søndag den 30. maj 2010

Give-away

- ja, altså - ikke her. Men her. På Høgh-bloggen, der er fin og (vist nok?) nyåbnet. Hvis man linker en hel masse til dem, så kan man vinde sådan en fætter her:






















- og hvem vil ikke gerne det? Hvis man ikke er så heldig at vinde lysestagen og synes, at man lige har de knaster, sådan en fætter koster, kan man købe den her, for bloggen har også en web-shop med lutter lækre sager. Og så har de også et eller andet med møbler? Så kig forbi på et af de mangemange links (ja, man får lodder i give-awayen alt efter, hvor mange links, man laver til dem :-)), hvis du vil være med i konkurrencen.

torsdag den 27. maj 2010

I've got mail

Jeg har fået en mail i dag.

"Spis 5 småkager mindre hver dag og opnå et vægttab på 7,3 kg. på et år", står der i den. Ikke andet.

Altså, det er da ikke noget dårligt råd. Men synes måske, at et "hej" eller lignende kunne have klædt mailen. Og en begrundelse for at sende den til mig. Er det mon fordi, jeg bagte småkager i går*? Og hvor ved Per Brændgaard** i så fald det fra? Synes altså, at overvågningssamfundet er ved at tage overhånd...

* De var til HDD's sidste arbejdsdag, så min samvittighed er hvid som sne.

** Mailen er afsendt fra noget, der hedder smaaskridt.dk, og hvis jeg tænker mig RIGTIG godt om, så var der vist noget med, at jeg engang for lææænge siden knastede min mailadresse ind hos dem, så jeg kunne modtage nyhedsbreve. Men jeg har bare ikke hørt fra dem. Overhovedet. Før i dag. Hvor jeg lige har bagt småkager. Skræmmende.

tirsdag den 25. maj 2010

Arbejd' arbejd'

He. Så er man pludselig sådan en, der har fået et barselsvikariat. I den samme biks, som jeg er i i dag. Og i den samme afdeling - bare den del af afdelingen, som har mest med min uddannelse (og mit interesseområde) at gøre. Fra den dag min nuværende kontrakt slutter og indtil videre seks måneder frem, men sandsynligvis i 10 måneder i alt. Hva'ba'?! Det er da SLET ikke nogen dårlig start på ugen efter en skønskøn pinse, hvor vi har hygget, slappet af, hængt ud i Zoo og sovet længe?! (Tak, Øgle).
 
Så nu kan de dagpenge, der har ligget på lur, klar til at stække mit forbrug og generelt bare genere mig fra og med august, godt pakke sammen. Ha. Og jeg kan ånde lettet op ved tanken om, at jeg ikke skal gå hjemme fra nu af og ud i evigheden, fordi der er ca. 7 millioner ansøgere til de job, jeg går efter. Det er 'bare' et barselsvikariat, men det køber mig noget tid, og når barselsvikariatet stopper, har de 7 millioner ansøgere forhåbentlig alle fået job, krisen er slut, og jeg valser bare ind fra højre og napper drømmejobbet. Dream on...

Og nu vil jeg smide mine snart barselsvikarierende ben op på sofabordet, se noget CSI og nyde lyden af HDD, der pakker de varer ud, som det rare Superbest-bud lige har været med. For den lyd betyder, at jeg slipper for at handle i morgen. Ja, resten af ugen, for den sags skyld. Online dagligvare-indkøb holder hele vejen!!!

Håber, I alle har haft en dejlig pinse.

fredag den 21. maj 2010

Snart weekend

Øglen har været til lægen i dag. Noget med noget 15 måneders-stik. Som ikke burde give bivirkninger i dag, men hvis hun om en uge til 10 dage bliver utilpas og får mæslingelignende udslæt, så er det bare vaccinens skyld. Øh nå. Det ville jeg gerne have vidst på forhånd, for så havde jeg nok lagt min hjemmearbejdsdag om en uge til 10 dage i stedet for idag. Hvis nu Øglen skulle blive ringet hjem fra vuggeren pga. vaccinen.

Ah, well.

En hjemmearbejdsdag er jo en hjemmearbejdsdag, kan man sige. Og det fede ved sådan nogle er, at man kan sætte en vask (eller fire) over, spise nogenlunde hæderlig mad (det er der desværre ikke mulighed for i firmaets kantine, som lader temmelig meget tilbage at ønske) og løbe en tur, når arbejdsopgaverne driller. 7,3 km kunne det blive til. Med bragende sidestik rundt i Nordhavnen. Ikke kønt, men det skulle jo være så sundt...

Og nu sidder jeg så og arbejder (og overspringshandler). Og glæder mig til lang weekend, for det trænger jeg til. Men overvejer, om hende journalisten fra biksens interne kommunikationsafdeling, der ringede til mig for lidt siden, måske ikke trænger mere. For når man præsenterer sig med "Ja, hej A - det er mor", så må det betyde, at ens fokus måske ikke er, hvad det har været... :-)

*Til hendes forsvar skal det siges, at jeg tilsyneladende hedder det samme som hendes datter, så "hej, det er mor" er totalt telefon-autopilot. Og jeg skal bestemt ikke kunne sige mig fri fra at kunne gøre nøjagtigt det samme, når Øglen kommer i telefon-alderen. Men indtil da forbeholder jeg mig retten til at grine venligt af journalisten...

mandag den 17. maj 2010

SE lige, hvad jeg har fået!

Af Marianne. Jeg var jo så heldig at vinde en foto-give away for snart længe siden, men fordi der gik flytning (og hverdag) i den, har jeg ikke lige været det hurtigste dyr i skoven, hvad angår indfrielse af præmien. Men nu! Nu er den i hus, og jeg er ét stks vældig glad og tilfreds moar. Hun ved, hvad hun laver, hende Cirkusprinsessen - også selv om Øglen viste sig at være hurtig som en ninja og meget hellere ville øgle over dvd-covere og æde Marie-kiks (hjemmebagte, uden sukker, med økologisk speltmel, eller... æh... host...) end at blive fotograferet.

Menaltså. Det blev til fine fine billeder alligevel. Prøv selv å se!















































Nu ved jeg jo godt, at jeg nok er lidt forudindtaget, men det er da en RET sød Øgle, er det ikke?!

onsdag den 12. maj 2010

Blogleg

Jeg er blevet tagget af fru Husmoder. Tror nok, jeg har fattet, hvad det går ud på, men hvis ikke, så må du lige rette mig, mkay Husmoder?

Morgenens nedtur:
At det mega-øspøsregnede, da jeg skulle ud af døren og på arbejde (og til et langt møde, hvor det ville være ræææægtig fedt at være nogenlunde tørskoet)

Udenfor mit vindue:
Er det en anelse mørkere, end det har været hele dagen. Men det er ok, for klokken nærmer sig de 22, og så er det helt naturligt med lidt mørke. Det er det bare ikke midt på dagen sådan en helt almindelig onsdag i maj. Skodvejr!

I mit fjernsyn kører:
De Unge Mødre *fløjter uskyldigt*. Overvejer om det er ved at lægge op til at fusionere med Luksusfælden - det er da i hvert fald en oplagt idé, hvis hende der den høje, nye, unge mor på kontanthjælp får lov til at købe den bil, hun er ved at prøvekøre...

Jeg vil gerne snart høre:
The Nationals nye album, High Violet, igen. F a n t a s t i s k!

Mit tøj er:
Det samme, som jeg har haft på hele dagen. Tights, shorts, varme strømper, en mønstret bluse og en cardi. Lyder ret grimt, når det sådan remses op, egentlig...

I dag skal jeg nå:
... heldigvis skal jeg ikke nå så meget mere, før jeg gerne må gå i seng. Det skulle da lige være et afsnit af det der Paradise. Men jeg HAR været flittig; har holdt halv fridag fra job (ahhh - og nu er det lang weekend. Endnu mere ahhhh!) og haft dejlige veninder fra Fyn og Jylland på besøg. Har grinet overdrevet meget og spist endnu mere, og generelt har det lige været, hvad jeg har haft brug for.

Men jeg vil hellere:
Faktisk kan jeg slet slet ikke komme på noget, jeg hellere ville have lavet end at hænge ud med de gamle homies, spise burgere på Pixie, shoppe, gå amok i kage og rå-sludre!


I vindueskarmen står der:
En rød, Foscarini Lumiere-lampe, en håndmalet skål (ikke mig, der har malet), en potteplante, som nægter at dø, og et "A" fra det gamle Arbejdernes Landsbank-skilt ved Hovedbanegården. Og en stikdåse. Mærkeligt.

Weekenden skal gå med:
En tur hjem til Øglens mormor og morfar. Mmmmm!

Morgenens optur:
At HDD kørte mig på arbejde i mega-regnvejret.

Det her billede, har I aldrig set af Øglen:























Walkie-talkie girl :-)

Tror vist, at det er meningen, jeg skal tagge et par stykker nu, men hvad om I, der har lyst, selv griber stafetten? Jeg skal nemlig se mere trash-tv - og slå mave oven på al den mad, jeg har spist i dag...

torsdag den 6. maj 2010

Sød musik

Nå, men apropos musik og at Øglen efterhånden har udviklet et tandsæt, der seriøst får hende til at ligne Rasmus Nøhr, synes jeg lige, at jeg vil dele et par strofer af ”Sød musik” med jer. Den har da bare den sødeste tekst! (Eller er det bare mig, der stadig ikke har fået styr på hormonerne, efter jeg har været gravid med Øglen?!) Og man kan (næsten) selv bestemme, om man synes, teksten handler om manden eller babyen… :-)

Du er violin,
Du smiler i søvne og gør natten fin
Og blander din snorken med måneskin
Finder mit bryst og putter dig derind
Åhåh

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik

Du er ro og stille fred
Du’ min store kærlighed
Du’ så meget mer’ end nogen aner

Intet i verden er som før
Mange flere farver og meget større
Ligesom sød musik

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik












































Øglen med fint gebis

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...