Viser indlæg med etiketten vogn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten vogn. Vis alle indlæg

onsdag den 23. februar 2011

Hurtig som en ninja

I mange henseender er jeg ikke verdens hurtigste. Et yndet mantra er "hvorfor gøre i dag, hvad man kan gøre i morgen. Eller i overmorgen?" (Måske jeg skulle læse den der pjece, Gravidgrahvad fortæller om). Men nogle ting er ikke værd at udsætte. Som at give Øglen en ny ble på, når hun har smidt den gamle og er et nanosekund fra at tisse i sengen, fx. Eller at købe en ladcykel, når nu vi (jeg) så gerne vil have en.

Så det er hermed gjort! Familien Øgle er nu de glade indehavere af en Christianiacykel model Light med kaleche og bænk og hele pivtøjet. Skulle lige gennem 12 mails frem og tilbage med sælger, der ikke er fra DK og derfor ikke var helt med på konceptet "stelnummer", en opringning til døgnåbne Station Bellahøj for at tjekke stelnummeret (da det endelig var lokaliseret), et par forvirrede telefonopkald på engelsk (som engang var flydende og som nu er lidt slidt i kanten for at sige det pænt), en tur til en pengeautomat, der gad spytte penge nok ud til Projekt Ladcykel og et smut ud i den anden ende af byen for at se på den nu efterhånden famøse cykel.

Efter lidt sludren frem og tilbage, sparken på ladcykel-dæk (arj, bare rolig. Jeg sparkede ikke på dem. Havde bare lyst til det. Fordi det ser sådan lidt hyggeligt ud) og nik fra HDD (der i øvrigt havde travlt med at holde styr på temmelig muggen Øgle inde i Familieslæden) fik sælger et tykt bundt kontanter, og jeg fik nøglerne. Og ét stk. Christianiacykel, der så liiiige skulle cykles hjem. Af mig. Fordi der jo var et eller andet med, at det var mig, der var mest vild med ladcykel-idéen.

Det var en spændende tur hjem, lad mig sige det sådan. Og den beviste, at jeg måske lige burde støve mine evner til at køre en trehjulet cykel noget af. Jernede op på fortovet TO gange og var så småt begyndt at overveje, om jeg bare skulle gå hjem, men jeg tror nok, at jeg vandt over cyklen tilsidst. I hvert fald på de lige strækninger. (Der skal nok lige gå et par gange, før Øglen skal med ud og køre). Jeg slog ingen fartrekorder på vej hjem, men jeg fik til gengæld en gratis chokolademousse fra utrolig glad Cofoco-medarbejder, der stod ved et lyskryds. Med tanke på vægtepisoden fra forleden nøjedes jeg dog med at spise halvdelen..

Hov, i øvrigt - hvis der er nogen, der står og mangler en Croozer til to børn (så'n en cykelanhænger), så sælger vi nu vores (uanset hvordan jeg vender og drejer den, kan jeg ikke helt forsvare at have både ladcykel og anhænger). Så giv lige lyd, hvis du er interesseret, ikke? Den er grøn og pæn. I glimrende stand. Og næsehjulet til, hvis man vil løbe med den, er helt og aldeles ubrugt. Ahem.

tirsdag den 8. juni 2010

Ny ride

Har lige købt sådan en fætter her på dba.






















Altså uden (new zealandske) børn (i Schweiz?!) (har lånt billedet fra http://ch.twoseven.co.nz/2008/06 - I'll remove it if you want to. And/or buy you a bar of chocolate?) Bare vognen, ik'å? Som man kan cykle med, trille med og løbe med (as if...)

Ville egentlig hellere have en ladcykel, men den eneste rigtig gode grund, jeg kunne komme på for at få sådan en, var, at det simpelthen ser så hyggeligt ud, når økologiske speltmødre kører tur med øndige klidbørn, biodynamiske picnickurve og hjemme-quiltede tæpper i kassen. Og selv om det egentlig er argument nok for mig, så mente Ham Den Dejlige ikke, at det var dækkende. Slet ikke fordi "sådan en nærmest koster det samme som en brugt bil", siger han. Så hvis vi skulle have en ladcykel, skulle jeg også love at bruge den i hverdagene - bare engang imellem. Og når jeg tænkte sådan rigtigt efter, ved jeg jo godt, at det aaaaldrig kommer til at ske. 16 km dagligt på 50 kg jern? Pør-liize! Både fordi jeg ikke har en ekstra time til transport, fordi jeg ikke har råd til at skifte garderobe, når mine lår bliver (endnu) større af al den trampen rundt, og så simpelthen fordi jeg ikke gider.

Så ingen ladcykel til mig. En cykelanhænger kunne det derimod godt blive til. Fordi den både er lettere og billigere - og noget mere egnet til vores behov, faktisk (Hvilket jeg jo godt kan se, når jeg ser bort fra det idylliske billede af NoaNoa-klædte ladvogns-chauffører og de hjemmequiltede børn). Og fordi den godt kan opbevares nede i vuggeren sammen med Øglen, mens undertegnede og/eller HDD spurter til arbejde på almindelige cykler.

Så det bliver spændende, når den ankommer til 2100 Øbro. Glæder mig til at prøvekøre den og krydser alt, hvad krydses kan, for at Øglen ikke går fuldstændig bersærk over at sidde i sin nye ride. Det kunne lige ligne hende. Krydser også fingre for, at jeg rent faktisk godt tør køre med den og kan gøre det i et nogenlunde normalt tempo uden nødvendigvis at skulle kigge mig over skulderen konstant for at sikre mig, at Øgle og vogn stadig er der - ukæntret og i god behold. Er der nogen af jer, der har sådan en anhænger-ting? Og tør man godt at køre med den inde i byen? (Og burde jeg egentlig have spurgt om sådan noget, INDEN jeg overførte en hulens masse penge (men trods alt ikke så mange penge som en ladcykel ville koste) til jysk dame?)

Anywho, så skulle det grønne lyn gerne være her om et par dage. Med mindre den jyske dame har snydt mig og stikker de overførte penge i lommen og bruger dem allesammen i Legoland. Eller noget andet. Men på den anden side. Jeg er også jyde. Og sådan er vi ikke. Vi er tværtimod bundhæderlige. Så jeg satser på, at vognen er her om et par dage. Og SÅ skal der transporteres Øgle, skal der.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...