Viser indlæg med etiketten yay. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten yay. Vis alle indlæg

tirsdag den 24. januar 2017

Noget om at fejre

Det kan godt være, jeg ikke har købt ret meget kaffe i januar (i skrivende stund kun tre kopper kaffe på café til tre forskellige møder - en indtil videre all time-low på en måned. Det er lige før, jeg brugte flere penge på købekaffe i DNP, og det siger ikke så lidt), men så har jeg til gengæld brugt penge på så meget andet.

For det var som om, der gik lidt sport i det der sparemåned. Selv om det kan lyde paradoksalt, eftersom jeg lige har skrevet, at jeg har brugt penge. Men hør mig nu ud, som de virkelig unge og svært irriterende ville sige:

Al spareriet (som med rette indtil videre kun har bestået af at lægge købekaffen på hylden og i stedet medbringe min egen termokande med latte til hhv. bordtennis, håndbold og legepladsbesøg, fuldstændigt pølsehorns-embargo for ungerne, som kunne æde 50 af 7-Elevens pølsehorn om dagen, hvis de fik lov (og jeg vandt i Lotto) og knap så hovedøse indkøb i Netto ("Nejjjj, se! En underlig dims, som jeg slet ikke har brug for. Men den er fin. Og koster kun 20 kroner! Sammen med den her pakke rugbrød. For jeg kan ikke huske, om vi har noget derhjemme". Og så videre, indtil der er forsvundet flere hundrede kroner på noget, vi reelt set ikke har behov for) har gjort, at jeg har taget tyren ved hornene og kigget min økonomi lidt efter i sømmene. (Snork, det var kedeligt. Men det udløste chokolade bagefter. Fra mig til mig, fordi jeg havde været så flittig) Og der så jeg jo, at mit studielån stod og gjorde sig til. Det har det sådan set gjort længe (hvilket jeg trods alt godt vidste), og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at det da trods alt bliver mindre og mindre.

Efter denne måneds indbetaling til SU-gribbene viste det sig imidlertid, at jeg ikke længere skyldte så meget væk, at det virkede uoverskueligt at udbetale det. Lige det modsatte, faktisk. Så det har jeg gjort. Vredet min opsparing til den sidste krone og udbetalt lånet. FarVEL månedlige indbetaling i bundløst hul.

Ergo er jeg altså gældfri nu. Hvad angår SU-styrelse, i hvert fald. Og selv om min opsparing nu er tom som den skål, hvor der burde være slik i derhjemme, er det altså en rar fornemmelse. Næsten så rar, at jeg fortjener en kop købekaffe ... #justkidding

Udsigten fra 12. etage

Mmmm ...

Jeg har haft SU-lånet med på sidelinjen i mere end 10 år, og selv om jeg ikke fortryder, at jeg optog det i sin tid - en nødvendighed i forhold til den bolig, jeg havde på det tidspunkt - er det alligevel helt utrolig rart at slippe af med det. Og selv om det ikke giver mening at bruge endnu flere penge, når man lige har brugt en masse, kom jeg til at invitere familien på sushi i går. Mandage trænger nemlig generelt til at blive peppet lidt op, så vi tog på Tivoli Hotel og mæskede os i sushi og lækker udsigt. Det er vigtigt at spare, men det er også vigtigt at fejre. Synes jeg.

fredag den 28. februar 2014

Sådan skal dén skæres

Så blev man sådan en, der fik plads i et kontorfællesskab på Nørrebronx. Startende fra på mandag. Jatak, siger jeg bare. Efter mit indlæg om København-savn begyndte jeg at afsøge forskellige muligheder for kontorfællesskaber (og ikke bofællesskaber, som jeg konstant kommer til at kalde det. Freudian slip?), og i går var jeg så ude at se på et par af dem.

Det ene lå på Nørrebro, ca. 1 times transporttid væk fra matriklen. Det andet lå på elskede og savnede Østerbro - ca. 50 min. transporttid væk fra matriklen. På forhånd havde jeg vist lidt bestemt mig for, at det var kontorfællesskabet på Østerbro, jeg helst ville have, forudsat at det stadig var ledigt, men efter at have set stederne og talt med indehaverne var jeg slet ikke i tvivl; Nørrebro it is.

Østerbro-lokalerne var store, lyse og fantastisk beliggende med cool faciliteter og en ret lækker feel. Klos op ad en café og med det elskede og savnede Østerbro-liv uden for de store vinduer. Nørrebro-lokalerne var fine og lyse, hyggelige og nærmest hjemlige. Toilettet er i gården, så man skal låse sig gennem en cykelkælder og sno sig lidt, så måske nok ikke spitzenklasse, men hvad gør det, når stemningen var helt i top? Desuden har jeg på fornemmelsen, at fællesskabet rækker ud over bare at sidde i det samme lokale og dele en husleje. Og når man dertil lægger, at jeg endte med at sidde og drikke kaffe og sludre om alt fra iværksætteri til hækling, sommerhus og kaffeforbrug med hende, der står for Nørrebro-fællesskabet, i halvanden time, tænker jeg, at det kun kan blive godt.

Jeg har lagt billet ind på en såkaldt flexplads, hvilket betyder at jeg har pladsen ca. 2,5 gange om ugen. Og det kommer i virkeligheden nok til at passe meget godt med det antal gange, jeg kan nå derind.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg glæder mig som et lille barn? Og gør mit bedste for at ignorere det virkelig tåbelige i, at der er så lang transporttid hver vej? Især fordi en af præmisserne for at flytte ud af byen nu engang var, at mindst en af HDD og jeg (that'll be me) ikke skulle arbejde i København, fordi der pludselig er så langt derind. Men jeg havde så heller ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg af at arbejde hjemme hele tiden og så igen. Så nu prøver vi, og så må vi se, hvad der sker ... Personligt håber jeg lidt, at det at komme til byen lidt oftere kan dulme (ikke Dumle. Mmmm ... Dumle) savnet til byen. Være med til at understrege, at vi jo egentlig har det meget godt i DNP, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere der, hvor vi ikke bor - til trods for, at det i svage øjeblikke godt kan se sådan ud ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...