Viser indlæg med etiketten zen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten zen. Vis alle indlæg

lørdag den 29. oktober 2011

(Sl)yngel

Jeg har lige brugt 275 kr. (Jaja - og 211,75 nede i Netto. Og 45,- på en latte og en kanelsnegl på Krummen & Kagen tidligere i dag. Og 129,95 i Vila - de havde nemlig endelig fået det meget meget enkle tørklæde hjem, som jeg har gået og manglet i et års tid oder so. Men det var ikke DE penge, vi skulle tale om).

275,- er selvfølgelig ikke nogen formue, men man kan alligevel få en del slik, fx. Eller en god portion sushi til HDD og jeg. Man ville også kunne købe indtil flere par handsker til Øglen (tror jeg, men aner det i virkeligheden ikke, for jeg kan simpelthen ikke finde nogle handsker til hende. Hvaffor nogen handsker er the shizzle, når man er 2,5?!) eller fire-en-halv pakker MAM-sutter til Varanen. Osv. Altsammen vældig nyttige ting (især slikket), men det er noget helt andet, jeg har snoldet.

Nu ved jeg, at I sidder helt ude på kanten af sofaen for så at få at vide, hvad det er, jeg har brugt knap 300 kroner på, så jeg vil uden dikkedarer løfte sløret for, at det er... ta-daaaah... SØVN! Til Varanen. Og dermed afslapning til mig selv. "Hvordan kan det lade sig gøre?", tænker I nu (mens I stadig sidder på kanten af sofaen), og igen vil jeg gå direkte til sagen: Jeg har købt en vikle. En strækvikle for at være mere specifik.

Snorksovende Varan 

Der er jo sindssygt mange, der sværger til vikler og slynger og what-nots, men jeg har aldrig rigtig brugt det. For det første synes jeg, at det er en kæmpe jungle, og for det andet syn(t)es jeg måske, at det er lige urtet nok. Eller også bærer jeg bare nag, fordi jeg forsøgte mig med en ringslynge til Øglen, men hun skreg så højt, at jeg seriøst troede, at jeg havde ødelagt hende, de få gange hun lå i den, så den blev hurtigt droppet. Og da vi, efter en kort flirt med en Babybjörn, skulle investere i noget bære-aggregat til hende, faldt valget på en Ergo Baby (efter gode råd fra Blogland). Den har vi stadig - og jeg har ovenikøbet købt en babyindsats, så den kan bruges helt fra nyfødt - men jeg synes ikke, at Varanen sidder særlig godt i den (og det synes han vist heller ikke selv), så den er ikke blevet brugt særlig meget og kommer nok først frem igen, når Varanen er omkring 6 måneder gammel.

Nu er det så bare sådan, at Varanen gerne vil bæres rundt, når han altså ikke lige spiser eller sover. Han er ok med skråstolen fra tid til anden, og jeg har store forhåbninger til aktivitetstæppet, som jeg netop har fundet frem, men armene er bare de bedste. Helst mine, åbenbart. Og det er skam også knaldhyggeligt sådan at slæbe ham rundt, men med en kampvægt på små 6 kg, er han jo ikke ligefrem fjerlet. Så jeg bliver en kende træt i arme og skuldre og får i øvrigt ikke lavet noget som helst i lejligheden. Ikke, at jeg hungrer efter at gøre rent, fx, men lidt oprydning, dykken ned i bunkerne af vasketøj, som tilsyneladende ikke har nogen bund overhovedet, eller andre praktiske ting ville ikke være af vejen. Så noget måtte der ske, og eftersom min slynge-kyndige svigerinde anbefalede mig en strækvikle, var det sådan en, det endte med.

Udsigten, når jeg kiggede ned (og lige lindede lidt på jakken). Meget fredfyldt 

Den ankom så i dag, og efter at have fået nogenlunde fat på bindeteknikken turde jeg binde an (tøhø) med at proppe Varanen i den. Han gik fra at være urolig og let gnaven til at blive meget meget sur, mens jeg moslede ham på plads. Og det varede i sådan cirka 15 sekunder. Hvorefter han nærmest vendte det hvide ud af øjnene og faldt i søvn?!??! (Og ja - han trak stadig vejret. Jeg tjekkede nemlig; det kunne jo være, jeg havde sat ham virkelig forkert). Han sov, mens jeg ryddede lidt op (ikke for meget - det var bare muligheden for at gøre det, jeg havde savnet), sov mens jeg sorterede vasketøj, sov mens jeg tog støvler og overtøj på og sov, mens hele familien Øgle var i Netto. Derefter sov han på en times gåtur, og han vågnede først, da jeg kom til at bumpe hans hoved ind i en dørkarm (hov...), og da jeg skulle i gang med at lave mad. (Dygtig dreng - så blev HDD nemlig nødt til at kokkerere. Gnæggnæg)

Jamenaltså. For sølle 275 kroner fik jeg armene fri i over to timer. OG jeg fandt en måde at handle på, der ikke indebærer navigeren rundt med giga-dobbeltklapvogn og ondskabsfulde blikke fra medhandlende (de er ikke så'n helt vildt large med at flytte sig for barnevogne, dem der handler i SuperBrugsen om formiddagen, skulle jeg hilse og sige). Alene dét ville jeg gladeligt give 275,- for, men jeg har store planer om, at succesen skal gentage sig op til flere gange. Se, dét er da et røverkøb!

lørdag den 24. september 2011

Gæt et reptil

Varanen er 2,5 dage gammel nu. Og (selvfølgelig) skøn skøn, skøn! Han knirker som en gammel, hyggelig dør (eller 'Han virker lidt, mor!', som Øglen siger), når han er tilfreds, skriger som en måge, når han er sulten og sover så'n nogenlunde hæderligt (og hermed har jeg sikkert jinxet det totalt, så han fremover kun sover i 7 minutters intervaller). Derudover er jeg sikker på, at han har smilet til mig op til flere gange, så han er altså også ganske fremmelig (hvilket ikke kan undre med de forældre. Tøhø).

Han har stadig masser af mørkt hår (så vi burde måske have holdt fast i, at han skulle hedde Elvis), og han har HDD's øjne og mine ører. Lige nu, i hvert fald. Øglen ligner han til gengæld ikke så meget, blev HDD og jeg hurtigt enige om - altså lige indtil vi smuttede en tur ned ad den visuelle Memory Lane, som billedfilerne på min computer udgør. Vi kunne konstatere, at vores hukommelse ikke er knivskarp, for se lige her (ovenikøbet i samme tøj und alles):

Øglen eller Varanen?

Varanen eller Øglen?

Og apropos Øglen, så er jeg virkelig imponeret over, hvordan hun har taget imod Lillebror (og den styrtregn af storesøstergaver, der har været i hans kølvand). Lige fra hun kom ind ad døren fra "ferie hos farmor" og så Varanen i sin lift, har hun været totalt forelsket. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, hun har sagt "Awwww, hvor ER han SØD, mor og far!" og været ovre og ae og klappe. Hun har sunget improviserede godnatsange for ham og vil gerne dele sine nusseklude med ham. (At hun så også strækker sin gavmildhed til at omfatte tvangsfodring med hhv. rejechips og frosne majs, er en biting...) Dog skal der ikke helt så meget til, før filmen knækker for hende, men indtil videre har det ikke været alarmerende. Og kan, for så vidt, også skyldes, at hun skranter lidt med snot og hæshed.

Ehm... undskyld mig, men hvad er det her for en kørepose-ting? Og klæder huen mig overhovedet?!

Vi gør, hvad vi kan, for at hun ikke skal føle sig overset, og indtil videre har hun og jeg haft 'alene-tid' ved at være ovre og handle (ja, det elsker hun altså), nede og lege i gården og hygge os over aftenbadet. Og i dag hyggede hende og HDD, mens Varanen og jeg var til hørescreening og hælprøve (Varanens debut i (dobbelt-)klapvognen gik i øvrigt fortræffeligt - han sov begge veje og brokkede sig kun over at skulle have skiftet tøj ovre hos jordemoderen. Jeg har stadig ikke heeelt styr på, hvordan man tæmmer én cm tissetrold, som gerne vil tisse alle andre steder end indenfor bleens grænser).

Ae-aeeee

Desuden nyder hun i fulde drag, at familien kommer væltende. I torsdags var det Farmor og Faster. I går var det Mårmor og Mårfar. I dag var det Farfar, og i morgen kommer de så allesammen på samme tid (plus dem, der ikke har været her endnu), fordi undertegnede bliver et helt år ældre. Så det skorter i hvert fald ikke på opmærksomhed. Og måske er det i virkeligheden meget godt, at hverdagen begynder igen med vuggestue og sædvanlig rytme (og måske knap så mange chokoladekiks) på mandag, så hun kan pejle efter sine kendte holdepunkter.

Men det jeg egentlig bare ville sige (med utrolig mange ord), er, at livet som familie på 4 indtil videre holder max! Og i øvrigt tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer på mit seneste indlæg. De varmer og er blevet læst mere end en enkelt gang!

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

søndag den 31. oktober 2010

Alene hjemme

Disclaimer: Dette indlæg har ikke noget at gøre med filmen med ham der barnestjernen med det underlige navn, vel. Ham der Macalakula Malukaly Macaulay Culkin. Hårhåhhr, jeg syntes, jeg var sej til det der English, da jeg lærte at sige hans navn [Makå:læi Kålkin], dengang i 1990, hvor Alene hjemme var det nye sort. Det har derimod noget at gøre med aftenens status på 210Ø.

HDD er nemlig skredet. Til noget med noget Niels Skousen (og før nogen spørger, så er HDD ikke 419 år gammel. Selv om man skulle tro det. Han fylder godt nok år i morgen, men han påstår, at han kun bliver 32). På Loppen. Sammen med en ven, der heller ikke er 419 år gammel. Selv om man også kunne foranlediges til at tro dét nogle gange. Som fx i aften. Men så er det jo godt, at morfar og morfar har hinanden.

Øglen og jeg er altså alene hjemme. Og Øglen sover, hvilket hun har gjort siden omkring 18.30, hvor hun iført perlekæde, natdragt og gummistøvler vadede gennem lejligheden ind på sit værelse, mumlende "hejhejjjj dag". Så er man træt. Når man ikke engang gider brokke sig over, at man skal i seng.

Men jeg har så haft tid til at lave... ingenting. Overhovedet. Ud over lige at pakke HDD's fødselsdagsgaver ind. Så den har stået på sofa, De Unge Mødre, computertid (i sofaen. Tihi-fnis - det må man nemlig ikke, når HDD er hjemme, eftersom vi i fællesskab har indført computerfri stue. Så jeg er totalt renegade regelbryder. Eller nåwet) og drikken urte-te. Fordi vi ikke har mere kaffe. !€%/+€# Hvad sker der for dét?! Det er da ikke cool overHOvedet at løbe tør for kaffe. Slet ikke fordi vi har sådan en Nespresso-sag og derfor bliver nødt til at købe de særlige Nespresso-dimser i den særlige Nespresso-biks. Som jeg ikke lige kan se mig selv komme forbi foreløbig. Grrrrr. Nå.

Urte-te it is, så. Og 2 skaldede stykker 80% chokolade. Fordi vi også er løbet tør for guf. Grrrrr igen! (Og inden nogen går igang med at være Helse-Elsede, så ER 80% chokolade bare ikke det samme som Marabou med daim. Uanset hvordan man vender og drejer den. Den er bedre for mig, ingen tvivl om det, og i morgen vil jeg sikkert føle mig voldsomt frelst (og måske endda RET tynd), men det er som bekendt nuet, der tæller, og i nuet giver 80%'en mig ikke andet end en øget trang til snacks, der er dårlige for mig). Den her alene hjemme-aften kunne SÅ meget have været planlagt bedre.

Apropos absolut intet, så har I her et billede af en meget dedikeret Øgle, der synes, at Alphababy, som Camsen gjorde mig opmærksom på eksistensen af, er et kæmpe hit. Og fordi jeg nu lige var i gang med billederne, så er der også et af et øjebliks zen fra tidligere i dag, hvor Øglen sov i klapperen, og jeg var ude at gå i noget natur. Ahhhh.


Der har i øvrigt ikke været så meget som et eneste lillebitte "twig or tweet" i vores liv i dag. Eller græskar. Eller uhyggeligt pynt. Udover det vi gik forbi på (u)hyggelige villaveje ude i naturen. Er man så en dårlig mor, når man ikke er gået amok med plasticedderkopper, syntetisk spindelvæv, hjemmesømmede trækors med afrevne 'hænder' under (really!) og orange mad? Og når man i øvrigt ingen planer har om at gøre det? Som i nogensinde?

mandag den 11. oktober 2010

Søndags-snaps

Altså. "Snaps" som i snapshots. Ikke som i spirituøs drik, der som regel indtages til sild - gerne i overdreven grad omkring jul og påske...

Ahhh. Øglen og jeg har været på forlænget weekend. Mormor fyldte rundt, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Med familiemiddag, dame-frokost (hvor HDD også var inviteret, men udelukkende for at agere anstandsdamemand for Øglen) og rendyrket hygge. Øglen har boltret sig i opmærksomhed og leg med sine små kusiner, og det hele har været skønt. Lige bortset fra torsdag aften, hvor Øglen pure nægtede at lægge sig til at sove, og jeg pure nægtede at bruge hele min mors fødselsdagsmiddag på at tvinge hende, så klokken blev 22.15, før hun gik omkuld. Det var jo så også kun 3½ time senere, end hun plejer, såeh...

Fredag sov hun helt til kl. 9.15, men kvitterede til gengæld med ikke at ville sove til middag. Som i overhovedet ikke. Til trods for gentagne forsøg på at trille hende i søvn i klapperen. Nix bix - der skulle ikke soves. Der skulle leges. Og det blev der (selv om mutti skulle arbejde, men så var der jo heldigvis en mormor, en tante og to kusiner, der kunne aflede hende lidt). Og om aftenen var hun så smadret, at hun blev lagt til sædvanlig tid - næsten uden brok.

I går havde vi så en stille dag. Bare Øglen, HDD og jeg. Som skulle foregå helt på Øglens præmisser. Vi tog på Statens Museum for Kunst for at se, om de havde nogle udstillinger for smållinger. Det havde de ikke, men de havde (og har garantrisser stadig) uendeligt meget plads, hvor man kan løbe lykkelig frem og tilbage, når man er 1½ år og synes, at løb er det fedeste i verden. Og bagefter kunne man løbe lykkelig rundt i Fælledparken, lege med visne, våde blade og drikke sødmælk af den samme slags kop, som mor og far drak kaffe af. Man kunne fodre fugle, råbe "vov vov" efter alt, der bevægede sig og grine manisk af alting. Mens mor og far kunne nyde det skønne skønne vejr, vi har haft i weekenden (og tilsyneladende har igen i dag) og blive enige om, hvor fantastisk Øglen er. (Det er sjovt nok altid ret nemt at blive enige om, synes jeg).

Det var ikke actionpacked, men det var et mentalt pusterum. Og dem burde man have mange mange flere af.

Øglen - lettere betuttet over antallet af trin på Statens Museum for Kunst

Øglen hænger ud

 
Lettere utilfreds

Så bunder vi

Ej, er det RIGTIGT, mor?! 

Efterskrift: Øglen siger stadig Norge. Rigtig meget. Og hun har ikke udvidet til andre lande (endnu). Tror nok, jeg hørte hende sige Nørrebro forleden, men det var vist en engangsting. Nu bor vi jo også på Østerbro, så deeeeet...

onsdag den 25. august 2010

Prokrastinering

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er selvfølgelig Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...