnligt selskab.

Arjmen, er hun ikke sød? Har hun ikke fortjent nogle smållinger at lege med? Eller skal hun udstødes, fordi hun er sådan en, der synes, orange tøjklemmer i ørerne er the shizzle?!

Mit indre øje ser et forhutlet (ved jeg ikke lige, hvordan hun blev) barn, sidde helt ensom i sandkassen, totalt lukket ude fra det gode selskab (i denne sammenhæng "børn, der er over 2,5 år gamle"), fordi hun er hhv. for stor og for lille (*indsæt selv nynnen af Bølle Bob-melodien "vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller...*). Og at pædagogerne i hemmelighed synes, at hun er for skrøbelig til at komme op til de store børn, så de vil beholde hende nede ved babyerne a l t i d. Selv om jeg ved, at de mellemste børn og de store børn jævnligt mødes på vuggerens legeplads og kan tosse rundt med hinanden på kryds og tværs lige så tosset de vil. Og at jeg også godt er klar over, at det næppe er i pædagogernes interesse at skjule en evt. teori om skøbelighed for HDD og jeg. (Desuden er de temmelig åbne omkring, at de synes, Øglen både er "sensitiv", "temperamentsfuld" og "tryghedssøgende", så jeg tænker, at "skrøbelig" nok skulle komme på listen, hvis det var det, de tænkte. Ved nærnere eftertanke kan det naturligvis også skyldes de øvrige adjektiver, at hun ikke er rykket op endnu. men burde de så ikke bare sige det?!).

Jeg ved godt, at jeg er lidt af et nut job. Som burde få mig noget andet at gå op i end at spekulere på langt ude "hvad nu hvis"-scenarier i vuggestuen. Men det er temmelig svært at lade være med at spekulere på det, nu jeg først er gået i gang. Og i glad blanding med hormoner og næsten kuglerunde fødder (damn you, fugtige varme, der får mine gravide fødder til at hæve op til triple størrelse), er tanken om en ensom lille Øgle nærmest ikke til at bære.

Derfor - fortæl mig venligst, at jeg er langt ude. At jeg tillægger Øglen liiiige lovlig mange komplekse tanker og følelser. Og at hun nok skal overleve med psyken i behold, selv om Pladsanvisningen ikke lige sørger for at gøre en plads ledig til hende hos Hobbitterne lige med det første. At voksent selskab ikke er det værste, man har (i givet fald er hun temmelig ilde stedt, når hun skal 14 dage til de varme lande med HDD og jeg), og at hun nok skal sørge for at få de barnlige input hun orker... Please?

onsdag den 19. januar 2011

Når musikken spiller #2

Ikke fordi, der skal gå totalt anmelder i den, men dagens kunstner i mine ørebøffer på jobbet er Søren Huss. Ham fra det der Saybia. Ham, der mistede sin kone, da hun og deres lille datter var ude for en højresvingsulykke for et par år siden. Han har begået et soloalbum (ja, det er så ved at være ½ år siden, men jeg er heller aldrig blevet beskyldt for at være hurtig), og det er altså RET godt.

Fik øjnene (og ørerne) op for albummet, da Søren Huss optrådte til P3 Guld i fredags. Bl.a. sammen med De Eneste To, hvor han sang et vers af 'Jeg har ikke lyst til at dø'. Det gik direkte i tårekanalerne på mig, at han så'n stod der og sang om, at det der med at have børn er det, der tæller, og at alle de ting, vi normalt opfatter som vigtige, ligesom træder lidt ud af kraft, når man står overfor døden. Og nu har jeg lige forsøgt at læse et interview med ham i forbindelse med album-udgivelsen i oktober, men blev nødt til at stoppe, fordi det der med at sidde og vande høns i et storrumskontor ikke umiddelbart virker så appellerende. Så jeg kan vist roligt konstatere, at jeg er noget følsom omkring historien Søren Huss.

Er generelt blevet noget grådlabil, efter Øglen er kommet til verden, og når det er noget, der har med børn at gøre, og når det ovenikøbet er sket i et kryds, jeg kommer forbi stort set dagligt, jamen så går det da helt galt. Især fordi det hele bare er så SØRGEligt! Men albummet er virkelig smukt. Sørgeligt, men smukt.

Hatten af for den evne til at sorgbearbejde og så ovenikøbet kunne kanalisere det ud på en måde, så hårene rejser sig og tårerne triller.

Søren Huss med 'Du er' fra solo-albummet Troen og Ingen

De Eneste To featuring Søren Huss til P3 Guld (ca. 2:40)

Og det må så være tuderi nok for i dag. Men lyt, for saddan. Lyt! (Og læs også lige interviewet. Og giv evt. mig et resumé)...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...