Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg

tirsdag den 16. maj 2017

Noget om maj

Maj har vist sig at være travl i år. Ikke på arbejdsfronten, men på alt muligt andet-fronten. Således har jeg på nuværende tidspunkt allerede været tre dage på Bornholm og to dage i Legoland (med den yngste - det var der, hans selvvalgte Jeg Skal Snart Begynde I Skole-tur gik hen. Hvor Ældstebarnets gik til Paris i sin tid. Akkeja, sådan er de jo så forskellige, de små).

Man ved, man er godt gift, når gemalen kommer hjem med ovenstående snackpack til turen, dagen inden man skal af sted

Bornholm <3

Dertil kommer den tid, jeg har brugt på at have dårlig samvittighed over at skulle i Legoland med den yngste, når nu den ældste ikke skulle med - det var som om, det var lidt nemmere at tage af sted med den ældste for to år siden, hvor den yngste ikke kunne være mere ligeglad med, om vi skulle til Paris eller bare en utrolig lang tur i Netto; han var tre og rodede primært rundt i bunden af Maslows behovspyramide. Der er det helt anderledes med en otte-årig, som har bevæget sig noget op i lagene af pyramiden og udmærket er klar over, hvad hun går glip af - og i øvrigt er helt fint i stand til at google 'Piratværelse', bare for at gnide salt i sit eget sår. Men alle overlevede heldigvis, og yngstebarnet og jeg havde en fest på førnævnte piratværelse. Og i Legoland, naturligvis. (Og nu er den yngste så muggen over, at Ældste og HDD fik sushi, mens vi var væk. Det ville han også gerne have haft, forlyder det. You can't win!)

Piratværelset. Yngstemanden var pænt begejstret!

Ninjago-legeplads i Legoland Holiday Village. Instant yndling!

Erfaren safaribils-chauffør

Dårlig samvittighed eller ej, så er der noget helt særligt ved at få lov til at have sine unger på tomandshånd en gang imellem. Der er en helt anden ro og tid til tingene, når det kun er et barn, der skal tilgodeses. Og så er det faktisk også meget rart lige at nå at savne hinanden lidt. (Også selv om der gik lige lovlig meget savn i den denne gang, da jeg kun lige nåede hjem og vende fra Bornholm, før jeg skulle videre til Legoland).

Derudover har vi haft en konfirmation og en niece-fødselsdag at se til, og inden længe skal jeg på venindetur til det store udland - bare en weekend, 'ing - og så er der jo også lige planlægning af skolekoloni, informationsmøde til forældre til børn, der skal starte i skole (ikke om jeg fatter, at jeg snart er mor til TO skolebørn!) og, nå ja, arbejde, hvor jeg er ved at ruske lidt op i tingene, så der kommer til at ske lidt nyt. Det står derfor lidt småt til med både tiden og ordene herinde. Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hej.

Så. Hej!

mandag den 1. maj 2017

Noget om at være stolt (#morpral forude)

Der er mange gode ting at sige om weekenden og i dag, den uventede fridag (ja, uventede. Det er som om, det kommer bag på mig hvert år, at landet sådan lukker ned d. 1. maj. Så det var kun fordi, jeg tilfældigvis overhørte nogen tale om det til afslutning i børneren i torsdags, at jeg ikke stod klar til aflevering med madpakke og kæmmet Yngstebarn i morges), hvor foråret endelig er stoppet med at spille kostbar, men jeg skal gøre det kort og udelukkende holde mig til pralerierne:

*Ældstebarnet har været til sit første fodboldstævne og scorede alle tre mål i en af hendes kampe. Stolt fodboldspiller. Pavestolt far, som heppede på grønsværen. Mega-stolt mor, der heppede via sms fra legepladsen, hvor jeg befandt mig med Yngstebarnet.

*Yngstebarnet gik 5 km sammen med mig forleden. Godt nok i etaper med legepladsbesøg (hvor han heller ikke just sad stille) og ispause indlagt som pauser, men 5 km! Det tror jeg nærmest aldrig er sket før, og jeg ved ikke, hvem der er mest stolt - ham selv eller undertegnede.

*Der er kommet elevplaner for ungerne i 1. klasse, og Ældstebarnets er så flot, at jeg nærmest rødmer. Selv om jeg ikke har noget at rødme over overhovedet - det er jo udelukkende skolebarnets fortjeneste. Men Mor Er Stolt Alligevel.

*Yngstebarnet har lært at læse (se, hvor nonchalant, jeg lige fik smidt dén ind. Selv om jeg har lyst til at råbe det ud over hustagene). Bare sådan. Han har interesseret sig for bogstaver længe (og har i en rum tid bekendtgjort, når han skal ud og lave "L, O, R, T" (tak for dét!), men fra 'bare' at være interesseret og kunne genkende vores navne på skrift og 'ko' og 'nej' og 'tak' og videre i dén dur, har han simpelthen knækket læsekoden. Og kan nu læse for os i Søren og Mette. Det er simpelthen så kært, og både HDD og jeg er ved at revne af stolthed. Jeg er ikke sikker på, at han helt selv har forstået, hvor stor en verden, der er ved at åbne sig for ham, men han synes, det er sjovt - vist mest fordi han kan se, hvor meget på r*ven, HDD og jeg er over det.

Og det var vist også dét for denne weekend. Hvis man altså ser bort fra alle de små ting, der gør en stolt på daglig basis, som når ens unger deles om popcornene i stedet for at slå hinanden ihjel, når de ligger sammen på madrassen og enes om fjernbetjeningen, og når de giver en et kram 'bare fordi'. Men for, at det hele ikke bliver for pladdersødt, kan jeg, som modvægt til al stoltheden, berette, at vi i dag har spist is og popcorn til frokost (det var det, eller churros - Fælledparken 1. maj, I ved), og at ungerne allerede nu, først på eftermiddagen, har fået al for meget skærmtid. Bare så ingen tror, at vi går rundt og bliver helt über-mensch-agtige her på Østerbro. Balance i tingene, I ved ...

torsdag den 6. april 2017

Når alt er love

HDD og jeg har været kærester i lang tid efterhånden. Hele 10 år og to måneder, faktisk. En dejlig tid fyldt med gode oplevelser, latter og masser af kærlighed, og sådan havde jeg egentlig forestillet mig, det skulle fortsætte længe endnu. Resten af livet, faktisk.

Men i lørdags stoppede HDD og jeg med at være kærester - vi blev nemlig gift!

Så nu er jeg altså en kone. Eller en hustru. Eller en kran, som HDD foreslog i går. (Nej. Bare nej). Oven i købet en glad en af slagsen, der stadig er glad i låget over den bedste dag og weekend overhovedet.

Solen skinner, foråret er kommet, og alt er love 

Den smukkeste buket til den vordende brud - hjembragt af HDD

Ungernes kridt-skriblerier udendørs i søndagens dejlige vejr. Der må have været kærligheds-vibes i luften ;-)

fredag den 31. marts 2017

Noget mere om nye vaner

Nåmen, de der nye vaner, jeg sprang på i slutningen af januar, og som jeg ævlede lidt om her, eggå … Måske jeg skulle ævle lidt mere om dem? Ikke, at det formentlig er spændende for ret mange flere end mig selv, men altså – det er nu meget rart lige at holde mig selv op på dem. Vanerne, altså. Som jeg stadig efterlever, for jeg dribler stadig derudad på ny livsstilskaravanen (karaVANE – fik I den?! #tøhø). Utroligt nok, for jeg er ellers ret god til at hoppe på en sundhedshest og så springe ned igen to minutter senere. Men denne gang bliver jeg på!

Jeg købte mig jo ind i et 12 ugers program, der både beskæftiger sig med kost og (styrke)træning, og jeg kan med stolthed sige, at nu, hvor der er 2 uger tilbage (heraf kun 1 uge med egentlig træning), har jeg ikke misset en eneste gang. Jeg slynger troligt rundt med mine kettlebells og sveder som en lille gris, men jeg elsker det – og det gør min krop sjovt nok også. I hvert fald har den belønnet mig med at blive 2 cm mindre i taljen, og selv om det ikke er alverden, betyder det pænt meget for, hvor behageligt det er at have jeans på – og velværet i det hele taget. Det let mindskede taljemål kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har tillagt mig nogle pænt sunde kostvaner efterhånden – selv om jeg spiser mere på en dag, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvor jeg tidligere sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, forsøger jeg nu at holde måltiderne. Her et udpluk af forskellige retter - og selv om jeg spiser meget, spiser jeg trods alt ikke alt det, der er vist på billederne, på én dag :-) Her broccoli-/blomkålsbrød med parmaskinke og ost. Grøntsagsstænger som tilbehør

Fiskefrikadeller med kartofler, grønt og hytteost

Paneret fiskefilet med spinatsalat og feta

Jeg er stadig ikke fanatisk, og jeg strejfer også lidt fra den slagne vej i ny og næ, men i det store hele synes jeg faktisk, at det går rigtig godt. Og paradoksalt nok kan jeg mærke, at de dage, hvor jeg holder mig til planen og spiser al den mad, jeg skal have, har jeg det bedre i kroppen, end de dage, hvor jeg grundet travlhed eller manglende planlægning ikke får nok at spise. 


Fiskefrikadeller med grønt (og remoulade)

Torsk paneret i solsikkefrø med grøn salat og dressing

Spejlæg med skinke og grønne bønner

Og aftensmaden fra forleden: Pulled salmon med nachos og masser af grønt. Dét var knageme godt. Og - bortset fra de der nachos - lige efter bogen

Modsat mange af de kure og livsstilsændringer, jeg før har kastet mig ud i, glimrer denne her ved, at der ikke er noget, der er forbudt-forbudt – det skal bare times rigtigt. Det vil sige, at jeg er velkommen til at spise flødeboller (og det gør jeg så – i stor stil!) lige, når jeg har trænet. Så det er ikke usandsynligt, at man kan finde mig kl. 9 om morgenen, sveddryppende og med tre flødeboller foran mig (hurra for hjemmekontor!). Helt uden at have dårlig samvittighed, for de hurtige kulhydrater ryger åbenbart lige i musklerne. Eller i hvert fald andre steder hen end i taljen. Og jeg får stillet min sukkertrang. Jeg spiser markant mindre stivelse nu end tidligere, men sandwichbrød med pålægschokolade er stadig en del af min kostpyramide, de dage jeg træner. Og det bedste af det hele er, at jeg næsten har fået udraderet min vane med at snacke. Nu spiser jeg mig nemlig så mæt til mine daglige fire (4!) hovedmåltider, at der slet ikke er plads til ekstra mad. Og hvis der er, så sørger jeg for, at der er gode alternativer til slik – mørk chokolade, god ost eller en bøtte grønsagsstænger (selv om jeg sjældent gider spise flere grøntsager efter det kilo grønt, jeg sætter til livs i forbindelse med måltiderne). Jeg er sikker på, at mine manglende aftensnacks i sofaen også har noget at sige i forhold til det let formindskede taljemål.

Pommes frites er også en del af en varieret kost ;-) Fra i søndags, hvor Læsefidusen fra Ældstebarnets klasse var med hjemme på weekend.

Jeg er stadig noget blød i kanten og ville ikke tage skade af at smide et par kilo eller fem, men jeg skal nok nå det – jeg har ikke travlt og vil langt hellere køre et langt, sejt træk, hvor jeg kan holde resultaterne, end jeg vil køre en eller anden vild kur, hvor jeg taber mig på rekordtid, men hvor jeg tager på, så snart jeg afviger det mindste fra et ondt nulkalorie-regime. 

Weekenden er lige rundt om hjørnet, og jeg vil med god samvittighed dykke ned i al den festivitas og gode mad, den kommer til at stå på. Det skal der nemlig også være plads til. Nye vaner eller ej ...

mandag den 27. marts 2017

Noget om forårsfornemmelser

Hvis den forgangne weekend er noget at dømme efter, sådan rent vejrmæssigt, så går vi en fantastisk tid i møde. Jeg kan slet ikke få armene ned over al solen og lyset - og tilnærmelsesvis også varmen, som man kunne mærke på armene og næsetippen i en solplet.

Men det var heldigvis ikke kun vejret, der viste sig fra sin gode side her i weekenden. Rent indholdsmæssigt var den også ret god. Og begyndte tidligt med en tur til Krogerup (denne gang uden bil, der brød sammen) med Yngstebarnet, mens Ældsten var på legeaftale. Vi var inviteret til Landkøkken (og nej, det var ikke sponsoreret) og blev derfor trakteret med lækker mad. Yngstebarnet var ikke heeeelt overbevist om arrangementets underholdningsværdi, men en omgang fangeleg på halmballerne ændrede på dén opfattelse, og vi havde en rigtig hyggelig aften, som fortsatte med afhentning af den ældste og Disney Sjov og X-factor i flimmeren.

Grønt - og smørmørt oksespidsbryst - på tallerkenen hos Aarstiderne

Lørdag var der dømt legeaftale i Fælledparken med Ældstens fodboldhold. Så børnene - og forældrene - kunne komme hinanden lidt ved. Ældsten er begyndt til fodbold med en klassekammerat, som også kom, så de to kom hinanden en hel del ved, mens deres lillebrødre gjorde det samme. Og vi forældre fik tid til kaffe og sludren i solen.

Resten af lørdagen blev brugt på ... ingenting. Ungerne passede sig selv, og det gjorde vi voksne også. Der blev øst kryds og tværser, ryddet op, læst og smækket benene op, og da det blev aften, tog vi hjem til førnævnte klassekammerat til middag, hvor en tredje klassekammerat + familie også kom. Pigerne leger ikke specielt meget sammen i skolen, men de hygger sig rigtig meget, når vi ses alle sammen, og vi forældre kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Så det er en rigtig hyggelig konstellation. Ikke mindst fordi der også er tre småbrødre, som har en fest med hinanden. Efter en god aften insisterede Yngstebarnet på at løbe hjem. Pænt meget energi dér - som også var helt brugt, da vi kom hjem. Og løberen sov til 9.30 (dog sommertid, men alligevel) dagen efter.

Eftersom vi allerede var godt i gang med at fylde weekenden med skolerelaterede aktiviteter, fortsatte jeg søndag med at tage til mødrebrunch med 14 andre mødre fra klassen. Fædrene holdt julefrokost i januar, og nu var det blevet vores tur. Dét var knageme hyggeligt og endte med at vare 4 timer. Og da selskabet brød op og jeg lige tjekkede min telefon, kunne jeg se, at HDD og ungerne havde mødt en af de andre fædre med børn, og nu var de hjemme hos dem og spise frokost. Altså fortsatte selskabelighederne der med glade unger, der havde været til åben byggeplads-dag og kigget ned i Metro-hullet, og var blevet stopfodret med popcorn og is. Ingen smalle steder.

Kaffen smager bare bedre, når den er serveret med denne udsigt <3

Bare for at sætte trumf på de sociale begivenheder, stak jeg hovederne sammen med en veninde udenfor i solen, da vi kom hjem ud på eftermiddagen, og så var der ellers også udsolgt for mit vedkommende resten af aftenen. Og i morges kunne jeg slet ikke vågne. €#&+&% sommertid! Ungerne var heller ikke til at få ud af fjerene, og faktisk var den Yngste så træt, at han endte med at få en hjemmedag. Med fodboldspil i solen, hygge med det vordende skolebarns opgavebøger og lidt for meget skærm til min smag, men sådan må det være, når mutti skal have noget arbejde fra hånden. Og det er jo om at nyde de hjemmedage, jeg har mulighed for at give ham, før de barske skolerealiteter banker på fra august! Så er det for alvor slut med at have små børn. Det bliver lige noget, jeg skal vænne mig til, kan jeg mærke - også selv om jeg ikke har haft 'små børn' i et stykke tid efterhånden ...

tirsdag den 21. marts 2017

Noget om en weekend uden børn

Pga. den seneste tids nedetid har jeg helt glemt at berette, at HDD og jeg har haft et helt døgn uden børn i forrige weekend. Et helt døgn! Det kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har haft, men det må have været imens, min mor stadig levede, og før hun sådan for alvor blev syg, så det er i hvert fald to år siden. Hvis ikke mere.

Midlertidigt lammede af alle de muligheder, der pludselig lå foran os, vaklede vi mellem koncert, øl i byen, biografen og en masse andre gode sager - men vi endte med en god, gedigen hjemmeaften med mad foran flimmeren (sund mad, naturligvis - vi er stadig rimelig standhaftige med de sunde tiltag, og slikskålen blev byttet ud med en kæmpe portion jordbær #douchebag) efter en dag fyldt med ro, gåture og masser af nærvær.

Dagen, efter børnene var blevet afleveret til Onkel, som skulle fragte dem og sit eget afkom vestover til kreaweekend hos Mårfar, blev til gengæld brugt på en køretur nordpå. Vi gik en tur i vores gamle hood, og selv om den første, spæde forårssol og vuggende bølger hilste os velkommen tilbage, var det en sand befrielse at kunne vende næsen mod København og sige "kom, nu tager vi hjem".

Vi gik også en tur i vores nye gamle hood - og endnu en tur i vores nye, nye hood. Det er fascinerende at følge med i tilblivelsen af en helt ny bydel, og der skyder nye detaljer op på nærmest daglig basis. Efter en god blanding af praktiske og hyggelige indkøb, gik vi hjem og slappede heeeeelt af - og søndag kunne vi sove længe (vi takker børnene for at have ændret vores indre ur i en grad, så klokken otte føles som 'længe'). Muligvis på grund af al afslapningen lørdag, muligvis på grund af den insisterende forårssol, havde vi energi nok til at få gjort rent i hele hytten. I dén grad tiltrængt, og jeg fik endda klaret de fleste af vinduerne, mens HDD kørte vestover for at hente afkom igen. De kom hjem glade og sprængfyldte af oplevelser og fortællinger (natløb med nedgravet skattekiste, akvarelmaling, isbar og snobrød over bål var bare noget af det), så det lod til, at alle havde haft noget ud af adskillelsen. Også selv om Yngsten i første omgang ikke var alt for vild med konceptet - han var sikker på, at han ville komme til at savne mig for meget. Men sør'me om det ikke gik alt sammen.

De her billeder har ikke noget med noget at gøre, men se lige her! Før var der en rå gipsvæg ... Som har været grå og kedelig lige siden efteråret ...

... Og nu er der en fin, hvid væg! Maleren blev færdig med at spartle og strimle og filte og male, og hvad man nu ellers gør, i sidste uge, og det er bare blevet så PÆNT, altså!

Weekenden, der netop er gået, var på ingen måde børnefri, men selv om det er en lille luksus engang imellem at have lidt forlænget voksentid, kan jeg i virkeligheden allerbedst lide, når vi alle sammen er sammen. Lørdag havde Yngstebarnet en fødselsdag på tapetet hos børnehavekolleger, og Ældstebarnet og vi voksne havde tre-hygge i kalenderen. Den blev brugt på Experimentariet og hos Sportmaster, som var leveringsdygtige i et par fodboldstøvler (alt er - desværre - helt og aldeles usponsoreret). Ældsten er nemlig, efter et par måneders fritidsaktivitets-pause, begyndt at spille fodbold, og udendørstræningen står for døren. Nu er den nederste del af udstyret på plads, og støvlerne fik sin debut i øsende regnvejr i går. Der var ingen melding om, hvorvidt de var vandtætte, men at dømme efter fodboldspillerens - og HDD's - druknede mus-look, da de kom hjem, var det vist ikke tilfældet.

Fodboldstøvlerne!


Søndag var planlagt en tur til Krogerup, men eftersom bilen tilsyneladende ikke gad på landet og besluttede sig for at bryde sammen halvvejs, blev turen konverteret til frokost på Joe 'n the Juice. Knap så jord til bord-agtigt, men vi tager revanche en anden gang. Og glæder os over, at bilen gik i stykker temmelig tæt på en togstation, så vi kunne parkere den og hoppe på Kystbanen hjem. Nu skal den så 'bare' bugseres hjem. Ak ja.

Og nu er det så tirsdag. Som begyndte så lunt og solbeskinnet, men på en eller anden facon netop har transmogriffet sig om til styrtregnende og grå. Lad os satse på, at det bare er en kort overgang - nu havde jeg nemlig lige sat næsen op efter forår!

mandag den 27. februar 2017

Noget om mandage

Ovre på Instagram skorter (er der andre end mig, der bruger det ord endnu, egentlig? Som altså er under 80?) det om mandagen ikke på billeder med bon mots a la "OMG - it's Monday", "Keep calm and pretend it's not Monday" og "Today will be one of those days where even my coffee needs a coffee". Ud over, at jeg afskyr bon mots, er jeg langt hen ad vejen helt med på mandags-galejen. Den der følelse af, at weekenden gerne måtte have varet bare liiiidt længere, og at mandagen godt kunne vente en dag eller to.

Men lige præcis denne mandag, eggå? Den bliver hilst med kindkys og happy dance hos mig. Der har nemlig været så meget tryk på i weekenden, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg selv hedder, og så er det jo en sand velsignelse at 'holde fri' på arbejdet - i sit helt eget selskab med sine helt egne arbejdsopgaver. Og sin helt egen - kæmpestore - kop kaffe.

Ældstebarnet fyldte otte i fredags (OTTE! Jeg flipper ud! Tiden går alt for hurtigt!), og derfor var der, ud over flødebolleuddeling i klassen, som jeg gudskelov havde husket at handle til (i modsætning til sidste år, hvor den del af begivenheden blev vinget af omkring kl. 22 aftenen i forvejen) naturligvis dømt vaskeægte morgenfødselsdagshygge derhjemme. Øglen havde frabedt sig at blive flaget og sunget op - angiveligt fordi det var 'lidt urart' - men at dømme efter hendes smil, da vi jeg alligevel tillod os mig at flage hende op med meeeeeget afdæmpet fødselsdagssang og små bitte fødselsdagsflag, stak det vist ikke så dybt. Hun var så spændt, så spændt, og selv om hun godt nok ikke fik den pakke Mega-EX Pokémonkort, hun (også) havde ønsket sig, blev hun lykkelig for gaverne på morgenbordet: Hendes helt egen, lyserøde værktøjskasse med rigtigt værktøj fra lillebror, og et Vivofit-ur med skridttæller samt nogle meget ombejlede Faber Castell-tuscher fra forældrene. Ønskesedlen havde budt på lidt af hvert med en kanin (vetoet pga. mors pelsdyrsallergi), en telefon (vetoet, fordi de onde forældre synes, det er for tidligt) og altså uret med skridttælleren som de helt store højdespringere. Jeg ved ikke helt, hvad en otteårig vil bruge et ur med skridttæller til, men jeg er jo også 1.000 år gammel og notorisk ikke-med på beatet, så den lader jeg ligge. Og ser i stedet på, hvor begejstret hun er for uret (og hvor hurtigt, det har fået hende til at lære klokken). #derersåmegetdevoksneikkeforstår

Fødselaren

Øglen blev hentet tidligt og fik en detour omkring et par butikker på vej efter Varanen Mike Wazowski (ja, der var fastelavn i børnehaven) - de sidste ting til lørdagen, hvor den helt store klassefødselsdag skulle løbe af stabelen, skulle jo også i hus. Eftermiddagen blev brugt på at hygge, høre om dagen i skolen (gaven fra klassen var, til stor begejstring for fødselaren, hele fire pakker Pokémonkort), og slappe af. Indtil vi skulle af sted mod Farmor for at fejre Øglens og Farmors fødselsdag sammen med den ene del af familien. Og derefter hjem for at bage en zilliard muffins og pølsehorn.

Lørdag var der så klassefødselsdag. For hele klassen, bliver jeg lige nødt til at understrege. Selv om det er kutyme kun at invitere hhv. alle pigerne eller alle drengene, var det lidt svært at argumentere for kun at invitere pigerne, eftersom afkommet primært leger med drengene. Så dem alle it was. Vi er imidlertid ikke flyttet i et palads siden sidst, så der var ingen chance for, at vi kunne proppe 20-25 unger ind i lejligheden. Ergo havde vi booket Statens Museum for Kunst, hvor der både var plads til store armbevægelser og at udfolde sig kreativt. Skæbnen ville imidlertid, at jeg skulle til en begravelse på præcis det tidspunkt, fødselsdagen blev afholdt, så jeg gik desværre glip af det. Men jeg har fået en minutiøs beretning, og det lød som en stor succes. Fødselaren var i hvert fald intet mindre end lykkelig om aftenen, hvor jeg var hjemme igen - og hvor vi alle tog på burgerrestaurant for at fejre. For derefter at se Hotel Transylvanien 2 hjemme i sofaen. "Den bedste fødselsdag i hele verden", proklamerede den lille skønne.

Vi viderefører hårdnakket Mårmors tradition og bager brunsviger til fødselsdagene i familien. 
Jeg får næppe points for udførelsen, men smagen var god - noget, jeg glæder mig ekstra meget over, da jeg var et nanosekund fra at købe mig fra den, fordi jeg ikke orkede at bage. Men det tog jo slet ikke så lang tid, når det kom til stykket ...


Søndag var der så klassefastelavn på skolen (ja, vi får kommet hinanden en del ved i den klasse). Som jeg oven i købet var med til at arrangere (min timing har altid været helt fantastisk). Jeg kom udklædt som fortravlet mor til to, som i øvrigt skulle holde fødselsdag, vol. 3, senere på dagen, og alle var enige om, at udklædningen var meget vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg blev fritaget for oprydningstjansen og kunne smutte hjem efter fastelavnstøndetævning, så vi kunne gøre klar til næste rykind. Til flere gaver og mere kage. (Sundheden, spørger I? Den holdt ikke stand til den nybagte brunsvigerkage, men gjorde, at jeg holdt mig fra både fastelavnsboller og sodavand. Der er plads til forbedring, men altså - man fylder vel kun 8 én gang? Selv om det har føltes som flere ...Ingen havde taget en kanin med (min allergi takker dem), men Øglen var lykkelig alligevel og scorede alt lige fra nyt tøj til sjove spil, flere tuscher og nogle seje Pokémonkort. Der var endda også en lille gave til Varanen - en pung med lidt penge og et par Pokémonkort. Betænksomt og meget værdsat af både forældre og afkom.

Da gæsterne var gået, og ungerne leget med og puttet, var det så tid til at handle. Selv om det foregik online, og der forhåbentlig kommer en eller anden stærk type med mine varer inden længe, føltes det som en nærmest uoverstigelig opgave. Men den blev klaret, og jeg kunne smide mig i sofaen og stirre tomt på et par serieafsnit i flimmeren. Før jeg gik ud som et lys. Og nu er det som sagt mandag. Uden andre planer end arbejde og - lige om lidt - fyraften. Egentlig skulle vi have været på familievisit i eftermiddag, men det er blevet rykket. Så inden længe er jeg helt planløs. Indtil i morgen. Det føles nærmest som weekend ...

fredag den 27. januar 2017

Noget om selvpineri

Sidste år omkring den her tid, havde jeg virkelig ondt i tænderne. Det resulterede i, at jeg helt frivilligt gik til tandlægen, som ikke kunne bidrage med så meget andet, end at jeg måtte være relativt aggressivt anlagt på skære tænder-måden, eftersom der intet var at se på de smertende bisser.

Nå. Men nu har jeg altså ondt i tænderne igen. Og selv om en psykolog sikkert ville have en fest med at finde ud af, hvorfor hulen jeg får så ondt i tænderne i januar (mit gæt er, at det skyldes, at det netop er januar. Måneden, der i dén grad er til at få ondt i tænderne af!), har jeg ikke bestilt tid hos sådan en, men i stedet hos tandlægen. Som måske nok synes, jeg er aggressiv, men som til gengæld også mener (eller i hvert fald siger!), at jeg er ung. Og det kan vi jo godt lide.

Så det er altså det, jeg skal bruge min mandag morgen på. Boltet til tandlægestolen. Frivilligt, oven i købet. Det kommer til at gøre SÅ nas, og det ved jeg, fordi jeg er temmelig erfaren udi tandlægebesøg. Og selv om der ikke er et hul (hvilket jeg har slemt på fornemmelsen, at der er), så skal hun nok finde på noget andet at torturere mig med. De plastfyldninger, hun truede med sidst, fx. Og ja - I læste rigtigt. Plastfyldninger. Fordi jeg nu er blevet så gammel, at mine tænder imiterer det mest pindede skab fra IKEA, der er blevet skilt ad alt for mange gange. Kort sagt: De egner sig mest til bare at se på.

Hvilket på ingen måde harmonerer med det kost- og træningsprogram, jeg (også) frivilligt har meldt mig under fanerne til, og som dikterer rå grøntsager i ... ja, rå mængder. Lige nu føles det som om, at jeg, hvis jeg tygger i noget, der er meget hårdere end en klump blødt smør (hvilket i øvrigt er no-go i forhold til kostplanen), så falder alle tænderne ud. Agtigt. Så det skal nok blive spændende - både hen over weekenden og på mandag.

Så frivilligt tandlægebesøg og frivilligt kost- og træningsprogram. Hvor sidstnævnte ikke kun varer mandag morgen. Jeg må have en hang til selvpineri, men jeg satser på at komme storspændstig ud på den anden side med en sand perlerække af kridhvide, kryptonitstærke tænder. Mindst.

Men klynk er der nok af. Så med ja-hatten godt placeret på hovedet, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at jeg i morges opdagede, at det jo er blevet meget lysere udenfor. Jeg kan således droppe at tænde cykellygterne, når jeg har afleveret skolebarnet kl. 8 - hvor fedt er det? Foråret er lige om hjørnet. Kan I mærke det? (Et tu, DMI?)

lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

mandag den 29. august 2016

Noget om koloni-livet

Vi har været på skolekoloni i weekenden. Med Ældstebarnets klasse. Alle 4. Bum.

Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg skulle blive sådan en, der drak lunken koloni-Baileys med de andre forældre rundt om bålet, efter ungerne var blevet puttet på en skolekoloni, så ville jeg havde troet, at de var bindegale. Og havde de i skyndingen også nævnt, at vores familie i øvrigt havde meldt sig frivilligt til at sove i telt pga. flere tilmeldte, end der var værelser, så ville latteren ingen ende tage.

Men ikke desto mindre, var det (bl.a.) noget af det, der skete på skolekolonien for 1.A. 24 timer med storhygge med både børn og forældre fra klassen - børn, der væltede rundt mellen hinanden og spillede bold, legede med til lejligheden indkøbt legetøj, var på skattejagt og generelt bare hyggede så meget, at det halve ville have været rigeligt. Og voksne, der samarbejdede i stor stil både om alt det praktiske som aftensmad og rengøring og det lidt mere nære som børnene og koordinering af forskellige lege. Og altså fik drukket en hel del både koloni-øl og koloni-Baileys, efter børnene var blevet lagt kl. 20.30. Og spist koloni-chips og koloni-slik, ikke at forglemme.

Aftensmad udendørs. Den rene luksus at være af sted i så godt vejr


Teltsovningen (og opslagningen) gik, trods vores ustyrligt ringe erfaringer med den slags, upåklageligt, og selv om man kan have en holdning eller to til, at vi sov i telt den nat, hvor det både lynede, tordnede og styrtregnede til den store guldmedalje, så holdt vi tæerne tørre og havde det ret så hyggeligt. Og er ikke helt afvisende over for, at det der telt kommer til at ske igen. (Dog ikke på næste års koloni, der allerede er i støbeskeen og bliver et sted, hvor der er rigeligt med sovepladser til alle). Nu kan jeg imidlertid ikke finde ud af, om det er en fordel eller en ulempe, at de andre forældre har fået en idé om, at vi er 'sådan nogle outdoorsy typer' (til trods for vores ihærdige forsøg på at mane rygtet til jorden) - når intet kunne være fjernere fra sandheden.

Ad sti af sted mod stranden

Vi er alle lidt matte og/eller forkølede efter weekenden, og ingen var helt med på idéen om mandag i dag. Men af sted kom vi, og forsynet ville, at Varanen og jeg rendte ind i en af yndlingspædagogerne på vej til børnehaven, så der var en yndlingsfavn at blive afleveret til. Entusiasmen var dog ikke noget at skrive hjem om hos Varanen, og selv lovningen på en tur med storegruppen til Den Blå Planet kunne muntre ham op. Eneste trøst var dog, at jeg sporede et lille smil hos ham, da han vinkede med førnævnte yndlingspædagog. Han får en god dag, det ved jeg, men som skrevet i seneste indlæg, ville jeg virkelig ønske, at afleveringerne ikke var så svære.

Jeg har lovet at hente tidligt igen i dag, og så skal vi i Kongens Have. Fordi der angiveligt huserer en sjælden Pokémon, som ungerne gerne vil have nallerne i. Så det skal vi da. Især, hvis det gider lade være med at regne snart. Og hvis cykelhandleren kunne være så god at lave kassecyklen, hvis bremser pludselig synes, det er sjovt at blokere. Det gør den jævnt besværlig at cykle på, skulle jeg hilse at sige. "Regn med mindst 450 kr.", sagde den rare cykelmand i morges. "Og væsentligt mere, hvis det er hele tromlen, der er røget". Jamen, det gør jeg da bare, så. Og prøver at lade være med at lægge det sammen med de 600 kr., selvsamme cykel kostede mig i sidste uge. Måske man skulle blive cykelsmed?!

God mandag til jer alle. Må den blive billigere end min ser ud til at blive ...

fredag den 26. august 2016

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare  nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

tirsdag den 23. august 2016

Sverige revisited

Kantareller. Blåbær. Og alt alt for meget sukker. Det er nøgleordene for weekenden, der endnu engang har stået i svenskens tegn. Turen gik atter til ødegården - denne gang med gode venner inkl. afkom. Det var knageme hyggeligt.

Børnene - hele fem af slagsen, når de er slået sammen - klikker ret så godt, så der blev hujet og leget og hujet lidt mere. Og plukket kantareller og blåbær til den helt store guldmedalje. Blåbærrene forsvandt som dug for solen, og kun Varanens blålilla mund vidnede om, hvor de forsvandt hen, mens kantarellerne blev parret med pizza og indgik i rimelig nice aftensmåltid.

Guld fra skovbunden

Vi fik tændt bål og lavet både popcorn, s'mores (fuxk, de smager godt!) og en form for snobrød - hvor det meste af dejen godt nok endte alle andre steder end i bålet - og vi nåede endda forbi badesøen og "Kaninland" (som siden sidst er begyndt at tage entré for lillebitte legeplads og en samling halvsløje kaniner, så det visit blev kort). Så på trods af begrænset tid til rådighed, nåede vi alligevel alt det bedste, som huset i skoven har at byde på.

Mmmmm ... S'mores ...


Ikke tale om, Ældstebarnet gad have gummistøvler på ved søen. Der skulle soppes, skulle der!

Børn og vand. Altid en god kombi. Varanen er her i gang med at tage en slurk af søen - det skulle naturligvis prøves, nu vi fortalte, at vandet er så rent som drikkevand

Der blev oven i købet tid til at hækle lidt - og drikke temmelig meget kaffe. Spille bold og brætspil. Og generelt bare få slappet rigtig meget af. 

Det der Sverige er slet ikke så dårligt - heller ikke selv om det er fjerde eller femte? gang i år, vi er der. Forhåbentlig når vi derop endnu en gang eller to, alt efter hvad efteråret byder på af forskellige begivenheder.

mandag den 13. juni 2016

Noget om sommerweekender

Årh mand, hvor jeg elsker weekender. De burde aldrig slutte. Særligt ikke den, der lige er gået. Sommer, sol og København udgør en fremragende treenighed, og jeg kan slet ikke vente, til det er weekend igen (og nogen gider tænde for solen).

Fredag efter fyraften blev, sædvanen tro, tilbragt med den yngste til håndbold. Han synes, det er eddersjovt, men fredag kl. 16-17 er en kende sent, når man er 4, going on 5, og i øvrigt har været i børner hele dagen. Men han klarede det (og ravne-mutti nåede at få klaret et par arbejdsrelaterede telefonopkald, så jeg kunne holde weekend med god samvittighed) og var svært begejstret for at få en fredags-is på vej over efter storesøster, som var til fødselsdag hos en klassekammerat.

Fordi det var fredag, og klokken var mange, og ingen gad at lave mad, kom vi til at tage burgere med hjem fra Østerbros Originale Burgerrestaurant (desværre er indlægget ikke den mindste smule sponsoreret. Jeg tror, jeg ville græde en lille smule af glæde, hvis det var, for scheisse de laver gode burgere. Og fritter!), som vi fortærede, mens vi så hhv. Disney Sjov og Alle mod en. Så bliver det ikke mere fredag.

Lørdag stod den på fodbold med den yngste fra morgenstunden (vi kan jo lige så godt prøve alle de forskellige boldspil af, ikke? Særligt, når man får tilbudt seks gratis træninger. At de så ligger lørdag formiddag, kan man som forældre godt have det lidt stramt med, men når solen skinner, Yngstebarnet er i hopla, bedstevennen dukker op til træningen for også at spille, og der er andre forældre at sludre med, så går det nok endda). Hjemme igen var der dømt afslapning - så meget, det nu kan lade sig gøre at slappe af, når man er 4 og 7 og ved, at man skal i Tivoli kl. 14, altså. Det var første gang i Tivoli med turpas til ungerne - hidtil har de bare prøvet et par rides med billetter - men lørdag skulle den have hele armen. Og det fik den (faktisk fik den begge arme, for ungerne fik et turpas på hvert håndled, så de frit kunne vælge voksen, når de ville prøve noget. Vi havde allieret os med Farmor, Faster og de to store Fætre, så der var god prøve-rotation, og alle fik lov til at prøve det, de helst ville). Dog lagde Varanen lidt for hårdt ud med Galejen - Farmor var med ham, og jeg stod på sidelinjen og kiggede magtesløst til, mens jeg kunne se hans underlæbe vibrere mere og mere. Og da skibene endelig holdt op med at drøne rundt, brød han helt sammen og kunne slet ikke overskue mere. Lille mand!

Han genfandt dog hurtigt sin selvtillid og prøvede lidt mere stilfærdige rides resten af turen. Og til sidst - da klokken var over sengetid, og alle var trætte og sultne - havde han fået så meget blod på tanden, at han ville med op i det lille gyldne tårn (det for børn, 'ing?) Det var ikke en god idé, og nogen blev ret ked af det, men en tur i flyverne og endnu en i Veteranbilerne (efterfulgt af en fransk hotdog) gjorde heldigvis meget ved humøret. Øglen kunne til gengæld ikke få det vildt nok, og hun og HDD udklækkede en plan om at prøve Dæmonen. Den var hun dog "desværre" ikke høj nok til (phew, tænkte hønemor), så det blev Odinekspressen og den gamle rutsjebane i stedet. Igen og igen og igen.

Vi var hjemme alt for sent, fyldt med pomfritter, slushice (med softice?), candyfloss og kaffe (de voksne), men hvad gør det, når man har haft den skønneste dag. Som åbenbart tog så hårdt på afkommet, at de sov til klokken hhv. 8.30 (Varanen. Nærmest aldrig sket før!) og 9 dagen efter. Set i bakspejlet var det ikke det smarteste træk, at Øglen havde en legeaftale klokken 10, men hun ville gerne af sted, og i hendes fravær, spillede HDD og jeg bold med Varanen i Fælledparken og legede amok på legepladsen. Pludselig var det frokosttid, og efter en bagel i solen blev vi enige om at gå på vandlegepladsen, når Øglen var hentet. Vejret var varmt-agtigt, så som aftalt så gjort. Og selv om der ikke var vand i soppesøen (så varmt var det tilsyneladende heller ikke), blev det en fantastisk tur, hvor Varanens bedste ven og storebror også var. Score! Der blev leget godt igennem, og efter aftensmad og et bad gik ungerne helt kold.

Og nu er hverdagen i gang igen. Det havde den ikke behøvet at være, tænker jeg. Men ungerne har alligevel glædet sig som små vilde til i dag. De skulle nemlig lege med ... korrekt ... Varanens bedste ven og hans storebror, som de jo næsten ikke har leget med i weekenden. Eller noget. Så der er de nu. Og jeg sidder og arbejder (ahem ...) selv om klokken nærmer sig 18. Og har end ikke overvejet at lave aftensmad. På den måde er mandag jo slet ikke så tosset ...

Billeder, siger I? Jeg må med skam meddele, at jeg stort set ikke har taget nogen i weekenden. Jeg har haft alt for travlt med at hygge mig (og drikke kaffe og holde meget fedtede candyfloss). Et enkelt et blev det til i Fælledparken i går, mens Varanen sad med sit forstørrelsesglas og var i fuld gang med at futte plænen af, men det gider ikke uploade, så det må I tænke jer til ...

mandag den 30. maj 2016

Noget om barndomshjem

De fleste, der læser med her på bloggen, vil vide, at HDD og jeg har flyttet en del rundt. Vi har boet ikke færre end fem steder, siden Øglen (på syv!) blev født, og tre steder, siden Varanen (på snart fem!) stødte til. Det der med et barndomshjem har vi altså snydt dem godt og grundigt for, og selv om deres barndom heldigvis er langt fra slut, er chancen for at bo det samme sted, som de andægtigt blev båret over dørtærsklen fra hospitalet, godt og grundigt forpasset. Det eneste sted, vi har boet, som jeg har en formodning om, at de begge vil huske svagt, er huset i DNP (ud over her, hvor vi bor nu, naturligvis). Det sidder godt begravet i særligt Varanens hjernebark, og så sent som i morges spurgte han, om vi ikke nok skulle læse en morgenmadsbog, "for det gjorde vi jo hver eneste morgen i DNP".

Selvfølgelig skulle vi læse en morgenmadsbog. Og generelt tage det helt roligt. Og gå til børnehaven, mens vi legede, at vi hev hinanden ind i nattens efterladte vandpytter. Og snakkede om alting og ingenting. Og weekenden, der er gået.

Udsigt til et blomstrende syrenhav fra stuen

Min yndlingsplads. På trappestenen ved bagdøren. Med bare tæer, en kop kaffe og en bog. Og udsigt over engen, der hører til ødegården. Mmmm ...


Lige som i Kristi Himmelfartsferien har vi nemlig brugt weekenden i ødegården i Sverige. Og selv om vi i denne omgang ikke havde en forlænget weekend at gøre godt med, valgte vi alligevel at bruge 3-4 timer hver vej for at komme derop. Dels fordi vi ikke kommer til at være der lige så længe i sommerferien, som vi plejer, dels fordi der bare er fantastisk. Vi er kommet der altid, og børnene kender stedet så godt som deres egen bukselomme. Eller bedre, faktisk.

Det er et sted, hvor solen næsten altid skinner, hvor der er is i massevis i fryseren, og hvor "sengetid" er et ord, der ikke bliver brugt særlig flittigt. Det er et sted, hvor man hopper i søen, selv om den er lidt for kold, spiller bold på græsset, til man trimler, og hvor man spiser alt for meget - og alt det forkerte. Hvor internettet ikke virker, og hvor telefonen udelukkende bliver brugt til at tjekke, hvad klokken er. Hvis det altså overhovedet er nødvendigt at vide.

Flere syrener. Som så yndigt kamuflerer det gamle das, der, efter træk-og-slip-toilettets indtog, får lov til at stå helt i fred. For selv om det ikke er helt så charmerende, er det bare mere praktisk at bruge et helt almindeligt toilet. Særligt, hvis man vågner midt om natten ved, at en af de yngste skal tisse ...

Det er et sted, hvor alle er kede af at tage af sted fra, og de yngste i familien lige skal sikre sig, at vi snart kommer tilbage igen. Et sted, hvor der bliver stillet slik ud til troldene - i mangel på blåbær - og de er så søde at spise det, og hvor der bliver udset de bedste blåbær-, hindbær- og kantarelsteder til, når sæsonen indfinder sig. Det er et sted, hvor der bliver spillet brætspil, læst bøger og tegnet. Og fortalt historier og grinet.

Badesøen. Denne weekend med badebro. Og dejligt, koldt vand

Kort sagt er det et sted med helt utroligt mange gode ting. Vores alle sammens happy place. Og selv om det ikke er et hjem i ordets egentlige forstand, er det vist ikke helt forkert at sige, at det er og har været hjem for børnenes minder de sidste hhv. fem og syv år. Og det er vel også en slags barndomshjem?

Pusteblomster. I tusindvis. Fast arbejde til pusteglade børn. Og voksne ...

torsdag den 19. maj 2016

Noget om lange weekender

Det kan godt være, jeg ikke sådan i al almindelighed har kompetenceposen fyldt helt op til randen, men der er da heldigvis et par ting, jeg er rimelig god til. At holde weekend er en af dem. Og når det så oven i købet er en lang weekend, er jeg faktisk endnu bedre.

Pinseweekenden indeholdt så godt som alle ingredienser til en spitzenklasse minibreak (jo, det må man gerne kalde det, når der er mere end to dages fri). HDD og jeg holdt begge tidligt-agtigt fri fredag, så vi kunne hente krapyler i fællesskab (sker ellers aldrig), og efter et visit hos hhv. boghandler (byebye 215 kr. til nye farver til Øglen) og taskebutik (som kostede 0 kr., fordi Varanen insisterede på verdens mest uergonomiske (og usædvanligt grimme) spiderman-rygsæk, og De Onde Forældre insisterede på ergonomisk rygsæk, som tilsyneladende var noget af det mest u-street i verden for en 4,5-årig med et seriøst superhelte-crush), stiftede tre fjerdedele af familien bekendtskab med bubble tea for første gang evah. Og, for mit vedkommende, også eneste. Det er ikke noget, jeg har trang til at prøve nogensinde igen. Børnene var so-so begejstrede, og HDD, som efterhånden er en garvet bubble tea-drikker, kan nærmest ikke få armene ned. Sådan er man jo heldigvis så forskellige …

Jeg elsker, elsker, e l s k e r små, krøllede børnebutikker

Resten af fredagen foregik i ro og mag – med den lille krølle på halen, at da familien lagde an til Disney Sjov og gufskåle, lagde jeg an til girl’s night out med helt utroligt sjove og gode mennesker. Vi begyndte med små kulinariske mesterværker på Geist (inkl. cocktails, naturligvis), fortsatte på Salotto 42 (som gjorde sit bedste, rent lydniveaumæssigt, for at understrege, HVOR gammel jeg er blevet) og rundede af med stil på PS. Scheisse, det er længe siden, jeg har været i byen. Og det er længe siden, jeg har været så sent oppe, som tilfældet var. Men det er omvendt også rimelig længe siden, jeg har grinet så meget, som vi gjorde. Så jeg tænker, at sådan en aften bestemt skal gentages inden for en ikke så fjern fremtid.

Jeg kom helskindet hjem (på cykel. Er PÆNT begejstret over at være færdig med at rode med natbusser og andet offentligt bøvl midt om natten, som det var tilfældet, da vi boede i DNP) og gik omkuld, og efter 2 timer blev jeg vækket af alt for vågen Varan. Som heldigvis lod sig overtale til at sove bare lidt videre.

Grønt er godt for øjnene. Røsnæs Naturskole i al sin naturlige skønhed. Med små pinselam

Lørdag og søndag blev brugt hos Mårfar i huset på toppen – sammen med reptilernes ikke længere så små kusiner og deres forældre. Det er altid så hyggeligt at hænge ud, og denne gang var ingen undtagelse. Semi-tømmermænd lørdag til trods.

Tre lyshårede kusiner i gang med Anders And-bladene hos Mårfar

Varanen og den yngste kusine i fuld gang med at bygge en bolig i trillebøren til de to skrubtudser, de fandt

Wheeee - stejl nedgang til stranden. Alle mand blev meget beskidte. Og havde en fest!

Varanen og Onkel K vender verdenssituationen før den stejle nedstigning

Mandag morgen vendte vi igen næsen mod København – vi skulle nemlig noget så vildt som til fodbold i Parken. There’s a first for everything, og mine forventninger var mildest talt ikke høje. Men jeg blev glædeligt overrasket og fandt oven i købet mig selv (godt nok efter seriøst gruppepres, men alligevel) iklædt FCK-tørklæde under hele kampen; lige som resten af familien. Yndigheden nåede et helt nyt niveau! Ungerne, og Øglen i særdeleshed, var über-begejstrede, og entusiasmen kunne ikke undgå at smitte. Og så må jeg jo (nødtvungent) erkende, at der er en ret vild stemning til sådan en fodboldkamp. Som kun blev vildere af, at FCK scorede to mål og vandt pokalfinalen (eller mesterskabet, eller hvad hulen det nu var, de spillede om). Så pinsen blev sluttet af i fin stil med masser af popcorn inden for vesten, ansigtsmaling (dog kun ungerne – jeg måtte ligesom trække grænsen et sted, når det gjaldt FCK-isering af mig selv) og en masse oplevelser rigere.


Nu glæder vi os bare til næste lange weekend. I mellemtiden må vi slå os til tåls med weekender i standardlængde, og det er også helt ok!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...