Viser indlæg med etiketten vinterferie. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten vinterferie. Vis alle indlæg

torsdag den 23. februar 2017

Noget om skiferie og brede malerpensler

Hejhej. Jeg er her stadig. Er bare ramt af hverdagen, der maler med alle farverne på paletten og den helt brede pensel. Således kombineres en meget snart forestående 8-års fødselsdag (yay!) med en to do-liste på længde med den kinesiske mur (mindst), alvorlig sygdom i den nærmeste familie og - bare for at toppe den - en begravelse. Nåja, og fastelavn i skolen, som jeg er med til at arrangere, samt en sand kavalkade af fejringer for den snart nyslåede 8-årige.

Jeg priser mig derfor lykkelig for det frirum, vi lige (for det er jo faktisk 'lige', selv om det midt i alle skærmydslerne virker temmelig langt væk) har haft i sidste uge. Skiferien var en kæmpesucces, og til trods for, at jeg er et notorisk brokkehoved, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om noget som helst, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Selskabet, maden, vejret og gåpåmodet var i top, og selv om halvdelen af forsamlingen aldrig før har haft ski under fødderne, havde vi en fest alle sammen.

Smuk, diset morgen


Ægte fjeldstemning i vaffel-hytten

Alle børn var i skiskole fem kvarter dagligt og lærte lynhurtigt - ikke mindst reptilerne, der stadig havde sidste års lektioner på rygraden. Øglen var på fortsætterholdet, mens Varanen nuppede en sæson mere på begynderholdet - perfekt til begge temperamenter. Hvor Varanen er den lidt mere forsigtige type, er Øglen helt og aldeles frygtløs og kastede sig ud i diverse stejle eventyr med et skuldertræk og et "Det må jo komme an på en prøve, om jeg kan komme ned". Og mens pessimistiske Øglemor tænkte "Ned kan man altid komme - men hvor meget brækker man undervejs?", lagde ældstebarnet bare armene på ryggen og susede nedad, mens hun pizza'ede i fin stil. Bortset altså fra, når der var dømt - kontrolleret, påstod hun - styrtløb. Det er ikke for sarte mødre, det shit, men alle kom heldigvis hele hjem. 

Min bror fyldte 41 på ferien, og det skulle naturligvis fejres. I mangel på kagemand fik han en kanelbulla med temmelig mange lys

En kold øl i sneen på toppen - lige til at klare

Stor snedynge lige uden for hyttens dør. Som ungerne i løbet af ferien fik fuldstændig udhulet og brugte som snehytte
  
Søskende, der hjælpes ad på ski <3

Solskin - ja tak!

Helt fantastisk snelandskab!

I forhold til sundheden, så har den været en anelse udfordret i vinterland, men jeg holdt stand mod chokolade og løsgodis i halvdelen af ugen, så helt galt gik det ikke. Det hjalp i øvrigt betragteligt, at jeg havde slæbt mit proteinpulver med (hej, Kedeligfrans!), så jeg kunne lægge en nogenlunde lødig bund, når jeg blev sulten. Og det blev jeg tit efter at knokle rundt i skiterrænet både med og uden børn. 

Det er ikke udelukkende kedeligt at være sundt. Og bollen med pålle er endda helt autoriseret ift. min træningsplan ...


Vel hjemme igen er jeg kravlet op på sundhedshesten igen, og min krop takker mig i høj grad. Jeg bilder mig ind, at det at passe mine måltider i den grad, det nu kan lade sig gøre i løbet af dagen, og fylde mig med masser af sund mad, giver mig mere energi til at klare alle de ting, hverdagen byder på lige nu. Det er mere end tiltrængt ...

Vi ses på den anden side af al crazy-heden. Pludselig med en 8-årig!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...