Viser indlæg med etiketten vinter. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten vinter. Vis alle indlæg

torsdag den 20. april 2017

Noget om overgange

Advarsel: Sponsoreret indhold forude

Jeg skylder jer et mere udførligt indlæg om brylluppet i begyndelsen af måneden, og selv om man godt ud fra titlen på indlægget her kunne foranlediges til at tro, at dette var sådan et - overgang fra kærester til ægtefolk og alt det der - så er det altså ikke tilfældet.

I stedet for skal vi tale lidt om overgangen fra vinter til forår. Og den påklædning det kræver. Spændende, n'est-pas? Jeg siger formentlig det samme hvert år, når vinteren burde have sluppet taget i os og rykket en balde til fordel for foråret, men hold. nu. kæft, altså, vinter! FLYT dig nu!

Vi havde f a n t a s t i s k vejr til vores bryllup! Vi taler bare arme og bare tæer i skoene-kind of vejr. Solskin over hele linjen, usuperviserede børn uden sko udenfor og bryllupsgæster, der var lige meget ude og inde. (Se lige hvor snedigt jeg alligevel fik sneget lidt om brylluppet med). Men nu?! Nattefrost, SNE sgu', og vind så kold som en kummefryser.

Vi vågnede i Sverige til minus 7 graders frost og sne i søndags (skylder også et indlæg om påskeferien), og selv om solen fik så tilpas meget magt i løbet af dagen, at vi kunne nå et smut på stranden, da vi kom hjem til DK, var der stadig godt bid i vinden med blåfrosne fingre (og tæer, i ungernes tilfælde. Nogen smed nemlig både sokker og sko) til følge. Deres vinterjakker var for varme, når de tonsede rundt og spillede frisbee, så de røg af, og så kom de på igen, når der blev leget med sand. Af. På. Af. På. På. Påååå! Tagdennupå!

Pga. det mildest talt ustadige vejr forestiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal iklæde afkommet af overtøj - eller mig selv, for den sags skyld. For mens vanter, uldent halstørklæde og vinterjakke virker fuldt ud fornuftigt om morgenen, er tyndere jakker meget mere på sin plads om eftermiddagen.

Enter termotøj! Punkt 1 i det store, usynlige fælles-manifest: "Du skal iklæde dit barn quiltet termotøj, hver gang temperaturen er en del højere end frost og en del lavere end sommer". Vi har gennem årene haft en pæn portion termotøj fra varierende mærker på trods af småkolde børn ("Du skal lige have en tyk trøje indenunder også. Eller to!") og hyppigt opståede huller på knæ og albuer med frit udsyn til temmeligt ikke-isolerende pladevat. Alligevel er det troligt blevet indkøbt år efter år (det gør man jo?), men efter otte år i mor-branchen er det nu slut.

Det er på tide at søge nye termomarker, og så er det jo så heldigt, at vi (og med "vi", mener jeg børnene) er blevet tilbudt at teste overgangsjakker og -sko. Derfor består dette års overgangstøj af overtræksbukser fra sidste år (som ingen børn gider have på, så jeg tænker, det ene par, vi har, er rigeligt), fine jakker og - som noget nyt på matriklen - overgangssko. Alt sammen fra Reima.

Ældsten i sin Barley-jakke

Yngsten i sin Fleet-jakke med aflynelige ærmer

Yngstens Wetter Wash-sko, som kan komme i vaskemaskinen. 
Ældstens er helt magen til, bare i en anden farve.  

Tøjet ankom med posten forleden (oven i købet bragt af et postbud, der ønskede mig en velsignet dag. Det er ikke ofte, nogen ønsker mig det. I hvert fald ikke højt) og blev pakket ud under skarp bevågenhed fra ungerne. De havde selv været med til at vælge model og farve på både sko og jakker, og de syntes heldigvis, at produkterne var lige så fine live, som de var på computeren. Yngstebarnet mente faktisk, at det hele var så fint, at han forlangte at få skoene på med det samme, selv om vi havde det ene ben ude af døren på vej til Leg og bevægelse, og alle på holdet skulle selvfølgelig se nyanskaffelsen. Det viste sig, at skoene var meget hurtigere, end hans eksisterende sko, så dér var vi heldige ... :-) Og så er de nemme at tage på - et stort plus i min bog, når man han en 5-årig, der ellers godt kan synes, at det kan være liiiiidt hårdt selv at komme i (fod)tøjet.

Jakkerne virker til at holde begge unger godt varme, på trods af den kolde vind, så det satser vi på fortsætter. Helt indtil denne overgang til foråret er gennemført gnidningsfrit, og det igen bliver tid til bare arme.

Produkterne er modtaget til test, men alle ord og meninger - og billeder - er som altid mine egne.

onsdag den 1. februar 2017

Noget om at tage det med ro

Efter en december måned, hvor arrangementer stod i nakken på hinanden, så vi kunne tage det danske 'hoo-gah'-begreb og vride det til dets absolut yderste (i en grad, så man nærmest helt glemte at hygge, fordi man havde travlt med at lave lister inde i hovedet over næste hyggelige arrangement), glimrede januar i dén grad ved sit rolige (og grå, jovist) tempo. Ganske selvvalgt, i øvrigt.

Gåtur i noget sne for et par uger siden. Ahhh.


For ikke at stå på næsen i endnu en måned fyldt med 'jeg skal liger', undlod vi, mere eller mindre bevidst, helt at arrangere noget. Overhovedet (næsten). Med mindre en spontan aftale med en veninde i biffen (gå ind og se Paterson nu. Meget apropos ro) og middag bagefter tæller som arrangement. Vi har også sorteret ud i selvdøde fritidsaktiviteter - efter der er blevet meldt afbud lige mange gange nok fra reptilerne på et par aktiviteter, har vi i samråd besluttet, at så går man ikke til dét mere. Med det resultat, at det nu kun er Varanen, der går til noget. Én gang om ugen. Det er lige til at holde til.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har set nogen mennesker. Vi har bare taget det på gefühl og på dagsformen. Med det resultat, at vi har slappet noget så gevaldigt af. F.eks. var det ældste barn ikke uden for en dør fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Fordi hun simpelthen ikke orkede, som hun udtrykte det, og i øvrigt havde det  glimrende med bare at daske rundt derhjemme. Og når den brunch, der trods alt var blevet planlagt, oven i købet foregik hjemme hos os søndag, var der jo ingen yderligere grund til at gå ud, syntes hun at mene. Yngstebarnet var ude. Med skrald. Og så ind igen. Han gad heller ingenting. Og det var fint, for vi havde ingen planer (ud over brunchen. Hos os, som sagt. The bliss).

Udsnit af et brunchbord. Mmmm.

Jeg selv bliver alt for rastløs, hvis jeg slet ikke kommer ud, så jeg stak hovedet udenfor et par gange i weekenden og klarede hhv. indkøb og telefonopringninger. En dejlig måde at klare hovedet på - i et meget roligt tempo. (HDD forvildede sig i IKEA efter nogle rammer, så han fik ikke klaret hovedet på nogen måde. Forståeligt nok)

Lige så meget, som jeg elsker at have dejlige arrangementer at se frem til, elsker jeg at have dage, uger, weekender, hvor vi ikke er booket sønder og sammen. Det giver energi til tidspunkter, hvor kalenderen er mere presset. Som i denne uge, hvor jeg på forunderlig vis har to gange venindehygge på programmet. Og jeg føler mig nu ladet helt op til en februar, der forhåbentlig bliver helt fabelagtig. De to gange venindehygge på kort tid lover f.eks. godt. Lige som vinterferien også gør det. Og efter februar kommer foråret. Agtigt. Det bliver godt - jeg kan mærke det!

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

søndag den 1. februar 2015

Om udlængsel, maling og februarplaner


Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein)

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt


Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.

tirsdag den 17. september 2013

Hej efterår

Jeg elsker efteråret. Det gør jeg virkelig. Og når det er 28 grader varmt udenfor, sukker jeg i virkeligheden lidt hemmeligt efter, at det bliver så køligt, at jeg kan putte mig i en varm sweater og drikke en kop te kaffe i stearinlysets skær. (Men det må man ikke sige til nogen - så bliver man lynchet. Så scchhhh!) Men - bare for en god ordens skyld - jeg holder også meget af sommeren. Jeg elsker fx at have bare tæer i sandalerne og at kunne gå ud uden jakke. Og - ikke mindst - kunne sende reptilerne ud, uden de er pakket ind til den store guldmedalje.

For er der noget, jeg næsten ikke kan bære ved efterår og vinter, så er det, hvor nemt det er for et lille reptil at blive koldt og snottet. Bacillerne står på spring, og det gælder om at pakke afkommet ind så lunt og godt, som det overhovedet lader sig gøre. Hver gang de skal ud. #Suk.

Nå. Men lun og god indpakning er jo desværre ikke gratis. Varanen er der styr på, for den flyverdragt jeg købte til ham (brugt) sidste år, var så stor, at jeg i allerhøjeste grad må formode, at den også kan rumme ham i år. Øglen, derimod, er skudt i vejret i en grad, så det er helt kriminelt. Og der er ikke en jordisk chance for, at hun kan passe den Reima i str. 98, som hun med hiv og sving kunne bruge sidste år (så er der nogen aftagere på linjen til en mørkelilla Reima i str. 98 i rigtig god stand, siger I lige til, ing'?!). Hun mangler naturligvis også vinterstøvler - det gør Varanen i øvrigt også - og et sæt termotøj kan hun nok heller ikke undvære.  Selv om jeg vil prøve at se, om hun ikke kan passe det sæt, der var med i posen med Varan-tøj fra Birgitte. Desuden er hun vokset ud af mere eller mindre alt sit almindelige tøj overnight, så garderoben skal også have et gevaldigt boost.

Ja.

Det er dyrt at have børn. Lad os bare konstatere det. Særligt omkring vintertid. Det er ikke så meget fordi, jeg synes, hver enkelt ting er dyr-dyr. Altså, omkring en tusse for en flyverdragt, der bliver brugt dagligt i flere måneder, synes jeg ikke er dyrt. Det er bare mange penge. Særligt fordi der er pænt mange andre ting, der sluger penge fra os lige i øjeblikket. Det Våde Hus, for eksempel. Så da Lego Wear, som sendt fra himlen, spurgte, om jeg mon ville teste noget overtøj fra Lego Tec, blev det et stort ja tak herfra.

"Jeg beholder den bare på, mor" 

Valget faldt på denne her svend i lilla. Og selv om jeg egentlig synes, de fleste af deres flyverdragter og jakker til børn her så rigtig lækre ud, var det ikke så svært et valg. Jeg er ikke så meget til travle mønstre og vilde farver, så en ensfarvet sag med fine detaljer i kontrastfarve er meget mere mig. Og Øglen, som var den, der besluttede sig for den lilla farve.



Flyverdragten er lige kommet og virker rigtig lækker. De røde detaljer på dragten er dog nærmere lyserøde, men det klager man bestemt ikke over, når man er en Øgle, hvis yndlingsfarver tilfældigvis (og nok ret typisk for alderen) er lilla og lyserød. Dragten passer i øvrigt Øglen helt perfekt. Jeg havde ellers forventet, at den var lidt til den store side, men nej - str. 110 er åbenbart spot on, rent størrelsesmæssigt for små store øgler. Så nu venter vi bare på, at det bliver koldt nok til at prøve den af udendørs også ...

onsdag den 6. februar 2013

Noget om (lad)cykler

Det sner her i Forstaden. Eller - lige nu gør det ikke, men det gjorde det i nat. Og meget af dagen i dag. Så meget, at der var rigeligt til at lave en snemand (eller 10). Hvilket var meget heldigt, for så kunne jeg og Øglen hygge os med det, eftersom hun har været hjemme pga. øjenbetændelse. Som i parantes bemærket ikke generer hende - siger hun - og som hun er i behandling for, men der var vist nogen, der trængte til en hjemmedag...

Men der var så meget sne i morges, at den ellers relativt terrængående ladcykel måtte opgive ævred flere steder (eller også var det mine lårmuskler), da jeg skulle fragte Varanen i vuggestue, så jeg måtte stå af og gå. Og så var det, at jeg kom i tanker om, at jeg - ud over en ny kaleche til dyret - godt kunne bruge et eller andet sne-udstyr til ladcyklen. Pigdæk, elmotor, opvarmet lad eller bare nogle snekæder.

Så meget sne var der i Forstaden i morges. Så vi skulle skovle. Igen. Øglen hjalp, det kære væsen

Snemanden. Som fik lov at stå i rundt regnet et kvarter, før Øglen hakkede ham i stumper og stykker med en orange børnerive. Nu er der kun snesmulder tilbage ...


Da jeg er i den situation, at nogle flinke cykel-typer gerne ville have mig til at skrive et par ord om dem og deres webshop, tænkte jeg, at DE måske havde den hellige gral ang. udstyr til ladcyklen. Men nej. De har faktisk slet ikke ladcykler, så jeg. Dammit.

Men så har de til gengæld alt muligt andet. Som pudsigt nok har noget med cykler at gøre. Og jeg skal da ikke sige mig fri fra lige pludselig at blive fristet til at kassere Batavussen ude i indkørslen med noget nyere og temmelig meget mere fancy. Men eftersom jeg ikke er fancy, så kan det jo alligevel ikke betale sig. (Hell, jeg er sådan en, der er begyndt at tage en mulepose med, når jeg en sjælden gang er så heldig at få lov til at cykle i Netto alene. En MULEPOSE! Fra en velgørende organisation, oven i købet). Og det er alligevel temmelig begrænset, hvor tit jeg bruger min almindelige cykel, nu vi er flyttet til Forstaden (se forrige parantes). Så fancy mor-cykel er ude.

Til gengæld har de en ret så fin løbecykel. Som er på tilbud lige nu. Og så pyt med, at de kalder den et Løbehjul. Jeg er bare temmelig pernitten med ord. De har også nogle fine cykelanhængere, jeg godt gad gramse lidt på. Selv om jeg har været ned ad Anhænger-vejen og svoret, at dén skulle vi aldrig tilbage til. Alligevel synes jeg naivt?, at det der med, at man kan bruge den som klapvogn og måske endda løbevogn er vældig smart. Også selv om jeg ikke har været ude at løbe i over en måned, og Forstaden er så kuperet som ... som ... som noget meget kuperet. Og nu har vi endda en våd garage, den kan stå og hygge sig i, i modsætning til tidligere, hvor en perfid bestyrelse i dén grad skulle stryges med hårene, hvis man overskred den allernådigst fastsatte barnetransport-kvota på ÉT STK. i barnevognsrummet. Som i øvrigt ellers kun blev brugt til grimme cykler, der lige så godt kunne stå i det der-til ind-ret-te-de cy-kel-sta-tiv ude på gaden. Hvis man altså spurgte mig. Men det gjorde man ikke. Bitter? Moi?

Nå. Cykelanhænger. Også ude. Men så et nyt barnesæde til Batavussen, da? Dét ville faktisk ikke være tosset. Jeg ved godt, at BoBike skulle lave såeh gode barnesæder (og det er da også derfor, vi har et), men jeg synes faktisk, at de er lidt crappy. Så jeg vil have et nyt. Har jeg bestemt. Må lige se, om HDD er med på den. Han vil nok mene, at jeg bruger min cykel forsvindende lidt (se ovenfor), og at behovet for et barnesæde således er virkelig småt. Og det kan han på sin vis have ret i. Især fordi vi har ladcyklen, jo. Men den er kold og skimlet og dårlig til sne. Og det bliver tilsyneladende a l d r i g forår. Såeh...

Aaaanyhow. Tag et kig på bikester, hvis I (også) står og mangler (eller tror, I gør) noget cykelrelateret. Der er mange fine sager.

Og nu. Arbejde. Man kommer pænt meget bagud af at have en øjenbetændt lille Øgle rendende rundt hele dagen ...

Hvis nogen skulle være i tvivl, er dette indlæg sponsoreret. Men sør'me om meningerne ikke er mine egne alligevel ...

fredag den 14. januar 2011

Kom an, sne

Nå. Så læste man jo lige i avisen den anden dag, at vinteren var slut for denne gang. Det viste sig, at "for denne gang" åbenbart kun var i to dage, for det, der faldt ned fra himlen i går, da jeg cyklede hjem fra Haché, var umiskendeligt sne.

Og den lå der stadig, da jeg skulle af sted i morges, og den ligger der endnu, at dømme efter udsigten fra mit vindue på job. Altså. Det er jo meget pænt. Hvidt og så'n. Og der er da noget hyggeligt over det særlige skær, sneen giver, og den tysthed, der sænker sig, fordi sneen agerer 'stødpude. Det er nu bare en kende upraktisk at cykle i. Og så er det også koldt.

Men. Nu kan sneen bare komme an, kan den. For jeg har fået det, der vist bedst kan beskrives som verdens bedste vanter. Normalt hader jeg at cykle om vinteren (sne eller ej), fordi jeg kommer til at fryse om hænderne. Jeg har prøvet skindhandsker, stofhandsker, syntetiske vanter, strikkede luffer, you name it, men de har allesammen været enten for utætte, for upraktiske og alt alt for kolde. Og så var det, at HDD gav mig dem her*:

Verdens bedste vanter (på verdens vel nok værste billede), menalser - det er sæl-vanter med pels-kant, og mine hænder havde det så varmt på cykelturen, at jeg simpelthen blev nødt til at tage dem af. En aldrig tidligere hændt begivenhed for mig og mine hænder. Har i øvrigt ikke taget stilling til det etiske i sælskind, men de er købt et ordentligt sted, og jeg lader som om, at de er lavet af en gammel kæle-sæl, der er død af alderdom og kærlighed. Basta.

Ælllsker dem. Og selv om de er en kende uraktiske (de er for store til at stikke i lommen, fx), så er de tilgivet, fordi de er så varme. Tak sæl (og HDD). Og kom så an, sne!


Øglen er totalt med fremme på vante-fronten. Her med HDD's vanter. "Faar. Vante", som hun sagde, lige før hun tog dem på og spankulerede rundt i lejligheden og klappede på alting med sine nyfundne Anna og Lotte-hænder.

*I julegave. Sammen med cd'en.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...