Viser indlæg med etiketten verdens længste indlæg. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten verdens længste indlæg. Vis alle indlæg

mandag den 22. august 2011

Hvad er barnets navn?

På nuværende tidspunkt i min sidste graviditet var vi ved at have nogenlunde styr på, hvad Øglen skulle hedde. Vi havde været vidt omkring i diverse navnestammer, men var altså endt op med to muligheder (som i øvrigt var temmelig forskellige). Så der var ok ro på, hvad navn angik.

Denne gang er historien lidt anderledes. Altså, vi har naturligvis talt navne mere eller mindre lige siden, vi fandt ud af, at den tykke mave gemmer på en dreng (og faktisk også før, så derfor ved vi godt, hvad Varanen skal hedde, hvis det bliver en pige), men vi kan simpelthen ikke finde det helt rigtige navn.

Vi har haft rætti rætti mange navne-kandidater og har naturligvis indsnævret feltet en anelse, men det helt rigtige navn, dét, der giver en "ja, han kan da ikke hedde andet"-fornemmelse i maven, lader vente på sig. Tænker jeg virkelig godt efter, så havde vi vist heller ikke den fornemmelse i maven, da vi besluttede os for Øglens navn, og jeg kan da huske, at det længe efter fødslen føltes underligt at kalde hende ved navn. Så det er måske bare sådan, det er - lidt underligt at skulle bestemme, hvad et andet menneske skal hedde. For det der med navn er jo temmelig vigtigt. Det er som regel, det første, folk får at forholde sig til, når man mødes (eller inden man mødes, for den sags skyld), så derfor er det nødvendigvis en ret stor del af ens personlighed.

Yndlingsmennesker

Normalt taler vi navne så'n lidt "on the fly"; i bilen, på trilletur med barnevognen, over en kop kaffe, osv., men i går satte vi os simpelthen ned og snakkede navne lidt mere systematisk. Og endte op med at være præcis lige så kloge, som da vi startede. Så status er, at vi har to navne på bedding (og nej, mor - vi siger ikke, hvad det er for nogle :-)), men er samtidig lidt i tvivl om, der skal lukkes flere navne ind i det fine selskab, så der er lidt mere at vælge imellem. Jeg kan dog afsløre så meget, at ingen af dem er på nogen top 10-lister (eller top-20 for den sags skyld) og formentlig ikke kommer det foreløbig. Til gengæld er det ene et mørkt hårs-navn, og det andet et lyst hårs-navn. Bare for at gøre det vanskeligt for os selv. Øglen var nemlig mørk, da hun blev født og endte op med at blive helt gennemsigtig lys (som sin mor). Så det er lidt svært at sige, hvad Varanen bliver...

Det blege barn i ZOO. Med øko-agtig, bæredygtig is, lavet af spelt. Eller noget...

Øglen er - modsat hvad mange måske tror - ikke opkaldt efter nogen, selv om hun tilfældigvis hedder det samme som HDD's bedstemor. Indrømmet; vi var nok ikke kommet på navnet, hvis ikke bedstemoderen havde heddet det, men ligefrem 'opkaldt' vil jeg ikke sige. Alligevel ville det jo være oplagt at blive i bedsteforældregenerationen, når vi nu skal finde et navn til Varanen. For navnene må jo gerne passe sammen. Omvendt gider jeg heller ikke vælge et navn fra en relativt lille palette, hvis det ikke føles rigtigt - bare fordi en af vores bedsteforældre tilfældigvis hed det. Så bedsteforældrenavnene er indtil videre dømt ude.

Men måske er det bare sådan, det er - at det er sværere at finde på et navn til barn nr. 2? Fordi det umiddelbart virker som en håbløs opgave at finde et navn, der er lige så 'spot on', som det navn, den førstefødte render rundt med? Eller også ER det bare sværere at finde på et drengenavn? Hm... Nå, der er heldigvis nogle uger til termin, så der er masser af tid til at finde på et navn. Så inspiration, kom hid!

Og så kunne indlægget jo egentlig godt stoppe her, men da jeg har problemer med at fatte mig i korthed, tænkte jeg da lige, at jeg ville dele mine navnetanker med jer. Så:

I øvrigt er jeg ret fascineret af, hvor stor interesse, der er fra omverdenen, for at finde ud af, hvad Varanen - og alle mulige andre kommende babyer - skal hedde. Bevares, som skrevet ovenfor, så er et navn da en ret vigtig ting i en persons liv, men så længe forældrene ved, hvad afkommet skal hedde (og det skal de nok finde ud af. På et tidspunkt), så må det da være godt nok. Eller hvad?

Lille hjælper

Hvis man rent faktisk vover sig ud i at vende navneforslag med (nogle, langtfra alle!) folk, er det som om, at al pli forsvinder fra jordens overflade. Oplevede det et hav af gange, da jeg ventede Øglen, og konsekvensen er blevet, at vi ikke gider afsløre vores foretrukne navne længere. For hvis folk får at vide, at "det her skal afkommet hedde", så træder plien i kraft igen, og selv om de ikke er enige, tør de ikke at være helt så bramfri. Misforstå mig ikke - folk må meget gerne have en mening om det/de navne vi vælger, og det er helt ok, at de ikke kan lide det/dem. Men man overvejer jo gerne et navn, fordi man selv godt kan lide det, og så kan det godt føles en anelse... overrumplende... at have følgende samtale (for eksemplets skyld bruger jeg Varanen som case):

Ven/familie/kollega/andet: Nå, har I så et navn parat til den lille?
Mig: Njahh. Ikke rigtigt. Men vi overvejer da lidt.
Ven/familie/kollega/andet: Hvad for eksempel?
Mig: Tjah, vi har snakket lidt om Melvin (det har vi faktisk, men det bliver ikke til noget).
Ven/familie/kollega/andet: ... Altså. Som i MELVIN?
Mig: Ja.
Ven/familie/kollega/andet: Arrrjjjj! Det MENER du ikke.
Mig: Joeh, det gør jeg faktisk.
Ven/familie/kollega/andet: Jamen, det kan man da ikke HEDDE!
Mig: ...
Ven/familie/kollega/andet: Det bryder jeg mig VIRKELIG ikke om. Ja, det er faktisk nærmest SYND for barnet. LOV mig, at I ikke kalder ham dét.
Mig: ...

Osv. Lad os nu sige, bare for eksperimentets skyld, at vi vælger at kalde Varanen Melvin alligevel. Så vil vi - og ven/familie/kollega/andet - stadig godt kunne huske foregående samtale. Ven/familie/kollega/andet vil formentlig stadig synes, at det er det rene børneplageri, at vi har kaldt et barn for Melvin. Og vil måske endda være en anelse fornærmet over, at vi ikke lyttede til ven/familie/kollega/andets velmenende råd.

Havde ven/familie/kollega/andet ikke fået lov til at give sit besyv med, fordi vi ikke havde nævnt nogen mulige navne, ville vedkommende sikkert stadig synes, at det var et rædselsfuldt navn, men efterhånden som personen kom til at lære Varan-Melvin at kende, ville han jo pludselig ikke kunne hedde andet. Win-win, hvis man spørger mig.

Jeg tænker nok for meget over det. Eller. Jeg tænker HELT sikkert for meget over det. Men det er bare min kæphest, det her med navne. Og bare rolig - vi skal nok finde på et fint navn til Varanen. Skal bare liiiige indsnævre lidt mere. Er fx kommet i tanker om to fine navne, mens jeg har skrevet det her indlæg. Så med den fart er der jo masssser af navne at vælge imellem, når vi når frem til termin...

lørdag den 2. april 2011

Steiner- pædagohvaffornoget?

Ok - det her bliver langt. Så er I advaret. Men det er bestilt arbejde, og så må man jo lægge sig i selen. Selv om kvantitet selvfølgelig aldrig har borget for kvaliteten. Hm. Lad nu det ligge...

Louise spurgte i går (i kommentarsporet til hendes spændende indlæg om bl.a. dårlig samvittighed), om jeg ikke kunne fortælle lidt om, hvorfor Øglen egentlig går i Steiner-vugger, og hvad vi synes, det giver hende.

Og jo, det kan jeg da, så her kommer et ganske uvidenskabeligt Steiner-indlæg. Hardcore tilhængere af / afstandstagere fra Waldorf-pædagogikken vil sandsynligvis korse sig og have henved en billion rettelser til fakta, men jeg giver det et skud alligevel, mkay?!

Rudolf himself. Hapset herfra. Han ser da egentlig ret rar ud. Og ikke spor Steiner-agtig? Eller... Hvordan ser man forresten Steiner-agtig ud?

Først vil jeg gerne lige slå fast, at Øglens vugger ikke er en Steiner-Steiner vuggestue. Det er nok nærmere Steiner Light, tænker jeg. Den fremgår fx ikke på listen herinde, og det må vel næsten være et must, hvis man vil være noget inden for Steiner-musikken?

Steiner-pædagogikken (også kendt som Waldorf-pædagogikken) blev grundlagt af - tadaaah - Rudolf Steiner, østrigsk filosof, okkultist (!?), Goetheforsker, pædagog, arkitekt og dramatiker (han har haft travlt?), engang i begyndelsen af det 20. århundrede. Pædagogikken bygger på "antroposofien", som bedst (og nok også mest langhåret) kan beskrives som en "erkendelsesvej for det åndeligt søgende menneske".

Som udgangspunkt er Steiner-pædagogikken areligiøs (og det er så her, der virkelig kan gives anledning til ballade, for der har i tidens løb været en del polemik omkring, hvorvidt pædagogikken i virkeligheden er så areligiøs, som den påstås) - der fejres således ikke højtider som jul, påske, mm. I Øglens vuggestue har de dog både påske- og julefrokost, ligesom de til jul har en stor adventskrans, som de sidder omkring og synger sange og hører historier. Men jeg har ikke indtryk af, at de hører om højtiderne som sådan.


Rytme - både den, der er i musik og den, der er i struktur - vægtes højt i Øglens vugger. Dagsrytmen er således fuldstændig ens fra uge til uge - hver mandag laver de dit og dat. Hver tirsdag laver de dut og dåt. Osv. Forleden undskyldte en af pædagogerne faktisk, at de havde brudt rytmen og lagt rytmik om torsdagen i stedet for onsdag, for det havde været så dejligt vejr onsdag, at de altså havde taget ungerne med ud i stedet. Øhm... Ok så. Men lad det ikke ske igen (!?!)

Øglens dukker. Et stk. Rubens Maria (den til højre), og et stk. hjemmelavet (ja, altså - ikke af mig, vel) Waldorf-agtig dukke

I stedet for højtider, lægger de meget vægt på årstider. Både ved at være ude, ved at høre historier og ved at synge sange. De holder årstidsfester - fx lanternefesten, hvor lyset fejres. Med til lanternefesten hører en historie (og sange) om Morten Vægter og hans kone, som har bagt dejlige sol-, måne- og stjernekager til alle. Og videre i den dur. Morten Vægter er vel i virkeligheden en inkarnation af Skt. Martin (den fromme præst, der i år 371 e. kr. gemte sig i en gåsesti, fordi han ikke ville være biskop (ham, der er "skyld" i Mortensaften) - og det er så bl.a. her, man kan argumentere for/imod religiøsiteten). Derudover bruger de i vuggeren rigtig meget tid på at lege, tegne, male, synge, lege sanglege, lave bordspil og fortælle eventyr.

Især eventyrdelen er stor i vuggestuen, og man kan endda se den med det blotte øje. Selve opgangen (vuggestuen ligger i en gammel lejlighedsbygning og spreder sig over 3 etager) er pyntet med troldegrene, hvor pynten bliver udskiftet efter årstiden, og der er malet store eventyr-billeder på væggene. På stuerne er lyset dæmpet, der er tyl, lyskæder og troldegrene i loftet, og så er der en helt særlig ro. Der er tyst uden at være stille, og det er som om, tempoet er helt anderledes end lige udenfor i travle Kbh K. "Harmoni" er måske i virkeligheden det ord, jeg leder efter.

Troldegren med lyskæde, filtkugler og små engle på Øglens værelse. Idé tyvstjålet fra vuggeren (som dog næppe ville billige wallstickeren i kras grøn)

Jeg tror godt, jeg tør lægge hovedet på blokken (bloggen, tøhø) og sige, at det ikke er til at opdrive et eneste stykke plasticlegetøj derovre. Alt er i stof eller træ - der er masser af Rubens-dukker, Waldorf-dukker, træting fra Ostheimer (gad vide, om de opdager det, hvis jeg negler hele deres julekrybbe - den er simpelthen så fin), Glückskäfer og alt det der andet bæredygtige, 'udviklende' trælegetøj, og Øglen elsker det. Især er hun vild med et lille hus i organiske former, hvor man kan vippe taget og stoppe troldefar og troldemor og lille olle-bolle ned i. Og jeg har ledt og ledt og ledt efter det, men det ser ud til at være en udgået model. Måske heldigvis, for de der Solspejlet ved godt nok godt, hvad de vil have for tingene...

Men humlen ved alt det dersens herlige legetøj er, at det i mange tilfælde ikke syner af så meget. Dukkerne har temmelig neutrale ansigtsudtryk, og trælegetøjet er i dæmpede farver (hvis overhovedet nogen). Tanken er så, at barnet skal bruge sin fantasi for selv at skabe legen - uden, at alt er givet på forhånd, som det kan være tilfældet med meget af det 'nymodens' legetøj, der måske nok kan dytte og båtte, men som i virkeligheden måske heller ikke kan bruges til ret meget andet end det. Således kan Øglen være fuldstændig opslugt af at putte "mor og far" (2 Waldorf-dukker, vi gav hende i fødselsdagsgave, hvor den ene ligner noget Amish-halløj, og den anden ligner David Hasselhoff) i en gammel skoæske med nogle hhv. hæklede og broderede lyseduge, jeg fandt i den lokale genner.

En af Øglens fødselsdagsgaver, som hun er svært begejstret for

Og i vuggeren er hun gerne optaget af deres fugletræ med tilhørende (svinedyre) fugle. Jeg er ikke helt med på, hvad det er, der kan være så fascinerende ved fugletræet - i mine øjne (øje - tak til ridse på hornhinden) ser det noget kedeligt ud. Men jeg er selvfølgelig også helt spoleret af verdens ondskab og kynisme, så...

Billede lånt herfra - jeg fjerner det naturligvis, om det ønskes

Jeg kunne blive ved med at fortælle om vuggestuens lyksaligheder (og kunne da også godt lige nævne en ting eller to, der er pænt irriterende, men jeg har bestemt mig for, at det jo trods alt er vigtigst, hvordan Øglen har det - så må undertegnedes hungren efter mere... pædagogisk korrekt... kommunikation til forældrene lide lidt), men jeg tror, jeg har understreget min pointe en gang eller to: Vi er meget glade for vuggeren.

Det var faktisk ikke et bevidst valg, at Øglen kom i Steiner-esque vuggestue. Altså, jeg ville da gerne have hende i en Steiner-vugger, fordi jeg har hørt så meget godt om dem fra Øglens kusine (som går i en af vuggestuerne fra listen), men det der med at have specifikke vuggestueønsker OG bo i Københavns Kommune - det rimer ikke rigtigt. Desuden var vi jo  på vores Forstadseventyr, da Øglen skulle begynde i vugger, så vi havde været en anelse... lemfældige... med at skrive hende op til vuggestuer i Kbh. En af dem hun var skrevet op til, var så denne vuggestue. Som er så snedigt indrettet, at børn af folk, der arbejder der, hvor jeg arbejder, har fortrinsret. Så da vi fik plads en måned før behovsdato (og i øvrigt havde glemt at tage højde for tid til indkøring, da vi valgte behovsdato), slog vi til. Efter lige at have været inde og hilse på og finde ud af, at det virkede som et trygt sted, hvor vi godt turde overlade vores dyrebareste eje i alt for mange timer om dagen. Og vi har ikke fortrudt et sekund. Faktisk overvejer vi nu også at skrive Kamæleonen op til en plads derinde, for selv om det ligger et stykke fra, hvor vi bor, så kan vi godt lide tanken om, at den skal et sted hen, hvor vi ved, der bliver passet godt på den. Og der er jo pænt langt mellem vuggestuepladserne på Østerbro, siger de kloge, såeh... Nå, den tid, den glæde. Og der er jo lææænge til.

Herhjemme er vi ikke så Steiner-agtige. Vi har som nævnt forskellige Steiner-agtige ting til hende, men vi har også Postmand Per og Handy Manny i lange baner (og selv om jeg ikke har dobbelttjekket det, så tvivler jeg sq lidt på, at tv er en del af Waldorf-pædagogikken). Og Duplo, som både er plastic og VIRKELIG klare farver. To helt klare no-go's i vuggeren. Vi har heller ikke heeeelt samme grad af rytmik, eventyrfortælling og strikkede katte (faktisk har vi ingen af delene), men så vidt muligt forsøger vi at have den samme rytme hver dag. (Det tror jeg så ikke er en specielt Steiner-agtig ting - er det ikke rimelig alment kendt, at små børn har godt af rytme og rutine?) Osv.

Handy Manny - Øglens store kærlighed. Kun overgået af Chapper, Barbapapa, Postmand Per, Mickey Mouse's Klubhus og andet knap så steinersk... Billede fundet her

For os fungerer det ret godt, synes jeg, med den blanding af Steiner-pædagogik og 'almindelig' pædagogik (hvad det så end er). Det kan være tilfælde, det kan være sindelag, det kan være noget helt tredje - men det kan også være hendes daglige gang i vuggestuen, der gør Øglen til det (relativt) rolige gemyt hun er. Der skal temmelig meget til at slå hende ud, hun er dygtig til at lege selv og finde på, og hun virker for det meste til at have et åbent sind (lige bortset fra, når det kommer til cykelanhængere - der er der så intet åbent sind over hende). Det er ikke til at sige, om hun ville have været anderledes, hvis hun havde gået i en anden vuggestue, men jeg tror da, at stedet, hun tilbringer små 8 timer dagligt, spiller en rolle i, hvordan hun er.

Og her stopper Steiner-sagaen så. Hvis du hang på så langt, så tillykke. Du fortjener næsten en præmie. Burde gøre alvor af at lave den surdejs-give away, jeg har fablet om (tænker, at surdej også er lidt Steinersk). Håber, I blev bare en anelse klogere på, hvad Steiner er for noget. Det gjorde jeg i hvert fald...

fredag den 12. marts 2010

Velkommen til - now please leave (verdens længste indlæg)

Der er ikke meget tid til at skrive for tiden. Oppe i hovedet bliver der skrevet en masse, men det kniber med at få tid til at kanalisere ordene ud gennem fingrene. Vi har nemlig fået besøg i vores lille famile. Af en af den slags eksistenser, der kan være virkelig inspirerende og sjov at være sammen med, men som også kan være både drænende og svært irriterende. Han larmer ikke, men han roder, og han ser det tilsyneladende som sin fornemste opgave at få HDD, Øglen og jeg til at falde over hinanden i vores forsøg på at gøre ham (og hinanden) tilfredse. Når vi går ham på klingen og spørger, hvornår han mon har tænkt sig at forlade matriklen, læner han sig selvtilfreds tilbage, klapper sig på maven og løfter øjenbrynet på en måde, så vi bare VED, at det ikke kommer til at ske. Som i aldrig. Nogensinde. Dog måske lige i påsken (hvor han har bedyret, at han skal genere nogle andre) og i øvrige ferier, men derefter er han tilbage.

Han har kun været i lejligheden i tre dage indtil videre, men han er tung at danse med, og der har været tidspunkter allerede, hvor jeg har fundet de grimme ord frem til at beskrive ham. Hvilket jeg ikke har det så godt med, for man skal jo behandle sine gæster pænt - særligt når man selv har inviteret dem - men jeg vidste tydeligvis ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede døren for ham onsdag morgen kl. 06.30.

Jeg har en mistanke om, at vores hjem ikke er det første, den navnkundige gæst har voldgæstet gennem tiden. Han har en sær evne til at være flere steder på én gang, og jeg er sikker på, at mange af d'damer også har mødt ham. Nogle kendetegn kommer her:
  • Utrolig attraktiv set på afstand
  • En lille smule scruffy og intimiderende, når han kommer tættere på
  • Altid charmerende - på sin egen unikke måde
  • Kaotisk, rodet, hektisk og drænende
  • Inspirerende, sjov og livgivende
Altså en eksistens fyldt med modsætninger, men jeg tænker, at det er det, der gør, at mange er så fascineret og draget af ham? Og derfor gang på gang inviterer ham hjem i privaten?


Billedet er hapset fra information.dk - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det i en ruf

Det er naturligvis Det Virkelige Liv™, jeg taler om her. Hr. DVL i egen høje person. Han har for alvor fået udmanøvreret barselsbobler og lange ferier hjemme hos os, og nu står jeg så midt i suppedasen. Jeg kan ikke længere 'nøjes med' at være kæreste med HDD, mor til Øglen, veninde til tøserne og malermester iBaby - nu skal hattene "medarbejder i arbejds-biksen" og "kollega til… ja… kollegerne" også luftes. I 37 timer om ugen. Mindst. For ikke at snakke om de ca. 45 min. cykeltur, jeg har til og fra arbejde, hvis aflevering eller afhentning af Øglen også skal indregnes (og det skal det). Jeg er en hat (argh - endnu en hat!) til matematik, men jeg kan godt regne ud, at 1-1½ times transporttid + en 7½ timers arbejdsdag ikke rimer på korte dage for Øglen i vuggeren. Men (og det har jeg harceleret over før) jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. HDD og jeg har begge mulighed for at flekse, men det lader sig jo også kun gøre i en vist omfang, så det ender nok med at blive til 8 timer i vugger for Øglen. Heldigvis er hun glad for at være der, og jeg er tryg ved stedet og pædagogerne, men jeg synes altså, at 8 timer er lang tid.

Jeg ved godt, at det her indlæg lyder som om, jeg lige har haft første dag på arbejde i en milliard år og er vågnet op til en helt ny virkelighed, selv om faktum er, at jeg jo nåede at være på arbejde i 1½ måned, før jeg gik på verdens længste Jeg Skal Flytte-ferie. Forskellen er bare, at jeg i den 1½ måned var i en afdeling, hvor der var så lidt at lave, at jeg mere eller mindre kunne komme og gå, som jeg ville, og desuden arbejde en hel masse hjemme. Derudover boede vi stadig i Gammelby, hvilket jeg vidste, var på lånt tid, så i det store hele føltes det bare som 'noget vi legede'.

Nu leger vi ingenting mere, hvad angår arbejde. Jeg er begyndt i en ny afdeling, hvor der rent faktisk ser ud til at være en del at tage fat på (mere om det senere - det er totalt angstprovokerende på den faglige måde, noget af det jeg skal lave), og der er det hverken kutyme at gå tidligt eller arbejde hjemme. Desuden er vi nu flyttet ind i det hjem, hvor vi forhåbentlig skal bo i mange år endnu, så den lange cykeltur til og fra arbejde + aflevering/afhentning i vuggestue er bare sådan det er nu. Der er ikke noget "det ændrer sig om en måned, fordi…" over det, så det skal bare spille. Og det skal jeg lige forstå, kan jeg mærke. Jeg synes, det er svært at acceptere, at jeg, de dage jeg skal hente, skal ud af døren kl. 7.30 (senest) for at være på arbejde (storsvedende - stupide tunge møgcykel) kl. 8 og gå - snigende langs panelerne (svært i et storrumskontor) - kl. 15.30 for at hente kl. 16. Hvor Øglen så er den næstsidste eller den allerallersidste af de små Trolde.

De dage, jeg afleverer, kan jeg så vente med at køre hjemmefra til kl. 8, og hvis det hele klapper, kan jeg så være på job kl. 8.45. Men lad os sige kl. 9 for alle tilfældes skyld. Så kan jeg i teorien gå kl. 16.30, og er så hjemme omkring kl. 17. Øglen går stadig i seng omkring kl. 18.30, så det levner 1½ time sammen med hende - hvor der skal mades, bades, leges og puttes. Halvanden time?! Altså helt ærligt. Det er jo i n g e n t i n g!

Jeg ved godt, at jeg hverken er den første eller den sidste, der frustreres over tid og logistik i forhold til work-life-children-balancen, men det er mig en kilde til evig undren, hvordan andre får det til at hænge sammen uden at implodere af savn, frustration og underskud på alle konti. Måske er det de input, man får på en arbejdsplads, der gør, at det hele giver lidt mere mening. Jeg kan da allerede nu mærke, at det giver mig rigtig meget at være sammen med voksne mennesker med nogenlunde samme fagområde, som jeg kan sparre med og lære at kende, samtidig med, at noget af baby-laget oppe i hjernen bliver skrællet lidt af. For jeg trænger til at være andet og mere end mor til Øglen. Synes bare, at Hr. DVL er lige lovlig skrap. Så selv om han har været længe ventet og kan være en svir at hænge ud med, ønsker jeg ham af og til hen, hvor peberet gror.

Er jeg mon den eneste, der drømmer om en vildt spændende stilling med god løn - på 25 timer?! Sig lige til, hvis I finder den, ikke?! Så skal den nemlig SÅ meget søges (sammen med de andre ansøgninger til job tættere på hjemmet jeg har ude at flagre)...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...