Viser indlæg med etiketten vrøvl og sludder. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten vrøvl og sludder. Vis alle indlæg

fredag den 10. januar 2014

"Der sidder en klovn i barneovnen"

Selv om Varanen er en lille bestemt herre, er han også et tænksomt gemyt. Ikke at forveksle med en forsigtigfrans - tværtimod er han mere end almindelig svær at skræmme, lader det til (for det er jo ikke sådan, at vi prøver målrettet, vel?!).

Da Øglen var lille, skulle der ikke ret meget til, før hun blev forskrækket. Hver evig eneste gang, der kom en motorcykel forbi barnevognen (og det gjorde der tit, derinde på Østerbro), spjættede hun med arme og ben og begyndte at græde. Døre, der smækkede, pludselige bevægelser og lignende, kunne også godt gøre hende helt perpleks.

Med Varanen er det anderledes. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har set ham forskrækket. Og en af gangene var i går, hvor han og Øglen stod midt i en stor vandpyt, og Øglen lige pludselig vrælede "WRAAAAHHHHRRR!" lige ind i baghovedet på ham. Det ville jeg også være blevet forskrækket over.

Alligevel, til trods for jernpsyken, har jeg en fornemmelse af, at der bliver tænkt mange tanker inde bag chokoladeknapperne. Og i takt med, at der kommer mere og mere sprog på, får han omsat nogle af de tanker til ord.

På det seneste har han snakket en hel del om monstre. Hvilket jeg tænker, har noget at gøre med, at Øglen ofte leger monster og taler om monstre (og forsøger at skræmme den knap så skræmbare Varan med monstre). Varanen mener så, at der tit er monstre i huset. Som kommer og bider ham. Og nogle gange kysser de ham angiveligt. Ikke, at han er rædselsslagen eller noget - han konstaterer det bare. Og lyder lidt irriteret. Forleden talte han desuden meget om "ildebrande" - formentlig foranlediget af noget HDD sagde i forbindelse med Øglens noget skødesløse omgang med en lyspære.

I går regnede det pænt meget, som I måske opdagede, så jeg ordinerede Regnvejrs-kakao med flødeskum og skumfiduser til reptilerne efter institution. Og mens vi så sidder dér - jeg med ryggen til pejsen - konstaterer Varanen helt nøgternt, at "Der er en klovn, mor". Der kommer så meget sødt sludder ud af den toårige mund, og i og med, der var en klovn til Mikle, som han har talt en del om, taler vi lidt om Klovnen Nick. Og taler så videre om alt muligt andet. Indtil Varanen uskyldigt siger "Der sidder en klovn i barneovnen" (Vi har ikke nogen barneovn - det er bare Varanens måde at sige brændeovn på, red. Håber jeg. Kan ikke bære både at have en klovn og en barneovn).

Mig (overrasket): I brændeovnen? En klovn? (Vender mig med vilje ikke om. Kan ikke lige overskue det, hvis der rent faktisk er en klovn i brændeovnen. HADER klovner!)

Varanen (nøgternt): Klovn i barneovnen, mor.

Mig (...): Nåda. Hvad laver klovnen derinde?

Varanen (konstaterende): Skumbad.

Mig (forvirret): Skumbad?

Varanen (forklarende): Klovnen. Tager. Skumbad. Klovnen. Kysser. MIG!

Mig (endnu mere forvirret): Okay, altså. Klovnen tager skumbad og kysser dig?

Varanen (forklarende): Klovnen. Spiser. N's. Skumduser. (skumfiduser, red.)

Mig (mangler ord): O-kaaay?

Varanen (nøgternt): Der sidder en klovn i barneovnen, mor.

Mig (perpleks): Mere kakao anyone?

Øglen og Varanen: Skumbad. Nu!

HDD kom hjem kort tid efter, mens reptilerne badede, og jeg overvågede dem. Og han havde ikke set nogen klovn. Eller nogen barneovn, for den sags skyld. Ved ikke, om jeg skal være glad eller bekymret. Og om jeg skal melde Varanen til Åndernes Magt ...

fredag den 25. juni 2010

Nåmn, så ved vi da dét

... sukkertrang og alkoholisme hænger sammen.

Det betyder, at fremtiden ikke tegner lys for Øglen. For hvis lysten til sukker er proportional med mængden af alkohol, man kommer til at drikke senere hen, så bliver det storslemt. På dødsdruk-måden.

Men nu ved vi det da i det mindste ...

(Jeg burde SÅ meget være forsker i USA. De kan tilsyneladende konkludere hvad som helst ud fra intet som helst. Og sikkert også tjene penge på det. Gad vide, om de griner meget? Det ville jeg gøre, hvis jeg var dem. De gætter jo næsten lige så meget som meteorologerne).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...