Powermælk

Nåmn, Varanen vejer så 5,7 kg nu, siger Sunderen, der lige har været forbi. (Hurra for remindere i telefonens kalender, for ammehjernen var helt overbevist om, at det først var i morgen, hun skulle komme). Hvilket vil sige, at han har taget 1,4 kg på siden sidst. En "flot vægtøgning", som Sunderen formulerede det - og tilføjede, at 800 gram også ville have været flot. Så i virkeligheden skulle hun måske have sagt "crazy vægtøgning" i stedet...

Han er nu 59 cm lang, så alt i alt er han temmelig robust (det må man godt sige om en dreng, uden han får traumer, må man ikke? Det er straks noget andet med piger - jeg fik at vide af en efterskolelærer engang, at jeg var robust, og selv om han vist mente det på en god måde, så fik det mig i hvert fald ikke til at føle mig slank. Hvilket jeg heller ikke er/var, men alligevel...) og får tilsyneladende rigelig næring gennem min mælk. Må være alle de chokoladeskilpadder og kanelsnegle, jeg får kværnet.

For nylig bladrede jeg lidt i den der Barnets Bog, eller hvad den nu hed, den bog man fik af sundhedsplejersken i de gode gamle dage, da jeg lige havde fået Øglen. (Nu er det hele jo digitalt, så ikke nogen skriblerier dér - "du kan bare logge på sundhed.dk og se det hele"). Og der kunne jeg jo se, at hun som 1 måned gammel vejede 4,14 kg. Så ham Varanen er noget større, men sådan er det måske bare med drenge? (Og det er altså ikke fordi, jeg ikke spiste slikkerads, da jeg havde fået Øglen. Dengang var det bare Riesen i stedet for skildpadder)

 

Store dreng - for en uge siden. Han har travlt med at vokse, for bukserne på billedet kan han ikke passe i livet mere...

Varanen opførte sig eksemplarisk under hele besøget, og han imødegik ovenikøbet afklædning og vejning med høflig nysgerrighed. Blev en anelse arrig over at ligge indeni en stofble under vejningen, men var trods alt så gentleman-agtig, at han gav Sunderen et forsigtigt smil, da han blev pakket ud. Og tissede så på hende to gange efterfølgende, men lad nu det ligge...

Nu sover han - efter at have hængt på mig hele formiddagen og hhv. pletsovet og stirret på mig. Så nu er der sat vasketøj over, ryddet tilnærmelsesvist op i køkkenet og produceret en flaske mælk til fryseren. Og med lidt held vågner Varanen inden kl. 15, så jeg kan nå ud og trille en tur på Østerbro i det gode vejr, før Øglen kommer hjem. Har folk farmor til at hente hende i dag, så jeg slipper for en tur ind til Kbh K. Hvilket passer mig aldeles glimrende.

I øvrigt var jeg til tøsehygge i går aftes. Med Varanen, uden Øglen. Nøj, det var tiltrængt at se pigerne, tale om ikke-baby-relaterede emner, spise god mad og grine en masse. Og at jeg så ovenikøbet kom hjem med en hel pose nyt gammelt tøj, som en af pigerne ikke gad have mere, og en forsinket fødselsdagsgave i form af lækre cremer og negelak, jamen det var jo bare kirsebærret på toppen. Varanen var så sød at have med (lige bortset fra den skrigekoncert han holdt i bilen på vejen ud). Han nægtede godt nok at sove, men han var helt i hopla. Og så var han så træt, da vi kom hjem, at han kun skulle ammes én gang i nat. We like! (Og hvor er det da bare nemt (skrid, Nemesis) at være i byen med en baby, der ikke kan bevæge sig, og som stadig - til trods for den "flotte vægtøgning" - stadig kan ligge på armen. Der er det anderledes udmattende at have Øglen med...)

History repeating...

Var til sidste tjek hos lægen i dag. I ved - hende den onde, der bestemt synes, at jeg skal vejes, hver gang jeg er der. Af samme grund sprang jeg en ellers meget cravet Cola over i går aftes (det skal nok hjælpe!), og jeg undlod at tage imod en kollegas udfordring om at spise 5 knytnævestore romkugler på en halv time (havde jeg så nok også takket nej til, selv om jeg ikke skulle vejes) og nøjedes i stedet for at more mig over staklen, der rent faktisk hoppede på udfordringen. Man kommer til at se ret sjov ud i hovedet, når man har spist 3 store romkugler på et kvarter, kan jeg berette. Og jeg er næsten villig til at vædde på, at jeg kunne se ham begynde at svede rom-essens...

Men nå. Lægen. 32-ugers tjek (som, sidst jeg var gravid, hed 35-ugers tjek, men tiderne skifter jo så hurtigt nutildags *mimremimre*). Overvejede, mens jeg oksede hjem fra arbejde på cykel (i modvind og sværme af tordenfluer, som blev VED med at splatte ud på mine gravide lår, adr!), hvilke spydigheder min læge mon havde i ærmet til mig i dag. Og så genkaldte jeg mig sidst, jeg var til sidste lægetjek (efter 'stop med at spise'-besøget i uge 24). Dengang frygtede jeg det nemlig også, og så tog hun totalt r*ven på mig ved at himle op om, hvor godt jeg så ud. "Så det siger hun sikkert også i dag", tænkte jeg fiffigt, mens jeg svedte tran og trampede i pedalerne.

Guess what! Det gjorde hun! Smiger åbner jo som bekendt alle døre, men hvad er det for en taktik?! Pille folk helt fra hinanden ved at slå dem oveni hovedet med uendeligt høje vægttal til det ene lægebesøg og så bare lade som om, der aldrig er blevet løftet et øjenbryn til det næste? No comprende. Og da jeg skulle betræde den skånselsløse glasplade, bedre kendt som Vægten, nævnede hun heller ikke min (begrænsede, thank you very much!) vægtøgning med så meget som ét ord. Det gjorde jeg til gengæld. Syntes ikke rigtigt, jeg kunne gå derfra uden at have gjort opmærksom på, at dagens vægttjek nok engang cementerer, at jeg åbenbart bare er sådan en, der tager psyko-meget på i starten af graviditeten - og så stagnerer (-agtigt...). Er ret sikker på, at min læge er ligeglad, men skulle bare lige ud med det.

Mavemålet var lige efter bogen på den utrolig gennemsnitlige (min vægt taget i betragtning) måde, så jeg gentager: Den næste, der spørger mig, om jeg er sikker på, at der kun er én inde i maven, kommer til at lide en stille død forårsaget af uTROLIG kedelig beretning fra lægen om kurver og symfyse-fundus-mål.

Og nu er jeg så hjemme. Helt træt (godt, at der kun er et begrænset antal cykelture til og fra arbejde tilbage, for det gør mig tilsyneladende vældig søvnig) og glad for, at vægten ikke sagde dobbelt-op på sidste tal. Så det har jeg fejret med den Cola, jeg sprang over i går. Og nogle af de der karameller, jeg lavede i går, som endte med at blive ganske gode. For nu er vægt-eksamenen bestået. Og som vi alle ved, er det jo ikke mig selv, men lægen, jeg narrer, ved at spise en masse efter vejningen. Eller noget...

 

I får lige et billede mere af Øglen og Krabbe fra playdaten i går. Fordi de er så søde...

Tykke mor

Nå, så er det officielt. Nu er det ikke længere kun en joke mellem HDD og jeg (mest HDD), at jeg er for tyk til at gynge, for jeg er  nemlig blevet vejet som et andet kreatur hos min læge. Til den der 24 ugers-undersøgelse man skal til "hos egen læge". Overvejede et splitsekund at sige "ORK ja, og jeg har kun taget 37 gram på", da lægen spurgte mig, om jeg havde vejet mig derhjemme, men efter at have opsparet små 33 års livserfaring ved jeg jo godt, at det ikke er lægen, jeg snyder, men mig selv. Så jeg krøb til korset og sagde i stedet for noget i retning af "absolut nej - holder mig helst så langt væk fra vægte som overhovedet muligt". Kan være, at jeg skal lære middelvejens kunst; lad være med at lyve, men lad også være med at være hudløst ærligt omkring sådan noget som vejning, for min myndeslanke læge spidsede jo straks ører, og jeg er ret sikker på, at jeg - hvis jeg havde kigget rigtig godt efter - kunne have set et par røde alarmer blinke på hende.

Min læge er skøn, men der er ikke meget kære mor over hende - således er hun kvinden, der til selvsamme 2. graviditetsundersøgelse, da jeg ventede Øglen, tørt konstaterede, at jeg egentlig godt måtte stoppe med at spise sådan i al almindelighed, da jeg havde været på vægten. Så jeg kastede mig ikke ligefrem jublende over hendes lille skrøbelige glasvægt i dag.

Det positive ved vejeseancen var, at mit gravide korpus ikke splintrede og ødelagde hendes vægt.

Det knap så positive var, at jeg på nuværende tidspunkt har taget ligeså meget på som ved føromtalte graviditetsundersøgelse - den der udløste den let spydige kommentar. Eller - jeg har taget 0,5 kg. mindre på. Og når vi er oppe i den størrelsesorden, så tæller selv de mindste marginaler med. Således vejer jeg nu 12,5 kg mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

12,5 kg. Tolv komma fem kilo. TOLVKOMMAFEMKILO! 12500 gram. 62,5 plader Marabou. 125 poser Haribo. 8,3 halvandenliters colaer. Ogsåvidere.

24+0 - nu officielt way wayyyy over før-graviditetsvægt. Havde det jo godt nok på fornemmelsen, men håbet har man jo lov at have. Beklager lille snip af pose (som - til bonusinfo - indeholder en brugt ble). Skal nok rydde op.

Armen, hvad sker der, mand? No wonder, at jeg føler mig som en hval. Men overraskende nok havde min læge ingen spydige kommentarer denne gang. Hun spurgte bare, om jeg tilfædigvis sidder og spiser flødekager hele tiden, og det kunne jeg svare benægtende på. Og tilføje, at flødekager er en af de eneste typer kage, jeg ikke kan lide, og at det muligvis kan have noget med dét at gøre. Herefter fik jeg en lille lektion i, at hun jo egentlig er ligeglad med, hvor meget jeg tager på, men at retningslinjerne jo er sat for den gravides egen skyld (tænkte jeg det ikke nok!) - og at det kan være farligt at føde, hvis man vejer alt for meget.

Jaja. Jeg ved det jo godt. Hun sagde det også sidste gang, og så længe siden er det jo heller ikke. Men når nu kage bare smager så godt?!? Lægen trøstede mig (måske hun i virkeligheden ikke er min rigtige læge - hun gør sig nemlig ikke rigtigt i trøst - men bare en empatisk klon?) med, at vægtstigningen hos gravide også kan hænge sammen med genetik (joh, meeeeen...), men at jeg naturligvis kan rykke på de helt åbenlyse ting. Som at lade være med at kædespise sukkerholdige ting (moi?!) og ellers bare have som målsætning, at jeg ikke tager mere på i hele graviditeten, end jeg gjorde, da jeg ventede Øglen - 16-17 kg i alt endte jeg vist på. Og hun nikkede (omend lidt fraværende), da jeg håbefuldt spurgte, om jeg mon ikke bare kunne være en af de der typer, der tager det hele på i starten af graviditeten og så 'flader ud'.

Da jeg skulle lige til at gå, sagde hun noget, jeg vist aldrig har fået at vide af nogen før; at hun ikke ville anbefale mig at dyrke mere motion, end jeg gør nu. Huh? troede nærmest ikke, at man kunne dyrke for meget motion. Og jeg laver jo reelt ikke andet end at cykle frem og tilbage til job og at futte rundt med Øglen. Men det er åbenbart rigeligt. Jamen SÅ vil jeg da bare læne mig tilbage og nappe en kage gulerod...

Men bortset fra vægtens himmelflugt gik lægebesøget rigtig fint uden de meget seriøse løftede pegefingre. Maven blev målt, og jeg hørte tydelig hjertelyd. Det er nu så hyggeligt. Og så roste lægesekretæren min urinprøve. Now that's a first.

Lægesekretær (med undren i stemmen): "Den var helt blank. Jeg tror aldrig, jeg har set så blank en prøve hos en andengangs gravid. Den var HELT blank og fin".

Mig (med flakkende blik over at høre ordet 'blank' så mange gange i en sætning, der havde noget med mig at gøre): "Ehm... Ok... Fint nok. Tror jeg nok... Hejhejjjjjj..."

 

Femkorns-/havregrød med kanel (og lidt sukker - shoot me!), latte, kiwi, mini-banan og appelsinjuice. Og min elskede trafikske...

Og nu er jeg så hjemme. Længe leve hjemmearbejdspladser. Har lige spist sen morgenmad - som egentlig var planlagt til at være en kanelsnegl fra Emmery's (Mille lokkede totalt meget med Emmerys ovre hos sig selv i går), men med sætninger som "12,5 kg mere end din før-graviditetsvægt" og "farligt at føde" rungende i ørerne, undlod jeg dén lille sukkersnas og tog i stedet hjem og lavede sund(ere) morgenmad. Som nu også smagte glimrende. Men det VAR jo ikke ligefrem en kanelsnegl...

Magnum, min Magnum

Hej. Jeg hedder A. Jeg er afhængig af Magnum-is.

Som nogen muligvis vil have opdaget, handler jeg næsten udelukkende hos de der Nemlig.com. Det er cool. For ikke nok med, at man (jeg) slipper for at slæbe mig en pukkel på, når jeg kæmper mig op på 4. sal - man (jeg) slipper også for at stå ansigt til ansigt med de der røvsure mennesker, man (jeg) kan være så heldig at møde i køen. Engang imellem forvilder jeg mig dog ned i et supermarked alligevel - typisk fordi, vi er løbet tør for et eller andet, eller fordi der er noget, man ikke kan få hos Nemlig. (Det er ikke meget, men det forekommer dog).

Og når jeg sådan skal et smut i Netto, så bliver jeg jo nødt til lige at hilse på alle spotvarerne. Og al slikkeradset. Og alt det der, jeg ikke liiiiige får bestilt hos Nemlig.com, fordi jeg tilfældigvis (ulykkeligvis?) har besluttet mig for at starte et nyt og sundere liv i det sekund, jeg begynder at fylde i min virtuelle indkøbskurv.

Menaltså. Hos Netto har de Magnum-is. Billigt. Sådan en Magnum Mania-pakke indeholder 8 Magnummer, og den koster kun 54,95. Nu er jeg ikke specielt god til tal, men når 1 Magnum koster 20,- i kiosken, og 8 Magnummer koster 54,95 i Netto, så ved jeg godt, hvad der bedst kan betale sig. Kroner og øre-mæssigt, altså. Vægtmæssigt kan det helt klart bedst betale sig at lade både den ene og de otte is ligge, men det er en helt anden snak.

Problemet (eller "udfordringen", som det hedder inde på det der arbejde) er bare, at når man (jeg) har 8 Magnummer liggende i fryseren, så får de ikke lov til at blive der særlig længe. Cirka 4 dage, skyder jeg på, hvis Ham Den Dejlige hjælper til (og det gør han gladeligt).

Gæt lige, om man bliver tynd af at æde en Magnum i snit om dagen.

...

Korrekt. Man bliver IKKE tynd. Man bliver stor og flæsket. Så fra nu af lover jeg højt og helligt, at jeg ikke vil købe Magnum Mania-bokse mere. Eller i hvert fald, at jeg vil prøve at slå hjernen til, så jeg godt kan huske, at jeg spiste en is I GÅR og ikke for 4.018 dage siden, som jeg lynhurtigt kan bilde mig selv ind (selektiv hukommelse har det med at overdrive). For det smarte ved is er jo, at de kan holde sig rimelig længe i en fryser. Hvis man ikke æder dem, forstås.

På nuværende tidspunkt har jeg været is-fri i 5 dage. Selv om der vist nok ligger 2 Magnum Classic i fryseren. Men det er også de kedeligste. Hvis nu det havde været Double Caramel, havde det muligvis været en anden historie ...