Viser indlæg med etiketten voksen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten voksen. Vis alle indlæg

onsdag den 9. juli 2014

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven


Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder


Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

tirsdag den 5. marts 2013

Havegal

En af de ting jeg har sagt helt. vildt. mange gange i al den tid, HDD og jeg troede, at vi skulle blive i byen og aldrigaldrigaldrig i villa er noget i retning af "Arj, jamen en HAVE, mand! Så skal man være derude og holde den ved lige hver weekend. Og det gider man jo ikke".

Men ved I hvad - det gider man faktisk godt!

Særligt nu, hvor forårssolen er kommet frem og har svitset mine kinder (must. buy. sunscreen) og kalder insisterende på en. Jeg synes, det er tophyggeligt at rende rundt og klippe vildfarne grene, nippe tørre blomster og rive beskyttende vinterbladlag af jorden, mens ungerne slås plasker med vand i nedløbsbassinet eller forsøger at æde 7 m2 perlegrus boltrer sig i mosset. Også selv om jeg ved nul og niks om havebrug og sikkert har smadret de stakkels rhododendronbuske totalt med min grensaks. (Og så er det jo bare ren win, at man lige møder naboerne ude i haven, og at Øglen og nabodrengen leger så godt sammen allerede, at hun forsvandt gennem hækken og ind i naboens hus på et splitsekund i går. Og at Varanen fulgte efter, hvorefter jeg måtte hente dem. Efter at have fået en god sludder. Jojo, jeg har helt klart den vildeste parcelhusejer gemt i maven).

Gang i trækvognen - jeg forudser halsbrækkende stunts Steen & Stoffer-style, når reptilerne mener, at bakken i baggrunden skal betvinges med vognen  

Og selv om vi havde både en fødselsdag og en date med den gamle mødregruppe (m e g a hyggeligt, i øvrigt!) i weekenden, har vi også haft tid i haven. Den er blandt andet blevet brugt på at tage livtag med de crazy høje hasselbuske (træer!), der har fået lov at vokse amok i de sidste mange år og nu strækker sig så langt ind i himlen, at det er ret svært at se meget andet end strittende grene og svingende rakler. Deres primære formål - at dække for genboens hus - opfylder de på ingen måde, så de måtte væk. Og det er vi så i gang med nu. Med håndkraft, eftersom vi ikke er gået så all in på havelivet, at vi har en motorsav. Endnu. Men det er selvfølgelig også meget rart at konstatere, at jeg rent faktisk har muskler i armene. Derudover har jeg massakreret et træ i et bed over mod naboerne (jeg kan tydeligvis ikke administrere at have en sav i hånden), og jeg har fundet en trilliard små forårsblomster under det metertykke lag vissent bunddække, der hænger ud omkring rhododendronerne.

Vores nye kæledyr: Varan-hunden!

Vi har mange planer for haven, og jeg kan ikke vente til det hele springer ud, så jeg kan se, hvad der er hvad, hvad der lever, og hvad der ligeså godt kan blive fældet med det samme. Mange af vores planer er desværre bare ikke helt gratis, så mange af dem er helt automatisk blevet sat på hold.

Men så var det, at jeg fik en let bebrejdende mail fra Feriekonto forleden. Som gerne lige ville minde mig om, at jeg altså havde en portion feriepenge stående, og at jeg skulle huske at hæve dem, for ellers ville de forsvinde ud i den blå luft. Dem havde jeg helt svedt ud, men det tog mig rundt regnet 2 sekunder at sige HAPS, og selv om jeg ikke ser skyggen af dem før om nogle uger, er de allerede blevet brugt. På to projekter og en enkelt hyggeting.


Så nu er der et legehus på vej med posten til os. Og et drivhus. Og et sæt fine havemøbler. (Og så er der heller ikke så meget som en rød reje tilbage af feriepengene).

Det bliver fint ude i haven. Og så nævner vi ikke et ord om, at jeg ikke har skyggen af grønne fingre og derfor ikke aner, hvad jeg skal stille op med drivhuset. Havemøblerne, derimod - dem ved jeg godt, hvad jeg skal gøre med. Sidde i den ene stol, fødderne op på den anden og så en kop kaffe på bordet. Jojo - det skal nok blive godt!

***

Og mens jeg nu er i gang med det virkelig utrendy overforbrug, så kan jeg da også lige berette, at jeg forleden fik fem kjoler hjem til migmigmig fra Asos. Fordi jeg ikke har købt tøj i hundrede år og tilsyneladende ikke kan begrænse mig og bliver nødt til at gøre en indsats, nu jeg er sådan en, der arbejder hjemme det meste af tiden. Havde jeg ikke HDD (og forældrene i Den Nye Institution) at tage hensyn til, ville jeg nok forfalde til en joggingbuksen og badetøflen. Men det går ikke. Blev der sagt. 

Og i dag kom HDD så hjem med verdens største (I kid you not) tøj til Varanen, som jeg havde bestilt hos Flødebollernes mor (og tvunget HDD til at hente). Han er vokset ud af stort set alt sit tøj, så nyt måtte der til. Og jeg skal love for, at han er ekviperet nu. I en grad, så jeg ikke behøver tænde vaskemaskinen i de næste mange uger. Det er SÅ fedt (og tøjet er kjämpefint!) Tak igen, Louise!

Tøjbjerget!

mandag den 26. april 2010

Tanker om tid

Dengang jeg var lille, syntes jeg, at noget af det allermest irriterende ved at være til familie-gøgl var, at diverse tanter altid skulle ih'e og næh'e og åh'e over, hvor stor jeg var blevet, og hvor hurtigt tiden dog gik. Husker, at min bror og jeg i smug gjorde os vældigt morsomme på bekostning af de ældre familiemedlemmer (som sandsynligvis ikke har været mere end midt i 40'erne, men som vi syntes var herregamle!), og jeg svor i mit stille sind, at jeg aldrig nogensinde ville sige sådan noget pjat, når jeg blev voksen.

Det løfte kunne jeg så desværre ikke holde, og jeg gjalder jo raskt væk "nejmenhvorerdublevetstor hvorerdetvildt jegharjoligesetjer" til alle mulige sagesløse børn. (De fleste af dem er heldigvis så små, at de ikke kan forstå, hvad tossen står og fabler om, men jeg forudser, at jeg ikke stopper med at sige sådan noget pjat lige foreløbigt, så...) Måske er det fordi, jeg er blevet 1000 år gammel, eller fordi sætningen "nøj, hvor er du blevet stor" simpelthen er kodet ind i mine gener. Eller også er det fordi, jeg er blevet ramt af det, de aldrende slægtninge led af - jeg er blevet voksen.

Jeg gør ellers mit for at undgå det (og visse af mine handlinger (og udtalelser) gør da også sit til at modbevise det), men jeg tror desværre ikke, at der er nogen vej udenom. I virkeligheden har jeg jo nok været voksen i et godt stykke tid, men det er først inden for det sidste års tid (post-Øgle), at det rigtigt har ramt mig. Det er ikke så meget det der med ansvaret. Ansvar I can handle. Det er det der med tiden, jeg ikke er så god til. At den bare FLYVER af sted (kan I høre, hvor mormor jeg allerede lyder?!).

Øglen er 14 måneder nu. Fatter jeg overhovedet ingenting af. Vi skriver snart maj måned, hvilket vil sige, at det er fire måneder siden, jeg kom tilbage på jobbet efter endt barsel. No comprende. Vi har været tilbage i byen i lidt mere end to måneder - det halve af den tid, vi boede i Gammelby. De to måneder er forsvundet ud i den blå luft, mens de fire måneder i Gammelby føltes som syvogtyve år i Tibet. Altså er tiden relativ - det fatter jeg heller ingenting af. Og i dag er bare smuldret væk mellem fingrene på mig. Synes lige, jeg er stået op og er kommet hjem fra min løbetur, men i mellemtiden har jeg også arbejdet, lavet mad, hentet Øglen, leget med Øglen, fodret hende og puttet hende...

Hvad skete der lige med de dage, man havde som barn, der bare føltes som om de fortsatte ud i evigheden?! Juleaften, der aldrig kom, fordi juleaftensdag var så uendelig lang? Eller sommerdagene, hvor man nåede at spille rundbold, cykle ture, spise madder og drikke saftevand, gå på opdagelse og have hemmeligheder, og der så stadig var dag tilbage?! Nåja, dengang gik man selvfølgelig ikke på arbejde hver dag, og der kan immervæk klemmes en del rundbold og saftevand ind på de timer, man ellers er på arbejde, men alligevel...

Synes godt lige, at der er en, der må trykke på den store slow motion-knap - kan ikke helt følge med. Og det er ikke engang fordi, jeg har specielt travlt på arbejde (eller, jo, det har jeg lige nu, men det er kommer i ryk, så det er til at klare). Men sådan er det måske bare at være blevet voksen? Eller er det bare mig, der har fået et defekt ur, som går alt alt for hurtigt?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...