Viser indlæg med etiketten tykke mor. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tykke mor. Vis alle indlæg

fredag den 13. januar 2012

Om kjoler, faser og virus

Nej nej - vi bruger stadig ikke søvn herhjemme. Nu heller ikke rigtigt i dagtimerne, med mindre altså at barnevognen rumler og skrumler konstant. Så gæt selv, hvad der skete, da jeg i naivt øjeblik i dag satte barnevogn inkl. Varan og babyalarm nede i gården og oksede op på 4. med alle de liter Ribena og fuldkornspastasafaridyr mit Alien Hand syndrom i samarbejde med min søvnberøvede hjerne havde flået ned fra hylderne i Netto.

That's right! Han vågnede! På præcis det tidspunkt, hvor min trætte hånd nærmede sig hanken på det krus kaffe, jeg trods alt havde nået at lave. Soooo close. Men så drak jeg den da bare lunken, da jeg kom op igen - nu med Varan. *syrlig smiley*

Nå, men det er hårdt, det der med den manglende søvn. Og jeg er skam ikke for fin til at brokke mig (men den har I nok fanget). Alligevel er jeg ikke sådan rigtigt indebrændt og uligevægtig. Endnu. Det kan være det kommer, men så længe jeg får mine gåture med barnevognen i fred og en (varm) kop kaffe (hørte du det, Varan?!), så går det nok endda.

Eller det vil sige, at det gik - lige indtil jeg fik den geniale idé at slæbe mit trætte korpus inkl. poser under øjnene, søvnunderskud og barnevogn ind i tøjbutik på Østerbrogade. Den lokkede med meget fin (og billig) nederdel i vinduet, og siden søvnunderskudsramt hjerne tror, at jeg kan gå i stramme miniskirts, så måtte jeg jo derind og høre, om de havde den i sårt. Efter rum tid i gabende rom butik kom der ung, yndig ekspeditrice til syne, der strålede af god tid om morgenen og masser af sammenhængende søvn. Og hendes tøj var da også rent og pænt. Hvorimod mit... Well, altså, jeg synes da egentlig, at min vinterfrakke er pæn nok (den er i hvert fald ny), og der er ikke gylp på endnu, men det blik jeg inkasserede, placerede mig på ranglisten lige omkring de hjemløse, der hra rodet i det tøj, folk sætter ved genbrugsbutikker uden for deres åbningstid.

På spørgsmålet om, hvorvidt man kunne få bemeldte nederdel i sårt, gav hun mig elevatorblikket og spurgte til min størrelse. Fik sagt noget om, at jeg i reglen er en str. M, men at det naturligvis kommer an på, hvordan tøjet er i størrelserne. Hvorefter hun kiggede sigende på mig og sagde "ja, men de her er RET stramme". Derefter gik hun to skridt til højre, fandt en nederdel i str. M og gav mig den med et "det her er den største vi har, så du bliver i hvert fald nødt til at prøve den". Så mig ind i prøverum og bakse RET stram nederdel op om efterfødselsvægten, der sidder bloody godt fast på lårene. Men den passede faktisk. Hvilket yndig og spydig ekspeditrice også måtte sande med slet skjult overraskelse i stemmen: "Jamen... den passer dig jo faktisk udmærket". (Helt ærligt - hun kunne da i det mindste lade som om, det ikke kom bag på hende).

Men altså, jeg købte jo så den RET stramme nederdel i den tilsyneladende virkelig provokerende størrelse M til den nette sum af 170 kroner og skyndte mig ud af butikken. Hvor jeg kom til at kigge på vinduerne og så, at de pralede af X antal % på "ALT i butikken!" Og at de procenter angiveligt blev fratrukket ved kassen. Aha. Interessant. Bortset fra, at der ikke var blevet fratrukket noget som helst på mit køb. Men jeg må tilstå, at jeg blev endnu trættere, end jeg er i forvejen, ved tanken om, at jeg skulle ind i biksen igen og have en hyggesnak mere med ungmøen, så jeg sprang simpelthen over procenterne. Måske lige vel flot, når vi skriver januar måned, og jeg jo rent faktisk er sådan en, der er på dagpenge. Men kender I det - når man er træt og nu ovenikøbet også har fået at vide (ok, temmelig indirekte, men man hører, hvad man vil), at man er tyk, så vil man bare gerne hjem og æde en Bastogne-kiks. Eller 4. Så det gjorde jeg.

Nu må vi se, om jeg nogensinde kommer i den RET stramme nederdel. Nu har jeg den i hvert fald. Og den er fiiin. Det er den kjole, jeg endte med at købe til barnedåben også. Den kom med posten i dag, og en virkelig hastig første prøve (over jeans og beskidt ammetop - den skal styles lidt anderledes til dåben) lover godt. Så jeg takker Lisbeth mange gange for at gøre mig opmærksom på den.

I øvrigt - da jeg hentede Øglen i eftermiddag, var hun noget klattet at se på, og hele eftermiddagen er gået med at se Postmand Per og putte i sin dyne. Hun var ikke sulten (så ved man, den er gal) og ville ikke have andet end varm mælk med honning og kanel. Som aftenen skred frem begyndte hun at hoste og sprutte mere og mere, og for ligesom at tage del i festlighederne besluttede Varanen sig for at skrige i hidtil ukendte tonarter, indtil han gik omkuld efter 2 timers amning og brok. Såeh - Nemesis læste tilsyneladende med i går og besluttede sig for, at det ikke var nok bare at have en fase inden for dørene. Så han gav os da lige en virus også. Tak for lort - og god weekend!

søndag den 11. december 2011

Det skal fejres, #2

Mine jeans er tilbage. Ret præcist 9 måneder efter, jeg pakkede dem væk, fordi jeg var blevet for tyk til at krybe i dem. Jeg er stadig tyk med mere muffintop end nogle af kagerne hos Agnes kan præstere, men jeg kan passe et par af mine jeans. Og trække vejret, mens jeg har dem på. (Og så takker jeg bare de højere magter for, at der er blevet opfundet ammetoppe, der er lange nok til at skjule fødepøllen).

Så nu kan jeg så småt begynde at pakke lidt mere af mit før-graviditetstøj ud. Bliver altså meget rart at have lidt mere end to par bukser, jeg kan være i. Ikke mindst, når man jo lissom er på dagpenge og ikke har råd til at købe en hel masse nyt tøj...

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud i køkkenet og spise resterne fra dagens julearrangement. Som gik fortrinligt, mærkeligt nok. Alligevel tror jeg, det er meget godt, at Varanen og jeg bare skal have en stille dag herhjemme i morgen - han har vist fået action nok i denne weekend for de næste mange dage...

mandag den 21. november 2011

Dét skal fejres!

Har lige været ved lægen til det der 8-ugers tjek. Alt så fint ud, og det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke det, der er det vigtige. Det er det, jeg havde (og stadig har) hos lægen, der er det vigtige, for det var (er) nemlig et par før-graviditetsbukser! Jeg siger det bare! Og i går havde jeg en før-graviditetsnederdel på. Bukserne er ikke skinny jeans, og nederdelen ikke af den allermest smygende slags (baggy er vist en mere korrekt betegnelse), men alligevel - det går da den rigtige vej!

Så det skal selvfølgelig fejres, og hvordan gør man det bedre end at sætte kursen direkte mod Lagkagehuset efter en træstamme? Og impulsshoppe en cardigan på vejen. Længe leve barsel. Og dagpenge...

Tøj og mad! (Og det er den lille pose, der er træstamme i. Den store pose gemmer på rugbrød)

Lægen kiggede i øvrigt Varanen i munden og mente ikke, at der var grund til at klippe tungebåndet (endnu?) Det er jo godt, at de sundhedsfaglige personer er enige. Eller nåwet...

mandag den 17. oktober 2011

Eeny meeny miny mo

... Eller ællebælle mig fortælle, men så tænkte jeg, at der blev noget konflikt med den der Ællebælle-Birgit-og-Attilio-bog, såeh - den engelske version it is...

Ville egentlig bare lige vise jer, hvad der ligger hhv. til højre og til venstre på vores køkkenbord lige nu:

Tak til nemlig.com for altid at komme med de 'korrekte' varer, fordi jeg altid er så snusfornuftig, når jeg handler

Og tak til Netto for at være leveringsdygtig i lidt sjovere ting, når man - meget belejligt - kom i tanker om, at man havde glemt at købe toiletpapir...

Personligt synes jeg ikke, at det er svært at vælge, hvad jeg skal smovse i senere (hvis ellers Øglen gad være så venlig at lade være med at ligge og råbe "MOR OG FAR" inde fra sin seng omkring 200 gange i minuttet - og gerne inden, Varanen vågner for at maraton-spise resten af aftenen). Forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg ikke kan passe mit før-graviditetstøj endnu, og hvorfor HDD kalder mig en jumbosnegl... (!)

søndag den 16. oktober 2011

Er det mon optimisme eller naivisme

... når man, 3 uger og 2 dage efter fødslen (hvor man vel og mærke tog i omegnen af 20 kg på) beslutter sig for at prøve et par skinny jeans fra ens 'rigtige' (læs: før-graviditets-) garderobe?!

Kunne ikke passe dem, hvis nogen skulle være i tvivl. Endnu altså. (Der var den igen; optimistisk eller naiv?) Det skal nok komme. Jeg skal så nok bare lige lade være med at spise slik og kage minimum én gang om dagen og typisk også om aftenen, efter Øglen er proppet i seng.

Og mens vi er ved spørgsmålene, skal man så blive tøsefornærmet eller grine manisk hjerteligt, når man i 7-Eleven foreslår sin kæreste, at han snupper en jumbosnegl, hvis han er sulten, og han som svar på dét napper en i fødepøllen og proklamerer, at han allerede har en jumbosnegl?!

torsdag den 8. september 2011

Kom så!

39+0. Kom nu ud, Varan! Tykke Mor er... ja, først og fremmest tyk, men også træt og efterhånden en kende utålmodig. Læg dertil et vist mål erindring à la "hey - var der ikke noget med, at det gjorde HERREnas at have veer?" og et enkelt "kan man mon nå at ombestemme sig, så man faktisk overhovedet ikke behøver at føde - eller kan man alternativt blive lagt i fuld narkose fra omkring nu, til Varanen er her?!" - så er vi ved at have summen af min hjerne i disse dage.

Når det er sagt, så må Varanen egentlig godt hænge på aftenen ud. Er nemlig alene hjemme med Øglen, eftersom HDD er på herretur. Noget med en restaurant og nogle gode venner. Men uden helt så mange øl, som der først var lagt op til. Ikke, at det er mig, der har været Mutter Skrap, men HDD har helt af sig selv ræsonneret sig frem til, at han egentlig helst vil være ædru, hvis nu Varanen skulle finde på at komme ud og sige hej (man ved bare, at jeg kommer til at gå 3 uger over tid...). Men jeg under ham nu en aften uden kæreste, barn og/eller fødsler, så: bare til i morgen, ik' lille Varan?!

Øglen og Varanen. Godt nok i sidste uge, men jeg er ikke blevet mindre siden...

Det er stadig hyggeligt at være på barsel uden baby, men som sagt er jeg ved at være så tung og træt, at det trods alt har mistet lidt af sin appel. Skal dog ikke brokke mig over, at det var muligt at hente Øglen tidligt fra Vuggeren i dag. Øglens stue har nemlig været på tur i Dyrehaven, og derfor var der venligt - men bestemt - blevet opfordret til, at man kom og hentede sit afkom "omkring kl. 13". Allernådigst kunne man komme og hente efter den i dagens anledning forskubbede middagslur, men opslaget lod kraftigt skinne igennem, at det klart var i barnets tarv, at det blev hentet "omkring kl. 13". (Eftersom jeg er på barsel, og det ikke var noget problem for mig at hente tidligt i dag, har jeg ikke hidset mig synderligt op over opslaget, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på alle dem, der ikke lige kan tage en halv fridag for at komme og hente afkom, og som derfor - godt nok indirekte, men alligevel - kan føle sig stemplede som Dårlige Forældre...)

Jeg var tidligt på den - har lidt svært ved at bedømme, hvor lang tid jeg skal bruge på at komme fra A til B for tiden - men det viste sig, at Dyrehave-delegationen netop var ankommet, så jeg kunne bare skovle Øglen op i klapvognen og begive mig i Nespresso-butikken. Derefter syntes jeg, det var en knaldgod idé at gå til Østerbro, men omkring Botanisk Have nægtede min krop at bevæge sig mere, så vi nappede en bus. Ikke, at Øglen opdagede noget - hun var gået ud som et lys - men så var der tid til en croissant og en hindbærsaft (er der ikke noget med, at hindbær skulle være ve-fremkaldende?!) i mit hood, inden turen gik op til 4. sal.

Resten af dagen er gået med at hygge med Øglen. Hun blev lokket i bad, mens jeg fik gjort badeværelset semirent, og efter aftensmaden (hvor hun heldigvis bare forlangte en ostemad, så jeg slap for at kokkerere) har vi i fællesskab lagt an til AC's gulerodsboller, som så bare skal i ovnen i morgen tidlig. Nammenam. Og så har vi lavet puslespil. Dét er et aktivitetsniveau, der passer Tykke Mor, skulle jeg lige hilse og sige...

Dyb dyb koncentration

Næsten færdig

Nu ligger Øglen i sin seng med et glas mælk, et stykke "hækbrø" og Den Store Pippi-bog, og jeg hvaler den på sofaen. Og kigger surt på den store pose garn, jeg kom til at bestille i morges (og som min garnpusher simpelthen kom og afleverede - in persona - små tre timer senere. Dét er da service). Bare fordi jeg manglede ét garnnøgle i én bestemt farve. Og så greb det pludselig om sig, og pludselig har jeg forpligtet mig (heldigvis kun over for mig selv) til at hækle veste og huer til jeg segner. Så jeg gentager: kom ud, lille Varan! I morgen - så kan jeg nemlig se "For lækker til love" - min nye yndlingsaversion - i aften...

tirsdag den 6. september 2011

De små ting

38+5, og utålmodigheden er ved at snige sig indenfor hjemme hos os. Eller i hvert fald hos mig. Synes, at det er begyndt at blive mere end almindeligt besværligt at være mig, og en hurtig liste viser da også, at der er nogle punkter, som klart kunne trænge til forbedring:
  • Jeg sover ikke særlig godt om natten - hverken når Øglen kommer snigende, eller når hun bliver inde hos sig selv
  • Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
  • Jeg kan simpelthen ikke få mit korpus bugseret op og ned fra gulvet for at lege med Øglen
  • Jeg sover ikke særlig godt
  • Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
  • Jeg sover ikke særlig godt
  • Get the drift?!
Derudover kunne nogle af de billeder, der blev taget af mig bagfra forleden, afsløre, at jeg har fået en ekstra r*v! Stoffet i mine tidligere så relativt løse preggie-pants må nu kæmpe for førligheden ved at klynge sig fast til min bagside på højst uelegant vis. Og ja, de +18 kg skal jo sidde et eller andet sted, og nej, godt nok har jeg aldrig hørt til dem med den mindste po-po, men det her er da helt vildt. Så Varanen må godt komme ud meget snart, så jeg kan få nattesøvnen og en normal røvstørrelse tilbage. S'il-vous-plaît!

Men selv om jeg klynker, er det jo ikke helt skidt det hele. Har selvfølgelig været inde på lyksalighederne ved konceptet Barsel Uden Baby tidligere, men der er kommet flere gode ting til alene i dag. Lad mig nævne i flæng:
  • Solen skinner!
  • Øglen gik hele vejen til og fra hhv. tog og vuggestue, da jeg afleverede hende i morges. Helt uden klapvogn
  • Øglen sang en (selvopfunden) togsang, meget højt, i den tid, vi befandt os på Nordhavn Station (primært indeholdende ordene "jajahhh", "futtog" og "HURRAAHH"). Men man skal nok være nær slægtning for rigtigt at sætte pris på barnesang i det offentlige rum
  • Flinker mand rejste sig fra sin plads i overfyldt tog og tilbød den til højgravide mig med Øglen på armen. Galanteriet er ikke dødt endnu!
  • Øglen fik en ret stor del af S-togs-passagererne til at trække på smilebåndet, da hun konstaterede: "Kan godt lide at køre i tog mor. ELSKER det. Krammer toget. Og kysser det. Ahhhhhh!" og igen, da vi kørte ind på Nørreport Station og hun med klar barnerøst proklamerede, at NU skulle vi ud til Verden!
  • Ovnen er ved at bage et brød (ja, det er sandelig underligt, at jeg har fået en ekstra r*v, hva'?!)
  • Får sød veninde med afkom på besøg lige om lidt
  • Nemlig.com slæber mine varer op på 4. sal - også lige om lidt
  • Har aftale med 3 ret så sjove mennesker i aften om at spise bøf og bearnaise ude i byen (jeg gentager: det er VIRKELIG underligt, at jeg har fået en ekstra røv...)
Så jeg har det egentlig meget godt, når det kommer til stykket. Graviditets-generne kunne være meget værre, og når jeg kigger i min (meget udførlige?!) dagbog fra da jeg ventede Øglen, kan jeg se, at jeg døjede med karpaltunnelsyndrom, decideret søvnløshed og et alvorligt tilfælde af kedsomhed på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er der heldigvis ingenting af endnu (7-9-13 igen-igen), så jeg stikker vist bare piben ind og nyder de sidste dage (uger?), før det går løs i Babyland...

onsdag den 20. juli 2011

History repeating...

Var til sidste tjek hos lægen i dag. I ved - hende den onde, der bestemt synes, at jeg skal vejes, hver gang jeg er der. Af samme grund sprang jeg en ellers meget cravet Cola over i går aftes (det skal nok hjælpe!), og jeg undlod at tage imod en kollegas udfordring om at spise 5 knytnævestore romkugler på en halv time (havde jeg så nok også takket nej til, selv om jeg ikke skulle vejes) og nøjedes i stedet for at more mig over staklen, der rent faktisk hoppede på udfordringen. Man kommer til at se ret sjov ud i hovedet, når man har spist 3 store romkugler på et kvarter, kan jeg berette. Og jeg er næsten villig til at vædde på, at jeg kunne se ham begynde at svede rom-essens...

Men nå. Lægen. 32-ugers tjek (som, sidst jeg var gravid, hed 35-ugers tjek, men tiderne skifter jo så hurtigt nutildags *mimremimre*). Overvejede, mens jeg oksede hjem fra arbejde på cykel (i modvind og sværme af tordenfluer, som blev VED med at splatte ud på mine gravide lår, adr!), hvilke spydigheder min læge mon havde i ærmet til mig i dag. Og så genkaldte jeg mig sidst, jeg var til sidste lægetjek (efter 'stop med at spise'-besøget i uge 24). Dengang frygtede jeg det nemlig også, og så tog hun totalt r*ven på mig ved at himle op om, hvor godt jeg så ud. "Så det siger hun sikkert også i dag", tænkte jeg fiffigt, mens jeg svedte tran og trampede i pedalerne.

Guess what! Det gjorde hun! Smiger åbner jo som bekendt alle døre, men hvad er det for en taktik?! Pille folk helt fra hinanden ved at slå dem oveni hovedet med uendeligt høje vægttal til det ene lægebesøg og så bare lade som om, der aldrig er blevet løftet et øjenbryn til det næste? No comprende. Og da jeg skulle betræde den skånselsløse glasplade, bedre kendt som Vægten, nævnede hun heller ikke min (begrænsede, thank you very much!) vægtøgning med så meget som ét ord. Det gjorde jeg til gengæld. Syntes ikke rigtigt, jeg kunne gå derfra uden at have gjort opmærksom på, at dagens vægttjek nok engang cementerer, at jeg åbenbart bare er sådan en, der tager psyko-meget på i starten af graviditeten - og så stagnerer (-agtigt...). Er ret sikker på, at min læge er ligeglad, men skulle bare lige ud med det.

Mavemålet var lige efter bogen på den utrolig gennemsnitlige (min vægt taget i betragtning) måde, så jeg gentager: Den næste, der spørger mig, om jeg er sikker på, at der kun er én inde i maven, kommer til at lide en stille død forårsaget af uTROLIG kedelig beretning fra lægen om kurver og symfyse-fundus-mål.

Og nu er jeg så hjemme. Helt træt (godt, at der kun er et begrænset antal cykelture til og fra arbejde tilbage, for det gør mig tilsyneladende vældig søvnig) og glad for, at vægten ikke sagde dobbelt-op på sidste tal. Så det har jeg fejret med den Cola, jeg sprang over i går. Og nogle af de der karameller, jeg lavede i går, som endte med at blive ganske gode. For nu er vægt-eksamenen bestået. Og som vi alle ved, er det jo ikke mig selv, men lægen, jeg narrer, ved at spise en masse efter vejningen. Eller noget...

I får lige et billede mere af Øglen og Krabbe fra playdaten i går. Fordi de er så søde...

fredag den 8. juli 2011

En dag under dynen. Eller noget...

Eih altså - det der prusteri og følen sig stor som et hus, jeg ævlede om i går - det blev siddende, gjorde det. Så jeg besluttede mig for at blive hjemme fra arbejde i dag. Tage en mig-dag, hvor jeg kan ligge ned, når jeg har lyst til det, tage en lur, når jeg er træt og i det hele taget bare lige skrue ned for alle "jeg skal liiiiige"-tingene.

Ehm, ja. Nu er klokken omkring 15, og det eneste jeg sådan rigtigt har fået lavet i dag, er netop "jeg skal liiiiiige"-ting. Det startede i morges, da jeg skulle til jordemoder. På Frederiksberg (selv om jeg skal føde på Rigshospitalet. Tak for dén logik!). Og i øvrigt lige aflevere Øglen på vejen. Nævnte jeg, at det regnede? Nåmn, det gjorde det. Heldigvis ikke så meget, da jeg havde Øglen bagpå, men på vej fra Nørreport til Frederiksberg Hospital blev det ret vådt.

Nå, men jeg kom jo frem (storsvedende og sjask-ucharmerende - what's with the lummerhed?) og fik læst lidt glittede magasiner om børns udvikling i venteværelset efter at have 'stixet min urin' (det lyder også irriterende her i graviditet nr. 2) og sammenlignet farvekoder, som var jeg ansat hos Flügger. Derefter ind til min jordemoders ferieafløser, som var både sød og kompetent, men jeg må tilstå, at jeg stadig er lidt i tvivl om, hvad det nu lige er, jeg skal med de her jordemoderbesøg. Bevares - Ferieafløseren konstaterede, at Varanen ligger med hovedet nedad og vejer 1500-1600 g. Og at det er rimelig gennemsnitligt. Som hun sagde "Ja, han er ikke lillebitte. Men han er heller ikke kæmpestor". Godt så. Hun tjekkede også mit blodtryk, som tilsyneladende er fint. Derudover frarådede hun mig at bruge mange tusinde på en tvillingeklapvogn - en brugt ville også kunne gøre det. Ehhh... Ja, okay. Havde vi også tænkt os, men fint nok. Og jeg slap for at blive vejet. Hun sagde ikke noget om det, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der henleder nogens opmærksomhed på vægten...

 Det pæne billede af urinstix er lånt her

Og det var så dét. Jeg ved godt, at blodtryk og urin-halløj er vigtigt, og det er sikkert også fint nok at vide lidt om, hvordan babyen ligger på det her tidspunkt i graviditeten, men hvor jordemoderbesøgene i min første graviditet nærmest blev set frem imod med spænding (ahr, ok - måske ikke lige spænding, men you get my drift), er de ikke omgærdet med helt samme magi denne gang. Og da slet ikke, når det skal foregå helt ude på Frederiksberg.

Efter jordemoderbesøget trillede jeg hjem. I endnu mere regn, end jeg trillede ud i. At jeg så pludselig blev ramt af akut "jeg kan ikke komme hjem uden en Römertopf"-syndrom (meget udbredt omrking uge 30 i en graviditet, bilder jeg mig ind) gjorde ikke cykelturen kortere. Var inde i 3 Aldi'er - som efter sigende skulle have dem på tilbud - men der var ikke flere. Og i Kop & Kande ved Svanemøllen havde de godt nok nogen, men de var blevet temmelig våde i skybruddet, så dem ville de ikke sælge. Kop & Kanden ved Søerne havde til gengæld en. Hos dem var det nemlig kun stavblenderne, der var blevet oversvømmet. Awright. Af sted med mig. Og endelig hjem, en Römertopf rigere. Så havde jeg også kun cyklet 17,5 km, siger ruteplanen.

Hjemme igen blev jeg pludselig ramt af en anden kendt tilstand i denne fase af graviditeten, nemlig "Hold nu KÆFT, hvor vores viktualierum roder"-bakterien. Vi har et rum på bagtrappen, som egentlig skal fungere som udvidet spisekammer og til opbevaring af rengøringsting, men i de sidste måneder har der akkumuleret sig en hel Silvan derude. Værktøj, træ, plader, maling, armaturer og andet gøgl (og en symaskine, men det er vigtigt, at den er inden for rækkevidde, for ellers får jeg den jo aldrig pakket ud!) Bekymringen for, hvordan jeg skulle få plads til Römertopfen derude, vandt over behovet for at ligge på sofaen (hvem kan stave til redebygger?), så før jeg fik set mig om, havde jeg været oppe på loftet en 5-6 gange med førnævnte værktøj, maling og andet gøgl. Træ og plader gider jeg ikke slæbe på, så dén vinder HDD. Derudover fik jeg samlet et par store poser med flasker, så nu er der plads til Römertopfen (og 10-20 af dens venner, hvis det skulle være) derude. Ahhhh.

Kører stadig kødfrit tema. Men kværnede en kanelsnegl fra Emmery's tidligere, så frelstheden er på retur...

SÅ skulle jeg slappe af. Troede jeg. Men nej, for der tikkede en sms ind fra "min" garndame (har taget et vist ejerskab over hende, siden jeg besvimede i hendes butik sidste år). At hun var færdig med en lille vest til Varanen, som jeg kom til at bestille, sidst jeg var nede og købe garn, men at hun tager på ferie i morgen, så om jeg kunne hente den i dag. Jovist. Så mig ned efter vest (og mere garn) og lige omkring Døgnposten og flaskeautomaten på vejen. Og ja - det regnede stadig.

Vesten fra Garndamen. Er den ikke fin? Og lillelillebitte. Er faktisk den første ting overhovedet, jeg har købt til Varanen. Måske jeg skulle se at komme i gang? Der er i hvert fald nok at tage af på min huskeseddel...

Hjem med mig. Igen. Og give Römertopfen sin ilddåb med Jim Laheys no-knead bread. Og præmien udeblev ikke - det var godt, jeg jagede rundt efter lerfad med underligt tysk navn, for brødet er sindssygt lækkert (i øvrigt kan man altså bare bruge støbejernsgryde eller sådan noget i stedet for en Römertopf, men vi ejede ingen af delene, og min bankkonto ville være ret ked af at skulle investere i en Le Creuset-gryde her lige efter en ferie). Lidt mere salt og måske noget spelt eller emmer næste gang; så sidder den lige i skabet!

Lige kommet ud af ovnen - fint sovende i Römertopfen

Og nej - jeg kunne ikke lade det hvile i de to timer, de angiver i opskriften. Blev da nødt til at smage...

Nu har vaskemaskinen lige bippet: den sidste omgang vasketøj fra ferien er kørt til ende, og den der opvaskemaskine tømmer vist desværre heller ikke sig sev. Om en lille halv time er Øglen og HDD på trapperne, så den der dag under dynen - det må blive en anden dag...

torsdag den 26. maj 2011

Tykke mor

Nå, så er det officielt. Nu er det ikke længere kun en joke mellem HDD og jeg (mest HDD), at jeg er for tyk til at gynge, for jeg er  nemlig blevet vejet som et andet kreatur hos min læge. Til den der 24 ugers-undersøgelse man skal til "hos egen læge". Overvejede et splitsekund at sige "ORK ja, og jeg har kun taget 37 gram på", da lægen spurgte mig, om jeg havde vejet mig derhjemme, men efter at have opsparet små 33 års livserfaring ved jeg jo godt, at det ikke er lægen, jeg snyder, men mig selv. Så jeg krøb til korset og sagde i stedet for noget i retning af "absolut nej - holder mig helst så langt væk fra vægte som overhovedet muligt". Kan være, at jeg skal lære middelvejens kunst; lad være med at lyve, men lad også være med at være hudløst ærligt omkring sådan noget som vejning, for min myndeslanke læge spidsede jo straks ører, og jeg er ret sikker på, at jeg - hvis jeg havde kigget rigtig godt efter - kunne have set et par røde alarmer blinke på hende.

Min læge er skøn, men der er ikke meget kære mor over hende - således er hun kvinden, der til selvsamme 2. graviditetsundersøgelse, da jeg ventede Øglen, tørt konstaterede, at jeg egentlig godt måtte stoppe med at spise sådan i al almindelighed, da jeg havde været på vægten. Så jeg kastede mig ikke ligefrem jublende over hendes lille skrøbelige glasvægt i dag.

Det positive ved vejeseancen var, at mit gravide korpus ikke splintrede og ødelagde hendes vægt.

Det knap så positive var, at jeg på nuværende tidspunkt har taget ligeså meget på som ved føromtalte graviditetsundersøgelse - den der udløste den let spydige kommentar. Eller - jeg har taget 0,5 kg. mindre på. Og når vi er oppe i den størrelsesorden, så tæller selv de mindste marginaler med. Således vejer jeg nu 12,5 kg mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

12,5 kg. Tolv komma fem kilo. TOLVKOMMAFEMKILO! 12500 gram. 62,5 plader Marabou. 125 poser Haribo. 8,3 halvandenliters colaer. Ogsåvidere.

24+0 - nu officielt way wayyyy over før-graviditetsvægt. Havde det jo godt nok på fornemmelsen, men håbet har man jo lov at have. Beklager lille snip af pose (som - til bonusinfo - indeholder en brugt ble). Skal nok rydde op.

Armen, hvad sker der, mand? No wonder, at jeg føler mig som en hval. Men overraskende nok havde min læge ingen spydige kommentarer denne gang. Hun spurgte bare, om jeg tilfædigvis sidder og spiser flødekager hele tiden, og det kunne jeg svare benægtende på. Og tilføje, at flødekager er en af de eneste typer kage, jeg ikke kan lide, og at det muligvis kan have noget med dét at gøre. Herefter fik jeg en lille lektion i, at hun jo egentlig er ligeglad med, hvor meget jeg tager på, men at retningslinjerne jo er sat for den gravides egen skyld (tænkte jeg det ikke nok!) - og at det kan være farligt at føde, hvis man vejer alt for meget.

Jaja. Jeg ved det jo godt. Hun sagde det også sidste gang, og så længe siden er det jo heller ikke. Men når nu kage bare smager så godt?!? Lægen trøstede mig (måske hun i virkeligheden ikke er min rigtige læge - hun gør sig nemlig ikke rigtigt i trøst - men bare en empatisk klon?) med, at vægtstigningen hos gravide også kan hænge sammen med genetik (joh, meeeeen...), men at jeg naturligvis kan rykke på de helt åbenlyse ting. Som at lade være med at kædespise sukkerholdige ting (moi?!) og ellers bare have som målsætning, at jeg ikke tager mere på i hele graviditeten, end jeg gjorde, da jeg ventede Øglen - 16-17 kg i alt endte jeg vist på. Og hun nikkede (omend lidt fraværende), da jeg håbefuldt spurgte, om jeg mon ikke bare kunne være en af de der typer, der tager det hele på i starten af graviditeten og så 'flader ud'.

Da jeg skulle lige til at gå, sagde hun noget, jeg vist aldrig har fået at vide af nogen før; at hun ikke ville anbefale mig at dyrke mere motion, end jeg gør nu. Huh? troede nærmest ikke, at man kunne dyrke for meget motion. Og jeg laver jo reelt ikke andet end at cykle frem og tilbage til job og at futte rundt med Øglen. Men det er åbenbart rigeligt. Jamen SÅ vil jeg da bare læne mig tilbage og nappe en kage gulerod...

Men bortset fra vægtens himmelflugt gik lægebesøget rigtig fint uden de meget seriøse løftede pegefingre. Maven blev målt, og jeg hørte tydelig hjertelyd. Det er nu så hyggeligt. Og så roste lægesekretæren min urinprøve. Now that's a first.

Lægesekretær (med undren i stemmen): "Den var helt blank. Jeg tror aldrig, jeg har set så blank en prøve hos en andengangs gravid. Den var HELT blank og fin".

Mig (med flakkende blik over at høre ordet 'blank' så mange gange i en sætning, der havde noget med mig at gøre): "Ehm... Ok... Fint nok. Tror jeg nok... Hejhejjjjjj..."

Femkorns-/havregrød med kanel (og lidt sukker - shoot me!), latte, kiwi, mini-banan og appelsinjuice. Og min elskede trafikske...

Og nu er jeg så hjemme. Længe leve hjemmearbejdspladser. Har lige spist sen morgenmad - som egentlig var planlagt til at være en kanelsnegl fra Emmery's (Mille lokkede totalt meget med Emmerys ovre hos sig selv i går), men med sætninger som "12,5 kg mere end din før-graviditetsvægt" og "farligt at føde" rungende i ørerne, undlod jeg dén lille sukkersnas og tog i stedet hjem og lavede sund(ere) morgenmad. Som nu også smagte glimrende. Men det VAR jo ikke ligefrem en kanelsnegl...

søndag den 15. maj 2011

Jordbær med fløde

- flødeskum, that is. Og lidt kagecreme, marcipanfyld og mørdejsbund. Så kan det ustadige vejr bare komme an, kan det...
Published with Blogger-droid v1.6.5

onsdag den 11. maj 2011

Red en hval

Ovre hos Superheltemor kan en heldig læser vinde en bObles-hval (med lad lige være med at deltage, for så er mine chancer større, mkay?!). Jeg kan godt lide hvaler. Når de svømmer i vandet, eller når de er lavet af hårdt skum - hvadenten de så er i farver eller Steiner-træ-agtige. De er så søde og store - kluntede og yndefulde på én gang. Når de er nede i vandet. Ellers strander de, og så ryger det yndefulde. Så er de bare store...

Hvalen, der gik på grund i Vejle sidste sommer. Billede herfra

Gæt, hvem der også bare er stor. Uden yndefuld. Og uden vand (eller altså - indvendigt er der vist rigeligt. Det er udvendigt, det mangler. Mon mit arbejde gider stille et stort kar til rådighed, hvor jeg kan arbejde fra - så kan det være, at jeg kunne bevæge mig lidt hurtigere?!)

21+6 og allerede stor som en - ja, en hval. Og 18 uger tilbage at vokse i. Kan godt blive lidt bekymret for, hvor stor jeg når at blive...

Jowjow. Det bliver en stor sommer, vi går i møde...

lørdag den 7. maj 2011

For tyk til at gynge

Så skete det. I dag er dagen, hvor Øglen turde at blive sat op i babygyngen (I ved - den slags man ikke kan falde ud af) på vores lokale legeplads. Uden at vride sig og lyde som om, hun bliver udsat for mishandling af værste skuffe. Hun gik endda med til at blive skubbet en lille smule, og sør'me om der ikke også var et enkelt smil at spore.

Nogen (arj, ok - alle!) vil sikkert tænke, at der ikke er det store at juble over, nu hvor Øglen er to år og en sjat. Langt størstedelen af alle børn er jo vilde med at gynge fra en meget tidlig alder, så big deal. Men det er en ret big deal hjemme hos os. Dels fordi Øglen er den vildeste Forsigtigfrans (især på legepladsen), dels fordi hun altid - A.L.T.I.D. har været skrækslagen for at gynge.

Dengang hun var spæd, var jeg konstant bange for at understimulere hende / ikke lege nok med hende, så jeg tyede til en eller anden "Leg med dit barn"-bog, der - udover at have et væld af billeder af sekt-agtige voksne klædt udelukkende i hvidt, i fuld gang med leg med smållinger, også indeholdt masser af idéer (nogle af dem bedre end andre) til at lege med sin baby.

Det var denne her bog. Og det er ikke helt retvisende, at den er så farverig på omslaget, for som sagt emmer det af kridhvidt tøj indeni bogen. Billede lånt herovre

En af idéerne gik på, at man lagde baby i et tæppe / lagen / lignende, tog fat i hver sin ende af stoffet og svingede baby blidt, hængekøje-style. Det skulle efter sigende stimulere balance / motorik / andet, man kan få brug for senere hen i livet, så det skulle vi da naturligvis prøve.

Ikke nogen succes.

Øglen skreg som en stukket gris, og til trods for min stædighed (hun skulle jo nok bare vænne sig til det, så vi prøvede gentagne gange), blev hun ved med at skrige, når hun blev gynget på den måde. Måske var det fordi, vi ikke var klædt udelukkende i hvidt, da vi prøvede det. Eller fordi vi ikke er med i en sekt. Jeg ved det ikke. Men når man tænker på, hvilket postyr hun også lavede, når hun blev proppet i en slynge (som hurtigt blev leveret tilbage til den glade udlåner), og når Sunderen kom for at veje hende i en stofble, så var der jo nok lige nogle balance-issues, der skulle udfordres.

Det blev de så til noget babyrytmik, vi gik til. Hvor "svinge i stof"-legen blev brugt flittigt. Mens de nybagte mødre sang "Sov sødt barnlille" og "Jeg sidder i min gynge", og alle babyer lå i sin stof-puppe og plirrede lykkeligt op i loftet på smuk Østerbro-kirke. Alle andre babyer end Øglen, altså. Som altid græd så heftigt, at legen måtte stoppe før tid. Og mig, der - efter et par gange (jeg er åbenbart ikke så hurtig) - sagde, at Øglen og jeg nok blev nødt til at springe lige netop dén del af rytmikken over. Vores lærer var dog temmelig ihærdig. Hun skulle nok få Øglen til at holde af svingeriet, men til sidst måtte selv hun give op og konstatere, at Øglen nok "bare ikke var sådan en, der brød sig om at gynge".



Apropos ingenting, så er græsset i vindueskarmen blevet til det rene vildnis, hvor man kan møde faldne heste, hvis man er heldig

Og nu er Øglen så over to. Og vi har vænnet os til, at hun haderhaderHADER at gynge. Har naturligvis prøvet at give hende interesse for gyngeriet i ny og næ (gynge med mig, gynge med far, gynge på gyngehest, gynge på ben, gynge på et eller andet). Uden nogen form for succes overhovedet. Og så vigtigt er det da heller ikke, at hun ikke vil gynge, men når andre hører det, kigger de som regel på Øglen, som om, hun lige er drattet ned fra det ydre rum. "Men… men… ALLE børn kan da lide at gynge", siger de. Eller noget i den stil.

Igen - det har ikke været en mærkesag for os at få Øglen til at gynge, men indrømmet; jeg har da kastet misundelige blikke på de Meget. Engagerede. Forældre, der har gynget deres afkom, der - som belønning - har hvinet af fryd. Mens jeg har forsøgt at lyde über-entusiastisk, når Øglen igen-igen bygger sandslotte i sandkassen (tips til variationer over temaet "det er vel nok et flot sandslot, skat" modtages gerne).

Øglen elsker at være på legepladsen, men når man er en Forsigtigfrans, der hverken tør gynge, rutsche (dét er hun så kommet over, thank g**), bruge sansegyngen, hoppe på mini-trampolinen eller bruge vippedyrene, så er det sq lidt op ad bakke, når man ovenikøbet er sådan en slags mor, der ikke jerner rundt for at sætte gang i legen og i farten lige inddrage en ekstra øgle eller 17.

Jeg tusser lidt rundt, smiler til de mødre, der ser mindst intimiderende ud, og snakker med Øglen. Og Øglen tusser lidt rundt, graver i sandet, rutscher lidt og kigger ellers på de "store, vilde børns" leg. Generelt fungerer det ret godt, synes jeg. Men det er bare som om, vi er mere eller mindre de eneste, der har den arbejdsfordeling på legeren. Alle mødre, jeg ser (for med fædrene forholder det sig ofte ganske anderledes - måske jeg i virkeligheden ville egne mig bedre til at være far?!), kaster sig rundt og leger, rutscher, gynger og gør ved med deres børn. Bygger sandslotte, der kunne deltage i konkurrencer (arhh, ok. Overdrivelse fremmer forståelsen, ved I nok), og er generelt bare enormt engagerede. Og de er gerne i flok. Eventuelt med økologiske madpakker, der ligner noget, der burde have en Michelinstjerne eller to. Vi er heldige, hvis vi har husket vådservietterne og noget, der tilnærmelsesvis er til at spise.


Øglen og HDD (som har et ansigt i virkeligheden) på en gynge, der åbenbart er lidt mere gavmild med pladsen til hofterne

Nå. Det blev en lang historie. Humlen var jo i virkeligheden bare, at Øglen har debuteret på gyngerne i dag. Siden påske har hun gynget (frivilligt, vil jeg gerne lige understrege) på skødet af HDD eller jeg, men i dag var så dagen, hvor hun gyngede alene. Mere af nød end af lyst, er jeg bange for, men sådan går det, når legepladsens gynger ikke er lavet til gravide hofter. Vil faktisk vove den påstand, at de er lavet til barnenumser (hvilket jo egentlig er rimeligt nok på en legeplads, men alligevel…)*. Prøvede at kile mig ned mellem jernkæderne, men hårdt metal, der borer sig mod utrænet flæsk er en ulige kamp. Av. Og selv om HDD heller ikke kunne være der, syntes han af en eller anden grund, at det er rimeligt nok at mobbe mig med graviditetskiloene. Og var endda så frisk lige at foreslå, at vi (vi?!?!?) laver et program, der hedder "For tyk til at gynge". Det lå bare lissom i luften, at hovedpersonen skulle være mig og ikke ham, så jeg takkede pænt nej.

Og sådan kan man så bruge en lørdag formiddag. På at få hamret selvtillidsbarometret i bund, men moderstoltheden over modig Forsigtigfrans helt i top. Og når solen skinner, Øglen klarer første dag i Projekt En Sut Er Kun Til At Sove Med til topkarakter, så er det da slet ikke så ringe endda.

*Og hvis nogen af jer, som af og til frekventerer legepladsen på Silkeborggade absolut INGEN problemer har med at være på gyngen, og mener, at det bare er mig, der er tyk, så behøver I ikke at dele det...

lørdag den 19. marts 2011

A farewell to jeans

- i hvert fald de 'skinny' af slagsen. Må bare er kende, at hverken hofter eller mave længere bryder sig om at være spærret inde i uTROlig stramt denimstof. I hvert fald ikke, hvis jeg IKKE går efter at tage begrebet muffin top til et helt nyt niveau. Hvilket jeg egentlig ingen planer har om, nu hvor jeg tænker over det.

Ved ikke, hvad der sker, altså. Eller jo - jeg ved jo godt, at jeg er gravid. Men med mindre jeg er en eller anden form for medicinsk mirakel (hvilket hverken læge eller scanningsdame har udtrykt noget om, de gange jeg har mødt dem), er jeg jo altså ikke gravid på hofterne. Og er der ikke også noget med, at man får en fin, rund mave, når man er gravid?! Det mener jeg at kunne huske fra dengang, jeg ventede Øglen. Lige nu ligner jeg bare en, der er gået alvorligt amok i en kage-buffet og skyllet efter med friture-olie. (Det har jeg så også næsten, men alligevel...) Og nu har mine strammere jeans altså besluttet sig for, at de ikke gider lege med mere. Så jeg har kigget dem dybt i lommerne og er blevet enig med dem om, at vi ses igen - om en baby og en amnings tid. Indtil da må de nyde et midlertidigt otium på loftet - sammen med de bluser, jeg om et par kvadratcentimeter maveskind (læs; flæsk) mere ikke vil kunne trække ned over mavsen.

Indtil det ventetøj, jeg har investeret i (og de få stykker tøj, der overlevede fra sidste graviditet) for alvor får sin berettigelse (bliver jo nødt til at tro på, at jeg på et tidspunkt får en rund(ere) dunk), må jeg så ty til de almindelige jeans, der trods alt stadig kan knappes. Men som ikke er mere end en enkelt bøtte Ben & Jerry's fra også at opgive ævred (pis os' - har nemlig lige set, at der åbner en en & Jerry's isbar på trianglen lige om lidt). Ellers er der jo altid kjoler. Eller en presenning.

Har købt 4 tørklæder i dag. Ja, fire! Fordi jeg syntes, jeg manglede. Og så ikke lige kunne stoppe, da jeg kom i gang. Men tørklæder kan man altid passe. Og så indgår de jo som uundværligt accessory til amme-uniformen. Så man ikke blotter mere end de absolut nødvendige kvadratmeter bleg, udstrukket hud. Der var derfor tale om en langtidsinvestering i dag, kan I nok se, og så er det helt i orden!

Og nu vil jeg spise nogle af de chokoladekiks, som mit alien hand syndrome rev ned fra hylden i Superbrugsen i dag. Mens Øglen lå og grinede nede på gulvet. Efter hun havde flået en hel del poser chips ned fra deres respektive plads. Og råbt "NØJJJJJJ" henne ved påskeæggene og kigget på dem, som var de en værdig konkurrent til Handy Manny. Hun ved heldigvis ikke, hvad der er indeni den glitrende indpakning, for så er jeg overbevist om, at hun ville være ovre i Brugsen endnu. Er temmelig glad for, at vi sædvanligvis handler på nettet.

Jeg vil også fortsætte med det hæklede tæppe, der har ligget uberørt hen i et par måneder. Og der er jo ikke noget, der giver blod på tanden som at skulle trevle halvdelen op, fordi nogen (ikke mig, selvfølgelig. Ahem) har lavet en ikke helt ubetydelig fejl. Grrrr.

Egentlig burde jeg jo smide beviser på enten kage-mave eller tørklædeindkøb. Men jeg kan jo godt lide jer, så jeg vil ikke ødelægge jeres øjne med et billede af maven, og jeg gider ikke pakke tørklæderne ud for at fotografere dem lige nu. Så I får et par billeder af Øglen i stedet. De første er fra i går, hvor hun blev ringet syg hjem fra vuggeren (synes I ikke også bare, hun ser herresyg ud?!?). De sidste fra Zoo i dag, hvor det allerfedeste var at spise sne. Yum!





fredag den 11. marts 2011

Oh vægelsind

Fredag aften. Alene hjemme (eller - sammen med Øglen, iggå, men hun sover nu. Så det er næsten som at være alene hjemme). Stener i sofaen foran det der X Traktor, som nu er afbrudt af TV Avis og ualmindeligt voldsomme billeder fra Japan. Ouch! Naturen er altså for sindssyg nogle gange.

Totalt actionpacked fredag aften for Øglemor, kan I nok høre. Men det var jo ikke meningen, at jeg bare skulle sidde og se tv og blogge. Det var meningen, at jeg skulle fylde mig med store mængder salt- og sukkerholdige fødevarer, så stor var glæden, da jeg lige kunne nå i Netto i det korte tidsrum, HDD var hjemme mellem fredagsøl og julefrokost (bedre sent end aldrig) - og hvor han i øvrigt "slet ikke kunne lugte", at Øglen trængte til at blive skiftet, selv om jeg nærmest kunne lugte det ude på reposen, da jeg kom tilbage. Belejligt. For ham. Bestemt ikke for mig. Hrmpf.

Nå, Netto. Hvor eneste (nedskrevne) punkter på dosmersedlen var chips og æbler (det er ikke fredag aften for ingenting, jo), og 235 kr. senere kom jeg hjem. UDEN chips. Og æbler. Men til gengæld med en sær sær neoprenjakke til et æble (ved ikke lige, hvad der skete dér) og meget surt slik. Og tyrkisk peber. Og cookies, der er dyppet i chokolade. Og nogle boller (havde ikke lige fået spist aftensmad). Og andet dims og dut.
'Kæft, den er egentlig grim. Og vel heller ikke engang særlig smart. Æbler bliver jo sjældent stødt(e)? Hvorfor købte jeg ikke den til bananer i stedet for, når jeg nu partout SKULLE have noget i neopren?

For det er jo sådan, jeg kommer til at bruge "Astrid Æble" - hængende på siden af Øglens Fjällræv, så den lissom kan give tilværelsen lidt kulør (!)

Mens jeg var i Netto, havde jeg lyst til det HELE (lige bortset fra chips og æbler, altså). Hvis ikke det var fordi, jeg trods alt ejer en smule pli, kunne jeg ligefrem have fundet på at åbne de sure vingummier nede i butikken. Og jeg har da også spist nogle af dem nu. 2 (arj, ok - 8), i hvert fald. Men resten... Nej tak. Har ikke lyst til noget af det, jeg har købt. Vil egentlig bare gerne have et æble. Og måske lidt chips.

Helt ærligt. Det er da ikke normalt...

onsdag den 9. marts 2011

Hele 3 ting på én gang


Og nej, det er ikke en overraskelse (eller; det er det vel altid lidt?!), det er ikke chokolade (øv) og det er ikke noget man kan lege med (endnu, i hvert fald).

Derimod er det det her:

Pind med tis
Kuvert med vandrejournal

Scanningsbillede af lille tyksak

Hva'ba'?! ETA 15. september, så h*n lander ret tæt på min egen fødselsdag. Men eftersom jeg har svært ved at forestille mig nogen bedre fødselsdagsgave, passer det jo perfekt. Og så kan man sige, at det er et gevaldigt plaster på såret for den crappy før-fødselsdagsgave jeg fik sidste år; "egen kvittering af vindæg" (gotta love læge-lingo), en tur på hospitalet efter dejsen om af udmattelse og blodmangel i garnbutik (sq ikke så street - har overvejet at lave det om til et lidt federe sted; ligesom i det afsnit af Klovn, hvor Jarlen dør på Bøf & Bowling, og de ændrer lokationen til Umami) og en blodprocent på minus en milliard.

...Det var selvfølgelig også hele 3 ting; de var bare uendeligt dårlige, og dårlige Kinder-æg kan vi (heller) ikke li'...

Men nu kan jeg heldigvis bruge kræfterne på at glæde mig over en lille krumme, der allerede har fået mig til at blive tyk(kere). Alle andre steder end på maven, faktisk. Til at blive en familie på 4. Og til endelig at blive totalt officiella og gjalde de gode nyheder ud i cyberspace (er der overhovedet nogen, der siger det mere? Som altså er under 80?).

Af forskellige årsager kan jeg ikke gå 'over-cover' på Fjæseren endnu - der er lige et par hensyn, der skal tages - så jeg håber, at de af jer, som læser med, og som jeg er venner med ude i den der virkelighed (og på FB) er søde at vente med at skrive noget der, til jeg selv melder ud.

Har nappet mig en fridag i dag i forlængelse af nakkefoldsscanningen, og det var et godt valg. For så har jeg tid til at blogge. Og prøvesmage den nye café i mit hood. Som laver glimmmrende varm kakao, kan jeg betro jer. Og jeg kan lave sushi til i aften. Og måske lige nappe en dårlig serie i tv, inden jeg skal ind efter Øglen i vuggeren. Næh, det er skam slet ikke så tosset med sådan en fridag...

mandag den 21. februar 2011

Et æble om dagen...

Dengang jeg var på barsel, havde jeg styr på alt det der baby-shizzle. Hvornår baby måtte begynde at spise fast(ere) føde. Hvornår baby måtte få gluten. Hvornår det var tid til at få besøg af sundhedsplejersken. Hvornår der var sundhedsplejerske-åbent hus i nærliggende kirke. Og - ikke mindst - hvornår der var lægeundersøgelser. Det har jeg så ikke rigtigt styr på mere. Således vidste jeg først for ganske kort tid siden, at der er noget, der hedder 2-års undersøgelse. Men nå. Nu ved jeg det. Og nu har jeg været til den (sammen med Øglen, altså).

Det gik SÅÅÅÅ godt. Øglen var samarbejdsvillig, sød og velafrettet, og hun gjorde ALT, hvad Lægen ("Lææænøh", som Øglen blev ved med at kalde hende) sagde.

Eller. Nååååååh nej! Det var i den skønne parallelverden nevernever-land, at lægebesøget udspillede sig sådan. I den pivkolde grå februar-morgen på Østerbro, så scenariet noget anderledes ud.
Hjemme over havregrynen besluttede jeg i min visdom, at jeg på allerbedste pædagogiske vis ville indvi Øglen i dagens strabadser.

Mig: "Først skal du have tøj på, så din dragt, så skal vi over til lægen, som skal kigge lidt på dig, og SÅ skal vi over i vuggeren til alle dine venner" *indsæt selv arm-fægten og voldsom entusiasme hos undertegnede*. Øglen: "NEJ" (spiser videre)
Mig: "Jo jo, skat - det bliver smaddersjovt. Du ved - ovre ved lægen har de masser af sjovt legetøj - du kan da godt huske det fra sidste gang, ikke? - så det bliver en fest" *indsæt yderligere entusiasme*.
Øglen: "Hrm"

Hun lod sig dog give tøj på (noget af en kamp for tiden, ellers), efter hun var gået totalt amok over, at hun havde en Bob-ble (buksebleer med Byggemand Bob) på i stedet for en Elmo-ble (almindelige bleer - med eller uden Sesam Strasse-figurer). Hvilket kom sig af, at hun igen igen igen I-f*cking-GEN havde taget sin ble af i går aftes efter puttetid, flået sin (Elmo-)ble af og tisset i hele sengen, da jeg kom ind til hende, så hun fik altså en bukseble på, som hun har sværere ved at få af.


Øglen - motorbølle in spe - fyrede den af i stærkt lyserød bil på biblioteket her i weekenden

Hun kom også i flyverdragten uden den store ståhej, og hun var i et vældigt humør, da hun allernådigst lod sig slæbe op ad trapperne hos Lææænøh. Legetøjet VAR ganske rigtigt en fest, og der var da absolut heller ingen problemer i de 10 minutter, vi ventede, før det blev vores tur. Og så begyndte showet ellers.

Først ville hun ikke af med sutten, da lægen ville høre, hvor fint hun talte. Ok så. Ingen katastrofe. Hun (Øglen) lod sig formilde lidt af noget legetøj og lagde lidt af sin skepsis på hylden, mens Lææænøh forsøgte at vinde hendes tillid, men da undersøgelsen skulle i gang, snuppede hun al skepsissen - plus hele dens familie - tilbage igen og nægtede at gøre noget som helst. Først var det måleriet, hun ikke gad. Heller ikke, selv om Lææænøh (og jeg) forsøgte at overbevise hende om, at det var fedt nok at stå op ad en væg og få skrevet sit navn, der hvor man gik til. No way, José.

Derefter var det vægten, hun skyede som den onde selv. Ikke tale om, at hun ville sætte sin str. 23 op på sådan en dims. Heller ikke selv om Lææænøh lokkede med Kaj og Andrea-bog. Til sidst skulle hun lyttes på, og SÅ startede sirenen ellers. Hun skreg og hulkede og skreg så lige lidt højere og uanset, hvor tålmodig jeg var, og hvor meget jeg forsøgte at berolige hende og nynne for hende, larmede hun så meget (og udgød så mange tårer), at lytteriet også måtte opgives. Pænt sløjt udkomme af lægebesøg, dér.

I desperation over at have spildt ½ time (og omkring en liter væske i form af Øglens tårer), foreslog jeg, at vi jo godt kunne veje hende alligevel. Jeg kunne jo bare stille mig op på vægten - først uden Øglen og så med Øglen. Det var ikke et velovervejet forslag, kunne jeg konstatere, da jeg stod oppe på den skrøbelige glasvægt og kiggede på det ubarmhjertige tal, der bare steg og steg. Vel at mærke UDEN jeg havde Øglen i armene. Jeg havde godt nok både vinterjakke (med luffer, nøgler og andet godt i lommerne) og Bumper-støvler på, men selv jeg - fornægteren over dem alle - ved godt, at de ting ikke vejer 5 kg. Hvis jeg ikke vidste det før (og det gjorde jeg faktisk), så ved jeg da i hvert fald nu, at jeg har taget på. Er godt klar over, at temmelig sukkerholdig kost og ingen motion gør sit til at få vægten til at stige, men nu må jeg lige hanke op i mig selv, altså.

Så lægebesøget var ikke nogen ubetinget succes. Fik ikke rigtig noget konkret at vide om Øglens trivsel ift. kurver og hvad har vi. Men til gengæld fandt jeg ud af, at jeg havde taget mere på end forventet. Great (!) Så ved man bare, at det bliver en god uge... (Og nej - I får ikke at vide, hvad der stod på vægten. Men jeg kan betro jer, at Øglen vejer 13 kg. Så kan jeg bedre forstå, at jeg synes, hun er blevet så tung).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...