Viser indlæg med etiketten vuggestue. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten vuggestue. Vis alle indlæg

fredag den 25. april 2014

Klar, parat – børnehavestart!

… Altså ikke endnu, vel. Men til september skal Varanen begynde i børnehave. Det kunne jeg godt skrive en masse om, at jeg slet ikke fatter. Hvor blev tiden af, og alt det der. Men det gider jeg ikke. I ved godt, at tiden flyver som en vanvittig, så i stedet holder jeg mig her i indlægget til at skrive om den børnehave-parat-samtale, HDD og jeg var til i vuggestuen lige før påskeferien. Det er åbenbart kutyme med sådan en samtale i vores vuggestue, og det passede mig da egentlig glimrende at skulle bruge en lille halv time på at snakke om min søde søn. Om end jeg var en smule på barrikaderne i forvejen, da jeg forventede irriterende ord som ’sansemotorisk forstyrret’ og synonymer til samme, efter en af pædagogerne for et par måneder siden havde nævnt noget om det taktile i forbindelse med, at vi talte om, at Varanen godt kan finde på at slå, hvis han bliver rigtig vred.

Heldigvis var der intet ved samtalen, der gjorde, at jeg blev nødt til at opretholde barrikaderne. Det foregik stille og roligt, og der blev hæftet en masse pæne ord på Varanen. Nogle af de ord, der stak positivt ud, var ”kærlig og venlig”. Ord, som jeg helt bestemt synes passer på ham, men som jeg ærligt talt har været lidt i tvivl om, hvorvidt de også mente (eller så) i vuggestuen. Synes ofte, jeg hører, at han igen-igen har været temperamentsfuld, ikke forstår at vælge sine kampe, nægter at tage tøj på selv og videre i samme dur. Og får et ”i dag har været en god dag” med på vejen – sagt i et bekymret-agtigt tonefald, hvor man får indtryk af, at det snarere er undtagelsen end reglen.



Mårfar læser højt

Men som sagt; samtalen, der efter sigende skal give et retvisende billede af, hvordan personalet oplever barnet, nævnte nærmest intet om den slags. Jovist fik vi en sludder med ”Voksen-T” om, at Varanen kan blive edderspændt rasende og gå fra 0 til 100 på et splitsekund, men det foregik i en jovial tone, og – modsat tidligere – følte jeg mig ikke ’beskyldt’ for at have et barn, der var socialt og taktilt udfordret. (Ikke, at der ville være noget i vejen med det, hvis det altså også var sådan, vi kender og ser ham).

Så jeg er glad. For at Varanen er lige så sød og dejlig (og hidsig) i vuggestuen, som han er derhjemme. Og for at de voksne også kan se det og holder af vores lille dreng. For det betyder da noget. At de voksne, der er så meget sammen med ens barn, også holder af det. (Altså, nu skal det ikke lyde som om, jeg tidligere har været i tvivl, om de kan lide ham. Men jeg synes bare, der har været lige lovlig meget fokus på hans temperament).

Til mit (måske lidt næsvise) spørgsmål om, hvorvidt Varanen så er børnehaveparat til september (selv mener jeg bare, det er relevant. Hvorfor ellers kalde det en børnehaveparatheds-samtale), fik vi at vide, at det er han. (Duh. Det er jo ikke som om, han får muligheden for at gå vuggestuen om). Men at han kan få en hhv. nem eller svær begyndelse, alt efter om han lærer at tackle eksempelvis konflikthåndtering og modgang på en lidt mindre hidsig måde. Men jeg er fortrøstningsfuld. Synes faktisk allerede, at han slår markant mindre. Og til det der med, at han skal lære, at et nej er et nej uden at gå helt i baglås, så arbejder vi på sagen.

Og at han i påskeferien har lært selv at sige til, når han bliver rigtig vred og så går for sig selv i stedet for at slå (i hvert fald nogle gange), tænker jeg, vil gøre det endnu nemmere for ham i konflikter. Også selv om det foregår demonstrativt med stramt korslagte arme, verdens mest gnavne udtryk i ansigtet og en mumlen, der lyder noget i retning af "Varanen er MAJET vred nu" eller - den lidt mildere version - "Varanen er lidt sur, mor!".

Det skal sq nok gå, det der børnehave. I øvrigt har han allerede smeltet børnehavepædagogernes hjerte – særligt den enes, som han har lært navnet på. Og sagde farvel til forleden med sit allermest indtagende blik, hovedet let på skrå og sukkerstemme. Så jo. Det skal nok gå!

fredag den 5. april 2013

Færdig

- med indkøringen af Varanen, that is. Tror jeg i hvert fald nok. Jeg er i hvert fald færdig med indkøringen. Efter en uge, hvor han var der et par timer om dagen, en påskeferie, hvor han var der 0 timer om dagen og så en uge nu, hvor jeg selv foreslog, at han begyndte at sove der. For hvor hyggeligt det end er at hente og bringe inden for et par timer, så gør det ikke ligefrem arbejdsbunkerne mindre. Og jeg syntes også, at jeg blev nødt til at slå en streg i sandet, efter en af pædagogerne spurgte mig, hvornår det egentlig var, jeg skulle tilbage på arbejde. Selv om jeg, dagen i forvejen, havde fortalt hende, at jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Men det hører folk (for det er ikke første gang, jeg har prøvet det) åbenbart som om, jeg er hjemmegående. Lidt bekymrende for en i kommunikationsbranchen, at jeg ikke engang kan få folk til at forstå, at jeg rent faktisk arbejder, og at det, at jeg henter tidligt, så bare betyder, at jeg arbejder om aftenen i stedet ...

Nå. Men indkøringen er gået godt. Alle er simpelthen så søde i Den Nye Vuggestue, og selv om Varanen græder som om, han bliver hakket i stumper og stykker, og speed-kravler efter mig, når jeg går, så siger de, at det går over, så snart jeg er ude af syne, og at han klarer det så fint derovre. De andre børn på stuen - som jo er noget større end Varanen - er angiveligt også søde ved ham, og selv hvis de skulle være nogle trynere, så er han jo vant til at give igen hjemmefra. Så han skal nok klare sig.

Lækre (beskidte) fødder - og lårbasser. Lige til at bide i!

Min mavefornemmelse omkring hele vuggestueskiftet er meget meget god. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg på ingen måde er i tvivl om, at vi gjorde det rigtige ved at flytte ham. (At vi så måske burde have flyttet ham noget før, er en anden ting. Det kan jeg godt blive helt ked af, at vi ikke har gjort, men han virker heldigvis ikke som om, han har taget skade). Stemningen i Den Nye Vuggestue er helt fantastisk, og det virker rent faktisk som om, at personalet godt kan lide at være sammen med børnene. De maler, laver gymnastik, har en ugentlig musik- og rytmikdag, har daglig morgensang, bestræber sig på at komme meget ud, og så videre, og så videre. Så alt er godt!

Æble-generationen. Øglen ser Postmand Per på Maccen, og Varanen dimser med iPad'en. Der er langt fra dagens gadgets til de noget mere analoge sysler, vi måtte tage os til, da jeg var barn *mimre mimre* 

"Nå, jeg tror lige, jeg prøver, HVOR stabil den her stol er"

Øglen har det også godt og er stadig glad for børnehaven. Vi havde været lidt bekymrede for, hvordan hun ville tage, at Varanen er skiftet, men der har slet ingenting været. Hun har bare accepteret, at Varanen er blevet så stor, at han skal være en Mariehøne nu, og så synes hun også, det er lidt spændende at skulle med hen og aflevere og hente ham et nyt sted.

Det har imidlertid været lidt hårdt for hende at starte i børnehave igen efter påskeferien, tror jeg. Eller - jeg håber i hvert fald, at det 'bare' er det, for OMG, hvor er hun gal om eftermiddagen. I det sekund hun ikke får sin vilje (og det er ALT, vi diskuterer for tiden - fra, hvorvidt man skal spise is i stedet for mad til, hvorvidt man skal gå i seng, før det bliver mørkt eller ej) bryder helvede løs. Aldrig har man hørt ordene "dumme far", "dumme mor" og "dumme Varan" ytret så mange gange på en dag. Og aldrig er der blevet råbt så meget (Øglen), som der bliver i øjeblikket. Hun flipper skråt, hvis hun får et nej, og det er ærligt talt ret trættende (og særligt sidst på dagen bliver det anerkendende "Jeg kan høre, at du er vred" nærmest hvislet ud. Hvis det da ikke helt erstattes af et "Nu skal du gå ind på dit værelse og køle lidt ned"). Heldigvis er der også gode stunder, hvor hun og Varanen leger, hygger og griner, men det stopper brat op, hvis der på nogen måde sker noget, der ikke passer damen. Suk. Skulle vi ikke bare sige, at det var en fase? En rasende en af slagsen? Det håber jeg. For ellers bliver jeg bekymret for, om hun føler sig forfordelt og overset midt i, at Varanen kvantespringer derudaf rent udviklingsmæssigt. Og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være to steder på én gang. Suk igen. Jeg tror, jeg holder mig til fasen ...

Pyjamas-børn. Se lige, hvor from Øglen ser ud. Man skulle slet ikke tro, at hun kan lyne hovedet af og blive et frådende monster, som hun står der i al sin lyserød-hed, vel?!

Og apropos rasende, så bliver det spændende at se, HVOR sur Varanen kan blive i aften, hvor han for første gang skal puttes uden sin elskede flaske erstatning. Som er blevet tyndere og tyndere og tyndere i de sidste par måneder, og nu er der ikke mere pulver, så nu må det slutte. Det burde egentlig være sluttet for nogen tid siden, men det er en god måde for ham at slutte dagen på, så vi har ikke nænnet det. Og vi er heller ikke afvisende over for stadig at give ham flasken. Nu bliver den så bare med vand i stedet for erstatning. Åhjo - det skal nok bliver sjovt (!) Men så kan det være, han får udvidet sit ordforråd med sætninger som "Giv mig så den s&€% flaske" og "Jeg smadrer jer!". Indtil videre er ordforrådet nu ellers ganske veludviklet, omend man nok skal være hans forældre for at forstå mange af ordene. Siden sidst er der kommet "gooh" (sko), "pia" (pip), "boh" (fugl?!?), "vahhr" (varm) og sikkert mange flere til, som jeg ikke kan komme i tanker om lige nu. Til gengæld oplever vi ordforråds-regression i den forstand, at HDD og Øglen nu også bliver kaldt "MOAAAHHHR?!" Galning. Men vi forstår ham sådan nogenlunde, og det er jo det vigtigste.

Og så er det jo weekend lige om lidt. Med indkøb af sølvglimmersko til Øglen, Kærestekoncert til HDD og jeg, playdate med A fra børneren og generel roden rundt med Projekt Køkken, kan det kun blive en dejlig en af slagsen. Have a good one!

mandag den 18. marts 2013

Giraffen, der blev til en mariehøne

Varanen er begyndt i den nye vuggestue i dag. Og er dermed ikke længere en Giraf, men en Mariehøne (evolutionsforskere vil mene, at det tager en helt forkert drejning, men altså ...) Shit, hvor jeg håber, at vi har taget den rigtige beslutning om at flytte ham!

Det var på ingen måde vemodigt i fredags, hvor han havde sidste dag hos Girafferne. Jeg havde ellers troet, at jeg ville blive lidt tudevorn, men reaktionen udeblev totalt. Formentlig også fordi, personalet heller ikke gjorde noget ud af det. Han har jo kun gået der i 2 måneder. Kan ikke helt finde ud af, om de er 'fornærmede' over, at vi har flyttet ham, eller hvad. Ikke, at det gør den store forskel, men Øglen skal jo stadig gå der. Jeg talte med en af børnehavepædagogerne om det, og hun blev bare ved med at sige, at nu havde de jo fået ansat en masse nye pædagoger (som vi ikke har set skyggen af), så NU skulle det nok blive godt. Og så lå det ligesom i luften, at vi da godt lige kunne have ventet, til de havde ansat. 

Nå. Blabla. Første dag hos Mariehønsene i dag. 9 børn på stuen, 2 pædagoger. Som simpelthen er så søde. De andre børn er noget større end Varanen (den yngste er næsten et halvt år ældre), men de havde fyldt helt op på stuen med de små. De har dog forsikret mig om, at de tit har døren åben, så de små kan lege med de små og så'n, og så at de selvfølgelig nok skal tage hensyn til, hvad han kan og ikke kan. Jeg havde helt glemt, hvor meget der sker, fra 1,5-2 år. Nu forekommer Varanen nok også lidt ekstra lille i den forstand, at han kun kravler (€%"#&/=!" forstuvede ankel), men de andre tonser jo rundt, taler så andre end deres forældre nogenlunde kan forstå det og kan sådan nogenlunde forstå og efterkomme en ordre. Håber, at han finder sin plads på stuen, selv om han er den lille, og ellers at han kan blive adopteret lidt af lille-stuen, når de har aktiviteter.

Vi var derovre 1,5 time i dag, hvor Varanen var med til formiddagsfrugt og morgensang, og så kravlede han ellers bare rundt og undersøgte. Han forsvandt ud af stuen på et tidspunkt og var væk i et kvarters tid, hvor han havde været henne i fællesrummet sammen med en pædagog og undersøge de nye faciliteter. Så han føler sig allerede tryg, lader det til. I morgen laver vi samme nummer - måske med mig væk en kop kaffes tid - men det bliver nok først torsdag, han skal sove der. Det er jo vigtigt, at han får en rolig indkøring, så han når at vænne sig til stedet. At det så  passer R*Vdårligt med arbejdet i lige præcis denne uge, er så bare ærgerligt. Men så er det jo heldigt, at jeg kan arbejde om aftenen. Suk.

Alle er meget søde og smilende i den nye vuggestue, og min mavefornemmelse er god. De har en anden ro og et andet overskud derovre, virker det til - endda selv om de havde fire syge/på kursus i dag. Jeg glæder mig dog til, at jeg kender stedet lidt bedre, så jeg med lige så stor sikkerhed som Ohhhappy kan sige, at vi gjorde det helt rigtige ved at flytte Varanen.

Bestikkelses-is i ladcyklen forleden. Har glemt for hvad. Men der er endnu en på tapetet i dag ... 

Øglen har taget Varanens flytning pænt, selv om hun var ret utilfreds over, at hun ikke måtte komme med over og aflevere ham i dag. Men med lidt bestikkelse og en lovning på, at hun må komme med efter påske, klarede jeg frisag. Jeg synes, det er lidt en skam, at de ikke længere skal 'dele' institution - det var nu så hyggeligt, at de kunne se hinanden i løbet af dagen. Jeg prøver dog at minde mig selv om, at det kunne de jo heller ikke, da vi boede inde i byen, og det gik storartet alligevel. Jeg er vist bare blevet lidt forvænt, efter at være flyttet til en kommune, hvor der ingen børn er, og derfor masser af plads i institutionerne ...

Nu er jeg hjemme, og jeg burde sidde og arbejde, eftersom Varanen er gået totalt i brædderne. Alle de nye indtryk gjorde ham temmelig søvnig, så efter en rugbrødsmad, kunne han ikke holde sig vågen længere. Eller, dvs. det troede han godt, han kunne, så han blev rasende, da jeg puttede ham i barnevognen, men i det sekund den trillede, faldt han i søvn. Håber, han sover rigtig længe, så alle indtrykkene kan blive bearbejdet lidt og batterierne ladet op, inden vi skal over efter Øglen. Har lige drukket en kæmpekop kaffe og overvejer endnu en. Så mange der nu skal til, før jeg bliver blind over for, hvor meget her roder, og hvor meget elektrikeren larmer ude i køkkenet. Der er endelig blevet fyret op under ejerskifteforsikringen, så nu er den ulovlige el ved at blive udbedret. Det krævede så godt nok lige, at vi fjernede køkkenvasken, men hvad skal man også bruge sådan en til!? (#hejtougerudenkøkkenvask) Næste etape hedder fjernelse af køkkenloftet, men det prøver jeg at lade være med at tænke på og i stedet nøjes med at glæde mig over, at vi nu rent faktisk kan komme videre med at bygge det nye køkken. Det skal nok blive godt. Engang.

Og nu: mere kaffe arbejde!

torsdag den 14. februar 2013

Institutionsføljetonen - afsnit 349

Nå, men så var det jo, at vi sagde, at vi var nogen, der havde meldt Varanen ud af vuggestuen i Den Nye Institution. Og meldt ham ind i en anden, der ligger lige ved siden af. Som han kan begynde i midt i marts, fordi Den Nye Institution er så søde at lade som om, de ikke har 2 måneders opsigelse til udgangen af en måned og i stedet bare siger 1 måned til den 15. i en måned. (Jeg vænner mig aldrig til, at der åbenbart bare altid er pladser, nærmest uanset hvilken institution man henvender sig til  - det er åbenbart fordelen ved at bo i en kommune fyldt med gamlinge).

Er vi hysteriske? Sikkert. Var det sjovt at fortælle den konstituerede leder, at vi ville melde Varanen ud, men at vi i øvrigt "er helt vildt glade for bønehavedelen"? Nej. Føles det rigtigt i maven? Helt klart.

Så det er så det, der sker. Er personligt ikke så pjattet med, at Varanen skal opleve endnu et skift på så kort tid, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at aflevere min søn i en vuggestue, der er konstant underbemandet på grund af sygdom (i går var der syv syge!), og hvor det er reglen mere end undtagelsen, at der ikke er nogen 'rigtige' pædagoger til stede på stuen. Hvis der da er nogen overhovedet. Jeg kan heller ikke blive ved med at aflevere ham på en stue, hvor døren aldrig bliver lukket, så børnene kan få ro, til trods for at stuen støder lige op til et gennemgangsareal, og der er støj konstant. Eller en stue, hvor - formentlig den sløje personalesituation taget i betragtning - standardsvaret altid er "vi har bare leget inde", når man spørger, hvad de har lavet. Ikke, at jeg vil have, at de skal følge læreplaner slavisk, men hvis Varanen alligevel bare krabber rundt og leger på gulvet, så kan han jo ligeså godt bare gøre det derhjemme, når jeg arbejder. Og sådan kunne man spare 4000 bobs i en ruf.

Jeg ved godt, at vi er røget ind i Den Nye Institution på en utaknemmelig årstid, og Sneen, Der Aldrig Smelter ligger tyst over forstaden og sender pædagoger folk til tælling som aldrig før. Det er unfair odds, og det kan jo også meget vel være, at alting bliver fryd og gammen, så snart der kommer plusgrader. Men det kan også godt være, at det ikke gør. Og ærligt talt har jeg ikke lyst til at satse på det, når der er plads til Varanen i ét styk fantastisk nabo-institution lige nu. Hvor de har mange, uddannede pædagoger til ikke så mange børn. Hvor de har læreplaner og lukkede døre. Og i øvrigt kører skæld-ud-fri-pædagogik.

Da Den Nye Institution er integreret (Den Endnu Nyere Institution er 'bare' en vuggestue) er Øglen er naturligvis også ramt af de syv syge medarbejdere. Men selv om hun självklart også har brug for både opsyn (seriøst - det er ikke bare mig, der er hys, vel? Der SKAL sgu da være opsyn?!) og pædagogiske principper, har hun også brug for sociale relationer til børnene, og dem er hun i fuld gang med at opbygge. Desuden er hun lidt en tryghedsfrans, så jeg er overbevist om, at hun om nogen nok selv skal kræve den voksenkontakt, hun finder behov for. Det kan Varanen, qua hans unge alder, jo desværre ikke.

Jeg ved ikke, om vi vitterligt er hysteriske. Om vi forhaster os. Eller om det simpelthen er et udslag af, at en integreret institution bare alligevel ikke lige var the shizzle for i hvert fald Varanens forældre. Jeg finder jo nok heller aldrig ud af det nu, men jeg finder forhåbentlig ud af, at vi har gjort det rigtige ved at flytte vores lille purk. Eftersom det ikke lige kan komme på tale at flytte ham igen-igen ...

Og nåh ja. Glædelig Valentine's dag. Og tillykke til HDD og jeg, der har været kjærester i seks år. 6 år, Niller! Så ved man et og andet!

fredag den 25. januar 2013

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.




Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf
Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

torsdag den 10. januar 2013

Den der indkøring

Det er ikke fordi, jeg tror, at andre bekymrer sig voldsomt om, hvordan det nu engang går med synkron-indkøringen af reptilerne i Den Nye Institution, men hvis der nu skulle sidde en enkelt tosse og være interesseret, vil jeg da ikke snyde nogen. Særligt ikke fordi det er et emne, der fylder enooooormt meget herhjemme (hence den noget magelfulde blogging på det seneste).

Nå. Men den korte version er, at det går godt. Rigtig godt. Over al forventning, faktisk. (Har jeg jinxet noget nu?)

Den lidt længere version kommer nedenfor, så hvis du bare var så’n lidt høfligt interesseret, kan du hoppe af her.

Reptilerne har været i Den Nye Institution i lidt over en uge nu. På den tid er Øglen blevet så godt som færdigindkørt, selv om hun stadig har korteagtige dage (9-14.45), og Varanen er så småt ved at skulle vænne sig til at sove ovre i vuggeren. I et monsterhyggeligt krybberum, hvor der i øvrigt ikke er krybber, men barnevogne, og hvert barn får så hver deres vogn, som de har, lige indtil de ikke skal sove lur mere. Så man kan ’indrette’ den, som man vil med hjemlige dyner, bamser, mv., men til at begynde med prøver vi nu lige og se, om ikke Den Nye Institutions ting funker godt nok.

I denne uge er hverdagen jo for alvor begyndt med pendlende HDD, der tager af sted 06.55, og mig, der sørger for at få ungerne op, fodret af og i tøjet (og gæt, hvor jeg selv og mit eget udseende havner på dén prioriteringsliste. Temmelig langt nede, kan jeg godt afsløre). Det er muligvis derfor, at klokken bliver 9, før jeg får afleveret, men øvelse gør mester og alt det der, ikke?!

Varanen giver den som kloge-Åge med moars pyntebriller

Indtil videre går det fint (jeg jinxer bare derudaf i dag, hva?!), men det kan hænge sammen med, at Mårmor har været på besøg og givet et nap med fra søndag til onsdag. Reptilerne syntes, det var et hit at finde Mårmor inde i stuen om morgenen, og de var også svært tilfredse med, at hun var der om eftermiddagen, når de kom hjem. Og ud over, at det naturligvis altid er hyggeligt at have besøg af Mårmor, var jeg også svært tilfreds med, at hun kunne kigge efter Varanen (som skulle hentes 11.45 som det seneste i ugens første halvdel), når jeg hentede Øglen 14.45. På den måde slap han for at blive fragtet unødigt frem og tilbage, og der var den fornødne ro omkring afhentningen af Øglen.

Der har endnu ikke været nogen videre reaktion fra reptilerne derhjemme (jinx!) ud over, at Øglens nattesøvn måske er blevet lidt dårligere (vågner op omkring kl. 23 og er totalt i hopla – og falder kun ned, hvis hun kommer med ind i smørhullet), og Varanen har lidt sværere ved at falde i søvn om aftenen. Men det kan også have noget at gøre med den MFR-vaccine, han fik første del af i mandags, tænker jeg.

Ovre i Den Nye Institution oplever vuggestuepædagogerne, at Varanen er begyndt at kontakte dem, frem for den anden vej rundt, og han er efter sigende også god til at kontakte de andre børn med henblik på leg. Han stritter ikke imod, når vi kommer over i vuggestuen – synes vist stadig, at det er en lidt pudsig konstellation, at det både er Øglen og jeg, der afleverer ham – men han er stadig ikke meget for selve afleveringssituationen og græder hjerteskærende, når jeg stikker ham i armene på de søde pædagoger. Og så ser han så forurettet og bebrejdende ud, at jeg føler mig som den værste mor i verden. Heldigvis kan jeg høre, at gråden stilner af i det sekund, jeg er ude af syne, og de pædagoger, jeg har opsnappet på fællesarealerne (en af de helt store fordele ved en integreret insti) fortæller, at ’han har det fint, han sidder og leger/spiser/griner/andet’.

Øglen i haven

Øglens aflevering tager lidt længere tid end Varanens, for hun vil forståeligt nok stadig gerne lige have, at jeg bliver og hjælper hende med at lægge et puslespil (’hjælpen’ består her i at tage puslespillet ned fra den høje hylde, se på, at hun lægger det og så rydde det op bagefter). Og så skal der lige lidt overtalelse og meget let stemmeføring til at lokke hende over til vinkevinduet sammen med en voksen. Men hun græder ikke, når jeg tager af sted, og hun virker til at acceptere tingenes tilstand uden at være ’slagen’ og/eller passiv af den grund. Jeg tror også, det hjælper lidt på det, at hun er blevet ’opgraderet’ til at være med i mange af Mellemgruppens aktiviteter, selv om hun ikke er fyldt 4 år endnu. På den måde føler hun sig lidt sej, og som pædagogerne siger, så kan hun så mange ting – også sprogligt – som gør, at hun kan være med de lidt større børn uden at halte bagefter. Jeg synes, at det er godt set af pædagogerne, at de tager hende med i gruppens aktiviteter allerede nu for at inkludere hende - ikke mindst fordi hun fylder 4 om halvanden måned og så ville rykke op alligevel.

Øglen er allerede begyndt at lege med et par af pigerne – nogle af de lidt mindre piger, for så kan hun jo få lov at bestemme, er HDD's og min teori :-) Men jeg er glad for at se, at hun har mod på at dyrke de sociale relationer, og det virker som om, hun er glad og tryg ved både stedet og de voksne. Hun galopperer i hvert fald i forvejen, når vi nærmer os institutionen, og hun nævner udelukkende den gamle børnehave, når hun refererer til noget, der er ligesådan eller forskelligt fra Den Nye Institution. Og kun i nøgterne vendinger. Forleden kom jeg til at spørge hende, om hun savnede den gamle børnehave (fy! Ikke lade eget savn gå ud over Øglen!), og så kiggede hun på mig med store øjne og sagde ”Mja!” for derefter at knække sammen af grine og råbe ”JAJAAAAA PRUT!”, så jeg er ret sikker på, at hun ikke martres af savn. Om en uge har vi en playdate med bedstevennen N, og så må vi se, om der kommer en reaktion på dét. Jeg tror det ikke (der var den igen: Jinx!)

Men uanset, hvor meget jeg ævler, forbliver konklusionen den samme – reptilerne virker glade for deres nye stuer, og både jeg og HDD har fået ro i maven omkring det valg, vi har truffet. Ja, det bliver presset økonomisk (enter: megasurt brev fra bank om et totalt midlertidigt overtræk på en af mine konti) en periode, men vi klarer den. Og en lidt strammere livrem er bestemt tålelig, hvis det samtidig betyder glade reptiler.

Så over ’n out herfra. Jeg glæder mig til at komme tilbage i Blogland med lidt højere frekvens. Nu er reptilerne jo også snart færdigindkørt, og så bliver der mere tid til arbejde blogging …

torsdag den 20. december 2012

Slut, prut, fonale (som Øglen ville sige)

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Store Farvel-dag i hhv. vuggestue og børnehave gik over al forventning. At jeg fik taget afsked med alle på en god måde, og at mine øjenkroge var tørre som Tollundmanden.

Det var så ikke lige tilfældet.

Prøv i stedet med, at jeg havde våde øjne i vuggestuen (dét er ok, det kan jeg leve med), men til gengæld tårer, der silede ned ad kinderne (no shit) i børnehaven. I en grad, så jeg simpelthen bad søde pædagog-T om at hilse de andre, fordi jeg ikke kunne magte at begynde at tude endnu mere. Så jeg fik ikke sagt farvel til yndlingspædagogen. Vinkede til ham fra et stykke væk, da jeg havde forladt matriklen og grådkvalt ringede til HDD (lang historie - noget med, at HDD skulle have været med ovre og hente, men Øglen var efter eget udsagn flad og ville gerne med mig efter flødebolleuddeling), men fik ikke trykket hånd, set i øjnene eller sagt ordentligt tak. Trøster mig med, at han formentlig alligevel ikke ville have kunnet forstå et ord af, hvad jeg havde sagt, hvis jeg havde stået over for ham, og at jeg heldigvis havde skrevet et sødt kort som supplement til den store pose godter, jeg havde med, men alligevel...

Kort til vuggeren og børneren. Helt skæve og hjemmegjorte. Kreablogger bliver jeg sq nok aldrig

T kunne godt se, at den var galt fat, så hun har forhåbentlig både hilst og forklaret situationen, men det ændrer ikke på, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Uden Lalandia ned ad kinderne samtidig. Men sådan er jeg åbenbart indrettet - enten er der ingen tårer, eller også er der syndflod.

Den flade Øgle og jeg hankede op i al vores habengut (inkl. børnehavegave bestående af hjemmemalet pude og mappe fyldt med tegninger, billeder og søde ord fra pædagogerne (gjorde så ikke syndfloden mindre) - overrakt af bedstevennen med højtidelig mine) og Øglens cykel, og så begav vi os mod lågen. Med bedstevennen traskende bagefter, så'n lidt mut, og med lille stemme spørgende, om han ikke nok måtte komme med hen til lågen og vinke. Og hvorfor vi i øvrigt skulle så tidligt hjem, og om Øglen ikke ville blive og lege lidt med ham. #tuuuud

Øglen var ganske og aldeles uimponeret. Ud over at være 'flad' og derfor en kende morsyg, var hun bare helt hej-hej-agtig og virkede ikke særlig påvirket af, at alle ungerne behandlede hende som en rockstjerne (måske primært fordi, hun havde haft flødeboller med). Men de er jo også vant til, at børn begynder og slutter ovre i børneren, og jeg bilder mig ind, at hun ikke oplever samme følelse af tab, som HDD og jeg gør. Heldigvis så jeg ud af de våde øjenkroge (før bundproppen røg ud), at Øglen fik en gigantisk krammer af yndlingspædagogen, som snakkede lidt med hende om, at hun skulle passe på sig selv ovre i Den Nye Børnehave. Så fik en af os da sagt farvel ...

Mens Øglen og jeg ventede på HDD og Varanen, nåede vi en varm kakao på Riccos og en halv times leg på legepladsen i Århusgade. Et udmærket farvel til en skøn bydel. (Som jeg godt ved ikke forsvinder, bare fordi vi gør det, men det er stadig en underlig følelse pludselig ikke længere at have en 'gyldig grund' til at tage ind til Kbh hver dag). Fantastisk alenetid, hvor vi fik snakket, grinet, hygget og leget. Og tudet. For moderens vedkommende.

Den flade Øgle på Riccos. Hun vågnede dog temmelig meget op til dåd og nåede både at lege mus, kravle(!) rundt i hele caféen og jo så altså også lege på 'Sørøverlegepladsen'

På vejen hjem til Den Nye By skreg Varanen mere eller mindre hele turen, mens Øglen gentagne gange råbte, at hun bare gerne ville hjem, og at hun 'er så træt af at køre i bil hele tiden', hvilket på fineste vis cementerer, at vi gør det rigtige ved at flytte dem til institutioner tættere på. Det føles bare ikke sådan lige nu.




- Postet fra mini-Padden

torsdag den 29. november 2012

Lanterne lanterne - sol og måne og stjerne

... synger højt mit lys, synger højt mit lys, synger højt min lille lanterne ...

Invitation til Lanternefest

Vi har været til lanternefest ovre i vuggeren i dag. Fuldstændig og aldeles samme koncept som de to forrige gange, vi har været med til det; Denne gang var det bare Varanen, der var lanternemakulatorbærer i stedet for Øglen. (Som de faktisk havde lavet en lanterne til, de søde, betænksomme mennesker).

Mutti og Varanos med lanterne (før han begyndte at stikke hænderne ned i lanternen og gøre ansats til at smage på fyrfadslyset) - Nu i redigeret udgave. Jeg har et ansigt i virkeligheden

Det, at konceptet ikke har ændret sig, betyder i øvrigt ikke, at det var mindre hyggeligt denne gang. Tværtimod, for nu kender alle pædagogerne både os og begge reptiler, så det er ren hygge at være derovre. Også selv om Varanen var aldeles uimponeret af selve lanternekonceptet og nærmest vred sig af led på min arm, da han spottede, at Morten Vægter og konen havde kager i deres kurv. Ikke om jeg fatter, at det allerede er et år siden, at Øglen havde sin sidste lanternefest i vuggeren og var lige ved at rykke over i børneren. Og Varanen bare var et lille skrog, som i øvrigt heller ikke dengang gad lade sig bære rundt. Trods sin unge alder ville han op og opleve noget!

Her opdager Varanen, at der er noget spændende (fyrfadslys?!) nede i lanternen

Lanterne-Øgle. Som jo umiskendeligt ligner billedet fra sidste år

På mandag rykker Varanen fra Troldestuen op til Feerne, hvor børnene er lidt større. Måske det kan give ham det sidste skub til at turde at gå. Han går langs alting efterhånden og også hellere end gerne, når han holder nogen i hånden. Men det der med at give slip er han ikke meget for. Måske han lærer der hos Feerne og hvis ikke, ja så lærer han det nok på et andet tidspunkt ...

Fik jeg i øvrigt sagt, at begge reptiler er blevet meldt ud af deres respektive institutioner nu?! Pr. i går - grådlabile jeg fik HDD til at gøre det online, for jeg kunne simpelthen ikke bære det. Heller ikke selv om jeg helt rationelt ved, at det dels ikke kan være anderledes, dels at det er for det bedre. Det er bare hårdt at vælge steder, man er så glad for og tryg ved, fra, når man kun har en lille idé om, hvad det er, man vælger til.

Og apropos ingenting, så er arbejdsdagen i dag foregået på Islands Brygge, hvor min ældste niece ligger syg med dobbeltsidet lungebetændelse på fjerdedagen. Det kan hurtigt gå ud over chefens goodwill (og højden på ens arbejdsbjerg) at blive ved med at have barn syg, men så er det jo kun dejligt, at jeg kan være behjælpelig. Patienten var noget mat, men dog ikke værre end at jeg fik klø i både Kalaha og Homo (som min yngste niece har døbt Uno).

I fuld gang med at tabe i Homo

Der gik Den Lille Kemiker i den, og vi gik i gang med at lave nogle vældig sindrige krystaller. Ud fra en meget tysk brugsanvisning. Projektet blev ikke heeeeelt færdigt (og jeg er i øvrigt ikke sikker på, at vi gjorde det rigtigt - tysk og jeg er ikke bedste venner), men vi hyggede os

I morgen er der igen dømt fasterpasning, og så skal jeg lære hende, hvem der er Kalaha-meister. Men på den anden side kræver det vist, at jeg øver mig, og det orker jeg ærligt talt ikke efter lang dag, der sluttede af i IKEA med to trætte børn og et pludseligt klarsyn, der hed "nåh nej, vi kan jo ikke en sk*d have de bænke, vi troede, vi skulle have, fordi vi både har klapvogn OG to børn i bilen". Hvilket i grunden var meget heldigt, eftersom det var udsolgt. Så vi kom ud af IKEA med sølle to ruller gavepapir, en lille reol og en lidt grim lampe. Og cafeteriamad i maven.

Nu kaffe! Og så burde jeg vel egentlig arbejde, men jeg tror, jeg napper en date med Netflix i stället (nej, se nu der! Er jo blevet helt svensk af at grovæde smage reptilernes kjötbullar med mos og tyttebær)...

- Postet fra mini-Padden

mandag den 26. november 2012

Luksusproblemer

Hvorfor er det altid sådan, at når man lige har bestemt sig for noget, så kommer der noget uventet ind fra højre?!

I dag var jo dagen, hvor jeg (og Varanen) skulle over og se reptilernes potentielle nye institution. Varanen var i hopla efter at have øvet nye syvsovertendenser til kl. 7.30, og besøget var en succes. Alle pædagogerne vidste tilsyneladende, hvem vi var - "Det er dig, der har en pige og en dreng, der skal starte til januar, ikke?" - og de virkede søde og imødekommende. Ikke, at jeg havde regnet med andet, men det var rart at konstatere ved selvsyn, at de ikke er en samling gale øksemordere. Stedet var rart - lille og hyggeligt med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og så var der en dejlig, stor legeplads. Lederen var fantastisk, og de pædagoger jeg mødte, virkede kompetente og ikke mindst venlige. Derudover er der madordning - noget førsteprioriteten på den kommunale venteliste ikke kunne prale af. Heller ikke i vuggestuedelen og de har deres egen lille bus, de tit tager på tur i. I det hele taget virkede stedet ganske overskudsagtigt, og de børn, jeg så, forekom glade, så jeg gik derfra med en god fornemmelse (og nogle tilmeldingspapirer. De havde nemlig to pladser til reptilerne til januar, hvis vi ville have dem). Talte med HDD i telefonen, og vi blev enige om, at han lige skulle læse papirerne igennem og få den fulde beretning, når han kom hjem fra arbejde, og så kunne vi bestemme os.

Men så var det, at Pladsanvisningen i Den Nye By ringede. Og med trommehvirvler, fanfarer og bordbomber kunne annoncere, at de havde en plads til reptilerne i vores førsteprioritet - pr. 1. januar. Og hvis jeg lige var så venlig at svare ja eller nej med det samme, så ville de sørge for at melde os til. Altså. Øhm. Joeh. Jamen ... Argh!

Træt Varan på vej hen med tilmeldingspapirer

Totalt forvirret fik jeg bedt om et kvarters betænkningstid (hvilket jeg allernådigst fik bevilget), og så ringede jeg ellers til HDD i en allerhævløds fart og fik forelagt vores temmelig akutte luksusproblem. Snakkesnakke frem og tilbage. Veje for og imod. Og til sidst ende med at bestemme os for den nye, private institution. Som måske nok var ny i ligningen (og i øvrigt noget dyrere), men som ikke desto mindre bare virkede rigtig god. Synes jeg. HDD har jo ikke set den.

Så jeg ringede til Nye, Private Institution og dobbelttjekkede, at de nu også havde en plads til os pr. 1. januar, og derefter ringede jeg til Pladsanvisningen, hvor jeg beklagende måtte takke nej til den tilbudte plads. Blev mødt af stor forundring, men det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til, taget i betragtning, at jeg nærmest har ringet til dem dagligt i en periode. Og havde de bare ringet i sidste uge, ville der da heller ikke have været tvivl om, at jeg ville have takket ja. Men det gjorde de bare ikke. Og nu har vi jeg så bare fundet noget, der - måske - er bedre. Eller ligeså godt. Eller værre? Hvem ved. Men nu prøver vi, og det skal nok blive godt. Blev der sagt.

Jeg har allerede været forbi Nye, Private Institution med tilmedingsblanketterne, og nu ved jeg, at reptilerne er sådan nogle, der kommer på hhv. Giraf- og Drage-stuen, når de starter. I må selv gætte, hvem af mine børn, der bliver/er en drage ... *fniiiis*

Uh, det bliver spændende!

fredag den 23. november 2012

To pladser, tak

Nå. Vi har stadig ikke fået daginstitutionsplads til nogen af reptilerne i Den Nye By Nordpå. Og november går jo så småt på hæld, så chancen for at få plads til dem til januar i den institution, hvor de står som hhv. nr. 1 og 2 på ventelisten, bliver mindre og mindre. Så kan det naturligvis være, at de kan få en plads til februar, men jeg må nok sige, at udsigten til at skulle køre frem og tilbage til København endnu en måned ikke er specielt tillokkende.

Det er jo ikke for dét - det fungerer egentlig ok med pendlerlivet. Ungerne er i de institutioner, som de (og vi) kender og elsker, HDD arbejder et kvarters tid for lidt hver dag, og det gør jeg også. Dagen starter kl. 05.30 for de voksnes vedkommende og lidt senere for ungerne, og bilen skal startes kl. senest 06.50 for ikke at karambolere med alle de andre nordboere, der begiver sig ind mod byen hver morgen.

Når nu det ikke kan være anderledes med det der pendleri, så er sådan en udsigt her altså helt ok, når man kører ind mod byen ad Strandvejen. Selv om den klart ville være pænere, hvis lydakkompagnementet ikke bestod af skrig og skrål

Vi er hjemme omkring 16.15 hver dag, og det i sig selv er naturligvis privilegeret. Desværre er hjemturen (og udturen, for den sags skyld) meget ofte forbundet med skrig og skrål fra Varanen, der bare ikke er verdenshistoriens bedste bilpassager. Og det er sq synd, altså. For både Varanen, os og Øglen, som egentlig hygger sig meget godt og bare gerne vil sidde og dimse, synge og snakke lidt om sin dag.

Den slår næsten aldrig fejl - når Øglen er blevet afleveret passer det med, at Varanen har brokket sig i omkring 35 minutter. Og når vi når til Øster Farimagsgade, falder han i søvn. Det giver ham rundt regnet 15 minutters søvn, inden vi når til vuggeren. Kunne godt unde ham, at det var omvendt - 15 minutters brok og 35 minutters søvn

Derudover er der ikke plads til nogen slinger i valsen i forhold til programmet. Da Varanen fx blev ringet hjem fra vuggeren med dårlig mave (som han heldigvis efterlod sig i vuggeren) i fredags, var gode råd dyre. Skulle både HDD og jeg så tage hjem med begge børn? Skulle jeg tage alene hjem med Varanen? Skulle jeg tage Øglen med, eller skulle HDD tage hende med? Og når HDD oven i købet havde glemt at sætte Varanens klapvogn af i vuggestuen, fordi det var ham, der ekstraordinært skulle hente, hvordan skulle jeg i givet fald så komme hjem?! (2,5 km fra togstationen til Det Nye Hus med 12 kg Varan på armen virkede ikke tillokkende) Løsningen (som jeg ved, I virkelig er interesserede i at høre) blev, at HDD kom til Vesterport med klapvognen, hvor jeg så overtog den. Drønede til Nørreport, hentede Varanen og tog toget til Nordhavn. Hvor vi hentede en forvirret, men glad, Øgle før frokost, tog S-toget til Hellerup og hoppede på Kystbanen. Hvorefter jeg traskede hjem med to - nu utålmodige, forståeligt nok - reptiler og én klapvogn. 50 minutter, mulle - op ad bakke. Ladesiggørligt, men ikke nødvendigvis noget, man behøver at gentage alt for mange gange.

Så det jeg bare siger, er, at det ville være meget rart med en plads til dem. Til januar, s'il-vous-plaît. Er jo lissom godt klar over, at december-toget er kørt, og det er også ok (nogen ville blive fælt skuffede, hvis de ikke kom til at medvirke i noget krybbespil og noget Lucia-optog). Men så heller ikke senere, tak.

Jeg har haft fat på pladsanvisningen i Den Nye By op til flere gange, og selv om de er så søde så søde, så er de desværre ikke tryllekunstnere. Og jeg udleder da også af den rungende tavshed, min telefon udsender, at de ikke lige har fundet de vises sten, selv om de i onsdags lovede at "undersøge, hvad vi kan gøre og ringe tilbage".

På trods af, at Varanen skal vækkes fra sin bil-slummer, fejler humøret sjældent noget, når vi kommer til vuggestuen. Hvor det er the shizzle selv at fragte sig op til første sal 

Men så var det, at jeg holdt hjemmedag med reptilerne i går. Fordi der igen var slinger i logistikvalsen (vinterfutter på bilen = senere afgang = for sen aflevering af reptiler + for kort arbejdsdag til HDD). Vi gik ned i den lokale "handlebutik" (som i parantes bemærket være den dyreste SuperBest i landet - eller også er deres varer bare lavet af guld og platin. Synes i hvert fald ikke, de har grund til at skilte alt for meget med deres "3 løse appelsiner til 25 kroner". Og forstår måske godt, at det var lidt svært at finde prisskiltet på den (fine, bevares) plante, der viste sig at koste 1.200 kr ...), og efter at have købt Hello Kitty-plaster og lidt andre løsdele, der kostede under en milliard, satte vi kursen hjemad. Og - nu er pointen tæt på! - var nær ved at kollidere med bekendt, som også var ude at trille med barnevogn. "Heeeej". "Nej heeeeej!" "Tillykke med den lille/huset". "Hvordan går det?" Og så det vigtige i denne sammenhæng: "Hvor er det, E går i institution?" Snakkesnakke institution, som viste sig at være en privat - integreret - en af slagsen, der oven i købet har et rigtig godt ry. "Dén skal I da have reptilerne i - ring lige til lederen og hils fra E's mor. Så kan det jo være, at I kan finde ud af noget".

Som påbudt, så gjort, og der var ikke gået mange sekunder fra vi vinkede farvel til bekendten, til jeg hev telefonen op ad lommen og ringede til Den Private Institution. Hvor jeg fik fat i lederen, hilste fra E's mor og med det samme fik at vide, at "Jo, ved du hvad - vi har faktisk to ledige pladser til januar. Godt nok er de begge to i vuggestuedelen, men vi kan nok sagtens finde ud af det, så det bliver én vuggestueplads og én børnehaveplads. Kunne du være interesseret i det?" Om?! Så nu skal jeg ned og tale med dem på mandag og se, om det er et sted, jeg kunne forestille mig, reptilerne kunne blive glade for at gå. Krydser fingre big time. Og det må I også gerne gøre.

Hvis og såfremt og alt det der, så må vi tage Øglens reaktion, som den kommer. Hun har nemlig sat sig i hovedet, at hun skal gå i den institution, hun er opskrevet i. Hvilket muuuuligvis kan have noget at gøre med, at vi har fortalt hende, at det er hendes Nye Børnehave, når vi er gået forbi. Virkelig idiotisk pædagogisk af os. Så der bliver nok lige noget med noget positivt spin, der skal brygges lidt på. Men nu må vi se. Tør ikke glæde mig for tidligt. Håber bare ...

lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

fredag den 31. august 2012

Fra slatten til u-slatten. Sådan da

Den slatne Varan er nu u-slatten og i vuggestue. Således har jeg både i går og i dag kunnet få noget fra hånden, og det er egentlig meget rart. Selv om det da også havde sin charme at spankulere rundt og rundt og rundt i postnummeret med sovende og v.i.r.k.e.l.i.g slatten Varan.

Varanen var ret så begejstret for at komme i vuggestue igen, lod det til. Det var en 'ny' (for mig) pædagog, der tog imod ham både i går og i dag, og hun virkede sgu' også så sød (og pæn), at jeg næsten ikke kan bebrejde Varanen, at han sendte hende sit allerstørste smigre-smil (hvilket indebærer at vise hele rækken af tænder, rynke på næsen, slå smut med chokoladeknapperne og sige ngggghhhh!) og fuldstændig glemte? ignorerede min tilstedeværelse. Hvis han havde kunnet tale, er jeg ret sikker på, at han ville have sagt noget i retning af "Jeg har fundet en ny mor nu. Såeh - scoot!" Men så er det jo bare mit held, at han ikke kan tale, og derfor er jeg stadig moderen. Basta.

  
Man er aldrig for slatten til at være superhelt


Det manglede sådan set også bare, efter jeg brugte det meste af min aften i går på at trøste en ulykkelig Varan. Der måske nok er u-slatten i dagtimerne, men som til gengæld hostede så meget i går aftes, at jeg flere gange havde lyst til at tjekke, om der lå et par små lunger et sted på værelset. Hoste hoste hoste. Græde græde mosle græde. Flippe ud over at blive vendt / aet / sunget for / taget op / lullet / tysset på / givet flaske med hhv. mælk og sukkervand / fodret med Panodil. Græde græde videre (*uuuaahhhhhr uhhrrr ururur uuuAAAHHHHHRRRR* x uendelig) Heldigvis fandt jeg ud af (godt nok først efter en time, men alligevel), at han bare ville ligge i ske. På en madras. Hvor han fyldte det meste, og jeg lå med hoved og skuldre på madrassen, en arm over ham og så ellers resten af mit korpus på gulvet. Oveni legetøjsgryder, gåvogne og tøjdyr. Så kunne jeg ligge der. Og tænke på den seng, HDD og jeg købte, da vi flyttede ind i lejligheden. Med elevationstjuhej, state-of-the-art topmadras og meget bedre plads end den halvandenmandsseng vi kom fra. Som stod inde ved siden af. Med snorksovende Øgle og HDD i. Suk.

Planlægger at tage revanche i nat. Og sove virkelig meget i vores dejlige seng. Eventuelt med ørepropper, så det er HDD, der hører Varanen (haha, as if - mandesøvn er ikke sådan at spøge med). Arj, det der sker, er selvfølgelig, at hosteriet er stoppet totalt inden i aften. Der var fx ingenting i morges. Så det er væk, siger vi bare. For vi er nogen, der trænger til søvn. Eftersom vi er nogen, der flytter i morgen.

Shit, det er snart.

Men først: Arbejde. Så hygge med AC og hendes krudtugler. Så Disney Sjov (som jeg kom til at introducere Øglen for sidste fredag. Det koncept kunne hun godt lide, så fra nu af er der Disney Sjov på vores program hver fredag, lader det til). Og SÅ må vi sove. Så vi er friske til al slæberiet i morgen...

fredag den 17. august 2012

Vuggestue-Varanen #2

Så er Varanens anden uge som vuggestue-baby overstået, og han anses nu som færdigindkørt (tror jeg nok). Det går rigtig godt med ham derovre, og ud over at have lært at kravle allerede efter den første dag, virker det som om, han trives. Han er i højt humør, når han kommer hjem, han 'snakker' en masse, og han er nemmere at aflede, end han plejer, når han bliver sur. Alting skal undersøges, smages på, kastes med og rystes. Og har man en bold (og det har vuggestuen i massevis), er man hans bedste ven for evigt.

Det er HDD, der har stået for indkøringen. Godt nok sneg jeg mig med ind for at hente i onsdags, men det har været HDD's projekt. Og nu, hvor indkøringen så er færdig, og HDD i øvrigt begynder på job igen på mandag og derfor ikke længere har tid til at aflevere sent og hente tidligt, fik jeg i dag overrakt hente-/bringe-depechen.

Varanen tømmer opvaskemaskine. Det sidste nye legehit


Det var derfor mig, der trillede ind til byen i det gode vejr i morges, og mig der lige troede, at jeg skulle være så heldig at aflevere en sovende Varan. Men dét satte Indre Bys larm (og vuggestuens ringeklokke i særdeleshed) en gevaldig stopper for, så pludselig var det ikke længere en sødt sovende baby, der skulle afleveres, men i stedet en skævt vågnet en af slagsen.

Det var også mig, der skulle smalltalke med alle 'de gamle' pædagoger i vuggestuen og virkelig storhygge mig ved at være tilbage. De er så søde allesammen, og det føles på ingen måde som om, der er gået 8 måneder, siden Øglen havde sidste dag. Intet er forandret. Intet. Kun navnet på en af pædagogmedhjælperne på stuen, men ellers er alt ved det gamle. Det var så også mig, der skulle aflevere Varanen, der lod sig smitte af lille C's ulykkelige gråd og derfor også begyndte at græde. Meget. Ligesom det var mig, der skulle svare 'ja' til over-pædagogens spørgsmål om, hvorvidt jeg var stærk og ville have styrken til at gå nu, selv om Varanen var ked (havde lige glemt et øjeblik, at de jo faktisk er lidt hippieagtige). Det føltes ikke rigtigt som et spørgsmål, jeg kunne sige nej til, så jeg tussede ud i mellemgangen. Hvor jeg stod og ventede i noget, der føltes som en evighed (men sikkert kun har været få minutter), før Varanens gråd stilnede af, og en 'gammel' pædagog kom forbi og sludrede lidt. Mig, der plaprede løs og fik glæden af guldkornet "Nu må du huske på det gode gamle råd om at give slip, A", efter pædagogen havde konstateret, at der var blevet stille på stuen, og hun nok godt kunne se på mig, at jeg havde lidt svært ved at få n*sset mig ud af døren.

Man kan aldrig begynde for tidligt med piberygningen

Så det var mig, der gav slip i dag. Og mig, der gik ud i den pulserende morgentrafik (som pludselig generer mig, efter vi har besluttet os for at flytte ud af byen. Fjollet). Det var også mig, der ringede til HDD for at rapportere alt næsten vel, og så var det i øvrigt også mig, der kom til at stortude, da jeg skulle fortælle ham om den ikke så rare aflevering. Så hvis nogen så et kvindfolk med lilla sneakers (virkelig god disposition at tage ruskindssko på en dag, hvor det har været 400 grader udenfor) sidde på en bænk over for Søstrene Grenes på Strøget og græde - så var det bare mig. Bare rolig, jeg blev hurtigt god igen. Formentlig ligeså hurtigt som Varanen ovre i vuggeren. Men dem, der siger, at det er nemmere at aflevere nr. 2 i institution, de lyver. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er spor nemt.

Alt i alt var det ikke nogen god aflevering. Og jeg er heldig med, at jeg har haft folk til det i de sidste to uger. Men selv om det var mig, der fik lov til alt det nederen i morges, var det til gengæld også mig, der fik lov til at hente Varanen. Og nå at få et par hemmelige minutter til at observere ham, før han fik øje på mig, brød ud i sit fantastiske syvtands-smil og staccato-kravlede over til mig, mens han sagde "NNNNNGGG!" og "UF!" Så når alt kommer til alt, så er den der hente-/bringe-tjans måske slet ikke så tosset.

tirsdag den 7. august 2012

Vuggestue-Varanen

Jeg ved, at I sidder som på nåle derude og venter på opdatering om Varanens vuggestuedebut i går. Og her kommer den så.

Glad vuggestue-fyr, frisk fra regnvejret

Mor, barn og banan på trilletur til Waterfront

Han lever. Og jeg lever. Han synes, det er megasjovt at være ovre i vuggeren, og ifølge HDD (som er den, der står for indkøringen, så jeg må opleve det hele sådan lidt andenhånds) er der ikke noget genert lille dreng over ham. Næh nej - han hapser sutter og legetøj fra de andre børn, som havde han aldrig bestilt andet, og humøret er efter sigende højt. Jeg har fået glæden af Varanen umiddelbart efter vuggestuebesøget både i går og i dag, og hans begejstring har i hvert fald ikke fejlet noget. Totalt glad lille fyr, der har pludret, råbt, krabbet rundt og generelt slet ikke været til at slå ud til middagslur. Hvorfor sove, når der pludselig sker så meget i ens liv?!

Hans anden dag som vuggestuebarn er i øvrigt blevet fejret med kravl. I lang tid er der blevet møflet, cirkuleret og bakket rundt over det hele, men kravleriet har Varanen ikke været meget for. Før i dag, altså, hvor de første spæde kravlerier er blevet sat i værk. Mor er stolt, og Øglen er helt oppe og køre. "Hvor er du DYGTIG, Varan!!!", har det lydt mere end en enkelt gang i dag. Det kan være, at hendes begejstring lægger sig en smule, når det går op for hende, hvad øget mobilitet betyder for Varanens mulighed for at hapse Øglens legetøj, men den tid, den sorg.

Varanen har fået ny dyne i dag. Som kom i denne her kasse. Stort hit på legefronten!

Øglen proklamerede, at hun gerne ville sove i papkassen. Med den nye dyne.

Det begynder så småt at gå op for Øglen, at Varanen pludselig kan komme en del rundt - og claime papkasser - efter han har knækket kravlekoden

Og mens vi er ved afkom, der er dygtige, så kan jeg da lige berette, at Øglen i dag formåede at levere andet og mere end bare tis ude på toilettet. Og var stolt som en pave. Ikke mindst fordi hun indkasserede en slikkepind - herhjemme er vi nemlig ikke for fine til at bestikke med slik, når det kommer til at smide bleen én gang for alle. Vi har for nylig besluttet, at det endegyldigt er slut med ble om dagen, men det har givet lidt udfordringer, eftersom Øglen stadig ikke helt har styr på "nummer to" på toilettet. Men takket være en rimelig regelmæssighed fra Øglen på dén front, samt et usædvanligt vågent øje fra os for, hvornår hun virker trængende, så tror jeg på, at det nok snart skal lykkes at få hende til at levere på toilettet. Og så gælder det vist bare om at få indkøbt et fint lille lager af slikkepinde... :-)

Nå, Varanen. I vuggestue. Det går godt. Og i morgen er det så første dag, han skal være dernede alene. I en hel halv time. Nøj, jeg glæder mig til at høre, hvordan det er gået. Jeg kunne ikke forestille mig, at der bliver nogen problemer - Varanen er temmelig tillidsfuld, og hvis man har legetøj (eller mad) - eller måske ovenikøbet en bold - så er han solgt. Så jeg er fortrøstningsfuld. Og kan i øvrigt slet ikke få armene ned over, at det lige netop er Øglens gamle vuggestue, han er havnet i. Så kan det godt være, at der er lidt langt derind, og at de regner med at bruge 14 dage på indkøring. Men vi kender dem (og de kender os), de er søde, og jeg er 100% tryg ved at overlade min lillebitte baby (som de så godt nok har kaldt en stor kleppert, menaltså...) i deres varetægt. (Vi skal derfor overhovedet ikke til at gå ind i, hvad der skal ske, når vi engang får solgt lejligheden og skal flytte et eller andet obskurt sted hen. For så bliver det jo nok noget med at flytte vuggestue. Men det er endnu en ting til 'den tid, den sorg'-kassen...)

---

Og hey, forresten... Varanen har sovet igennem de sidste 3 nætter. Som i, at han har fået sin(e) godnatflaske(r) ved 19-20-tiden, og så har vi ikke hørt noget til ham, før vækkeuret ringer 06.30. Halleluja, siger jeg bare. Det må gerne vare ved. Hvis det gør det, så lover jeg næsten ikke at brokke mig over, at det skulle vare 10,5 måneder, før vi skulle opleve flere af den slags nætter i streg...

onsdag den 13. juni 2012

Onsdag

For nøjagtigt tre år siden blev Øglen døbt. Som den dedikerede mor jeg er, havde jeg naturligvis glemt alt om det, indtil Mårmor skrev en tillykke-sms. Hvorefter jeg, en passant i samtale med HDD nævnte noget om, hvor hurtigt tiden går, og at det ikke føltes som tre år siden, at Øglen blev døbt. Og kunne konstatere, at han i hvert fald også havde glemt det. (For god ordens skyld skal jeg så tilføje, at jeg rent faktisk afslørede for HDD, at jeg også kun vidste det, fordi min mor havde gjort mig opmærksom på det. Ved nærmere eftertanke burde jeg nok have holdt den bid information for mig selv for at fremstå totalt ovenpå-agtig).

Men er det egentlig sådan noget, man skal huske? For jeg har faktisk problemer nok med at huske at smøre madpakke (og det er ellers en dagligt tilbagevendende begivenhed), og i dag glemte jeg endda at fortælle pædagogerne i børneren, at Øglen havde en eksperimentel blefri dag. "Men det opdagede vi rimelig hurtigt selv", konstaterede de tørt, da jeg kom for at hente Øglen. Og hendes enorme bunke tiltissede tøj.

Plantedag. Øglen graver lyserøde blomster (meget vigtigt med farven!) ned i børnerens bed

Nå. Men tre år siden. Tillykke tillykke. Vi fejrede det med et festmåltid af fiskefrikadeller og ovnbagte rodfrugter (med noget med noget Urtekram-krydderi, nogen har være så søde at sende mig, og som jeg nok skal få skrevet et indlæg om - men det smagte godt og må siges at være rimelig nemt at anvende) - efter vi havde været til kombineret Plant en blomst-dag og loppemarked i børneren. Virkelig virkelig hyggeligt - særligt, da ham, der var i gang med at fræse fortovet op med en psykopat-betonstiksav (eller hvad sådan en nu hedder) LIGE uden for lågen, holdt fyraften, og vi andre igen kunne høre, hvad vi selv tænkte.

Øgle med Varanens nye yndlingslegetøj. Som kan spille mange sange. Rigtig mange! 

Pengene fra loppis går til noget julearrangement, og det vil man jo gerne støtte, så vi jeg købte for 125,- blandet tøj og plastic. Eller for 100,- faktisk - de sidste 25,- var til det gode formål. Alligevel rimelig billigt for to Småfolk-trøjer, en lun trøje/jakke til Varanen fra Okker Gokker og to viiiirkelig plasticagtige legeting. Den ene er der lyd i, og Varanen er allerede helt vild med den. Hvad er der med børn, altså? Hvorfor kan de ikke bare synes, at naturfarvede klodser er det fedeste i hele verden?

Hm... Tænketænke... Jo, dén her bog ser god ud. Ham Colin Powell er en god fyr, ikke?

Nå, men speaking of Varanen, så har han fået tilbudt vuggestueplads i dag i Øglens vugger. Fra 1. juli! Det er jo lige om lidt, mand?! En hel måned før behovsdato! Totalt luksusproblem, og der er da heller ingen tvivl om, at vi takker ja, men han kommer altså først til at begynde i august. Som i øvrigt også er lige om lidt. Begynder allerede at flæbe lidt bare ved tanken, men det skal nok blive godt. Blev der sagt!

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 30. november 2011

Den allersidste dans

... eller leg. Eller noget. Har lige sendt Øglen ud af døren til hendes allersidste dag i vuggeren.

Sammen med denne her flok:

Sidste-dags-kager pyntet kl. %&!#€ i morges...

Hun var ellevild og kan slet slet ikke vente med at komme i børnehave (i morgen! Det er snart!) Jeg sidder derimod og er totalt rørstrømsk, og jeg har en snigende mistanke om, at det kun bliver værre, når jeg skal hente hende senere i dag og skal tømme hendes garderobe og kurv og alt muligt. Gider bare ikke være hende moren, der bryder sammen i stødhulken og falder pædagogerne som i øvrigt ikke er specielt kram-bare om halsen, når vi siger farvel og tak. Så jeg skal prøve at tage mig sammen.

Men jeg synes nu, at det er noget vemodigt. 2 år er det blevet til i vuggeren, og selv om vi har haft et par kritikpunkter i ny og næ, og vuggestuen mildest talt ikke ligger tæt på, hvor vi bor, så har Øglen været lykkelig for at gå der. Og vi har været trygge ved at overlade vores lille Øgle i pædagogernes varetægt. Fra og med i morgen er det et nyt sted, nye børn, nye voksne og nye regler. Og det skal nok blive godt. Hun er parat til forandring og flere udfordringer. Men hvordan blev hun pludselig så stor? Hvornår blev hun så stor? Lige om lidt får hun en kæreste, der kører på knallert og har et fesent dun-overskæg, og så flytter hun hjemmefra og giver kun lyd, når køleskabet er tomt.

... Excuse me, mens jeg lige kysser lidt på Varanen og forsøger at få ham til at love, at han ikke bliver stor ligeså hurtigt som Øglen er blevet...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...