Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten weekend. Vis alle indlæg

mandag den 15. juni 2015

Trés hyggelig weekend

Er der nogen, der giver en weekend? Kunne godt bruge en mere oven på den, der lige er gået. Den var så low key, at jeg er kommet helt ned i gear, og det er altså slet ikke så dårligt.

Sommerfesten i børnehaven gik så fint så fint. Ungerne var stolte af piratkagen, og jeg var stolt af, at jeg ikke spiste nogle af de ca. 25 andre kage-bidrag, der også deltog i festen. Holder stadig fast i mit kost- og træningsprogram og var kun moderat træt af ikke at kunne bælle en sodavand til sommerfesten, der var velsignet med skønt vejr og godt humør. Vi vandt oven i købet både en sportstaske og en flaske vin i sommerfestens lotteri - ret heldigt, ikke mindst for husfredens skyld. Konceptet lotteri var nemlig fremmed for Øglen, og hun syntes, det var noget så uretfærdigt, at vi ikke vandt noget. Men det gjorde vi jo så. Heldigvis. Dagen efter spurgte hun, hvorfor vi ikke bare kunne have købt nogle flere af de lodder, der rent faktisk var gevinst på, i stedet for at købe en masse nitter. Og så måtte jeg jo i gang med at forklare. Ved faktisk ikke helt, om det lykkedes ...

Lørdag havde Farmor spurgt, om hun måtte låne ungerne. Hun var alene hjemme og syntes, det var så længe siden, hun havde haft fingrene i ungerne, så hun ville gerne have dem på overnatning. Øglen var på med det samme, mens Varanen lige skulle overbevises om, at det var en god idé. Men da det gik op for ham, at det kunne være, det involverede slik, kunne det ikke blive lørdag hurtigt nok.

Sædvanligvis, når ungerne skal overnatte et andet sted end derhjemme, er det fordi, HDD og jeg skal et eller andet - løbe marathon (hahahah), til fest eller ordne et eller andet, der involverer en hulens masse besøg hos et byggemarked - men lørdag skulle vi ingenting. Så det var ret underligt at skulle være uden børn. Vi fik dog tiden til at gå, bl.a. ved at besøge ovennævnte MASH, og så i øvrigt ved at være hos Farmor et par timer i løbet af dagen. Og da Øglen spurgte for syvende gang, om vi egentlig ikke snart smuttede, tog vi af sted.

Vandhund i Furesøen

Gåtur i det grønne. Sammen med Farmor og 80 trilliarder myg
 
MmmmmASH

Søndag morgen hentede vi så poderne igen. Øglen skulle til fødselsdag, så hun blev droppet af på vejen hjem, og da vi kørte videre hjemad, udbrød Varanen "SÅ! Nu skal vi lave noget trés hyggeligt!" (Eller - det var i hvert fald sådan det lød). Adspurgt om, hvad "trés hyggeligt" bestod af, forklarede han: "I går var det fire-hyggeligt. Farmor, Øglen, E (hunden, red.) og mig. Nu er det tre-hyggeligt. Vi skal tre-hygge!" Og det kan man jo ikke sidde overhørigt (heller ikke selv om barnet ikke er så frankofil som først antaget). Varanen dikterede, at vi skulle ned til havnen, og så tilbragte vi ellers et par timer i det forholdsvis solrige vejr med hhv. is, slush og danskvand. Gæt selv, hvad jeg fik ...

Varanen på havnen på PinePeak-løbecykel fra Jollyroom, venligst udlånt til test. 
Han ELSKER den cykel, og både den trofaste Puky-løbecykel og den seje orange med pedaler er blevet sendt i skammekrogen, efter han har fået nye wheels

Dryp, dryp, dryp ...

Da vi havde hentet Øglen, var alle flade ("Jeg er lidt mast, mor!"- Varanen), og eftermiddagen blev brugt på at slappe heeeelt af. Spille spil, tegne, læse bog for ungerne på terrassen, spille iPad (de skrappe restriktioner var blevet lempet i søndagens anledning), ordne vasketøj (snork), dryppe stearin og putte sig i dyner indendøre. Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en søndag på. Jeg gik ud som et lys allerede 22.30 (temmelig tidligt for mig), og så sov jeg ellers så godt, som det nu kan lade sig gøre, når der kommer et barn ind midt på natten og klager over myggestik (jeg har selv fået en pæn portion af dem - fårg, de klør!), og et andet barn ud på morgenen og forlanger at ligge i midten.

Nu er jeg helt i hopla til at tage livtag med endnu en uge. Solen skinner, og det er jo altid dejligt, selv om det er jävlakoldt udenfor. Sidder med sweater på. Helt ærligt, sommer - kom nu!

tirsdag den 26. maj 2015

Pinseplaner

Middag hos svigerinde og svoger fredag forklædt som noget arbejdsrelateret, men som i virkeligheden gik ud på at drikke uforskammet god rødvin og spise lækker mad.

Minimaraton på Østerbro lørdag sammen med samtlige børnefamilier fra en radius på 50 km (sådan føltes det i hvert fald).

Middelaldermarked i Valby med Husmoder og familie umiddelbart efter minimaraton.

Lokalt legeland søndag med Øglens bedste ven, N, som går helt tilbage til vuggestuen. Og bål i haven og spontane gæster til kaffe.

Frokost og kaffe hos (Tr)oldemor mandag.

Planer har der været nok af i pinsen, men de har heldigvis alle sammen været både hyggelige og dejlige. Når det er sagt, kunne vi godt have brugt bare én hel dag på langs, men sådan skulle det altså ikke være i denne omgang. Man kan jo desværre ikke nå det hele. Indimellem alle planerne har der dog også været tid til at kramme, grine, lege og læse historier. Sove nogenlunde længe (eller så længe, det lader sig gøre med roterende børn, der er kommet dappende i nattens mulm og mørke)*. Og bare være. Men ikke i heeeelt samme omfang, som jeg kunne tænke mig. Så næste weekend er helliget kunsten at lave ingenting. Det tror jeg, der i hvert fald er en 6-årig i familien, der får brug for efter førskoledag torsdag og overnatning i børnehaven fredag ...

*Forleden vågnede jeg ved, at Varanen var sur. Sådan rigtig sur. Han småklynkede først lidt i søvne, og så råbte han pludselig, at Øglen ikke måtte tage hans kokosnøddeskrog (?) Så begyndte han at græde vredt, og sekundet efter åbnede han øjnene, konstaterede, at Øglen lå og puttede ved siden af mig (Varanen lå så på den anden side), og begyndte at sparke ud efter hende. Stadig i søvne. Og da han vågnede rigtigt, benægtede han, at det havde været en drøm. Oh, de uretfærdigheder man bliver udsat for om natten ... Heldigvis blev han hurtigt i godt humør igen, og Øglen, der slet ikke opdagede sparkeriet, syntes bare, det var ret sjovt. "Er der overhovedet noget, der hedder et kokosnøddeskrog, mor?", spurgte det kvikke barn. Næh - men det er der nu ...

mandag den 18. maj 2015

Om lange weekender

Hvis jeg var sådan en, der bestemte noget som helst (altså ud over det, jeg prøver at forklare mit afkom, jeg bestemmer), så ville jeg begynde med at bestemme, at alle weekender skulle var fire dage. Prøliåhør (som man siger ovre vestpå) - man kommer bare SÅ meget mere ned i gear med fire dage i stedet for to. Der er meget mere tid til at opleve på, og man når næsten - men kun næsten - at glæde sig til at skulle på arbejde igen.

Kristi Himmelfartsferien er for vores vedkommende blevet brugt på både oplevelser, familiebesøg og god, gemen afslapning. Torsdag var vi blevet inviteret til pressearrangement i Knuthenborg, så vi var tidligt oppe for at nå det til 9.30. Vi var en broget flok af (mor)bloggere og journalister (krydret med en politiker eller to), men eftersom jeg ikke ligefrem vælter mig i invitationer til forskellige ting (*hint hint*, PR-typer) var det begrænset, hvor mange jeg kendte. Dog spottede jeg Therese i mængden, og vi fik sludret, mens poderne legede igennem med deres fædre.

En masse børn samlet om et girafskind, de kunne gramse på, lige så tosset de ville

Reptilerne havde glædet sig som små vilde til turen, omend Øglen var lidt bekymret for konceptet med, at dyrene bare går frit omkring. Det glemte hun imidlertid i det sekund, hun så Limpopoland - legepladsen, som hele arrangementet drejede sig om - og det var ikke specielt populært hos hverken Varan eller Øgle, at vi først skulle sidde ned og spise (lækker) brunch, før der var fri leg på legepladsen. Men de fik da klemt en pandekage plus det løse ned, så der var god energi til at lege amok.

Transportminister Magnus Heunicke åbnede Limpopo-løjerne med en økse 

Limpopoland kan prale af at have Danmarks stejleste vandrutsjebane, og mens jeg på forhånd havde sagt (måske mest til mig selv), at jeg ikke skulle nyde noget af at prøve den, havde HDD lovet Øglen, at hun og jeg skulle køre i den sammen #takforlort. Fik dog vævet så tilpas meget, at HDD selv tog Øglen med på første tur, så jeg troede mig helt sikker og håbede i det skjulte bare en lille smule på, at Øglen ikke ville synes, det var sjovt, så jeg kunne slippe. Det skete ikke. Hun syntes, det var herresjovt og kunne slet ikke vente med at komme af sted igen. Og det fik jeg så æren af. Ak ja. Jeg overlevede - og havde det overraskende nok ret sjovt også - men I guder, hvor blev jeg våd. Særligt på tur nummer to (ja. Tur nummer to. Manden, der styrede bådene var så "flink" at tilbyde os at blive siddende i båden, så vi kunne få en ekstra tur. Øglen var ved at dø af begejstring. Mig - not so much). Men jeg tørrede efter et par timer, og Øglen var glad. Varanen var for lille til at prøve - aldersgrænsen var 6 år og 120 cm (som Øglen nææææsten opfyldte) - men der var masser af andre ting for ham at lave. Og han tog det med ophøjet ro og et "Den er for vild for mig, mor".

Vandrutsjebanen ses i det fjerne. 16 meter ned i noget, der minder om en særdeles lodret vinkel ...

Sort i sort. Det blegeste sted øverst på lårene er det eneste sted, hvor jeg ikke var gennemblødt.

Efter 5 timer på legepladsen og lidt frokost begav vi os ud i selve safariparken, hvor vi så tigre, zebraer, giraffer, kameler, æsler og geder. Men vi gik lidt let hen over dyrene, for ungerne var trætte, og vi skulle gemme lidt energi til Farfar, som vi skulle besøge bagefter. Næste gang vi tager til Knuthenborg - for der bliver helt sikkert en næste gang; det er et fantastisk sted, der indbyder til timevis af leg og oplevelser - tager vi legepladsen til sidst, så vi kan nå at se lidt flere dyr og måske klappe nogle af dem.

Vi dristede os også ind i butikken, eftersom ungerne argumenterede for, at det var vigtigt "at få et minde fra turen" #sneakybastards. Jeg kunne have brugt formuer på de søde tøjdyr, men jeg holdt mig i skindet (ungerne har bamser nok til et helt liv) og i stedet fik Øglen en notesbog med "zebraskind", som nu er taget i brug som dagbog, og Varanen en insektfanger. Hvortil ekspeditricen sødt bemærkede "Den skal I nok blive glade for. Især dig, når du skal tømme den, og du opdager, at insekterne slet ikke var døde". Haha, ja, det kan jeg levende #tøhø forestille mig, men jeg tager chancen og satser på, at det, der bliver indsamlet, ikke er farligere end en regnorm eller en "bænkebid".

Klatretrold i Limpopoland

Besøget hos Farfar foregik i god ro og orden med masser af kaffe og afslapning, og fredag gik turen hjem til DNP igen. Oven i forskellige praktiske gøremål blev der også tid til en tur i svømmehallen (HDD og Øglen), bilvask (HDD og Varanen), naboleg og en tur på legepladsen i Øregaardsparken i Hellerup efter ønske fra reptilerne. De har set den flere gange, når vi er kørt forbi, så nu skulle det altså være! Og efter en gåtur i den smukke park slappede vi af derhjemme.

Lolland, din charmetrold!

Stranden ved Dannemare. Farfar og et væld af børn

Aftensmaden blev indtaget på den lokale "Makkedonners", og så var den weekend også vredet så tør for oplevelser, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Men lange weekender holder - vi glæder os allerede til pinsen!

mandag den 23. marts 2015

"Hvor er børnene egentlig?"

Når et af de hyppigst brugte spørgsmål i weekenden har været "Hvor er børnene egentlig henne?" skarpt efterfulgt af "Er der mere rødvin?", så ved man, at man har slappet af. Godt og grundigt, endda. Og nej - det er ikke fordi, jeg pludselig er tilhænger af lud og koldt vand-metoden, når det kommer til børneopdragelse (eller, at jeg har været stangbacardi hele weekenden, for den sags skyld). Det er simpelthen bare fordi, der ikke var grund til at bekymre sig om, hvad poderne nu var ude på - der var nemlig hele tiden en voksen eller et andet barn, der kunne berette brudstykker om ungernes gøren og laden.

Vi har været på familieweekend, forstår I. 36 mennesker, heraf 13 børn, fordelt i kæmpemæssigt hus (eller "slot", som vi havde bildt reptilerne ind. Det er nemlig ret majestætisk med tårn og det hele - og et sandt virvar af rum og lange gange, der bare fortsætter i tre uendeligheder). Det holder! Og jeg sidder nu i parcelhuset og overvejer, hvorfor det nu lige var, at man ikke gik kollektivvejen. (Og lader være med at tænke videre over, at 36 mennesker måske trods alt er lige rigeligt i længden. Og at det i øvrigt nok bliver svært at finde et sted med plads nok til så mange mennesker i nogenlunde nærhed af København. Selv om vi sad derovre i skovene omkring Gl. Rye med hvert vores glas rødvin - eller var det en gin & tonic? - og lagde planer om en daglig pendlerbus, hvis nu man skulle finde på at rykke til de midtjyske skove for evigt. Mangen en urealistisk plan er vist blevet kogt sammen over et glas rødvin).

To ud af 13 børn i en rolig stund (#bestukketmedfrugt)

Nå, men kollektiv eller ej, så giver det bare SÅ meget mening at hænge ud med familie i hobetal. Ungerne så vi ikke meget til (derfor den hyppige undren over, hvor de mon var), og vi voksne hyggede og slappede af, det bedste vi havde lært. Et par af de børn, der var med, ser reptilerne relativt ofte, men de fleste af dem, ser de (og vi) desværre alt for sjældent pga. afstand. Alligevel legede de - efter lidt kredsen om hinanden - fantastisk sammen, og når tempoet blev lidt for højt for Varanen, der var en af de yngste, kom han tussende hen til den første, den bedste voksne for at charme lidt. Der var jo hænder overalt, hvor ungerne vendte sig hen, og måske netop derfor havde de det så fint med bare at tumle rundt alene. (Til kritikerne kan jeg berette, at jeg har været i huset før - og HDD er kommet der gennem hele sin barndom - så vi kender det og ved, at der ikke er nogle steder, man kan komme til skade. Fare en lille smule vild, ja, men ikke nok til, at det bliver farligt. Så vi tog laissez-faire-hatten på og lod ungerne udforske alene. Eller ... sammen med de 11 andre, ing' ...)

Udsigten fra køkkenet. Lige til at blive et bedre menneske af

Samlingspunktet var det store køkken, hvor der blev rodet og regeret fra morgen til aften, og kaffemaskinerne var på seriøst overarbejde. Fordi vi kun skulle være der fra fredag aften til søndag middag, havde vi ikke lagt noget program, så efter et par indkøb lørdag, var der fri leg for alle. Det betød en vandretur i rhododendron-skoven (seriøst - det er de vildeste rhododendroner, de holder sig på den grund) til stor begejstring for reptilerne. Efter vi havde tvunget dem ud under relativt store protester, altså - for hvorfor gå ud, når man hygger sig indenfor!? Det betød også en masse snak - primært betød det en masse snak, faktisk - og tennisspil til dem, der havde lyst til sådan noget (det var så ikke mig). HDD fandt endda en legeplads, hvor han havde nogle af børnene med henne, og der var om ikke slik ad libitum, så snacks og anden hyggemad (og rigtig mad. Lammekølle nok til en hel hær, fx. "Det bedste mad i hele verden", som Varanen sagde) nok til, at ingen gik sultne i seng. Personligt brillerede jeg med en gulerodskage, der indeholdt intet mindre end 1.350 gram brun farin. Men så var der altså også nok til 40. Plus det løse.
 
På tur i rhododendron-skoven

Det er aldrig for tidligt at lære at spille skak ... 

Søndag stod jeg op lidt i 7, til trods for at både HDD og ungerne sov endnu. Jeg elsker fredelige morgener, og selv om man måske ikke umiddelbart skulle mene, at en morgen med 1 x baby plus forælder, en farmoster og to grandfætre + forælder kategoriserer som "fredeligt", så var det det alligevel. Hvilket i høj grad hang sammen med, at jeg kunne drikke al den kaffe, jeg lystede, helt uden andre afbrydelser end dem, jeg selv lavede. Not bad at all ...

Da alle havde fået både øjne og morgenmad, fik vi lige glæden af at hilse på en vaskeægte Kongeboa. Lang historie, men alle børnene var ellevilde og skulle ae og klappe og whatnot. Varanen mente, at den lignede en "Q-ælerslange", og det kan han jo have ganske ret i. Urgh, siger moderen (som alligevel ikke kunne nære sig for at klappe den bare lidt på halen. Urgh, igen!)

 
Virkelig sløjt billede, men krapylet bevægede sig jo ... Det er Varanens modige lille hånd, der piller ved halen ...

Turen hjem foregik i fred, fordragelighed og noget, der mindede om forår. Med obligatorisk pitstop i Nyborg - denne gang dog på BurgerKing i stedet for McD. Ungerne var skeptiske, ikke mindst da Øglen kunne konstatere, at BurgerKing putter ketchup oven på bøffen i stedet for nedenunder. Som McD åbenbart gør. Hvad ved jeg - ud over altså, at vi tilsyneladende skal stoppe med at spise nogle af stederne. Hvis man ved sådan noget, spiser man der for tit. Basta.

Vi var hjemme i god tid og nåede derfor kedelige voksenting som at vaske tøj og rydde op. Og bade ungerne. OG hive Øglens (meget meget løse) fortand nr. 2 ud. Det var den fjerde tand, der røg, og hun ligner nu en pirat mere end nogensinde. Store store unge! I dag er der fernisering i børneren (jowjow), og før vi ser os om, er det weekend igen. Ikke dårligt - og slet ikke, hvis solen fortsætter med at skinne så meget, som den gør i dag ...

søndag den 1. februar 2015

Om udlængsel, maling og februarplaner


Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein)

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt


Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.

fredag den 12. december 2014

Decemberhygge


Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

søndag den 16. november 2014

Hej weekend. Farvel weekend.

Den seneste uge har været travl. FOR travl. Med alt for lange dage for både børn og voksne. Og det fortsætter en tid endnu, omend vi har tilkaldt Farmor-kavaleriet til et par dage i næste uge, så ungerne ikke behøver at være så længe i institution, som det har været tilfældet i denne uge.

Classy morgenmad på farten. Ingen pæne Liebe-kopper til mig, men McD-koppens indhold gør det nu ganske godt alligevel ...

Jeg ved godt, at den travlhed, vi gennemgår nu, formentlig ikke er stort anderledes end den, de fleste andre familier oplever på nærmeste hold hver dag - uden bagkant - men når man som os i lang tid har levet på en væsentligt roligere måde, så er det altså noget af en rude awakening. Og ingenlunde det vi købte ind på, da vi besluttede os for at lægge livet og hverdagen om efter min barsel nr. 2. Heldigvis er det bare midlertidigt. Og skyldes for min part nye og spændende ting på jobbet, som forhåbentlig kan bringe andre nye og spændende ting med sig. Og den slags er værd at investere i, trods alt. Også selv om tid er en af de mest dyrebare investeringer overhovedet, hvis man spørger mig.

Den smukke smukke skov ved Furesøen. Ren lise for øjnene efter en travl uge

Travlheden i hverdagen har betydet, at weekenden har været af den rolige slags. DisneySjov, Frost (som for alvor er blevet et hit hos reptilerne. Totalt last mover-familie), besøg hos Farmor, gåtur i skoven (begyndte idyllisk nok med legende børn og endte med skrupsur Varan, der hverken ville det ene eller det andet. Så meget for min vision om legende børn i skovbund og de voksne, der lo muntert), kagebagning, middag med gode venner, løbetur og dyp ved og i Furesøen (brrrr!), saven brænde i haven (yessir! Bålfadet skal gløde hen over de kolde måneder, og det skal vores milliarder af (uopskårne) hasselgrene bidrage til), simremad og generel opladen til en ny uge med knald på. (Opstillet på den måde lyder det overhovedet ikke som om, vi har slappet af, men det har vi, og det har været skønt!)

Kold og grå Furesø i morgendisen (som viste sig at være heldagsdis) ...

... men jeg KOM i.

Bøgebladstryk med ungerne 

Jeg har oven købet stået på hovedet i skaber og har gravet min særdeles forsømte symaskine frem og - hold nu fast! - upcyclet en af Øglens kjoler. Fik idéen hos Sysleren for nogen tid siden, men har først taget mig sammen nu. Når det gælder syning, rider jeg i dén grad ikke samme dag, som jeg sejler. Om overhovedet. Nu passer kjolen igen, Øglen er glad, og jeg kan proppe maskinen tilbage i skabet med god samvittighed.
Kjole før, under og efter. Resultatet er lidt skævt (sådan er det, når knappenåle er en by i Rusland herhjemme), men Øglen er glad, og det er det, der tæller

Og nu. Kaffe. Og noget serie-noget. Mens jeg krydser fingre for, at blæsten ikke hugger vores tag. Det går vildt for sig udenfor lige nu, kan jeg høre. Lad os håbe, at vinden lægger sig, før det igen går løs med fire (f i r e) timers transport for mit vedkommende. Og at efterårsvejret ikke er kommet bag på DSB ...

tirsdag den 4. november 2014

Weekenden, der gik

Vejen til færdige arbejdsopgaver er, som alle ved, brolagt med overspringshandlinger, og en af dem må være et let forsinket blogindlæg om weekenden. Som var fyldt med Halloween, søde sager i alle afskygninger, HDDs fødselsdag (= flere søde sager - også i fremtiden, eftersom jeg var så sød at give ham en ismaskine. Med kompressor. Som allerede har været i gang tre - 3! - gange, og som laver sorbet, så englene synger), besøg hos gode venner og et drama om tabte arvesmykker (arj. ArvesmykkE. I ental. Men det andet lød bedre), der (spoileralert!) heldigvis endte godt.

Fredag havde reptilerne deres rasle-debut. De raslede sammen med to piger fra børnehaven og havde en fest - også selv om Varanen ikke var så hurtig som pigerne og kun blev yderligere sinket af hans noget uhandy robotkostume. Men alle var glade og købte totalt ind på konceptet Ring På Et Tilfældigt Hus Og Indkassér Slik. Rasleriet foregik, meget belejligt, på nogle af de nærliggende villaveje, og da klokken blev Disney Sjov, gik vi hjem. Easy peasy og ret så hyggeligt. Især fordi det ikke begyndte at regne, før vi kom hjem.

Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten lige så begejstret for Halloween, som jeg er for efteråret. Jeg gik amok med kunstige spindelvæv og andet pynt og synes faktisk, at det er så hyggeligt, at jeg ikke engang kunne hidse mig synderligt op over de to ca. 17-årige piger, der leverede verdens mest livstrætte udgave af "slik eller ballade" og faktisk kun manglede en smøg i kæften for at se mere ligeglade ud. I stedet sendte jeg dem af sted med en stor håndfuld slik. Der kan man bare se.

HDDs fødselsdag forløb stille og roligt. Vi holdt et meget lille selskab i år, og det var både hyggeligt og afslappende (hvilket det også er, når hele familien er her, bare for the record, men HDD orkede ikke det store ståhej i år, og det passede mig egentlig helt fint, at jeg ikke behøvede at lave dobbeltportion af kager og brød og det hele).

Frossen jordbær-cheesecake. Som primært havde udseendet kørende for sig

Søndag lagde jeg ud med at køre en tur til nabobyen for at løbe en morgentur i skoven med min svigerinde og to af hendes veninder. De har en lille 'løbeklub', og HDDs søster var så sød at invitere mig med. Normalt er jeg ikke typen, der løber sammen med nogen, men lige i øjeblikket er jeg typen, der ikke løber overhovedet, så jeg gav det chancen. Og det var simpelthen så hyggeligt. Vi løb ikke hurtigt, men jeg endte med at løbe 7 km - en distance jeg ikke har løbet i over et halvt år. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet med dem. Og hvem ved - næste gang tager jeg måske oven i købet badetøj og håndklæde med, så jeg kan slutte af med et dyp ligesom d'damer. (#brrrrr)

Hej svane. Ren idyl fra morgenstunden 

Resten af søndagen blev brugt på frokost i Anden Forstad hos gode venner med jævnaldrende børn. Varanen var som sædvanligt eneste dreng (lille stakkel), men han klarede sig - og det hjalp med en tur på legepladsen i det milde efterårsvej (seriøst - det er november, og det var 17 grader?!) Alt i alt en dejlig, idyllisk efterårsdag.

Men. Da vi så kom hjem fra Den Anden Forstad, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tabt mit armbånd. Eller - Øglens armbånd, faktisk. Et arvestykke fra 40'erne, som hun fik i dåbsgave af Troldemor, men som jeg fik lov at bruge, til hun bliver stor nok (gad vide hvornår dét er, når jeg er 36 og åbenbart ikke stor nok til at bruge det heller). Låsen har været i stykker, så for nylig fik jeg sat en ny lås i. Hvis kvalitet åbenbart lader en del tilbage at ønske, for det var jo så faldet af. #&#(")#&!

Men. Bevæbnet med en Disney-lommelygte (Øglens. Vi er ikke så ekviperede på outdoor-fronten herhjemme) kørte HDD tilbage til Den Anden Forstad og lyste løs på villavejene. Han har senere berettet, at han følte sig pænt suspekt, men hvad gør det (siger jeg), når han fandt armbåndet? På lille sti, krøllet sammen i lille bunke, der glimtede lystigt i Disney-lygtens skær. Hvor heldig har man lov at være? Både med fundet og med at have en bedre halvdel, der gider tage på jagt efter det tabte arvestykke?

Således genforenet med mit Øglens armbånd blev en dejlig weekend rundet af. Før mandag viste sig grå og regnfuld med alle sine hverdagsagtigheder. OG tidlig café-aftensmad fra Joe & The Juice og et meget opløftende møde. Og pæn kaffe og besøg hos Troldemor, nu jeg tænker over det. Så helt hverdagskedelig var mandag ikke. Overhovedet.

Pæn kaffe på Laundromat 

Og i dag er det tirsdag, og vi er allerede meget tættere på næste weekend, end vi var i går ...

tirsdag den 1. juli 2014

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko


Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

mandag den 23. juni 2014

Ferie ønskes

Der er ca. tre uger, til ungerne holder ferie, og fem uger, til HDD og jeg holder ferie. Der bliver noget logistik der, der lige skal tilpasses, men jeg tænker, at aftenarbejde bliver temmelig udbredt for mit vedkommende i de uger. Hvor vi oven i købet har valgt at holde storbyferie i København for gamle dages skyld, da HDD så har væsentligt kortere på arbejde, og der er lidt for ungerne (og mig) at lave i løbet af dagen. For let's be honest; selv om vores have er dejlig, er der ikke aktivitet nok i den til to ugers luk i institutionen. Vi har lånt en lejlighed af min bror, så nu bliver det spændende at se, om vi kan huske, hvordan man er bare lidt urban.

Varan og Varan-far. Og Øglen i forgrunden. Lykken er, når far kommer en i møde, når man er på vej hjem fra børnehave og vuggestue ...  

Jeg trænger til ferie. Big time. Også selv om man kan mene, at mit arbejde jo ikke just er tungt på "jeg arbejder en trilliard timer om ugen"-måden. Folk spørger mig faktisk ret tit, om jeg "så arbejder 37 timer om ugen?" (hvorfor er det så vigtigt, egentlig? Elskede, at min gamle chef engang sagde til mig, at han sådan set var bedøvende ligeglad med, hvor mange timer jeg var der, så længe jeg nåede mine opgaver), og til det er svaret: Nogle uger. Andre uger: langt fra. Andre uger igen: En del over. Men sådan gennemsnitligt arbejder jeg nok 'kun', hvad der svarer til deltid. Hvilket i øvrigt er helt bevidst. Så jeg ved godt, at jeg på dén måde ikke kan påberåbe mig behovet for ferie. Men det gør jeg så bare lige alligevel. For jeg synes faktisk, at jeg har behov for ferie. Og mere tid med min lille familie. Bare hænge ud, slappe ud og have al tid i hele verden. Med masser af is, jordbær og andet godt.

Halm i gummiskoene ... 

Jeg fatter ikke, at det allerede er ved at være et år siden, vi var på sommerferie sidst. Selv om der er sket alverden siden da, føles det stadig som det var i går. Men jeg skal jo ikke gøre så meget andet end at kigge på billeder fra sidste år for at se, hvor meget der er sket med reptilerne. Og jeg skal bare lytte til dem i to minutter for at konstatere, at deres sprog også har udviklet sig helt vildt. Varanens især, hvilket jo ikke er så underligt. Men det med tidens tand kan jeg fylde indlæg efter indlæg med alene, så det vil jeg afstå fra at gøre her. Jeg vil bare glæde mig til om et par uger, og inden da tænke tilbage på en dejlig, afslappende weekend, der netop er slut.

Sidste år i Hvide Sande. Se, hvor små de er, reptilerne!

Nuårrh! De var nu også søde dengang, hva'?!?

Efter at være blevet vækket af et øresønderrivende brag og vandmasser fra en anden verden kl. 05.38 (grrr!) fredag morgen (tak til skybrud. Og fladtagede huse, der får ren til at lyde, som om man bor i en tromme), udviklede dagen sig heldigvis noget bedre. Jeg nåede at afslutte nogle opgaver på job, reptilerne blev hentet tidligt, og Farmor kom med aftensmad. Og is og jordbær. Mmmm.

Lørdag havde vi besøg af en af mine gamle mødregruppeveninder og hendes to drenge, der er præcis jævnaldrende med reptilerne. Særligt de to store - som vitterligt ikke ser hinanden særlig tit - havde en fest, så det kan vi vist godt gøre igen snart. Ikke mindst fordi der var masser af tid til, at vi voksne kunne sludre. Og det kan vi jo godt lide! Resten af dagen lavede vi absolut ingenting. Jeg fik lige ryddet op i det bombekrater, der gav sig ud for at være Varanens værelse, men derudover stod den på kaffedrikning, bladren i en stak BilledBladet og KigInd, som jeg har arvet fra en veninde (sært fascinerende blade. Hvorfor?!) og lidt for meget tv.

I går stod den så på legeaftale for Øglen fra morgenstunden. En pige fra børnehaven har i den bedste part af et år spurgt mig riiiiigtig tit, når jeg henter, om hun ikke nok må komme med Øglen hjem. Og jeg har sagt, at det må hun da, men at vi lige skal tale med hendes forældre. Som både henter og bringer på helt andre tidspunkter end os. Så det er blevet udskudt, udskudt og udskudt, og pinligt nok var det først i sidste måned, jeg kom i tanker om, at jeg da bare lige kunne skrive en seddel til dem og lægge den i garderoben. Ingen af os rider imidlertid samme dag, som vi sadler, så det var først forleden, moren skrev til mig, om Øglen mon kunne lege i går. Og det kunne hun da.

Legeaftalen gik upåklageligt. Pigerne legede og hyggede sig - og stjal en is fra fryseren. Øglens seneste glansnummer, når hun har veninder med hjemme. Og hun tror, at jeg ikke ved det, så hun føler sig som en rigtig skurk. Det er faktisk ret sødt, og selv om jeg naturligvis ikke vil opfordre hende til at snyde og stjæle, så synes jeg, det er ret uskyldigt. Særligt fordi de ville have fået lov til at få en is under alle omstændigheder ...

Halløj på Krogerup 

Varanen gik kold sidst på formiddagen, og da han vågnede, kørte vi til Krogerup Avlsgård, hvor vi skulle mødes med nogle venner. HDD havde opsnuset, at der var et slags før-Skt. Hans-arrangement, hvor Rasmus Nøhr skulle spille, og det, kombineret med god mad og en halmballe-forhindringsbane til ungerne, syntes vi lød som stof til en god eftermiddag.

Strike a pose på halmballe-banen

Øglen kom højt til hest, mens damerne sludrede, og HDD og vennepars-faren gøglede rundt med ungerne

Der var en DEL andre, der også havde opsnuset arrangementet, men vi kom heldigvis i så god tid, at vi fik et bord. Og bortset fra lange køer til mad/kaffe og et enkelt regnskyl, var det helt perfekt. Jeg har noget med Rasmus Nøhr - og i særdeles Sød musik - så at det var åbningssangen, gjorde jo bare det hele endnu bedre. En kaffekø kan være nok så lang, men når man har en putte-Varan draperet om halsen, solen skinner, musikken er god, og man er sammen med gode venner, bliver det næsten ikke bedre.

Til tonerne af Sød musik tog min søde veninde det her billede af Varanen og mig i kaffekøen. Putteputte. 

Det var heller ikke helt dårligt, at mændene besluttede sig for at påtage sig farrollen 400 % og tog samtlige børn med hen for at købe pølser og med ned til halmballerne, hvorefter de kiggede efter ungerne, mens jeg og min veninde stod i kø i tre kvarter(!) (ok - der var Varanen så også med) efter kaffe. Så vi havde masser af tid til at sludre - ren luksus! Og bagefter var der mere leg på halmballerne og en Varan, der tissede igennem sin ble. Og et par forældre, der ikke havde skiftetøj med, så Varanens exit foregik med bar bler*v (ren ble, dog). Masser af frisk luft og fire medlemmer af reptilfamilien, der var helt maste, da vi kom hjem. Ni hao Kai Lan og en hurtig pastaret hjalp os gennem ulvetimen, og så var det godnat.

Elegant exit - nu uden bukser

Nu er det så mandag. Jeg har løbet sølle tre km hjem fra børnehave og vuggestue, og lige om lidt laver jeg en stor kop kaffe. Og SÅ går jeg i gang med arbejdet. Tre Fem uger endnu, før der er ferie. I can do it!

onsdag den 11. juni 2014

Frifrifrifriiiii (igen-igen)

Man kan mene, at det ikke er så længe siden, vi havde en forlænget weekend sidst, men nu har vi altså lige haft endnu en af slagsen. En lang en, oven i købet. Gotta love alle de helligdage, altså. Reptilerne fattede ikke en krone af, at vi skulle holde fri i fem dage, men de klagede bestemt ikke.

Det var meningen, at hele pinseferien skulle bruges hos Mårmor og Mårfar, men pga. noget nyresten og andet sjov i det vestsjællandske blev programmet skubbet en dag. Derfor havde vi Grundlovsdag derhjemme - en dag, som vi brugte på præcis ingenting. Vi gik en lille tur, og ellers nød vi eftermiddagens gråvejr indendøre, bl.a. med "Frost" (ja, vi er last movers. Havde ikke set den før - spørg ikke hvorfor) og pizza fra pizzamanden. Ren hygge.

Insekt på Blomst  

Fredag begav vi os så vestover med en lille detour for at kigge på sommerhusområder. Jeg har nemlig pludselig sat os i hovedet, at vi gerne vil have et sommerhus. HDD er høflig nok til ikke at påpege alt for tydeligt, at det kræver, at jeg tjener vææææsentligt flere penge, end jeg gør nu, men lad nu det ligge. Nu scouter vi ((jeg) så områder og skulle lige forbi et bestemt område og kigge. Det blev en omvej på en times penge, men med is som bestikkelse klarede ungerne den lange biltur forbløffende godt.

Mårmor blev lynhurtigt lokket til at læse for reptilerne. Særligt Varanen er ustoppelig, når det kommer til højtlæsning


Pinsen blev nydt i fulde drag hos Mårmor og Mårfar med leg i haven, tur til Vestsjællands Loch Ness (for realz), gåtur med Mårfar og hunden (ungerne) og spisen kage i massevis (virkelig mærkeligt, at naboen tror, jeg er gravid, hva' (!?)). Søndag trillede vi så hjem igen, og mandag blev brugt på Københavns Middelaldermarked af alle steder, hvor ungerne indkasserede både sværd og kandiserede æbler og så en ridderturnering. OG scorede en stor is på Fortet på hjemvejen (for nu at blive i ridder-temaet - og fordi det var 1000 grader varmt - slog vi et smut forbi Charlottenlund Fort på vej hjem).

Loch Ness. Jowjow 

Kandiserede æbler til Middelaldermarked. Pænt fedtede efter et par minutter i barnehænder

Heldigvis er vi allerede ved onsdag aften nu, for det var næsten for ondt, at arbejdet kaldte tirsdag. Det er ulempen ved mange helligdage - man kommer så langt ned i gear, at det er umenneskeligt hårdt at skulle begynde at lave noget igen. Og i og med, at denne uge er spækket med aftaler - legeaftale med Øglen hjem i dag, møde inde i byen i morgen, sommerfest i børnehaven fredag aften, loppemarked med naboen lørdag og langt-ude-familiesammenkomst søndag - synes jeg nok, at det er en brat opvågnen.




Det er denne her lille gynge-Frans, der begynder i børnehave om to måneder. TO måneder! Det fatter man (jeg!) jo ikke

Snart børnehavedreng, men endnu ikke så stor, at man ikke kan tage en middagslur i Mårmor og Mårfars terrasse-barnevogn. Selv om bentøjet er blevet nogle centimeter for lange 

Den bratte opvågnen bliver i øvrigt ikke mindre brat af, at det netop er gået op for mig, at der kun er en måned, til vi holder sommerferie, og derfor kun to måneder til Varanen skal begynde i børnehave. Og derfor skal meldes ud af sin (private) vuggestue nu. Som i lige nu! Derfor udfyldte jeg i går en vældig formel udmeldelsesblanket, som jeg kunne overdrage til lederen. Meget mærkelig fornemmelse. Én måned tilbage i vuggestuen. Så ferie. Og så direkte i børnehave. Hvor blev min lille baby af? Det bliver skønt for ham at begynde i børnehaven. Han er fortrolig med de voksne derinde og taler meget om, at han skal derind og lege med Øglen og de andre børn. Så han er klar. Det er bare lige, om moderen er det ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...