Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg

lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

mandag den 29. august 2016

Noget om koloni-livet

Vi har været på skolekoloni i weekenden. Med Ældstebarnets klasse. Alle 4. Bum.

Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg skulle blive sådan en, der drak lunken koloni-Baileys med de andre forældre rundt om bålet, efter ungerne var blevet puttet på en skolekoloni, så ville jeg havde troet, at de var bindegale. Og havde de i skyndingen også nævnt, at vores familie i øvrigt havde meldt sig frivilligt til at sove i telt pga. flere tilmeldte, end der var værelser, så ville latteren ingen ende tage.

Men ikke desto mindre, var det (bl.a.) noget af det, der skete på skolekolonien for 1.A. 24 timer med storhygge med både børn og forældre fra klassen - børn, der væltede rundt mellen hinanden og spillede bold, legede med til lejligheden indkøbt legetøj, var på skattejagt og generelt bare hyggede så meget, at det halve ville have været rigeligt. Og voksne, der samarbejdede i stor stil både om alt det praktiske som aftensmad og rengøring og det lidt mere nære som børnene og koordinering af forskellige lege. Og altså fik drukket en hel del både koloni-øl og koloni-Baileys, efter børnene var blevet lagt kl. 20.30. Og spist koloni-chips og koloni-slik, ikke at forglemme.

Aftensmad udendørs. Den rene luksus at være af sted i så godt vejr


Teltsovningen (og opslagningen) gik, trods vores ustyrligt ringe erfaringer med den slags, upåklageligt, og selv om man kan have en holdning eller to til, at vi sov i telt den nat, hvor det både lynede, tordnede og styrtregnede til den store guldmedalje, så holdt vi tæerne tørre og havde det ret så hyggeligt. Og er ikke helt afvisende over for, at det der telt kommer til at ske igen. (Dog ikke på næste års koloni, der allerede er i støbeskeen og bliver et sted, hvor der er rigeligt med sovepladser til alle). Nu kan jeg imidlertid ikke finde ud af, om det er en fordel eller en ulempe, at de andre forældre har fået en idé om, at vi er 'sådan nogle outdoorsy typer' (til trods for vores ihærdige forsøg på at mane rygtet til jorden) - når intet kunne være fjernere fra sandheden.

Ad sti af sted mod stranden

Vi er alle lidt matte og/eller forkølede efter weekenden, og ingen var helt med på idéen om mandag i dag. Men af sted kom vi, og forsynet ville, at Varanen og jeg rendte ind i en af yndlingspædagogerne på vej til børnehaven, så der var en yndlingsfavn at blive afleveret til. Entusiasmen var dog ikke noget at skrive hjem om hos Varanen, og selv lovningen på en tur med storegruppen til Den Blå Planet kunne muntre ham op. Eneste trøst var dog, at jeg sporede et lille smil hos ham, da han vinkede med førnævnte yndlingspædagog. Han får en god dag, det ved jeg, men som skrevet i seneste indlæg, ville jeg virkelig ønske, at afleveringerne ikke var så svære.

Jeg har lovet at hente tidligt igen i dag, og så skal vi i Kongens Have. Fordi der angiveligt huserer en sjælden Pokémon, som ungerne gerne vil have nallerne i. Så det skal vi da. Især, hvis det gider lade være med at regne snart. Og hvis cykelhandleren kunne være så god at lave kassecyklen, hvis bremser pludselig synes, det er sjovt at blokere. Det gør den jævnt besværlig at cykle på, skulle jeg hilse at sige. "Regn med mindst 450 kr.", sagde den rare cykelmand i morges. "Og væsentligt mere, hvis det er hele tromlen, der er røget". Jamen, det gør jeg da bare, så. Og prøver at lade være med at lægge det sammen med de 600 kr., selvsamme cykel kostede mig i sidste uge. Måske man skulle blive cykelsmed?!

God mandag til jer alle. Må den blive billigere end min ser ud til at blive ...

fredag den 26. august 2016

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare  nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

tirsdag den 23. august 2016

Sverige revisited

Kantareller. Blåbær. Og alt alt for meget sukker. Det er nøgleordene for weekenden, der endnu engang har stået i svenskens tegn. Turen gik atter til ødegården - denne gang med gode venner inkl. afkom. Det var knageme hyggeligt.

Børnene - hele fem af slagsen, når de er slået sammen - klikker ret så godt, så der blev hujet og leget og hujet lidt mere. Og plukket kantareller og blåbær til den helt store guldmedalje. Blåbærrene forsvandt som dug for solen, og kun Varanens blålilla mund vidnede om, hvor de forsvandt hen, mens kantarellerne blev parret med pizza og indgik i rimelig nice aftensmåltid.

Guld fra skovbunden

Vi fik tændt bål og lavet både popcorn, s'mores (fuxk, de smager godt!) og en form for snobrød - hvor det meste af dejen godt nok endte alle andre steder end i bålet - og vi nåede endda forbi badesøen og "Kaninland" (som siden sidst er begyndt at tage entré for lillebitte legeplads og en samling halvsløje kaniner, så det visit blev kort). Så på trods af begrænset tid til rådighed, nåede vi alligevel alt det bedste, som huset i skoven har at byde på.

Mmmmm ... S'mores ...


Ikke tale om, Ældstebarnet gad have gummistøvler på ved søen. Der skulle soppes, skulle der!

Børn og vand. Altid en god kombi. Varanen er her i gang med at tage en slurk af søen - det skulle naturligvis prøves, nu vi fortalte, at vandet er så rent som drikkevand

Der blev oven i købet tid til at hækle lidt - og drikke temmelig meget kaffe. Spille bold og brætspil. Og generelt bare få slappet rigtig meget af. 

Det der Sverige er slet ikke så dårligt - heller ikke selv om det er fjerde eller femte? gang i år, vi er der. Forhåbentlig når vi derop endnu en gang eller to, alt efter hvad efteråret byder på af forskellige begivenheder.

mandag den 13. juni 2016

Noget om sommerweekender

Årh mand, hvor jeg elsker weekender. De burde aldrig slutte. Særligt ikke den, der lige er gået. Sommer, sol og København udgør en fremragende treenighed, og jeg kan slet ikke vente, til det er weekend igen (og nogen gider tænde for solen).

Fredag efter fyraften blev, sædvanen tro, tilbragt med den yngste til håndbold. Han synes, det er eddersjovt, men fredag kl. 16-17 er en kende sent, når man er 4, going on 5, og i øvrigt har været i børner hele dagen. Men han klarede det (og ravne-mutti nåede at få klaret et par arbejdsrelaterede telefonopkald, så jeg kunne holde weekend med god samvittighed) og var svært begejstret for at få en fredags-is på vej over efter storesøster, som var til fødselsdag hos en klassekammerat.

Fordi det var fredag, og klokken var mange, og ingen gad at lave mad, kom vi til at tage burgere med hjem fra Østerbros Originale Burgerrestaurant (desværre er indlægget ikke den mindste smule sponsoreret. Jeg tror, jeg ville græde en lille smule af glæde, hvis det var, for scheisse de laver gode burgere. Og fritter!), som vi fortærede, mens vi så hhv. Disney Sjov og Alle mod en. Så bliver det ikke mere fredag.

Lørdag stod den på fodbold med den yngste fra morgenstunden (vi kan jo lige så godt prøve alle de forskellige boldspil af, ikke? Særligt, når man får tilbudt seks gratis træninger. At de så ligger lørdag formiddag, kan man som forældre godt have det lidt stramt med, men når solen skinner, Yngstebarnet er i hopla, bedstevennen dukker op til træningen for også at spille, og der er andre forældre at sludre med, så går det nok endda). Hjemme igen var der dømt afslapning - så meget, det nu kan lade sig gøre at slappe af, når man er 4 og 7 og ved, at man skal i Tivoli kl. 14, altså. Det var første gang i Tivoli med turpas til ungerne - hidtil har de bare prøvet et par rides med billetter - men lørdag skulle den have hele armen. Og det fik den (faktisk fik den begge arme, for ungerne fik et turpas på hvert håndled, så de frit kunne vælge voksen, når de ville prøve noget. Vi havde allieret os med Farmor, Faster og de to store Fætre, så der var god prøve-rotation, og alle fik lov til at prøve det, de helst ville). Dog lagde Varanen lidt for hårdt ud med Galejen - Farmor var med ham, og jeg stod på sidelinjen og kiggede magtesløst til, mens jeg kunne se hans underlæbe vibrere mere og mere. Og da skibene endelig holdt op med at drøne rundt, brød han helt sammen og kunne slet ikke overskue mere. Lille mand!

Han genfandt dog hurtigt sin selvtillid og prøvede lidt mere stilfærdige rides resten af turen. Og til sidst - da klokken var over sengetid, og alle var trætte og sultne - havde han fået så meget blod på tanden, at han ville med op i det lille gyldne tårn (det for børn, 'ing?) Det var ikke en god idé, og nogen blev ret ked af det, men en tur i flyverne og endnu en i Veteranbilerne (efterfulgt af en fransk hotdog) gjorde heldigvis meget ved humøret. Øglen kunne til gengæld ikke få det vildt nok, og hun og HDD udklækkede en plan om at prøve Dæmonen. Den var hun dog "desværre" ikke høj nok til (phew, tænkte hønemor), så det blev Odinekspressen og den gamle rutsjebane i stedet. Igen og igen og igen.

Vi var hjemme alt for sent, fyldt med pomfritter, slushice (med softice?), candyfloss og kaffe (de voksne), men hvad gør det, når man har haft den skønneste dag. Som åbenbart tog så hårdt på afkommet, at de sov til klokken hhv. 8.30 (Varanen. Nærmest aldrig sket før!) og 9 dagen efter. Set i bakspejlet var det ikke det smarteste træk, at Øglen havde en legeaftale klokken 10, men hun ville gerne af sted, og i hendes fravær, spillede HDD og jeg bold med Varanen i Fælledparken og legede amok på legepladsen. Pludselig var det frokosttid, og efter en bagel i solen blev vi enige om at gå på vandlegepladsen, når Øglen var hentet. Vejret var varmt-agtigt, så som aftalt så gjort. Og selv om der ikke var vand i soppesøen (så varmt var det tilsyneladende heller ikke), blev det en fantastisk tur, hvor Varanens bedste ven og storebror også var. Score! Der blev leget godt igennem, og efter aftensmad og et bad gik ungerne helt kold.

Og nu er hverdagen i gang igen. Det havde den ikke behøvet at være, tænker jeg. Men ungerne har alligevel glædet sig som små vilde til i dag. De skulle nemlig lege med ... korrekt ... Varanens bedste ven og hans storebror, som de jo næsten ikke har leget med i weekenden. Eller noget. Så der er de nu. Og jeg sidder og arbejder (ahem ...) selv om klokken nærmer sig 18. Og har end ikke overvejet at lave aftensmad. På den måde er mandag jo slet ikke så tosset ...

Billeder, siger I? Jeg må med skam meddele, at jeg stort set ikke har taget nogen i weekenden. Jeg har haft alt for travlt med at hygge mig (og drikke kaffe og holde meget fedtede candyfloss). Et enkelt et blev det til i Fælledparken i går, mens Varanen sad med sit forstørrelsesglas og var i fuld gang med at futte plænen af, men det gider ikke uploade, så det må I tænke jer til ...

mandag den 30. maj 2016

Noget om barndomshjem

De fleste, der læser med her på bloggen, vil vide, at HDD og jeg har flyttet en del rundt. Vi har boet ikke færre end fem steder, siden Øglen (på syv!) blev født, og tre steder, siden Varanen (på snart fem!) stødte til. Det der med et barndomshjem har vi altså snydt dem godt og grundigt for, og selv om deres barndom heldigvis er langt fra slut, er chancen for at bo det samme sted, som de andægtigt blev båret over dørtærsklen fra hospitalet, godt og grundigt forpasset. Det eneste sted, vi har boet, som jeg har en formodning om, at de begge vil huske svagt, er huset i DNP (ud over her, hvor vi bor nu, naturligvis). Det sidder godt begravet i særligt Varanens hjernebark, og så sent som i morges spurgte han, om vi ikke nok skulle læse en morgenmadsbog, "for det gjorde vi jo hver eneste morgen i DNP".

Selvfølgelig skulle vi læse en morgenmadsbog. Og generelt tage det helt roligt. Og gå til børnehaven, mens vi legede, at vi hev hinanden ind i nattens efterladte vandpytter. Og snakkede om alting og ingenting. Og weekenden, der er gået.

Udsigt til et blomstrende syrenhav fra stuen

Min yndlingsplads. På trappestenen ved bagdøren. Med bare tæer, en kop kaffe og en bog. Og udsigt over engen, der hører til ødegården. Mmmm ...


Lige som i Kristi Himmelfartsferien har vi nemlig brugt weekenden i ødegården i Sverige. Og selv om vi i denne omgang ikke havde en forlænget weekend at gøre godt med, valgte vi alligevel at bruge 3-4 timer hver vej for at komme derop. Dels fordi vi ikke kommer til at være der lige så længe i sommerferien, som vi plejer, dels fordi der bare er fantastisk. Vi er kommet der altid, og børnene kender stedet så godt som deres egen bukselomme. Eller bedre, faktisk.

Det er et sted, hvor solen næsten altid skinner, hvor der er is i massevis i fryseren, og hvor "sengetid" er et ord, der ikke bliver brugt særlig flittigt. Det er et sted, hvor man hopper i søen, selv om den er lidt for kold, spiller bold på græsset, til man trimler, og hvor man spiser alt for meget - og alt det forkerte. Hvor internettet ikke virker, og hvor telefonen udelukkende bliver brugt til at tjekke, hvad klokken er. Hvis det altså overhovedet er nødvendigt at vide.

Flere syrener. Som så yndigt kamuflerer det gamle das, der, efter træk-og-slip-toilettets indtog, får lov til at stå helt i fred. For selv om det ikke er helt så charmerende, er det bare mere praktisk at bruge et helt almindeligt toilet. Særligt, hvis man vågner midt om natten ved, at en af de yngste skal tisse ...

Det er et sted, hvor alle er kede af at tage af sted fra, og de yngste i familien lige skal sikre sig, at vi snart kommer tilbage igen. Et sted, hvor der bliver stillet slik ud til troldene - i mangel på blåbær - og de er så søde at spise det, og hvor der bliver udset de bedste blåbær-, hindbær- og kantarelsteder til, når sæsonen indfinder sig. Det er et sted, hvor der bliver spillet brætspil, læst bøger og tegnet. Og fortalt historier og grinet.

Badesøen. Denne weekend med badebro. Og dejligt, koldt vand

Kort sagt er det et sted med helt utroligt mange gode ting. Vores alle sammens happy place. Og selv om det ikke er et hjem i ordets egentlige forstand, er det vist ikke helt forkert at sige, at det er og har været hjem for børnenes minder de sidste hhv. fem og syv år. Og det er vel også en slags barndomshjem?

Pusteblomster. I tusindvis. Fast arbejde til pusteglade børn. Og voksne ...

torsdag den 19. maj 2016

Noget om lange weekender

Det kan godt være, jeg ikke sådan i al almindelighed har kompetenceposen fyldt helt op til randen, men der er da heldigvis et par ting, jeg er rimelig god til. At holde weekend er en af dem. Og når det så oven i købet er en lang weekend, er jeg faktisk endnu bedre.

Pinseweekenden indeholdt så godt som alle ingredienser til en spitzenklasse minibreak (jo, det må man gerne kalde det, når der er mere end to dages fri). HDD og jeg holdt begge tidligt-agtigt fri fredag, så vi kunne hente krapyler i fællesskab (sker ellers aldrig), og efter et visit hos hhv. boghandler (byebye 215 kr. til nye farver til Øglen) og taskebutik (som kostede 0 kr., fordi Varanen insisterede på verdens mest uergonomiske (og usædvanligt grimme) spiderman-rygsæk, og De Onde Forældre insisterede på ergonomisk rygsæk, som tilsyneladende var noget af det mest u-street i verden for en 4,5-årig med et seriøst superhelte-crush), stiftede tre fjerdedele af familien bekendtskab med bubble tea for første gang evah. Og, for mit vedkommende, også eneste. Det er ikke noget, jeg har trang til at prøve nogensinde igen. Børnene var so-so begejstrede, og HDD, som efterhånden er en garvet bubble tea-drikker, kan nærmest ikke få armene ned. Sådan er man jo heldigvis så forskellige …

Jeg elsker, elsker, e l s k e r små, krøllede børnebutikker

Resten af fredagen foregik i ro og mag – med den lille krølle på halen, at da familien lagde an til Disney Sjov og gufskåle, lagde jeg an til girl’s night out med helt utroligt sjove og gode mennesker. Vi begyndte med små kulinariske mesterværker på Geist (inkl. cocktails, naturligvis), fortsatte på Salotto 42 (som gjorde sit bedste, rent lydniveaumæssigt, for at understrege, HVOR gammel jeg er blevet) og rundede af med stil på PS. Scheisse, det er længe siden, jeg har været i byen. Og det er længe siden, jeg har været så sent oppe, som tilfældet var. Men det er omvendt også rimelig længe siden, jeg har grinet så meget, som vi gjorde. Så jeg tænker, at sådan en aften bestemt skal gentages inden for en ikke så fjern fremtid.

Jeg kom helskindet hjem (på cykel. Er PÆNT begejstret over at være færdig med at rode med natbusser og andet offentligt bøvl midt om natten, som det var tilfældet, da vi boede i DNP) og gik omkuld, og efter 2 timer blev jeg vækket af alt for vågen Varan. Som heldigvis lod sig overtale til at sove bare lidt videre.

Grønt er godt for øjnene. Røsnæs Naturskole i al sin naturlige skønhed. Med små pinselam

Lørdag og søndag blev brugt hos Mårfar i huset på toppen – sammen med reptilernes ikke længere så små kusiner og deres forældre. Det er altid så hyggeligt at hænge ud, og denne gang var ingen undtagelse. Semi-tømmermænd lørdag til trods.

Tre lyshårede kusiner i gang med Anders And-bladene hos Mårfar

Varanen og den yngste kusine i fuld gang med at bygge en bolig i trillebøren til de to skrubtudser, de fandt

Wheeee - stejl nedgang til stranden. Alle mand blev meget beskidte. Og havde en fest!

Varanen og Onkel K vender verdenssituationen før den stejle nedstigning

Mandag morgen vendte vi igen næsen mod København – vi skulle nemlig noget så vildt som til fodbold i Parken. There’s a first for everything, og mine forventninger var mildest talt ikke høje. Men jeg blev glædeligt overrasket og fandt oven i købet mig selv (godt nok efter seriøst gruppepres, men alligevel) iklædt FCK-tørklæde under hele kampen; lige som resten af familien. Yndigheden nåede et helt nyt niveau! Ungerne, og Øglen i særdeleshed, var über-begejstrede, og entusiasmen kunne ikke undgå at smitte. Og så må jeg jo (nødtvungent) erkende, at der er en ret vild stemning til sådan en fodboldkamp. Som kun blev vildere af, at FCK scorede to mål og vandt pokalfinalen (eller mesterskabet, eller hvad hulen det nu var, de spillede om). Så pinsen blev sluttet af i fin stil med masser af popcorn inden for vesten, ansigtsmaling (dog kun ungerne – jeg måtte ligesom trække grænsen et sted, når det gjaldt FCK-isering af mig selv) og en masse oplevelser rigere.


Nu glæder vi os bare til næste lange weekend. I mellemtiden må vi slå os til tåls med weekender i standardlængde, og det er også helt ok!

fredag den 22. april 2016

Noget om irriterende typer

Ok. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg synes, andre mennesker kan være irriterende. Ikke hele tiden, forstås, men af og til. Og typisk er mængden af angiveligt irriterende mennesker, jeg støder på, omvendt proportional med mængden af mit blodsukker. Altså: Jo lavere blodsukker, jo flere irriterende mennesker. Og vice versa.

I dag har mit blodsukker været ret stabilt. Jeg har husket at spise bare sådan nogenlunde jævnligt, og til trods for, at vi var til et FCK-arrangement (lidt fordomme har man vel altid?!) mødte jeg faktisk kun én ret irriterende type. Og det var mig selv. Go figure!

Irriterende Mig dukkede faktisk op allerede i går, hvor HDD spurgte, om vi ikke bare skulle tage S-toget til der, hvor arrangementet løb af stabelen. Det ville jeg normalt synes var en glimrende idé, men af uransagelige årsager syntes jeg i går, at det var smartere, hvis jeg løb, mens HDD cyklede ved siden af med ungerne i ladcyklen. "Nu er det jo sådan noget idræts-noget, vi skal til, og så er det vel ok, at jeg bare har løbetøj på", fik jeg sagt helt friskfyrs-agtigt. (Det er også muligt, at jeg fik sagt et eller andet helligt omkring transportløb, og at man skal udnytte sin fridag bedst muligt, og at det jo er så DEJLIGT at løbe, når vejret er godt). HDD blev med rette noget forbavset, men var hurtig til at acceptere, og så var dét ligesom aftalt.

Godt så.

Det lød jo meget godt, det der med at løbe. I går, altså. I morges var jeg ikke helt så hooked på idéen, men bordet fanger som bekendt, så vi tog af sted i god tid før arrangements-start, så der ikke var stress på. Ungerne opførte sig eksemplarisk hele vejen (Øglen læste Pixi-bøger højt for lillebror på hele turen. Hva'ba'!), og de steder, hvor der var mulighed for det uden at genere andre, kunne HDD og jeg også sludre lidt. Og ellers gik det ellers med mig i front og spandex, og HDD på det lyserøde kassecykel-lyn i bedste følgevognsstil.

Kønt var det ikke, men jeg overlevede da de 6 km til Halmtorvet, hvor der lige var tid til en kaffe på Carlton, før vi skulle over og sige "Zanka", "Verbic", "Toutouh" og andre, for mig, komplette fremmedord. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været til et FCK-arrangement før og interesserer mig så uhyggelig lidt for fodbold, at det faktisk er pinligt, men når klubben ligefrem inviterer til Cph Playday, fordi Øglen er medlem af en af deres samarbejdsklubber, så siger man da ikke nej.

Det var nu ikke fordi, der var så meget fodbold over det. Eller - der var jo logoer og den der Leo-maskot og så en enkelt fodbold-aktivitet, men der var også så meget andet. Parkour, slackline og forskellige lege igangsat af nogle idrætslærerstuderende, f.eks. Floorball og dans. Og så videre. Ungerne syntes, det var et hit, og både HDD og jeg morede os også ret meget.

Af gode grunde havde jeg jo mit løbetøj på, og jeg har formentlig set noget mere sporty og ambitiøs ud, end tilfældet egentlig var, som jeg fulgte ungerne rundt. Der var da også en, der et øjeblik troede, at jeg var en af dem, der stod for det, nu jeg tossede rundt i fuldt sports-outfit i stedet for casual praktisk, som alle de andre var klædt i. Det kunne jeg så forsikre ham om, at jeg ikke var, og efter et par mistænksomme blikke accepterede han fakta. Jowjow.

Efter arrangementet skulle vi sjovt nok hjem igen. Jeg havde taget mit rejsekort i lommen, så jeg kunne springe på toget, men vejret var godt, og det var så hyggeligt at hænge ud alle fire, så jeg besluttede mig for også at løbe tilbage. Og springe frokosten bestående af franske hotdogs fra 7-Eleven (det var straffen for, at HDD hjemmefra mere eller mindre havde lovet Øglen, at man kunne få hotdogs til arrangementet. Det kunne man ikke) over med begrundelsen, at "jeg skal jo løbe". Og rende rundt, stadig i fuldt løbegear, på legeplads på Øster Farimagsgade og være lidt for løbekæk ("Nåh, er I klar, unger? Skal vi lige nappe det sidste stykke til Trianglen?!"). På Trianglen lokkede skiltet hos ParadIs, men jeg kvitterede med endnu et nej tak - denne gang efterfulgt af et "Jeg har jo en grøn juice med i tasken - den tager jeg bare". Så mens HDD og ungerne fortærede hver deres lækre is, drak jeg grønkåls-/broccoli-/æble-/grape-juice fra en flaske og følte mig ret så sund. Og i dén grad irriterende.

Bagefter gik turen hjemad. I luntetrav. Til en toast (ikke specielt helse-Else, men nu havde jeg jo også lige drukket noget vældig sundt. Det skal jo heller ikke gå helt amok, vel?) og et bad. Og en kaffe med naboen på bolværket med sol på næsen og udsigt over havnen. Og r*v-ømme ben.

Er der nogen, der måtte have krydset en irriterende type i løbeudstyr på vejen mellem Østerbro og Vesterbro, så var det bare mig. Og jeg vil gerne lige understrege, at i dag var en one-off. Normalt løber jeg ikke til noget og ses a l d r i g i det offentlige rum i løbetøj, med mindre jeg er i gang med at løbe en tur. Det er til gengæld ikke så usædvanligt, at jeg takker nej til is, men jeg lover, at jeg aldrig tidligere har trukket en grønnere-end-grøn hjemmejuicet sag op af tasken i stedet. Den slags sundhed plejer jeg at holde inden for hjemmets fire vægge. Så jeg er altså ikke så irriterende i virkeligheden. Det var bare lige i dag.

Undskyld.

(For at kompensere for al irriterende-heden har jeg spist en stor håndfuld saltbomber, mens jeg så Disney Sjov. Og de har nu givet mig ondt i maven. Straffen for at tosse rundt i løbetøj hele dagen, formoder jeg?!)

søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

søndag den 31. januar 2016

Om hverdag og is og to do-lister

For dælen, livet går stærkt lige nu. Aldrig så snart er man kommet hjem fra Berlin, før der er gået en uge - og endnu en weekend - og hverdagen står brysk på dørtærsklen og minder om, at i morgen, altså lige om lidt, begynder endnu en s i n d s s y g arbejdsuge, så det ville nok være en god idé at gå i seng. Klokken 20.02.

Og ja, det ville da sikkert være en strålende idé at gå i seng kl. 20.02. Ikke mindst fordi jeg er træt som en gammel mand - muligvis fordi jeg har været ude at løbe 6 km #semigpudseglorien - men ikke desto mindre vælger jeg at overhøre al fornuft og fintuner i stedet min hørelse på det spage råb fra mine venner, Ben og Jerry, der ligger ude i fryseren og kalder. Også selv om mine løbebukser føltes noget strammere, end de plejer, da jeg tog dem på. Må være fordi, de er krøbet. Det gør sådan noget syntetisk crap jo tit, ikke? Det kan umuligt være fordi, jeg sover for lidt og spiser forkert. Nå. Blogging først, Ben og Jerry bagefter! Stramme løbebukser til trods.

Det ville blive verdens længste blogindlæg, hvis jeg skulle beskrive de forgangne to uger i detaljer (ikke fordi, der er sket noget helt vildt - to uger i detaljer bliver bare pr. definition langt). Men jeg kan da lige komme lidt nærmere ind på Berlin-turen i sidste weekend, der var resultatet af min brors og min julegave til Mårfar. Mårfar holder nemlig meget af at rejse, og det har han og Mårmor gjort meget sammen. Nu er Mårmor her jo desværre ikke mere til at rejse sammen med ham, men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan rejse. Så min bror og jeg tænkte, at Berlin var et godt sted at starte - sammen med os. Så Mårfar, min bror og jeg drog tre dage til Berlin i sidste weekend og havde en dejlig tur. Vi tre har ikke været alene ude at rejse, siden jeg gik i syvende klasse, og vi var på Gran Canaria i en ferie, hvor min mor blev nødt til at arbejde, så det var en ny oplevelse. Men det var også en god oplevelse, og vi havde det rigtig hyggeligt med god mad, vin og afslapning. Mårfar havde i øvrigt ikke været i Berlin siden 1967, så der var i sagens natur sket en del i byen, og vi var rundt alle mulige og umulige steder for at se os omkring. Vi endte med at gå omkring 50 km i løbet af de tre dage, så der er ikke noget at sige til, at fødderne var ømme til sidst.

Den forgangne uge er gået med arbejde, arbejde og atter arbejde, men jeg har næsten kunnet holde denne weekend fri, og det har både været dejligt og tiltrængt. I går havde vi ingen planer overhovedet, hvilket endte med oprydning og rengøring i lejligheden (VIRkelig tiltrængt!), spontant besøg af Farmor og cafébesøg - og take away i sofaen med Mr. Peabody & Sherman på fjerneren. I dag havde hende den store en legeaftale med bedsteveninden i DNP, og efter hun var afleveret, stod den på indkøb af fastelavnskostumer med den yngste (hvordan kan det komme bag på mig HVERT år, at det er fastelavn i begyndelsen af februar? Hvert år, umiddelbart efter fastelavn, lægger jeg vilde planer for de fastelavnskostumer, jeg s e l v vil lave det kommende år, for derefter at glemme alt om det. Indtil jeg finder ud af, at det er fastelavn lige om lidt, og så er der ikke tid, og ungerne vil være alt muligt underligt, og og og). I år (også i år) blev det så Toys 'R Us, der kom til at stå for udklædningen, og vi gik derfra en Mike fra Monsters Inc. og en ninjapige rigere. Kostumerne ingen kan leve uden. Eller noget. Men så er der sat kryds ved dét, og jeg behøver nu kun bryde min hjerne med, hvordan jeg laver seje kastestjerner, inden vi når til fredag. Jeg har vist fundet ud af det allerede, så nu skal jeg bare gøre det. (Efter jeg har spist is, altså. Eller i morgen. Eller på tirsdag ...)

Ét kryds på to do-listen er store sager på en søndag, men faktisk fik vi sat endnu et ved at få styr på, hvilket skitøj, der skal indkøbes til den forestående ferie (ahhhh. Ferie!), OG har fået det bestilt. Så er det bare at vente på postbuddet. Og nåh ja - så har jeg fået arrangeret den længe ventede og efterspurgte overnatning med en af Varanens børnehavekammerater. It's going down i næste weekend, og det bliver bare SÅ hyggeligt. Varanen har haft en periode, hvor han synes, at det er noget så uretfærdigt, at det er storesøster, der har alle legeaftalerne, men nu får han en, der også involverer overnatning, så dét må da sætte bare en smule trumf på. Både han og kammeraten glæder sig som små vilde. Så altså. Tre krydser på listen er tjekket af - det er da egentlig meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg var den grådige type, ville jeg nappe et ekstra, fordi jeg også fik handlet. En bedrift i sig selv.

Så skal vi ikke bare sige, at jeg har fortjent den is, der fortsat ligger og kalder? Og faktisk har formået at overdøve den forestående hverdag? Jeg tænker jo ...

mandag den 15. juni 2015

Trés hyggelig weekend

Er der nogen, der giver en weekend? Kunne godt bruge en mere oven på den, der lige er gået. Den var så low key, at jeg er kommet helt ned i gear, og det er altså slet ikke så dårligt.

Sommerfesten i børnehaven gik så fint så fint. Ungerne var stolte af piratkagen, og jeg var stolt af, at jeg ikke spiste nogle af de ca. 25 andre kage-bidrag, der også deltog i festen. Holder stadig fast i mit kost- og træningsprogram og var kun moderat træt af ikke at kunne bælle en sodavand til sommerfesten, der var velsignet med skønt vejr og godt humør. Vi vandt oven i købet både en sportstaske og en flaske vin i sommerfestens lotteri - ret heldigt, ikke mindst for husfredens skyld. Konceptet lotteri var nemlig fremmed for Øglen, og hun syntes, det var noget så uretfærdigt, at vi ikke vandt noget. Men det gjorde vi jo så. Heldigvis. Dagen efter spurgte hun, hvorfor vi ikke bare kunne have købt nogle flere af de lodder, der rent faktisk var gevinst på, i stedet for at købe en masse nitter. Og så måtte jeg jo i gang med at forklare. Ved faktisk ikke helt, om det lykkedes ...

Lørdag havde Farmor spurgt, om hun måtte låne ungerne. Hun var alene hjemme og syntes, det var så længe siden, hun havde haft fingrene i ungerne, så hun ville gerne have dem på overnatning. Øglen var på med det samme, mens Varanen lige skulle overbevises om, at det var en god idé. Men da det gik op for ham, at det kunne være, det involverede slik, kunne det ikke blive lørdag hurtigt nok.

Sædvanligvis, når ungerne skal overnatte et andet sted end derhjemme, er det fordi, HDD og jeg skal et eller andet - løbe marathon (hahahah), til fest eller ordne et eller andet, der involverer en hulens masse besøg hos et byggemarked - men lørdag skulle vi ingenting. Så det var ret underligt at skulle være uden børn. Vi fik dog tiden til at gå, bl.a. ved at besøge ovennævnte MASH, og så i øvrigt ved at være hos Farmor et par timer i løbet af dagen. Og da Øglen spurgte for syvende gang, om vi egentlig ikke snart smuttede, tog vi af sted.

Vandhund i Furesøen

Gåtur i det grønne. Sammen med Farmor og 80 trilliarder myg
 
MmmmmASH

Søndag morgen hentede vi så poderne igen. Øglen skulle til fødselsdag, så hun blev droppet af på vejen hjem, og da vi kørte videre hjemad, udbrød Varanen "SÅ! Nu skal vi lave noget trés hyggeligt!" (Eller - det var i hvert fald sådan det lød). Adspurgt om, hvad "trés hyggeligt" bestod af, forklarede han: "I går var det fire-hyggeligt. Farmor, Øglen, E (hunden, red.) og mig. Nu er det tre-hyggeligt. Vi skal tre-hygge!" Og det kan man jo ikke sidde overhørigt (heller ikke selv om barnet ikke er så frankofil som først antaget). Varanen dikterede, at vi skulle ned til havnen, og så tilbragte vi ellers et par timer i det forholdsvis solrige vejr med hhv. is, slush og danskvand. Gæt selv, hvad jeg fik ...

Varanen på havnen på PinePeak-løbecykel fra Jollyroom, venligst udlånt til test. 
Han ELSKER den cykel, og både den trofaste Puky-løbecykel og den seje orange med pedaler er blevet sendt i skammekrogen, efter han har fået nye wheels

Dryp, dryp, dryp ...

Da vi havde hentet Øglen, var alle flade ("Jeg er lidt mast, mor!"- Varanen), og eftermiddagen blev brugt på at slappe heeeelt af. Spille spil, tegne, læse bog for ungerne på terrassen, spille iPad (de skrappe restriktioner var blevet lempet i søndagens anledning), ordne vasketøj (snork), dryppe stearin og putte sig i dyner indendøre. Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en søndag på. Jeg gik ud som et lys allerede 22.30 (temmelig tidligt for mig), og så sov jeg ellers så godt, som det nu kan lade sig gøre, når der kommer et barn ind midt på natten og klager over myggestik (jeg har selv fået en pæn portion af dem - fårg, de klør!), og et andet barn ud på morgenen og forlanger at ligge i midten.

Nu er jeg helt i hopla til at tage livtag med endnu en uge. Solen skinner, og det er jo altid dejligt, selv om det er jävlakoldt udenfor. Sidder med sweater på. Helt ærligt, sommer - kom nu!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...